18.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/28

Ordfører:

Carmelo CEDRONE

1.1.

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse om »Skridt hen imod en fuldkommen ØMU« kan give en udmærket mulighed for at påbegynde en dialog, både på det politiske plan og på civilsamfundsplan, for at iværksætte en »operation sandhed« om alle de temaer, der vedrører euroområdet, uden at glemme udviklingen siden Maastricht og følgerne af den finansielle og økonomiske krise, der især har ramt euroområdet, og således nå frem til udformningen af forslag til løsninger, som rækker videre end det nuværende indhold i meddelelsen. De vigtigste punkter omtales i det følgende.

1.2.

Semester: Det ville være mere nyttigt at udforme et forslag for semestret inden for rammerne af en samlet aftale om økonomisk styring i et mere vidtgående perspektiv end tidligere, med start i en ændring af den makroøkonomiske konditionalitet og en styrkelse af den interparlamentariske konference, sådan som EØSU allerede har slået til lyd for.

1.3.

Økonomisk styring: En overordnet økonomisk styring i euroområdet (på makro- og mikroplan, monetær, osv.) bør række langt ud over det, som Kommissionen foreslår. Der er brug for en radikal nytænkning af de nuværende økonomiske paradigmer. Især bør de nationale konkurrenceevneråd også tage hensyn til samhørighedspolitikkerne, de sociale konsekvenser og de konsekvenser for beskæftigelsen, som også er et resultat af de ubalancer og de forskelle mellem landene, der er tiltaget med krisen (1). Kommissionen og rådene bør også tage højde for de nye faktorer og parametre, som konkurrenceevnen og konkurrencen mellem de økonomiske blokke i verden hviler på og også vil hvile på i fremtiden. Det rådgivende finanspolitiske råd bør følge en mere gennemsigtig og demokratisk procedure for udnævnelsen af sine medlemmer og anvendelsen af sine anvisninger, der risikerer at forblive uden for enhver form for demokratisk kontrol.

1.4.

Ekstern repræsentation af euroområdet: Forslaget er rimeligt og nødvendigt, men ud over de alt for lange frister rejser spørgsmålet sig om den demokratiske kontrol med denne funktion og de lovgivningsmæssige ændringer, der er nødvendige for at anerkende ØMU'ens rolle i anliggender, som har med euroområdet at gøre (2).

1.5.

Finansiel union: Forslaget er positivt, selv om det politisk og tidsmæssigt har mistet momentum. Dette er den vigtigste beslutning, dog forudsat at den gennemføres hurtigt, og at de europæiske fælles regelsæt gennemføres fuldt ud i den nærmeste fremtid gennem de planlagte mekanismer — fælles afviklingsmekanisme og indskudsgarantiordning (3) — og kapitalmarkedsunionen (4). I denne forbindelse ville et forslag fra Kommissionen, som EØSU allerede har formuleret, vedrørende spørgsmålet om (5) den offentlige og private gæld for at mindske risiciene og spekulationen i euroområdets finansielle system være til stor hjælp.

1.6.

Demokratisk legitimitet: Dette er det svageste punkt i meddelelsen, i hvert fald i sin nuværende form i afventning af fase 2. Spørgsmålet omtales i meget overfladiske og omtrentlige vendinger, selv om det i virkeligheden er dette, det hele drejer sig om, og det springende punkt i debatten og for den europæiske offentligheds bekymringer, især i de seneste måneder. Euroområdets og EU's fremtid står og falder med dette. Som tidligere nævnt, rejses spørgsmålet om den demokratiske kontrol ikke for alvor i nogen af de konkrete forslag, som Kommissionen har fremsat.

1.6.1.

Et bidrag på dette punkt kan komme fra den sociale trepartsdialog, dog på betingelse af at den struktureres, og at gennemførelsen af de indgåede aftaler mellem parterne gøres obligatorisk.

1.7.

Fase 2 — Gennemførelse af ØMU'en: en prioriteret og grundlæggende fase for at give troværdighed til resten af de allerede fremsatte forslag. Desværre er denne fase hovedsageligt baseret på fremlæggelsen af en »hvidbog« i slutningen af 2017. At overlade det hele til en hvidbog gennem høringer og »dialoger med borgerne« uden at forklare, hvordan de skal gennemføres, og uden så meget som at aktivere EØSU, er efter vores opfattelse for lidt for det vigtigste og centrale tema i meddelelsen, nemlig demokrati og opbygning af euroområdets politiske søjle, om det så er i »afventning« af fase 2.

1.8.

EØSU mener desuden heller ikke, at den køreplan, som Kommissionen har angivet, står mål med vigtigheden af de spørgsmål, der skal tages op, og med det presserende behov for at finde en løsning på dem (en vedvarende udsættelse uden klare frister). EØSU forpligter sig derfor, bl.a. på baggrund af sin egen tidsplan, som har ligget klar i nogen tid, til at fremlægge sin egen plan for fase 2, muligvis sammen med Kommissionen, for at drøfte disse spørgsmål i EU-landene, startende med eurolandene.

1.9.

Forslag: EØSU har i en række udtalelser siden begyndelsen af krisen fremsat forslag vedrørende de forskellige aspekter af finanskrisen og begrænsningerne i de økonomiske politikker, som EU har gennemført. Blandt andet i initiativudtalelser har EØSU udarbejdet konkrete forslag om økonomisk, finansiel og monetær styring i ØMU'en og om den politiske styring af euroområdet, på et langt tidligere tidspunkt end Kommissionen. For så vidt angår rammeforslagene vedrørende de emner, der er omfattet af denne meddelelse, henviser udvalget til de allerede udarbejdede udtalelser (6) og til de udtalelser, der er under udarbejdelse om de konkrete forslag fra Kommissionen (7).

2.1.

Denne udtalelse har til sigte at give et overblik over Kommissionens meddelelse om euroområdet. De specifikke aspekter tages op i andre udtalelser fra EØSU.

2.2.

Kommissionens meddelelse udspringer fra behovet for at gennemføre den anden rapport fra de fem formænd om ØMU'en, eftersom den første blev fuldstændigt ignoreret af Barroso-Kommissionen. Formålet med de to rapporter var at råde bod på de begrænsninger i ØMU'en, som den finansielle og økonomiske krise som bekendt havde afdækket og synliggjort for alle borgere i Europa — og sikkert også andetsteds. Disse begrænsninger har fremmet og målrettet spekulationen i euroen, hvorfor de har været og stadig er den væsentligste årsag til krisen og dens varen ved i euroområdet.

2.3.

Det er af samme grund, at EØSU før Kommissionen og andre EU-institutioner fremsatte forslag i denne henseende — forslag, som først for nylig har vundet genklang, er blevet taget behørigt i betragtning og opnået en rimelig anerkendelse (8). I denne forbindelse glæder det udvalget, at Kommissionen i en opfølgende rapport har udtalt sig positivt om en række nylige udtalelser fra EØSU og ikke mindst, at Kommissionen takker Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg for dets grundige og udtømmende udtalelse om den politiske søjle i Den Økonomiske og Monetære Union; en udtalelse, der ikke blot analyserer den nuværende situation og svaghederne i ØMU'en, men hvori der også fremsættes meget interessante forslag med henblik på at fuldføre den.

2.4.

Den anden rapport fra de fem formænd, og følgelig meddelelsen fra Kommissionen, som skulle gennemføre den, er svagere og mindre modig end den første, som i forvejen var utilstrækkelig, måske fordi krisen i euroområdet er blevet mindre akut, eller fordi landene har problemer med delt suverænitet — og det er ikke godt.

2.5.

Desuden har spørgsmålet om migranter, flygtninge og sikkerhed efter de islamiske terrorangreb skabt panik i befolkningen og hos de europæiske politikere. Splittelsen mellem landene er blevet skærpet, nationalismen er genopblusset, grænser lukket osv. Gennemførelsen af ØMU'en er ikke længere så hastende, men er blevet skubbet i baggrunden eller ligefrem lagt på hylden: Den er ikke længere et emne i debatten, hverken den politiske eller i medierne, måske med en vis lettelse hos mange politikere, og ikke kun EU-modstanderne, over at være »undsluppet faren«.

2.6.

Ifølge EØSU understreger dette derimod endnu mere behovet for at handle og genfinde det initiativ, det er blevet endnu mere nødvendigt, for at forbedre Europa ved at finde tilbage til de principper og grundlæggende værdier (fred, velstand og social samhørighed), som er fastlagt i traktaten. Dette er i den fælles og alles interesse, for de europæiske lande og deres borgere skal vende tilbage til det fælles ansvar og genfinde gensidig tillid — de kan ikke tillade sig at blive splittet igen, sådan som det altid har været tilfældet tidligere. Det ville være en farlig glidebane.

3.1.

Desværre følger meddelelsen den slagne vej både i sprogbrug og forslag, og, som det er sket flere gange tidligere, risikerer den blot at blive en erklæring om gode hensigter og således forvandle sig til en »boomerang«. Størstedelen af indholdet drejer sig om de politikker, der er blevet gennemført efter krisen, og som ønskes konsolideret, vel vidende at nogle af disse har været årsag til forværringen af den økonomiske og sociale situation i mange ØMU-lande. Der ses fuldstændigt bort fra årsagerne til, at samtlige forsøg på at nå frem til en reel ØMU (Wernerrapporten fra 1970 frem til rapporten fra de fire formænd i 2012) er mislykket. Der var tale om forsøg, der som dette var baseret på en bureaukratisk, gradvis udvikling.

3.2.1.

Det er imidlertid positivt, at Kommissionen på trods af den svage karakter af rapporten fra de fem formænd, som oven i købet mangler en egentlig køreplan, har besluttet at komme ud af busken og påbegynde gennemførelsen i en situation, hvor mange medlemsstater i praksis er imod. Dette er en alvorlig og farlig holdning, hvorfor EØSU retter en opfordring til medlemsstaterne og først og fremmest landene i euroområdet om at ændre indstilling og støtte Kommissionens initiativ ved at afhjælpe de svagheder, der er nævnt i denne udtalelse, i overensstemmelse med de forslag, der er indeholdt i udvalgets øvrige udtalelser.

3.2.2.

Det er ligeledes positivt, at der i Kommissionens dokument fokuseres på den finansielle union i dennes forskellige former. Sammen med fuldførelsen af bankunionen er dette uden tvivl den vigtigste beslutning, der er blevet udløst af krisen, dog forudsat at den gennemføres hurtigt, og at der gennem de planlagte mekanismer — fælles afviklingsmekanisme og indskudsgarantiordning — og kapitalmarkedsunionen sigtes mod en fuld gennemførelse af europæiske fælles regelsæt, der mindsker risikoen for, at opsparere/kontohavere og skatteyderne ender med at finansiere gælden i banksektoren, og at investorer og virksomheder fortsætter med at operere på finansmarkeder med ikke særligt gennemsigtige og ikke særligt diversificerede finansieringskilder. I denne henseende ville det som anført af EØSU have været passende at sondre mellem forretningsbanker og investeringsbanker (og samtidig træffe foranstaltninger vedrørende en bad bank for tidligere situationer).

3.2.3.

Forslaget om at opbygge en »forenet repræsentation udadtil« af ØMU'en er vigtigt omend begrænset, også selv om realiseringen heraf først skal ske på længere sigt, nemlig inden 2025 (9), mens der på kort sigt kun ønskes en styrkelse af de samordningsvilkår, der allerede blev indført i 2007, mellem repræsentanterne for euroområdet og Den Internationale Valutafond.

3.3.1.

Den samme tankegang, som har været fremherskende under hele krisen, er fulgt her i en sådan grad, at man ved gennemlæsning af teksten får indtryk af at have læst den flere gange tidligere. EØSU har således allerede taget stilling til dette indhold ved flere lejligheder og fremsat andre forslag end Kommissionen og medlemsstaterne. Ikke desto mindre fortsætter Kommissionen f.eks. med at give det indtryk, at: a) problemet med at forblive i ØMU'en blot er et spørgsmål om at overholde regler for »regnskab«; b) den økonomiske styring blot kan løses med en »koordinering«; c) euroområdets makroøkonomiske og finansielle holdbarhed blot er et spørgsmål om gennemsigtighed; d) det meget alvorlige problem med arbejdsløsheden kan, som det er sket i årevis, tackles med »formelle« forslag. EØSU mener, at Kommissionen skal udøve sin initiativret fuldt ud og mere overbevisende i forbindelse med både disse og andre anliggender.

3.3.2.

Det samme er tilfældet med hensyn til de alvorlige sociale konsekvenser af arbejdsløsheden i mange lande i euroområdet. Dette burde være et prioriteret anliggende for ØMU'en, på samme måde som konkurrenceevne og økonomisk og politisk styring. Der gives nemlig ingen konkrete forslag, der tilbydes ikke noget instrument for solidaritet, og det er ikke til at forstå, hvad der menes med »europæisk søjle« for sociale rettigheder (måske dem, der allerede findes i de enkelte lande?).

3.3.3.

Angående semestret fortsætter man på grundlag af det, der er besluttet hidtil, uden at foretage de ændringer af betydning i bl.a. metoden, som EØSU havde håbet på — først og fremmest ændringen af den makroøkonomiske konditionalitet og en styrkelse af den interparlamentariske konference, hvorfor statsbudgetterne risikerer at forblive uden for enhver form for demokratisk kontrol.

3.3.4.

Der omtales »et budget« for ØMU'en i forbindelse med dens stabilisering. I virkeligheden er der tale om summen af og/eller de enkelte landes budgetter, hvilket ikke har noget at gøre med et reelt budget for euroområdet, og der henvises heller ikke til den eksisterende statsgæld eller til en eventuelt fælles statsgæld, hvor en sådan måtte være nødvendig, endsige til en europæisk beskatning for at tackle udgifterne i forbindelse med indvandring, flygtninge og sikkerhed. Men det er manglen på forslag vedrørende den demokratiske legitimitet, der udgør det egentlige »ømme punkt« i hele forslaget (punkt 6) (10).

3.3.5.

Der ses i stort omfang bort fra de repræsentative organisationer i samfundet som referencepunkter for høringsfasen, først og fremmest dem, der er repræsenteret i EØSU, for ikke at tale om det politiske niveau, der stort set er fraværende eller knap nok omtales, som om det var en biting.

3.3.6.

EØSU ser positivt på den inddragelse af arbejdsmarkedets parter om andre politikker, som nævnes af Kommissionen. Udvalget mener imidlertid, at der er behov for et politisk og proceduremæssigt kvalitativt spring for at gå fra en »formel« til en substantiel deltagelse i den sociale trepartsdialog, som derfor bør reguleres, så de indgåede aftaler gennemføres. Dette ville i øvrigt fremme gensidig tillid og øge alles ansvarsfølelse.

3.3.7.

Forberedelsen af fase 2 (Gennemførelse af ØMU'en), som er en prioriteret og grundlæggende fase for at gøre resten af forslagene troværdige, er fuldstændigt baseret på fremlæggelsen af en »hvidbog«, forudgående høringer og »dialoger med borgerne« uden at forklare, hvordan de mon skal gennemføres, og hvor selv de parter, der er repræsenteret i EØSU, udelukkes. Dette er en utilstrækkelig forudsætning. F.eks. burde de nationale parlamenter også inddrages, sammen med Europa-Parlamentet.

3.4.1.

Kommissionens hensigter er uden tvivl gode, men tilgangen er lidet troværdig, når forslagene til fase 2 endnu ikke foreligger. Meddelelsen udgør i lyset af den nuværende traktat ikke et reelt vendepunkt for i det mindste delvist at genvinde »underskuddet« efter Maastricht. Der savnes et overordnet »projekt«, som giver fingerpeg om forandring og en idé om fremtiden for euroområdet og EU-borgerne.

3.4.2.

Det er negativt at fortsætte i kølvandet på det, der er blevet gjort hidtil for både den økonomiske og den sociale politik. Det er ikke muligt kun at betragte arbejdsmarkedet og lønninger som den eneste variabel i systemet og se fuldstændigt bort fra eller undervurdere spørgsmålene om intern efterspørgsel, makro- og mikroøkonomiske ubalancer, sociale ubalancer og løbende poster.

3.4.3.

Ved at udsætte den politiske dagsorden til en senere fase i stedet for at bruge den som udgangspunktet eller i det mindste handle parallelt i lyset af de nye og gamle igangværende nødsituationer udviser medlemsstaterne en overdreven frygt og politiske bekvemmelighedshensyn, som kan underminere Europa i stedet for at forbedre det og give håb for fremtiden.

3.4.4.

Den overfladiske omtale af den demokratiske legitimitet af semestret, de øvrige ØMU-politikker og de foreslåede instrumenter er symptomatisk. I betragtning af hvordan de forskellige lande stiller sig, er det kun lunkne ord, som blot udgør et surrogat for demokratiet. Dette er måske det svageste punkt i hele forslaget, i det mindste som det foreligger på nuværende tidspunkt i afventning af fase 2, som skal tilrettelægges med høringer af og ledsagende initiativer fra civilsamfundet og det politiske niveau.

3.4.5.

Det er mildest talt overfladisk og illusorisk at tro, at problemet med demokratiet i euroområdet kan løses med en »dialog med borgerne« uden at forklare, hvordan den kan gennemføres, og uden at angive, hvordan borgerne skal inddrages, og hvilke EU- og nationale instrumenter der skal aktiveres. Den europæiske befolknings interesse for og deltagelse i spørgsmålene om fuldendelsen af euroen bør stimuleres på en mere konkret måde, f.eks. gennem store offentlige møder i hver eneste by eller ved at holde afstemninger om forslag, gerne alternative forslag, i de nationale parlamenter.

3.5.1.

Offentliggørelsen af denne meddelelse bør benyttes til at iværksætte en »operation sandhed« over for EU-borgerne, dels om hvad der stadig ikke er ført ud i livet i den nuværende traktat og dens potentiale, dels om hvad der er sket siden indførelsen af euroen. Lejligheden bør benyttes til at vurdere krisens følger, de fejl, der er blevet begået både på EU-plan og af medlemsstaterne, som burde spille en mere aktiv rolle med politikker, der tager hensyn til den menneskelige værdi. Der bør ses på de uudnyttede muligheder og de reelle risici, som borgerne og ikke et imaginært »Europa« løber, hvis den nuværende praksis i visse lande fortsætter.

3.5.2.

Denne »operation sandhed« er blevet endnu mere påtrængende og bliver muligvis gjort lettere af behovet for at finde et passende svar på eskaleringen af to andre forhold, der er ved at sætte samtlige europæiske borgeres sikkerhed på spil, nemlig nødsituationen omkring migranter/flygtninge og den truende islamiske terrorisme og problemet med sikkerheden.

3.5.3.

Lejligheden bør benyttes til at sætte gang i overvejelser, som ikke bør være formelle og retoriske, om de fælles værdier (civile, etiske, religiøse), som er grundlaget for vores identitet, og som vi er bange for at udtrykke og forsvare: det reelle grundlag for genfødslen af euroområdet og/eller de lande, som ønsker det. En unik form for integration, der ikke kun er åben for de 19 medlemsstater, men også for ethvert andet EU-land, heriblandt de nye lande, der ønsker at være en del af en politisk kerne, som vil fortsætte med at vokse, sådan som det skete med det første Europæiske Økonomiske Fællesskab (1957), der bestod af de seks stiftende lande — nogle veritable vovehalse for deres tid — og uden dem ville vi i dag ikke tale om Europa og slet ikke om 28 medlemsstater!

3.5.4.

Til dette formål kan det være til stor gavn at medinddrage samfundets repræsentative organisationer, især arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, og således igen sætte gang i den sociale og civile dialog på EU-niveau og i de enkelte lande. Med støtte fra EØSU og Kommissionen kunne dette være startskuddet til en informativ dialog og en diskussion om risiciene og farerne forbundet med den aktuelle udvikling, om de muligheder, der følger af en reel ændring af visse EU-politikker, og om behovet for at stå sammen og forbedre fundamentet for det fælles hus ved at bygge det manglende tag, og ikke nedrive det, der er bygget indtil nu.

4.1.

Kommissionens afgørelse indeholder ingen information, der forklarer, hvorfor der skal oprettes et finanspolitisk råd (11) der skal have til opgave at give Kommissionen en evaluering af gennemførelsen af EU's finanspolitiske rammer, navnlig med hensyn til den horisontale sammenhæng i beslutningerne og gennemførelsen af budgetovervågningen. Oprettelsen af rådet overlapper med de funktioner og det ansvar, som Kommissionen allerede er tillagt som følge af de nye beføjelser i forbindelse med styringen i EU.

4.2.

Det er således ikke klart, hvilken »merværdi« der ligger i dette organ bestående af fem eksterne eksperter, som skal have til opgave at foretage en mere omhyggelig analyse af budgetpolitikkerne både på nationalt plan og i euroområdet. Man får en fornemmelse af, at der er tale om endnu et europæisk overvågningsudvalg, der rådgiver om budgetterne i begge institutioner — EU og eurolandene — uden egentlige beføjelser til at gribe ind i tilfælde af manglende overholdelse eller utilstrækkelighed af budgetpolitikkerne både på nationalt plan og i euroområdet.

4.3.

EØSU er overrasket over den måde, medlemmerne af det rådgivende råd udnævnes på. Man behøver blot at minde om, at tre af de i alt fem medlemmer udpeges af den indstillede formand uden nogen form for inddragelse af Europa-Parlamentet, der med rette gør opmærksom på dette i sin beslutning (12). Det lader derfor ikke til at være et råd, som skal støtte Kommissionen i dennes valg, men snarere en slags »overladelse« fra Rådet af en funktion, der i dag er uddelegeret til Kommissionen. Dette ville kunne føre til en forværring af den nuværende situation, der i forvejen er baseret på meget skrøbelige balancer.

4.4.

I meddelelsen fra Kommissionen omtales desuden en mulig forbindelse mellem det rådgivende europæiske finanspolitiske råd og de nationale finanspolitiske råd uden at gøre rede for de målsætninger, der ønskes opnået, og uden at fastlægge de respektive kompetenceområder såvel som ansvars- og samarbejdsområderne mellem de to institutioner.