MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET:

Et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015

I. INDLEDNING

2015 er et afgørende år for global bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse. Med vedtagelsen af udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 vil det internationale samfund skulle foretage gennemgribende forandringer som reaktion på de fundamentale udfordringer, verden står over for i dag: fattigdommen skal udryddes, der skal sikres en inklusiv og bæredygtig udvikling for såvel nuværende som kommende generationer, og alle menneskerettigheder og grundlæggende værdier skal fremmes og beskyttes som grundlaget for fredelige og velstående samfund.

Der afholdes to internationale møder på højt plan i indeværende år, hvor der vil være mulighed for at nå til enighed om en ny dagsorden (med et nyt sæt bæredygtige udviklingsmål) og det nye globale partnerskab, der skal danne grundlaget herfor: den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering i Addis Abeba i juli og De Forenede Nationers (FN's) topmøde i New York i september med henblik på vedtagelse af udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015. Denne proces har til formål at samle og bygge videre på tidligere initiativer, især årtusindudviklingsmålene (MDG-målene) og "Rio+20"-konferencen om bæredygtig udvikling. En aftale om udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 vil desuden have stor betydning for forhandlingerne under FN's rammekonvention om klimaændringer.

Der er allerede gjort betydelige fremskridt gennem forskellige processer i FN. Rapporten fra den åbne arbejdsgruppe om målene for bæredygtig udvikling[1], rapporten fra den mellemstatslige ekspertkomité vedrørende finansiering af bæredygtig udvikling[2] og FN's generalsekretærs sammenfattende rapport[3] udgør vigtige bidrag i denne sammenhæng. De viser, at en global aftale om en ambitiøs udviklingsdagsorden for perioden efter 2015 er inden for rækkevidde.

Den Europæiske Union (EU) har med vigtige bidrag og ved at engagere sig aktivt med alle parter på alle niveauer gennemgående spillet en betydningsfuld og konstruktiv rolle i disse processer. I Europa-Kommissionens meddelelser fra februar 2013[4], juli 2013[5] og juni 2014[6], og Rådets konklusioner fra juni 2013[7], december 2013[8] og december 2014[9] formuleres EU's vision for en dagsorden for perioden efter 2015. Dagsordenen skal være global og universel og inddrage de tre dimensioner af bæredygtig udvikling: den sociale, den økonomiske og den miljømæssige dimension.

Det er yderst kompliceret at gennemføre en så vidtrækkende dagsorden, men også en enestående mulighed for at forny og styrke samarbejdet i det globale samfund. Hvis dagsordenen for perioden efter 2015 skal kunne gennemføres, kræver det et nyt globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling. Dette globale partnerskab kan kun fungere, hvis alle bidrager. EU er fast besluttet på at påtage sig sit fulde ansvar og arbejde konstruktivt med de øvrige parter, og EU håber, at disse parter vil deltage aktivt.

På grundlag af Rådets konklusioner fra december 2014 giver Europa-Kommissionen i denne meddelelse sit syn på de overordnede principper for det globale partnerskab, og hvilke elementer der er nødvendige for effektivt at kunne understøtte udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015. Meddelelsen indeholder forslag til, hvordan EU og medlemsstaterne kan bidrage til partnerskabet. Den skal danne grundlaget for EU's fælles holdning i de mellemstatslige forhandlinger og understreger EU's vilje til at engagere sig positivt i den globale debat om, hvordan de fremtidige mål for bæredygtig udvikling skal gennemføres. I bilaget beskrives forslag til mulige tiltag med henblik på at gennemføre dagsordenen for perioden efter 2015.

II. OVERORDNEDE PRINCIPPER FOR DET GLOBALE PARTNERSKAB

Det nye globale partnerskab skal skabe en ny forandringsorienteret solidaritets- og samarbejdsånd. Nationalt ejer- og lederskab, som understøttes af politisk engagement på højeste niveau, bliver meget afgørende. Den nationale indsats skal forstærkes via samarbejde på alle niveauer og med alle interessenter og bygge på erfaringerne med årtusindudviklingsmålene om at udvikle et globalt partnerskab for udvikling og andre internationale partnerskaber. For at kunne opnå resultater med denne indsats, er det nødvendigt at gennemføre politiske foranstaltninger og mobilisere ressourcer, således at alle lande bidrager i overensstemmelse med deres formåen.

Det globale partnerskab bør baseres på principper om fælles ansvar, gensidig ansvarlighed og individuel kapacitet. Det påhviler lande på alle udviklingstrin at deltage og tage ansvar for partnerskabets gennemførelse.

Partnerskabet skal også bygge på respekt for menneskerettighederne, god regeringsførelse, retsstatsprincippet, støtte til demokratiske institutioner, inklusion, ikke-diskrimination og ligestilling mellem mænd og kvinder.

Det bør støtte en afbalanceret integrationen af de tre dimensioner af en bæredygtig udvikling for at undgå, at der arbejdes isoleret med dem, eller at nogle målsætninger tilsidesættes i forhold til andre. Klimaforandringerne forværrer de problemer, der er forbundet med både fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling, og klimaproblematikker bør derfor aktivt integreres i udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 og i det globale partnerskab, der skal danne grundlaget for den.

Ud over de traditionelle samarbejdskanaler bør mere effektive og inkluderende former for partnerskaber med deltagelse af flere interessenter fremmes på alle niveauer inden for det globale partnerskab. Den private sektor og civilsamfundet bør inddrages, herunder arbejdsmarkedets parter, den akademiske verden, fonde, videninstitutioner og offentlige myndigheder. For at dagsordenen skal kunne give de forventede resultater, kræves der sammenhæng mellem de forskellige politikker, således at alle statslige foranstaltninger bidrager til fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling. Det globale partnerskab bør fremme en bæredygtig og effektiv brug af alle ressourcer, herunder nationale ressourcer, international offentlig finansiering, privat og innovativ finansiering.

Et fremtidigt globalt partnerskab bør have et klart fokus på at opnå målbare, konkrete og bæredygtige resultater, der direkte bidrager til de aftalte mål og målsætninger, bliver omsat til strukturelle reformer og i sidste ende fører til positive og bæredygtige resultater for os mennesker og vores planet. Gennemsigtighed og informationsudveksling for alle interessenter bør være en helt central del af det globale partnerskab. Der bør derfor lægges særlig vægt på effektiv overvågning, ansvarlighed og revision på alle niveauer for alle borgere og interessenter. Feedback og læring bør fremmes.

For at dagsordenen for perioden efter 2015 skal kunne give de forventede resultater, kræver det, at alle lande iværksætter passende politiske tiltag med henblik på at gennemføre målene for bæredygtig udvikling i overensstemmelse med deres respektive formåen. Indsatsen bør i lige høj grad fokusere på at iværksætte de rigtige politiske tiltag og at mobilisere tilstrækkelige finansielle midler dertil, da disse to faktorer hænger sammen. Klare politiske rammer med fokus på resultater er en uundværlig forudsætning for, at finansieringen kan få en reel effekt. Finansieringen bør samtidig bidrage aktivt til at udnytte og tilskynde til andre former for gennemførelsesmetoder, f.eks. via åbne politikker, kapacitetsopbygning, handel, innovation og private investeringer.

Europa-Kommissionen vil i tæt samarbejde med medlemsstaterne arbejde for at gennemføre dagsordenen i EU og støtte gennemførelsen andre steder i verden gennem konstruktivt samarbejde og partnerskaber. For at dagsordenen for perioden efter 2015 skal kunne gennemføres, kræves der et aktivt engagement og foranstaltninger fra EU og medlemsstaterne på alle niveauer. EU kan bidrage med sin erfaring i at gennemføre politikker som afspejler grundprincipperne i dagsordenen såsom. bæredygtighed, samarbejde og partnerskaber. Disse politikker spænder fra Europa 2020-strategien[10], som har til formål at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst ved hjælp af en række integrerede og sammenhængende politiske foranstaltninger, til udviklingsvenlig politikkohærens[11] og det syvende miljøhandlingsprogram[12].

III. CENTRALE ELEMENTER I DET GLOBALE PARTNERSKAB – GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

De centrale elementer, som bør være en del af det globale partnerskab, er beskrevet nedenfor. Deri indgår foranstaltninger, som alle partnere skal træffe med henblik på at gennemføre dagsordenen, og konkrete forslag til, hvordan EU kan bidrage.

3.1. Gunstige politiske rammebetingelser på alle niveauer

Der er behov for en sammenhængende blanding af effektive politikker, praksis, institutioner og ressourcer i hvert enkelt land for at skabe de nationale forudsætninger for gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015. God regeringsførelse på alle niveauer er en forudsætning for at kunne gennemføre dagsordenen og et vigtigt mål i sig selv.

På nationalt niveau skal alle regeringer i fuldt samråd med deres borgere beslutte, hvordan de vil bidrage til at nå målene og målsætningerne, og de skal i den forbindelse huske at få alle dele af samfundet med, især de mest sårbare. Det er af afgørende betydning, at civilsamfundet involveres fuldt ud. Det nye globale partnerskab bør også udnytte udviklingspotentialet hos lokale myndigheder og lokale interessenter. Koordineringen mellem de forskellige niveauer – globalt, nationalt, regionalt og lokalt – bør forstærkes.

For at kunne gennemføre de politiske målsætninger på nationalt og subnationalt niveau har de enkelte lande brug for en effektiv lovgivning og effektive regler. Det er vigtigt, at landene fremmer effektive og lydhøre institutioner, gennemsigtige politikker og systemer og ansvarlighed over for deres borgere via demokratiske processer baseret på retsstatsprincippet. Det indebærer bl.a. skabelse af fair og forudsigelige retlige rammer, som fremmer og beskytter menneskerettighederne, de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og miljøet og sikrer en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne. Dette kræver også, at der skabes et stabilt, gunstigt miljø for den private sektor, herunder at der skabes lige konkurrencevilkår og opmuntres til bæredygtige investeringer. Det er af afgørende betydning, at lovgivningen gennemføres og håndhæves, f.eks. gennem bekæmpelse af ulovlige aktiviteter, fjernelse af gennemførelseshindringer, opbygning af håndhævelseskapacitet og offentlig oplysning, således at interessenter kan holde regeringer og myndigheder ansvarlige. EU er fast besluttet på at forbedre sin egen lovgivning og at samarbejde med partnere om at udarbejde og styrke en lovgivning, der er rimelig, effektiv og gennemsigtig, og at øge retssystemernes effektivitet, uafhængighed og kvalitet gennem kapacitetsopbygning og videndeling.

God regeringsførelse kræver effektive systemer til budgettering, finansielle tildelinger og kontrol med udgifter. Disse systemer skal være fuldt gennemsigtige og åbne for den brede offentlighed med henblik på at fremme deltagelsesbaseret beslutningstagning og den private sektors engagement og bekæmpe korruption. Effektive makroøkonomiske politikker er forudsætninger for at kunne sikre, at de nødvendige ressourcer mobiliseres og anvendes effektivt i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling.

Regeringerne skal fremme en bæredygtig og inklusiv vækst, der er til gavn for hele samfundet, også marginaliserede og ekskluderede grupper. Reguleringsinstrumenterne bør kombineres med fleksible og omkostningseffektive økonomiske instrumenter, som kan bidrage til at nå kombinerede mål. Økonomiske instrumenter, f.eks. skattemæssige incitamenter, garanterede afregningspriser og betalinger for økosystemtjenester, kan skabe grobund for bæredygtig vækst, bl.a. ved at flytte skattebyrder fra arbejde til produkter, der har en negativ indvirkning på bæredygtigheden, og ved at udstede omsættelige emissionstilladelser, som det f.eks. er tilfældet med EU's emissionshandelssystem. Prissætningen af CO2 er en vigtig drivkraft for investeringer i rene teknologier og kulstoffattige løsninger, især i udviklingslandene. Alle lande bør derfor gå over til at prissætte CO2 for på den måde at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Bæredygtige offentlige indkøb, der foretages på grundlag af sociale og miljømæssige kriterier, gør det muligt for regeringer at udnytte de offentlige udgifter til at øge efterspørgslen efter bæredygtige produkter og tjenester og derved øge disses markedsandel og give virksomhederne håndgribelige incitamenter.

En sammenhængende politik er en af grundforudsætningerne for at skabe velfungerende politiske rammer. For at det globale partnerskab skal kunne give resultater, skal alle politikker på nationalt og subnationalt niveau bidrage til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling på en sammenhængende måde – både i de enkelte lande og på internationalt plan.

Der bør tages hensyn til den vigtige rolle, som mange sektorer såsom landbrug, energi og sundhed spiller ved at bidrage til en række mål og målsætninger. Det er særlig vigtigt med politiske foranstaltninger, der er med til at skabe og fremme adgangen til anstændige job med bæredygtig og tilstrækkelig social beskyttelse for alle, og politiske foranstaltninger, der fremmer investeringer i menneskelig kapital via uddannelse og opkvalificering. Det er fortsat helt afgørende at bekæmpe ulighed og social eksklusion, især blandt de mest sårbare grupper, herunder kvinder, børn, ældre og personer med handicap, bl.a. ved hjælp af værktøjer som køns- og aldersmarkører. 

Et andet vigtigt skridt er at reformere eller afskaffe miljøskadelig støtte, f.eks. støtte til fossile brændstoffer, og erstatte den med interventioner, der er klimasmarte og mindre miljøskadelige, og som bidrager mere effektivt til fattigdomsbekæmpelse. En sammenhængende politik indebærer også hensigtsmæssige koordineringsmekanismer beregnet til dialog mellem interessenter og til overvågning og vurdering af politikker og resultater.

Betydningen af det regionale niveau må ikke undervurderes. EU bidrager aktivt til at fremme regional udvikling og integration, der kan stimulere handel, investeringer og mobilitet og føre til fred og stabilitet.

På globalt plan vil gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015 også kræve et effektivt internationalt forvaltningssystem, stabile finansielle markeder og økonomisk samarbejde, herunder regulering i det omfang, det er nødvendigt. De globale forvaltningsinstitutioner bør være effektive og gennemsigtige og råde over systemer, der kan anvendes til vurdering og rapportering i forhold til målsætninger. Forbedringerne af styringen i internationale finansielle institutioner skal fortsætte. Derudover er dagsordenerne fra G7- og G20-landenes møder eksempler på den type politiske forpligtelser, der kan gøre en stor forskel.

På området globale offentlige goder kræves der også koordinerede internationale politikker og foranstaltninger, herunder bedre gennemførelse af internationale aftaler, som spiller en afgørende rolle med hensyn til at nå en række af målene for bæredygtig udvikling. Mange problemer er af global eller grænseoverskridende karakter, og deres løsning kræver derfor særlige internationale samarbejdsaftaler. De nationale politikker bør ligeledes være konsekvente og stemme overens med internationale aftaler. EU er en aktiv fortaler for og part i en række internationale aftaler og klar til at påtage sig en ledende rolle og bidrage yderligere til gennemførelsestiltag på en række områder, f.eks. multilaterale sundhedsaftaler, multilaterale miljøaftaler og international havforvaltning.

I en verden, der præges af stadig større indbyrdes afhængighed, bør alle lande systematisk tage hensyn til den virkning, som deres politikker kan have i andre lande, både positivt og negativt. Alle udviklede lande, middelindkomstlande og vækstøkonomier bør derfor forpligte sig til at etablere systemer til vurdering af nye politikkers virkning i fattigere lande. For EU er udviklingsvenlig politikkohærens en retlig forpligtelse til at tage hensyn til målsætninger inden for udviklingssamarbejdet i de af EU's politikker, der må formodes at påvirke udviklingslandene. Dette betyder både at afhjælpe eventuelle negative virkninger af nationale politikker for tredjelande og at fremme synergier på tværs af områder som økonomi, social- og miljøpolitik.

3.2. Udvikling af kapacitet til at gennemføre dagsordenen

Dagsordenen for perioden efter 2015 kan give resultater, hvis alle partnere har effektive institutioner og de nødvendige menneskelige kompetencer og kapaciteter til at udrydde fattigdom og skabe bæredygtig udvikling. Dette omfatter kapacitet til at vurdere behov, indsamle oplysninger, overvåge gennemførelsen og evaluere strategier. For at nå målene for bæredygtig udvikling kræver det yderligere og nye kapaciteter og færdigheder på alle niveauer i alle lande, også i EU.

Udviklingen af kapacitet, herunder institutionel og organisatorisk udvikling, vil kun kunne være effektiv, hvis målgruppen selv har ejerskabet og står for styringen. Den skal være drevet af lærings- og videnbaserede initiativer og foregå via en løbende, fair og konstruktiv dialog om politikker og udviklingsresultater. Der bør fokuseres på udvikling af menneskelige ressourcer og systemer og processer til planlægning, styring og overvågning.

Alle partnere i det internationale samarbejde, herunder internationale organisationer, bør styrke og forbedre deres støtte til kapacitetsudviklingsprocesser, bl.a. ved at gøre brug af netværk og systemer til udveksling af viden, peerlæring og koordinering mellem udviklingspartnere. I den forbindelse kan der være tale om alle typer samarbejdspartnerskaber, f.eks. nord-syd-, syd-syd-, trekantssamarbejde og regionalt samarbejde, med deltagelse af offentlige og private interessenter. Der er behov for en særlig indsats i de mindst udviklede lande (LDC-landene) og i skrøbelige stater, hvor det er af afgørende betydning at skabe forudsætninger for forandringer og styrke de mest sårbare befolkningsgruppers modstandskraft.

EU er fast besluttet på at forbedre og integrere støtte til kapacitetsudvikling i alle samarbejdssektorer via et flerpartsperspektiv. EU anser udviklingen af kapacitet i partnerlandene som en vigtig faktor med henblik på at øge bistandens effektivitet og bidrager allerede til peer-to-peer-læringsprocesser og -netværk via initiativer som f.eks. teknisk samarbejde og institutionelle udviklingsprogrammer. EU vil optrappe kapacitetsopbygningen i partnerlandene inden for statistik og overvågning.

3.3. Mobilisering og effektiv udnyttelse af national offentlig finansiering

De nationale regeringer har det primære ansvar for gennemførelsen af bæredygtige økonomiske politikker. Dette omfatter ansvaret for at mobilisere og udnytte offentlige ressourcer, herunder naturressourcerne, effektivt.

Det kræver også en sund forvaltning af offentlige midler og iværksættelse og styrkelse af foranstaltninger som revision, kontrol og bekæmpelse af svig og korruption, god forvaltningspraksis på skatteområdet og landeopdelt rapportering med henblik på at bekæmpe ulovlige finansstrømme.

Selv om de nationale offentlige indtægter er steget betydeligt de seneste år, er skatte- og afgiftstrykket stadig lavt i mange lande. Ud over at give finanspolitisk råderum til investeringer i udviklingsprioriteringer styrker effektiv og gennemsigtig inddrivelse og brug af nationale offentlige ressourcer ansvarligheden i landene og bidrager til et sundt forhold mellem staten og borgerne. For at bekæmpe fattigdom og sikre en bæredygtig udvikling er det derfor af afgørende betydning at styrke og udvide ressourcegrundlaget og forbedre forvaltningen og sikre en effektiv anvendelse af midlerne i alle lande.

Naturkapitalregnskaber kan hjælpe lande, der er rige på naturressourcer, til at styrke og øge gennemsigtigheden i forvaltningen af disse, hvorved naturressourcernes bidrag til dem økonomiske vækst kan øges. Overgangen til grøn økonomi giver omfattende nye muligheder, der kan blive en drivkraft for en bæredygtig økonomisk vækst. EU er fast besluttet på at styrke sin indsats på dette område, både internt og via støtte til udviklingslande.

Den voksende integration af de internationale finansielle markeder og den økonomiske globalisering medfører nye udfordringer med hensyn til at øge de nationale indtægter. Der er derfor behov for internationalt samarbejde for at sikre gennemsigtighed, samarbejde og retfærdighed på skatteområdet med henblik på at øge mobiliseringen af indenlandske indtægter.

Gældsætning er et vigtigt element og bør vurderes i sammenhæng med det samlede offentlige budget. Bæredygtig gældsfinansiering er, når den understøttes af effektiv gældsstyring, et helt grundlæggende aspekt af finansiel stabilitet og holdbar finanspolitik.

Alle lande bør forpligte sig til at mobilisere og anvende nationale offentlige midler effektivt, bl.a. til globale offentlige goder, f.eks. klima og biodiversitet, og til sektorer, som spiller en vigtig rolle for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling, f.eks. landbrug og energi. Alle lande bør anvende miljømæssige og sociale beskyttelsesforanstaltninger og fremme og gennemføre programmer, der øger deres modstandskraft og fører til besparelser på lang sigt. Integrationen af klimamålsætninger i de nationale offentlige investeringer er af afgørende betydning for at få øgede ressourcer til klimaforanstaltninger og for at undgå ubæredygtige investeringer og omkostninger på lang sigt.

Alle lande bør gøre en indsats for at bringe de offentlige indtægter op på et optimalt niveau (f.eks. via måling af skatteprovenuet i forhold til BNP), bl.a. ved at styrke de relevante institutioner, øge skatteforvaltningernes kapacitet og reformere de nationale skattesystemer med henblik på, hvor det er relevant, at udvide beskatningsgrundlaget og sikre retfærdige og rimelige skattepolitikker.

Alle lande bør også sikre, at de har systemer, der sikrer en effektiv, bæredygtig og gennemsigtig forvaltning af alle offentlige ressourcer, herunder gælds- og likviditetsstyring og forvaltning af indtægter fra naturressourcer. Det vil kræve gennemførelse af offentligt styrede reformprogrammer og styrkelse af de institutioner, der har ansvaret for budgetplanlægning og budgetkontrol, herunder uafhængige overordnede nationale revisionsorganer, parlamenter og civilsamfundet. Åbne datapolitikker bør fremmes, bl.a. gennem udviklingen af åbne nationale dataportaler.

Det internationale samarbejde til bekæmpelse af ulovlige finansstrømme bør intensiveres for at sikre lige vilkår på skatteområdet for lokale og internationale virksomheder. Gennemsigtigheden og ansvarligheden i udvindingsindustrien bør øges, herunder via offentliggørelsen af betalinger fra virksomheder til staten.

Det internationale samarbejde på skatteområdet bør ligeledes styrkes. Alle lande skal overholde minimumsstandarderne for god forvaltningspraksis på skatteområdet (gennemsigtighed, udveksling af oplysninger og fair skattekonkurrence) og forpligte sig til at vedtage nationale regler til bekæmpelse af skatteundgåelse, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning og til at undgå skadelig konkurrence på skatteområdet. Alle lande bør søge at gennemføre anbefalingerne vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud.

3.4. Mobilisering og effektiv udnyttelse af international offentlig finansiering

International offentlig finansiering er fortsat en vigtig katalysator for den samlede finansiering, der er tilgængelig for udviklingslandene. I de kommende 15 år vil der blive behov for yderligere midler til at gennemføre denne ambitiøse dagsorden. Som FN's generalsekretær påpegede i sin sammenfattende rapport, bør dagsordenen for tiden efter 2015 bygge på principperne om universalitet, fælles ansvar og solidaritet. Europa-Kommissionen støtter derfor på det kraftigste FN's generalsekretærs opfordring til, at alle udviklede lande opfylder FN's målsætning om, at den officielle udviklingsbistand skal udgøre 0,7 % af BNI, og at de enes om konkrete tidsfrister for, hvornår målene for officiel udviklingsbistand (ODA) skal være nået.

Udviklings- og vækstøkonomierne har været drivkraften bag den globale vækst i løbet af det seneste årti. I lyset af de løbende økonomiske og finansielle fremskridt i mange udviklingslande er det nødvendigt at udvikle den internationale offentlige finansiering i perioden efter 2015, så den mere effektivt kan være med til at sætte skub i forandringerne og sikre, at de bliver bæredygtige. Et stigende antal lande, som ikke er medlemmer af OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC), bidrager allerede med betydelige finansieringsbeløb. Disse partnere er med til at forandre udviklingsfinansieringen gennem alternative samarbejdsstrategier og -metoder, og de bør i højere grad bidrage til at støtte de lande, der har mest brug for det. De øverste mellemindkomstlande og vækstøkonomierne bør i betragtning af deres betydning og i overensstemmelse med den sammenfattende rapport fra FN's generalsekretær forpligte sig til at øge deres bidrag til international offentlig finansiering og til specifikke mål og tidsfrister herfor.

EU og medlemsstaterne står for mere end 50 % af al officiel udviklingsbistand og agter at fastholde et stærkt kollektivt engagement. Fristerne for EU's finansielle forpligtelser bør fastlægges som en del af ovennævnte forpligtelser på globalt niveau. Dette bør kunne sikre, at alle højindkomstlande samt de øverste mellemindkomstlande og vækstøkonomierne yder deres til at støtte de fattige lande i at opfylde internationalt aftalte målsætninger.

Den rolle, som international offentlig finansiering spiller, og dens betydning er forskellig fra land til land. Ressourcerne bør rettes mod de steder, hvor behovet er størst, og der opnås den største effekt. I den forbindelse er det vigtigt, at alle, der stiller finansielle midler til rådighed, gør en indsats for at stoppe den faldende tendens i bistanden til de fattigste lande. Som anført af FN's generalsekretær bør alle højindkomstlande respektere FN's mål om at yde 0,15 % af BNI i udviklingsbistand til de mindst udviklede lande, jf. Istanbulhandlingsprogrammet[13]. De øverste mellemindkomstlande og vækstøkonomierne bør også forpligte sig til at øge deres bidrag til de mindst udviklede lande og fastsætte mål og tidsfrister herfor.

Internationale offentlige midler fra alle parter bør videreformidles og anvendes på en effektiv måde i overensstemmelse med principperne om ejerskab, fokus på resultater, inklusivt partnerskab, gennemsigtighed og gensidig ansvarlighed. Alle aktører, der stiller finansiering til rådighed, bør gøre en konkret indsats for at forbedre gennemsigtigheden, styrke midlernes formidling og ansvarligheden, støtte måling og påvisning af bæredygtige resultater, gennemføre retningslinjer i konfliktsituationer og skrøbelige situationer[14] og begrænse fragmenteringen i den internationale støttearkitektur.

Den optimale udnyttelse af offentlige midler er helt afgørende i en tid med økonomiske begrænsninger. Den offentlige udviklingsbistand kan være med til at styrke andre redskaber til gennemførelse af dagsordenen, hvis den udformes og gennemføres ordentligt. Den kan mangedoble den offentlige nationale finansiering ved at støtte forbedringer af skatte- og finanspolitikker, gøre infrastrukturprojekter mulige ved hjælp af blandet finansiering og offentlig-private partnerskaber og fremme videnskabelig og teknologisk udveksling.

Da dagsordenen for perioden efter 2015 skal være sammenhængende og understøtte klimamål, er det vigtigt at sikre, at finansieringsrammerne for dagsordenen hænger sammen med og er tilpasset klimafinansieringen i fuldt omfang. Dette fremhæves i den sammenfattende rapport fra FN's generalsekretær. Det bør i denne sammenhæng bemærkes, at EU allerede har besluttet at øremærke 20 % af sit budget i perioden 2014-2020 – herunder midler til eksterne foranstaltninger – til klimarelaterede projekter og politikker. EU er desuden fortsat fast besluttet på at opfylde sine forpligtelser i henhold til internationale konventioner, bl.a. med hensyn til biodiversitet og andre centrale globale spørgsmål.

3.5. Stimulering af handel med henblik på at udrydde fattigdom og fremme bæredygtig udvikling

Handel er en central faktor med henblik på inklusiv vækst og bæredygtig udvikling og derfor et vigtigt middel til at gennemføre dagsordenen for perioden efter 2015.

EU anerkender Verdenshandelsorganisationens (WTO's) kompetence med hensyn til handelsrelaterede spørgsmål på globalt plan og er af den opfattelse, at det regelbaserede multilaterale handelssystem spiller en uvurderlig rolle i skabelsen af lige vilkår for alle lande, især udviklingslandene. EU bakker derfor fortsat fuldt op om Dohaudviklingsdagsordenen og gennemførelsen af Balipakken, navnlig aftalen om handelslettelser og de elementer, som vil kunne fremme yderligere integration af de mindst udviklede lande på de internationale markeder og i globale værdikæder. EU vil engagere sig konstruktivt i de kommende forhandlinger om arbejdsprogrammet efter Bali med henblik på en hurtig afslutning af runden.

Mange lande, især de nye vækstøkonomier, har med held udnyttet mulighederne i et åbent handelssystem til at fremme deres handel og opnå en holdbar vækst i BNP. Disse ændringer har bidraget til at hjælpe flere hundrede millioner mennesker ud af fattigdom, men ikke alle udviklingslande har gjort sådanne fremskridt. Især de mindst udviklede lande er fortsat marginaliserede i den globale handel.

Hvert enkelt land har det primære ansvar for at maksimere handelens potentiale for inklusiv vækst og bæredygtige udvikling gennem god regeringsførelse, sunde nationale politikker og reformer. Målet er at skabe en stabil lovgivningsramme, der er gunstig for den private sektor og investeringer, og som bidrager til landenes integration i regionale og globale værdikæder. Samtidig skal landene sikre overholdelsen af internationalt anerkendte arbejdsstandarder og tilstedeværelsen af de fornødne kvalifikationer i arbejdsstyrken og fremme overgangen til en grøn økonomi.

De mest sårbare lande i verden, især de mindst udviklede lande, står imidlertid over for en række konkrete problemer som følge af manglende kapacitet, utilstrækkelig infrastruktur eller utilstrækkelig spredning af produktionen. De har brug for støtte til at blive integreret i det globale handelssystem, således at de kan maksimere deres økonomiske, sociale og miljømæssige gevinster. Bedre markedsadgang og bistand til handel spiller en helt afgørende rolle i den forbindelse.

EU-markedet er det mest åbne over for udviklingslandene. EU har forenklet sine oprindelsesregler og forbedret informationen til de lande, der har størst behov for at få adgang til dets marked. EU gennemfører også unilaterale instrumenter til støtte for bæredygtig udvikling, herunder det generelle toldpræferencesystem (GSP). Under GSP Plus-ordningen indrømmer EU yderligere handelspræferencer til svage økonomier, som har forpligtet sig til at gennemføre 27 centrale internationale konventioner om menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og god regeringsførelse. Derudover giver "alt undtagen våben"-initiativet told- og kvotefri adgang for alle produkter fra de mindst udviklede lande, undtagen våben og ammunition. Alle udviklede lande og vækstøkonomier bør indrømme produkter fra de mindst udviklede lande told- og kvotefri adgang til deres markeder.

EU og dets medlemsstater er også verdens førende ydere af bistand til handel (Aid for Trade) og tegner sig for en tredjedel på globalt plan. Dette omfatter kapacitetsopbygning til at opfylde EU's normer og få fuldt udbytte af handelsaftaler og EU's ensidige handelspræferencer. Det er EU's hensigt at ajourføre sin strategi for bistand til handel i lyset af resultaterne af forhandlingerne om perioden efter 2015. Alle udviklede lande og nye vækstøkonomier bør øge deres bistand til handel til de mindst udviklede lande og gøre det i overensstemmelse med principperne for effektiv udvikling.

For at kunne realisere handelens fulde potentiale bør alle lande i stigende grad i forbindelse med deres handelspolitik tage hensyn til andet end toldspørgsmål, heriblandt lettelse af samhandlen, tekniske forskrifter og standarder, arbejdsmarkeds- og miljøregler, investeringer, tjenesteydelser, intellektuelle ejendomsrettigheder og offentlige indkøb. Disse områder er omfattet af EU's handelsaftaler, også aftalerne med udviklingslandene. Derudover bør alle lande vurdere handelsaftalers virkning med hensyn til bæredygtighed, og hvordan de påvirker de mindst udviklede lande.

EU har styrket integrationen af bæredygtig udvikling i sin handelspolitik. Dette indebærer, at EU systematisk medtager bestemmelser om bæredygtig udvikling, herunder arbejdsmarkeds- og miljømæssige aspekter, i alle sine handelsaftaler, både med udviklede lande og udviklingslande. Inddragelsen af repræsentanter for civilsamfundet i gennemførelsen af disse bestemmelser er afgørende for at opnå resultater. Alle lande bør i højere grad integrere spørgsmålet om bæredygtig udvikling i deres handelspolitik.

Gensidig styrkelse af handel og bæredygtig udvikling kan også fremmes ved at mindske eller fjerne toldmæssige og ikke-toldmæssige barrierer for miljøvarer, -teknologier og -tjenester samt miljøvenlige produkter. EU er i den sammenhæng en varm fortaler for, at der hurtigt indgås en plurilateral aftale om miljøvarer og -tjenester (aftalen om grønne varer), og opfordrer til, at flere lande deltager i de igangværende forhandlinger.

For at nå målene for bæredygtig udvikling kræves det, at man ved hjælp af en forandringsdagsorden på handelsområdet sikrer en mere ansvarlig adfærd og lovgivning samt gennemsigtighed i alle forsyningskæder. Udnyttelsen af og handelen med naturressourcer er en drivkraft for udvikling. Der er imidlertid behov for en større indsats med hensyn til at fremme lovlig, ansvarlig, bæredygtig og gennemsigtig tilvejebringelse af, handel med og anvendelse af naturressourcer og råmaterialer, bl.a. via EU-lovgivning om landebaseret rapportering og bilaterale aftaler, f.eks. med lande, der eksporterer tømmer. Europa-Kommissionen har også for nylig fremlagt et forslag om ansvarlig tilvejebringelse af mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder[15].

De internationale foranstaltninger til bekæmpelse af illegal handel, der er skadelig for miljøet (f.eks. i forbindelse med handel med vilde dyr og planter, farlige stoffer og naturressourcer), skal styrkes. Blandt de gode eksempler på, hvad der kan gøres, er de frivillige partnerskabsaftaler, som EU forhandler inden for rammerne af sit initiativ vedrørende retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet.

Udviklingen af internationale retningslinjer og standarder samt offentlige og private bæredygtighedsordninger (f.eks. fair trade-ordninger) kan også bidrage økonomisk, miljømæssigt og socialt.

3.6. Fremme af transformerende forandringer via videnskab, teknologi og innovation

Løsninger baseret på videnskab, teknologi og innovation er vigtige drivkræfter for gennemførelsen af visionen for verden efter 2015. Videnskab, teknologi og innovation, herunder digitalisering, kan bidrage til betydelige forandringer på relativt kort tid, men indebærer ikke automatisk løsninger på sociale og miljømæssige problemer. Alle interessenter skal udnytte potentialet inden for videnskab, teknologi og innovation til at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv udvikling. Alle parter bør derfor bidrage til at skabe innovation, der kan hjælpe borgere til at slippe ud af fattigdom, skabe kvalitetsbeskæftigelse, optimere komplekse systemer og værdikæder, fremme bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre, mindske sårbarheden over for katastrofer og andre former for chok og fremme mere effektiv brug af knappe ressourcer. Alle lande skal fremme de høje eller specifikke kompetencer, som der er behov for med henblik på at fremme og understøtte videnskab, teknologi og innovation. Især udviklingslandene bør fuldt ud udnytte potentialet i informations- og kommunikationsteknologier og muligheden for at udnytte dem som drivkraft bag inklusiv og bæredygtig udvikling, innovation og iværksætteri.

Da de fleste teknologier ejes af virksomheder, kan overførslen af dem kun fungere på gensidigt aftalte betingelser, og samtidig skal de intellektuelle ejendomsrettigheder respekteres. Regeringerne bør fremme udbredelse, deling og overførsel af teknologi ved på nationalt plan at skabe et befordrende miljø og incitamenter rettet mod bæredygtighed, og de bør sørge for en tilstrækkelig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med WTO's regler. Offentlig-private partnerskaber og investeringer i forskning og udvikling bør fremmes, og deres bidrag til bæredygtig udvikling bør sikres.

Alle lande bør øge det bilaterale, regionale og multilaterale samarbejde om videnskab, teknologi og innovation og om løsningsorienteret forskning, herunder om informations- og kommunikationsteknologier, med henblik på at fremme opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling. Der er ikke kun behov for nord-syd-samarbejde for at fremme udviklingen af og adgangen til livsvigtige og miljømæssigt forsvarlige teknologier, men også for syd-syd-samarbejde og trekantssamarbejde, specielt for de mindst udviklede lande. Vækstøkonomierne spiller en vigtig rolle i forbindelse med udviklingen og overførslen af teknologi og kapacitetsopbygningen til gavn for de mindst udviklede lande, hvilket også er tilfældet med hensyn til det videnskabelige og teknologiske samarbejde.

Samarbejdet om teknologioverførsel bør gå videre end ren teknologisk udvikling og inddrage langfristede investeringer, der er tilpasset lokale kontekster, involverer lokalsamfund og brugere og sikrer, at der tages hensyn til menneskelige og miljømæssige behov ("human-and eco-centred design").

FN skal fortsat lette adgangen til oplysninger om eksisterende teknologi og fremme sammenhæng og koordinering mellem teknologimekanismer, herunder eventuelle nye mekanismer. Europa-Kommissionen foreslår med henblik på at skabe merværdi og undgå overlapninger, at nye mekanismer skal fungere som clearingkontorer for eksisterende initiativer med henblik på at fremme koordineringen af og synergier mellem dem, samtidig med at alle relevante interessenters deltagelse sikres. Som foreslået i FN's generalsekretærs sammenfattende rapport kan oprettelsen af en onlineplatform, der bygger på og supplerer eksisterende initiativer, bidrage til dette mål.

EU er fast besluttet på at fremme videnskab, teknologi og innovation, både inden for EU og i samarbejde med internationale partnerlande og -regioner. I Horisont 2020, EU's forsknings- og innovationsprogram, er 60 % af budgettet øremærket til støtte til bæredygtig udvikling. Programmet er åbent for deltagelse fra hele verden. EU fremmer fri adgang til publikationer og på pilotbasis til data, når disse stammer fra offentligt finansieret forskning under Horisont 2020. Målet er at lette videndeling og øge forsknings- og innovationskapaciteten, bl.a. i udviklingslandene. EU vil som led i sit udviklingssamarbejde støtte innovations- og teknologioverførselskapaciteten gennem programmer for videregående uddannelser. Dette gælder især inden for bæredygtigt landbrug og fødevaresikkerhed og har til formål at øge bæredygtigheden ved at sætte landbrugsproduktionen på en bæredygtig vækstkurs og omsætte forskningsresultater til praktiske løsninger. EU bidrager gennem sin deltagelse i forskellige partnerskaber også til krise- og katastrofeforebyggelse, -beredskab og -indsats.

3.7. National og international mobilisering af den private sektor

Virksomhederne og forbrugerne bliver nøglespillere i overgangen til bæredygtig udvikling, da interessenterne i den private sektor, lige fra små til store multinationale virksomheder, er en vigtig drivkraft for innovation, bæredygtig vækst, jobskabelse, handel og fattigdomsbekæmpelse. Sektoren spiller også en helt afgørende rolle med hensyn til investering i ressourceeffektivitet og -infrastruktur, såsom bæredygtige transportsystemer, energinet og digitale infrastrukturer, som er afgørende for et lands økonomiske vækst. Gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015 kræver derfor et erhvervsklima, der er befordrende for initiativer i den private sektor, understøtter mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, styrker kvinders rolle og øger den finansielle integration. Forbrugerne bør have mulighed for at træffe kvalificerede valg ved hjælp af bedre oplysninger om produkters bæredygtighed, bl.a. gennem fremme og brug af bæredygtighedsmærkning. Standarder og kriterier for bæredygtighed underbygger en række foranstaltninger, der har til formål at nå målene for bæredygtig udvikling, f.eks. skattemæssige incitamenter, offentlige indkøb, virksomhedsrapportering og produktmærkning.

Selv om erhvervslivets resultater med hensyn til at mindske dets påvirkning på det miljømæssige og sociale område bliver bedre, er der i den private sektor et stort potentiale, som kan udnyttes til yderligere at forbedre sektorens bidrag til fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling. Virksomhederne bør systematisk analysere de miljømæssige og sociale konsekvenser af de produkter, de anvender og producerer, ved at foretage livscyklusanalyser. Der findes mange standarder, principper og retningslinjer, som virksomhederne kan anvende, og dagsordenen for perioden efter 2015 er en oplagt anledning til at tage fat på disse problemstillinger. Et eksempel er arbejdet med at udarbejde retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder.

Regeringerne og den private sektor skal arbejde sammen om at nå frem til en fælles vision for bæredygtig og inklusiv vækst; myndighederne skal i den forbindelse fastlægge de lovgivningsmæssige rammer, sikre håndhævelsen heraf og skabe incitamenter, og den private sektor skal i højre grad foretage bæredygtige investeringer. Omfanget af sammenkoblingen af offentlige midler med lån fra internationale finansielle institutioner og midler fra den private sektor vil fortsat vokse i løbet af de kommende årtier, bl.a. i forbindelse med bæredygtige investeringer i klimasmarte infrastrukturer og virksomheder og øget finansiel integration.

En vigtig forudsætning for udviklingen af den private sektor er adgangen til finansiering sammenholdt med passende retlige rammer og retlige strukturer. Enkle, gennemsigtige og stabile regler og institutioner, der bakkes op af velfungerende retssystemer og tvistbilæggelseordninger, er afgørende elementer i et inklusivt og befordrende erhvervsklima og med henblik på fremme af bæredygtige investeringer. Det er en udfordring for lokale og nationale myndigheder at skabe betingelser, der kan fremme en gradvis formalisering af den uformelle sektor (som kan føre til tjenester og øge skatteindtægterne), uden at dette bliver en hindring for dynamik og innovation.

Innovative forretningsmodeller, der integrerer de fattige som forbrugere og producenter på markeder, bør fremmes som et middel til at skabe bæredygtig og inklusiv vækst. Virksomhederne bør tilskyndes til at fortsætte vellykkede initiativer, som sigter mod at forbedre arbejdsvilkårene og de miljømæssige muligheder, såsom aftalen om brand- og bygningssikkerhed i Bangladesh[16] og EU's erhvervs- og biodiversitetsplatform[17].

Den private sektor kan også være drivkraft for forandring ved at tage fat på spørgsmål som gennemsigtighed, arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, adgang til social beskyttelse, indflydelse og selvstændiggørelse samt affald, forurening, ressourceeffektivitet og beskyttelse af miljøet. Den kan også aktivt støtte en styrkelse af retsstaten. En øget ressourceeffektivitet, der bevæger sig i retning af en cirkulær økonomi, er desuden økonomisk sund fornuft. Den private sektor kan gennem større forretnings- og produktmæssig ansvarlighed, især i sektorer med stærke multiplikatoreffekter som f.eks. landbrug, energi, digitale teknologier, infrastruktur og grønne sektorer, få meget stor betydning og bidrage til at opnå inklusiv og bæredygtig vækst. Dette vil igen give en positiv respons, eftersom afhjælpning af mangler inden for f.eks. transport- eller energiinfrastruktur vil kunne fjerne alvorlige flaskehalse for den økonomiske vækst i mange af de mindst udviklede lande og føre til deres indtræden i globale værdikæder.

Der er behov for partnerskaber med deltagelse af flere interessenter for at øge forretningsinitiativernes størrelse. Små og mellemstore virksomheder er en vigtig drivkraft for jobskabelse, men de mangler ofte de stordriftsfordele og den kapacitet, der er nødvendig for at kunne investere i innovativ teknologi eller deltage fuldt ud i bæredygtighedsprogrammer. Partnerskaber med store multinationale virksomheder, f.eks. gennem FN's Global Compact-initiativ[18], kan hjælpe små og mellemstore virksomheder til at udnytte deres potentiale for bæredygtig udvikling og innovation.

EU gør allerede meget for at lette den private sektors engagement i udviklingslandene og vil fortsætte sine bestræbelser herpå. Gennem udviklingssamarbejde støtter EU erhvervslivets engagement i bæredygtig energi, bæredygtigt landbrug, fiskeri, skovbrug og fødevareindustri, informations- og kommunikationsteknologier, bæredygtig infrastruktur, grøn infrastruktur og grøn økonomi. EU tilskynder virksomhederne til at investere mere og mere ansvarligt i udviklingslandene, bl.a. gennem differentierede og specifikke strategier for skrøbelige og konfliktramte lande, hvor der er akut brug for job og økonomiske muligheder for at kunne genoprette social samhørighed, fred og politisk stabilitet. EU arbejder sammen med partnerlandenes regeringer for at skabe et gunstigt erhvervsklima, bl.a. gennem øget støtte til små og mellemstore virksomheder, fremme af miljøforetagender, selvstændiggørelse af kvinder som iværksættere og arbejdstagere og øget finansiel integration.

EU er ved at tage skridt til at øge de markedsgevinster, som virksomhederne kan opnå ved at udvise socialt og miljømæssigt ansvar, og formidle god praksis, forbedre selv- og samreguleringsprocesser og øge virksomhedernes offentliggørelse af sociale og miljømæssige oplysninger. EU vil også fortsætte med at fremme retningslinjer for bæredygtighed, herunder virksomhedernes sociale ansvar, gennem dialog med partnerlande. EU fremmer aktivt meningsfyldt engagement og udbredelse af internationalt anerkendte principper og retningslinjer, herunder FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

3.8. Udnyttelse af de positive følger af migration

Migration er blandt de globale tendenser, der på en meget omfattende og kompleks måde kommer til at påvirke dagsordenen for perioden efter 2015. Den er et eksempel på en problemstilling, som kan forvaltes på en måde, der bidrager positivt til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling.

For enkeltpersoner kan migration være en af mest effektive og umiddelbare strategier til at bekæmpe fattigdom.  Mennesker flytter for at flygte fra fattigdom og konflikt, tilpasse sig klimaændringer, miljømæssige og økonomiske chok, for at opnå beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast og forbedre deres familiers indkomst, sundhed og uddannelse. Selv om migration utvivlsomt har bidraget til fremskridt hen imod mange af årtusindudviklingsmålene, kan tvungen eller dårligt forvaltet migration medføre, at nogle migranter får problemer, øge risikoen for, at de falder i hænderne på menneskesmuglere, overbelaste destinationslandenes modtagelseskapacitet og øge de sociale spændinger. Alle lande bør gøre en indsats for at forvalte migrationen effektivt i fuld respekt for migranternes rettigheder og værdighed og derved mindske deres sårbarhed. I betragtning af at migrationen foregår i alle retninger, vil bedre forvaltning deraf kræve styrkede partnerskaber mellem staterne og andre interessenter.

Det nye globale partnerskab bør fremme en mere samarbejdsorienteret tilgang, således at den internationale migration i højere grad bidrager til en bæredygtig udvikling, og de pågældendes sårbarhed mindskes. Det internationale samfund bør forpligte sig til at arbejde sammen om at udvikle en omfattende ramme for håndtering af både lovlig og ulovlig migration i oprindelses-, transit- og destinationslande, der også dækker aspekter som sundhed, uddannelse og beskæftigelse. Der er behov for initiativer, som bekæmper diskrimination og giver lovlige migranter mulighed for at beholde en større del af deres løn (især ved at reducere de omkostninger, der er forbundet med pengeoverførsler og rekruttering), for at overføre socialsikringsrettigheder og for at bidrage med deres fulde potentiale (gennem anerkendelse af deres evner og kvalifikationer). Det internationale ansvar for at forvalte migrationen skal være fælles. Det internationale samfund kan også fremme foranstaltninger med henblik på at give migranter adgang til offentlige ydelser, sundhedspleje, uddannelse og andre tjenesteydelser. EU har spillet en pionerrolle med hensyn til en ekstern migrationspolitik – en samlet strategi for migration og mobilitet[19] – som er afbalanceret og omfattende. Denne er blevet udviklet til en effektiv ramme for inddragelse af tredjelande og regioner i spørgsmål om migration og asyl til gensidig gavn. Strategien har givet EU positive erfaringer med at sikre sammenhæng mellem migration og udviklingsmål. Europa-Kommissionen ønsker at gå et skridt videre og er derfor i gang med at udarbejde en europæisk dagsorden for migration, som indeholder en afbalanceret og omfattende strategi, der skal binde EU's migrationspolitik bedre sammen med dets eksterne politikker, herunder udviklingspolitikken, med henblik på at fremme et mere omfattende internt og eksternt samarbejde.

IV. CENTRALE ELEMENTER I DET GLOBALE PARTNERSKAB – OVERVÅGNING, ANSVARLIGHED OG REVISION

Da det kræves, at landene arbejder sammen og overholder deres forpligtelser, for at dagsordenen for perioden efter 2015 kan blive en succes, er det vigtigt at overvåge og gennemgå de fremskridt, der gøres med hensyn til dagsordenens gennemførelse. Rammen for overvågning, ansvarlighed og kontrol bør være en integreret del af dagsordenen og bygge på principperne om gennemsigtighed, inklusion og fleksibilitet, produktivitet og effektivitet. Den skal dække alle aspekter af målene for bæredygtig udvikling samt alle midler til gennemførelsen heraf, herunder alle aspekter af finansieringen. Processen bør gøre det lettere for og tilskynde landene til at gøre så store fremskridt som muligt, udfærdige og evaluere effektive politikker, dele erfaringer og demonstrere en god praksis. Men den skal være effektiv og skabe værdi, uden at det bliver nødvendigt med en yderligere indsats eller ressourcer. Rammen bør bygge på allerede etablerede systemer til overvågning og ansvarligholdelse, f.eks. dem, der er oprettet i medfør af internationale aftaler.

Som påpeget i FN’s generalsekretærs sammenfattende rapport skal den nye dagsorden udgøre en del af en kontrakt mellem befolkningerne, herunder civilsamfundet og den private sektor, og staterne. Rammen bør bygge på en flerstrenget strategi, hvor der opereres på lokalt, nationalt, regionalt og internationalt plan, således at der sikres sammenhæng mellem disse niveauer. Den bør involvere repræsentanter for alle interessentgrupper og understøtte deres deltagelse i aspekter relateret til både overvågning og ansvarligholdelse. Der bør lægges vægt på behovene blandt grupper, der er udsat for diskrimination, og mennesker i udsatte situationer. De nationale regeringer skal kunne holdes ansvarlige over for både hjemlige interessenter med hensyn til nationale fremskridt og over for det internationale samfund med hensyn til bidrag til globale mål og målsætninger. Med disse globale ambitioner som rygstød vil hver enkelt regering skulle omsætte dagsordenen for perioden efter 2015 til ambitiøse nationale tiltag under hensyntagen til de nationale forhold og den nationale kapacitet. Den nationale planlægning bør være inklusiv og gennemsigtig. Oplysningerne om de fremskridt, der er opnået, bør tage hensyn til civilsamfundets synspunkter og være offentligt tilgængelige for at sikre et bredt offentligt engagement i processen efter 2015.

Det regionale niveau kan udgøre et nyttigt forum for peer review og læring, og det kan tilskynde landene til at sætte ambitiøse mål og stimulere gennemførelsen. Arbejdet på regionalt plan kan også bidrage til at sikre fremskridt i grænseoverskridende spørgsmål, f.eks. inden for integreret vandområdeforvaltning, og vedrørende fælles målsætninger som f.eks. energieffektivitet og vedvarende energi og sunde fiskebestande. På globalt niveau bør fremskridt hen imod de globale mål og målsætninger vurderes på grundlag af nationale rapporter og suppleres af andre rapporter, f.eks. om specifikke mål og temaer.

FN's politiske forum på højt niveau vedrørende bæredygtig udvikling er det primære forum i denne sammenhæng og har en central tilsynsrolle, når det drejer sig om at opretholde det politiske engagement og gøre det lettere at evaluere opnåede fremskridt og den bedste praksis, herunder anbefalinger til yderligere tiltag på nationalt eller internationalt niveau. Forummet vil kunne gøre fuld brug af erfaringerne fra det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som omfatter nyttige metoder, f.eks. landestyret dialog mellem flere interessenter, dataindsamling og overvågning, der viser det forandringspotentiale en inklusiv overvågningsproces har i forhold til adfærd og ambitionsniveauer. Det bør bemærkes, at en række andre sektorspecifikke FN-organer kan give vigtige input med hensyn til overvågning og revision af dagsordenen for perioden efter 2015, og at de allerede overvåger overholdelsen af eksisterende internationale forpligtelser. Den globale statusrapport om bæredygtig udvikling kan give et samlet overblik over fremskridtene. Der bør også tages hensyn til arbejdet i forummet for udviklingssamarbejde, og de forskellige FN-organer bør bidrage til en enhedsorienteret FN-rapportering.

Som en del af den bredere indsats for at sikre en god overvågning og revision vil en moderniseret OECD/DAC-ramme for målinger kunne understøtte dagsordenen for perioden efter 2015 ved at gøre det muligt at spore ekstern finansiering for alle globale mål på en sammenhængende måde. Den bør også kunne valorisere ikke-tilskudsbaseret finansiering korrekt og skabe de rette incitamenter til at bidrage til udviklingsfinansiering. På DAC's møde på højt plan i december 2014 blev der gjort fremskridt med at tilpasse sig nutidens praksis inden for ekstern udviklingsfinansiering og fjerne negative incitamenter til at yde lån til de lande, der har størst behov. Der er behov for fortsatte fremskridt med hensyn til de endnu uløste problemer.

En effektiv overvågning, revision og ansvarlighed forudsætter pålidelige oplysninger og informative indikatorer om fremskridt, som kan sammenlignes mellem lande og regioner. Der bør fastlægges et centralt sæt passende og resultatorienterede indikatorer, der rækker ud over BNP og muliggør både kvantitative og kvalitative målinger af fremskridt. Europa-Kommissionen støtter FN's generalsekretærs forslag om at udvikle indikatorer inden for FN-systemet gennem en teknisk, ekspertstyret proces, som EU står klar til at bidrage til. Fremskridtsrapporterne bør være baseret på åbne, pålidelige og rettidige data, der hovedsageligt bygger på nationale statistiske systemer, og som så vidt muligt er opdelt efter niveauer og grupper.

Dette kræver bedre datatilgængelighed og -kvalitet. Det bør udnyttes, at de teknologiske fremskridt, især nye informations- og kommunikationsteknologier, giver mulighed for at udnytte store datamængder ("big data") og styrke overvågningen i realtid og indsamlingen af disaggregerede data. Udover socioøkonomiske data kan både geospatiale informationer (f.eks. oplysninger hentet fra EU's Copernicus-program, det globale system af jordobservationssystemer og det globale klimaobservationssystem) og målinger foretaget på stedet bidrage. Den globale tendens mod mere åbne data repræsenterer en mulighed for at styrke gennemsigtigheden, effektiviteten i forvaltningen, den evidensbaserede beslutningstagning og ansvarligheden.

En "datarevolution" – forandringer i den måde data produceres på og anvendes som drivkraft for bæredygtig udvikling – vil kunne øge gennemsigtigheden og den offentlige tilgængelighed og styrke kvaliteten og sammenligneligheden mellem officielle nationale statistikker. Forskning og teknologier vil derved kunne udnyttes til dataindsamling og analyse. Registreringen af fremskridt skal være overkommelig, også for de mindst udviklede lande, men må ikke begrænse dagsordenens forandringsambitioner. Der er behov for en ekstra indsats og innovative tilgange for at indsamle data i konfliktramte og ustabile områder.

EU er fortsat fast besluttet på at etablere og gennemføre en stærk og ambitiøs proces for overvågning, ansvarlighed og revision. Erfaringerne fra Europa 2020-strategien kan være nyttige i forbindelse med overvågning og revision, eftersom EU har fastsat indikatorer, der kan bestemme og sammenligne medlemsstaternes fremskridt og tjene som vejledning, der kan hjælpe medlemsstaterne til at gøre hurtigere fremskridt hen imod målene.

V. VEJEN FREM

Denne meddelelse bygger på tidligere konklusioner fra Rådet om en forandringsdagsorden for perioden efter 2015 og vil danne grundlaget for fastlæggelsen af EU's holdninger med henblik på den tredje konference om udviklingsfinansiering, der afholdes i Addis Abeba i juli 2015, og FN's topmøde om dagsordenen for perioden efter 2015, der afholdes i New York i september 2015. Den bidrager ligeledes til forberedelserne til den 21. partskonference under FN's rammekonvention om klimaændringer i Paris i december 2015. EU og dets medlemsstater vil fortsætte med at fastlægge mere detaljerede fælles holdninger under forhandlingerne, således at EU kan tale med én stemme[20].

EU er fast besluttet på at spille en konstruktiv rolle i mellemstatslige forhandlinger i hele 2015 og at bidrage til vedtagelsen af en grundlæggende forandringsdagsorden. Europa-Kommissionen er parat til at gøre sit for at gennemføre denne dagsorden fuldt ud både inden for EU og i udenrigspolitikken. Kommissionen vil gøre dette i samarbejde med alle sine partnere og om nødvendigt med bistand fra EU-Udenrigstjenesten.

[1] A/68/970,"Report of the Open Working Group of the General Assembly on Sustainable Development Goals", 12.8.2014.

[2] A/69/315*, "Report of the Intergovernmental Committee of Experts on Sustainable Development Financing", 15.8.2014.

[3] A/69/700, "The Road to Dignity by 2030: Ending Poverty, Transforming All Lives and Protecting the Planet", 4.12.2014.

[4] COM(2013)92, "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden", 27.2.2013.

[5] COM(2013)531, "Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling", 16.7.2013.

[6] COM(2014)335, "Et værdigt liv for alle: Fra vision til fælles handling", 2.6.2014.

[7] 11559/13, "Den overordnede dagsorden for perioden efter 2015", 25.6.2013.

[8] 17553/13, "Finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015", 12.12.2013.

[9] 16827/14, "En forandringsdagsorden for perioden efter 2015", 16.12.2014.

[10] COM(2010) 2020, "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, 3.3.2010.

[11] TEUF, artikel 208, stk. 1: "...Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene".

[12] Afgørelse nr. 1386/2013/EU om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden", 20.11.2013.

[13] A/CONF.219/7, "Rapport fra FN's fjerde konference om de mindst udviklede lande", 9.-13.5.2011.

[14] Blandt eksemplerne er den nye aftale om engagement i ustabile stater (2012) og principperne for godt internationalt engagement i skrøbelige stater og situationer (OECD 2007).

[15] COM(2014)111, "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et EU-system for selvcertificering af due diligence-praksis i forsyningskæden for ansvarlige importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld med oprindelse i konfliktramte områder og højrisikoområder", 5.3.2014.

[16] Se http://bangladeshaccord.org/.

[17] Se http://ec.europa.eu/environment/biodiversity/business/index_en.html.

[18] Se https://www.unglobalcompact.org/.

[19] COM(2011)0743, "En samlet strategi for migration og mobilitet", 18. november 2011 og 9417/2012, Rådets konklusioner om den samlede strategi for migration og mobilitet, 3. maj 2012.

[20] 16827/14, "En forandringsdagsorden for perioden efter 2015", 16.12.2014.

BILAG

Dette bilag indeholder en række mulige tiltag, der vil kunne bidrage til en effektiv gennemførelse af dagsordenen for perioden efter 2015. Det indeholder også forslag til tiltag, der specifikt kan gennemføres af EU, under forudsætning af at der foreligger en aftale om den overordnede ramme herfor og midlerne til at gennemføre den.

1) Gunstige politiske rammebetingelser på alle niveauer

Tiltag for alle:

· Skabe gunstige rammebetingelser for at nå specifikke mål og målsætninger for bæredygtig udvikling ved hjælp af en række integrerede og sammenhængende politiske foranstaltninger. Disse skal bygge på respekten for menneskerettighederne, god regeringsførelse, retsstatsprincippet, støtte til demokratiske institutioner, inklusion, ikke-diskrimination og ligestilling mellem mænd og kvinder.

· Udveksle erfaringer om effektive økonomiske redskaber, reguleringsrammer og -håndhævelse, nationale politikker og bedste praksis inden for bæredygtighed (f.eks. skattemæssige incitamenter, evaluering af støtte og indkøb).

· Alle udviklede lande og vækstlande bør forpligte sig til at indføre systemer til systematisk vurdering af den virkning, som vedtagelsen af nye politikker har på udviklingslandene.

· Opfordre offentlige organer til i videst muligt omfang at foretage bæredygtige indkøb, f.eks. ved at anvende kriterier, der kan skabe og øge efterspørgslen efter bæredygtige produkter og tjenester og fremme udvekslingen af bedste praksis.

· Øge sammenhængen i politikkerne på nationalt og internationalt plan med henblik på at sikre, at de understøtter gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015.

· Støtte udvikling og styrkelse af befordrende politiske og institutionelle rammebetingelser i andre lande, herunder lande i skrøbelige situationer.

· Etablere uafhængige og effektive retssystemer.

· Styrke internationale aftaler og rammer og gennemførelsen heraf (herunder ILO's grundlæggende konventioner, multilaterale miljøaftaler, aftaler om globale offentlige goder, den tiårige ramme for programmer for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion, det internationale sundhedsregulativ og FN's handlingsplan for katastrofeforebyggelse) med henblik på at sikre bedre integration og koordinering mellem dem.

· Støtte udviklingen af internationale standarder for bæredygtighed.

Arbejde for at sikre, at multilaterale institutioner opererer på en sammenhængende måde og supplerer hinanden.

EU-tiltag:

Derudover:

· Fremme øget international anvendelse af principperne om udviklingsvenlig politikkohærens.

· Sikre sammenhæng mellem dagsordenen for perioden efter 2015 og Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, navnlig vedrørende klimaforandringer, vedvarende energi, havene, affald og ressourceeffektivitet.

· Aktivt bidrage til dialoger og bistå partnerlandene i deres indsats for at styrke områder som deres lovgivningsmæssige rammer, retssystemer, økonomiske redskaber, sociale forhold, bæredygtige offentlige indkøb og andre relaterede politikker, og at gennemføre og håndhæve lovgivning, bl.a. ved hjælp af internationale partnerskaber, videndeling og kapacitetsopbygning.

· Bidrage til at styrke internationale aftaler og gennemførelsen heraf, herunder aftaler om globale offentlige goder, f.eks. klimaet, biodiversitet eller havene, med henblik på at sikre bedre integration og koordinering mellem dem (især de multilaterale aftaler).

· Bidrage til udviklingen af internationale standarder for bæredygtighed.

2) Udvikle kapacitet til at gennemføre dagsordenen

Tiltag for alle:

· Alle internationale samarbejdspartnere bør støtte andre i at udvikle deres kapacitet gennem læringsinitiativer og netværk.

· Overvåge og evaluere de konkrete resultater inden for kapacitetsudvikling og integrere dem i den politiske dialog, hvor det er relevant.

EU-tiltag:

Derudover:

· Forbedre og integrere støtten til kapacitetsudvikling, navnlig for de mindst udviklede lande, i alle samarbejdssektorer via et flerpartsperspektiv.

· Fremme peer-to-peer-læringsprocesser og -netværk gennem initiativer som venskabsbyer og institutionelle udviklingsprogrammer.

· Forbedre sine systemer til støtte for kapacitetsudvikling, især med hensyn til partnerskaber med deltagelse af flere interessenter.

· Anvende processer som f.eks. revisionen af Europa 2020 til at dele bedste praksis og opbygge viden og bevidsthed på tværs af EU's medlemsstater for at fremskynde EU's gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling.

3) Mobilisering og effektiv udnyttelse af national offentlig finansiering

Tiltag for alle:

· Forpligte sig til at opnå et optimalt offentligt indtægtsniveau (målt som forholdet mellem skatprovenuet og BNP), bl.a. ved at:

o styrke de nødvendige institutioner, herunder udvikling af skatteforvaltningernes og domstolenes kapacitet

o fremme udviklingen og anvendelsen af offentlige vurderingsværktøjer eller initiativer til forbedring af skatteinddrivelsen

o reformere de nationale skattesystemer for at udvide beskatningsgrundlaget og sikre retfærdige, rimelige og bæredygtige skattepolitikker

o vedtage national lovgivning med henblik på at bekæmpe ulovlige finansielle strømme

o vedtage national lovgivning med henblik på at gennemføre minimumsstandarderne for god regeringsførelse på beskatningsområdet (gennemsigtighed, udveksling af oplysninger og fair skattekonkurrence), bekæmpe skatteundgåelse, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning og undgå skadelig konkurrence på skatteområdet

o deltage i regionale og internationale initiativer inden for skattesamarbejde, således at der sikres lige vilkår på skatteområdet for lokale og internationale virksomheder

o fastsætte og gennemføre en global standard for automatisk udveksling af skatteoplysninger og i den forbindelse særligt sørge for at støtte de mindst udviklede lande

o gennemføre anbefalingerne vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud og

o styrke civilsamfundets stemme med henblik på at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed.             

Indføre systemer til effektiv, bæredygtig og gennemsigtig forvaltning af alle statsmidler, bl.a. ved at:

o styrke de institutioner, der har ansvaret for budgetplanlægning og budgetkontrol, herunder uafhængige overordnede revisionsorganer, parlamenter og civilsamfundet

o fremme udviklingen og anvendelsen af offentlige vurderingsværktøjer eller initiativer til at forbedre systemet til forvaltning af de offentlige finanser og formulere og gennemføre troværdige og relevante reformprogrammer for de offentlige finanser, der har offentligt ejer- og lederskab

o sikre langsigtet bæredygtighed og gennemsigtighed i de offentlige finanser, bl.a. ved at gennemføre gælds- og likviditetsstyringsstrategier, forvalte naturressourcerne på en bæredygtig og gennemsigtig måde og styrke de relevante institutioner

o sikre, at alle statsmidler anvendes på en sammenhængende måde med henblik på at opnå de aftalte mål ved skabe incitamenter for bæredygtige investeringer og strategier og undgå udgifter til miljøskadelig støtte

o investere i miljøforvaltning og opbygning af modstandskraft i økosystemerne, i klimaet og over for katastrofer med henblik på at reducere omkostningerne ved oprensning og genopbygning.

EU-tiltag:

Derudover:

Øge bistanden til nationale bestræbelser på at gennemføre den offentlige finanspolitik, administrative reformer og fremme af et gennemsigtigt, samarbejdsbaseret og retfærdigt internationalt skattemiljø. Dette omfatter støtte til kapacitetsopbygning: inden for spørgsmål relateret til de offentlige finanser, med henblik på dyberegående analyse af virkningerne af politiske ændringer og inden for international fastlæggelse af skattestandarder. Senest i 2018 foretage en revision af gennemførelsen af regnskabs- og gennemsigtighedsdirektiverne, herunder multinationale selskabers regnskabsaflæggelse for hvert enkelt land. Forfølge politikker til bekæmpelse af udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud, indføre automatisk udveksling af oplysninger og forbedre ansvarliggørelsen og den finansielle inklusion.

4) Mobilisering og effektiv udnyttelse af international offentlig finansiering

Tiltag for alle:

Alle lande bør yde deres til at støtte fattigere lande i at nå de internationalt aftalte målsætninger:

i. EU og alle højindkomstlande bør bidrage med 0,7 % af deres BNI til officiel udviklingsbistand (ODA).

ii. De øverste mellemindkomstlande og vækstøkonomierne bør forpligte sig til at øge deres bidrag til international offentlig finansiering og til specifikke mål og tidsfrister herfor.

iii. Tidsplanen for at nå disse målsætninger bør fastlægges som en del af de samlede forpligtelser for de lande, der er nævnt under i) og ii) ovenfor. EU vil være klar til at gå længere og gøre hurtigere fremskridt, under forudsætning af at de ovennævnte lande også er villige til at acceptere lignende ambitiøse forpligtelser.

iv. Som en del af denne forpligtelse bør EU og alle højindkomstlande opfylde FN's mål om at bidrage med 0,15 % af deres BNI til udviklingsbistand til de mindst udviklede lande, mens mellemindkomstlande og vækstøkonomier også bør øge deres bistand til de mindst udviklede lande.

Alle donorer, herunder nye donorer, bør i stigende grad yde udviklingsbistand i overensstemmelse med principperne for effektiv udvikling.

EU-tiltag:

Derudover:

· EU og dets medlemsstater er fast besluttede på at øge effektiviteten i deres egne udviklingspolitikker i overensstemmelse med deres forpligtelser under det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde og med Busanprincipperne for effektiv bistand og udvikling.

· EU vil opfylde de konkrete forpligtelser, der blev fastlagt under det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, med fokus på: forbedring af gennemsigtigheden; mindre opsplitning af donorer; forbedring af formidlingen af midlerne, ansvarliggørelse målinger og påvisning af bæredygtige resultater, gennemførelse af den aftalte strategi i konfliktfyldte og skrøbelige situationer og udbygning af det offentlig-private engagement med henblik på at øge udviklingseffekten.

· EU vil arbejde for at støtte strømlining og begrænse fragmentering i de internationale bistandsstrukturer, herunder den internationale finansiering til globale miljøvarer.

· EU er fortsat fast besluttet på at opfylde sine forpligtelser under internationale konventioner, bl.a. med hensyn til klimaforandringer, biodiversitet, havene og andre vigtige globale spørgsmål, og opfordrer alle lande til at gøre det samme. I den forbindelse har EU allerede besluttet at øremærke 20 % af sit budget i perioden 2014-2020 til klimarelaterede projekter og politikker.

5) Stimulering af handel med henblik på at udrydde fattigdom og fremme bæredygtig udvikling

Tiltag for alle:

· Alle udviklede lande og vækstøkonomier bør følge EU's eksempel og give told- og kvotefri adgang for alle varer fra de mindst udviklede lande, undtagen våben og ammunition.

Gennemføre Balipakken, herunder aftalen om handelslettelser og de elementer, som vedrører de mindst udviklede lande:

o Gennemføre Verdenshandelsorganisationens retningslinjer om præferenceoprindelsesregler for de mindst udviklede lande.

o Fremme operationaliseringen af den tidligere aftalte fritagelse for så vidt angår tjenesteydelser fra de mindst udviklede lande.

Gøre fremskridt med hensyn til spørgsmålet om bomuld "på en ambitiøs, hurtig og specifik måde" i landbrugsforhandlingerne.

· Øge bistanden til handel med henblik på at støtte modtagerlandenes udviklingsprioriteringer på en gennemsigtig måde, der er i overensstemmelse med principperne for effektiv udvikling.

· Vurdere handelsaftalers virkning med hensyn til bæredygtighed og deres indvirkning på de mindst udviklede lande.

· Integrere bæredygtig udvikling i handelspolitikken, bl.a. gennem systematisk inddragelse af bestemmelser om bæredygtig udvikling i handelsaftaler, herunder arbejdsmarkeds- og miljømæssige aspekter.

· Fremme multilaterale og plurilaterale initiativer, såsom forhandlinger om liberalisering af handelen med miljøvarer og -tjenester og fremme af handel og investeringer deri.

· Intensivere arbejdet i internationale standardiseringsorganisationer (såsom Den Internationale Standardiseringsorganisation, ISO) i relation til handel og bæredygtighed.

· Forny den kollektive indsats for at fremme samhandelen mellem regioner, navnlig i Afrika, herunder handelsfremmende foranstaltninger.

· Styrke de internationale foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig handel, f.eks. bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter, ulovlig skovhugst og ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

EU-tiltag:

Derudover:

· Overvåge og rapportere om anvendelsen af EU's generelle toldpræferencesystem.

· Fortsætte den systematiske inddragelse af bestemmelser om bæredygtig udvikling i alle handelsaftaler, herunder arbejdsmarkeds- og miljømæssige aspekter, og tilstræbe en effektiv gennemførelse af disse bestemmelser.

· Arbejde for at fremme forhandlingerne om en plurilateral aftale om miljøvarer og -tjenester (aftalen om grønne varer).

· Holde sit løfte om at fortsætte finansieringen af handelslettelser, herunder at bidrage til en international handelslettelsesfacilitet.

· Forbedre adgangen til bistand til handel for de mindst udviklede lande.

· Revidere EU's strategi for bistand til handel i lyset af resultaterne af forhandlingerne om perioden efter 2015.

· Fortsætte med at fremme innovative integrerede partnerskaber med deltagelse af flere interessenter med henblik på at forbedre arbejds-, sundheds- og sikkerhedsforholdene for arbejdstagere.

· Fortsætte med at støtte bestræbelserne på regional handelsintegration i alle dele af verden, navnlig ved at yde handelsrelateret teknisk bistand og bidrag til kapacitetsopbygning, f.eks. for at lette samhandelen, styrke sundheds- og plantesundhedssystemer, industrielle standarder og kvalitetskontrolsystemer, eller for at støtte deltagelse i bæredygtighedordninger og standarder.

6) Fremme af transformerende forandringer via videnskab, teknologi og innovation

Tiltag for alle:

· Øge bilateralt, regionalt og multilateralt samarbejde om videnskab, teknologi og innovation og løsningsorienteret forskning.

· Øge kendskabet til, hvordan anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder kan stimulere væksten for myndigheder, virksomheder og forskere.

· Styrke kapaciteten inden for videnskab, teknologi, innovation, forskning og digitalisering i udviklingslandene og fremme en global og tværsektoriel mobilitet samt åben adgang til publikationer fra offentligt finansieret forskning.

Forbedre adgangen til almen og faglig uddannelse i udviklingslandene med henblik på at støtte udviklingen af de færdigheder, der er nødvendige for innovation, jobskabelse og vækst.

· På FN-niveau understøtte adgangen til oplysninger om eksisterende teknologi og fremme sammenhæng og koordinering mellem teknologirelaterede mekanismer, herunder eventuelle nye mekanismer.

EU-tiltag:

Derudover:

· Fremme åben adgang til publikationer og på pilotbasis også til data, som er resultatet af forskning finansieret under Horisont 2020.

· Fremme videndeling og opbygge forskningskapacitet, bl.a. i udviklingslandene.

· Støtte innovation og teknologisk udvikling i samarbejde med lav- og mellemindkomstlande på områder som f.eks. sundhed og fattigdomsrelaterede sygdomme, bæredygtigt landbrug og fødevaresikkerhed samt via innovation på lokalt plan.

· Støtte innovations- og teknologioverførselskapaciteten gennem programmer for videregående uddannelser.

· Arbejde konstruktivt og åbent med alle andre partnere om forslagene om at støtte videnskab, teknologi, innovation og kapacitetsopbygning i de mindst udviklede lande.

· Fortsætte med at bidrage til relevante globale initiativer som f.eks. det globale system af jordobservationssystemer, FN's klimapanel og den globale alliance mod kroniske sygdomme og give yderligere støtte til relevant EU-samarbejde med ikke-EU-lande, f.eks. det andet partnerskab mellem europæiske lande og udviklingslande vedrørende kliniske forsøg.

· Støtte uddannelse i anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder for myndigheder, virksomheder og forskere og teknisk vejledning af regeringer om relevante lovgivningsprojekter.

7) National og international mobilisering af den private sektor

Tiltag for den private sektor:

· Beskytte menneskerettighederne, bl.a. ved at tage fat på spørgsmål som arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, adgang til social beskyttelse, indflydelse, selvstændiggørelse og kønsrelaterede spørgsmål.

· Vedtage og fremme bæredygtige og ansvarlige investeringsmodeller og gradvis forbedre produkters og tjenesteydelsers bæredygtighed og miljøpræstationer.

· Deltage i emissionshandelsordninger og bidrage til mobilisering af finansiering til tilpasning til klimaforandringer og bevarelse af biodiversitet.

· Aflægge omfattende rapport om sociale og miljømæssige resultater og arbejdsforhold og dele bedste praksis gennem internationale virksomhedsnetværk.

· Udvikle pålidelige og sammenlignelige oplysninger, standarder, ordninger for bæredygtighed (f.eks. fair trade-ordninger) og etiketter til produkter og tjenester, der kan yde et økonomisk, miljømæssigt og socialt bidrag.

· Gøre brug af innovative metoder i den finansielle sektor til at øge den finansielle inklusion, bl.a. af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.

· Udvikle og gennemføre virksomhedspolitikker med henblik på at øge gennemsigtigheden, bekæmpe korruption, forebygge bestikkelse og skatteunddragelse og udvikle systemer til at vurdere risici og afbøde potentielle negative konsekvenser af aktiviteter eller investeringer i udviklingslandene.

Tiltag for alle:

· Skabe et erhvervsklima, som er befordrende for initiativer i den private sektor, og som har en forudsigelig retlig ramme, ved at øge støtten til mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, fremme overgangen fra uformel til formel økonomi, fremme miljøiværksætteri, selvstændiggøre kvinder som iværksættere og arbejdstagere og øge den finansielle inklusion.

· Støtte udviklingen og skabelsen af større dybde i de finansielle markeder og udviklingen af hensigtsmæssige lovgivningsmæssige rammer, der sikrer stabiliteten i finansielle systemer og skaber incitamenter til bæredygtige investeringer.

· Skabe finansielle og lovgivningsmæssige incitamenter for ansvarlig virksomhedspraksis og fremme opskaleringen af markedsbaserede løsninger inden for bæredygtig udvikling, f.eks. gennem regulering af og støtte til miljødesign, længere produktlevetid og forbedret genanvendelighed.

· Lette den private sektors engagement, navnlig inden for bæredygtig energi, bæredygtigt landbrug og skovbrug, bæredygtig fødevareindustri, bæredygtig infrastruktur, grøn infrastruktur og grøn økonomi.

· Fremme innovativ brug af offentlig udviklingsfinansiering med henblik på at mobilisere flere ressourcer til at opfylde målene for bæredygtig udvikling og støtte udviklingen af den private sektor lokalt.

Fremme anvendelse og udbredelse af bæredygtighedsmærkning. Fortsætte med at fremme indførelsen af retningslinjer for rapportering om bæredygtighed gennem dialog med partnerlande og virksomheder.

EU-tiltag:

Derudover:

· Tilstræbe innovativ anvendelse af EU's udviklingsfinansiering med henblik på at mobilisere flere ressourcer til at opfylde udviklingsmålene og støtte udviklingen af den lokale private sektor i de mindst udviklede lande.

· Fremme virksomheders deltagelse i brugen og udbredelsen af bæredygtighedsordninger og ‑etiketter, både inden for EU og ude i verden.

· Fremme integrationen af biodiversitetshensyn i virksomhedspraksis og virksomhedernes rolle i bevarelsen af biodiversitet.

· Fremme ansvar for og rapportering om bæredygtighed (bl.a. via retningslinjer for virksomhedernes sociale ansvar) gennem dialog med partnerlande, virksomheder og arbejdsmarkedets parter.

· Fortsætte med at kræve, at store virksomheder offentliggør oplysninger om politikker, risici og resultater med hensyn til miljøspørgsmål, sociale og arbejdstagerrelaterede spørgsmål, respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse og biodiversitet.

· Støtte udviklingen af bæredygtig transportinfrastruktur, gennemførelsen af internationale konventioner og aftaler om transport og handelslettelser samt udviklingen af den nødvendige produktionskapacitet til at forbedre transportsektorens konkurrenceevne. Køreplanen for ressourceeffektivitet lægger op til, at der i 2050 skal være et ressourceeffektivt, sikkert og konkurrencedygtigt transportsystem, der kan fremme et rent, moderne og effektivt transportnet.

· Støtte regionale samarbejdsbestræbelser.

8) Udnyttelse af de positive følger af migration

Tiltag for alle:

· Udvikle sammenhængende og omfattende politikker for forvaltning af migration i alle dennes aspekter.

· Nedbringe omkostningerne i forbindelse med migranters pengeoverførsler til under 3 % og reducere udgifterne ved ansættelse.

· Øge mulighederne for grænseoverskridende anerkendelse af færdigheder og kvalifikationer og overførsel af optjente ydelser.

· Iværksætte tiltag til at mindske tvungen migration, herunder opbygning af modstandskraft mod eksterne chok som f.eks. konflikter og klimaforandringer.

· Beskytte vandrende arbejdstageres rettigheder i overensstemmelse med ILO's normer og standarder og fordrevnes rettigheder.

· Støtte integrationen af migranter.

EU-tiltag:

Derudover:

· Forbedre forvaltningen af migration gennem et operationelt samarbejde med partnerlandene, f.eks. gennem regionale og bilaterale dialoger inden for EU’s eksterne migrationspolitik.

9) Overvågning, ansvarlighed og revision

Tiltag for alle:

· Omsætte dagsordenen for perioden efter 2015 til nationale tiltag under hensyntagen til nationale prioriteringer, omstændigheder og kapacitet. Det globale ambitionsniveau bør give tilskyndelse til at sætte ambitiøse nationale mål.

· Etablere en inklusiv og gennemsigtig planlægningsproces for gennemførelsen af dagsordenen for perioden efter 2015, hvori oplysninger om fremskridt gøres offentligt tilgængelige med henblik på at fremme bred offentlig deltagelse i processen efter 2015.

· Øge borgernes bevidsthed om dagsordenen for perioden efter 2015 og de foranstaltninger, der træffes på nationalt og internationalt plan.

· Forpligte sig til en revisionsproces med deltagelse af flere parter, få interessenterne til at engagere sig fuldt ud i overvågningsprocessen og etablere ansvarliggørelsessystemer på nationalt plan.

· Deltage i overvågning, gensidig ansvarligholdelse og evaluering på globalt plan og derigennem vurdere fremskridt i forhold til mål og målsætninger på grundlag af nationale rapporter, der suppleres af andre rapporter om eksempelvis specifikke mål eller temaer, f.eks. naturkapitalregnskaber.

· Arbejde sammen om at identificere mål, som er langt fra at være opfyldt globalt, regionalt eller i bestemte lande og foreslå korrigerende foranstaltninger.

· Forbedre tilgængelighed, kvalitet og analyse af data, f.eks. ved at støtte indsatsen inden for dataindsamling og overvågning, styrke overvågning i realtid og indsamling af disaggregerede data og fremme en åben datapolitik.

EU-tiltag:

Derudover:

· Aktivt bidrage til at etablere og gennemføre en stærk og ambitiøs proces for overvågning, ansvarliggørelse og revision på globalt plan, dele EU's erfaringer på dette område og bidrage i væsentligt omfang til den globale statusrapport om bæredygtig udvikling.

· Yderligere styrke kapacitetsopbygningen inden for statistik og overvågning i partnerlandene. Ved hjælp af EU's forskning og innovation bidrage til at lukke huller i de statistiske og geospatiale data, der er til rådighed på verdensplan, og formulere evidensbaserede politiske råd.

· Fortsætte med at inddrage interessenter i gennemførelsen og vurderingen af fremskridtene hen imod målene for bæredygtig udvikling og i den forbindelse tage hensyn til behovene hos grupper, der er udsat for diskrimination, og mennesker i udsatte situationer.