10.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/22

1.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at ansvaret for beskæftigelses- og socialpolitik primært ligger hos de nationale og regionale regeringer, at EU har koordinerende kompetence på dette område, og at ethvert EU-initiativ vedrørende europæiske lønstandarder skal være i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

2.

minder om, at en Eurobarometerundersøgelse af borgernes holdning til fattigdom viste, at langt de fleste (73 %) betragter fattigdom som et udbredt problem i deres land, og ønsker, at der øjeblikkeligt gribes ind over for problemet på nationalt (89 %) og EU-niveau (74 %) (1);

3.

slår fast, at arbejdstagernes ret til en rimelig løn, der sikrer dem og deres familier et tilfredsstillende leveniveau, er fastlagt i EU's socialpagt, som næsten alle EU's medlemsstater har accepteret;

4.

mener, at Den Europæiske Union vil få større demokratisk legitimitet, hvis de europæiske borgere forstår, at væksten fremmes, og der sker sociale fremskridt, når den beskæftigelsesmæssige og sociale dimension er fuldt integreret i den årlige cyklus for samordning af de økonomiske politikker (det europæiske semester);

5.

minder om, at EU har forpligtet sig til at opfylde FN's årtusindudviklingsmål samt målene i erklæringen om det andet FN-årti til udryddelse af fattigdom (2008-2017);

6.

konstaterer, at ILO-konventionen C94 om arbejdsklausuler i offentlige indkøbskontrakter for øjeblikket er bindende i ni EU-medlemsstater og finder frivillig anvendelse i andre. Dog bør eventuelle juridiske uoverensstemmelser mellem ILO C94 og EU-traktaterne klarlægges;

7.

noterer sig Europa-Parlamentets appeller vedrørende spørgsmålet om mindsteløn (2), herunder dets seneste opfordring til Kommissionen om »sammen med alle interessenter, at udforske alle muligheder for at styrke ØMU'en, forbedre dens modstandsdygtighed og gøre den mere gavnlig for vækst, beskæftigelse og stabilitet, kombineret med en social dimension med sigte på at bevare Europas sociale markedsøkonomi og respekten for forhandlingsretten, i henhold til hvilken koordineringen af de sociale politikker i medlemsstaterne vil blive sikret, herunder en mekanisme for minimumsløn eller -indkomst, som er specifik for og fastlægges af den enkelte medlemsstat« (3).

8.

Det Europæiske Regionsudvalg slår fast, at fattigdom og social udstødelse hindrer en værdig tilværelse og derfor undergraver borgernes grundlæggende rettigheder, og foreslår, at alle medlemsstater garanterer borgerne en værdig tilværelse — for eksempel ved at stille de tjenester til rådighed, som kræves for at sikre dem en anstændig levestandard — og at de fører en politik, især en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som giver garanti for en rimelig løn gennem hele arbejdslivet;

9.

betoner den hastende karakter af dette spørgsmål, i lyset af at fattigdommen og de sociale uligheder er blevet værre siden starten af den økonomiske krise i EU, og at de efterfølgende ensidige økonomiske stramninger har skærpet problemet: Antallet af mennesker, der er i fare for at blive ramt af fattigdom, er steget, og kvinder og børn er blevet særligt hårdt ramt;

10.

henleder opmærksomheden på, at det ser ud til, at Europa 2020-målet for fattigdomsbekæmpelse bliver umuligt at nå og må revideres, næste gang Europa 2020-processen tages op til revision, da antallet af mennesker i risiko for fattigdom steg fra 114 millioner i 2009 til 124 millioner i 2012 (4);

11.

hilser det velkommen, at de fleste af EU's medlemsstater har mindstelønsordninger, som enten er lovbestemte eller aftales under de kollektive overenskomstforhandlinger. Det er medlemsstaterne og/eller de nationale arbejdsmarkedsparter, der har kompetence vedrørende og ansvar for spørgsmål angående løndannelse. Arbejdsmarkedsparternes autonomi og ret til at indgå kollektive lønoverenskomster skal derfor respekteres fuldt ud;

12.

understreger, at mindstelønsordninger varierer betydeligt, og bemærker, at denne grænse i nogle lande er fastlagt på under 50 % af medianlønnen (5), og at fattigdom hos personer i arbejde også er et stigende problem;

13.

anerkender overenskomstforhandlingernes nøglerolle i at fastlægge mindstelønninger, men påpeger, at der i mange sektorer og for mange SMV'er ikke findes sektoraftaler, og som en konsekvens heraf gælder bestemmelserne ikke for mange arbejdstagere. Udvalget opfordrer de nationale arbejdsmarkedsparter til at styrke den sociale dialog på nationalt, regionalt og lokalt niveau;

14.

insisterer derfor på, at medlemsstaterne bør tilskyndes til at indføre en vejledende rimelig løn ved at bruge 60 % af medianlønnen som benchmark og basere den på referencebudgetter (6), der udgøres af en pakke af varer og tjenesteydelser, som en person har behov for til at leve på et anstændigt niveau, samt et sæt af rimelige arbejds- og ansættelsesvilkår; Ifølge en nylig undersøgelse foretaget af Eurofound (7) — på basis af tal fra 2010 — vil en hypotetisk mindsteløn på 60 % af den nationale medianløn komme rundt regnet 16 % af alle arbejdstagere i EU til gode;

15.

henleder opmærksomheden på arbejdet i det europæiske referencebudgetnetværk for at udvikle en fælles metode til opstilling af referencebudgetter i Europa, så indholdet, herunder fødevarekurven, bliver sammenlignelig medlemsstaterne imellem;

16.

understreger det forhold, at den private gældsætning, som i 2014 i euroområdet var på 126 % af BNP mod en offentlig gæld på 92 %, er en faktor, som forværrer en situation med lavt forbrug og faldende investeringer. Udvalget mener i denne forbindelse, at rimelige lønstrukturer er vigtige økonomiske stabilisatorer og et centralt værktøj til at øge den ikkeprisbaserede konkurrenceevne, derved at de fungerer som betydelige drivkræfter for økonomisk vækst og medvirker til at hindre stagnation. Desuden bør man med henblik på sikring af husstandsindkomsterne overveje indførelsen af en forvaltningsprocedure for overdreven gældsætning på EU-niveau, hvorunder bl.a. betingelserne for tvangsauktioner fastsættes;

17.

gør gældende, at en rimelig løn betyder, at den offentlige sektor kun skal yde lille eller slet ingen støtte til personer i fuldtidsarbejde i form af tilskud eller skattefradrag, hvilket potentielt kunne gøre det nemmere for medlemsstaterne at opfylde deres skattemæssige forpligtelser;

18.

mener, at der er behov for at se på mindstelønsbestemmelser i sammenhæng med beskæftigelsesvilkår, ikke mindst når der er tale om særlige, fleksible ordninger;

19.

gør gældende, at en rimelig løn tillige med rimelige arbejds- og ansættelsesvilkår samt den fornødne sociale sikring er nogle af forudsætningerne for fair konkurrence mellem EU's medlemsstater, således at de ikke underbyder hinanden i et »kapløb mod bunden« og i form af »social dumping«;

20.

understreger, at dette spørgsmål er særligt vigtigt i lyset af direktivet om udstationerede arbejdstagere og de efterfølgende domme fra EU-Domstolen, som har betydet, at virksomheder ikke er tvunget til at overholde sektoraftaler om mindstelønninger, der ikke er erklæret som generelt gældende (8);

21.

henstiller til de nationale og regionale myndigheder, at de anvender håndhævelsesdirektivet om udstationering af arbejdstagere fuldt ud. I denne forbindelse afventer udvalget med interesse Kommissionens bebudede revision af den gældende lovgivning for udstationerede arbejdstagere, der har til sigte at bekæmpe social dumping og sikre, at samme arbejde samme sted aflønnes på samme måde i hele EU;

22.

mener, at den fortsatte debat på området bl.a. kan baseres på EUF-traktatens artikel 9 og 156, og at den, for at sikre at principperne om nærhed og proportionalitet respekteres, bør foregå via bløde processer såsom den åbne koordinationsmetode og som led i det europæiske semester, hvor lønspørgsmål allerede har været taget op;

23.

hævder endvidere, at rimelige lønninger som en økonomisk faktor også kan omhandles i de landespecifikke henstillinger, som allerede omfatter løndannelse på arbejdsmarkedet og også omhandler løntilbageholdenhed;

24.

erkender, at mindstelønnen varierer betydeligt mellem de medlemsstater, der har en mindsteløn. Det understreger, at rimelige lønninger, som er passende for den enkelte medlemsstat, og som den enkelte medlemsstat selv har vedtaget enten ved lov eller via overenskomstforhandlinger, og som under alle omstændigheder fuldt ud respekterer landets traditioner og praksis, kunne bidrage til opfyldelsen af Europa 2020-målet om at få 20 millioner mennesker ud af fattigdom og social udstødelse;

25.

er af den opfattelse, at rimelige lønninger ville kunne medvirke til at tackle den uacceptabelt store ulighed i Europa, der er en kilde til bekymring for den sociale samhørighed, et politisk anliggende og en risiko for EU's fremtidige vækstpotentiale;

26.

påpeger, at der findes gode eksempler i medlemsstater, hvor lavtlønnede udgør en lille andel af antallet af beskæftigede. I tre af dem, Sverige, Danmark og Italien, findes der ingen lovfæstet mindsteløn eller almengyldighed af overenskomster, men løndannelsen fungerer fint på basis af traditioner og praksis (9).

27.

Det Europæiske Regionsudvalg tilskynder de lokale og regionale myndigheder i EU til, at de foregår med et godt eksempel i deres egenskab af arbejdsgivere og arbejder for at sikre gode vilkår for deres ansatte, og opfordrer til udveksling af bedste praksis på EU-niveau;

28.

glæder sig endvidere over, at nogle offentlige myndigheder på lokalt og regionalt niveau har anvendt deres indkøbspolitik til at tilskynde til og kræve, at deres leverandører betaler rimelige lønninger til deres ansatte. Med henblik herpå bemærker udvalget med tilfredshed, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud, der træder i kraft i april 2016, eksplicit fastslår, at anvendelsen af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagerne, ikke bør hindres (betragtning 37). Direktivet fastsætter endvidere, at de ordregivende myndigheder ikke må anvende pris alene eller omkostninger alene som det eneste tildelingskriterium for offentlige kontrakter (artikel 67). Desuden glæder udvalget sig over Domstolens dom i sag C-115/14 (af 17. november 2015), hvori det fastsættes, at EU-retten ikke er til hinder for, at tilbudsgivere, som nægter at forpligte sig til at betale de pågældende ansatte en mindsteløn, udelukkes fra deltagelse i udbudsproceduren (10).