2.2.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 34/172


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 98/41/EF om registrering af de ombordværende på passagerskibe, som sejler til og fra havne i Fællesskabets medlemsstater og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/65/EU om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i medlemsstaterne

(COM(2016) 370 final — 2016/171(COD))

(2017/C 034/29)

Ordfører:

Vladimír NOVOTNÝ

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 09/06/2016

 

Rådet for Den Europæiske Union, 22/06/2016

Retsgrundlag

Artikel 100, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(COM(2016) 370 final — 2016/171(COD))

 

 

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget i sektionen

06/10/2016

Vedtaget på plenarforsamlingen

19/10/2016

Plenarforsamling nr.

520

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

205/9/15

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er af den opfattelse, at dette forslag til ændring vil øge sikkerheden inden for søfarten, især for rejsende i EU’s farvande, og at det vil bidrage til at gøre redningsarbejdet mere effektivt i tilfælde af skibskatastrofer.

1.2.

EØSU støtter, at nationalitet tilføjes til de registrerede oplysninger, så de pårørende i tilfælde af skibskatastrofer hurtigere kan blive underrettet om ombordværende familiemedlemmer, hvorved uvished om deres skæbne kan undgås.

1.3.

I overensstemmelse med resultaterne af Kommissionens høring påpeger EØSU, at det er nødvendigt at beskytte de mindre rederier mod stigende bureaukrati. Efter udvalgets opfattelse sikrer forslaget, at alle operatørerne fortsat er i stand til at konkurrere på lige fod.

1.4.

EØSU påskønner, at forslaget til direktiv er ledsaget af en gennemførelsesplan, som indeholder en liste over de tiltag, der er nødvendige for at gennemføre forenklingsforanstaltningerne, og anfører de vigtigste tekniske, juridiske og tidsmæssige udfordringer, der er forbundet med indførelsen af disse nye procedurer.

1.5.

EØSU bifalder forslaget om ændring af Rådets direktiv 98/41/EF, som det anser for at være et betydeligt bidrag til gennemførelse af Kommissionens program for målrettet og effektiv regulering (Refit) og programmet til forbedring af EU's lovgivningsmæssige rammer.

2.   Indledning

2.1.

Efter kvalitetskontrollen af sikkerheden på EU’s passagerskibe fremsætter Kommissionen en række forslag med det formål at forenkle og rationalisere de nuværende lovgivningsmæssige rammer for passagerskibes sikkerhed i EU. Det sker for at undgå eventuelle overlappende forpligtelser samt uoverensstemmelser med anden lovgivning, samtidig med at EU's bestemmelser bibeholdes, og korrekt anvendelse deraf sikres.

2.2.

Formålet med denne forslagspakke, der omfatter en ændring af direktiv 2009/45/EF om de tekniske krav til passagerskibe, et forslag til et direktiv, der skal erstatte direktiv 1999/35/EF om passagerskibe, der sejler i fast rutefart, og som det væsentligste, en ændring af direktiv 98/41/EF om registrering af ombordværende personer på passagerskibe, er at sikre tydelige, enkle og tidssvarende lovgivningsmæssige rammer, der er nemmere at anvende, overvåge og håndhæve, hvilket vil forbedre det generelle sikkerhedsniveau i søfartssektoren.

2.3.

De foreslåede ændringsforslag bygger på Kommissionens program for målrettet og effektiv regulering (Refit) og bidrager til gennemførelse af programmet til forbedring af EU's lovgivningsmæssige rammer.

2.4.

Forslaget hænger godt sammen med Kommissionens dagsorden for mere effektiv regulering, idet det sikrer, at den gældende lovgivning er enkel og klar, at den ikke skaber unødvendige byrder, og at den holder trit med den politiske, samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Det forsøger også leve op til målsætningerne i søtransportstrategien frem til 2018 ved at sikre færgeforbindelser af høj kvalitet for passagerskibes faste rutefart inden for EU.

3.   Kommissionens dokument

3.1.

Rådets direktiv 98/41/EF indeholder bestemmelser om optælling og registrering af passagerer og mandskab på passagerskibe, der sejler til og fra havne i EU. Ifølge de gældende krav skal oplysningerne opbevares i rederiets informationssystem og skal straks — til enhver tid — kunne videregives til den kompetente sikkerhedsmyndighed med ansvar for eftersøgnings- og redningsaktioner. De registrerede data omfatter ikke altid oplysninger om nationalitet (dvs. ud over oplysninger om navn, alder og køn), hvilket gør det vanskeligere at yde bistand til de potentielle ofre og deres pårørende.

3.2.

Operatører, som allerede videregiver sådanne oplysninger til det nationale enstrengede system, udsættes derfor for et dobbelt meldesystem. De eksisterende regler tager ikke højde for udviklingen af systemer som SafeSeaNet og det nationale enstrengede system og kræver, at den nationale kompetente myndighed kontakter rederiet i tilfælde af en nødsituation. Dette er fuldt ud i overensstemmelse med Kommissionens Refit-program og har til formål at udnytte digitaliseringspotentialet i forbindelse med registrering, videregivelse, adgang til og beskyttelse af oplysninger.

3.3.

En effektiv eftersøgnings- og redningsaktion forudsætter, at der straks er adgang til præcise oplysninger om de ombordværende. Dette sikres ikke tilstrækkeligt af direktivets nuværende ordlyd. Kommissionen foreslår derfor at ajourføre, præcisere og forenkle de gældende krav til optælling og registrering af passagerer og besætning om bord på passagerskibe med henblik på at øge det sikkerhedsniveau, som kravene sikrer.

3.4.

Forslagets krav om at registrere oplysninger om de ombordværende i et eksisterende elektronisk system (som i tilfælde af en nødsituation gør det muligt for den kompetente myndighed straks at få adgang til oplysningerne) ses som et stort fremskridt i forhold til det nuværende sikkerhedsniveau, uden at det medfører voldsomme omkostninger for operatører eller bemyndigede myndigheder.

3.5.

Kommissionen foreslår at fjerne kravet om dobbeltmeddelelse af passageroplysninger og justere de eksisterende meldekrav for alle operatører ved at give mulighed for registrering af oplysninger om antallet af ombordværende i et eksisterende elektronisk system. I tilfælde af en nødsituation eller en ulykke vil det således være muligt øjeblikkeligt at videregive oplysninger til den kompetente myndighed i stedet for hente dem i rederiets system inden afrejse fra og ankomst til en anløbshavn i EU. Derved sikres det endvidere, at de krævede oplysninger om besætning og passagerer — for hver sejlads over 20 sømil — registreres i samme elektroniske system i stedet for i rederiets system inden afrejse fra eller ankomst til en anløbshavn i EU.

3.6.

Kommissionen foreslår desuden følgende bestemmelser: undgåelse af overlapninger og — for sejladser over 20 sømil — krav om, at passagerernes nationalitet registreres og videregives til den kompetente myndighed, idet der bruges samme midler og kriterier som dem, der gælder for registrering og videregivelse af allerede krævede oplysninger om navn, alder osv.; præcisering af definitionerne af kravene til registrering af passagerer i direktiv 98/41/EF, såsom sejladsens længde; fjernelse af kravet om godkendelse af passagerregistreringssystemerne fra direktiv 98/41/EF; og strømlining af mekanismen til meddelelse af fritagelser/tilsvarende krav i henhold til direktiv 2009/45/EF og direktiv 98/41/EF. Forslaget forbedrer endvidere de tilhørende definitioner og krav i direktiv 98/41/EF.

3.7.

Forslaget sikrer, at alle operatører kan blive ved med at konkurrere i EU's farvande på lige betingelser.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

EØSU bifalder forslaget til ændring af Rådets direktiv 98/41/EF, som det anser for at være et betydeligt bidrag til gennemførelse af Kommissionens program for målrettet og effektiv regulering (Refit) og programmet til forbedring af EU's lovgivningsmæssige rammer.

4.2.

Udvalget betragter forslaget om at anvende moderne elektroniske kommunikationsmetoder for melding som hensigtsmæssigt, idet det vil gøre registrerings- og meldesystemet for de ombordværende personer på passagerskibe mere effektivt.

4.3.

EØSU mener, at dette forslag til ændring vil øge sikkerheden inden for søfarten i EU’s farvande og bidrage til at gøre redningsarbejdet mere effektivt ved skibskatastrofer.

4.4.

EØSU støtter forslaget om at tilføje nationalitet til de registrerede oplysninger, så de pårørende i tilfælde af skibskatastrofer hurtigere kan blive underrettet om ombordværende familiemedlemmer, hvorved uvished om deres skæbne kan undgås.

4.5.

EØSU bifalder Kommissionens tilgang, idet den under udarbejdelsen af forslaget til ændring af direktivet har foretaget målrettede høringer af fagfolk inden for skibsfarten og repræsentanter for de rejsende. Resultatet af disse høringer er sammenfattet og vurderet i Kommissionens arbejdsdokument, der er vedlagt forslaget til ændring af Rådets Direktiv 98/41/EF. Konklusionerne af høringerne er taget med i forslaget til direktiv.

4.6.

EØSU anser det for nødvendigt at styrke beskyttelsen af de personoplysninger, der registreres, og at opdatere direktiv 98/41/EF fuldstændigt, så det stemmer overens med den lovgivningsmæssige udvikling inden for beskyttelse af personoplysninger, først og fremmest forordning (EU) 2016/679.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.

EØSU er enig med Kommissionen i, at der skal findes en balance mellem beskyttelsen af personoplysninger og kravet om begrænset adgang til sådanne oplysninger, som efter anmodning skal gives til de relevante nationale myndigheder (udvekslingsmekanismen i tilfælde af en nødsituation eller efter en ulykke er SafeSeaNet-systemet som fastlagt i direktiv 2002/59/EF). Ligesom det nationale enstrengede system bygger SafeSeaNet-systemet på EU-lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og fastlægger klart definerede sikkerheds- og adgangsrettigheder. EØSU anbefaler, at opbevaringsperioden angives udførligt i forslaget til direktiv.

5.2.

EØSU mener, at den foreslåede videregivelse til det nationale enstrengede system nøje skal sikre, at fortrolighedskravene (som defineret i artikel 8 i direktiv 2010/65/EU) overholdes, og at videregivelse af dataene stemmer overens med EU-lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger.

5.3.

I overensstemmelse med resultaterne af Kommissionens høring peger EØSU på det nødvendige i at beskytte mindre rederier mod stigende bureaukrati. EØSU støtter derfor Kommissionens forslag, der skulle gøre det muligt for mindre rederier at opfylde registreringskravene ved hjælp af en internetforbindelse, som en billigere og mere fleksibel mulighed, eller ved at give meddelelse om antallet af ombordværende via det automatiske informationssystem, et maritimt radiokommunikationssystem baseret på transmission af meget højfrekvente radiosignaler. Derved vil det lokale eftersøgnings- og redningscenter til enhver tid let kunne finde frem til oplysninger om antallet af ombordværende, uanset om der er en kontaktperson til stede eller ej.

5.4.

EØSU påskønner, at forslaget til direktiv er ledsaget af en gennemførelsesplan, som indeholder en liste over de tiltag, der er nødvendige for at gennemføre forenklingsforanstaltningerne, og kortlægger de vigtigste tekniske, juridiske og tidsmæssige udfordringer, der er forbundet med indførelsen af disse nye procedurer.

Bruxelles, den 19. oktober 2016.

Georges DASSIS

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg