1.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 314/49


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

af 27. oktober 2015

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion II — Det Europæiske Råd og Rådet

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2013, Sektion II — Det Europæiske Råd og Rådet,

der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

der henviser til anden betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0269/2015),

A.

der henviser til, at alle Unionens institutioner burde være gennemsigtige og fuldt ansvarlige over for unionsborgerne for de midler, de er blevet betroet som EU-institutioner;

B.

der henviser til, at Det Europæiske Råd og Rådet som EU-institutioner bør stå til regnskab over for EU-borgerne, eftersom de finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget;

C.

der henviser til, at Parlamentet er den eneste af EU-institutionerne, der er direkte valgt, og at det har ansvaret for meddelelsen af decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget;

1.

understreger den rolle, som Europa-Parlamentet spiller i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i forbindelse med decharge;

2.

påpeger, at Unionen i henhold til artikel 335 i TEUF »repræsenteres af hver af institutionerne inden for rammerne af deres administrative autonomi for så vidt angår de spørgsmål, der vedrører deres respektive funktioner«, hvilket under hensyntagen til artikel 55 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (finansforordningen) betyder, at institutionerne er individuelt ansvarlige for gennemførelsen af deres budget;

3.

understreger den rolle, Parlamentet og andre institutioner spiller i forbindelse med dechargeproceduren, som reguleret i finansforordningen, særlig artikel 164, 165 og 166;

4.

bemærker, at det af forretningsordenens artikel 94 fremgår, at »bestemmelserne om proceduren for meddelelse af decharge til Kommissionen for budgettets gennemførelse finder tilsvarende anvendelse på proceduren for meddelelse af decharge til (…) de personer, der er ansvarlige for gennemførelsen af andre af Den Europæiske Unions institutioners og organers budgetter, såsom Rådet (i forbindelse med dets virksomhed som udøvende myndighed) …«;

5.

beklager, at Rådet ikke har givet nogen forklaring på den stigende underudnyttelse og de øgede fremførsler af forpligtelser i budgettet for 2013;

Udestående spørgsmål

6.

minder Rådet om Parlamentets opfordring til at udarbejde fremskridtsrapporter vedrørende byggeprojekter med en detaljeret oversigt over fordelingen af de hidtidige udgifter;

7.

opfordrer indtrængende Rådet til at fremlægge en grundig skriftlig forklaring, der udspecificerer det totale antal bevillinger, der er blevet brugt til købet af Résidence Palace-bygningen, hvilke budgetposter disse bevillinger er trukket fra, hvilke delbetalinger der er betalt indtil nu, og hvilke delbetalinger der fortsat skal betales;

8.

gentager sin opfordring til Rådet om at forelægge Parlamentet oplysninger om processen med den administrative modernisering af Rådet, navnlig om de konkrete gennemførelsesforanstaltninger i denne proces og om den forventede indvirkning på Rådets budget;

9.

beklager de vanskeligheder, der gentagne gange er opstået under de hidtidige dechargeprocedurer, som skyldtes manglende samarbejde fra Rådets side; påpeger, at Parlamentet nægtede at meddele Rådets generalsekretær decharge for gennemførelsen af Rådets budget for regnskabsåret 2009, 2010, 2011 og 2012 af de grunde, der fremgår af Parlamentets beslutninger af 10. maj 2011 (1), 25. oktober 2011 (2), 10. maj 2012 (3), 23. oktober 2012 (4), 17. april 2013 (5), 9. oktober 2013 (6), 3. april 2014 (7) og 23. oktober 2014 (8), og at det udsatte sin afgørelse om meddelelse af decharge til Rådets generalsekretær for regnskabsåret 2013 af de grunde, der fremgår af dets beslutning af 29. april 2015 (9);

10.

insisterer på, at en effektiv budgetkontrol kræver samarbejde mellem Parlamentet og Rådet som anført i beslutningen af 29. april 2015; bekræfter, at Parlamentet ikke kan træffe en velfunderet beslutning om meddelelse af decharge;

11.

minder Rådet om Kommissionens synspunkter, som blev fremsat i dennes skrivelse af 23. januar 2014 om, at alle institutioner fuldt ud skal tage del i opfølgningsprocessen i forbindelse med bemærkninger, som Europa-Parlamentet fremfører i dechargeproceduren, og at alle institutioner bør samarbejde om at sikre en velfungerende dechargeprocedure;

12.

bemærker, at Kommissionen i ovennævnte skrivelse endvidere anfører, at den ikke vil overvåge gennemførelsen af budgetterne for de andre institutioner, og at det ville krænke institutionernes autonomi til at gennemføre deres egen budgetsektion, hvis den besvarede spørgsmål rettet til dem;

13.

beklager, at Rådet fortsat ikke svarer på Parlamentets spørgsmål; minder om konklusionerne fra Parlamentets workshop om Parlamentets ret til at meddele Rådet decharge, der blev afholdt den 27. september 2012, hvor de juridiske og akademiske eksperter i det store og hele var enige om Parlamentets ret til underretning; henviser i den forbindelse til artikel 15, stk. 3, tredje afsnit, i TEUF, hvoraf det fremgår, at institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne skal sikre åbenhed i deres arbejde;

14.

insisterer på, at Rådets udgifter skal gennemgås på samme måde som de øvrige institutioners udgifter, og at grundelementerne i en sådan kontrol er blevet fastlagt i Parlamentets dechargebeslutninger i de seneste år;

15.

fremhæver, at det er Parlamentets særret at meddele decharge i medfør af artikel 316, 317 og 319 i TEUF på linje med den nuværende fortolkning og praksis, nemlig at meddele decharge individuelt for hver budgetpost med henblik på at sikre gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed over for Unionens skatteydere;

16.

mener, at Rådets manglende fremsendelse af de ønskede dokumenter til Parlamentet først og fremmest underminerer EU-borgernes ret til information og gennemsigtighed og giver anledning til bekymring, idet det afspejler en vis grad af demokratisk underskud i EU-institutionerne;

17.

mener, at det er nødvendigt at overveje forskellige muligheder for at opdatere de i TEUF fastsatte bestemmelser om meddelelse af decharge;

18.

mener, at et tilfredsstillende samarbejde mellem Parlamentet og Det Europæiske Råd og Rådet som et resultat af en åben og formel dialog vil sende et positivt signal til EU-borgerne.


(1)  EUT L 250 af 27.9.2011, s. 25.

(2)  EUT L 313 af 26.11.2011, s. 13.

(3)  EUT L 286 af 17.10.2012, s. 23.

(4)  EUT L 350 af 20.12.2012, s. 71.

(5)  EUT L 308 af 16.11.2013, s. 22.

(6)  EUT L 328 af 7.12.2013, s. 97.

(7)  EUT L 266 af 5.9.2014, s. 26.

(8)  EUT L 334 af 21.11.2014, s. 95.

(9)  EUT L 255 af 30.9.2015, s. 22.