|
1.9.2015 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 287/15 |
Bekendtgørelse om en anmodning efter artikel 30 i direktiv 2004/17/EF
Anmodning indgivet af en ordregivende enhed
(2015/C 287/08)
Kommissionen modtog den 28. juli 2015 en anmodning fra ENI PORTUGAL B.V. i overensstemmelse med artikel 35, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (1).
Direktiv 2004/17/EF finder anvendelse, indtil det ophæves (2), på tildeling af kontrakter vedrørende efterforskning efter bl.a. olie og gas, medmindre der for denne aktivitet foreligger en undtagelse i henhold til artikel 30 i nævnte direktiv. Ud fra et proceduremæssigt synspunkt er det dog bestemmelserne i direktiv 2014/25/EU (3), som finder anvendelse på anmodninger om undtagelse, da de materielle betingelser for udstedelse af en undtagelse forbliver uændrede for så vidt angår sagens realitet.
Denne anmodning vedrører olie- og gasefterforskning i Portugal. I artikel 30 i direktiv 2004/17/EF fastsættes det, at det efterfølgende direktiv ikke finder anvendelse, når den pågældende aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår på markeder, hvortil adgangen er fri. Vurderingen af om betingelserne er opfyldt skal udelukkende foretages på grundlag af direktiv 2004/17/EF, uden at dette berører anvendelsen af EU's konkurrenceregler.
Dersom en undtagelse blev udstedt, ville denne udløbe på datoen for gennemførelse af direktiv 2014/25/EU i national ret eller, senest, når direktiv 2004/17/EF ophæves, idet den pågældende aktivitet vedrørende olie- og gasefterforskning ikke længere ville være dækket af bestemmelserne i 2014/25/EU, og der derfor ikke vil være behov for nogen fritagelse.
I henhold til punkt 1, første afsnit, litra a), i bilag IV til direktiv 2014/25/EU har Kommissionen en frist på 90 arbejdsdage regnet fra ovennævnte arbejdsdag til at træffe afgørelse om denne anmodning. Fristen udløber således den 2. december 2015.
(1) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243.
(2) Med virkning fra den 18. april 2016.
(3) EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1. For så vidt angår proceduren er direktiv 2014/25/EU bindende for Kommissionen med virkning fra den 18. april 2014.