24.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 399/61

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 43,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, særligt artikel 7, stk. 2, samt artikel 9 og 10,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0328/2015),

A.

der henviser til, at fiskebestandenes bæredygtighed er en uomgængelig forudsætning for fiskerierhvervets fremtid;

B.

der henviser til, at der siden 2009 ikke har været noget videre fremskridt i lovgivningsforslagene vedrørende både tekniske foranstaltninger og flerårige planer, hvilket dels skyldes spændinger mellem EU-institutionerne vedrørende deres respektive beslutningsbeføjelser i henhold til artikel 43 i TEUF, for så vidt angår Kommissionens forslag om de flerårige planer, og dels vanskeligheder med at bringe lovgivningen om tekniske foranstaltninger i overensstemmelse med Lissabontraktaten;

C.

der henviser til, at den fælles fiskeripolitik (FFP) (forordning (EU) nr. 1380/2013) bl.a. har til formål at genoprette populationer af de befiskede arter og opretholde dem over niveauer, der kan give den maksimalt bæredygtige fangst ved at anvende en økosystem- og selektivitetsbaseret tilgang; der henviser til, at tekniske foranstaltninger og flerårige planer er blandt de vigtigste redskaber til at nå dette mål;

D.

der henviser til, at landingsforpligtelsen og regionaliseringen var blandt de vigtigste ændringer, der blev indført med reformen af den fælles fiskeripolitik i 2013;

E.

der henviser til, at de tekniske foranstaltningers kompleksitet og heterogenitet samt den kendsgerning, at de er opsplittet på mange forskellige forskrifter, har bidraget til at vanskeliggøre gennemførelsen for fiskerne, hvilket risikerer at skabe mistillid blandt disse;

F.

der henviser til, at regionaliseringsprincippet omfatter høring af de rådgivende råd med det formål at bringe de interesserede parter tættere på beslutningsprocessen og bedre at kunne evaluere de mulige socioøkonomiske virkninger af beslutningerne;

G.

der henviser til, at de tekniske foranstaltningers kompleksitet og de vanskeligheder, der er forbundet med gennemførelsen heraf, samt manglen på konkrete positive resultater af den fælles fiskeripolitik og manglen på incitamenter har bidraget til at skabe mistillid blandt fiskerne;

H.

der henviser til, at revisionen af de tekniske foranstaltninger i overensstemmelse med den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning og under anvendelse af en økosystemtilgang bør have til formål at forbedre fiskeressourcernes og de marine ressourcers miljømæssige bæredygtighed på en måde, der er forenelig med sektorens socioøkonomiske levedygtighed;

I.

der henviser til, at opfyldelsen af den nye fælles fiskeripolitiks mål bl.a. kræver anvendelse af mere selektive fiskeredskaber og en mere selektiv praksis;

J.

der henviser til, at aktuelle innovationer, der forbedrer fiskeredskabernes selektivitet, ofte hæmmes af lovgivningen;

K.

der henviser til, at landingsforpligtelsen indebærer en radikal ændring af tilgangen til forvaltningen af fiskeriet, og især til fiskeriet efter demersale arter, og dermed til de tekniske foranstaltninger på vigtige områder såsom fangstsammensætning og maskestørrelse;

L.

der henviser til, at det er nødvendigt at lægge særlig vægt på betydningen af ikke-industrielt fiskeri for kystsamfundenes bæredygtighed, og navnlig i forbindelse med kvinders og børns rolle; der henviser til, at der i den fælles fiskeripolitik henvises til en differentieret ordning for småfiskeri i EU;

M.

der henviser til, at der er behov for en generel definition af begrebet ikke-industrielt fiskeri, i betragtning af den rolle, det spiller for at genskabe vore haves sundhed og for at bevare traditionelle og miljømæssigt bæredygtige praksis og erhverv;

N.

der henviser til, at det er nødvendigt med en definition af fælles grundprincipper for alle havområder ved hjælp af et rammedirektiv, der vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure i henhold til Lissabontraktaten, for at sikre gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks mål i hele EU, for at sikre lige vilkår for de forskellige operatører og for at lette gennemførelsen af og kontrollen med de tekniske foranstaltninger;

O.

der henviser til, at det ikke altid er nødvendigt med den almindelige lovgivningsprocedure i tilfælde af foranstaltninger, der træffes på regionalt niveau, eller som ofte ændres, eller som er baseret på standarder og mål, der fastsættes af de to lovgivere, men at den skal anvendes til vedtagelse af bestemmelser, der er fælles for alle havområder, og også til foranstaltninger, der indgår i specifikke forordningerne, eller som ikke forventes at blive ændret inden for en overskuelig fremtid;

P.

der henviser til, at regionaliseringen skal sikre, at de tekniske foranstaltninger tilpasses de specifikke forhold inden for de forskellige fiskeriformer og de forskellige havområder, således at der sikres fleksibilitet og skabes mulighed for at reagere hurtigt på nødssituationer; der henviser til, at regionaliseringen skal forenkle de tekniske foranstaltninger og gøre dem lettere at forstå, gennemføre og håndhæve; der henviser til, at vedtagelsen af tekniske foranstaltninger på regional basis bør følge den model, der er opnået enighed om mellem de to lovgivere som aftalt i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik;

Q.

der henviser til, at regionalisering kan bidrage til at forenkle bestemmelserne og gøre dem mere forståelige, hvilket vil blive hilst særdeles velkomment af fiskerisektoren og andre interesserede parter, især når de er inddraget i vedtagelsen af bestemmelserne;

R.

der henviser til, at regionalisering ikke bør give anledning til en renationalisering, idet dette ikke er foreneligt med den fælles fiskeripolitik, som EU er eneansvarlig for på grund af bestandenes fælles karakter;

S.

der henviser til, at vedtagelsen af tekniske foranstaltninger på regionalt grundlag bør følge den model, som de to lovgivere er blevet enige om inden for rammerne af den nye fælles fiskeripolitik, nemlig at Kommissionen vedtager delegerede retsakter på grundlag af fælles henstillinger fra de berørte medlemsstater, der opfylder de standarder og mål, som er fastsat af de to lovgivere, eller, hvis de berørte medlemsstater ikke fremsætter en fælles henstilling inden for den fastsatte tidsfrist, på Kommissionens eget initiativ; der imidlertid henviser til, at Europa-Parlamentet i henhold til Lissabontraktaten har ret til at gøre indsigelse mod delegerede retsakter;

T.

der henviser til, at revisionen af rammen for tekniske foranstaltninger bør være en anledning til at fortsætte overvejelserne om regionalisering og overveje alternativer til delegerede retsakter;

U.

der henviser til, at visse forslag til specifikke forordninger, der indeholder tekniske foranstaltninger (drivgarn, utilsigtede fangster af hvaler eller dybhavsfiskeri) har vist sig kontroversiel; der henviser til, at nogle forslag — såsom forslaget om fiskeri af dybhavsbestande i det nordøstlige Atlanterhav — har været blokeret i over tre år; der henviser til, at proceduren om drivgarnsfiskeri også er lammet; der henviser til, at en række specifikke forordninger om tekniske foranstaltninger er blevet forkastet af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er);

V.

der henviser til, at der i forbindelse med de tekniske foranstaltninger bør tages hensyn til fænomenet ulovligt fiskeri, som ofte ledsages af ulovlig anvendelse af fiskeredskaber, og foreslås en effektiv løsning på problemet med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri);

W.

der henviser til, at de tekniske foranstaltninger, der gælder for de enkelte EU-fiskeriområder, ikke altid er den tilpasset behovene i forbindelse med innovative aktiviteter og de forskellige lokale fiskeriformers behov; der henviser til, at fiskerne har brug for et sæt tekniske foranstaltninger, der er baseret på en regional tilgang, og som tager højde for de forskelligartede forhold i de enkelte havområder; der henviser til, at forvaltning af fiskebestandene på en bæredygtig måde er af afgørende betydning, og at det derfor er vigtigt, at lovgivningen forenkles, og at den kan tilpasses de faktiske lokale forhold; der henviser til, at det også er nødvendigt at tage behørigt hensyn til, at fiskeriområderne deles med tredjelande, hvis bestemmelser om bevarelse af fiskebestande adskiller sig meget fra Europas;

X.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at medlemsstaterne i europæisk farvand og især i Middelhavet træffer de nødvendige foranstaltninger og samarbejder om at identificere de borgere, der er ansvarlige for IUU-fiskeri, og dermed sikrer, at de lovbestemte sanktioner iværksættes, og at kontrollen om bord og på land strammes;

Y.

der henviser til, at de flerårige planer, der blev vedtaget mellem 2002 og 2009, ikke alle har været lige effektive; der henviser til, at nye flerårige planer vil blive vedtaget efter den fælles fiskeripolitiks nye bestemmelser;

Z.

der henviser til, at forhandlinger med tredjelande skal indgå som led i bestræbelserne for at skabe bæredygtighed;

AA.

der henviser til, at reformen af den fælles fiskeripolitik indførte en landingsforpligtelse og gav mulighed for fleksibilitet, undtagelser og finansiel bistand fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF);

AB.

der henviser til, at der kan forudses vanskeligheder ved gennemførelsen af forbuddet mod udsmid i de former for blandet fiskeri, der omfatter »choke species«;

AC.

der henviser til, at Europa-Parlamentet efter Lissabontraktaten er medlovgiver på fiskeriområdet, undtagen for så vidt angår de samlede tilladte fangstmængder (TACs) og kvoter;

AD.

der henviser til, at det har været umuligt at vedtage nogen flerårig plan siden 2009 på grund af blokeringen af forslagene i Rådet;

AE.

der henviser til, at de to lovgivere inden for rammerne af den interinstitutionelle arbejdsgruppe (»task force«) om flerårige programmer har anerkendt, at det er vigtigt at samarbejde om de flerårige planer for at finde praktiske løsninger, på trods af meningsforskelle med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget;

AF.

der henviser til, at de flerårige planer bør udgøre en solid og varig rammer for forvaltningen af fiskeriet og bør være baseret på den bedste og nyeste foreliggende videnskabelige og socioøkonomiske rådgivning, samt at de bør være fleksible nok til at kunne tilpasses udviklingen i bestandene og den årlige beslutningstagning om tildeling af fiskerimuligheder;

AG.

der henviser til, at der er fastlagt følgende fælles elementer i de fremtidige flerårige planer: en grænse for det maksimalt bæredygtige udbytte og en tidsplan til at nå den, et forebyggende referencepunkt til at udløse beskyttelsesforanstaltninger, et minimumsmål for biomasse, en mekanisme for tilpasning til uforudsete ændringer i den bedst tilgængelige videnskabelige rådgivning og en revisionsbestemmelse;

AH.

der henviser til, at de flerårige planer skal fastsætte et generelt mål, som det er muligt at nå i forvaltningsmæssig og videnskabelig henseende; der henviser til, at de bør omfatte langsigtede stabile udbytter i overensstemmelse med den bedst tilgængelige videnskabelige rådgivning, hvilket bør afspejles i årlige afgørelser om fiskerimuligheder fra Rådets side; der henviser til, at disse årlige afgørelser udelukkende må vedrøre tildelingen af fiskerimuligheder;

AI.

der henviser til, at Domstolens dom af 26. november 2014 i sag C-103/12 Europa-Parlamentet mod Rådet og sag C-165/12 Kommissionen mod Rådet, vedrørende tildeling af fiskerimuligheder i EU-farvande til fiskerfartøjer, der fører Den Bolivariske Republik Venezuelas flag, i den eksklusive økonomiske zone ud for Fransk Guyanas kyst, skaber præcedens ved at afklare indholdet af og grænserne for to forskellige retsgrundlag i artikel 43 i TEUF; der henviser til, at artikel 43, stk. 3, kun kan anvendes som retsgrundlag for tildeling af fiskerimuligheder i forbindelse med forordningerne om TAC og kvoter;

AJ.

der henviser til, at Domstolen den 1. december 2015 har afsagt dom i Forenede sager C-124/13 og C-125/13 Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen mod Rådet om forordning (EU) nr. 1243/2012 om ændring af den langsigtede plan for torskebestande; i denne sag bekræfter Domstolen, sådan som Parlamentet havde gjort gældende, at denne forordning i medfør af dens formål og indhold burde have været vedtaget på grundlag af artikel 43, stk. 2, i TEUF, under anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure med Parlamentet som medlovgiver, fordi denne forordning indebærer politiske valg, der har indflydelse på den flerårige plan, og som derfor er nødvendige for at nå målene i den fælles fiskeripolitik;

AK.

der henviser til, at de bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser i mangel af flerårige planer kan ændres ved hjælp af planer for udsmid, der vedtages af Kommissionen med delegerede retsakter på grundlag af henstillinger fra de berørte medlemsstater, eller hvis de berørte medlemsstater ikke indgiver en fælles henstilling inden for den fastsatte tid, på Kommissionens eget initiativ; understreger, at det er vigtigt både at beskytte ungfisk og at tage hensyn til den videnskabelige rådgivning, når der træffes afgørelse om de bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser;

AL.

der henviser til, at planerne for udsmid spiller en væsentlig rolle i betragtning af ændringerne i fangstmetoder og dermed med hensyn til fiskeridødeligheden og gydebiomassen — som begge dele er kvantificerbare mål i henhold til de flerårige planer — muligvis som følge af ændringerne i de bevaringsmæssige mindstestørrelser; der henviser til, at hvis mindstestørrelsen ændres ved hjælp af delegerede retsakter, vil de vigtigste parametre i de flerårige planer blive ændret uden om selve planerne.

AM.

der henviser til, at det var lovgivernes hensigt, at disse delegerede retsakter skulle være af overgangskarakter og under ingen omstændigheder kunne gælde for en periode på mere end tre år;

AN.

der henviser til, at de bevaringsmæssige mindstereferencestørrelser for én og samme art kan variere fra én zone til en anden for at tage hensyn til de forskellige arters og fiskeriformers specifikke karakter; der henviser til, at det altid så vidt muligt er ønskeligt at træffe horisontale afgørelser for alle zonerne med henblik på at lette kontrolopgaverne;

1.

mener, at der for at sikre gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik bør ske en forenkling af de fremtidige tekniske foranstaltninger med henblik på at fjerne alle modsigelser og/eller overlapninger, som skal indsættes i en klart struktureret retlig ramme og være baseret på solide videnskabelige data, som gennemgås af peerpaneler;

2.

anser det for nødvendigt at udarbejde en fuldstændig liste over alle de tekniske foranstaltninger, som er i kraft i øjeblikket, for dermed at få et bedre overblik over mulige forenklinger og ophævelser i forbindelse med fremtidige tekniske foranstaltninger;

3.

mener, at det er nødvendigt med en revision af de tekniske foranstaltninger i et forsøg på at gennemføre den fælles fiskeripolitiks mål, forbedre selektiviteten, minimere udsmid og fiskeriets indvirkning på miljøet, forenkle de gældende bestemmelser og styrke det videnskabelige grundlag;

4.

mener, at de tekniske foranstaltninger skal tilpasses de enkelte fiskeriformers og de enkelte regioners specifikke behov, hvilket vil sikre, at den berørte sektor i højere grad overholder bestemmelserne;

5.

fastholder, at forenklingen og regionaliseringen af tekniske foranstaltninger altid bør være forenelig med det egentlige formål med forordningen om tekniske foranstaltninger, som er at minimere uønskede fangster og indvirkningerne på havmiljøet;

6.

mener, at det for at lette gennemførelsen af bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik og forbedre fiskerisektorens og andre involverede parters accept og overholdelse heraf er nødvendigt, at fiskerne i større omfang inddrages i beslutningstagningen, specielt i de regionale rådgivende råd, samt at de får incitamenter såsom støtte via EHFF og andre instrumenter til innovation, uddannelse, udstyr og anvendelse af mere selektive fiskeredskaber;

7.

mener, at den nye lovgivningsmæssige ramme vil fremme yderligere anvendelse af innovative fiskeredskaber, for hvilke det er videnskabeligt bevist, at de øger selektiviteten og har mindre indvirkning på miljøet;

8.

mener, at innovation og forskning bør fremmes af hensyn til en effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitik, navnlig hvad angår landingen af udsmid, med henblik på at øge selektiviteten og modernisere fiskeredskaberne og kontrolteknikken;

9.

er af den opfattelse, at bæredygtig anvendelse af innovative fiskeredskaber, for hvilke det ved uafhængig videnskabelig forskning er bevist, at de øger selektiviteten, bør tillades uden restriktioner og unødige kvantitative begrænsninger og reguleres lovmæssigt, og — hvad angår yderligere forskning — fremmes finansielt;

10.

finder det nødvendigt at bibeholde den almindelige lovgivningsprocedure til vedtagelse af bestemmelser, der er fælles for alle havområder, herunder fastsættelse af standarder og mål for tekniske foranstaltninger, samt til tekniske foranstaltninger, der indgår i specifikke forordninger, eller som ikke forventes at blive ændret inden for en overskuelig fremtid, og mener, at den almindelige lovgivningsprocedure ikke altid er påkrævet til foranstaltninger, der vedtages på regionalt niveau, eller som muligvis vil blive genstand for hyppige ændringer; mener, at disse foranstaltninger bør evalueres regelmæssigt for at sikre, at de fortsat er relevante; mener, at en fornuftig anvendelse af delegerede retsakter kan imødekomme dette behov for fleksibilitet og tilpasningsevne; minder imidlertid om, at Europa-Parlamentet i henhold til traktaten har ret til at gøre indsigelse mod delegerede retsakter;

11.

anbefaler, at der fastlægges en klar, generel europæisk ramme for tekniske foranstaltninger med et begrænset antal tværgående hovedprincipper; mener, at alle bestemmelser, som ikke gælder for størstedelen af de europæiske farvande, ikke bør indgå i denne generelle ramme, men i stedet bør høre under regionaliseringen;

12.

mener, at alle foranstaltninger, der vedtages på regionalt plan, bør være i overensstemmelse med rammeforordningen om tekniske foranstaltninger og med målene i den fælles fiskeripolitik og havstrategirammedirektivet 2008/56/EF;

13.

mener, at bestemmelserne om de tekniske foranstaltninger bør fastsættes under passende anvendelse af regionaliseringsprocessen og baseres på fælles centraliserede bestemmelser og definitioner, herunder fælles mål og standarder til anvendelse i hele EU, bl.a. en liste over forbudte arter og fiskeredskaber, et sæt specifikke bestemmelser for de vigtigste havområder og et vist antal specifikke tekniske forskrifter, der alle skal vedtages med almindelige lovgivningsprocedure; bemærker, at regionalisering skal gælde for bestemmelser, der anvendes på regionalt niveau, eller på bestemmelser, der hyppigt ændres, og at den regelmæssigt bør revurderes;

14.

understreger, at den nye forordning om tekniske foranstaltninger skal være klart formuleret, hvilket vil kræve en stor indsats med hensyn til tydeliggøre sproget; anmoder derfor om, at de eksisterende forordninger om tekniske foranstaltninger, bl.a. Rådets forordning (EF) nr. 850/98 og (EF) nr. 1967/2006, først ophæves for at undgå for mange forordninger;

15.

minder om, at med hensyn til delegerede retsakter kan medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 18 i grundforordningen inden for en tidsfrist, som fastsættes i forordningen om tekniske foranstaltninger, forelægge Kommissionen henstillinger, og at Kommissionen ikke kan vedtage retsakter før udløbet af denne tidsfrist;

16.

mener, at det er nødvendigt at evaluere hensigtsmæssigheden og effektiviteten af specifikke forordninger, der er baseret på tekniske foranstaltninger, og hvilke samfundsøkonomiske konsekvenser de har for EU's fiskerflåder og lokalsamfundene, samtidig med at målene i den fælles fiskeripolitik og havstrategi-rammedirektivet respekteres;

17.

mener, at de tekniske foranstaltninger skal indeholde særlige bestemmelser om anvendelse af visse fiskeredskaber med henblik på at beskytte sårbare marine naturtyper og arter;

18.

mener, at de tekniske foranstaltninger skal sikre, at der ikke anvendes destruktive og ikke-selektive fiskeredskaber, og at der indføres et generelt forbud mod anvendelse af eksplosive og giftige stoffer;

19.

mener, at det er stærkt påkrævet at indføre et sammenhængende sæt af tekniske foranstaltninger for hvert af de havområder under hensyntagen til de enkelte områders særlige forhold, idet EU's afgørelser kan få stor indflydelse på genopretningen af fiskebestande og beskyttelsen af økosystemer og på den bæredygtige forvaltning af fælles fiskebestande;

20.

fastholder uanset landingsforpligtelsen, der har været i kraft siden 1. januar 2015, og som gradvis skal udvides til fiskebestande inden 2019, at bestemmelser om tekniske foranstaltninger skal være tilstrækkeligt fleksible til, i realtid, at kunne tilpasses til fremskridt i fiskeriet og til at give fiskerisektoren bedre muligheder for at gennemføre innovationer med hensyn til selektive fangstmetoder;

21.

mener, at landingsforpligtelsen udgør en grundlæggende ændring for fiskeriet, og at det derfor er nødvendigt at tilpasse de tekniske foranstaltninger for at sikre deres gennemførelse og fremme et mere selektivt fiskeri; anbefaler i den forbindelse følgende tre foranstaltninger:

22.

bemærker de vanskeligheder, der opstår som følge af, at der på samme tid findes handelsnormer som fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 2406/96 og mindstefangststørrelser; anmoder om harmonisering heraf i den nye rammeforordning for tekniske foranstaltninger;

23.

mener, at en gennemgang af de tekniske foranstaltninger bør tage hensyn til disses indvirkning på bevarelsen af biologiske ressourcer, havmiljøet, driftsomkostninger i fiskeriet og rentabiliteten i social og beskæftigelsesmæssig henseende;

24.

mener, at det bevaringsmæssige mål for de tekniske foranstaltninger kan nås mere effektivt ved hjælp af foranstaltninger, der tager sigte på at forbedre styringen af udbud og efterspørgsel med bistand fra producentorganisationer;

25.

mener, at utilsigtet ikke-industrielt fiskeri i medlemsstaternes og regionernes indre farvande ikke skal være omfattet af TAC;

26.

mener, at de flerårige planer spiller en afgørende rolle for bevarelsen af fiskebestandene i henhold til den fælles fiskeripolitik, fordi de er det mest velegnede instrument til at vedtage og anvende specifikke tekniske foranstaltninger for de forskellige fiskeriformer;

27.

mener, at de to lovgivere skal fortsætter deres bestræbelser på at nå til enighed om de flerårige planer med hensyn til institutionelle kompetencer i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde og på grundlag af den relevante retspraksis;

28.

mener, at de flerårige planer bør udgøre en solid og varig rammer for forvaltningen af fiskeriet og bør være baseret på de bedste og nyeste foreliggende videnskabelige og socioøkonomiske resultater som anerkendt af peerpaneler, idet de tilpasses udviklingen i bestandene og giver fleksibilitet i Rådets årlige afgørelser om tildeling af fiskerimuligheder; mener, at disse årlige afgørelser kun må vedrøre tildelingen af fiskerimuligheder, og at store udsving i disse så vidt muligt skal undgås;

29.

fastholder, at der skal gøres fremskridt med hensyn til de fremtidige flerårige planer, således at de genopretter og opretholder bestandene på niveauer over dem, der kan give det maksimalt bæredygtige udbytte, herunder med en forud fastlagt tidsplan, et bevarelsesreferencepunkt, der udløser beskyttelsesforanstaltninger, en mekanisme for tilpasning til ændringer i den videnskabelige rådgivning samt en revisionsbestemmelse;

30.

der henviser til, at det, for at undgå problemer som følge af landingsforpligtelsen i forbindelse med blandet fiskeri, er nødvendigt at forbedre selektiviteten og minimere uønskede fangster; mener, at det vil være tilrådeligt at finde en måde til at anvende muligheden for at træffe fleksible foranstaltninger og bruge de videnskabeligt opstillede intervaller for fiskeridødelighed til at fastsætte TACs;

31.

bekræfter på ny, at det er nødvendigt at øge de interesserede parters deltagelse i udformningen og udviklingen af flerårige planer ved hjælp af de rådgivende råd og i alle afgørelser vedrørende regionaliseringen;

32.

mener, at Parlamentet bør kontrollere delegerede retsakter om planer for udsmid med særlig opmærksomhed og forbeholde sig ret til at gøre indsigelse, hvis det finder det nødvendigt;

33.

mener, at den midlertidige gyldighed for de delegerede retsakter i forbindelse med planerne for udsmid, herunder ændringer af de bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelser, ikke under nogen omstændigheder må overskride en grænse på tre år, idet de i givet fald bør erstattes med en flerårig plan, og at de flerårige planer derfor bør vedtages hurtigst muligt;

34.

mener, at afgørelserne om bevaringsmæssige mindstereferencestørrelser inden for rammerne af regionaliseringen bør baseres på videnskabelig rådgivning for hver enkelt art; understreger, at det er nødvendigt at undgå uregelmæssigheder eller svig i markedsføringen af varerne, der kunne bringe funktionen af det indre marked i fare;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.