10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/138

Ordfører:

Michael McLOUGHLIN

1.1.

Efter EØSU's opfattelse er meddelelsen om »Et værdigt liv« et ambitiøst dokument, som kommer på det helt rigtige tidspunkt og følger bedste praksis for udviklingsbistand og humanitær bistand. EU er nødt til at være bevidst om de udfordringer, der er forbundet med at føre det ud i livet.

1.2.

Udvalget mener, at de regioner, hvor der sker tvangsfordrivelser, er så veldefinerede rent geografisk, at det giver mulighed for at skræddersy og målrette indsatsen og sikre, at der er tale om en fælles respons fra Kommissionen og andre institutioner.

1.3.

I lyset af nogle af de geopolitiske udfordringer, der er tale om, anbefaler EØSU, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i samarbejde med medlemsstaterne udvikler en politisk strategi på højt niveau med henblik på at indgå i en dialog med stater og internationale organisationer om meddelelsen om Et værdigt liv.

1.4.

Udvalget anbefaler, at der parallelt med meddelelsen udvikles målrettede strategier for en række centrale problemer, der berører kvinder og unge, og at disse grupper høres og inddrages i gennemførelsen af sådanne strategier.

1.5.

Udvalget mener, at mens en udviklingsorienteret tilgang kan skabe vægtige resultater med det nuværende budget, bør behovet for ekstra ressourcer ikke lades ude af betragtning.

1.6.

Udvalget støtter forslaget om, at civilsamfundet, slutbrugere, udviklingspartnere og NGO'er inddrages i gennemførelsen af meddelelsen, og bidrager til at gøre den operationel.

1.7.

Udvalget anbefaler, at man forbedrer strukturerne for social og civil dialog i partner- og værtslandene for at hjælpe gennemførelsen af meddelelsen på gled.

1.8.

Udvalget anbefaler en økonomisk indsats i de berørte regioner med henblik på at støtte og udvikle en iværksætterkultur som en mulig vej fremad for mange tvangsfordrevne.

1.9.

Udvalget anbefaler, at der i forbindelse med tiltag på sundhedsområdet rettes en særlig opmærksomhed mod mental sundhed og mentale lidelser, og at det sikres, at tiltagene er i overensstemmelse med artikel 11 i FN's handicapkonvention.

1.10.

Udvalget anbefaler, at uddannelsesinitiativer baseres på en strategi for livslang læring, og at muligheden for at gøre EU-programmer tilgængelige for tvangsfordrevne personer overvejes, der hvor det er relevant.

1.11.

Udvalget anbefaler, at der anvendes de højeste standarder for ansvarlighed og gennemsigtighed i skiftet til en udviklingsorienteret strategi.

1.12.

Udvalget efterlyser parlamentarisk ansvarlighed på EU-plan og nationalt niveau samt tilsyn foretaget af andre relevante organer som en del af skiftet til en udviklingsorienteret strategi.

2.1.

Det store antal tvangsfordrevne personer (flygtninge, internt fordrevne personer og asylansøgere) er et af det internationale samfunds alvorligste problemer, og der er desværre ingen udsigt til en løsning på de nuværende konflikter i Syrien, dele af Afrika og andre områder. I centrum for denne politiske udfordring står det forhold, at en permanent gruppe af fordrevne personer, mange år efter at de oprindeligt blev fordrevet, stadig lever der, hvor de først blev placeret.

2.2.

Denne situation indebærer en række problemstillinger, ikke mindst det forhold at det internationale samfunds reaktion primært tager form af »brandslukning«, hvor en mere langsigtet udviklingsbaseret løsning ville være mere passende. Det er kompliceret at løse dette dilemma, da forandringer kan føre til en lang række udfordringer for værtslande, donorer, NGO'er og de fordrevne selv, afhængig af hvilken strategi man vælger.

2.3.

Mere end 65 millioner mennesker blev i 2015 anset for at være tvangsfordrevne. 21,2 mio. af disse var flygtninge og 40,8 mio. var internt fordrevne, mens 3,2 mio. var asylansøgere. Hovedparten af de tvangsfordrevne kommer fra lande som Syrien, Afghanistan, Somalia, Sudan, Sydsudan og Den Demokratiske Republik Congo. Nabolandene huser størstedelen af flygtningene, mens internt fordrevne personer forbliver inden for grænserne af deres egne lande.

2.4.

For flygtninge er de primære nabolande Pakistan, Iran, Tyrkiet, Libanon, Jordan og Etiopien. Tyrkiet er det land i verden, som huser den største gruppe af flygtninge. Antallet af flygtninge er også ekstremt højt i mange andre lande som f.eks. Jordan og Libanon, når det udregnes i forhold til indbyggertallet. De største grupper af internt fordrevne personer findes i Syrien (6,6 mio.), Colombia (3,6 mio.), Irak (3,3 mio.), Sudan (3,2 mio.), Yemen (2,5 mio.) og Nigeria (2,1 mio.).

2.5.

Den Europæiske Union er den største yder af udviklingsbistand og nødhjælp i verden i dag. Dette er kendetegnende for EU's og medlemsstaternes værdier. EU har også forsøgt at skabe større sammenhæng og effektivitet i forbindelse med sin bistand og nødhjælp gennem øget koordinering i de lande, der er mål for medlemsstaternes og EU's indsats.

2.6.

EU bidrog i 2015 med over 1 milliard EUR i humanitær bistand målrettet tvangsfordrevne personer. I april 2016 vedtog Kommissionen i samarbejde med EU's udenrigstjeneste en udviklingsorienteret tilgang til tvangsfordrivelse. Meddelelsen om Et værdigt liv beskriver for første gang, hvordan EU ser et skift hen imod en ny måde at støtte tvangsfordrevne personer på.

2.7.

Meddelelsen om Et værdigt liv opridser de udfordringer, som tvangsfordrevne personer slås med. Den understreger, at de fordrevne personers sårbare situation bør være det første, man gør noget ved, endda før der tages hånd om deres retlige status. Meddelelsen trækker på en samlet tilgang til udviklingsbistand og EU's strategi til styrkelse af resiliens på dette område og viger dermed uden om en »lineær tilgang«. Hensigten med meddelelsen er at undgå silotænkning i den politiske proces, og den slår bro over kløften mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, som ind imellem kan være ganske bred.

2.8.

Kommissionen mener ikke, at denne nye tilgang vil føre til højere omkostninger, da det er en måde at samle eksisterende finansieringsmidler på. Der lægges stor vægt på regeringerne i værtslandene og de partnere, som skal bidrage til strategiens gennemførelse. Ligeledes slås der til lyd for systemer til tidlig varsling og tidlig inddragelse af alle aktører. Der nævnes eksempler på allerede eksisterende praksisser, når det gælder fælles planlægning og strategisk programmering mellem flere lande. Fælles mål og programmering skal prioriteres.

2.9.

Der beskrives to elementer i den nye politiske strategi med tilhørende foranstaltninger, nemlig: en stærkere sammenhæng mellem udviklingsbistand og humanitær bistand og strategisk engagement med partnere, herunder den private sektor. Der er også et sektorbestemt fokus med foranstaltninger rettet mod uddannelse, arbejdsmarkedet (herunder den sociale dialog) og adgang til forskellige ydelser såsom boliger, vand, sanitet osv.

3.1.

Alt i alt er meddelelsen om Et værdigt liv et yderst nyttigt initiativ, som fremlægger en modig vision for en strategisk politisk tilpasning, der skal tage hånd om de reelle problemer og fokusere på behovet for forandring med henblik på at komme de personer til gode, som har størst behov for hjælp. Den er i høj grad i tråd med den nye måde at tænke på i sektoren og blandt de personer, der arbejder med området, idet der bygges bro mellem humanitært arbejde og bistandsarbejdet og fokuseres på mere langsigtede behov såsom sundhed og uddannelse. EU har stor autoritet på området og er en vigtig aktør, som sammen med medlemsstaterne kan gøre en reel forskel. Vi bifalder de store ambitioner, der er knyttet til forslagene i meddelelsen. EU og andre aktører er nødt til at være klare i mælet, når det gælder omfanget af opgaven, samtidig med at de holder fast i deres ambitiøse tilgang.

3.2.

Der bør tages behørigt hensyn til betydningen af geopolitiske forhold på dette område. Vi har da også set, hvordan de velmente planer vedrørende genbosættelse af langt mindre grupper af flygtninge er faldet fra hinanden, selv inden for EU. Fordrevne personer kommer fra komplekse og følsomme konflikter og ophører desværre ikke med at være en del af disse konflikter, efter at de er blevet fordrevet. En hvilken som helst ændring i politik eller strategi, uanset hvor velment den måtte være, eller hvor stor støtte den henter hos donorerne, kan potentielt få en uventet udgang eller på en eller anden uventet måde påvirke selve konflikten. Denne påvirkning kan ske i forhold til de omkringliggende stater eller regioner eller i forhold til en fin balance mellem etniske grupper, magtstrukturer eller geopolitiske forhold. Dette kan navnlig være tilfældet, hvis en befolkning, som officielt er »midlertidig«, ender med at blive betragtet som »permanent«. Lande som Libanon og Jordan føler allerede dette pres. Positive eksempler fra udtalelsen såsom adgang til jord i Uganda kan i den forbindelse være en hjælp.

3.3.

De stater, som huser de store grupper af tvangsfordrevne personer, er ofte skrøbelige eller svage stater, hvilket blot accentuerer problemet med geopolitisk følsomhed. I andre tilfælde kan værtsstaten være et autokratisk regime, men følsomheden er der stadig. Det vil uundgåeligt være svært at skelne mellem »nabolande«, »værtslande« og parter i konflikten, eller grænsen mellem disse kan være temmelig flydende. Der vil nemlig ofte være forbindelser mellem selve konflikten og nabolandene eller befolkningsgrupper i de forskellige lande. Et værtsland, et naboland eller en naboregion vil kunne opnå enten en »gevinst« eller et »tab«, hvis der sker en ændring i de tvangsfordrevne personers status, og vil måske kunne finde på at reagere.

3.4.

Det er et tilbagevendende tema i meddelelsen, at der bør lyttes til de lokale, og dette er da også højst anbefalelsesværdigt. Under særlige omstændigheder kan disse imidlertid være parter i konflikten eller påvirket heraf eller af en bredere sammenhæng, som var årsag til konflikten. Den udfordring, der ligger i at fremkalde et ønske i mange regioner om at tilbyde fordrevne personer en mere varig løsning, må ikke undervurderes. Den nylige beslutning om at lukke Dadaab-lejren i Kenya, som har eksisteret i 24 år, og tilbuddet om økonomiske incitamenter til afghanske flygtninge i Pakistan illustrerer de udfordringer, der er tale om. Det er måske en trist, men uundgåelig realitet, at værtslandets suverænitet fortsat vejer tungest i folkeretten, trods nødvendigheden af at fokusere på de tvangsfordrevne personer.

3.5.

Da sikkerhed til stadighed ses som den vigtigste motivationsfaktor for, om mennesker bliver hvor de er, eller forlader deres opholdssted, er begrebet tidlig varsling, som det omtales i meddelelsen, altafgørende. Mange bevægelser opfattes også som forudsigelige. Dette forstærker endnu en gang behovet for håndfaste politiske tiltag og engagement med hensyn til at fremme meddelelsens formål.

3.6.

Meddelelsen nævner med rette behovet for koordinerede politikker og overvejelser, navnlig mellem dem, der står for den umiddelbare nødhjælp, og dem, der tager sig af udviklingspolitikken. EØSU bifalder dette og opfordrer til endnu større ambitioner i den retning. Det kunne måske være muligt at kigge nærmere på en endnu bredere vifte af politikker, hvor den Europæiske Union og dens medlemsstater kan forbedre de tvangsfordrevne personers liv. Da der er tale om en klart defineret gruppe af lande, kan de forskellige områder omfatte handel, bistand, våben og menneskerettigheder. Meddelelsen er også meget tydelig omkring synergier og koordinerede overvejelser, og dette bør gå videre end de traditionelle områder med nødhjælp og udviklingsbistand. Det ville være interessant at høre, hvordan andre af Kommissionens generaldirektorater, som f.eks. handel, kan bidrage til dette arbejde. Meddelelsen indeholder nogle positive eksempler såsom et dokument om en fælles humanitær udviklingsramme for bekæmpelse af fejlernæring i det nordlige Nigeria, men det er vigtigt at vise, især i Bruxelles, at sådan en tilgang er systematisk.

3.7.

Nogle humanitære NGO'er har udtrykt tvivl om, hvorvidt humanitære organisationer er egnede til at håndtere disse opgaver, og hvorvidt den humanitære bistands særlige karakter vil blive opretholdt med en sådan fremgangsmåde. Den londonbaserede tænketank ODI mener, at det humanitære bistandssystem har behov for en gennemgribende revision som følge af de ændrede forhold, det befinder sig i, og det faktum, at der er tale om et begrænset antal donorer såvel som modtagere.

3.8.

Meddelelsen om Et værdigt liv behandler en række spørgsmål, der adskiller sig fra EU's egne politikker for flygtninge og asylansøgere. Der er imidlertid en vis forbindelse, navnlig set i forhold til det at have en håndgribelig og fortløbende genbosættelsespolitik for en gruppe af tvangsfordrevne personer. Endvidere er EU's moralske autoritet på dette område måske blevet en smule flosset i kanterne efter den ordning, EU indgik med Tyrkiet. Det samme gælder visse af medlemsstaterne. Dette gør det endnu vigtigere, at man i forbindelse med gennemførelsen af meddelelsen lever op til folkerettens højeste standarder og bedste praksis. Det er vigtigt at inddrage slutbrugerne i gennemførelsen af politikken. Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og den civile dialog har et stort potentiale her. Desuden er det nødvendigt at forbedre integrationspolitikkerne i EU, som er relevante i forhold til tvangsfordrivelse, da genbosættelse af store grupper af tvangsfordrevne personer nødvendigvis vil skulle være en mulighed. Disse omfatter retten til at arbejde, sproglig støtte og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling. Den nylige udvikling af »humanitære korridorer« på forsøgsbasis, som navnlig er sket i Italien, men også i andre EU-lande, Schweiz, Canada og USA, har mange fordele, når det gælder genbosættelse.

3.9.

Det er tydeligt, at der for al finansiering af humanitær bistand og udviklingsarbejde er behov for de højeste standarder for ansvarlighed og gennemsigtighed. Ethvert skift til en ny strategi for tvangsfordrevne personer skal leve op til de højeste standarder for ansvarlighed. Der skal føres tilsyn med alle udgifter af Europa-Parlamentet, Revisionsretten, OLAF og Den Europæiske Ombudsmand samt af tilsvarende nationale organer, hvor det er relevant.

4.1.

Meddelelsen fokuserer på glemte konflikter og områder, hvor der er store grupper af tvangsfordrevne personer, og der rettes et særlig fokus mod de steder, hvor der er flest tvangsfordrevne. Uagtet at visse situationer er politiske følsomme, fortjener nogle konflikter særlig opmærksomhed, fordi de er ekstremt langvarige. I den forbindelse er det relevant at se nærmere på Vestsahara og palæstinenserne. Situationen i Ukraine fortjener også særlig opmærksomhed, da landet er et af EU's umiddelbare nabolande.

4.2.

Det er beundringsværdigt, at meddelelsen påpeger, at de tvangsfordrevne personers retsstilling ikke bør have nogen betydning, når det gælder humanitær bistand og langsigtet udviklingsbistand. Dette hilses velkommen. Under visse omstændigheder kan det imidlertid være en fordel, når en retsstilling giver en vis sikkerhed og nytte for fordrevne personer, eksempelvis når de opfylder kriterierne i Genèveflygtningekonventionen af 1951, når de er statsborgere i værtslandet eller et tredjeland, når deres børn har et sådan statsborgerskab, eller når de selv er mindreårige, eller der er tale om andre relevante situationer. Dette er for eksempel især relevant, når det gælder uledsagede mindreårige.

4.3.

Meddelelsens tilgang kunne have fordel af akademisk verifikation og stringens hidrørende fra en ydre eller uafhængig kapacitet fra f.eks. det samfundsvidenskabelige eller psykologiske område. Eksempler på en sådan tilgang kunne omfatte Maslows behovspyramide eller ressourcebaseret udvikling af lokalområder (assets based community development). Der er naturligvis adskillige eksempler herpå, men der er behov for fokus på mere avancerede menneskelige behov, ud over blot opretholdelse af eksistensen.

4.4.

Meddelelsens primære tilgang til at beskrive den operationelle dimension af de planlagte ændringer er gennem anvendelse af aktuelle eksempler. Disse er yderst værdifulde. Selv om den operationelle dimension hører fremtiden til, vil det være hensigtsmæssigt at afklare og udvikle den. Med andre ord, hvordan kommer den til at se ud, hvilke faktiske instrumenter vil der blive anvendt, og vil den udelukkende blive finansieret via bistand? Spørgsmål som disse er vigtige for mange af de berørte aktører som f.eks. medlemsstaterne, NGO'er, hjælpearbejdere og naturligvis også for de fordrevne personer selv. Enhver forandringsproces kan give anledning til frygt. Uanset hvor dårligt et system ellers fungerer, har alternativet hertil som regel tabere og vindere, og tidlig fastsættelse af de operationelle aspekter kan bidrage til at løse dette problem.

4.5.

Ligeledes vil det være vigtigt at fastsætte tidspunktet for gennemførelse af og overgangen til en ny strategi, navnlig i relation til de relevante multilaterale organer, ikke-EU-stater og NGO'er. Selv om EU er en vigtig aktør og bestemt anses for at være førende på dette område, er EU dog ikke den eneste aktør. De øvrige aktører kan have andre prioriteter, som kan være i modstrid med EU's. Da de fleste aktiviteter involverer midler og en indsats fra flere sider, er det yderst vigtigt at have en fælles dagsorden.

4.6.

Demokrati og god forvaltning er afgørende, hvis hjælpen skal gøre en forskel og rent faktisk nå frem til de tilsigtede modtagere. Retsstatsprincippet har afgørende betydning her, og det samme gælder foranstaltninger mod korruption. Det er tidligere blevet skønnet, at op til 40 % af bistanden er blevet anvendt til andre formål end de tilsigtede, enten til indkøb af våben eller til ledende politikeres personlige berigelse. Retsstatsprincippet er også afgørende, når det skal sikres, at civilsamfundet rent faktisk får noget at skulle have sagt og får mulighed for at spille en vigtig rolle i forbindelse med overvågning uden at behøve at frygte for efterfølgende intimidering eller ligefrem fængsling.

4.7.

Der lægges med rette stor vægt på planlægning i dokumentet. På dette område kan tingene imidlertid ændres fra den ene dag til den anden, og tid kan spille en afgørende rolle. Enhver strategi eller operativ plan bør kunne sættes i værk med kort varsel.

4.8.

Ligesom på alle andre områder kan der være sprog og terminologi, der er områdespecifikt, både i meddelelsen og andre steder. Udformningen af politikken bør så vidt muligt ske uden brug af fagudtryk. Der bruges også meget tid på ideer såsom synergier, strategier, planer og koordinerede overvejelser. Der kan måske anvendes mere konkrete strategier eller retningslinjer på disse områder.

4.9.

Meddelelsens bestemmelser om social dialog hilses velkommen og bør indgå som en del af alle relevante bestemmelser. I forbindelse med de uddannelsesmæssige og arbejdsmarkedsmæssige elementer i de foreslåede aktiviteter bør der lægges større vægt på selvstændig virksomhed og iværksætteri. Sådanne aktiviteter er ofte meget synlige i lejre for fordrevne personer, og kreativitet kan være et uundgåeligt resultat af den situation, som disse mennesker befinder sig i. Dette støttes af Verdensbankens rapport om tvangsfordrivelse.

4.10.

Det er rimeligt at spørge, hvilken strategi der vil blive valgt i fremtiden. Som med alle politiske forandringer vil der være tale om en omstillingsproces. Vil der opstå efterslæb eller et tostrenget system? Der er i øjeblikket 25,1 millioner mennesker, der betegnes som værende langvarigt fordrevne. Hvordan vil man håndtere et nyt miljø, hvis denne situation fortsætter?

4.11.

Inddragelse af civilsamfundet på lokalt plan såvel som af slutbrugerne (tvangsfordrevne personer) har stor betydning. I lejrene findes der generelt høringsstrukturer, som det er nu, men hvad med i værtslandene? Dette kan være en stor udfordring, men bør ikke desto mindre være en del af eventuelle ændringer af politikken. Det er ikke svært at forestille sig, hvor vanskeligt dette kan være for internt fordrevne personer i mange konflikter.

4.12.

Som med ethvert andet større politisk skift og ikke mindst som følge af behovet for gennemsigtighed bør der sørges for tilsynsforanstaltninger i forbindelse med den nye strategi, herunder ved inddragelse af relevante civilsamfundsaktører og NGO'er. Her kan eksemplet med civilsamfundets overvågningsmekanismer, der indgår i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i de eksisterende EU-handelsaftaler, være nyttigt.

4.13.

Der vil være behov for økonomisk genopretning af regioner, hvis situationen for de tvangsfordrevne personer, der opholder sig i disse regioner, skal kunne forbedres. De regioner, hvor de tvangsfordrevne personer især er koncentreret, er imidlertid nogle af de fattigste i verden og tilbyder heller ikke noget godt miljø for forretninger og sociale beskyttelse. Igen bør det forhold, at tvangsfordrivelse er geografisk fokuseret, åbne op for nogle løsninger på dette område, i form af f.eks. regionale investeringsplaner, skatte- og afgiftspolitikker og udvikling af infrastruktur. Øget støtte til iværksætteri bør også være en del af en hvilken som helst strategi for økonomisk udvikling. Værdighed gennem beskæftigelse og kvalitetsjobs skal også prioriteres sammen med inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

4.14.

Mange af de regioner og lande, som huser tvangsfordrevne personer, scorer lavt på de fleste økonomiske indikatorer og kan opfattes som værende vanskelige for virksomheder at operere i. Behovet for data af høj kvalitet fremhæves også af Verdensbanken og mange andre. Økonomiske muligheder bør stå i centrum for et udviklingsorienteret svar på tvangsfordrivelse, og dette øger behovet for, at andre aktører i EU støtter meddelelsen aktivt.

4.15.

Ansættelse hos lokale civilsamfundsorganisationer og i lejre og som en del af det overordnede svar på fordrivelser, er i øjeblikket almindelig og anses for god praksis. Dette bør være et vigtigt og tydeligt aspekt i forbindelse med de beskæftigelsesmæssige foranstaltninger.

4.16.

Foranstaltninger i forbindelse med sundhed bør i særdeleshed fokusere på mental sundhed og psykiske lidelser — et ekstremt vigtigt og ofte overset område når det gælder tvangsfordrevne personer. Langt størstedelen af tvangsfordrevne personer lider af posttraumatisk stresssyndrom og andre mentale forstyrrelser som følge af stressende omstillinger. Systematisk og langvarig pleje af deres mentale sundhed i værtslandene hæmmes af manglen på kvalificerede sundhedsarbejdere. Denne mangel kan der kompenseres for, ved at tvangsfordrevne personer med mentale lidelser bliver tilbudt behandling af det offentlige systems tjenester for psykologisk støtte og ved at bistå civilsamfundsinitiativer, som yder psykologisk rådgivning til tvangsfordrevne personer i lokalområdet.

4.17.

FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, navnlig artikel 11, bør være det afgørende dokument, når det handler om foranstaltninger rettet mod tvangsfordrevne personer med handicap.

4.18.

Konsekvenserne af tvangsfordrivelse er særligt udtalte for kvinder og piger. Selv om der er behov for flere oplysninger, er nogle af de centrale problemer en øget risiko for seksuel og kønsbaseret vold og ikke mindst menneskehandel. Endvidere bør kønssensitivitet i forbindelse med levering af tjenesteydelser respekteres, f.eks. når det gælder spørgsmål som privatlivets fred. Der er også blevet konstateret en øget risiko for komplikationer i forbindelse med graviditet.

4.19.

Formidling af uddannelse er selvsagt et afgørende tiltag. Enhver overgang til en mere effektiv og langsigtet strategi bør komme til udtryk i typen af, niveauet for og omfanget af støtte til uddannelse. En strategi for livslang læring kan i den forbindelse bidrage til at erkende, at der er mange forskellige behov. I betragtning af betydningen af uddannelse og det store antal børn og unge blandt de tvangsfordrevne bør det overvejes at udvide EU's programmer, eksempelvis Erasmus+ og andre relevante programmer, så de kommer til at omfatte unge tvangsfordrevne personer.

4.20.

Tvangsfordrivelse er i stadig stigende grad et problem i byerne og er ikke begrænset til lejrene. Der er behov for at ændre offentlighedens og donorernes opfattelse i den forbindelse. Når man skifter til en udviklingsorienteret strategi, er policy mixet i relation hertil naturligvis nødt til at afspejle dette, når det gælder planlægning og spørgsmål vedrørende boliger, transport, sundhed og uddannelse.