21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/46


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning)

(COM(2016) 411 final — 2016/0190 (CNS))

(2017/C 125/06)

Ordfører:

Christian BÄUMLER

Anmodning om udtalelse

Rådet, 20.7.2016

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

Vedtaget i sektionen

10.1.2017

Vedtaget på plenarforsamlingen

26.1.2017

Plenarforsamling

nr. 522

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

116/0/1

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

I Juncker-Kommissionens politiske retningslinjer påpeges det efter EØSU's opfattelse med rette, at det retlige samarbejde mellem EU-medlemsstaterne gradvist må forbedres, og at der må holdes trit med den aktuelle virkelighed, hvor et stigende antal mobile borgere i hele EU indgår ægteskab og får børn.

1.2.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens forslag har til formål at sikre, at der i større omfang tages højde for barnets tarv i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse. EØSU støtter børns rettigheder og understreger, at respekten for børns rettigheder på alle politikområder vedrørende børn er af største betydning. Barnets tarv skal altid komme i første række.

1.3.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen foreslår adskillige væsentlige ændringer med sigte på at gøre proceduren for tilbagegivelse af et bortført barn mere effektiv. Efter EØSU's opfattelse kan det også være hensigtsmæssigt at vedtage fælles minimumsstandarder, herunder en fælles fuldbyrdelsesprocedure.

1.4.

EØSU mener, at det i artikel 55 omhandlede samarbejde mellem centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar, er af afgørende betydning, og går ind for en omarbejdning af disse bestemmelser.

1.5.

EØSU bifalder, at medlemsstaterne forpligtes til at samle kompetencerne i et begrænset antal domstole under hensyntagen til de enkelte retssystemers struktur.

1.6.

EØSU glæder sig over, at forslaget præciserer fristerne for afgørelser om tilbagegivelse, der kan fuldbyrdes, og at tilbagegivelsesprocedurerne forkortes til en varighed af højst 18 uger.

1.7.

EØSU anser en begrænsning til én klageinstans i tilbagegivelsesprocedurer for at være rimelig.

1.8.

EØSU glæder sig over, at retten i domsstaten kan erklære, at en afgørelse midlertidigt kan fuldbyrdes, også når denne mulighed ikke findes i henhold til national ret.

1.9.

EØSU er af den opfattelse, at minimumsstandarder for høring af børn kan bidrage til en øget accept af afgørelser.

1.10.

EØSU opfordrer desuden til en afskaffelse af eksekvaturproceduren. Udvalget mener, at beskyttelsesmekanismerne imidlertid bør opretholdes.

1.11.

EØSU opfordrer til, at fuldbyrdelsesmedlemsstatens domstole desuden skal have mulighed for at træffe tvingende nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, når der er øget risiko for, at et barn udsættes for skade.

1.12.

EØSU bifalder, at forslaget om anbringelse af et barn hos en plejefamilie eller på en døgninstitution i en anden medlemsstat under alle omstændigheder forudsætter værtsstatens samtykke.

1.13.

EØSU mener, at der er behov for præcisering af Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde. Selv når der tages udgangspunkt i en »national« opfattelse af ægteskabet, skal medlemsstaterne tage højde for artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. EØSU foreslår, at det i en af forordningens betragtninger anføres, at der skal tages højde for artikel 21.

1.14.

EØSU mener, at der er behov for bestemmelser vedrørende sager, hvor den ene forælder kommer fra et land uden for EU, og opfordrer til indgåelse af bilaterale aftaler, især med lande som ikke har undertegnet Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

2.   Generelle betragtninger

2.1.

Den 30. juni 2016 fremlagde Kommissionen forslag til en reform af Bruxelles IIa-forordningen. Bruxelles IIa-forordningen er hjørnestenen i det retlige samarbejde i familiesager i EU. Den fastlægger ensartede regler for retternes kompetence i sager vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt tvister om forældreansvar i grænseoverskridende situationer. Den fremmer den frie bevægelighed for retsafgørelser, offentlige dokumenter og aftaler i EU, idet den indeholder bestemmelser om deres anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater. Forordningen har siden den 1. marts 2005 fundet anvendelse i alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

2.2.

Den del af forordningen, som vedrører retlige spørgsmål om forældre og børn, fastlægger inden for EU den internationale kompetence i børnesager og indeholder bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af andre medlemsstaters afgørelser vedrørende forældre og børn. Forordningen indeholder desuden bestemmelser om tilbagegivelse af børn, som er bragt ulovligt til eller tilbageholdes i en anden medlemsstat. I den forbindelse styrker forordningen tilbagesendelsesmekanismen i henhold til konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

2.3.

Forordningen, som allerede har været genstand for 24 afgørelser truffet af Den Europæiske Unions Domstol, bør nu reformeres i flere henseender. Det aktuelle Kommissionsforslag vil gøre forordningen endnu mere effektiv. Det begrænser sig til den del af forordningen, som vedrører retlige spørgsmål om forældre og børn og berører ikke bestemmelserne om retlige spørgsmål i forbindelse med skilsmisseprocedurer.

2.4.

I Juncker-Kommissionens politiske retningslinjer påpeges det efter EØSU's opfattelse med rette, at det retlige samarbejde mellem EU-medlemsstaterne gradvist må forbedres, og at der må holdes trit med den aktuelle virkelighed, hvor et stigende antal mobile borgere i hele EU gifter sig og får børn.

2.5.

EØSU har allerede i tidligere udtalelser (1) fremhævet, at traktaterne og EU's charter om grundlæggende rettigheder garanterer adgang til effektive retsmidler og respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder især ejendomsretten, lighed for loven for alle, forbud mod forskelsbehandling, respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og stifte familie samt retten til en upartisk domstol.

2.6.

Kommissionen har undersøgt forordningens praktiske anvendelighed og har i sin rapport, som blev vedtaget i april 2014 (COM(2014) 225) (2), erklæret, at ændringer til forordningen var nødvendige. Undersøgelsen blev gennemført under programmet for kvalitetskontrol af den eksisterende EU-lovgivning (Refit).

2.7.

Med omarbejdningen bør det europæiske område med retfærdighed og grundlæggende rettigheder blive videreudviklet på baggrund af gensidig tillid, de resterende hindringer for den frie bevægelighed for retsafgørelser bør bortfalde med princippet om gensidig anerkendelse, og barnets tarv bør blive bedre beskyttet, idet proceduren bliver gjort enklere og mere effektiv.

2.8.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens forslag har til formål at sikre, at der i større omfang tages højde for barnets tarv i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse. Med den stigende migration er der i højere grad behov for metoder til og strukturer for samarbejde, så det bliver muligt at beskytte børn på tværs af de nationale grænser.

2.9.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen foreslår adskillige væsentlige ændringer, som har til formål at gøre proceduren for tilbagegivelse af bortførte børn mere effektiv. I tilfælde, hvor forældre bortfører børn, er rettidig handling af afgørende betydning for resultatet af den procedure for tilbagegivelse af barnet, der fremgår af forordningen.

2.10.

EØSU mener, at det i artikel 55 omhandlede samarbejde mellem de centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar, er afgørende for på effektiv vis at støtte forældre og børn, som er involveret i grænseoverskridende sager vedrørende børn.

2.11.

Efter EØSU's opfattelse er et afgørende problem den upræcise formulering af artiklen om den bistand, som skal ydes af de centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar. Artiklen udgør for de nationale myndigheder i visse medlemsstater ikke et tilstrækkeligt retsgrundlag for at skride til handling.

2.12.

EØSU bifalder, at forslaget redegør for, hvem der af hvem og under hvilke betingelser kan anmode om bistand eller oplysninger. Desuden præciseres det, at også domstole og børnevelfærdsmyndigheder kan anmode om bistand fra de centrale myndigheder. Omarbejdningen skaber retsgrundlag for, at børnevelfærdsmyndigheder kan få udleveret de ønskede oplysninger fra andre medlemsstater via de centrale myndigheder.

2.13.

EØSU bifalder, at medlemsstaterne forpligtes til at samle kompetencerne i et begrænset antal domstole under hensyntagen til de enkelte retssystemers struktur. Der opstår forsinkelser i forbindelse med sagsbehandlingen, idet de enkelte medlemsstaters domstole, som har beskæftiget sig med tilbagegivelsesanmodninger, ikke er specialiseret i dette. Dommerne er således ikke fuldt fortrolige med de relevante procedurer og bestemmelser og har sjældent lejlighed til regelmæssigt at samarbejde med andre domstole i EU på en måde, der er befordrende for opbygningen af gensidig tillid.

2.14.

EØSU glæder sig over, at forslaget præciserer fristerne for afgørelser om tilbagegivelse, der kan fuldbyrdes, og at tilbagegivelsesprocedurer forkortes til en varighed af højst 18 uger.

2.15.

De centrale myndigheder vil i henhold til forslaget være forpligtet til inden for en periode på seks uger at modtage og behandle anmodningen, identificere sagsøgte og barnet, fremme mægling og i den forbindelse sikre, at en sådan ikke forsinker proceduren. Der er på nuværende tidspunkt ingen frister for de centrale myndigheder.

2.16.

En særlig frist på seks uger skal gælde for sager ved retten i første instans samt ved appelinstansen. Dette medfører efter EØSU's opfattelse en mere realistisk frist for domstolene med hensyn til at sikre sagsøgtes ret til en retfærdig rettergang. EØSU gør opmærksom på, at det bør sikres, at disse frister overholdes i de forskellige retssystemer.

2.17.

EØSU anser en begrænsning til én klageinstans i tilbagegivelsesprocedurer for at være rimelig. De fleste forfatninger i medlemsstaterne garanterer kun én klageadgang i forbindelse med statslige afgørelser.

2.18.

EØSU glæder sig over, at retten i domsstaten kan erklære, at en afgørelse midlertidigt kan fuldbyrdes, også når denne mulighed ikke findes i henhold til national ret. Dette er hensigtsmæssigt i systemer, hvor en afgørelse ikke kan fuldbyrdes, så længe den stadig er genstand for et søgsmål. Dermed kan en forælder påberåbe sig samværsret på baggrund af en afgørelse, som midlertidigt kan fuldbyrdes, mens der verserer en klagesag vedrørende denne afgørelse efter anmodning fra den anden forælder.

2.19.

EØSU opfordrer til, at dommerne udtrykkeligt tilskyndes til at undersøge, om afgørelser om tilbagegivelse skal kunne fuldbyrdes midlertidigt. Forsinkelser efter afgørelser om tilbagegivelse har en negativ indvirkning på forholdet mellem forældre og børn og på barnets tarv. EØSU glæder sig over, at forslaget indeholder en række præciseringer med henblik på en bedre anvendelse af de nuværende regler. Den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, er således forpligtet til omhyggeligt at undersøge barnets tarv, inden der træffes endelig afgørelse om forældremyndigheden, som kan munde ud i en tilbagegivelse af barnet. I denne sammenhæng har ethvert barn, der er i stand til at danne egne meninger, ret til at blive hørt som led i en sådan undersøgelse, selv om det ikke er fysisk til stede, og der bør anvendes passende alternative midler som f.eks. videokonferencer.

2.20.

Minimumsstandarder for høring af børn kan efter EØSU's opfattelse desuden medvirke til at forhindre nægtelse af anerkendelse, fuldbyrdelse eller eksekvatur af en afgørelse, som er truffet af en anden medlemsstat, og dermed øge EU-borgernes accept (af afgørelsen). Som eksempel kan nævnes den minimumsalder, et barn skal have for at kunne høres, men procedurespørgsmål, som går ud over dette, f.eks. hvem der skal stille barnet spørgsmål, er ikke relevante. Dette bør (og skal) fortsat være overladt til medlemsstaterne. EØSU anbefaler, at dommere, der afhører børn, modtager en socialpædagogisk undervisning.

2.21.

EØSU støtter også afskaffelse af eksekvaturproceduren for alle afgørelser om forældreansvar, der træffes i en medlemsstat (og for officielle dokumenter og aftaler). Med hensyn til fuldbyrdelsen, der som sådan henhører under medlemsstaternes kompetence, følger det af Domstolens retspraksis, at anvendelsen af nationale fuldbyrdelsesregler ikke må være til skade for forordningens effektivitet i praksis.

2.22.

Desuden har den påkrævede eksekvaturprocedure ført til gennemsnitlige forsinkelser på flere måneder pr. sag og omkostninger på op til 4 000 EUR for borgerne (3).

2.23.

EØSU mener, at der imidlertid bør opretholdes særlige beskyttelsesmekanismer. Sådanne mekanismer omfatter under alle omstændigheder korrekt forkyndelse af dokumenter, parternes og barnets ret til at blive hørt, navnlig i forbindelse med modstridende afgørelser, samt overholdelse af særlige proceduremæssige bestemmelser om anbringelse af barnet i en anden medlemsstat — inspireret af den nuværende artikel 56 i Bruxelles IIa-forordningen.

2.24.

EØSU opfordrer til, at fuldbyrdelsesmedlemsstatens domstole også får mulighed for at træffe tvingende nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, når der er øget risiko for, at et barn udsættes for skade eller på anden vis bringes i en uacceptabel situation. Således kan f.eks. en domstol, ved hvilken der verserer en tilbagegivelsesprocedure, give en af forældrene samværsret, og afgørelsen kan desuden fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, indtil en domstol i dette land har truffet endelig afgørelse om samværet.

2.25.

EØSU bifalder, at Kommissionsforslaget om anbringelse af et barn hos en plejefamilie eller på en døgninstitution i en anden medlemsstat under alle omstændigheder kræver samtykke fra værtslandet. Kravet om samtykke sikrer, at barnet modtager målrettet omsorg i værtslandet. EØSU anbefaler desuden, at anbringelse inden for barnets familie skal prioriteres, og hvis dette ikke er muligt eller ikke tilgodeser barnets tarv, skal der sørges for en plejefamilie eller fællesskabsbaseret pleje.

2.26.

EØSU noterer sig, at det ifølge rapporten undertiden varer flere måneder, inden det fastslås, om det i de enkelte tilfælde er nødvendigt at indhente samtykke. Såfremt det er nødvendigt at indhente samtykke, skal høringsproceduren følges, og denne er ligeledes tidskrævende, idet der ikke er nogen frist for de myndigheder, hvortil anmodningen rettes. Som en konsekvens heraf træffer mange af ovennævnte myndigheder beslutning om anbringelsen og sender barnet til værtslandet, mens høringsproceduren stadig foregår, eller inden den indledes, idet de skønner, at anbringelsen er presserende, og de er bevidste om procedurens varighed. Dette resulterer i en situation med juridisk usikkerhed for barnet.

2.27.

EØSU glæder sig over forslaget om at indføre en frist på otte uger, inden for hvilken den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes, skal træffe en afgørelse. Den fremskyndede procedure tjener barnets tarv.

2.28.

EØSU accepterer, at det i henhold til Haagerkonventionen er domstolen i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, der træffer afgørelse. EØSU påpeger, at værneting i forbindelse med bortførelse af børn i de fleste tilfælde er det sted, hvor bortføreren befinder sig. EØSU gør opmærksom på, at der med Bruxelles IIa-forordningen allerede er indført gratis rådgivning til forældre, der kommer fra et andet land end det, som barnet har sit sædvanlige opholdssted i.

2.29.

EØSU glæder sig generelt over vedtagelsen af fælles minimumsstandarder, herunder en fælles fuldbyrdelsesprocedure, der sigter mod at fremskynde tilbagegivelsesproceduren.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

EØSU mener, at der er behov for lovgivning i forbindelse med sager, hvor den ene forælder kommer fra et land uden for EU. Migration og global udveksling af varer og tjenesteydelser har ført til flere sådanne tilfælde. EØSU mener, at det er nødvendigt at indgå bilaterale aftaler, navnlig med lande, som ikke har undertegnet Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

3.2.

EØSU mener, at der er behov for præcisering for så vidt angår Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde. Det fremgår ikke af Kommissionens forslag, om nye former for ægteskab eller skilsmisse er omfattet af forordningen. Hvad der skal forstås ved ægteskab, er ikke klart defineret, men derimod indforstået. Selv når der tages udgangspunkt i en »national« opfattelse af ægteskabet, skal medlemsstaterne tage højde for artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. EØSU foreslår, at det i en af forordningens betragtninger præciseres, at der skal tages højde for artikel 21.

Bruxelles, den 26. januar 2017.

Georges DASSIS

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EUT C 376 af 22.12.2011, s. 87.

(2)  COM(2014) 225 final.

(3)  COM(2016) 411/2, s. 8.