19.8.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/64

Ordfører:

Mindaugas MACIULEVIČIUS

1.1.

I erkendelse af det presserende behov for at gribe ind over for de mange økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af fødevareproduktion og -forbrug opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en klar EU-politik og handlingsplan for etablering af et bæredygtigt, robust, sundt, fair og klimavenligt fødevaresystem, der fremmer samarbejdet og den gensidige forståelse mellem alle aktører i fødevareforsyningskæden. Der skal være garanti for en bedre sammenhæng mellem og integration af fødevarerelaterede politiske målsætninger og instrumenter (f.eks. om landbrug, miljø, sundhed, klima, beskæftigelse osv.) under hensyntagen til de tre aspekter af bæredygtighed.

1.2.

En overgang til mere bæredygtige fødevaresystemer i alle stadier fra produktion til forbrug er påkrævet: producenterne skal producere mere mad og samtidig mindske miljøbelastningen, mens forbrugerne skal tilskyndes til at vælge en nærende og sund kost med et mindre CO2-fodaftryk. EU bør intensivere bestræbelserne for at gennemføre FN's mål for bæredygtig udvikling, da de udgør et vigtigt grundlag for en fælles indsats for, at verden kan brødfødes på en måde, der er bæredygtig, senest i 2030.

1.3.

EØSU erkender, at der ikke findes ét enkelt fødevareproduktionssystem, som uden risiko vil kunne brødføde hele verden, men en kombination af forskellige konventionelle, innovative og agroøkologiske metoder vil kunne bidrage til i højere grad at modvirke konsekvenserne for miljøet og klimaet af de nuværende fødevareproduktionssystemer. Især vil en blanding af præcisionslandbrug, der involverer videreudvikling af IKT- og satellitsystemer, og agroøkologi kunne supplere det konventionelle landbrug ved at fastlægge et sæt af principper og metoder, der tager sigte på at øge bæredygtigheden af landbrugssystemerne, som f. eks. bedre udnyttelse af biomasse, forbedret lagring og mobilisering af biomasse, tilvejebringelse af gunstige jordbundsforhold, fremme af diversificering af afgrøder og minimering af brugen af pesticider. Yderligere fremme af lukkede landbrugsmodeller vil kunne resultere i et landbrug, hvor der ikke anvendes fossile brændstoffer. Med reformen af den fælles landbrugspolitik er der blevet indført en kombination af foranstaltninger (forgrønnelse, ordninger for miljø- og klimavenligt landbrug osv.), der kan ses som et skridt i den rigtige retning.

1.4.

En stabil og rimelig indkomst for alle aktører i fødevareforsyningskæden er nødvendig for at sikre yderligere bæredygtige og stabile investeringer i miljøvenlige landbrugsteknologier og klimavenlige teknikker.

1.5.

Forebyggelse og mindskelse af fødevarespild er et fælles ansvar for alle aktører i fødevarekæden. EØSU bifalder Kommissionens planer i pakken om den cirkulære økonomi om at etablere en platform for interessenter til at hjælpe med at udforme de nødvendige foranstaltninger og udveksle bedste praksis inden for forebyggelse og mindskelse af fødevarespild. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan hierarkiet for fødevareanvendelse anvendes i praksis i medlemsstaterne, og i den forbindelse bl.a. se på om økonomiske incitamenter sender forvirrende signaler til virksomhederne. EØSU understøtter en effektiv anvendelse af affaldshierarkiet og opfordrer tillige til en revision af forordning (EF) nr. 1069/2009, så fødevarer, der ikke er egnet til konsum, kan anvendes til dyrefoder, hvis det er sikkert at gøre det.

1.6.

Valg af bæredygtige fødevarer skal fremmes ved at øge udbuddet og adgangen for forbrugerne. Forbruget af bæredygtige fødevarer bør opmuntres ved at skabe en stærkere markedsefterspørgsel ved hjælp af grønne offentlige indkøb og andre tilgange. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at revidere de nationale kostråd, så de afspejler bæredygtighed og støtter madkundskab i skolernes læreplaner. EU bør også fremme oprindelsesmærkning, udviklingen af mærkning, der tydeligt viser fødevarernes bæredygtighed, samt i hele EU fremme visuelle reklamekampagner for sundere mad og spisevaner.

1.7.

Sammen med specifikke forsknings- og innovationsprogrammer bør EU’s politikker kombineret med økonomiske incitamenter for fødevareproducenter:

1.8.

En overgang til bæredygtige fødevaresystemer kræver en vidtspændende fødevarepolitik, som kompletteres af en bredt anlagt bioøkonomistrategi, og ikke blot en landbrugspolitik. Frem for en polariserende debat er der behov for at tænke på tværs af sektorer og få Kommissionens generaldirektorater, en lang række forskellige ministerier og institutioner i medlemsstaterne, lokale og regionale myndigheder og interessenter i alle faser af fødevaresystemerne til at samarbejde om at tackle de indbyrdes sammenhængende udfordringer, der belyses i denne udtalelse. EØSU håber på en erkendelse af, at fødevareproduktion og fødevareforbrug er indbyrdes afhængige, og at der vil blive udformet en passende europæisk strategi omfattende forskellige private initiativer, som vil sikre, at udviklingen går i retning af bæredygtighed, sundhed og robusthed. Den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik vil dog også spille en vigtig rolle i EU i fremtiden.

2.1.

EØSU udarbejder denne udtalelse efter anmodning fra det nederlandske EU-formandskab med det formål at belyse den stigende bekymring i civilsamfundet over de miljømæssige, sundhedsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser af fødevareproduktion og -forbrug og de dertil knyttede udfordringer med at brødføde Jordens voksende befolkning i en verden med begrænsede ressourcer. Fødevarer spiller en central rolle i vores samfund. De er afhængige af og påvirker naturressourcerne, har indvirkning på folkesundheden og er af afgørende betydning for den europæiske økonomi, da fødevaresektoren er EU's største sektor målt på beskæftigelse og andel af BNP.

2.2.

Ifølge ekspertpanelet på højt plan om fødevaresikkerhed og ernæring under Komitéen for Verdens Fødevaresikkerhed er definitionen på et bæredygtigt fødevaresystem: et fødevaresystem, der leverer fødevaresikkerhed og ernæring til alle på en sådan måde, at det økonomiske, sociale og miljømæssige grundlag for at skabe fødevaresikkerhed og ernæring til fremtidige generationer ikke kompromitteres (1). Overgangen til mere robuste og bæredygtige fødevaresystemer vedrører derfor alle de indbyrdes afhængige og forbundne aktiviteter, der indgår i produktion, forarbejdning, transport, opbevaring, markedsføring og forbrug af fødevarer. Det anerkendes også, at de globale tendenser inden for forbruget spiller en rolle i forhold til, hvordan og hvilke fødevarer der produceres.

2.3.

EØSU vil anlægge en helhedsorienteret tilgang til behandlingen af spørgsmålet om bæredygtige fødevaresystemer og overvejende fokusere på EU, men dog også se på de eksterne konsekvenser, eftersom EU er den største eksportør og importør af landbrugs- og fødevareprodukter i verden.

2.4.

En meddelelse om bæredygtige fødevarer var forventet i 2014, men blev senere trukket tilbage fra Kommissionens arbejdsprogram. EU's handlingsplan for den cirkulære økonomi fra december 2015 tog fat på nogle af spørgsmålene, og mindskelse af fødevarespildet er medtaget som en hovedprioritet, hvilket afspejler den forpligtelse, som EU og medlemsstaterne indgik i forbindelse med FN's 2030-mål om bæredygtig udvikling om at halvere fødevarespildet pr. indbygger i detailhandlen og på forbrugerniveau og mindske fødevaretabet i produktions- og distributionsleddet (mål 12.3).

3.1.

FN's internationale ressourcepanel peger på fødevareproduktion som den sektor, der målt på ressourceforbrug på verdensplan, afsætter det største fodaftryk på miljøet  (2) — i EU er fodaftrykket dog meget mindre. Fødevaresystemerne bruger mange naturressourcer, herunder jordarealer, jordbund, vand, fosfor og energi, til produktion af kvælstofgødning, forarbejdning, emballering, transport og køling. Ikke overraskende har de derfor også konsekvenser for miljøet på verdensplan i form af bl.a. tab af biodiversitet, skovrydning, jordforringelse, vand- og luftforurening og drivhusgasudledningen. Det vedvarende tab af landbrugets biodiversitet på bedriftsniveau er fortsat en kilde til alvorlig bekymring (3). På verdensplan udnyttes de fleste fiskeriområder maksimalt, eller der overfiskes. En hensigtsmæssig og bæredygtig forvaltning af alle disse ressourcer er derfor nødvendig for at sikre den fortsatte forsyning af sunde og billige fødevarer.

3.2.

På verdensplan går en tredjedel af de producerede fødevarer til konsum tabt, eller de spildes, hvilket svarer til op til 1,6 mia. tons mad og 8 % af de globale drivhusgasemissioner (4). Produktion af mad, som ikke bliver spist, bidrager med mere end 20 % af det globale pres på biodiversiteten og optager næsten 30 % af verdens landbrugsjord.

3.3.

Årligt går ca. 100 mio. tons fødevarer til spilde (5) i EU; et tal, der forventes at stige med 20 % frem mod 2020, hvis der ikke gribes forebyggende ind. I Europa går der fødevarer til spilde i hele forsyningskæden med et anslået spild i husholdningerne på 46 % (6). Det skal bemærkes, at detail- og fremstillingssektorerne har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at forbedre forebyggelsen og mindskelsen af fødevarespildet i de senere år. Indsatsen for at øge bæredygtigheden i produktions- og forsyningskæden giver ikke meget mening, hvis der ikke også for alvor sættes ind for at mindske spildet.

3.4.

På nuværende tidspunkt ved vi meget lidt om mængden af fødevarer, der går tabt og til spilde på bedriftsniveau (7). Fødevarer kan f.eks. gå tabt og til spilde på grund af manglende modernisering af bedrifter, annullerede ordrer og udsvingene i råvarepriserne, hvilket fører til, at afgrøder pløjes ned, når det økonomisk ikke kan betale sig at høste dem (men i det mindste har dette en positiv indvirkning på miljøet, da det bidrager til at forbedre jordens indhold af organiske stoffer), eller at fødevarer, som ikke kan sælges, dumpes eller komposteres. En anden væsentlig — og tiltagende — udfordring er klimaændringernes store indvirkning på vejrholdene og udbrud af mulige sygdomme. Hvis vi medregner disse faktorer, er der meget, der på årsbasis kan betragtes som fødevarespild. Sammenlignet med resten af verden har EU været meget aktiv på dette område og bør derfor fremme udbredelsen af den gode praksis og den viden, der findes på området i EU.

3.5.

Fødevaresystemerne er en af årsagerne til klimaændringerne, og de vil også blive væsentligt berørt af dem (8). Klimaændringerne vil få konsekvenser for adgangen til grundlæggende naturressourcer (vand, jord), hvilket igen vil resultere i væsentligt ændrede betingelser for fødevareproduktionen og den industrielle produktion i visse områder (9). Ekstreme klimatiske forhold, såsom oversvømmelser, tørke, skovbrande og kraftig blæst, samt den klimabetingede spredning af plante- og dyresygdomme, påvirker allerede fødevareproduktionen og vil gøre det endnu mere i fremtiden.

3.6.

I verden i dag forekommer der underernæring, samtidig med at konsekvenserne af alt for rigelige mængder mad slår igennem andre steder i verden. Omkring 795 mio. mennesker sulter, mens antallet af overvægtige/fede voksne er på mere end 1,4 mia. på verdensplan svarende til ca. 30 % af den samlede voksne befolkning, og samtidig ses en kraftig stigning i sygdomme som følge af fedme i både udviklingslande og udviklede lande (10). Disse tal viser dybe ubalancer i den måde, hvorpå fødevarer produceres, distribueres og forbruges. Befolkningstilvækst og en forventet stigning på 82 % i det globale kødforbrug frem til 2050 vil forværre begge problemer (11). Mens lande overalt i verden i de sidste 20 år er blevet mere urbaniserede, og deres økonomier er vokset, har spisevanerne ændret sig, der har ført til ændringer af produktionen og forbruget af fødevarer. Udviklingen på verdensplan går i retning af, at vi spiser mere sammensatte produkter, mere kød og flere mælkeprodukter, mere sukker og flere sukkerholdige drikkevarer (12). Samtidig har flere mennesker en stillesiddende livsstil, som bidrager til manglende fysisk aktivitet.

3.7.

Husdyr spiller en vigtig og afgørende rolle i fødevaresystemerne som en kilde af høj kvalitet til protein og andre næringsstoffer såsom vitaminer og mineraler. Husdyr spiller også en væsentlig rolle i den enkelte bedrifts og det regionale næringsstofkredsløb samt i forbindelse med beskyttelsen af åbne og diversificerede landskaber, permanente græsarealer, delvis naturlige levesteder og bevarelse af biodiversitet. De sikrer mennesker en indkomst, aktiver og et levebrød. Samtidig har EU store landbrugsarealer, der i praksis kun er egnet til afgræsning med husdyr. Men i de sidste 50 år er den globale kød- og ægproduktion mere end firedoblet, og mælkeproduktionen er mere end fordoblet. I samme periode er verdens befolkning kun blevet fordoblet (13). Det skal bemærkes, at efterspørgslens sammensætning også har ændret sig, og at den øgede produktion af kød, mælk og æg hænger sammen med stigende indkomster, hvorimod priserne er forblevet lave.

3.8.

Hvis man indregner plantebaserede fødevarer dyrket til mennesker, plantebaserede foderprodukter til husdyr og plantebaserede afgrøder, der bruges til såning og industrielle formål som f. eks. biobrændstof, så produceres der i verden i øjeblikket halvanden gang mere mad, end der er behov for til at brødføde den nuværende befolkning, og sandsynligvis nok til at brødføde verdens befolkning i 2050. Alligevel skaber det aktuelle omfang af fødevarespild på verdensplan og produktionen af animalsk foder til at imødekomme det stigende kødforbrug et behov for en markant forøgelse af fødevareproduktionen. Hvis verdens befolkning fra og med 2050 skal kunne brødfødes på en måde, der er bæredygtig, kræver det en kombination af produktivitets- og optimeringsgevinster på eksisterende landbrugsarealer og i eksisterende fiskeriområder, som er forenelig med miljøstabilitet og -kvalitet, med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og med social retfærdighed, og tillige en forskydning i retning af en bæredygtig kost og en vedvarende reduktion af fødevaretab og madspild.

3.9.

Stigende og svingende priser på landbrugsprodukter og rå- og hjælpestoffer til landbruget har i det sidste årti lagt pres på fødevaresikkerheden og fødevaresystemets robusthed og skabt alvorlig bekymring for både forbrugere og producenter. På den ene side er høje slutpriser ikke blevet omsat til større indtjening for fødevareproducenterne, tværtimod er disse faldet eller stagneret, hvilket trykker arbejdskraftfaktoren ned og truer indkomststabiliteten for alle aktører. På den anden side har den økonomiske krise udhulet forbrugernes købekraft. En stabil og rimelig indkomst for alle aktører i fødevareforsyningskæden er nødvendig for at sikre yderligere bæredygtige og stabile investeringer i miljøvenlige landbrugsteknologier og klimavenlige teknikker.

3.10.

Den seneste udvikling på landbrugsmarkederne, især i mejerisektoren, giver nogle klare eksempler på sådanne potentielle skævheder, hvor årsagen ikke kun er overforsyning af markedet, men også politisk motiverede forbud på tidligere eksportmarkeder. Fremtidig stabilitet vil i høj grad afhænge af forsyningsgrundlagets modstandsdygtighed over for chok, hvor klimaændringerne er den mest fremtrædende. Diversificering af bedrifter, innovativ finansiering, indkomstforsikringsordninger og andre innovative markedsforvaltningsinstrumenter, der kan yde beskyttelse mod klimaet eller uro på markedet, bør kraftigt fremmes af EU's politikker.

3.11.

De sociale og omfordelingsmæssige konsekvenser af fødevarepriserne må anskues både fra en producent- og forbrugersynsvinkel. I dag har mange forbrugere ikke råd til at betale for fødevarer af den bedste kvalitet. I de senere år har styrkeforholdene i fødevareforsyningskæden ændret sig, idet der er sket en gradvis koncentration af fødevareproducenter og detailhandlere på markedet og dermed en forskydning i forhandlingsstyrke, hvilket fortrinsvis er til fordel for detailhandelen og til skade for primærproducenterne. Dette spørgsmål vil blive behandlet i en separat udtalelse fra EØSU om »mere fair forsyningskæder for fødevarer«.

3.12.

Da fokus i verdenshandelen i stadig højere grad retter sig mod bilaterale eller megaregionale forhandlinger, fordi WTO’s Doharunde ikke er blevet afsluttet, er det afgørende vigtigt at tage fuldt hensyn til konsekvenserne for miljøet og klimaet, fødevarekvalitet og sundhedsstandarder, de mere generelle sundheds- og plantesundhedsstandarder (SPS) samt produktionsprocessen (det »industrielle økosystem«, som udgøres af produktionen, arbejdsforholdene, produktionens kulturelle baggrund og arbejdsmarkedsrelationerne). For EU er det absolut nødvendigt, at enhver udflytning af fødevareproduktion til tredjelande forhindres, hvis den eneste årsag eller hovedårsagen hertil er mindre skrappe juridiske regler for fødevareproduktion end i EU. EU's politikker har en afgørende rolle at spille på verdensplan ved at tilskynde til sikker og sund produktion af fødevarer og forbyde import af fødevarer, der ikke overholder SPS eller de europæiske standarder for fødevaresikkerhed.

3.13.

Gennem de sidste 140 år har producentkooperativer klart vist, at de er mere modstandsdygtige over for turbulens på landbrugsmarkederne, og de er en medvirkende faktor i at modvirke udflytninger af landbrugsproduktionen. Derfor er yderligere, og endda stærkere, sektor- og regionsorienteret fremme af samarbejde mellem producenter og især små kooperativer helt afgørende. Især bør der fokuseres på de sektorer og regioner, hvor samarbejdet er meget begrænset.

4.1.

Hvis miljøbelastningen fra landbrug, akvakultur og fiskeri, herunder udledningen af drivhusgasser, skal mindskes, forudsætter det en omlægning af den måde, fødevarer produceres på. Der skal indføres mere bæredygtige metoder for at standse udtømningen af naturressourcerne, og der er behov for tilpasnings- og -modvirkningsforanstaltninger over for klimaændringerne. Flere tiltag vil kunne gavne produktiviteten og samtidig øge den miljømæssige bæredygtighed og robustheden over for klimaændringer, såsom en forøgelse af mangfoldigheden af plantesorter og dyreracer, forbedring af kvægbestanden gennem avl, planteavl, forbedring af funktionaliteten af landbrugsøkosystemerne og vandforvaltningen, anvendelse af forskning og innovation, optimering af jordbundsfunktioner, bedre muligheder for overførsel af viden og uddannelse samt fremme af teknologiske forandringer gennem investeringsstøtte. En videreudvikling af EU's satellitsystemer og store datacentre bør fremmes med henblik på at muliggøre tidlig opdagelse og forebyggelse af og beredskab ved ekstreme vejrforhold og forskellige sygdomme. Præcisionslandbrug bør ligeledes fremmes.

4.2.

Det er tillige vigtigt at holde fast i familielandbrugsmodellen i Europa, hvilket kræver tilskyndelse til generationsfornyelse på gårdene for at være på forkant med den aldrende befolkning. Dette vil have positive virkninger for jobskabelsen i landdistrikter. Det er også vigtigt at kunne bibeholde en diversificeret landbrugsproduktion i alle regioner i EU. Opmærksomheden skal især rettes mod ugunstigt stillede landbrugsregioner. Det skal erkendes, at der er forskellige typer landbrugsbedrifter og med henblik derpå bør der indføres særlige målrettede værktøjer.

4.3.

I de seneste år er fødevareforsyningskæderne blevet omlagt med det formål at genskabe forbindelsen mellem producenter og forbrugere og gøre landbrugs- og fødevareproduktionen lokal. Ændringerne omfatter lokalsamfundsstøttet landbrug, korte forsyningskæder, alternative fødevarenetværk, lokale landbrugssystemer og direkte salg. Selv om sektoren er forholdsvis lille, bør den fremmes yderligere, da salget af frisk, god og sund mad fra lokalområdet har en meget positiv effekt i både social og økonomisk henseende. SMV’er er desuden vigtige bidragydere på dette område. Bykommunernes særlige rolle bør fremhæves, da der skal være den nødvendige infrastruktur og foretages passende investeringer i byområder for at gøre det lettere for producenterne at sælge direkte. God praksis i den private sektor bør også fremmes, f.eks. når denne type infrastruktur etableres på privat initiativ af lokale shoppingcentre.

4.4.

For at stimulere en mere ressourceeffektiv fødevareproduktion indførtes med reformen af den fælles landbrugspolitik en kombination af foranstaltninger, herunder obligatorisk forgrønnelse, miljøvenlige landbrugsordninger, ligesom der var bred opbakning fra bedriftsrådgivningsordningen og anvendt forskning til at løse problemerne med fødevaresikkerhed, klimaændringer og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne på en måde, der også bevarer landskaber og opretholder det økonomiske liv i landdistrikterne. Dette kan ses som et vigtigt skridt i den rigtige retning, men implementeringen både hvad angår bureaukrati og gevinster kunne forbedres.

4.5.

Hvad angår fiskerikæden er det vigtigt at sikre den rette balance mellem sundt og bæredygtigt, da fisk i kosten er sundt, men for stort et pres på fiskeriområder ofte er i diametral modsætning til økologisk bæredygtighed. Reformen af den fælles fiskeripolitik i 2013 burde medvirke til en mere effektiv udnyttelse af fiskeressourcerne, især i kraft af de bindende mål for maksimalt bæredygtigt udbytte, der er fastlagt for alle europæiske fiskebestande. Bæredygtig udvikling af akvakulturmodeller offshore og på land er også vigtig.

4.6.

I pakken for den cirkulære økonomi slås det fast, at EU og medlemsstaterne forpligter sig til at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling (mål 12.3) om, at fødevarespildet skal være halveret i 2030. For at fremme opfyldelsen af dette mål bør hierarkiet for fødevareanvendelse være et vejledende princip for forvaltningen af fødevareressourcerne, og økonomiske incitamenter bør støtte dette i alle relevante EU-politikker. Derved undgår man den nuværende situation, hvor det ofte er billigere at deponere spiselig mad, end det er at forberede og levere fødevarer til fødevarebanker.

4.7.

Bæredygtig forvaltning af ressourcerne kræver også en øget indsats for at genbruge overskydende mængder, så de bevarer den højest mulige værdi. Ny forskning, der sammenligner omkostningerne til forberedelse af fødevarer med henblik på videredistribution, dyrefoder, anaerob nedbrydning og deponering i EU28, vil være en hjælp til at identificere den rolle, økonomiske incitamenter spiller for en korrekt anvendelse af EU's affaldshierarki. Fødevaredonation fra restaurations- og hotelbranchen er fortsat problemfyldt, og lovgivningen på området er svær at forstå. Det er et vigtigt område, hvor europæiske retningslinjer, som formidles bredt til restaurations- og hotelbranchen, vil være særdeles nyttige.

4.8.

I pakken om den cirkulære økonomi peges der også på behovet for at tydeliggøre den aktuelle vejledning vedrørende brugen af fødevarer, der ikke er egnet til konsum, som dyrefoder. Solid lovgivning for nye teknologier til sterilisering af fødevareaffald på et centraliseret industrielt niveau vil kunne garantere den mikrobiologiske sikkerhed for dyrefoder og samtidig skabe nye arbejdspladser og investeringsmuligheder og høste miljøfordelene ved en mere effektiv anvendelse af affaldshierarkiet.

4.9.

Da forbrugeroplysning og -accept er af den allerstørste betydning, efterlyses undervisningsmateriale om fødevarer, fødevarers bæredygtighed og fødevarespil med henblik på en bedre udnyttelse af fødevarer og fremme af systematiske adfærdsændringer. Der findes allerede moduler for folkeskoler, gymnasier, universiteter og specialiserede programmer i landbrugs- og produktionssektorerne og i restaurations- og hotelbranchen, der bygger på en bred vifte af god praksis.

4.10.

EU har i en række år været proaktiv med hensyn til at fremme aktiviteter, der kan mindske fødevarespildet. EU’s foregangsrolle med hensyn til realiseringen af mål 12.3, f.eks. ved at udbrede god europæisk praksis og knowhow, vil blive afgørende for målets opfyldelse på globalt plan.

4.11.

Konsekvenserne af klimaændringerne indvirker på alle aspekter af fødevaresikkerhed — ikke kun udbytte og afgrøder, men også på landmændenes helbred, spredning af skadedyr og sygdomme, tab af biodiversitet, indkomstusikkerhed, vandkvalitet osv. Tab af agerjord som følge af forringelse af jordbunden og urbanisering af landbrugsjord er også potentielle problemområder. Det er derfor vigtigt at holde fast i, at jord først og fremmest skal bruges til fødevareproduktion. Institutioner og den private sektor spiller en afgørende rolle i at sikre fødevaresystemernes robusthed, f.eks. ved at styrke de sociale sikringssystemer for at afbøde chok for husholdninger og sikre fortsatte investeringer i lavemissionsteknologier i landbrugs- og fødevaresektorerne. De er også afgørende for en bedre differentiering af afgrøder og udvikling af genetiske ressourcer, investeringer i et modstandsdygtigt landbrug både på og uden for bedrifterne og ibrugtagning af systemer for bedre at kunne håndtere de klimarelaterede risici.

4.12.

I betragtning af det økonomiske aspekt af bæredygtighed er Kommissionen og medlemsstaterne nødt til at overveje mulighederne for såvel modvirkning som lagring og samtidig tilbyde alle former for økonomisk støtte til gennemførelsen og fremme innovative mekanismer for samarbejde i offentlig-private partnerskaber. Yderligere indikatorer for gevinster i landbrugsproduktionen, eksisterende jord, kostvaner, fødevaretab og madspild ville fuldende billedet af fødevaresystemernes indflydelse på klimaændringerne.

4.13.

Valg af sunde fødevarer er ofte et bæredygtigt valg (14), særligt hvis de indgår i en varieret kost, Hvis man f.eks. spiser flere sæsonbestemte, lokale og forskelligartede plantebaserede fødevarer er det godt både for sundheden og miljøet. Sundere spisevaner mindsker også risikoen for kroniske sygdomme, sundhedsudgifterne og tabet af arbejdsproduktivitet i økonomien. Der er behov for nogle principper for udviklingen af sunde og bæredygtige kostråd, hvilket er et spørgsmål, der kan overlades til medlemsstaterne. Kostråd og retningslinjer for indkøb vedtaget af offentlige institutioner, såsom skoler og hospitaler, har direkte indvirkning på forbruget. Det er også værd at gøre opmærksom på, at kostvanerne er ved at ændre sig på verdensplan, og på EU's rolle med hensyn til at skabe en positiv standard for bæredygtige kostvaner. En »fleksitarisk« tilgang til mindskelse af kødforbruget mindst én gang om ugen, sådan som det er tilfældet Nederlandene, kan betragtes som et godt eksempel i denne henseende.

4.14.

Initiativer som EU's skolemadordning, som omfatter ernæringsrådgivning og udlevering af nærende produkter, bidrager til en mere varieret kost. Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til at skabe incitamenter for et sundt og bæredygtigt forbrug. Der bør iværksættes visuelle reklamekampagner for sund mad i hele EU, hvilket også kan være en god metode til at booste det lokale forbrug, når der er turbulens på de globale markeder.

4.15.

Da forbrugerne er blevet mere og mere vant til at købe fødevarer billigt, bør der igen være fokus på den reelle værdi af fødevarer. Lavprisprodukter medregner ikke eksterne faktorer, såsom omkostningerne til vandbehandling. I skolen skal der som nævnt ovenfor oplyses om fødevarer, ligesom eleverne skal bibringes en forståelse af sunde spisevaner og grundlæggende madlavningsfærdigheder, der giver grundlaget for et godt helbred i kraft af hjemmelavede måltider, der er i tråd med kostrådene, og for at mindske fødevarespildet.

4.16.

Det bemærkes, at det nederlandske ministerium for sundhed, velfærd og sport har taget initiativ til en aftale om forbedring af fødevarernes sammensætning med producenter, detailhandlere og brancheforeninger inden for catering og restaurations- og hotelbranchen med det formål at gøre produkterne sundere og gøre det sunde valg til det letteste valg. Denne aftale indeholder ambitiøse mål om gradvis mindskelse af salt, mættet fedt og kalorier i fødevarer frem mod 2020, således at mærkbare ændringer i smagen reduceres til et minimum (15). I denne udtalelse opfordres til gennemførelse af EU-rammerne for nationale initiativer vedrørende udvalgte næringsstoffer, dvs. det nyligt vedtagne bilag om tilsat sukker.

4.17.

Produktudvikling, markedsudvikling og etablering af vigtige partnerskaber kan være en hjælp til at gøre det både lettere og mere attraktivt at træffe sundere og mere bæredygtige valg. Industrien og civilsamfundet bør undersøge og udnytte mulighederne for at øge forbruget af årstidens lokale frugt og grøntsager samt andre produkter med et naturligt højt fiberindhold, såsom fuldkornsfødevarer og bælgfrugter. FN har udnævnt 2016 til internationalt bælgfrugtår, hvilket er en start.

4.18.

En tydelig mærkningsordning med angivelse af fødevarernes oprindelse, produktionsmetoder og næringsværdi vil gøre forbrugernes valg lettere. Sporbarhed er også meget vigtigt for både fødevareproducenter og forbrugere som garanti for fødevaresikkerheden. En enkel, let forståelig etiket om »fødevarens bæredygtighed« bør overvejes, og Kommissionen bør vurdere gennemførligheden heraf. Der bør lægges større vægt på teknologier som mobile apps, og forbrugeroplysningstavler med al den nødvendige information og fuld sporbarhed bør i højere grad tages i brug i detailsektoren.

4.19.

For at løse mange af udfordringerne forbundet med den globale fødevare- og ernæringssikkerhed er der behov for forskning, der kan frembringe viden, fostre innovation, gå i dialog med borgerne og hjælpe med til at forme et mere bæredygtigt fødevaresystem. Betydelige midler er afsat til dette formål i EU's forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020, og det tidligere syvende rammeprogram. Men forskning inden for kost, fødevaretab og madspild er ikke blevet tilstrækkeligt belyst og kræver en større indsats. EØSU støtter kraftigt Kommissionens initiativ til en langsigtet strategi for europæisk landbrugsforskning og -innovation og ligeledes den nylige ambitiøse beslutning i Generaldirektoratet for Forskning og Innovation om at udarbejde en omfattende strategi for et europæisk forskningsområde inden for fødevarer. Europa kan også fremme en overgang til bæredygtig ernæring og reduktion af fødevaretabet og madspildet i andre regioner i verden via SWITCH programmet (16).

4.20.

EU's videnskabelige styringskomité for Milan Expo 2015 identificerede udfordringer for forskningen inden for syv overordnede områder og fremhævede vigtigheden af at fremme systemmetoder og investere i tværfaglig forskning. Det blev endvidere anbefalet at etablere et internationalt panel om fødevare- og ernæringssikkerhed, hvilket vil være et klart skridt i retning af at fremme en tværfaglig og tværsektoriel tilgang.

4.21.

Forskning, innovation og udvikling er de vigtigste drivkræfter i overgangen til et mere bæredygtigt fødevaresystem, som er i tråd med de klimapolitiske målsætninger. EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at øge finansieringen af arbejdet på dette område og efterlyser en fælles indsats, hvor resultaterne deles mellem forskningsmiljøer, fagfolk og andre interessenter. Det europæiske innovationspartnerskab om et produktivt og bæredygtigt landbrug (EIP-agri), der støttes af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), spiller en afgørende rolle i forbindelse med etablering af øget samarbejde mellem forskellige aktører og et stærkere bånd mellem fagfolk og forskere. Tilgangen med mange aktører under Horisont 2020 er desuden et vigtigt redskab til at sikre, at landbrugere bliver nøgleaktører i processen. Nøglen til en vellykket gennemførelse af innovation er en aktiv promovering via rådgivende organer og uddannelsesinstitutioner over for hele fødevaresystemets slutbrugere samt aktiv involvering af slutbrugerne i forsknings- og innovationsaktiviteter.

4.22.

EØSU understreger, at anvendelsen af nye informations- og kommunikationsteknologier (IKT) og Kommissionens eksisterende programmer, som f.eks. Galileo og Copernicus for landbrugssektoren, bidrager til at forbedre de bæredygtige produktionsteknikker for råvarer i EU. EØSU opfordrer til yderligere forskning og udvikling inden for anvendelsen af IKT inden for alle områder af fødevareproduktion. Disse teknikker er helt afgørende for yderligere at fremme præcise og mere ressourceeffektive metoder til fødevareproduktion, tidlig opdagelse af sygdomme og forstyrrelser af klimaet og ekstreme vejrforhold. Dette kan igen føre til mindre fødevaretab inden for primærproduktionen. Der bør ligeledes forskes mere i at vurdere mulighederne i innovative former for landbrug (såsom bylandbrug) og i at højne kvaliteten af dyrefoder.

4.23.

Spredning af dyre- og planteskadedyr og -sygdomme er blevet forværret af den globaliserede handel og klimaændringerne og har skadelige konsekvenser for fødevaresystemerne. De seneste udbrud af afrikansk svinepest og Xylella fastidiosa, som har ramt oliventræerne i Syditalien, er blot nogle eksempler på, hvordan plante- og dyresygdomme kan forstyrre fødevaresystemerne og generere fødevaretab. I EU har man noget nær det bedste system i verden til tidlig opdagelse og forebyggelse, men politikkerne og lovgivningen om dyre- og plantesundhed kunne videreudvikles og styrkes med et stærkere fokus på forebyggelse af kriser, bedre overvågning og tidlig opdagelse, beredskab og styring, samt på identifikation og vurdering af kommende og nye risici både i og uden for EU. Et netværk af referencelaboratorier findes allerede for dyresygdomme, men ikke for plantesygdomme. Viden og forskning er de vigtigste søjler inden for forebyggelse. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være endnu mere ambitiøse med hensyn til øjeblikkelig at øremærke midler til forskningscentre for dyresygdomme og etablere referencelaboratorier for plantesygdomme. Systemerne til tidlig opdagelse og forebyggelse bør også styrkes, og samtidig skal det sikres, at fødevareproducenter og andre operatører (f.eks. arbejdstagere i landbruget) kompenseres behørigt for tab, det gælder bl.a. de økonomiske tab, som landmændene påføres, når der i tilfælde af et sygdomsudbrud indføres handelsrestriktioner i offentlighedens interesse. Endvidere skal der lægges vægt på at skabe mere forskelligartede landbrugssystemer, der er mere robuste i forhold til at modstå biotisk stress.

4.24.

Forskningsinvesteringer bør koncentreres om forebyggelse og tidlig opdagelse, da behandling og udryddelse af en sygdom i udbrud er meget omkostningstungt og ødelæggende. Kapacitetsopbygning og bevidstgørelse er afgørende, og det samme gælder overførsel af viden fra forskere til landmænd og andre operatører. Videndeling og samarbejde med tredjelande er afgørende. EU bør levere blød lovgivning, vejledning og redskaber til bedre overvågning, men strengere importkontrol er også vigtig. Derudover er det vigtigt at bekæmpe resistens over for antibiotika, og der bør vedtages en integreret tilgang, der kombinerer human og veterinær sundhedspleje (»One Health-model«).