Bruxelles, den 8.5.2015

COM(2015) 199 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Tredje statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering

{SWD(2015) 103 final}


1. INDLEDNING

Den Europæiske Union indledte i juni 2012 en dialog med Georgien om visumliberalisering. I februar 2013 forelagde Europa-Kommissionen den georgiske regering en handlingsplan for visumliberalisering. I denne handlingsplan blev der fastlagt en række benchmarks, som Georgien skulle nå, inden georgiske statsborgere med et biometrisk pas kunne indrejse i Schengenområdet med henblik på korte ophold uden visumpligt.

I november 2013 vedtog Kommissionen sin første statusrapport om Georgiens gennemførelse af handlingsplanen for visumliberalisering 1 og fremsatte en række anbefalinger om gennemførelsen af benchmarkene i handlingsplanens første (lovgivningsmæssige og planlægningsmæssige) fase. I oktober 2014 vedtog Kommissionen sin anden statusrapport 2 , hvori den konkluderede, at Georgien havde opfyldt benchmarkene i første fase af handlingsplanen for visumliberalisering og var parat til at blive genstand for en vurdering af, om landet kunne gennemføre anden fase. I sine konklusioner af 17. november 2014 erklærede Rådet sig enig i Kommissionens vurdering.

I december 2014 fremsendte Georgien en ajourført statusrapport. Fra december 2014 til marts 2015 blev der aflagt evalueringsbesøg under ledelse af Kommissionen vedrørende alle fire hovedområder i handlingsplanen for visumliberalisering. I besøgene deltog eksperter fra EU's medlemsstater bistået af Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS) og EU's delegation til Georgien.

Dette er den første statusrapport om Georgiens gennemførelse af anden fase af handlingsplanen for visumliberalisering. Her gøres der rede for de hidtil opnåede fremskridt, og hvordan benchmarks i anden fase er blevet håndteret, og der fremsættes anbefalinger om, hvilke foranstaltninger Georgien bør træffe for at nå de resterende benchmarks i anden fase effektivt og bæredygtigt.

Denne rapport ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene 3 , hvori der ses nærmere på den udvikling, der er beskrevet i denne rapport. I bilaget til arbejdsdokumentet fremlægger Kommissionen i henhold til metodologien for handlingsplanen en faktuel analyse og statistikker baseret på oplysninger om de forventede migrations- og sikkerhedsmæssige virkninger af den fremtidige visumliberalisering. De tilgængelige data og oplysninger danner grundlag for prognoser om hovedtendenser på migrations- og sikkerhedsområdet og viser, at EU er en attraktiv destination for migranter fra Georgien, og at der er en potentiel sikkerhedsrisiko, der skal overvåges.

2. VURDERING AF FORANSTALTNINGERNE UNDER DE FIRE HOVEDOMRÅDER I HANDLINGSPLANEN FOR VISUMLIBERALISERING

2.1. Hovedområde 1: Dokumentsikkerhed, herunder biometri

Myndigheden for udvikling af den offentlige administration (PSDA) fungerer som et civilregister, udsteder identitetsdokumenter og udfører sagsbehandling i forbindelse med statsborgerskab. Myndigheden er velforvaltet og har en kompetent og vidende ledelse med klart definerede roller og ansvarsfordeling. Rekrutteringsprocessen er sund, og det samme kan siges om den fremgangsmåde, man har valgt til at sikre, at personalet får den nødvendige uddannelse, herunder efteruddannelse, til at varetage deres opgaver effektivt og resultatorienteret.

Det georgiske ansøgnings- og udstedelsessystem er effektivt og sikkert og garanterer adskillelse af funktionerne med henholdsvis at modtage ansøgninger, træffe beslutninger og udstede dokumenterne. Udrulningen såvel indenlands som udenlands af biometriske pas, som opfylder kravene fra Organisationen for International Civil Luftfart, er lykkedes.

Benchmarket for dokumentsikkerhed anses for nået.

2.2. Hovedområde 2: Integreret grænseforvaltning, migrationsforvaltning og asylpolitik

2.2.1.    Integreret grænseforvaltning

De overordnede fremskridt med udviklingen af de retlige rammer gennem de seneste 10 år har sammen med den effektive gennemførelse af lovgivningen bragt Georgiens integrerede grænseforvaltning i overensstemmelse med EU's standarder. De georgiske myndigheder udviser klar vilje til at videreudvikle statsgrænsesikkerheden. Den integrerede grænseforvaltningsstrategi er blevet ajourført, og blandt alle relevante parter hersker der en fælles forståelse af, at grænseforvaltningen skal forbedres. Handlingsplanen skal udmønte strategien gennem konkrete tiltag, ansvarsfordeling og køreplaner.

Antallet af uregelmæssigheder ved grænserne er lavt, og antallet af grænseoverskridende trafikforseelser beskedent i forhold til trafikmængden. Grænsekontrollerne ved land-, sø- og luftgrænseovergangsstederne er tilrettelagt på en harmoniseret måde. Samarbejdet mellem det patruljerende politi og skattevæsenet er eksemplarisk. Faciliteterne ved grænseovergangsstederne til kontrol af strømmen af grænseoverskridende trafik er moderne og praktiske.

Benchmarket for integreret grænseforvaltning anses for nået.

2.2.2.    Migrationsforvaltning

Loven om udenlandske statsborgeres og statsløse personers retsstilling virker godt, og alle nødvendige vedtægter er vedtaget. Georgiens migrationsstrategi og handlingsplan for 2013-2015 er landets primære foranstaltninger til forvaltning af migrationen. Gennemførelsen af aktiviteterne følger planen. Den statslige kommission om migrationsspørgsmål, som er et rådgivende organ for regeringen, koordinerer effektivt aktiviteterne og rollefordelingen mellem de relevante ministerier, statslige instanser, ngo'er og internationale organisationer vedrørende migrationsspørgsmål. Georgiens statslige forvaltnings kapacitet og personaleforvaltning er generelt tilstrækkelig og effektiv. Uddannelse af personalet sikres på et hensigtsmæssigt niveau i alle relevante emner og ministerier. Tilbagetagelsesprocedurerne og det elektroniske sagsforvaltningssystem om tilbagetagelse er indført og fungerer godt.

Gennemførelsen af de dele af loven om udenlandske statsborgeres og statsløse personers retsstilling, som omhandler tilbageholdelse og hjemsendelse, blev udskudt til den 1. juli 2015. Myndighederne har oprettet alle de nødvendige mekanismer og redskaber. Der bør foretages en grundig analyse for at identificere eventuelle mangler og retlige problemer, som måtte skulle afhjælpes.

Benchmarket for migrationsforvaltning anses for næsten nået. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

hos indenrigsministeriet udvider risikoanalysebegrebet til at omfatte alle relevante migrationspolitiske områder, herunder asylpolitik, politik om lovlig migration og integrations- og reintegrationsspørgsmål

lægger reintegrationsaktiviteterne ind under en enkelt forvaltning, så denne kan forvalte dem strategisk ud fra klare politiske retningslinjer; myndighederne bør fortsat forsyne mobilitetscentrene med bæredygtige finansielle og menneskelige ressourcer og øge centrenes kapacitet i overensstemmelse med resultaterne af risikoanalysen; der bør udarbejdes et analytisk rapporteringssystem til vurdering af det samlede antal georgiske statsborgere, som vender tilbage til Georgien (frivilligt, på grund af deportation eller via tilbagetagelse)

optrapper oplysningskampagnerne på regionalt, lokalt og ethvert andet plan vedrørende georgiske borgeres rettigheder og pligter i henhold til en kommende visumfri ordning.

2.2.3.    Asylpolitik

Georgien har i løbet af forholdsvis kort tid vedtaget en solid retlig ramme for asyl. Loven om flygtninge og humanitær status danner den nødvendige institutionelle ramme med retslige procedurer og retsprincipper og er i det store og hele i overensstemmelse med internationale og europæiske standarder. Loven er generelt blevet gennemført på tilfredsstillende vis. Kvaliteten af proceduren for fastlæggelse af flygtningestatus er i vidt omfang tilstrækkelig.

Der blev indført et midlertidigt id-kort, som tildeles alle asylansøgere pr. 15. november 2014. Der er åbnet et velfungerende kontor for oplysninger om oprindelseslande (COI). Der er sket betydelige fremskridt med integration af udenlandske statsborgere, f.eks. ved at garantere dem samme adgang til sundhedsydelser og arbejdsmarkedet som georgiske statsborgere.

Benchmarket for asylpolitik anses for delvis nået med gode udsigter til yderligere fremskridt. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

fortsætter arbejdet med at udarbejde procedurer for visumudstedelse af humanitære grunde

skaber et system til overvågning af kvaliteten af beslutningsgangen i forbindelse med asylansøgninger på grundlag af klare kvalitetsindikatorer

udarbejder en strategi for håndtering af sagspuklen og et system til planlægning af arbejdsbyrden i tilfælde af pludselige tilstrømninger; der bør stilles tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til rådighed

garanterer i både lovgivning og praksis, at ministeriet for internt fordrevne personer fra de besatte områder, indkvartering og flygtninge har kapacitet til at træffe motiverede beslutninger i hver sag for sig og på strengt individuelt grundlag; giver afviste ansøgere eller deres juridiske repræsentanter i det mindste minimal adgang til den information, som indenrigsministeriet brugte som grundlag for den negative sikkerhedsvurdering, så denne kan anfægtes ved en retfærdig rettergang

udarbejder et nationalt standarduddannelsesprogram for både nye og erfarne medarbejdere

opretter en database med oplysninger om oprindelsesland og gør den og rapporterne tilgængelige for alle sagsbehandlere, uddanner sagsbehandlerne i de grundlæggende principper for oplysninger om oprindelsesland, indfører en klar sondring mellem oplysninger om oprindelsesland og politiske aspekter, opretter samarbejdsordninger med kontorer for oplysninger om oprindelsesland i andre lande

tager skridt til at vurdere, hvordan sagsbehandlingstiden i appelfasen kunne afkortes, og indfører en mere rimelig appelfrist, idet den aktuelle frist på 10 dage er for kort

indfører et system med gratis retshjælp betalt af staten i forbindelse med appelprocedurerne, som er let tilgængeligt, uafhængigt og af høj kvalitet

fortsætter arbejdet med at garantere, at flygtninge, der ønsker at blive georgiske statsborgere, i praksis kan få adgang til indfødsretsproceduren

i tilgift til de opnåede fremskridt udvikler en lokal integrationsstrategi med en klar trinvis handlingsplan, stiller tilstrækkelige statslige midler og en effektiv koordineringsmekanisme til rådighed.

2.3. Hovedområde 3: Offentlig orden og sikkerhed

2.3.1.    Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og korruption

2.3.1.1. Forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet

Lovændringer, forvaltningsreformer og foranstaltninger truffet for at opbygge kapaciteten hos de retshåndhævende myndigheder og samarbejdet og samordningen mellem dem har gjort det muligt at gøre en effektiv indsats mod organiseret kriminalitet. Den moderne lovgivning om organiseret kriminalitet og pengehvidvaskning, herunder beslaglæggelse af udbytte fra strafbare forhold, har ligeledes gjort det muligt at bekæmpe de mest fremtrædende organiserede kriminelle grupper. Oplysningskampagnerne over for offentligheden om organiseret kriminalitet har vendt befolkningen imod fænomenet.

Der foregår en god og velfungerende samordning mellem de retshåndhævende og de retslige myndigheder. Den varetages af bl.a. det tværorganisatoriske koordinationsråd for bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som er et effektivt forum for informationsudveksling og ansvarsfordeling. Koordinationsrådet sikrer også, at den nationale strategi og handlingsplan for bekæmpelse af organiseret kriminalitet gennemføres korrekt. Den kapacitet, som Georgien har opbygget til at indsamle og analysere information om kriminalitet, giver mulighed for en grundig vurdering af trusler.

Benchmarket for organiseret kriminalitet anses for nået.

2.3.1.2. Menneskehandel

Georgien har gjort betydelige fremskridt med bekæmpelse af menneskehandel. Lovgivningen er omfattende, og infrastrukturen til at samle nøgleaktørerne og mobilisere betydelige midler findes. Der er vilje til at tilvejebringe løbende uddannelse af fagfolk og afvikle omfattende programmer for folkeoplysning på nationalt plan. Men der er væsentlige svagheder med hensyn til at imødekomme sårbare ofres behov, især børns. Fraværet af et arbejdstilsyn med lovfæstede beføjelser begrænser anvendelsesområdet til kun at dække menneskehandel med henblik på tvangsarbejde. Det beskedne, men stigende antal sager vækker bekymring i lighed med manglen på anvendelse af den lovgivning, der dækker brugerne af de tjenesteydelser, som tilbydes ofre for menneskehandel.

Benchmarket for menneskehandel anses for delvis nået med gode udsigter til yderligere fremskridt. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

gennemgår udbuddet af tjenesteydelser, især tilrettelæggelsen og driften af eksisterende krisecentre, til ofre for menneskehandel for at sikre, at ofre med børn får deres behov dækket i tilstrækkeligt omfang

gennemgår tilvejebringelsen af psykolog-, læge- og retshjælp for at maksimere alle identificerede og formodede ofres adgang hertil

gennemgår arbejdstilsynets status, myndighedsområde og beføjelser for at sikre, at det kan identificere og reagere på arbejdsmæssig udnyttelse og tvangsarbejde

tager skridt til at styrke proaktive og efterforskningsbaserede undersøgelser af enhver form for udnyttelse

udvikler en solid tilgang til håndtering af personer, som køber kvinder af menneskehandlere til seksuel og arbejdsmæssig udnyttelse, med det formål både at sikre deres vidneudsagn og at standse efterspørgslen efter sådanne ydelser

gennemgår og forbedrer indsamlingen og analysen af data fra organisationer, der arbejder med dette område inden for landets grænser, for at opnå et mere korrekt billede af antal, køn, alder, etnisk oprindelse og typen af udnyttelse

gennemgår de forskellige hotlines for at maksimere befolkningens og ofrenes mulighed for at foretage indberetninger

øger forbindelser til og partnerskabet med lande, som Europol betegner som centrale destinationer og kilder, f.eks. Tyrkiet, samt Aserbajdsjan, Kirgisistan, Usbekistan og Armenien.

2.3.1.3. Forebyggelse og bekæmpelse af korruption

Der er truffet eller stillet forslag om vedtagelse af et betydeligt antal foranstaltninger rettet mod at styrke den institutionelle og retlige ramme for bekæmpelse af korruption. Regeringen vedtog en plan for reform af den offentlige forvaltning i november 2014. I februar 2015 vedtog Georgien den nationale korruptionsbekæmpelsesstrategi og handlingsplan for 2015-2016. I januar 2015 blev der oprettet en specialenhed for korruptionsbekæmpelse under anklagemyndigheden. Enheden er beføjet til at efterforske og rejse tiltale i sager om korruption på højt niveau. Udnævnelse og afskedigelse af statsadvokaten skal foregå på en åben, meritbaseret, objektiv og gennemsigtig måde uden ubehørig politisk indflydelse. Der skal arbejdes videre med gennemførelsen af de aktuelle, forbedrede beskyttelsesforanstaltninger mod potentielt misbrug af strafnedsættelsesaftaler ("plea-bargain agreements"), der er indgået af tilbageholdte personer, især i lyset af misbruget før 2012. Spørgsmålet om genudnævnelsesprocedurerne for fungerende dommere, hvis 10-årige udnævnelsesperiode snart udløber, skal overvåges nøje, da det kan have vidtrækkende konsekvenser for retsvæsenets funktion. En sådan genudnævnelse bør ske, medmindre der foreligger faktuelle grunde til at fjerne en fungerende dommer fra embedet.

Benchmarket for korruptionsbekæmpelse anses for delvis nået med gode udsigter til yderligere fremskridt. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

fortsætter reformen af den offentlige forvaltning gennem vedtagelse af en lov om offentlig forvaltning i overensstemmelse med international praksis med fastsættelse af anvendelsesområde og standarder for en professionel og upolitisk offentlig forvaltning; der bør i loven indarbejdes supplerende beskyttelsesforanstaltninger vedrørende afskedigelse af chefen for Georgiens kontor for offentlig forvaltning

etablerer en systematisk kontrol af oplysninger om formueforhold suppleret med et sanktionssystem for at imødegå uforklaret berigelse, interessekonflikter og uforenelighed; den nye lovgivning, der regulerer kontrollen af formueerklæringer, bør indeholde dybdegående kontrolprocedurer, der kan gøre det muligt at identificere ubegrundet rigdom, interessekonflikter og uforenelighed; der bør indarbejdes hensigtsmæssige afskrækkende sanktioner; det er vigtigt at oprette et agentur til at efterprøve kontrollerne eller udpege et eksisterende agentur til denne opgave

sikrer, at reglerne om kriterier for dispensation fra udbudsprocessen vedrørende offentlige indkøbskontrakter klart definerer de præcise omstændigheder, hvorunder dette kan ske, og de procedurer, der skal følges; disse procedurer bør bekendtgøres officielt, og indsigelser bør blive hørt; beslutningen om at dispensere fra udbudsprocessen bør kræve uafhængig godkendelse fra statens indkøbscentral

yderligere styrker beskyttelsen i praksis af whistleblowers ved at indføre regler og procedurer for sikker rapportering og yderligere øger bevidstheden hos embedsværket om whistleblowing-praksis

fortsætter arbejdet med at gennemføre alle de anbefalinger, som er fremsat af Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption.

2.3.1.4. Hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme

Georgien har gjort betydelige fremskridt gennem det seneste år. Den retlige ramme er nu i det store og hele i overensstemmelse med EU's og internationale standarder, og den institutionelle ramme, samarbejdet mellem agenturerne og den administrative kapacitet er næsten på plads. Gennemførelsen af strategien og handlingsplanen for bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme bør fortsættes som planlagt. Den praktiske erfaring med finansiering af terrorisme er fortsat begrænset, men de georgiske myndigheder synes klar til at håndtere disse spørgsmål i påkommende tilfælde. Den udbredte brug af strafnedsættelsesaftaler medfører en risiko for, at kriminelle kan finde måder at undgå konfiskering af ulovligt erhvervede aktiver.

Benchmarket for hvidvaskning af penge anses for næsten nået. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

styrker den retlige ramme for grænseoverskridende pengeoverførsler og forbedrer gennemførelsen heraf

udnytter den eksisterende retlige ramme bedre til konfiskering af ulovligt erhvervede aktiver

besætter de sidste ledige stillinger i finanstilsynet

sikrer, at Georgiens nationalbank indleder driften af sin enhed for metodologi og ekstern inspektion med fuld bemanding, og sikrer, at der oprettes en separat enhed til ekstern overvågning under statens forsikringstilsyn

gør mere for at nå ud til og højne bevidstheden blandt indberettende enheder, som indsender meget få eller slet ingen rapporter.

2.3.1.5. Narkotika

Der er opnået store fremskridt med gennemførelsen af den nationale narkotikabekæmpelsesstrategi og -handlingsplan, som blev vedtaget af rådet for samordning på tværs af agenturerne af bekæmpelsen af narkotikamisbrug. Der er også sket fremskridt med især nedbringelsen af efterspørgslen efter narkotika og den skade, den forvolder, samt med behandling og rehabilitering. Forskellige projekter og programmer har øget unges bevidsthed om narkotikas skadevirkninger og farer. For at nedbringe udbuddet af narkotika er der udfoldet stor aktivitet med retshåndhævende tiltag og forbedring af samarbejdet mellem agenturer. Der er opnået bemærkelsesværdige fremskridt, primært ved at indføre samarbejdsordninger, processer og databaser hos retshåndhævende myndigheder og give dem det nødvendige udstyr og uddannelse.

Trods disse fremskridt bygger det nationale narkopoliti dog fortsat i højere grad sit arbejde på repressalier end på genopretningsforanstaltninger.

Benchmarket for narkotika anses for delvis nået med gode udsigter til yderligere fremskridt. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

yderligere skærper den nationale narkotikapolitiks fokus på at nedbringe udbuddet, herunder ved at færdiggøre lovændringerne vedrørende indførelse af en sondring i den retlige ramme mellem besiddelse af narkotika til personligt brug henholdsvis med henblik på salg til andre

overvejer at indføre domstolskontrol med politiets uplanlagte narkotikakontroller.

2.3.2.    Retligt samarbejde i straffesager

Georgiens gennemførelse af den retlige og institutionelle ramme er tilstrækkeligt veludført til at gøre landet til en stabil og pålidelig partner i det internationale samarbejde i straffesager. De retlige instrumenter, såvel hjemlige som internationale, i denne ramme er ajourført og anvendes på en måde, som også tillader internationalt samarbejde om bekæmpelse af grov kriminalitet. Forberedelserne til indgåelsen af en operationel samarbejdsaftale med Eurojust er nået langt.

Benchmarket for retligt samarbejde i straffesager anses for nået.

2.3.3.    Retshåndhævelsessamarbejde

De retshåndhævende myndigheder arbejder sammen om bekæmpelsen af kriminalitet og varetager denne opgave på en inkluderende og tværfaglig måde (gennem rådet, udvalg og samordning på tværs af agenturer). Der foregår et godt samspil mellem efterforskere og anklagere, og der er sørget for et tilstrækkeligt samarbejde mellem agenturer. De georgiske myndigheder har avanceret udstyr til rådighed til at understøtte efterforskning og rejsning af tiltale. Indenrigsministeriets kriminaltekniske hovedkontor og den nationale kriminaltekniske styrelse har betydelig kriminalteknisk kapacitet. Det bilaterale internationale samarbejde med EU udbygges gennem indgåelse af samarbejdsaftaler med medlemsstaterne.

Benchmarket for retshåndhævelsessamarbejde anses for næsten nået. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

begynder at udarbejde en periodisk evalueringsrapport om altomfattende trusler, herunder fremtidige tendenser og fremvoksende trusler, baseret på efterretningsdrevet politiarbejde og løbende evaluering

gennemfører et oplysningsprogram over for politi og anklagemyndighed, herunder i regionerne, om anvendelsesområdet for internationalt samarbejde på operationelt plan.

2.3.4.    Databeskyttelse

Georgien gennemfører på tilfredsstillende vis lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger i den offentlige og private sektor ved at sikre, at den uafhængige tilsynsmyndighed for databeskyttelse fungerer effektivt. Landet har afsat de nødvendige menneskelige og finansielle ressourcer, afviklet uddannelsesprogrammer og højnet bevidstheden om databeskyttelse. Forberedelserne til indgåelsen af en operationel samarbejdsaftale med Eurojust er nået langt.

Benchmarket for databeskyttelse anses for nået.

2.4. Hovedområde 4: Eksterne forbindelser og grundlæggende rettigheder

Georgien har gjort bemærkelsesværdige fremskridt på dette område inden for kort tid. Den nødvendige retlige ramme om statsborgerskab, fri bevægelighed (migration) og bekæmpelse af diskrimination blev vedtaget i 2014.

2.4.1.    Fri bevægelighed i Georgien

En ny retlig ramme, som medførte større forandringer i udenlandske statsborgeres og statsløse personers retsstilling, blev vedtaget i 2014. Lovændringerne giver udenlandske statsborgere, der bor i Georgien, mulighed for at opholde sig der lovligt. Fri bevægelighed i Georgien for georgiske statsborgere, udlændinge, som opholder sig lovligt i landet, og statsløse personer anses for at være sikret og hverken genstand for ubegrundede restriktioner eller foranstaltninger af diskriminerende karakter.

Benchmarket for fri bevægelighed anses for nået.

2.4.2.    Betingelser og procedurer i forbindelse med udstedelse af rejse- og identitetsdokumenter

Der findes fuld reel adgang til rejse- og identitetspapirer for alle georgiske statsborgere, herunder kvinder, børn, handicappede, internt fordrevne og personer tilhørende minoritetsgrupper og andre sårbare grupper.

Benchmarket for udstedelse af rejse- og identitetsdokumenter anses for nået.

2.4.3.    Borgerlige rettigheder, herunder beskyttelse af mindretal

Gennemførelsen af love og politikker om bekæmpelse af diskrimination bliver gradvis effektiv gennem retspraksis og præcedens, om end der kun er få sager om diskrimination undervejs i øjeblikket. Denne udvikling følger i kølvandet på ikrafttrædelsen af loven om bekæmpelse af diskrimination, som udgør den retlige ramme for at sikre lighed og ikkediskrimination, og af gennemførelsesforanstaltningerne hertil, hvori den offentlige forsvarsmyndighed spiller en afgørende rolle.

For så vidt angår visse bestemmelser i loven om bekæmpelse af diskrimination, er en sådan årvågenhed nødvendig for at sikre, at der ydes tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod diskrimination i praksis, og at enhver fravigelse sker i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet og med internationale og europæiske standarder.

Hvad angår gennemførelsen af den nationale strategi og handlingsplan for menneskerettigheder, er menneskerettighedssekretariatet under premierministerens kontor fuldt bemandet, og alle aktiviteter, der var planlagt i 2014, er gennemført. Der er også sket betydelige fremskridt de senere år med at beskytte etniske minoriteter og fremme deres integration i samfundet.

Georgien har indledt forberedelserne til ratificeringen af den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog og til harmonisering af georgisk lov i overensstemmelse med pagtens bestemmelser. Desuden har man indledt det forberedende arbejde forud for vedtagelsen af en lov om landets officielle sprog.

Benchmarket for borgerlige rettigheder anses for næsten nået. Det anbefales, at de georgiske myndigheder:

øger og fortsætter bestræbelserne på at højne bevidstheden blandt statens repræsentanter og den brede befolkning om lighed, tolerance og mangfoldighed; intensiverer indsatsen for at øge mindretalssamfunds bevidsthed om deres borgerlige rettigheder og de statslige tjenester og støttemuligheder, der findes; vedtager en ny strategi og handlingsplan til fremme af tolerance og integration i samfundet under fuld hensyntagen til den erfaring, der er indhøstet med gennemførelsen af den tidligere handlingsplan, idet de sørger for tilstrækkelige finansielle midler til en effektiv gennemførelse heraf og indfører effektive overvågningsmekanismer med benchmarks og indikatorer

fortsætter med at uddanne jurister i tæt samarbejde med civilsamfundet og internationale organisationer og donorer og under behørig hensyntagen til lovforslag fremsat af den offentlige forsvarer.

3. OVERORDNET VURDERING OG NÆSTE SKRIDT

Kommissionen har vurderet Georgiens opfyldelse af benchmarkene i handlingsplanens anden fase i overensstemmelse med den fastlagte metodologi og på grundlag af evalueringsbesøg og de data og dokumenter, som Georgien har fremlagt.

Kommissionen har fortsat overvåget Georgiens fremskridt inden for områder relateret til handlingsplanen gennem det blandede visumlempelsesudvalg EU-Georgien, det blandede tilbagetagelsesudvalg EU-Georgien, underudvalget EU-Georgien om retfærdighed, frihed og sikkerhed og dialogen om menneskerettigheder. I hvert af disse udvalg anses dialogen og samarbejdet mellem EU og Georgien for at være nået meget langt.

Georgiens fremskridt på hvert af de fire hovedområder i handlingsplanen for visumliberalisering har været betydelige. Dette er tegn på landets stærke engagement og omfanget af den indsats, det har udfoldet. Gennemførelsen og resultaterne af de reformer, som Georgien har indført, er blevet grundigt analyseret. Analysen har afdækket, at den retlige og politiske ramme fungerer og sammen med integriteten i de institutionelle og organisatoriske principper og procedurer på alle fire hovedområder i det store og hele overholder de bedste europæiske og internationale standarder. Derfor anser Kommissionen Georgien for overordnet set at have nået benchmarkene i anden fase af handlingsplanen.

I lyset af de betydelige fremskridt, som Georgien har gjort i de seneste måneder, er Kommissionen rede til at sætte dato på den næste rapport, forudsat at fremskridtene, set ud fra benchmarkene og status på arbejdet som beskrevet i denne rapport og arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, fortsætter i samme høje tempo. Men Georgien skal stadig gøre en yderligere indsats for at efterleve anbefalingerne i denne rapport. Det er også afgørende, at landet fortsat afholder målrettede oplysningskampagner om rettigheder og pligter i forbindelse med visumfri rejsetrafik og reglerne for adgang til EU's arbejdsmarked.

Hvis Georgien udfører de opgaver, landet pålægges i denne rapport, vil det kunne nå alle benchmarkene i anden fase af handlingsplanen for visumliberalisering. Kommissionen vil fortsat overvåge og gøre sit yderste for at støtte Georgien og vil rapportere om de videre fremskridt inden udgangen af 2015.

(1)

COM(2013) 808 final.

(2)

COM(2014) 681 final.

(3)

COM(2015) 103 final.