19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/36

Ordfører:

Jorge PEGADO LIZ

1.1.

I forlængelse af det nederlandske formandskabs anmodning til EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om emnet »Deleøkonomi og selvregulering« fremlægger udvalget nu efter afslutningen af sit arbejde sin udtalelse, som indeholder følgende konklusioner.

1.2.

EØSU har allerede i flere af sine udtalelser — som denne naturligvis bygger videre på — behandlet flere aspekter af dette fænomen under de forskellige betegnelser, som det alt efter sprog og tilgange er kendt under.

1.3.

Nu vil EØSU i overensstemmelse med ovennævnte anmodning søge at formulere en definition af deleøkonomiens særlige kendetegn, herunder de økonomiske fremgangsmåder, som fremgår af dens betegnelse. Endvidere vil udvalget se nærmere på, hvordan denne økonomiske og sociale praksis bør beskyttes af lovgivningen, på hvilken måde og med hvilke midler, især om der bør anvendes selv- eller samregulering.

1.4.

Med sin tiltagende sociale og økonomiske betydning har deleøkonomien vundet frem siden årtusindskiftet med udbredelsen af internettet og de sociale netværk. Dog er der ikke tale om en gensidig bytteøkonomi — lige så gammel som menneskeheden selv — men snarere om en »ikke-gensidig prosocial adfærd« eller nærmere bestemt »den handling eller proces at dele noget, som vi ejer, med andre og lade dem bruge det, og/eller den handling eller proces at modtage noget fra andre til eget brug«.

1.5.

Det vigtigste er imidlertid ikke at give en definition, som dog vil blive forsøgt, men at definere, hvad der især kendetegner deleøkonomien, nemlig at den:

1.6.

Denne karakterisering, som støttes af et forholdsvis alment anerkendt koncept, gør det muligt at definere denne type økonomiske relationer og skelne mellem aktiviteter, som reelt henhører under deleøkonomien og bør være omfattet af en særlig ordning, og andre aktiviteter, som undertiden benytter betegnelsen deleøkonomi uretmæssigt blot for at omgå en regulering, som de bør være omfattet af, hvilket Uber er et aktuelt eksempel på. En mere præcis afgrænsning af udtrykket »deling« og »platformbaseret« vil kunne give et bedre grundlag for den politiske beslutningstagning og en mere hensigtsmæssig regulering.

1.7.

Endvidere fremhæves den stigende økonomiske betydning af deleøkonomiens forskellige aktiviteter, som nu tegner sig for en væsentlig omsætning i Europa og resten af verden. Derudover har deleøkonomien en social og miljømæssig dimension, som har potentiale til at knytte solidaritetsbånd mellem borgerne, puste nyt liv i den lokale økonomi, skabe beskæftigelse, rationalisere familiernes forbrug gennem fælles brug af visse goder, mindske energifodaftrykket og tilskynde til et mere ansvarligt og bæredygtigt forbrug. I punkt 5.2 nævnes nogle vigtige eksempler.

1.8.

På denne baggrund opfordrer EØSU atter Kommissionen til at træffe alle de foranstaltninger af politisk karakter, som er nødvendige for, at deleøkonomiens mange forskellige former og fremgangsmåder kan få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid på EU-plan og i medlemsstaterne.

1.9.

EØSU henleder også opmærksomheden på nødvendigheden af, at disse nye forretningsmodeller overholder den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen og navnlig garanterer arbejdstagernes rettigheder, en passende beskatning, databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred, sociale rettigheder, fair konkurrence samt bekæmpelse af monopoler og konkurrenceforvridende praksis og sikrer, at platformene bærer ansvaret i de transaktioner, der aftales mellem parterne, og for lovligheden af deres tilbud. Frem for alt skal disse forretningsmodeller beskytte rettighederne for alle aktører i deleøkonomien, herunder »prosumenterne«. Alt dette skal opnås ved at tilpasse den gældende EU-lovgivning om forbrugernes rettigheder, især lovgivningen om urimelige kontraktvilkår, illoyal handelspraksis, sundhed og sikkerhed samt elektronisk handel, til disse relationer.

1.10.

Derfor mener EØSU, at EU — og naturligvis medlemsstaterne forsamlet i Rådet under det nederlandske formandskab — hurtigst muligt bør fastlægge en klar og gennemsigtig lovramme, inden for hvilke disse aktiviteter kan udvikles og trives på europæisk område, som nærmere beskrevet i punkt 8.2.4. Kommissionen opfordres til snarest at offentliggøre den ventede dagsorden for deleøkonomien eller den kollaborative økonomi, som er forsinket.

1.11.

I denne dagsorden bør det klart defineres, hvilken rolle selv- og samregulering skal spille i overensstemmelse med de principper og ordninger, som EØSU for længst har peget på i udtalelser og informationsrapporter om disse aspekter. De bekræftes hermed og har stadig gyldighed i nærværende udtalelse.

2.1.

Det nederlandske formandskab har i et brev fra ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om »Sharing economy and self-regulation« uden at give nogen retningslinjer eller formulere nogen spørgsmål.

2.2.

Deleøkonomi er et højst kontroversielt og aktuelt emne både hvad angår definitionen af fænomenet, de forskellige begreber, det dækker over, samt fremgangsmåder og følgevirkninger.

2.3.

Der er utallige fremgangsmåder, som i de seneste år har givet sig ud for at tilhøre deleøkonomien, og der er allerede skrevet uendeligt meget om dette emne.

2.4.

Det kan derfor ikke undre, at EØSU, som altid er opmærksom på, hvad der rører sig i civilsamfundet, allerede i flere af sine udtalelser, som denne bygger naturligt videre på (1), og hvis generelle filosofi overtages og udvikles, har taget forskud på behandlingen af flere aspekter af dette fænomen under de forskellige betegnelser, som det alt efter sprog og tilgange er kendt under.

2.5.

Formålet med denne udtalelse er at imødekomme anmodningen fra det nederlandske formandskab ved at søge at formulere en definition af deleøkonomiens særlige karakteristika, så den kan behandles som et selvstændigt fænomen med sin egen økonomiske praksis, som fremgår af dens navn. Endvidere vil udvalget se nærmere på, om og hvordan denne økonomiske og sociale praksis bør beskyttes af lovgivningen, på hvilken måde og med hvilke midler, især om der bør anvendes selv- eller samregulering.

3.1.

Praktiseringen af visse former for deleøkonomi stammer endog fra før begrebet opstod og har rod i indstillingen til det at »have« versus det at »være«, som grundlæggende udspringer af ideen om, at »du er ikke, hvad du ejer«, men »hvad du har adgang til«.

3.2.

Det er klart, at en vis form for deleøkonomi er lige så gammel som menneskeheden selv og historisk set har rod i de primitive samfunds »bytteøkonomi«. Efterhånden blev denne afløst af pengeøkonomien, hvor den, der har penge, har mulighed for at købe og dermed besidde.

3.3.

Den deleøkonomi, som med sin tiltagende sociale og økonomiske betydning, har vundet frem siden årtusindskiftet med udbredelsen af internettet og de sociale netværk, er ikke en gensidig bytteøkonomi, men snarere en »ikke-gensidig prosocial adfærd« eller nærmere bestemt »den handling eller proces at dele noget, som vi ejer, med andre og lade dem bruge det, og/eller den handling eller proces at modtage noget fra andre til eget brug«. Således er deleøkonomien inspireret af forskellige idestrømninger såsom fri og gratis adgang for alle til viden, funktionalitetsøkonomien eller gaveøkonomien (Gift Economy), som går ud på at bytte uden at have gevinst for øje. Til forskel fra den rene bytteøkonomi er deleøkonomien baseret på ideen om modydelse af enten monetær eller ikke-monetær art.

4.1.

Det er nødvendigt at tage udgangspunkt i dette begreb for at afgrænse det specifikke område, som udgøres af deleøkonomien i dens forskellige former, og fastlægge, hvilke karakteristika dens forskellige fremgangsmåder bør have, så det bliver muligt at skelne dem fra andre økonomiske aktiviteter på markedet.

4.2.

Først og fremmest er det vigtigste, fælles kendetegn ved disse fremgangsmåder, at de hverken giver ejerskab til goderne eller medejerskab, men at man deles om at bruge eller benytte sig af dem.

4.3.

Endvidere er det afgørende at råde over en platform, som formidler kontakten, især via elektroniske medier (en browser eller en applikation), en stor mængde goder eller tjenester og et stort antal brugere.

4.4.

Et fælles og karakteristisk mål for denne aktivitetstype er bedre udnyttelse (idling capacity) af de pågældende goder eller tjenester ved at deles om dem.

4.5.

Det er også vigtigt, at de endelige aftaleparter i denne forretningsmodel er »ligestillede« (peer-to-peer, P2P), og at der aldrig er tale om kontraktforhold mellem virksomheder og forbrugere (business-to-consumer, B2C), hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, herunder selskaber (f.eks. kan et selskab sammen med et andet selskab deles om brugen af en bilpark eller reproduktionsudstyr). Dog kan man ikke udelukke muligheden for, at en gruppe af »ligestillede« opretter en egentlig »forretning«.

4.6.

Følgende graf illustrerer forskellene mellem de nævnte forretningsmodeller:

4.7.

Denne type forretning forudsætter en kompleks treparts-aftaleform, som kommer til udtryk i de kontraktmæssige forbindelser mellem ejerne af goderne eller tjenesteyderne og den enhed, som forvalter platformen; mellem brugerne og den enhed, som formidler transaktionen på platformen, evt. mod betaling; og indbyrdes mellem brugerne af platformen med henblik på de pågældende ydelser.

4.8.

Derfor anses nedenstående ikke at være specielt karakteristisk eller specifikt for deleøkonomien:

5.1.

De begrænsninger, der er sat for længden af denne udtalelse, tillader ikke en lang beskrivelse og endnu mindre en indgående drøftelse af en lang række situationer, som påstås at henhøre under deleøkonomien.

5.2.

Nogle fortjener dog at blive nævnt for at illustrere emnet for udtalelsen.

5.2.1.

I sektoren for boligudlejning skal fremhæves Airbnb, Rentalia, Homeaway, Couchsurfing og Bedycasa, som er platforme, hvor boligejere kan lade sig registrere med henblik på midlertidig udlejning af et værelse eller hele huset. Det er også muligt for hostels, vandrerhjem og andre ferieboliger at udbyde deres faciliteter på disse platforme. I betragtning af, hvor let enhver kan lade sin faste ejendom indgå i disse netværk med henblik på deling, hvortil kommer den fortjeneste, som ejerne opnår herved, har den store vækst i antallet af boliger i dette segment ført til samarbejdsaftaler om skatteopkrævning mellem platformene og skattemyndighederne navnlig i Paris og Amsterdam. I Amsterdam, Barcelona, London og Berlin er der indført en ordning med obligatorisk registrering af disse boliger og regler for tidsmæssig begrænsning for at beskytte den langfristede udlejning og forhindre, at huslejerne stiger.

5.2.2.

I transportsektoren kan nævnes Blablacar, Umcoche, Liftshare og Karzoo, som er applikationer, der gør det muligt for private bilejere at registrere sig med henblik på at dele de frie sæder i deres biler (carpooling). På nogle af disse platforme kan rejseudgifterne deles, men det er ikke tilladt at kræve betaling med gevinst for øje. Uber er imidlertid et tilfælde, som bør holdes adskilt, fordi det er en aktivitet, der dels tilbyder deling af privatbiler (UberPop — forbudt i næsten hele EU), dels giver mulighed for at rekvirere en rejsetjenesteydelse udført af erhvervschauffører (Uberblack og UberX — som nogenlunde svarer til traditionelle taxavirksomheder). Der kan ikke gives nogen klar karakterisering af Uber, eftersom virksomhedens forretningsmodel ikke er gennemsigtig, og det diskuteres også, om Uber-chaufførerne er ansatte i virksomheden (2). Denne form for tjeneste har givet anledning til undertiden voldelige demonstrationer og endog retssager mere eller mindre over hele Europa. Kun England og Estland har en lovgivning, som har legaliseret disse tjenester, og nu afventes EU-Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, som en domstol i Barcelona og Bruxelles har indgivet for at få afklaret denne aktivitets karakter (3).

5.2.3.

Eksempler på kollaborativ finansiering er lånefinansiering mod betaling af renter såsom Zopa og Auxmoney; kapitalfinansiering mod kapitalandel i den oprettede virksomhed såsom Fundedbyme og Crowdcube; finansiering mod en »belønning« såsom Kickstarter eller Indiegogo og endelig gavefinansiering, hvor der ikke gives nogen som helst modydelse for de indbetalte beløb.

6.1.

Som det ofte sker — især når metoden er induktiv — er arbejdet med at definere et begreb ikke en lineær proces, for det tager tid, før et begreb bundfældes, og der opnås en fælles forståelse af dets betydning. Dette gælder også begrebet »deleøkonomi«, der ved siden af andre udtryk optræder i massemedierne som »social eller solidarisk økonomi«, »cirkulær økonomi«, »funktionel økonomi«, »grøn økonomi«, »blå økonomi«, »løsningsøkonomi«, »horisontal økonomi«, »on demand-økonomi«, »platformøkonomi« og »opgaveøkonomi (Gig Economy)«.

6.2.

Derfor foretrækker nogle forfattere end ikke at forsøge på at give en definition af frygt for, at den ikke er tilstrækkeligt bred eller ikke afgrænser emnet korrekt.

6.3.

I EØSU's udtalelser er der aldrig gjort forsøg på en definition trods de utallige henvisninger til dette begreb. Heller ikke Regionsudvalgets udtalelse (4) vover at give en definition, omend den indeholder en forsøgsvis klassificering i to hovedkategorier og fire former. Endelig foretrækker Kommissionen i sin nylige meddelelse — Opgradering af det indre marked: flere muligheder for borgerne og virksomhederne (5) — at anvende begrebet »kollaborativ økonomi«, der opfattes som et synonym, men i stedet for at give en definition nøjes Kommissionen med at nævne fordelene for nogle berørte parter (forbrugere, arbejdstagere) og pege på denne økonomis betydning for produktiviteten og bæredygtigheden, og den lover en europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi i 2016. Fra Europa-Parlamentets side er der hidtil ikke kommet noget vægtigt bidrag bortset fra beslutningen af 21.12.2015»På vej mod en akt for det digitale indre marked« (6), nogle studier af høj kvalitet og briefinger om specifikke emner. Imidlertid er der ingen af disse dokumenter, som indeholder en undersøgelse af konsekvenserne, hvad angår beskæftigelse og vækst.

6.4.

Da der allerede foreligger så mange definitioner, skulle det ikke være nødvendigt at opfinde en ny, for der må være én, som mange kan tilslutte sig. I denne udtalelse anvendes således Botsman & Rogers definition af deleøkonomi: »economic system based on sharing underused assets or services, for free or for a fee, directly from individuals« (et økonomisk system baseret på deling af underudnyttede aktiver eller tjenester, gratis eller mod betaling, direkte mellem private) via online-platforme. En mere præcis afgrænsning af udtrykket »deling«, dvs. »ikke med gevinst for øje«, og »via online-platforme« vil kunne give et bedre grundlag for politisk beslutningstagning og en mere hensigtsmæssig regulering.

6.5.

Denne definition er tilstrækkeligt bred til at omfatte så forskelligartede områder som produktion, forbrug, finansiering (crowdfunding) og endog videnområdet og muliggør en underopdeling i fire forholdsvis selvstændige områder: kollaborativt forbrug; kollaborativ uddannelse, videreuddannelse og viden; kollaborativ finansiering; og kollaborativ produktion (7).

6.6.

Denne definition gør det også muligt at udskille forretningsmodeller, som under dække af deleøkonomi i virkeligheden alene sigter mod profit, og som repræsenterer B2C-modeller. Denne konklusion kan danne grundlag for en analyse af den måde, hvorpå disse platforme fungerer (ikke altid gennemsigtige), og det er muligt at finde eksempler på virkelig deleøkonomi, hvor de relationer, der etableres via platformene, repræsenterer P2P-modeller, og hvor deres eneste rolle er at muliggøre kontakt mellem ligestillede parter. Dog findes der også eksempler på virksomheder, som under foregivende af at være en P2P-platform i den grad intervenerer i transaktionerne ved at opkræve gebyrer, modtage betalinger og levere accessoriske ydelser, at de ikke bør behandles som værende en del af deleøkonomien, men derimod som B2C-tjenesteydere med alt, hvad deraf følger.

6.7.

Endvidere giver denne definition mulighed for at udelukke visse former for aktivitet, der ellers kunne opfattes som en del af deleøkonomien, herunder:

7.1.

Selv i mangel af en helt klar definition af begrebets anvendelsesområde er der gennemført en lang række undersøgelser og rundspørger for at fastslå fænomenets økonomiske betydning i EU og resten af verden.

7.2.

Der er ingen tvivl om, at de deleøkonomiske initiativer har vundet stadig større udbredelse i de seneste år og netop i disse krisetider og som reaktion herpå. Der er registreret over 1 000 initiativer på internetstedet www.collaborativeconsumption.com.

7.3.

Ifølge Kommissionens skøn er omsætningen på verdensplan for den del af økonomien, som går under betegnelsen deleøkonomi, steget til 3,5 milliarder USD i 2013, hvilket svarer til en årlig vækst på 25 %. I dag menes omsætningen at ligge på 20 mia. USD. Prognoserne fra PricewaterhouseCoopers (PwC) tyder på en meget markant vækst indtil 2025 (8).

7.4.

Ud over at skabe økonomisk værdi har deleøkonomien i sin sociale og miljømæssige dimension potentiale til at knytte solidaritetsbånd mellem borgerne, puste nyt liv i den lokale økonomi, skabe beskæftigelse, rationalisere familiernes forbrug gennem fælles brug af visse goder, mindske energifodaftrykket og tilskynde til et mere ansvarligt og bæredygtigt forbrug.

7.5.

EØSU mener, at denne type økonomi »repræsenterer […] en nyskabelse, som indebærer, at den produktionsbaserede økonomi på en økonomisk, socialt og miljømæssigt fordelagtig måde suppleres [af den forbrugsbaserede økonomi]«, og at den samtidig »rummer […] en løsning på den økonomiske og finansielle krise« (9).

7.6.

Derfor har EØSU ikke tøvet med at opfordre Kommissionen til at træffe alle de foranstaltninger af politisk karakter, som er nødvendige for, at deleøkonomiens mange forskellige former og fremgangsmåder kan få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid på EU-plan og i medlemsstaterne. Nærværende udtalelse bygger på de standpunkter, som EØSU tidligere har indtaget om disse aspekter, hvortil der udtrykkeligt henvises. Når dette er sagt, skal det dog understreges, at de nye forretningsmodeller, som platformene udgør, rejser presserende spørgsmål vedrørende anvendelsen af den nationale lovgivning, sikringen af arbejdstagernes rettigheder, sikringen af en passende beskatning osv. EØSU opfordrer Kommissionen til at tage disse spørgsmål op, hvis man ønsker, at de sociale fordele ved disse forretningsmodeller skal blive en realitet.

7.7.

Det er også vigtigt, at der hurtigst muligt fastlægges definitioner og retningslinjer på EU-plan, eftersom nogle medlemsstater allerede er i gang med hver for sig at udforme deres egne politikker i lyset af EU-institutionernes træghed og tydeligvis uafklarede holdning.

8.1.1.

Som enhver anden aktivitet, der skaber relationer mellem mennesker med hver deres — eventuelt modstridende — interesser, er deleøkonomien underlagt lovgivningen og reguleringen af de pågældende interesser. Den holdning, at deleøkonomien skal være et område »uden lovgivning«, hvor friheden råder uden nogen hindringer eller begrænsninger, alene baseret på tillid og den naturlige godhed (i stil med Rousseaus »ædle vilde«), anses derfor for at være ganske useriøs.

8.1.2.

EØSU har altid og med eftertryk været fortaler for, at enhver økonomisk aktivitet bør omfattes af lovgivningen, men udvalget har også holdt på, at denne regulering kan være af forskellig art og skal være sammenhængende.

8.1.3.

I sin seneste udtalelse om betydningen af selvregulering og samregulering i EU (10), hvis indhold der her henvises til, har EØSU navnlig slået til lyd for, at »selvregulering og samregulering« i deres egenskab af »mekanismer — spontane eller tilskyndede — til regulering af økonomiske og sociale interesser eller handelsmæssige relationer og fremgangsmåder blandt de forskellige økonomiske aktører« bør betragtes som vigtige komplementære eller supplerende instrumenter, men aldrig som et alternativ til den øvrige lovgivning (hard law), hvis gyldighed afhænger af, at »dets form og anvendelsesområde defineres af udtrykkelige og bindende retsregler med retsgyldighed på både nationalt og EU-plan. Samtidig skal disse instrumenters egenart respekteres, herunder især den frivillige aftale mellem parterne«.

8.2.1.

Når rent spontane fremgangsmåder mellem private får karakter af en økonomisk aktivitet, og parternes gensidige rettigheder og forpligtelser antager en kontraktmæssig karakter, bør de som følge heraf være underlagt en regulering på nationalt eller EU-plan, der kan skabe lovlige rammer for de forskellige parters rettigheder og forpligtelser.

8.2.2.

Det er en kendsgerning, at kompleksiteten af de relationer, som kendetegner dette fænomen, og som er beskrevet ovenfor i punkt 4.7, berettiger til fastlæggelse af en retlig ramme, som aktørerne bør holde sig inden for, navnlig når de pågældende aktiviteter viser sig at have en hybrid karakter, som det er tilfældet med freemium og donationware, og som blev klart påvist i tilfældet med geocaching.

8.2.3.

I betragtning af, at fænomenet i dag, i kraft af sin natur, klart overskrider medlemsstaternes grænser, bør EU med henblik på sit fælles og integrerede indre marked fastlægge den retlige ramme, som bør gælde for disse aktiviteter, når de udøves tværs over grænserne. Manglen herpå har allerede udløst en række forskelligartede og modstridende holdninger i medlemsstaterne i visse konkrete tilfælde (f.eks. Uber) i lighed med, hvad der sker i USA.

8.2.4.

En sådan retlig ramme må især omfatte følgende prioriterede områder:

8.3.1.

På EU-plan, som er det eneste relevante for denne udtalelse, bør institutionerne — begyndende med Kommissionen i kraft af dens initiativret, men også Rådet og Europa-Parlamentet — sætte sig for hurtigst muligt at få vedtaget en lovramme, som præcist definerer anvendelsesområdet og de vilkår, der bør gælde for denne aktivitet. Naturligvis bør foranstaltningerne tilpasses de forskellige former for deleøkonomi.

8.3.2.

Denne lovramme bør først og fremmest baseres på de fælles principper for hensyntagen til almenvellet og den offentlige orden, der bør være obligatoriske for aktørerne i disse forskellige former for økonomisk aktivitet og især på de områder, der er nævnt i punkt 8.2.4.

8.3.3.

Dog bør der, som EØSU altid har sagt, sideløbende og samtidig hermed levnes plads til selv- og samregulering. Faktisk står vi her over for et eksemplarisk tilfælde, hvor man kan anvende såkaldt »shared regulation« — hvilket for nylig blev påpeget af Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce (RSA) i London — eller adfærdskodeksmodellen udarbejdet af Sharing Economy UK (SEUK) (12).

8.4.1.

Det har altid været EØSU's opfattelse, at det ikke bør være EU-institutionerne eller de nationale myndigheder, som fastlægger indholdet af kodekserne for selvregulering, hvis udarbejdelse helt bør overlades til parterne selv, medmindre målet er at opnå en bindende anerkendelse mellem parterne.

8.4.2.

Hvis man ønsker sådanne aftaler anerkendt »som ledsagende reguleringsinstrument i det pågældende retssystem«, mener EØSU som anført i førnævnte udtalelse, at et sådant instrument i EU »bør indeholde klare bestemmelser om kriterierne for anerkendelsen af dets retsgyldighed, de styrende principper og dets begrænsninger«. Dette gælder også fuldt ud for deleøkonomien, som ikke bør være nogen undtagelse.

8.4.3.

EØSU beklager, at Rådet, Parlamentet og Kommissionen ikke har benyttet den nye interinstitutionelle aftale, der blev vedtaget den 13. april 2016, til at foretage de forbedringer af den tidligere aftale på området selv- og samregulering, som EØSU anbefalede i sin udtalelse om dette emne. Udvalget beklager også, at selv- og samregulering kun nævnes i forbifarten i pakken om bedre regulering, hvori der i en fodnote henvises til principperne for en bedre udnyttelse heraf og til CoP-platformen (Pilot Community of Practice for better self and co-regulation), og fremsættes nogle spredte bemærkninger i »Guidelines« og »Toolbox«.

8.4.4.

Hvis der er noget område, hvor fastlæggelsen af ovennævnte parametre er særlig nødvendig for at sikre troværdighed og tillid fra brugernes side, så er det utvivlsomt deleøkonomien, som kunne have stor gavn af solide rammer for ansvarlig selv- og samregulering på EU-plan.

8.4.5.

ØSU ser således frem til Kommissionens bebudede europæiske dagsorden for den kollaborative økonomi og opfordrer allerede nu Kommissionen til ikke at forbigå aspekterne vedrørende reguleringen af denne aktivitet og den rolle, som selv- og samregulering bør spille på dette område.