21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/27

—

der henviser til forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (COM(2013)0534),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (1),

—

der henviser til forslag til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (2),

—

der henviser til forslag til forordning om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) (COM(2013)0535),

—

der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, artikel 2, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Rådets resolution af 30. november 2009 om en køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 86, 218, 263, 265, 267, 268 og 340,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 3,

—

der henviser til interimsbetænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og til udtalelser fra Retsudvalget (A8-0055/2015),

A.

der henviser til, at der på grundlag af data indsamlet og analyseret af Kommissionen er blevet påvist mistanke om svig til skade for Unionens finansielle interesser for gennemsnitligt ca. 500 mio. EUR årligt, selv om der er god grund til at tro, at ca. 3 mia. EUR om året er i risiko for svig;

B.

der henviser til, at der rejses tiltale i relativt få sager — ca. 31 % i en periode på otte år fra 2006 til 2013 — i forhold til antallet af henstillinger om retslige foranstaltninger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) til medlemsstaterne, og at et af formålene med den europæiske anklagemyndighed er at råde bod herpå;

C.

der henviser til, at visse medlemsstater måske er mindre effektive, når det drejer sig om at opdage og retsforfølge svig, der skader EU's finansielle interesser, og derved skader skatteyderne i alle medlemsstaterne, der bidrager til EU-budgettet;

D.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 12. marts 2014 anmodede Rådet om i vid udstrækning at inddrage Parlamentet i lovgivningsarbejdet ved at holde det konstant underrettet og løbende høre det;

E.

der henviser til, at de forskellige jurisdiktioner, retstraditioner, retshåndhævelsessystemer og retssystemer i medlemsstaterne ikke bør hindre eller underminere bekæmpelsen af svig og kriminalitet, der skader Unionens finansielle interesser;

F.

der henviser til, at terrorisme også finansieres af den organiserede kriminalitet, idet kriminelle grupper skaffer midler gennem svig;

G.

der henviser til, at artikel 86 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver mulighed for at udvide den europæiske anklagemyndigheds beføjelser til at omfatte bekæmpelse af grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension; denne mulighed vil kunne indgå i Rådets overvejelser, når den europæiske anklagemyndighed er oprettet og fungerer godt;

1.

bekræfter sin stærke vilje til at tage fat på prioriteterne for oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed og få fastlagt, ud fra hvilke principper og under hvilke betingelser det kan give sin godkendelse;

2.

gentager indholdet af sin tidligere interimsbetænkning vedtaget i beslutning af 12. marts 2014 og forsøger at supplere og opdatere det efter den seneste udvikling i Rådets drøftelser;

3.

opfordrer Rådet til at sikre gennemsigtighed og demokratisk legitimitet ved at holde Parlamentet fuldt underrettet og regelmæssigt høre det; opfordrer indtrængende Rådet til at tage behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter, da dette er en forudsætning for at sikre godkendelse af vedtagelsen af forordningen om oprettelse af den europæiske anklagemyndighed;

4.

minder om, at den europæiske anklagemyndighed bør have beføjelser vedrørende strafbare handlinger i forbindelse med svig rettet mod Unionens finansielle interesser; minder i denne forbindelse om, at de relevante strafbare handlinger skal fastlægges i forslaget til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Unionens finansielle interesser (BFI-direktivet); opfordrer Rådet til at genoptage sin indsats for at opnå enighed om BFI-direktivet med henblik på oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed, idet det anerkender de to lovgiveres fremskridt i forhandlingerne om vedtagelsen af direktivet;

5.

mener, at der er behov for en innovativ tilgang til efterforskning og retsforfølgelse af gerningsmændene til svig, der skader Unionens finansielle interesser, med henblik på at gøre bekæmpelsen af svig mere effektiv, få en større del af de tabte beløb tilbage og styrke skatteydernes tillid til EU-institutionerne;

6.

anser det for afgørende, at det sikres, at der inden for kort tid oprettes en fælles, stærk og uafhængig europæisk anklagemyndighed, som kan efterforske og retsforfølge gerningsmændene til strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, og mener, at eventuelle svagere løsninger vil være en omkostning for Unionens budget;

7.

understreger, at strukturen i en europæisk anklagemyndighed bør være fuldstændig uafhængig af nationale regeringer og EU-institutioner og beskyttet mod politisk indflydelse og pres; opfordrer derfor til åbenhed, objektivitet og gennemsigtighed i procedurerne for udvælgelse af den europæiske chefanklager, hans/hendes stedfortrædere, de europæiske anklagere og de europæiske delegerede anklagere; mener, at stillingen som europæisk anklager bør være en fuldtidsstilling for at forebygge interessekonflikter;

8.

understreger vigtigheden af, at Parlamentet bliver involveret i udnævnelsesprocedurerne for de europæiske anklagere, og foreslår en åben udvælgelsesprøve for kandidater, der opfylder de nødvendige kriterier om integritet, professionalisme, erfaring og færdigheder; mener, at de europæiske anklagere bør udnævnes af Rådet og Parlamentet efter fælles aftale på grundlag af en liste udarbejdet af Kommissionen efter en evaluering foretaget af et uafhængigt panel af eksperter, der udvælges blandt anerkendte dommere, anklagere og advokater; den europæiske chefanklager bør udpeges efter samme procedure efter høring i Parlamentet;

9.

mener, at medlemmerne af kollegiet bør afskediges på grundlag af afgørelse fra EU-Domstolen efter anmodning fra Rådet, Kommissionen, Parlamentet og/eller den europæiske chefanklager;

10.

understreger, at medlemsstaterne skal inddrage nationale selvstændige retsinstanser i procedurerne for udnævnelse af de europæiske delegerede anklagere i henhold til national lovgivning og praksis;

11.

glæder sig over bestemmelsen i Rådets tekst angående en årsberetning til EU-institutionerne med henblik på at sikre en løbende evaluering af det nye organs aktiviteter; opfordrer Rådet til at sikre, at årsberetningen bl.a. indeholder oplysninger om de nationale myndigheders vilje til at samarbejde med den europæiske anklagemyndighed;

12.

mener, at reglerne for kompetencefordelingen mellem den europæiske anklagemyndighed og de nationale myndigheder bør fastlægges klart for at undgå usikkerhed eller fejlfortolkninger i den operationelle fase: den europæiske anklagemyndighed bør have kompetence til at efterforske og retsforfølge lovovertrædelser, der udgør svig rettet mod Unionens finansielle interesser i henhold til direktivet om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Unionens finansielle interesser; den europæiske anklagemyndighed bør først beslutte, om den har kompetence, inden de nationale myndigheder indleder deres egne efterforskninger, for at undgå sideløbende efterforskninger, som er ineffektive;

13.

insisterer på, at de nationale myndigheder, der foretager efterforskning af lovovertrædelser, som kan henhøre under den europæiske anklagemyndigheds kompetence, bør være forpligtet til at underrette myndigheden om en sådan efterforskning; gentager, at det er nødvendigt, at den europæiske anklagemyndighed har ret til at overtage sådanne efterforskninger, hvis den beslutter, at det er hensigtsmæssigt for at sikre anklagemyndighedens uafhængighed og effektivitet;

14.

gentager, at den europæiske anklagemyndigheds beføjelser bør udstrækkes til at omfatte andre lovovertrædelser end dem, der skader Unionens finansielle interesser, når:

mener også, at det i tilfælde af uenighed mellem den europæiske anklagemyndighed og de retshåndhævende myndigheder om udøvelsen af kompetence er den europæiske anklagemyndighed, der på centralt plan bør afgøre, hvem der skal efterforske og retsforfølge; mener endvidere, at fastlæggelsen af kompetence i henhold til disse kriterier altid bør kunne underkastes domstolsprøvelse;

15.

finder det beklageligt, at medlemsstaterne undersøger muligheden af en kollegial struktur i stedet for den hierarkiske struktur, der oprindeligt blev foreslået af Kommissionen; mener i denne forbindelse, at afgørelsen om at retsforfølge, valget af den kompetente ret, afgørelsen om at omfordele eller henlægge en sag og afgørelsen om bødeforlæg alle bør træffes af afdelingerne på centralt plan;

16.

understreger, at afdelingerne bør spille en ledende rolle i efterforskningen og i retsforfølgningen og ikke blot begrænse deres aktiviteter til koordineringsfunktioner, men bør føre tilsyn med de europæiske delegerede anklageres arbejde på området;

17.

er bekymret over den automatiske forbindelse mellem en europæisk anklager i hovedkontoret og en sag indgivet i hans eller hendes medlemsstat, da dette kan føre til åbenlyse problemer med hensyn til anklagernes uafhængighed og en ligelig fordeling af sagerne;

18.

opfordrer derfor til en rationel organisering af myndighedens arbejdsbyrde på centralt plan; bemærker i denne forbindelse, at systemet for fordeling af sagerne blandt afdelingerne bør følge forudbestemte og objektive kriterier; foreslår også, at en særlig specialisering af afdelingerne kan overvejes på et senere tidspunkt;

19.

er overbevist om, at den nødvendige viden, erfaring og ekspertise i de nationale retshåndhævelsessystemer også vil blive sikret af den europæiske anklagemyndigheds personale i hovedkontoret;

20.

opfordrer lovgiveren til at sikre strømlinede procedurer for, at den europæiske anklagemyndighed kan få tilladelse til efterforskningsforanstaltninger i grænseoverskridende sager, i overensstemmelse med lovgivningen i de medlemsstater, hvor den pågældende foranstaltning gennemføres; minder om, at de to lovgivere aftalte kriterier for, at medlemsstaterne kan fremsætte anmodninger angående efterforskningsforanstaltninger på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse i direktiv 2014/41/EU vedrørende den europæiske efterforskningskendelse i straffesager; mener, at de samme kriterier bør finde anvendelse med hensyn til efterforskningsforanstaltninger, der skal godkendes af den europæiske anklagemyndighed, særlig med hensyn til grundene til afslag;

21.

opfordrer Rådet til at sikre anerkendelse af bevismidler indsamlet af den europæiske anklagemyndighed under fuld overholdelse af den relevante europæiske og nationale lovgivning i hele EU, da dette er afgørende for effektiviteten af retsforfølgningen, i henhold til artikel 6 i TEU, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention;

22.

gentager, at det er nødvendigt, at den europæiske anklagemyndighed tilvejebringer al relevant materiale såvel belastende som diskulperende; understreger desuden, at det er nødvendigt at tildele mistænkte og tiltalte i enhver efterforskning, som den europæiske anklagemyndighed foretager, visse rettigheder vedrørende bevismidler, særlig:

23.

mener, at da der kan være flere forskellige jurisdiktioner for grænseoverskridende lovovertrædelser, der henhører under den europæiske anklagemyndigheds kompetence, er det vigtigt at sikre, at de europæiske anklagere, de europæiske delegerede anklagere og de nationale retsforfølgelsesmyndigheder til fulde overholder princippet om ne bis in idem med hensyn til retsforfølgelse af lovovertrædelser, der henhører under den europæiske anklagemyndigheds kompetence;

24.

bekræfter, at retten til domstolsprøvelse konsekvent bør opretholdes under den europæiske anklagemyndigheds aktiviteter, og anerkender også nødvendigheden af, at den europæiske anklagemyndighed kan arbejde effektivt; mener derfor, at enhver afgørelse truffet af den europæiske anklagemyndighed bør kunne prøves ved den kompetente domstol; understreger, at afgørelser truffet af afdelingerne, såsom valget af jurisdiktion for retsforfølgelse, henlæggelse eller omfordeling af en sag eller et bødeforlæg, bør kunne underkastes domstolsprøvelse ved EU-domstolene;

25.

mener, at den europæiske anklagemyndighed i forbindelse med domstolsprøvelse af alle efterforskningsmæssige og andre proceduremæssige foranstaltninger, den træffer som led i sin funktion som anklager, bør betragtes som en national myndighed ved de kompetente domstole i medlemsstaterne;

26.

minder om, at den nye myndighed bør udføre sine opgaver under fuld overholdelse af de rettigheder for mistænkte og tiltalte, der er nedfældet i artikel 6 i TEU, artikel 16 i TEUF og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den lovgivning, der allerede er vedtaget på EU-plan om mistænktes og tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager og om beskyttelse af personoplysninger;

27.

bekræfter, at det fremtidige direktiv om retshjælp bør finde anvendelse både på alle mistænkte og tiltalte, der efterforskes eller retsforfølges af den europæiske anklagemyndighed; opfordrer medlemsstaterne til, så længe der ikke foreligger et EU-direktiv, at sikre effektiv adgang til retshjælp i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning;

28.

understreger, at alle mistænkte og tiltalte, der efterforskes eller retsforfølges af den europæiske anklagemyndighed, har ret til beskyttelse af deres personoplysninger; påpeger i denne forbindelse, at behandling af personoplysninger i den europæiske anklagemyndighed skal være omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001; understreger, at eventuelle særlige bestemmelser om databeskyttelse, der er indeholdt i Rådets forordning om oprettelse af den europæiske anklagemyndighed, kun kan supplere og uddybe bestemmelserne i forordning (EF) nr. 45/2001, og kun i det omfang, det er nødvendigt;

29.

bekræfter sin stærke vilje til at oprette en europæisk anklagemyndighed og til at gennemføre en reform af Eurojust, som Kommissionen regner med i begge sine forslag; anmoder om, at Kommissionen tilpasser sine skøn over de budgetmæssige konsekvenser af den kollegiale struktur; opfordrer til en afklaring af forholdet mellem Eurojust, den europæiske anklagemyndighed og OLAF for at differentiere deres respektive roller i beskyttelsen af EU's finansielle interesser; opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge muligheden for en stærkere integreret strategi for disse agenturer for at gøre efterforskningerne mere effektive;

30.

opfordrer indtrængende Rådet til at følge disse henstillinger og understreger, at de ovennævnte betingelser er vigtige for, at det kan give sin godkendelse til forslaget til Rådets forordning;

31.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.