17.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 349/37

—

der henviser til andragende 626/2011 og 15 andre om realkreditlovgivningen i Spanien (179/2012, 644/2012, 783/2012, 1669/2012, 0996/2013, 1345/2013, 1249/2013, 1436/2013, 1705/2013, 1736/2013, 2120/2013, 2159/2013, 2440/2013, 2563/2013 og 2610/2013),

—

der henviser til andragende 513/2012 og 21 andre om risikable finansielle instrumenter i Spanien (548/2012, 676/2012, 677/2012, 785/2012, 788/2012, 949/2012, 1044/2012, 1247/2012, 1343/2012, 1498/2012, 1662/2012, 1761/2012, 1851/2012, 1864/2012, 169/2013, 171/2013, 2206/2013, 2215/2013, 2228/2013, 2243/2013 og 2274/2013),

—

der henviser til forhandlingerne i Udvalget for Andragender med de involverede andragere, senest den 16. april 2015,

—

der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentet og af Rådets direktiv 2014/65/EU af den 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og 2011/61/EU (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (3),

—

der henviser til Kommissionens redegørelse — i den fælles drøftelse af 19. maj 2015 om insolvensprocedurer — om gennemgang og udvidelse af Kommissionens henstilling af 12. marts 2014 om en ny tilgang til virksomheders konkurs og insolvens, hvad angår familieinsolvens og en ny chance for enkeltpersoner og husstande,

—

der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union (4),

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om realkreditlovgivningen og risikable finansielle instrumenter i Spanien, på grundlag af modtagne andragender (O-000088/2015 — B8-0755/2015),

—

der henviser til Udvalget for Andragenders beslutningsforslag,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til de talrige modtagne andragender, som har sat fokus på tusindvis af tragiske personlige sager, hvor borgere helt eller delvist har mistet deres livsopsparing, og at disse andragender fremhæver de hindringer, som forbrugerne står over, når de ønsker at få nøjagtig og væsentlig information om finansielle instrumenter;

B.

der henviser til, at civilsamfundsorganisationer i Spanien har protesteret mod hundredtusinder af udsættelser, urimelige vilkår i realkreditaftaler og manglende beskyttelse af låntagere; der henviser til, at der ifølge en af disse organisationer (Plataforma de Afectados por la Hipoteca, PAH) har været 19 261 udsættelser i Spanien i løbet af første kvartal 2015 (6 % mere sammenlignet med første kvartal 2014); der henviser til, at PAH anslår, at der har været mere end 397 954 udsættelser i Spanien siden 2008; der henviser til, at mere end 100 000 husholdninger har mistet deres hjem;

C.

der henviser til, at krisens indvirkning har forværret situationen for de udsatte familier, som stadig skal betale af på deres gæld og den stigende rente på gælden; der henviser til, at den spanske regering introducerede muligheden for »datio in solutum« som en ekstraordinær foranstaltning i lov 6/2012; der henviser, at »datio in solutum« ifølge officielle data fra andet kvartal 2014 kun er blevet godkendt i 1 467 af 11 407 ansøgninger eller 12,86 % af det samlede antal;

D.

der henviser til, at nationale og europæiske domstole har påpeget et antal urimelige klausuler og praksis i den spanske realkreditsektor (se Domstolens domme C-243/08 Pannon GSM; C-618/10, Banco Español de Crédito og C-415/11 Catalunyacaixa), som burde have været blevet forhindret af direktiverne 93/13/EØF, 2004/39/EF og 2005/29/EF, hvis disse direktiver fuldt ud havde været omsat og gennemført i Spanien;

E.

der henviser til, at direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (realkreditdirektivet) vil finde anvendelse på realkreditaftaler, der eksisterer efter den 21. marts 2016, og vil forpligte kreditorer til at informere forbrugerne om hovedtrækkene ved kreditaftalen;

F.

der henviser til, at de spanske myndigheder som resultat af Aziz-dommen (sag C-415/11) med en hasteprocedure vedtog lov 1/2013 af 14. maj 2013 om foranstaltninger til øget beskyttelse af realkreditdebitorer, gældsomlægning og socialt boligbyggeri (Ley 1/2013 de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de la deuda y alquiler social);

G.

der henviser til, at de spanske myndigheder som resultat af dommen i sag C-169/14 ændrede den nationale klageordning på kreditområdet ved hjælp af en afsluttende bestemmelse i lov 9/2015 af 25. maj 2015 om hasteforanstaltninger i konkurssager (Ley 9/2015 de medidas urgentes en material concursal), for at bringe den i overensstemmelse med direktiv 93/13/EØF;

H.

der henviser til, at det spanske parlament har vedtaget et »kodeks for god praksis for en bæredygtig gældsomlægning i forbindelse med realkreditlån i fast ejendom til beboelse«, der som oftest er blevet ignoreret af finansielle organer på grund af dets frivillige status og har haft meget begrænsede resultater med hensyn til at undgå udsættelser, tilskynde »datio in solutum«, idet berettigelseskravene udelukker mere end 80 % af de berørte;

I.

der henviser til, at forbrugerne i mange tilfælde ikke var blevet behørigt informeret af bankerne om omfanget af risikoen i forbindelse med de foreslåede investeringer, og der henviser til, at bankerne i sådanne tilfælde heller ikke foretog passende tests til at afgøre, om kunderne havde tilstrækkelig viden til at kunne forstå de finansielle risici, som de udsatte sig for; der henviser til, at mange af de berørte borgere er ældre mennesker, der har investeret deres livsopsparinger i, hvad de fik fortalt, var risikofri investeringer;

J.

der henviser til, at det skønnes, at 700 000 spanske borgere i løbet af de seneste få år har været ofre for finansiel svig, eftersom de i ond tro fik solgt risikable finansielle instrumenter af deres banker, uden at være blevet behørigt informeret om omfanget af risiciene og de faktiske konsekvenser af ikke at have adgang til deres opsparinger;

K.

der henviser til, at den voldgiftsmekanisme, der blev indført af de spanske myndigheder, er blevet afvist af mange af ofrene for finansiel svig;

L.

der henviser til, at direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID) (direktiv 2004/39/EF) regulerer investeringsselskabers og kreditinstitutters investeringsservice i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder præferenceaktier (»preferentes«); der henviser til, at artikel 19 i MiFID indeholder forpligtelser for de erhvervsdrivende ved ydelse af investeringsservice til kunder;

1.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere implementeringen af dommen i sag C-415 (Aziz) og direktiv 93/13/EØF om realkreditlovgivningen for at garantere fuld overholdelse fra de nationale myndigheders side;

2.

opfordrer de finansielle enheder i Unionen til at afholde sig fra bedragerisk adfærd over for kunder i forbindelse med realkredit, avancerede finansielle produkter og kreditkort, herunder pålæggelse af alt for høje renter og gebyrer og arbitrært ophør af en tjeneste;

3.

opfordrer de finansielle enheder overalt i Unionen til at undgå at ty til udsættelse af familier fra deres eneste bolig og i stedet engagere sig i gældsomlægning;

4.

opfodrer den spanske regering til at gøre brug af de instrumenter, den har til rådighed, for at finde en samlet løsning for drastisk at reducere det uacceptable antal udsættelser;

5.

opfordrer Kommissionen til nøje at følge gennemførelsen af direktiv 2014/17/EU i alle medlemsstater om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (realkreditdirektivet);

6.

opfordrer Kommissionen til at videreformidle visse medlemsstaters bedste praksis med anvendelsen af »datio in solutum« og til at vurdere dennes indvirkning på forbrugerne og på branchen;

7.

advarer Kommissionen om den tvivl, som EU's generaladvokat udtrykte vedrørende lovligheden af de foranstaltninger, der blev indført af den spanske regering for at løse de overtrædelser, som blev fordømt af Domstolen den 14. marts 2013, og forhindre urimelig praksis i realkreditsektoren;

8.

opfordrer Kommissionen til nøje at kontrollere, at den spanske regering faktisk gennemfører de nye foranstaltninger for at kunne løse eksisterende problemer og for at forebygge urimelig bank- og handelspraksis;

9.

opfordrer Kommissionen til at lancere informationskampagner om finansielle produkter og til at forstærke den finansielle forståelse gennem uddannelse for at kunne sikre, at EU-borgere bliver bedre informeret om de risici, der er i forbindelse med at benytte sig af finansielle produkter;

10.

opfordrer Kommissionen til at videreformidle bedste praksis, der styrker beskyttelsen af borgere med finansielle problemer; mener, at undervisning i grundlæggende finansiel viden bør anses for et ekstra redskab til at undgå konsekvenserne af overdreven gældsætning;

11.

opfordrer Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Den Europæiske Centralbank (ECB) til at udarbejde en kampagne om bedste praksis for at tilskynde bankerne og deres personale til at give klar, forståelig og korrekt information; understreger, at forbrugere har brug for at foretage en informeret beslutning baseret på en fuld forståelse af de risici, som de kan blive udsat for, og at handlere og banker ikke må vildlede forbrugere;

12.

opfordrer EBA og ECB, for at bevare styrken af EU’s finansielle sektor til at tage yderligere skridt til at kræve, at bankerne holder eventuelt risikable handelsaktiviteter adskilt fra deres indlånsvirksomhed, hvis sådanne aktiviteter udgør en risiko for den finansielle stabilitet;

13.

opfordrer Kommissionen og ECB til at evaluere den spanske voldgiftsmekanisme, som er oprettet for de borgere, der er ofre for finansiel svig;

14.

opfordrer Kommissionen til at overvåge den korrekte gennemførelse og anvendelse af EU-lovgivningen i Spanien i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder præferenceaktier;

15.

opfordrer Kommissionen til at følge op på de modtagne klager og til at foretage de nødvendige undersøgelser;

16.

anmoder Kommissionen om at forelægge et lovforslag om familieinsolvens;

17.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til den spanske regering, Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.