10.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 82/12


Offentliggørelse af en ansøgning om ændring i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

(2015/C 82/09)

Denne offentliggørelse giver ret til at rejse indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1).

ANSØGNING OM ÆNDRING

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer  (2)

ANSØGNING OM ÆNDRING I HENHOLD TIL ARTIKEL 9

»CAPOCOLLO DI CALABRIA«

EF-nr. IT-PDO-0217-1570 — 19.10.2011

BGB ( ) BOB ( X )

1.   Afsnit i varespecifikationen, som berøres af ændringen

    Produktets navn

    Beskrivelse af produktet

    Geografisk område

    Bevis for oprindelse

    Produktionsmetode

    Tilknytning

    Mærkning

    Krav i nationale bestemmelser

    Andet

2.   Type ændring(er)

    Ændring af enhedsdokument eller resuméark

    Ændring af varespecifikationen for en registreret BOB eller BGB, for hvilken hverken enhedsdokumentet eller resuméet er offentliggjort

    Ændring af en varespecifikation, hvor der ikke kræves ændring af det offentliggjorte enhedsdokument (artikel 9, stk. 3, i forordning (EF) nr. 510/2006)

    Midlertidig ændring af varespecifikationen, fordi de offentlige myndigheder har indført obligatoriske sundheds- eller plantesundhedsforanstaltninger (artikel 9, stk. 4, i forordning (EF) nr. 510/2006)

3.   Ændring(er)

Varebeskrivelse

Henvisningen til binding ved håndkraft fjernes. Hele afsnittet tilpasses til den ændring, som vedrører anvendelsen af forskellige former for garn i fremstillingen.

Det præciseres, at farveegenskaberne ved »Capocollo di Calabria« også skyldes tilsætningen af krydderier såsom rød peberfrugt og chilipeber.

Bevis for oprindelse

Varespecifikationen opdateres med hensyn til, hvordan de erhvervsdrivende skal tilvejebringe oplysninger om bevis for oprindelsen som fastsat i forordning (EU) nr. 1151/2012.

Produktionsmetode

Angivelsen af svineracer, slagtealder og vægt præciseres. Blandt de tilladte racer tilføjes den hjemmehørende race »Apulo-Calabrese«, som er kendetegnet ved sin sorte hud. Avlsregistret for denne race er oprettet på grundlag af beskrivelsen af den oprindelige bestand, som historisk set har været at finde i regionerne Puglia (Apulo) og Calabrien. Blandt de tilladte racer tilføjes desuden racen »Duroc«, da den er meget udbredt i oprindelsesområdet for svinene. Derudover præciseres det, hvilke racer der absolut ikke må anvendes, idet de ikke egner sig til produktion af tunge svin egnet til fremstilling af charcuterivarer.

Hvad angår identifikation af svinene bliver det muligt at erstatte den mærkning, som allerede fremgår af varespecifikationen, med en tatovering på svinets lår med angivelse af identifikationskoden for svinets fødested.

Kravet om forekomst af proteiner i foderet præciseres tydeligt.

Begrebet »fodring med valle« præciseres.

De anvendte ingredienser præciseres, og der rettes op på den åbenlyse fejl i den gældende tekst, hvor det hedder: »rød peber, som angivet i de eksisterende retlige bestemmelser«. Efter ordene »rød peber« er der tydeligvis ved en fejl udeladt angivelsen af de øvrige ingredienser og tilsætningsstoffer »som angivet i de eksisterende retlige bestemmelser«. Med ændringen tydeliggøres det, hvad der menes med »rød peber«, nemlig »chilipeber/peberfrugt«, som begge hører under betegnelsen Capsicum L. Præciseringen af de naturlige ingredienser, som ikke allerede er angivet i den gældende tekst, svarer til den praksis, som helt fra gamle dage er blevet anvendt i oprindelsesområdet.

De tilladte tilsætningsstoffer angives på en liste. Anvendelsen af tilsætningsstoffer hjælper med at forhindre skadelige mikrobielle processer, bidrager til den langsomme modningsproces, som er karakteristisk for »Capocollo di Calabria«, og gør det muligt at sikre produktets egenskaber mod forringelse på grund af uønsket fermentering.

Den maksimalt tilladte saltningstid øges fra 8 til 14 dage for at tage bedre højde for den traditionelle fremstillingsmåde.

Kravet om kun at anvende naturligt garn til binding af produktet fjernes. Dette giver producenterne mulighed for at anvende elastisk garn, som letter bindingen og resulterer i en bedre bearbejdning af produktet.

Det tillades at anvende de karakteristiske pinde, der bindes langs pølsen. I regionen Calabrien er der tradition for denne form for binding.

Teknikken med saltning i saltlage tilføjes. Saltlage er en metode, som der har været tradition for i mange år, og som garanterer produktets karakteristiske egenskaber.

Det ferske produkts vægt inden bearbejdning øges med 1 kg. Denne forøgelse berettiges af vægten af kødudskæringerne fra tunge svin.

Det præciseres, at modningstiden på 100 dage er en minimumsværdi, som anvendes i den traditionelle produktion af »Capocollo di Calabria«.

Mærkning

Der indføres et identifikationslogo for »Capocollo di Calabria BOB«.

Det bliver tilladt at markedsføre produktet helt, i stykker eller skiveskåret i vakuum- eller gaspakning. Denne bestemmelse findes ikke i den gældende varespecifikation, men er nødvendig for at forene beskyttelsen af produktets organoleptiske egenskaber og udviklingen i indkøbs- og forbrugermønstre.

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer  (3)

»CAPOCOLLO DI CALABRIA«

EF-nr. IT-PDO-0217-1570 — 19.10.2011

BGB ( ) BOB ( X )

1.   Betegnelse

»Capocollo di Calabria«

2.   Medlemsstat eller tredjeland

Italien

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.2. Kødprodukter (opvarmet, saltet, røget m.m.)

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

»Capocollo di Calabria« fremstilles af udbenet kød fra den øverste del af svinekammen, som tørsaltes eller lægges i saltlage. Vægten i fersk tilstand er på 3,5 til 5,5 kg.

Efter saltningen rulles kødet i naturfilm og bindes med garn. Modningstiden er på mindst 100 dage.

Produktet har en mere eller mindre intens rosa eller rød farve på grund af indholdet af sort peber eller rød chilipeber/peberfrugt (af typen Capsicum L.). Snitfladen har en klar rosa farve med striber af svinekammens eget fedt.

Smagen er delikat og forbedres med modningen. Produktet har en karakteristisk duft med afstemt intensitet.

3.3.   Råvarer (kun for forarbejdede produkter)

»Capocollo di Calabria« fremstilles af bearbejdet svinekød fra svin opdrættet i regionen Calabrien.

Der anvendes ikke kød fra udsætterorner og -søer.

De genetiske krav til svinene svarer til de særlige karakteristika for tunge italienske svin, hvilket opnås ved at anvende traditionelle tunge racer såsom:

Apulo-Calabrese

italiensk Large White og Landrace, forædlet således som det fremgår af den italienske stambog eller afkom af orner af disse racer

afkom af orner af racen Duroc, forædlet således som det fremgår af den italienske stambog

afkom af orner af andre racer eller krydsede racer, forudsat at disse racer — uanset om de er avlet i Italien eller i udlandet — kommer fra selektions- eller krydsningsprogrammer, hvis målsætninger er forenelige med den italienske stambog for så vidt angår fremstilling af tunge svin.

Der anvendes således ikke:

svin med antitetiske træk, især bærere af det gen, der medfører følsomhed over for stress (PSS)

dyr, der er renracer af Landrace Belga, Hampshire, Pietrain og Spot.

Gennemsnitsvægten for et parti svin ved slagtning er minimum 140 kg.

3.4.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)

Svinenes foder består af foderblandinger med minimum 50 % byg, hestebønner, majs, agern og kikærter. Fodret må ikke indeholde maniok, kartofler eller biprodukter, som kan give kødet og fedtet en uønsket smag og lugt.

For at opnå svin, som er kompakte med hensyn til opfedning, er det ikke tilladt at fodre med valle. Ved »fodring med valle« forstås anvendelse af biprodukter fra mælkeforarbejdning.

I mindst to måneder forud for slagtning skal proteinindholdet i fodret prioriteres, således at det har et proteinindhold på minimum 12 %.

Fodret skal, så vidt det er tilgængeligt på markedet, stamme fra produktionsområdet.

3.5.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Opdræt og slagtning af svinene skal finde sted inden for regionen Calabrien. Det samme gælder udvælgelsen af kødet, samt stopning, binding og modning af produktet.

3.6.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.

3.7.   Specifikke mærkningsregler

Angivelsen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Capocollo di Calabria« skal fremstå med tydelige bogstaver, der ikke kan slettes, og som let kan skelnes fra enhver anden tekst på etiketten eller skiltet på produktet eller på det portionspakkede produkt, og den skal følges umiddelbart af ordene »beskyttet oprindelsesbetegnelse«.

Følgende logo for »Capocollo di Calabria BOB« skal anvendes på etiketten.

Image

4.   Præcis afgrænsning af det geografiske område

»Capocollo di Calabria« fremstilles i det traditionelle produktionsområde, som består af regionen Calabrien.

5.   Tilknytning til det geografiske område

5.1.   Det geografiske områdes egenart

Produktionsområdet ligger i det sydlige Italien og er kendetegnet ved et varmt/tempereret klima med begrænset nedbør koncentreret i vinterhalvåret. Området er overvejende bakket og bjergrigt, men da det befinder sig på en halvø har det over 800 km kyststrækning mod Det Tyrrenske Hav og Det Ioniske Hav. Blandingen af hav, bakker og bjerge skaber et særligt Middelhavsklima i området.

Ud over de gunstige klimaforhold er der også de lokale producenters kunnen — som er indsamlet og gået i arv gennem tiderne — med hensyn til at udvælge og bearbejde en bestemt udbenet kødudskæring af en vis vægt og længde fra svinekammen. Et yderligere element, som stammer fra den traditionelle fremstillingsmetode, er anvendelsen af krydderier som bl.a. peber, peberfrugt og chilipeber.

5.2.   Produktets egenart

»Capocollo di Calabria« er et lagret produkt, som er typisk for calabriske charcuterivarer. Det er kendetegnet ved en lang modningstid på minimum 100 dage, den cylindriske form og den mere eller mindre rosa eller røde farve, som skydes tilsætningen af særlige aromastoffer. Snittet på »Capocollo di Calabria« har en blød konsistens og en klar rosa farve med typiske striber af svinekammens fedt.

5.3.   Sammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB).

»Capocollo di Calabria« får sine særlige egenskaber fra det omgivende miljø samt naturlige og menneskeskabte faktorer.

Området for fremstilling af »Capocollo di Calabria« er kendetegnet ved et miljø med et typisk syditaliensk klima med begrænset nedbør, som primært falder i vinterhalvåret, og en geografisk beliggenhed, som desuden nyder godt af særlige vindforhold og temperaturudsving, som bidrager til at skabe de optimale betingelser i modningslokalerne.

Ved fremstilling af »Capocollo di Calabria« har operatørernes erfaring med hensyn til udvælgelsen af kødet stor betydning. De anvendte udskæringer kommer fra den øverste del af svinekammen, som udbenes. De udvælges af operatørerne efter særlige egenskaber som f.eks. det rette fedtindhold. Det rette fedtindhold gør det muligt at bevare den bløde konsistens i »Capocollo di Calabria« under hele modningen, hvilket forbedrer produktets egenskaber. Derudover har man bevaret den traditionelle bearbejdning af kødet med naturlige aromastoffer (sort peber, chilipeber), som giver produktet gode organoleptiske egenskaber.

Råvarerne, produktet og betegnelsen er tilsammen nært forbundet med den samfundsøkonomiske udvikling i det afgrænsede geografiske område, som er afgørende for de særlige lokale traditioner og skikke. Særlig kan fremhæves anvendelsen af kød fra tunge svin opdrættet i overensstemmelse med den italienske stambog, som blandt andet fodres med typiske vegetabilske produkter fra det geografiske område. »Capocollo di Calabria« har således en tæt tilknytning til det geografiske område på grund af regionens klima, svinenes foder og menneskelige faktorer.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006 (4))

De italienske myndigheder har indledt den nationale indsigelsesprocedure ved at offentliggøre forslaget om anerkendelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Capocollo di Calabria« i Gazzetta Ufficiale (det italienske statstidende) nr. 171 af 25.7.2011.

Den konsoliderede udgave af produktionsspecifikationen kan ses på følgende websted: http://www.politicheagricole.it/flex/cm/pages/ServeBLOB.php/L/IT/IDPagina/3335

eller

ved at gå direkte til det italienske fødevare- og skovministeriums hjemmeside (www.politicheagricole.it) og klikke på »Prodotti DOP IGP« (øverst til højre), derefter på »Prodotti DOP IGP STG« (i venstre side) og til sidst på »Disciplinari di Produzione all’esame dell’UE«.


(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.

(2)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12. Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

(3)  Erstattet af forordning (EU) nr. 1151/2012.

(4)  Se fodnote 3.