10.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/28

1.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at deleøkonomien er baseret på nye eller genoplivede sociale mønstre med betydelige konsekvenser for virksomheder og på det juridiske og institutionelle plan: Der er tale om sociale praksisser som at dele, deltage og samarbejde. Modellen er kendetegnet ved at være innovativ og dynamisk og kan derfor ikke defineres udtømmende. Den kan dog beskrives med følgende elementer:

2.

bemærker på denne baggrund, at Kommissionen benytter udtrykket »den kollaborative økonomi« i stedet for »deleøkonomi«, og at den i sin nylige meddelelse »Opgradering af det indre marked« (1) har gjort et første forsøg på at definere begrebet som følger: »Den kollaborative økonomi, som er et komplekst økosystem bestående af on-demand tjenesteydelser og midlertidig anvendelse af aktiver baseret på udvekslinger via onlineplatforme, udvikles hurtigt. Den kollaborative økonomi fører til større udvalg og lavere priser for forbrugerne og giver vækstmuligheder for innovative nystartede virksomheder og eksisterende europæiske virksomheder, både i deres hjemlande og på tværs af grænserne. Den øger også beskæftigelsen og er til fordel for arbejdstagerne som følge af mere fleksible ordninger, fra ikke-professionelle mikrojobs til iværksætteri på deltid. Ressourcer kan udnyttes mere effektivt og dermed øge produktiviteten og bæredygtigheden«. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at denne definition fokuserer på kommercielle og forbrugermæssige aspekter af deleøkonomien (eller den kollaborative økonomi), mens ikkekommercielle aspekter og en tilgang baseret på fælles faciliteter er udeladt. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til videre at analysere og derpå definere de forskellige former for deleøkonomi (hvoraf en del indgår i den sociale økonomi).

3.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver, at mange er af den opfattelse, at den vigtigste aktør i deleøkonomien ikke længere er »forbrugeren«, der ønsker at eje noget eller købe en tjenesteydelse, men derimod en almindelig borger, bruger, fremstiller, producent, skaber, designer, arbejdskollega, digital håndværker, urban landbruger, der ønsker adgang til en given tjeneste eller et givent aktiv, som er nødvendig for at dække nogle behov;

4.

påpeger, at andre anfører, at en aktør i deleøkonomien i mange tilfælde også er en person, der er villig til at handle, tage vare på, forvalte, udvikle eller genskabe en fælles — materiel eller immateriel — ressource med åben adgang uden en offentlig eller privat udbyders mellemkomst i helt lille peer-to-peer, person-til-person målestok. I deleøkonomien er aktøren således ikke udelukkende en »økonomisk aktør«. Det er snarere en social eller privat aktør eller en samfundsaktør, for hvem traditionelle økonomiske motiver kommer i anden række eller slet ikke spiller ind. Ikke alle områder af deleøkonomien er nødvendigvis »økonomier« i snæver forstand, men sociale fællesskaber og netværk for samarbejde, som frembringer nye økonomiske projekter eller varetager en opgave med relation til eksisterende økonomiske aktiviteter;

5.

understreger, at deleøkonomien også synes at rejse tvivl om traditionelle nationaløkonomiske modeller med en tydelig opdeling i forbrugere og producenter;

6.

mener, at deleøkonomien kan give grobund for en ny økonomisk identitet, hvor en person, som ikke ønsker at handle alene, i stedet for at stræbe efter at maksimere egne materielle interesser kæder sin økonomiske adfærd sammen med et engagement i fællesskabet, optræder på den offentlige — samfundsmæssige, økonomiske og politiske — scene og positionerer sig i forhold til andre for at tage vare på en almen, fælles interesse (dvs. den såkaldte »mulier activa«) (2);

7.

fremhæver behovet for at sondre mellem de forskellige former for deleøkonomi. De anvender alle samme sociale paradigme om at dele, deltage og samarbejde. Men alligevel er de meget forskellige. Der er grund til at udspecificere de former for deleøkonomi, der på den ene eller anden måde viderefører de samme sociale og økonomiske dynamikker, som de allerede eksisterende økonomiske modeller, og til at anvende forskellige juridiske regelsæt for hver enkelt af dem. Sondringen mellem profit/nonprofit og den type virksomhed eller sammenslutning, der gennemfører deleøkonomiprojekter, samt — i henhold til fællesskabsretten — indvirkningen på den grænseoverskridende handel kan udgøre vigtige parametre til at skelne mellem de forskellige former for deleøkonomi og foreslå differentierede reguleringstilgange;

8.

peger på, at der i første omgang kan sondres mellem deleøkonomi i snæver forstand og samarbejdsorienterede former for deleøkonomi ved at forstå deltagelse og samarbejde som ekstra lag af det at dele. Der kan således foretages en skelnen mellem deleøkonomiinitiativer, der skaber og klart sondrer mellem forskellige typer af brugere (forbruger-bruger over for leverandør-bruger), og deleøkonomiinitiativer, der fremmer en peer-to-peer-tilgang, hvor hver eneste bruger samtidig kan være leverandør og forbruger, eller endda deltage i platformforvaltningen. Derudover kan styringsmodellen og kontrollen med den økonomiske transaktion tages i betragtning, således at der skelnes mellem de platforme, der udelukkende er et værktøj til kontaktskabelse mellem privatpersoner (som selvstændigt indgår aftale), og de platforme, hvor mellemmanden bibeholder kontrollen med transaktionen (3). Er der tale om yderligere samarbejde, kan det tyde på en tilgang til deleøkonomi, der er baseret på fælles faciliteter (4). Hvis de involverede aktører ikke blot deler en ressource, men medvirker til at skabe, producere eller gendanne en fælles ressource til gavn for en større gruppe, for fællesskabet, er der tale om samarbejde, om at forene kræfter for fælles faciliteter;

9.

mener, at der tegner sig konturerne af to hovedkategorier og fire former for deleøkonomi:

10.

bemærker, at Kommissionen citerer en nylig undersøgelse (5) som vurderer, at deleøkonomien har potentiale til at øge de samlede indtægter fra omkring 13 mia. EUR nu til 300 mia. EUR i 2025. Imidlertid mener Regionsudvalget, at væksten i deleøkonomien kun til dels bør betragtes som en revolution og/eller som en konsekvens af krisen. Nogle aspekter af deleøkonomien kan endda siges at udgøre en tilbagevenden (6) eller omstilling (7) af visse sektorer i den nuværende økonomiske model til gamle økonomiske traditioner og økonomiske modeller (f.eks. kooperativ økonomi, socialøkonomi, solidaritetsøkonomi, håndværksproduktion, fælles økonomi osv.) eller endda til ældgamle former for økonomisk udveksling (f.eks. naturaløkonomi) som alternativer til kapitalintensive former for markedsøkonomi;

11.

fremhæver, at teknologisk innovation spiller en afgørende rolle i udviklingen af deleøkonomien, eftersom de fleste initiativer benytter samarbejdsplatforme, hvorigennem varer og/eller tjenesteydelser handles/udveksles. Af den grund, og eftersom det er planen at etablere et digitalt indre marked, skal foranstaltningerne rettet mod at fjerne den digitale kløft optrappes;

12.

fremhæver, at i situationer, hvor nye deleøkonomibaserede tjenester udøver en aggressiv crowding out-effekt på traditionelle tjenester, bærer myndighederne på nationalt, regionalt eller lokalt niveau som oftest et betydeligt ansvar, idet:

13.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at deleøkonomien kan forbedre livskvaliteten, fremme vækst (navnlig i lokale økonomier) og mindske miljøvirkningerne. Den kan også skabe nye og gode kvalitetsjobs, reducere omkostninger og øge adgangen til og effektiviteten af visse varer og tjenesteydelser eller infrastruktur. Det er dog vigtigt, at tjenesteydelser udbudt i deleøkonomien ikke resulterer i skatteundgåelse og unfair konkurrence eller udgør en overtrædelse af lokale og regionale regler eller national og europæisk lovgivning. Også evaluering af alle de mulige positive og negative virkninger og fastlæggelse af de mål for den offentlige politik, som skal fremmes, bør være vigtige drivkræfter for et eventuelt lovgivningsinitiativ om deleøkonomien;

14.

mener, at der skal være garanti for fri markedsadgang for nye aktører. Deleøkonomiplatforme og -initiativers dataindsamling kan forårsage »ubalancer i økonomisk formåen«. Data er deleøkonomiens råmateriale og i nogle situationer skal de så vidt muligt være åbne kilder. Det er undertiden nødvendigt for at sænke adgangsbarriererne til deleøkonomien og muliggøre evaluering af virkningerne af deleøkonomiinitiativer og -projekter og fremme datastyret regulering på alle myndighedsniveauer. Platforme for deleøkonomi bør opfordres til at indbygge tekniske mekanismer i platformen, der kan forsyne lokale og regionale myndigheder med offentlige, relevante og ikkefølsomme eller strategiske data. EU og de nationale regeringer bør under alle omstændigheder hjælpe de lokale og regionale myndigheder med at udvikle indsamlingen af data. Desuden bør databeskyttelse være en af de vigtigste drivkræfter, og »mulier activa« bør kunne besidde ejendomsretten til egne data;

15.

påpeger, at en vigtig forudsætning i deleøkonomien er tillid og omdømmestyring (8). Tillid og omdømme skal derfor styres omhyggeligt og uafhængigt (f.eks. regulering, certificering, tredjepartsmægling). Der bør foretages flere analyser af, om effektiv selvregulering (9) blandt aktørerne i deleøkonomien er mulig. Peerevaluering kunne være garanti for tillid. Etablering af uafhængige organer, som leverer bedømmelser, og som de pågældende ideelt set ejer i fællesskab, er en politisk løsningsmodel, der bør være større fokus på. Der skal også foretages en evaluering af forsikringsdækningen. Under alle omstændigheder bør »portabilitet« af data og omdømme være et af de væsentligste politiske mål;

16.

understreger, at konsekvensanalyser af deleøkonomien ikke altid viser positive resultater, når det gælder miljøbeskyttelse, social samhørighed, lighed og social retfærdighed, fornuftig arealanvendelse og byforvaltning (10). Det bør også tages i betragtning, at kommercielle virksomheder undertiden misbruger deleøkonomiplatforme og samtidig ikke yder arbejdstagerne nogen social sikring, hvilket dels går ud over borgernes velfærd, dels har negative følger for regionernes og kommunernes budgetter. EU og de lokale og regionale myndigheder skal kun støtte og fremme udviklingen af de deleøkonomiinitiativer og -platforme, som har positive sociale, økonomiske og miljømæssige virkninger. Opbygning af fællesskaber, fælles eje og forvaltning af faciliteter i byer, inklusion, ikkeforskelsbehandling, udvikling af den lokale økonomi, iværksætterkultur blandt de unge, miljøbevidsthed og solidaritet mellem personer er de mål for den offentlige politik, som deleøkonomien bør fremme;

17.

mener, at aktører i deleøkonomien vil få den rigtige behandling, hvis arbejdsvilkårene for disse aktører i EU sættes i samme rammer som vilkårene for »lønmodtagere«. På en baggrund af stadig mere »fleksibel« økonomisk udveksling kan deleøkonomien potentielt være ødelæggende for arbejdsmarkedsforholdene. Deleøkonomiens indvirkning på den enkeltes økonomiske sikkerhed og sociale velfærd skal undersøges nøje. Kommissionen må i samarbejde med medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og i givet fald de lokale og regionale myndigheder foretage en indgående analyse af beskæftigelses- og arbejdsvilkårene for arbejdstagere i deleøkonomien for at finde ud af, om der er behov for regulering på området. Deleøkonomien kan skabe en ny social klasse, den kollaborative klasse, som har behov for sociale og økonomiske beskyttelsesforanstaltninger;

18.

fremhæver, at al regulering vedrørende karteller, det indre marked og skatter og afgifter samt forbrugerbeskyttelsesregler i princippet bør gælde i deleøkonomien på samme vis som i alle andre økonomiske sektorer. Deleøkonomiinitiativer bør ikke kunne bruge delemodellen til at ødelægge eksisterende markeder ved at sigte mod en besparelsesstrategi, der er baseret på at undgå de reguleringsrelaterede omkostninger ved lignende tjenester og produkter, som ikke ydes via platforme. Udvalget mener dog, at reguleringen af allerede eksisterende markeder regelmæssigt bør undersøges, således at evnen til at integrere en fortløbende innovationsproces kan verificeres. Deleøkonomien kunne bl.a. omfattes af debatten om den cirkulære økonomi og det digitale indre marked. Samtidig bør Kommissionen og medlemsstaterne sikre en koordineret tilgang til regulering af deleøkonomien på EU-niveau, idet der er behov for en europæisk tilgang for at styrke det indre marked og gøre det nemt at udbrede vellykkede deleøkonomiinitiativer over grænserne. I alle andre tilfælde bør beføjelsen til at regulere forblive hos de nationale, regionale eller lokale regeringer i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

19.

bemærker, at Kommissionen behandlede spørgsmålet om deleøkonomi flygtigt i »En strategi for et digitalt indre marked i EU« (COM(2015) 192), men hilser det velkommen, at Kommissionen i sin meddelelse »Opgradering af det indre marked« forpligter sig til at udarbejde en EU-dagsorden for den kollaborative økonomi eller deleøkonomien, udstede retningslinjer for, hvordan eksisterende lovgivning — herunder tjenesteydelsesdirektivet, direktivet om elektronisk handel og forbrugerlovgivning som f.eks. direktivet om urimelig handelspraksis, direktivet om urimelige kontraktvilkår og forbrugerrettighedsdirektivet — finder anvendelse på den kollaborative økonomi, og undersøge eventuelle juridiske tomrum. Udvalget understreger, at det er parat til at spille en aktiv rolle i udviklingen af denne dagsorden og foreslår et tættere samarbejde med EU-institutionerne på dette område;

20.

bemærker, at de sager, der vedrører deleøkonomi, behandles i flere generaldirektorater (GD'er) i Kommissionen (bl.a. CNECT, GROW, COMP, JUST, MOVE, TAXUD, EMPL, REGIO og TRADE), og at der er behov for at sikre koordinering mellem Kommissionens tjenestegrene; foreslår derfor, at Kommissionen nedsætter en arbejdsgruppe for koordinering mellem GD'er, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende deleøkonomi;

21.

bifalder Kommissionens hensigt om ved udgangen af september 2015 at indlede en offentlig høring om mulige europæiske reguleringstilgange i forbindelse med deleøkonomi;

22.

mener, at der er behov for en sektorspecifik EU-regulering af deleøkonomiens kommercielle aspekt for at skabe retssikkerhed for de berørte operatører og lige konkurrencevilkår, især på beskatningsområdet;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamenter for, at den kollaborative økonomi kan støtte og implementere principperne for den sociale økonomi (navnlig for så vidt angår principperne om solidaritet, demokrati og deltagelse samt samarbejde med lokalsamfundet);

24.

mener, at deleøkonomiinitiativerne på lokalt og regionalt niveau ud over at udvikle den lokale økonomi også kan blive instrumenter til fremme, pleje og genoprettelse af de såkaldt fælles goder som mobilitet, velfærd, bylandskab og miljø. I dette lys bør de offentlige myndigheders rolle være at skabe gunstige betingelser for konsolidering af et »kollaborativt institutionelt økosystem« (11). Med henblik derpå bør det være de lokale myndigheders opgave at skabe gunstige betingelser for og koordinere de forskellige deleøkonomiinitiativer, idet de bør udbrede de initiativer, som styrker deltagelses- og samarbejdsprocesser med »mulier activa«, er inklusive i såvel planlægnings-, forvaltnings- og leveringsfasen og er i overensstemmelse med principperne om gennemsigtighed, åbenhed og ansvarlighed;

25.

anser det også for vigtigt at overvåge, på hvilke områder deleøkonomien udvikles, og hvordan den påvirker de makroøkonomiske indikatorer, så den ikke udvikler sig til et skatteoptimeringssystem.

26.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at en sektorspecifik fremgangsmåde bør følges ved ethvert initiativ om fast regulering, og rækkevidden af et deleøkonomiinitiativ bør være et kriterium ved fastlæggelsen af de reguleringsmæssige rammer. EU-institutionerne og -lovgivningen bør sikre nogle solide rammer, institutionelle og juridiske retningslinjer og løbende adgang til ekspertbistand og anden hjælp, som er nødvendig til gennemførelsen;

27.

opfordrer imidlertid alle de EU-institutioner, der beskæftiger sig med deleøkonomi, til at anlægge en helhedsorienteret tilgang i deres behandling af deleøkonomien som et økonomisk, politisk og socialt fænomen og til at koordinere deres indsats med tanke på de store ændringer, som deleøkonomien kan medføre for de nuværende økonomiske systemer, ved hjælp af en vidtspændende offentlig politik og ved i et samarbejde at udforme en dagsorden for den offentlige politik for deleøkonomien;

28.

anbefaler, at en EU-dagsorden for deleøkonomien udgøres af følgende hovedelementer:

29.

mener, at mange af de sektorer, hvor deleøkonomien vinder frem, nogle gange indvirker forstyrrende på lokalt og regionalt niveau, og at det derfor bør gøres muligt, at de kan reguleres af de lokale og regionale myndigheder i overensstemmelse med princippet om lokal autonomi, så de lokale og regionale myndigheder har mulighed for at tilpasse deleøkonomiinitiaver og -projekter til de lokale forhold;

30.

insisterer på, at et reguleringsinitiativ om deleøkonomi ikke må være løsrevet fra en vision for by- og lokalforvaltning (13) og forvaltning af landdistrikter. Forsøg med kollaborativ og polycentrisk forvaltning i forskellige europæiske byer synes at være den mest velegnede ledsageforanstaltning og fremme en fornuftig og rimelig udvikling af deleøkonomiinitiativer. En kollaborativ/polycentisk tilgang til forvaltningen af deleøkonomien vil give grupper af borgere, foreninger, organisationer i den tredje sektor, fagforeninger, vidensinstitutioner, sociale virksomheder og nystartede virksomheder mulighed for at benytte åbne, ledige, forladte offentligt ejede rum og aktiver med inspiration fra nogle initiativer iværksat af lokale og regionale myndigheder (f.eks. Bolognas regulering om samarbejde om fælles faciliteter i byer (14)).