20.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 264/11

Ordfører:

Laura GONZÁLEZ DE TXABARRI ETXANIZ

Medordfører:

Dorthe ANDERSEN

1.1.

EØSU mener, at såvel Kommissionen som medlemsstaterne i den nuværende situation bør gøre en særlig indsats for at garantere og fremme arbejdstagernes frie bevægelighed i EU ved at afskaffe enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og ved at undlade urimelige begrænsninger for arbejdstagerne såvel som for virksomhederne, eftersom disse rettigheder er grundlæggende friheder, som er stadfæstede i EUF-traktaten og et af de mest værdsatte fremskridt i den europæiske opbygning. EØSU støtter initiativer, som kan tilskynde til og fremme en fair arbejdskraftmobilitet inden for EU, hvilket ligger på linje med det nederlandske formandskabs udtalelser og Kommissionens mål om at fremme mobiliteten.

1.2.

Arbejdskraftmobilitet kan — forudsat at den udøves på retfærdige vilkår og er resultat af et tilvalg — vise sig at være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed. Arbejdskraftmobilitet er en hjørnesten i det indre marked og kan bidrage til at bringe beskæftigelsesmuligheder og velstand til EU's borgere og virksomheder. Mobilitet kan udgøre et vigtigt element i opnåelsen af EU's mål om beskæftigelse og økonomisk vækst ved at bidrage til at udjævne forskellene i medlemsstaternes beskæftigelsesniveau og bringe arbejdskraften og kompetencerne derhen, hvor der er brug for den. Mobiliteten kan bane vej for en bedre allokering af de menneskelige ressourcer og fremme overførslen af viden, innovation og kompetenceudvikling, hvilket er vigtigt i en verden af teknologisk udvikling. Samtidig kan mobiliteten bidrage til at afbøde følgerne af arbejdsstyrkens aldring i værtslandet.

1.3.

Arbejdskraftmobilitet kan også i visse tilfælde og visse sektorer medføre den såkaldte »hjerneflugt«, hvor navnlig unge fra lande med stor arbejdsløshed flytter for at søge beskæftigelse eller bedre jobmuligheder. Samtidig må det undgås, at den positive værdi af den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke svækkes eller drages i tvivl som følge af en ubegrundet frygt for diverse former for misbrug.

1.4.

For at undgå disse situationer opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde hen imod økonomiske politikker, som sigter mod at styrke væksten og produktiviteten samt skabe kvalitetsbeskæftigelse i alle medlemsstater for at forbedre levevilkårene for alle EU-borgere.

1.5.

En fair mobilitet forudsætter respekt for principperne om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet i overensstemmelse med gældende EU-ret for vandrende EU-arbejdstagere, som udøver retten til fri bevægelighed, og som er omfattet af de arbejdsvilkår og regler for lønfastsættelse, som gælder i værtslandet, med fuld respekt for de nationale systemer for overenskomster og arbejdsrelationer.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til i samråd med arbejdsmarkedets parter at tage alle nødvendige spørgsmål vedrørende udstationerede arbejdstagere op for at forhindre unfair praksis, som fører til social dumping. Endvidere skal ethvert nyt tiltag på EU-plan respektere de nationale kompetencer vedrørende kollektive forhandlinger og de forskellige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne.

1.7.

Hvad angår grænseoverskridende arbejdstagere/grænsearbejdere anser EØSU det for nødvendigt at overvåge situationen og indsamle data på EU-niveau for at fjerne eventuelle hindringer og sikre disse arbejdstagere en fri og fair bevægelighed.

1.8.

EØSU anmoder Kommissionen om, at den i overensstemmelse med sin erklærede vilje til at afskaffe social dumping og misbrug ikke giver mulighed for, at andre initiativer vedrørende det indre marked netop baner vej for en sådan praksis.

1.9.

Arbejdstilsynet har en afgørende rolle at spille for sikringen af en fair mobilitet. For at dette kan blive muligt, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at stille tilstrækkeligt med kompetencer, personale og ressourcer til rådighed for de nationale arbejdstilsyn og de myndigheder, som fører tilsyn med arbejdsmarkedet, samtidig med at udvalget støtter en styrkelse af de europæiske grænseoverskridende tilsyn med arbejdsmarkedet, herunder en forbedring af den grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner.

1.10.

EØSU støtter forenklingen af reglerne for koordinering af socialsikringssystemerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne om deres anvendelse. og understreger, at en revision af forordning (EF) nr. 883/2004 (1) under alle omstændigheder skal respektere princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere, så det undgås, at de mister erhvervede rettigheder eller står uden rettigheder, når de bevæger sig til en anden medlemsstat for at arbejde.

2.1.

Det nederlandske formandskab har anmodet EØSU om at udarbejde en udtalelse om mere fair arbejdskraftmobilitet i EU, idet det i sine prioriteter har angivet, at arbejdstagernes mobilitet kan øge den økonomiske vækst og beskæftigelsen, men at der skal tages hånd om de negative aspekter for at sikre øget støtte i befolkningerne til den fri bevægelighed for arbejdstagere.

2.2.

Arbejdstagernes frie bevægelighed er en af det indre markeds grundlæggende friheder og en af grundpillerne i den europæiske integrationsproces. Samtidig er det et af de resultater, EU-borgerne værdsætter højest. Det indre marked, som har udviklet sig på grundlag af den frie bevægelighed, har bidraget til at skabe økonomisk vækst, beskæftigelse og muligheder for borgerne, arbejdstagerne og virksomhederne. Arbejdskraftmobilitet kan, hvis udøvet frivilligt og på retfærdige vilkår, være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed, og den bør derfor fremmes ved så vidt muligt at fjerne hindringerne herfor. Illoyal konkurrence og forskelsbehandling af arbejdstagerne på det indre marked kan ikke accepteres.

2.3.

Arbejdskraftmobilitet kan også være forbundet med en række ulemper, som det er nødvendigt at forholde sig til for at minimere risiciene og sørge for, at både arbejdstagere og virksomheder kan drage fuld nytte af de muligheder, som denne mobilitet giver.

2.4.

EU arbejder for at stimulere fair arbejdskraftmobilitet i Europa ved at fjerne de barrierer, der hindrer den. Kommissionen har i sit arbejdsprogram for 2016 meddelt, at man vil fremlægge forslag om arbejdskraftmobilitet for at bekæmpe »misbrug ved hjælp af bedre håndhævelse og koordinering af socialsikringssystemer«, ligesom man vil »forelægge en målrettet revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere (2) for at forhindre unfair praksis, som fører til social dumping og hjerneflugt, ved at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted« og fremme arbejdskraftmobiliteten i EU.

2.5.

Formålet med denne udtalelse er at behandle de forskellige aspekter, der er forbundet med arbejdskraftmobilitet på arbejdsmarkeder, som stadig er karakteriseret af høj arbejdsløshed, og som undergår store forandringer på et bagtæppe af globalisering, sociale ændringer og teknologisk innovation.

2.6.

Efter flere tiår med en meget begrænset intern mobilitet i EU har EU's udvidelse, den krise, som startede i 2008, og den stigende arbejdsløshed udvirket en øget mobilitet blandt arbejdstagere. I 2014 var der omkring 15 millioner vandrende arbejdstagere i EU mod knap 12 millioner i 2006 (3). Samme år var der 8,3 millioner vandrende arbejdstagere i den arbejdsdygtige alder, som arbejdede og boede i en anden medlemssat, svarende til 3,4 % af den samlede arbejdsstyrke. Derudover var der 1,6 millioner, som boede i ét land, men arbejdede i et andet (grænsearbejdere) (4).

2.7.

Imidlertid sættes der i disse tider spørgsmålstegn ved borgernes og arbejdstagernes frie bevægelighed i EU som følge af forskellige faktorer. EØSU er betænkelighed ved denne udvikling. Såvel de restriktioner i forhold til Schengenområdet, som visse medlemsstater er ved at indføre på grund af flygtningetilstrømningen (5), som de undtagelser fra ligebehandling af migrerende EU-arbejdstagere, som blev aftalt med Storbritannien på Det Europæiske Råds møde den 18.-19. februar 2016 (6), kunne gå ud over et af de mest værdsatte resultater af den europæiske integrationsproces.

2.8.

Arbejdstagernes frie bevægelighed og afskaffelse af enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er grundlæggende principper, som er stadfæstet i EUF-traktaten, og som skal garanteres og fremmes. Endvidere er Schengenområdet et centralt element i den europæiske integrationsproces og for, at økonomien kan fungere hensigtsmæssigt. Det bør være en prioritet og en forpligtelse for EU og medlemsstaterne at sikre, at grænserne forbliver åbne, og at borgerne kan bevæge sig og leve og arbejde på lige vilkår i en hvilken som helst medlemsstat.

2.9.

Da dette særligt berører arbejdstagerne og virksomhederne, bør Kommissionen rådføre sig med arbejdsmarkedets parter både på sektorplan og på tværs af sektorerne om nødvendigheden af ethvert initiativ på dette område og om dets mulige indhold. Endvidere skal ethvert nyt tiltag på EU-plan respektere de nationale kompetencer vedrørende kollektive forhandlinger og de forskellige arbejdsmarkedsordninger i medlemsstaterne.

3.1.

Arbejdstagernes frie bevægelighed er indskrevet i artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og i artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 20, 26, 45 og 48 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette indebærer, at enhver i nationalitetsbegrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår er forbudt. Hermed gives der adgang til rettigheder vedrørende mobilitet og ophold samt økonomiske og sociale rettigheder, hvis grundlæggende regler er indeholdt i direktiv 2004/38/EF om retten til frit at færdes og opholde sig i EU (7) og direktiv 2014/54/EU om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til at arbejde i en anden medlemsstat (8).

3.2.

Arbejdstagernes frie bevægelighed gør det muligt for borgere at flytte frit og bosætte sig i en af medlemsstaterne med henblik på at udføre et arbejde i den pågældende stat i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, som gælder for indenlandske arbejdstagere. Den omfatter således den frie bevægelighed som sådan samt retten til ligebehandling i forbindelse med blandt andet beskæftigelse, sociale tjenester, uddannelse og erhvervsuddannelse.

3.3.

Arbejdskraftmobilitet kan, hvis udøvet frivilligt og på retfærdige vilkår, være berigende og gavnlig for arbejdstagerne, arbejdsgiverne og samfundet som helhed. Arbejdskraftens mobilitet kan være en god mulighed for borgernes og arbejdstagernes personlige, økonomiske og sociale udvikling, hvorfor den bør fremmes.

3.4.

Mobilitet er en central faktor for beskæftigelsesegnetheden og for udvikling af talenter og kan være et middel til at håndtere forskelle i beskæftigelsesniveauet i de forskellige medlemsstater, idet den kan bidrage til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i produktionsområderne og udnytte arbejdstagernes færdigheder bedre. Mobilitet giver arbejdstagerne øgede jobmuligheder og arbejdsgiverne flere muligheder i deres søgning efter talenter, og kan således udgøre et vigtigt element i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens målsætninger om beskæftigelse og økonomisk vækst.

3.5.

Arbejdskraftmobilitet kan endvidere fremme videnoverførsel, innovation og udvikling af menneskelig kapital, hvilket er vigtigt i en situation med hastige teknologiske ændringer og globalisering. Under de rette betingelser bør fair arbejdskraftmobilitet kunne føre til øget interaktion mellem EU's borgere, som vil få øget kendskab til hinanden og acceptere hinanden bedre, hvilket vil bidrage til et mere tolerant og inklusivt samfund.

3.6.

Vi kan imidlertid ikke se bort fra, at arbejdskraftmobilitet også indebærer en række ulemper. Europæiske arbejdstagere, som arbejder i en anden medlemsstat, er undertiden og af forskellige grunde mere udsat for dårlig behandling og diskrimination på områder som social sikring, arbejdsvilkår og løn, adgang til sociale ydelser og uddannelse, skatteforhold osv., hvilket alt sammen også kan føre til konkurrenceforvridning mellem virksomheder, navnlig i arbejdskraftintensive sektorer som f.eks. bygge- og anlægssektoren, der har en høj koncentration af meget små virksomheder. Mobilitet kan også føre til opsplitning af familier og vanskeligheder ved at blive integreret i et andet land som følge af sproglige, kulturelle og andre barrierer. EØSU har udarbejdet en række udtalelser om, hvor vigtigt det er at fremme mobiliteten inden for EU og fjerne disse forhindringer (9).

3.7.

De dårlige økonomiske udsigter, høje arbejdsløshedstal og manglende jobmuligheder, der fortsat gør sig gældende i nogle EU-lande, har fået nogle arbejdstagere, især unge, til at søge arbejde eller bedre løn- og arbejdsvilkår i andre lande. Dette kan have en positiv side, i og med at det giver unge mulighed for at arbejde i et andet land og dermed høste erfaring og udvikle deres færdigheder i stedet for at være arbejdsløse i deres oprindelsesland. Hertil kommer, at den erfaring, de har opnået, vil gavne deres land, når de vender tilbage. På den anden side kan mobiliteten føre til »hjerneflugt« og forværre konsekvenserne af befolkningsaldringen i deres oprindelsesland.

3.8.

Desuden kan en høj mobilitet give store udfordringer og skabe spændinger på arbejdsmarkedet i værtslandene, især hvis den økonomiske situation ikke sikrer en passende grad af vækst og jobskabelse, som kan afværge en stigende arbejdsløshed.

3.9.

Det er en afgørende forudsætning for at optimere fordelene ved arbejdskraftmobilitet i EU og samtidig mindske risiciene herved og sætte såvel arbejdstagerne som virksomhederne i stand til at udnytte dens muligheder fuldt ud, at man arbejder hen imod beskæftigelsespolitikker, som sigter mod at styrke væksten, produktiviteten og jobskabelsen, og som giver mulighed for at forbedre levevilkårene i alle lande.

3.10.

Den almindelige opfattelse i nogle lande af, at arbejdskraftmobilitet kan skabe social og lønmæssig konkurrence, kan sammen med den ubegrundede formodning, at de vandrende arbejdstagere misbruger offentlige og sociale tjenesteydelser — den såkaldte »sociale turisme« — bidrage til at give næring til en fjendtlig holdning over for arbejdskraftmobiliteten. Over for denne opfattelse konkluderer forskellige undersøgelser, at der ikke findes evidens for, at en vigtig årsag til arbejdskraftmobilitet skulle være muligheden for mere generøse sociale ydelser i visse medlemsstater sammenlignet med oprindelseslandene. Dette bakkes op af den mere begrænsede brug af disse ydelser blandt EU's interne vandrende arbejdstagere set i forhold til de pågældende landes egne statsborgere. I de tilfælde, hvor de gør mere udstrakt brug af visse ydelser, skyldes det specifikke socioøkonomiske omstændigheder, som gør sig gældende for vandrende arbejdstagere (10). Undersøgelser viser, at de sociale ydelser har en minimal indvirkning på mobiliteten, idet landets arbejdsløshed eller lønniveau er meget mere afgørende (11).

4.1.1.

På samme måde er det nødvendigt at nedbryde administrative, institutionelle og sproglige barrierer, som fortsat hæmmer arbejdskraftmobiliteten, gennem konkrete foranstaltninger i form af f.eks. informering og rådgivning af vandrende arbejdstagere i samarbejde med EURES-netværket og det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger, initiativer til forbedring af de sproglige færdigheder, anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer osv. på linje med forslag, som har været fremsat i tidligere udtalelser fra EØSU (12).

4.1.2.

En fair arbejdskraftmobilitet skal endvidere være ledsaget af foranstaltninger, der garanterer vækst og jobskabelse i alle EU-lande for at undgå, at forskellene mellem dem bliver større, og for at sikre, at alle får gavn af mobiliteten.

4.1.3.

Kun under disse omstændigheder er det muligt at sikre en fair arbejdskraftmobilitet som en positiv mulighed for arbejdstagere og ikke som et valg, de tvinges til at træffe.

4.2.1.

Udstationerede arbejdstagere hører under en anden lovgivning, idet de ikke gør brug af retten til fri bevægelighed. Det er derimod arbejdsgiveren, som benytter sig af retten til fri udveksling af tjenesteydelser ved midlertidigt at sende medarbejdere til et andet land. Både arbejdsgiveren og arbejdstageren drager fordel af, at det kontraktmæssige arbejdssted ikke skal ændres, og deres sociale bidrag kan forblive i oprindelseslandet.

4.2.2.

De retlige rammer om disse udstationerede arbejdstagere er indeholdt i direktiv 96/71/EF (13) og i direktiv 2014/67/EU (14) om gennemførelse af reglerne om udstationering af arbejdstagere, som blev vedtaget i maj 2014.

4.2.3.

Selv om der ikke eksisterer officielle statistikker over udstationerede arbejdstageres lønninger, konstateres det i en rapport bestilt af Kommissionen (15), at de i bygge- og transportsektoren modtager lønninger, som er op til 50 % lavere end de lønninger, der gives til lokale arbejdstagere. Disse forskelle kan forklares med, at reglerne om mindsteløn ikke overholdes korrekt samt andre forhold såsom tendensen til at indplacere udstationerede arbejdstagere på et lavt trin i den overenskomstmæssige klassificering. Lignende, omend mindre forskelle kan iagttages i andre produktionssektorer, som varierer fra land til land. Det skal understreges, at informationskilderne er meget forskellige: arbejdstilsyn, rapporter fra fagforeninger og fra arbejdsgiverorganisationer, pressen (16).

4.2.4.

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) har behandlet spørgsmålet om, hvilken løn udstationerede arbejdstagere har krav på, og dens retspraksis har affødt store kontroverser. Den situation førte til, at Kommissionen udarbejdede direktiv 2014/67/EU (17) med henblik på en mere effektiv bekæmpelse af svig og misbrug af udstationering af arbejdstagere. Medlemsstaterne har indtil den 18. juni 2016 til at omsætte gennemførelsesdirektivet. EØSU har allerede udtalt, at dette direktiv — omend det er et skridt i retning af at styrke det indre markeds sociale dimension — ikke er tilstrækkeligt til at opfylde udvalgets forventninger (18).

4.2.5.

Inden for rammerne af lovpakken om arbejdskraftmobilitet bebudede Kommissionen en specifik revision af udstationeringsdirektivet for at »forhindre unfair praksis, som fører til social dumping og hjerneflugt, ved at sikre samme løn for samme arbejde på samme sted« (19). Den 8. marts offentliggjorde den sit forslag til revision af direktivet (20) forud for fremlæggelsen af pakken om arbejdskraftmobilitet og inden udløbet af fristen for omsætning af gennemførelsesdirektivet. EØSU vil behandle alle spørgsmål i den forbindelse i en særlig udtalelse om Kommissionens forslag.

4.2.6.

Under alle omstændigheder noterer EØSU sig med interesse Kommissionens erklærede hensigt om at sætte en stopper for social dumping. EØSU gentager sine bemærkninger fra sin udtalelse SOC/460, hvori det fremhævede »vigtigheden af at sikre beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og respektere medlemsstaternes forskellige arbejdsmarkedsmodeller samt bekæmpe social dumping og uretfærdig konkurrence«. Det er vigtigt — også i fremtiden — at finde den rette balance mellem behovet for at fremme friheden til at levere tjenesteydelser og behovet for at beskytte udstationerede arbejdstageres rettigheder. EØSU vil vende tilbage til dette spørgsmål.

4.2.7.

EØSU anmoder Kommissionen om, at den i overensstemmelse med sin erklærede vilje til at afskaffe social dumping og misbrug ikke giver mulighed for, at andre initiativer vedrørende det indre marked netop baner vej for en sådan praksis.

4.4.1.

EØSU finder, at det nationale arbejdstilsyn bør spille en afgørende rolle i kampen mod skuffeselskaber, underbetaling og sort arbejde og dermed bidrage til, at europæiske vandrende og udstationerede arbejdstageres rettigheder overholdes og efterleves, og at misbrug forhindres. Dette vil endvidere gøre det muligt at forhindre konkurrenceforvridning mellem virksomheder.

4.4.2.

Den mangel på kontrol, der er i visse lande, det være sig i fravær af en passende arbejdstilsynsstruktur, utilstrækkelige kompetencer, mangel på relevant ekspertise eller på grund af utilstrækkelige ressourcer, befordrer misbruget. Arbejdstilsynet og andre myndigheder, som fører tilsyn med arbejdsmarkedet, kan kun fungere effektivt, hvis de finansieres tilstrækkeligt og råder over tilstrækkeligt personale med den rette uddannelse. I den forbindelse er det nødvendigt med EU-regler, herunder en forbedring af den grænseoverskridende håndhævelse af sanktioner, samt støtte til medlemsstater, der har problemer med at oprette den pågældende infrastruktur.

4.4.3.

Kombineret med dette kan forbedringen af grænseoverskridende EU-arbejdstilsynsværktøjer som foreslået i Europa-Parlamentets beslutning af 14. januar 2014 (21) bidrage til at konstatere og bekæmpe tilfælde af social dumping, navnlig gennem identificering af skuffeselskaber.

4.4.4.

Dette ville være helt på linje med den nyetablerede europæiske platform til bekæmpelse af sort arbejde.

4.5.1.

EØSU støtter forenklingen af reglerne for koordinering af socialsikringssystemerne og samarbejdet mellem medlemsstaterne om deres anvendelse. og understreger, at en revision af forordning (EF) nr. 883/2004 under alle omstændigheder skal respektere princippet om ligebehandling af vandrende arbejdstagere, så det undgås, at de mister erhvervede rettigheder eller står uden rettigheder, når de bevæger sig til en anden medlemsstat for at arbejde.

4.5.2.

For at sikre fair mobilitet er det endvidere nødvendigt at garantere overførsel af vandrende arbejdstageres sociale rettigheder, både for dem, der flytter for at arbejde i et andet land, og for dem, der vender tilbage til deres oprindelsesland efter at have arbejdet i et andet land.

4.5.3.

Med henblik på at lette den frie bevægelighed for personer og fremme arbejdskraftmobiliteten er der i EU udviklet en metode til koordinering af de sociale sikringsordninger, som har til formål at regulere relationerne mellem nationale systemer uden at ændre indholdet af medlemsstaternes lovgivninger.

4.5.4.

I forlængelse af traktaterne indførtes bestemmelser om koordinering af sociale sikringsordninger, bl.a. forordning (EØF) nr. 1408/1971 (basisforordning) og forordning (EØF) nr. 574/72 (gennemførelsesforordning), senere erstattet af forordning (EF) nr. 883/2004 (basisforordning) og forordning (EF) nr. 987/2009 (22) (gennemførelsesforordning). Der foregår i øjeblikket en revision af forordning (EF) nr. 883/2004

4.5.5.

EØSU vil udarbejde en detaljeret rapport, så snart Kommissionen fremlægger forslaget til revision af forordning (EF) nr. 883/2004. Som allerede anført i en tidligere udtalelse bør lovgivningsrammen tilpasses de skiftende forhold på arbejdsmarkedet, nye former for beskæftigelse, og navnlig nye former for mobilitet (23).

4.5.6.

EØSU mener, at principperne om ligebehandling, sammenlægning af dækningsperioder, mulighed for overførsel af ydelser og fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse (ensartethedsprincippet), er af grundlæggende betydning for den frie bevægelighed for arbejdstagere og bør sikres i enhver fremtidig revision af forordning (EF) nr. 883/2004.

4.5.7.

Hvad angår den frie bevægelighed for jobsøgende i et andet land, noterer EØSU sig kommissær Thyssens erklæring den 13. november 2015 i Dublin: »De jobsøgendes ret til fri bevægelighed skal efter vores opfattelse opretholdes — navnlig i lyset af medlemsstaternes meget forskellige arbejdsløshedstal, men det er vigtigt, at det ikke sker på bekostning af værtslandets socialsikringssystem. På den baggrund ønsker vi at gøre det muligt for en person, der er blevet arbejdsløs, at tage sin arbejdsløshedsunderstøttelse til et andet land, hvor han måske vil have bedre muligheder for at finde arbejde. I dag er dette allerede muligt i en periode på 3 måneder.« Kommissionen ønsker at forlænge perioden til 6 måneder.

4.5.8.

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 er komplekse og fordrer derfor et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder for at sikre, at forskellige i nationale regler ikke besværliggør den frie bevægelighed, samt så klare informationer som muligt, så de potentielle modtagere af ydelserne samt virksomhederne kender deres rettigheder og forpligtelser. Endvidere bør anvendelsen af elektroniske medier styrkes, og samarbejdet mellem medlemsstaterne må forbedres med henblik på at minimere de oplysningskrav, der stilles til arbejdstagerne og virksomhederne.