8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/8

Ordførere:

Carmelo CEDRONE og Joost VAN IERSEL

1.1.

Efter seks år med finansiel og økonomisk krise er det sværere end nogensinde at forudsige den sociale og økonomiske fremtid. I betragtning af de geopolitiske og økonomiske udfordringer vil kun en solid ØMU kunne sikre en fremtidsorienteret stabilitet.

1.2.

ØMU'en er fortsat skrøbelig — se diagnosen og SWOT-analysen nedenfor. Det er EØSU's opfattelse, at de vedblivende ubalancer samt tilvejebringelse af tillid og tiltro i Europa forudsætter en mere effektiv og demokratisk økonomisk styring, navnlig i eurozonen.

1.3.

EØSU er klar over, at afgørende skridt ikke kan tages fra den ene dag til den anden, men der er to elementer, der bør tages behørigt i betragtning: a) EU kan ikke tillade sig at udskyde beslutningerne i årevis, og b) den første forudsætning, der skal opfyldes, er, at man på tværs af eurozonen enes om principperne for de nødvendige økonomiske politikker, som skal gennemføres gennem en effektiv styring.

1.4.

Parallelt med økonomisk konvergens er der brug for demokratisk legitimitet, solide politiske rammer og en gensidig følelse af skæbnefællesskab. I denne henseende kan der inden for rammerne af de nuværende traktater og regler tages konkrete skridt. På mellemlang sigt bør en traktatrevision sikre, at de institutionelle bestemmelser lever op til de nødvendige fordringer, der følger af en egentlig økonomisk og politisk union.

1.5.

Der er behov for et kohærent system med Det Europæiske Råd, de nationale regeringer, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen, som er udtryk for demokratisk legitimitet, ansvarlighed og gennemsigtighed, og som kan handle på effektiv vis i borgernes og de økonomiske aktørers interesse.

1.6.

Det står klart, at det nuværende system af regler, som danner grundlaget for EU og navnlig eurozonen, har ført til juridisk, institutionel og demokratisk forvirring. Der må derfor en ny metode til. I betragtning af den politiske og økonomiske dynamik kan EU ikke længere tillade sig at fortsætte med den nuværende institutionelle arkitektur. Derfor mener EØSU, at integrationsprocessen i eurozonen bør uddybes.

1.7.

EØSU foreslår i denne forbindelse en køreplan med nedenstående etaper:

2.1.

Meget er allerede nået med ØMU'en. ØMU'en har en fælles valuta og en centralbank. Den sikrer en vis koordinering af finanspolitikken og den økonomiske politik. Den kan træffe bindende beslutninger om de enkelte lande, som i princippet begrænser deres økonomiske og finanspolitiske autonomi, knytter betingelser til eventuelle ekspansive tiltag i medlemsstaterne og forpligter dem til at iværksætte økonomiske og sociale reformer.

2.2.

Dette betyder, at ØMU'en er en føderation under udvikling. Som det er nu, agerer den som en »vagt«, men handler endnu ikke i fællesskab. Dens målbevidsthed er forholdsvis stærk og har skabt et »offentligt debatrum«. ØMU'en indebærer en mere betydelig suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne, på trods af at dens forvaltning hovedsagelig varetages af en teknokratisk struktur.

2.3.

Denne union skal fuldendes, ved at der skabes de nødvendige betingelser, for at de lande, der er med i ØMU'en, eller de lander, der ønsker at komme med, kan opnå såvel stabilitet som udvikling og velstand. Det bør være mere fordelagtigt at være med i eurozonen end at stå udenfor.

2.4.

Udbruddet af finanskrisen i 2008 og den efterfølgende udvikling udgjorde sammen med de katastrofale følger for den reale økonomi og det europæiske samfund en brat opvågnen for alle dem, der indtil da havde troet, at ØMU'ens arkitektur ville fortsætte med at virke på nogenlunde tilfredsstillende vis, og at spillovereffekten på harmonisk vis ville fremme konvergensen medlemsstaterne imellem.

2.5.

Kort efter de første chokbølger begyndte EU-institutionerne at lede efter kortsigtede løsninger på de mest presserende problemer. At der blev skabt mekanismer, som sikrede, at ØMU'en, euroen og eurozonen kunne forblive intakte, var en stor bedrift, selv om der var alvorlige forsinkelser og udeladelser, som f.eks. fraværet af en fælles plan for at skabe vækst og beskæftigelse.

2.6.

Det er også en stor bedrift, at man under ekstremt vanskelige betingelser har kunnet tage konstruktive skridt til — i det mindste delvis — at skabe en fastere grund for ØMU'en. EØSU har hilst samtlige disse tiltag velkommen, men har også kritiseret deres begrænsninger og fremlagt andre ideer, som var bedre egnet til at tackle krisen.

2.7.

Den finansielle og økonomiske krise førte til en fortsat økonomisk nedtur med markante økonomiske ubalancer de nationale økonomier imellem. Store dele af EU befinder sig seks år senere i en langt fra misundelsesværdig situation med lav vækst og vaklende beskæftigelse. De økonomiske og sociale konsekvenser taler for sig selv.

2.8.

Til trods for alle fremskridtene er ØMU'en fortsat ufuldstændig. Situationen er særdeles kompleks. Trods håbefulde tegn på genopretning er en række lande præget af økonomisk stagnation, mangelfuld jobskabelse og fattigdom, i vid udstrækning af dybtliggende årsager, som er blevet mere synlige og alvorlige under krisen: historie, styringstraditioner (eller fraværet af sådanne), divergerende vækstmønstre, forskellige økonomiske og sociale strukturer og forskellige udenrigspolitikker.

2.9.

I eurozonen er der uenighed mellem fortalere for en stabilitetsunion, baseret på økonomisk konvergens og reformer i medlemsstaterne, og fortalere for en egentlig finanspolitisk union. Denne uenighed fører til divergerende syn på, hvilke økonomiske politikker der bør føres på nationalt og EU-niveau, både rent politisk og mellem arbejdsmarkedets parter.

2.10.

Divergerende synspunkter og praksisser har skabt et klima af mistillid, ikke alene politisk, men også i de forskellige medlemsstaters almindelige befolkning, omend denne gensidige kritik ikke stikker så dybt. Denne udvikling er blevet en selvopfyldende profeti — den fratager de politiske beslutningstagere deres potentielle manøvrerum og skaber bølger af EU-fobi blandt borgerne.

2.11.

Med en ØMU, der primært er domineret af mellemstatslig beslutningstagning og en teknokratisk styring, har manglen på demokratisk legitimitet og troværdighed alvorlige følgevirkninger, som tillige forstærker modsætningerne mellem partnerlandene.

2.12.

EU er ikke nogen undtagelse. Andre store lande, såsom USA, Kina, Rusland, Indien og Brasilien, og en lang række mindre lande lider også under lignende vanskelige omstændigheder. Men der er ubestrideligt, at EU, og navnlig eurozonen, har stort besvær med at komme over forhindringerne, sammenlignet med USA og det asiatiske kontinent (»den asiatiske fabrik«).

2.13.

På det principielle plan mener EØSU, at selv om den europæiske økonomi formes af mange forskellige og indviklede aspekter, burde en mere effektiv politisk styring af ØMU'en være en betragtelig hjælp til at skabe mere stabilitet i forbindelse med håndtering af nuværende og fremtidig vanskeligheder. Under alle omstændigheder vil en stærkere ØMU være en nødvendig forudsætning for at kunne beskytte visse centrale europæiske interesser i verden.

2.14.

EØSU erkender, at definitive løsninger ikke i øjeblikket er inden for rækkevidde. Udvalget medgiver ligeledes, at den aktuelle dynamik og kompleksitet og de aktuelle dilemmaer lægger sig hindrende i vejen for en robust køreplan. På den anden side kan de nuværende institutionelle og styringsmæssige mangler ikke fortsætte i lang tid, uden at det medfører blivende skadevirkninger for tilliden og det økonomiske output. EØSU accepterer derfor ikke forsinkelser, resignation og fravær af en plan for fremtiden.

2.15.

Således mener EØSU, at man ikke kan komme uden om en seriøs debat om en velfunderet ØMU-arkitektur med konsensus om de økonomiske og sociale målsætninger og enighed om styringen.

2.16.

Siden ØMU'ens start har debatten om mere eller mindre europæisk integration vedrørt national suverænitet. EØSU understreger, at dette er et falsk paradigme, da national suverænitet gradvist forsvinder. Med det nuværende paradigme af globalisering og dermed forbundne udfordringer ser udvalget ikke noget brugbart alternativ til en bedre forankring af en fælles eller sammenlagt suverænitet i EU og navnlig i eurozonen. Dette vil forudsætte en fast sammenlagt økonomisk styring eller en økonomisk myndighed. På samme måde er ØMU'ens fremtid således nært forbundet med andre vitale »suveræne« politikker, såsom udviklingen af en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og en energiunion.

4.1.1.

De grundlæggende udfordringer i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union med en betragtelig overførsel af nationale kompetencer til EU hænger sammen med dens demokratiske dimension og navnlig dens parlamentariske dimension, beslutningssystemets effektivitet, respekten for principperne om ansvarlighed og loyalt samarbejde samt gennemsigtigheden (synligheden) af dens funktionsmåde. Efter EØSU's mening fordrer disse udfordringer en politisk union, som genskaber og sikrer borgernes deltagelse og engagement fra alle de aktører, der deltager i den europæiske integrationsproces.

4.1.2.

Opnåelsen af en politisk union er en proces, der bør ske i etaper. Visse betingelser og foranstaltninger kan tilvejebringes uden en ændring af EU-traktaterne. Andre forudsætter nødvendigvis en revision af disse traktater.

4.1.3.

Af hensyn til ansvarligheden og det gensidige samarbejde anbefaler EØSU, at de deltagelsesmåder, der eksisterer på nationalt niveau, behørigt anvendes også på EU-niveau, navnlig:

4.1.4.

I hver enkelt medlemsstat og i EU som helhed udgør det demokratiske aspekt en alvorlig svaghed (man kan blot tænke på trojkaens rolle i forbindelse med den nye økonomiske styring). Forholdet mellem repræsentanterne og de repræsenterede udviskes mere og mere, hvilket er en realitet, som krisen har bragt frem i lyset. På denne baggrund er det nødvendigt og hastende at tage dette problem op som led i den proces, der skal føre til en fuldendelse af Den Økonomiske og Monetære Union i sine fire dimensioner eller integrationssøjler: bankunionen, den finanspolitiske union, den økonomiske union (som ifølge EØSU også bør omfatte den sociale union) og endelig den politiske union.

4.1.5.

For at nå frem til denne politiske union, med deltagelse af de lande, der ønsker det, og under anvendelse af princippet om integration i flere hastigheder, foreslår EØSU, at man i rette tid anvender metoden med et konvent, hvis opgave det bliver at finde løsninger, der rækker ud over Lissabontraktaten. EØSU forpligter sig til at udarbejde forslag vedrørende civilsamfundets effektive deltagelse i et sådant konvent.

4.2.1.

Det primære forum for det repræsentative demokrati i Den Økonomiske og Monetære Union er Europa-Parlamentet, som omfatter de folkevalgte repræsentanter fra de lande, der har tilsluttet sig den fælles valuta, og de lande, som forbereder sig på at tilslutte sig denne.

4.2.2.

En befæstelse af det repræsentative demokrati i ØMU'en vil ikke kunne blive fuldkommen, hvis ikke man tager hensyn til den dobbelte legitimitet — den nationale og den europæiske — som står i centrum for det unikke system, som den europæiske model udgør.

4.2.3.

I denne politiske sammenhæng vil der være et gunstigere grundlag for et tættere samarbejde og en tættere koordinering mellem Eurotopmødet og/eller Eurogruppen — og i dette tilfælde tillige kommende eurolande — Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. I logisk forlængelse af ovennævnte kan ministrene fra eurozonelandene og ministrene fra de lande, der ønsker at indtræde i zonen, udøve lovgivende funktioner i fællesskab med Europa-Parlamentet om anliggender, der vedrører ØMU'en.

4.2.4.

Rådets arbejde bør styrkes gennem de nationale administrationers arbejde, som skal ledsage denne udvikling, navnlig gennem udveksling af embedsmænd mellem disse administrationer og styrkelse af de bilaterale forbindelser.

4.2.5.

EØSU pointerer, at en udvidelse af flertalsafgørelser og med tiden afskaffelse af krav om enstemmighed vil fremme en dybere integration i den politiske union.

4.2.6.

På denne måde vil struktureret samarbejde og rådføring inden for den politiske union højne effektiviteten af de politikker, der føres på centrale områder af ØMU'en. EU vil som helhed drage fordel af dette.

4.2.7.

Som anført i tabellen under punkt 5 er der meget, der kan gøres uden en traktatændring. For hovedparten af ØMU-politikkerne kan det styrkede samarbejde foregå direkte mellem landene. Man kunne med fordel knytte en form for permanent styrket samarbejde til ØMU'en, hvilket tillige vil kunne bane vej for, at europaparlamentsmedlemmer fra landene i eurozonen og de lande, der kandiderer til at komme ind i eurozonen, kan gøre en mere effektiv indsats.

4.2.8.

EØSU mener, at det ville være hensigtsmæssigt at genoplive Rådets »jumbosamlinger« inden for Eurogruppen, hvorved der ville blive mulighed for en regulær dialog mellem finansministre, økonomiministre og social- og arbejdsmarkedsministre på den ene side og arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet på den anden side.

4.3.1.

Efter en overgangsperiode, som i sidste ende fører til en traktatændring, vil en udøvende ØMU-myndighed tage form. Lederen af denne skal i alle henseender operere som eurozonens økonomi- og finansminister og med titel af næstformand for Kommissionen — i lighed med den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

4.3.2.

I den unikke europæiske model vil Kommissionen (mindre og mere effektiv) fortsat spille en central rolle. Fællesskabsmetoden og Kommissionens nuværende initiativret spiller også en betydelig rolle for en uddybning af ØMU'en. Denne rolle bør sikres i den politiske union.

4.3.3.

Kommissionen bør opretholde en dobbelt rolle som bindeled mellem EU og ØMU'en, indtil en selvstændig udøvende ØMU-myndighed er blevet etableret. Man bør, uden at det anfægter Kommissionens nuværende initiativret, finde veje og måder til en behørig inddragelse af Europa-Parlamentet i processen for at styrke legitimiteten af nye lovforslag.

4.3.4.

EØSU foreslår, at der udnævnes en fast formand for Eurogruppen, som mest hensigtsmæssigt kunne arbejde direkte i Bruxelles med Kommissionen, Europa-Parlamentet og de nationale regeringer og parlamenter. I lighed med den af kommissionsformand Juncker benyttede metode kunne en næstformand for Kommissionen lede Eurogruppemøderne. Han/hun kunne således repræsentere ØMU'en i internationale organer.

4.4.1.

Alt dette bør gøre os mere besluttede end nogensinde på at opbygge stærkere og mere konstruktive forbindelser til Europas borgere og finde veje til at inddrage dem i det offentlige liv. Der bør sikres robuste høringsformer om specifikke anliggender med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, navnlig i eurozonen, da disse organisationer spiller en vigtig rolle inden for politikområder, som er direkte påvirkede af ØMU'en. De påvirker endvidere også i mange tilfælde resultaterne af de nationale politikker. På EU-plan kan EØSU fungere som en civilsamfundskatalysator, med ansvar for det organiserede civilsamfunds deltagelse i EU's beslutningsproces, uden at dette må gå ud over den rolle, arbejdsmarkedets parter spiller i den sociale dialog. Dette kan ske gennem:

5.1.

For at gennemføre de fire unioner i overensstemmelse med de fire formænds rapport og svarende til EØSU's fire søjler (2) kunne tiltag og politikker på en række områder gennemføres uden traktatændringer (første kolonne i skemaet nedenfor). Andre vil skulle besluttes sammen på EU-plan (eurozonen) med en ny beslutningsprocedure og nye instrumenter og med brug af det styrkede samarbejde, som den nuværende traktat åbner mulighed for (anden kolonne i skemaet), eller gennem ændringer af traktaten eller, om nødvendigt, en ny ØMU-traktat (tredje kolonne). Endelig opsummerer skemaet disse etaper og nævner institutionelle forslag og forberedende initiativer vedrørende ØMU'ens politiske søjle (fjerde kolonne).

5.2

Skema med analyse af mulighederne for at fuldføre ØMU'en (3)