3.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 82/13

Ordfører:

Lutz RIBBE

1.1.

EØSU hilser meddelelsen velkommen og støtter mange af forslagene heri, som er en logisk konsekvens af overvejelserne om den europæiske energiunion.

1.2.

De beskrevne forbedringer af markederne, herunder intraday-handel, ophævelse af konkurrenceforvridende regler, efterspørgselsstyring og skabelse af rigtige prissignaler er i princippet rigtige og vigtige foranstaltninger til en ny udformning af energimarkedet, som i fremtiden i højere grad vil være rettet mod de særlige forhold, som er forbundet med variabel, lokalt fremstillet, vedvarende energi.

1.3.

En sikker og prismæssigt overkommelig forsyning af virksomheder og husholdninger med (ren) energi er et eksistentielt grundlag for økonomien og menneskene i det moderne samfund. Energiforsyning er derfor principielt en samfundsopgave, hvis varetagelse kræver en god balance mellem marked og regulering. Dette er hidtil ikke blevet diskuteret tilstrækkeligt politisk, heller ikke i denne meddelelse.

1.4.

Det vil kun være muligt på kort og mellemlangt sigt at nå målsætningen om en kulstoffattig energiforsyning med en stor andel af regulerbare vedvarende energiformer, hvis alle markedsaktører (også de nye) har adgang til tilstrækkelige fleksibiliseringsmuligheder såsom tilstrækkelig lagerkapacitet, fleksible og forbrugervenlige efterspørgselsmuligheder samt fleksible elproduktionsteknologier (f.eks. kraftvarmeværker) og tilstrækkeligt udbyggede og forbundne strømfordelingsinfrastrukturer, hvis forbrugerne informeres tilstrækkeligt, rettidigt og korrekt, får mulighed for at finde egne afsætningsmuligheder, og hvis de nødvendige investeringer i teknologi og infrastruktur kan betale sig. Som det forholder sig nu, er ingen af disse kriterier opfyldt.

1.5.

Prissignaler er vigtige, for omlægningen af det nuværende system vil kræve store investeringer. Med børspriser, der i dag ligger på 30 eller 40 EUR/MWh kan investeringer, uanset om det er i ny elproduktionskapacitet eller i lagringsteknologi, ikke refinansieres. Sådanne børspriser kan kun opnås, fordi der bl.a. er meget elektricitet fra afskrevne kraftværker på markedet, og fordi der betales subsidier til elektricitet, som udvindes fra kul, kerneenergi og vedvarende energiformer. De nuværende børspriser afspejler altså ikke engang den reelle omkostningsstruktur. På grund af subsidier og overregulering tegner priserne på elektricitetsbørsen et forkert billede af de reelle elektricitetsomkostninger. Kun ved hjælp af realistiske og gennemsigtige priser kan der sendes de rette signaler til fremme af de nødvendige store investeringer til omlægning af det eksisterende system.

1.6.

Der er derfor brug for helt nye modeller for prisdannelsen for at skabe et økonomisk grundlag for den ønskede nye netkapacitet (som også omfatter efterspørgselsstyring og lagring). En strategi ville være i højere grad at afstemme de reguleringsmæssige aspekter efter de ønskede fornyelser for bedre at kunne vurdere den systemiske stabilitet.

1.7.

I fremtiden skal priserne reelt afspejle de faktiske, fulde omkostninger ved elproduktion, elforsyning og sluthåndtering af el, hvortil også hører de negative eksterne virkninger (f.eks. CO2-forurening). Prisdannelsen skal være realistisk. Hertil hører også, at Kommissionen tilpasser sin egen tilskudsordning, og at det endnu eksisterende system med fastsættelse af priser på nationalt plan afskaffes. Kommissionen har endnu ikke forelagt noget sammenhængende forslag herom.

1.8.

Den store tekniske udfordring ved det nye energisystem ligger især i, at elektriciteten fremover ikke længere vil flyde fra centralt regulerede store kraftværker til forbrugerne (»oppefra og ned«), men at der i stedet på grundlag af mange decentrale, til dels variable vedvarende energikilder opstår nye »produktions- og forsyningsøer«, som skal forbindes med hinanden (»nedefra og op«), og hvor efterspørgselsstyring (inkl. lagring) samt lokal/regional markedsføring vil spille en fremtrædende rolle.

1.9.

EØSU har flere gange understreget, at disse nye, mere decentrale energisystemer indebærer nogle muligheder, ikke bare hvad offentlighedens accept af de nødvendige strukturændringer og investeringer angår (1). Der kan også opstå nye muligheder for de regionale økonomier og nye værdiskabelsesmuligheder uden for de hidtil kendte strukturer. Med de nye teknologier bliver der mulighed for at koble den regionale udvikling og energipolitikken sammen på en ny måde. Hertil kommer, at sammenkoblede forsyningsøer forbedrer sikkerheden i tilfælde af angreb mod kritisk infrastruktur.

1.10.

I sine overvejelser over handelssystemet skal Kommissionen derfor tage udgangspunkt i den nødvendige energiinfrastruktur og ikke forsøge at gøre de nødvendige ændringer af energiinfrastrukturen kompatible med det eksisterende handelssystem. Kommissionen skal derfor sammen med markedsaktørerne overveje, hvilke ændringer af energiinfrastrukturen og handelssystemet, der vil skabe forudsætningerne for realisering af et mere differentieret, fleksibelt, forbrugerorienteret og omkostningseffektivt energisystem.

1.11.

EØSU glæder sig ikke kun over Kommissionens udtalelser om den nye mangfoldighed af aktører, men anser det også for afgørende at inddrage forbrugerne (dvs. virksomheder, borgere, kommunale værker etc.) aktivt i produktion og direkte lokal eller regional afsætning. Hvis virksomheder, borgere eller kommunale værker i dag beslutter sig for at udnytte det lokale eller regionale energipotentiale f.eks. i form af fælles organiserede sol- eller vindkraftanlæg, så bør det gøres langt lettere for dem at udnytte den producerede energi uden at involvere børser eller forhandlere og/eller at sælge den direkte og uden problemer. Der er imidlertid mange huller i Kommissionens forslag også på dette punkt.

1.12.

Kommissionen har gentagne gange understreget de fortsatte hindringer for vedvarende energi, som må fjernes, og det nødvendige i markedsorienteret og regionaliseret støtte til vedvarende energikilder. Heri er EØSU enig, men bemærker, at en udvidelse af markedet og mindre regulering ikke i sig selv vil føre til en stigning i produktionen af vedvarende energi. Det fremgår desværre ikke af den foreliggende meddelelse, hvad Kommissionen konkret har forestillet sig på dette område.

2.1.

Juncker-Kommissionen har i sine politiske retningslinjer gjort udviklingen af en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik til et af sine strategiske mål.

2.2.

Denne målsætning blev bekræftet i Kommissionens arbejdsprogram for 2015 (2) og detaljeret yderligere i rammestrategien for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (3): Foruden en pålidelig og overkommelig energiforsyning drejer det sig om at udforme et bæredygtigt og klimavenligt energisystem med intensiv markedskonkurrence og innovation. I rammestrategien fremhæves det især, at borgerne skal spille en aktiv rolle i den nye udformning af energisystemet. Den nye udformning af energimarkedet, særligt elektricitetsmarkedet, er et vigtigt skridt til at nå disse mål.

2.3.

Den offentlige høringsproces, som er lanceret med denne meddelelse fra Kommissionen, skal bidrage til at mestre en række store udfordringer, der er forbundet med opbygningen af et fremtidssikret energisystem.

2.4.

Kommissionen knytter disse udfordringer sammen med, at »udformningen af det eksisterende marked […] stammer fra en tid […], hvor store, centraliserede elværker, som primært anvendte fossile brændstoffer, havde til hovedformål at levere al den el, som husstandene og virksomhederne i et begrænset område — typisk en medlemsstat — ønskede, og hvor forbrugerne, dvs. husholdningerne og industrien, blev opfattet som passive«. Kommissionen tilstræber en »grundlæggende omlægning af energisystemet i Europa«, hvor en mere decentral elproduktion i høj grad vil være baseret på variable energikilder, hvor langt flere aktører med ændrede roller deltager i markedsaktiviteterne, og hvor efterspørgselsstyring vil være en ny og central udfordring.

2.5.

Kommissionen nævner nogle specifikke udfordringer:

2.6.

Til at løse disse udfordringer har Kommissionen fastlagt en række foranstaltninger:

3.1.

Hvis målsætningerne for den europæiske energiunion skal nås, vil der være behov for mange grundlæggende ændringer. Bl.a. er der — som Kommissionen peger på — behov for en grundlæggende ændring af den måde, markedet for elektricitet er bygget op på.

3.2.

Disse ændringer vil kun opnå tilstrækkelig accept i befolkningen, hvis a) der bliver gennemført en intensiv og velorganiseret høringsproces med interessenterne og civilsamfundet, og b) disse accepteres som aktive partnere og ikke kun som partnere, der skal høres.

3.3.

Hvordan denne proces kunne se ud, har EØSU belyst i sin undersøgelse (4) om evaluering af Kommissionens høring af »interessenter«. Udvalget henviser endvidere til sit initiativ vedrørende en »europæisk energidialog«.

3.4.

De beskrevne forbedringer af markederne, herunder intraday-handel, ophævelse af konkurrenceforvridende og -hæmmende regler, efterspørgselsstyring og skabelse af rigtige prissignaler er rigtige og vigtige foranstaltninger til en ny udformning af energimarkedet, som i fremtiden i højere grad vil være rettet mod de særlige forhold, som er forbundet med variabel vedvarende energi. Kun på denne måde kan man nå målsætningerne for den europæiske energiunion, som EØSU støtter, og garantere en omkostningseffektiv, miljøvenlig, sikker og prismæssigt overkommelig elforsyning til husholdningerne og erhvervslivet.

3.5.

EØSU fremhæver intraday-handelens særlige betydning for organiseringen af en hensigtsmæssig handel omkring variabel vedvarende energi.

3.6.

Udvalget glæder sig endvidere over meddelelsens gentagelse af de centrale principper for det »nye energisystem«. Det betragter disse principper som et rigtigt signal til alle markedsaktører og hele samfundet. Principperne omfatter:

3.7.

En sikker og prismæssigt overkommelig forsyning af virksomheder og husholdninger med ren energi er et eksistentielt grundlag for økonomien og menneskene i det moderne samfund. Energiforsyning er derfor principielt en samfundsopgave, hvis varetagelse kræver en god balance mellem marked og regulering. Dette er hidtil ikke blevet diskuteret tilstrækkeligt på politisk plan og heller ikke i denne meddelelse. F.eks. bliver spørgsmålet om, hvorvidt det ville være bedre at lægge transmissions- og distributionsnettene ind under det offentlige — i lighed med motorveje, jernbanenet og vandforsyning — ikke afgjort i Bruxelles, men det betyder ikke, at det ikke kan debatteres her. Det er energipolitikkens opgave at sætte klare rammebetingelser og etablere et tilsynssystem. Dette omfatter også forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af særligt sårbare sociale grupper.

3.8.

EØSU vil afstå fra at komme med positive kommentarer til de mange rigtige foranstaltninger, som Kommissionen har beskrevet, herunder dens kritiske holdning til kapacitetsreserver. I stedet følger nogle betragtninger om emner, som efter EØSU's opfattelse ikke er behandlet tilstrækkeligt eller knapt er nævnt i Kommissionens meddelelse.

4.1.

EØSU er helt enig med Kommissionen i, at der er behov for »en grundlæggende omlægning af energisystemet i Europa«. Imidlertid udgør de løsningsforslag, som beskrives i meddelelsen, efter udvalgets opfattelse ikke nogen »grundlæggende omlægning«, men snarere en tilpasning til eller en justering af det nuværende system.

4.2.

EØSU peger især på, at en »grundlæggende omlægning« ikke blot kan bestå i at knytte de nationale systemer sammen til et europæisk net, reformere de eksisterende markeder og handelssystemer samt at øge andelen af vedvarende energi markant. Der må udtænkes og opbygges et helt nyt energisystem med en langt større, decentral mangfoldighed af aktører. Det indebærer ikke kun opgradering af de eksisterende transmisssions- og distributionsnet, men også understøttelse af disse net med en ny og teknisk mere sofistikeret infrastruktur. Dette nye net bør til en vis grad baseres på helt nye og mere diversificerede handlings-, sammenkoblings- og salgsstrukturer. De nuværende klassiske energiformer vil spille en overgangsrolle i denne forbindelse.

4.3.

Det vil kun være muligt på kort og mellemlangt sigt at nå målsætningen om en kulstoffattig energiforsyning med en stor andel af regulerbare vedvarende energiformer,

Som det forholder sig nu, er ingen af disse kriterier opfyldt.

4.4.1.

Kommissionen understreger vigtigheden af prissignaler, som a) skal tilskynde forbrugerne til at spille en aktiv rolle på energimarkedet, og b) skal fremme virksomhedernes investeringer i nye, emissionsfattige energiteknologier. Sådanne prissignaler er vigtige, for omlægningen af det nuværende system vil kræve store investeringer. Med børspriser, der i dag ligger på 30 eller 40 EUR/MWh, som naturligvis er interessante for forbrugerne — i det omfang, de slår igennem for dem — kan investeringer, uanset om det er i ny elproduktionskapacitet eller i lagringsteknologi, ikke refinansieres. Sådanne børspriser kan i dag kun opnås, fordi der bl.a. er meget elektricitet fra afskrevne kraftværker på markedet, og fordi der betales store subsidier til elektricitet, som udvindes fra kul, kerneenergi og vedvarende energiformer. De nuværende børspriser afspejler altså ikke den reelle omkostningsstruktur. På grund af subsidier og overregulering tegner priserne på elektricitetsbørsen et forkert billede af de reelle elektricitetsomkostninger. Kun ved hjælp af realistiske og gennemsigtige priser kan der sendes de rette signaler til fremme af de nødvendige store investeringer til omlægning af det eksisterende system.

4.4.2.

I Kommissionens meddelelse lægges der for lidt vægt på, hvilke implikationer den særlige omkostningsstruktur for vedvarende energiformer har. Med marginalomkostninger på nul for vedvarende energi og elektricitetslagre udgår der ikke længere positive prissignaler fra engrosmarkederne. Dette har to implikationer. For det første: Hvis engrospriserne ikke giver signaler for kortsigtet allokering af elektricitet, må de etableres gennem andre ordninger, f.eks. gennem subsidier. For det andet kræver marginalomkostninger på nul helt nye refinansieringsmekanismer for variabel vedvarende energi og for elektricitetslagre.

4.4.3.

Der er derfor brug for helt nye modeller for prisdannelsen for at skabe et økonomisk grundlag for den ønskede nye netkapacitet (som også omfatter efterspørgselsstyring og lagring). En model kunne være at se på en ny udformning af de reguleringsmæssige komponenter i slutforbrugerprisen, især med hensyn til elafgift og brugsafgifter for benyttelse af nettet. Det skal undersøges, om finansieringen af kapacitetsomkostningerne i energisystemet kan struktureres på en anden måde.

4.4.4.

For at priserne kan give en præcis afspejling af alle udgifter til elforsyningen, plæderer EØSU for, at Kommissionen i forbindelse med en harmoniseret metode i hele EU tager fat på at skabe en klar udgiftsgennemsigtighed. De beregnede og sammenlignelige udgifter bør afspejle de faktiske totaludgifter til elproduktion, elforsyning og sluthåndtering af el. Beregningerne skal også indeholde negative eksterne effekter (f.eks. CO2-belastning) og subsidier. EØSU henviser i denne forbindelse til tidligere udtalelser (7) og erklæringer og kræver fortsat udtrykkeligt, at Kommissionen holder sit løfte om at internalisere alle omkostninger (også eksterne) fra produktion til bortskaffelse fuldt ud i priserne og ikke tillade direkte eller indirekte subsidiekapløb mellem de forskellige energiformer.

4.4.5.

Ud over de faktiske omkostninger bør rammebetingelserne udformes således, at priserne også tager højde for tilvejebringelse af kapacitet og undgåelse af klimaskadelige emissioner samt skabelse af de nødvendige arbejdspladser af høj kvalitet. Priserne skal afspejle, at der er perioder med stort udbud og ringe efterspørgsel og omvendt perioder med stor efterspørgsel og mere begrænset udbud. Kun hvis priserne afspejler den fulde sandhed om udgifter og tjenester, og hvis reduktioner videregives fuldt ud til slutkunderne, vil de tilpasninger i form af efterspørgselsstyring og mere fleksible kraftværker og oplagringsformer, som Kommissionen ønsker, indfinde sig.

4.4.6.

EØSU er enig med Kommissionen i, at regulerede priser må afskaffes. Det rigtige er at tillade fri prisdannelse — både i opadgående og nedadgående retning. Dette gør det muligt for markedet at reagere i det omfang, det er nødvendigt, og fremmer fleksibilitetsmuligheder som efterspørgselsstyring og lagring. EØSU mener, at EU's retningslinjer for støttetildeling, som fastsætter, at der ikke må ydes støtte i tider med negative elpriser, er et massivt indgreb i markedet, som ensidigt går ud over vedvarende energikilder og begunstiger miljøskadelige teknologier med højere marginalomkostninger. Den nuværende støttetildeling kompenserer for, at prissignalerne ikke fungerer, oftest fordi eksterne omkostninger ikke er internaliseret. Kommissionen kan afhjælpe dette ved at reformere sine retningslinjer for støttetildeling. EØSU forventer, at Kommissionen fremlægger en plan, som både tackler årsagerne til negative priser og gør det unødvendigt at yde støtte i fremtiden.

4.4.7.

I Kommissionens dokument omtales bl.a. også behovet for en forbedret handel med emissioner. EØSU har afgivet en initiativudtalelse herom (8). Udvalget understreger dog, at det selv med en stringent reform kun vil være nogle dele af de eksterne udgifter i forbindelse med fossile energiformer, der indregnes i prisen. Den Internationale Valutafond ansætter subsidierne til fossile energiformer i EU til i alt 330 mia. USD årligt og betegner dette som ineffektivt, innovationshæmmende, budgetskadeligt, socialt uretfærdigt og miljøpolitisk fatalt (9).

4.4.8.

Ingen nok så god ny udformning af markedet kan udligne de forkerte prissignaler og problemer, som dette udløser.

4.4.9.

Kommissionen har ganske vist flere gange understreget de fortsatte hindringer for vedvarende energi, som må fjernes, og det nødvendige i markedsorienteret og regionaliseret støtte til vedvarende energikilder. Heri er EØSU enig, men i meddelelsen er der desværre alt for få henvisninger til, hvad Kommissionen konkret har forestillet sig på dette område.

4.5.1.

Kommissionens meddelelse har titlen »en ny udformning af energimarkedet«. Meddelelsen behandler imidlertid næsten udelukkende de mulige og — ifølge Kommissionen — nødvendige ændringer inden for elektricitetsnet, -markeder og -handel. I kapitel 5 tales der sågar om en »høringsmeddelelse om udformning af elektricitetsmarkedet«.

4.5.2.

Denne tydelige fokusering på elektricitetsnettet og elektricitetsmarkedet lever ikke i tilstrækkelig grad op til den egentlige og store udfordring, som Europa står over for på det energipolitiske område. Opvarmnings- og transportsektoren må i højere grad inddrages i overvejelserne, især da det forventes, at der fremover vil være langt større interaktion mellem disse tre områder end i dag, hvilket byder på nye chancer og muligheder for at afhjælpe problemerne (nøgleord: Wind-Power to Heat, Power to Gas/Hydrogen, elektromobilitet).

4.5.3.

Det er langt lettere at opnå konvergens mellem elektricitets-, varme- og mobilitetssektoren i decentralt organiserede elektricitetssystemer end i et centraliseret system. Varme og mobilitet er af natur decentrale størrelser og dermed lettere at udnytte som fleksibilitetsmuligheder for el, hvis elektriciteten også kan sælges decentralt og direkte. Derfor er opgaven med at transformere elektricitetsmarkedet tæt knyttet til udvikling af decentrale salgsmuligheder for elektricitet fra variabel vedvarende energi, som også må omfatte udnyttelse af varme- og mobilitetsanvendelser.

4.5.4.

Hvad elektricitetsmarkedet angår stiller Kommissionen mange forslag om nye strukturer i det eksisterende handelssystem, primært børshandel. Naturligvis er det ønskværdigt og vigtigt at opnå større diversitet i den eksisterende handel med energi på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau. Det er imidlertid på ingen måde nødvendigt, at alt afvikles via børser og forhandlere, men dette kommer Kommissionen ikke ind på.

4.5.5.

Hvis virksomheder, borgere eller kommunale værker i dag beslutter sig for at udnytte det lokale eller regionale energipotentiale f.eks. i form af fælles organiserede sol- eller vindkraftanlæg, så bør det gøres langt lettere for dem at udnytte den producerede energi uden at involvere børser eller forhandlere og/eller at sælge den direkte og uden problemer.

4.5.6.

Man finder imidlertid næsten ingen forslag til, hvordan man kan støtte de nye former for direkte, decentral udnyttelse eller direkte, lokalt salg (B to B), som man kan se konturerne af allerede i dag, og lokale handelsformer og skift mellem energiformer (lagre) omtales lige så lidt.

4.6.1.

Kommissionen kommer i sin meddelelse ind på »integration af vedvarende energi i elsystemet«, på det nødvendige i at »tilpasse markedsstrukturen til vedvarende energi« og på »et marked, der er egnet til vedvarende energi«. EØSU vil gerne slå fast, at det ikke mener, at det primært handler om »integration« af vedvarende energi i det eksisterende elsystem, selv om vedvarende energikilder på langt sigt skal spille den centrale rolle.

4.6.2.

Den store tekniske udfordring ved det nye energisystem ligger især i, at elektriciteten, som det bør fremhæves endnu stærkere af Kommissionen i høringsprocessen fremover, ikke længere vil flyde fra centralt regulerede store kraftværker til forbrugerne (»oppefra og ned«), men at der i stedet på grundlag af mange decentrale, til dels variable vedvarende energikilder opstår nye »produktions- og forsyningsøer«, som skal forbindes med hinanden (»nedefra og op«), og hvor efterspørgselsstyring (inkl. lagring) vil spille en fremtrædende rolle.

4.6.3.

I forbindelse med den ønskede nye, bredere vifte af aktører vil dette derfor betyde, at der ud over de etablerede (engros)handelsstrukturer i nogle tilfælde også skal oprettes helt nye decentrale markedsføringsmetoder og energistyringssystemer.

4.6.4.

Innovationsfremstød inden for it-området, produktions- og lagringsteknik samt distributionssystemer og bygningsteknik har betydet, at der i dag er opstået mange af disse »produktions- og forsyningsøer«, som stadig var utænkelige for kun få år siden. Enkeltpersoner, firmaer, sammenslutninger (f.eks. energiandelsselskaber) eller kommuner (kommunale værker) har fundet nogle løsninger, der bygger på selvforsyning eller delvis selvforsyning, og er dermed langt mindre afhængige af traditionelle (og mere fleksible) tilbud og handelsstrømme. Det er vigtigt at se denne parallelitet mellem den tekniske/teknologiske og den sociale/sociologiske udvikling. De peger begge i samme retning, nemlig i retning af større autonomi og selvregulerende decentrale netenheder.

4.6.5.

Det begynder i det helt små, men allerede nu udvikler der sig helt nye strukturer, som det f.eks. ses inden for solcellesystemerne. Så sent som for fem år siden var egenforbruget af solcelleelektricitet økonomisk helt uinteressant. Den producerede elektricitet blev blot tilført nettet. Dette har ændret sig fundamentalt. I dag installeres der af økonomiske årsager ikke længere solcelletaganlæg, som ikke er beregnet til størst mulig udnyttelse af den egenproducerede strøm, hvilket også har ført til øget efterspørgsel efter og endog videreudvikling af lagringsteknologier. På denne måde bidrager nye solcelleanlæg til at aflaste eller skabe balance i nettet. I forbindelse med f.eks. den forventede elektromobilitet eller kobling med varmeproduktion åbner der sig nu helt nye, supplerende muligheder for decentral energiudvinding og -udnyttelse.

4.6.6.

Forbrugere, som producerer og anvender deres egen elektricitet, og som ønsker at afgive eventuelt overskud til f.eks. medbeboere eller naboer, er imidlertid ikke klassiske »aktive markedsaktører«. Kommissionens meddelelse beskriver desværre ikke, hvordan rammebetingelserne konkret skal ændres for at fremme sådanne strukturer.

4.6.7.

Det fremgår heller ikke tilstrækkeligt klart, hvilke konkrete hindringer de vedvarende energiformer stadig står over for.

4.6.8.

EØSU har flere gange understreget, at disse nye, mere decentrale energisystemer indebærer nogle muligheder, ikke kun hvad offentlighedens accept af de nødvendige strukturændringer og investeringer angår. Der kan også opstå nye muligheder for de regionale økonomier og nye værdiskabelsesmuligheder uden for de hidtil kendte strukturer. Med de nye teknologier bliver der mulighed for at koble den regionale udvikling og energipolitikken sammen på en ny måde, og sikre væsentlige forbedringer mht. øgede sikkerhedskrav til kritisk infrastruktur.

4.6.9.

Øget lokal produktion og direkte salg må også hilses velkommen af den grund, at det gør det muligt at reducere ledningstab. Bundesnetzagentur i Tyskland skriver herom (10): »Det er indlysende, at omlægningen af energiforsyningssystemet bedst kan lykkes, hvis alle involverede arbejder tæt sammen. (…) Modeller, hvor mest mulig energi forbruges på produktionsstedet, må hilses velkommen. Dette har altid været princippet inden for energiforsyning, fordi det gør det muligt at reducere ledningstab til et minimum.«

4.6.10.

I sine overvejelser over handelssystemet skal Kommissionen derfor tage udgangspunkt i den ønskede energiinfrastruktur og ikke forsøge at gøre de nødvendige ændringer af energiinfrastrukturen kompatible med det eksisterende handelssystem.

4.6.11.

Der bør imidlertid tages højde for erfaringerne i mange lande, hvor visse markedsaktører såsom strategiske investorer har udvalgt sig særligt lukrative dele af energiproduktionssektoren med det formål at øge indtjeningen mest muligt, mens de samtidig har afvist at investere i forsyningssikkerhed, innovation og vedligeholdelse med det resultat, at regningen på sidstnævnte områder sendes videre til kunderne.

4.7.1.

Imidlertid kan målet for en ny europæisk energipolitik ikke være flest mulige uafhængige forsyningsområder, som er afskåret fra det fælles net. Målet må i stedet være at skabe så mange af disse effektive, konkurrencedygtige og forbrugernære »produktions- og forsyningsøer« som muligt og koble dem sammen til et europæisk net. Dette bør også ske på baggrund af, at EU's opgave er at sikre energiforsyningssikkerheden, mens den egentlige energiforsyningsopgave ligger inden for kommunernes og regionernes ansvarsområde.

4.7.2.

Hvis rammebetingelserne er i orden, og der sendes de rette prissignaler, vil der opstå mange af disse mindre netenheder, som skaber en økonomisk optimal kombination af egenproduktion og -forbrug, men som skal være koblet op til nabonet eller overordnede net, f.eks. for at kunne stille positiv eller negativ balanceringsenergi til rådighed.

4.7.3.

Inden for disse systemer, men også overordnet, vil efterspørgselsstyringen spille en bærende rolle. Efter EØSU's opfattelse er lagringsteknologier en del af dette. Lagre vil komme til at spille en vigtig rolle i nettet, for de vil teknisk set være både anticykliske forbrugere og producenter.

4.7.4.

Når denne brede mangfoldighed af aktører skal etableres og sikres, og når der skal etableres fair konkurrencevilkår, og systemerne skal koordineres, har de nationale systemoperatører, de regionale tilsynsmyndigheder og EU nogle vigtige opgaver at løse. Fremtidens energiforsyningssystemer kræver et velkoordineret energistyringssystem på EU-plan (sammenligneligt med systemet inden for lufttrafikken), som giver et overblik over situationen for alle tilsluttede »produktions- og forsyningsøer« og kan registrere eventuelle fejl i systemet. På den måde kan man gribe automatisk eller manuelt ind for at sørge for netstabilitet og sikkerhed.

4.7.5.

Dette samarbejde kan kun fungere med veludbyggede og optimalt organiserede transmissions- og distributionsnet, hvilket også indebærer, især i lyset af de tidligere nævnte utilstrækkelige prisbaserede investeringsincitamenter, at man i stigende omfang anvender offentlige midler, f.eks. midlerne i »Connecting Europe«-faciliteten, til at etablere grænseoverskridende elektricitetsnet i stedet for f.eks. at koncentrere sig om gas- og olieinfrastrukturen.

4.7.6.

EØSU er enig med Kommissionen i, at systemoperatører bør »være neutrale markedsformidlere, der gør det muligt at udvikle markedsbaserede tjenester til forbrugerne«. Kommissionen bør konkretisere, hvad den har tænkt sig at forandre for at nå dette mål, og præcisere distributionsoperatørernes og reguleringsorganernes rolle og opgaver.