24.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 71/57

Ordfører:

Antonello PEZZINI

1.1.

EØSU er overbevist om, at en bæredygtig genindustrialisering med en konkurrencedygtig vækst, som skaber nye og bedre job, er af afgørende betydning for Europa, og at EU's CO2-kvotehandelssystem skal ses i denne sammenhæng som et nøgleinstrument i den europæiske politik for bekæmpelse af klimaændringer og for dekarbonisering af verdensøkonomien.

1.2.

EØSU er af den opfattelse, at EU's emissionshandelssystem (EU ETS) som instrument til reduktion af EU's energiemissioner bør give et kulstofprissignal, men også indvirke positivt på bæredygtige investeringer i nye kulstoffattige teknologier.

1.3.

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at gøre kulstofmarkedet mere stabilt, fleksibelt og åbent for alle vigtige internationale partnere inden for en detaljeret og koordineret ramme for at nå målet om en konkurrencedygtig og bæredygtig fremstillingsindustri.

1.4.

EØSU mener, at Kommissionen nøje bør følge det mandat, der er fastlagt i rammen for klima- og energipolitikken frem til 2030, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 23. og 24. oktober 2014, og navnlig de klare retningslinjer om reglerne vedrørende kulstoflækage (carbon leakage), som skal konkretiseres i forbindelse med reformen af EU ETS.

1.5.

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at sørge for tilstrækkelige overgangsmekanismer for at bevare de europæiske virksomheders konkurrenceevne, undgå risici for investeringsflugt og forhindre, at de europæiske virksomheder udsættes for illoyal konkurrence fra lande, som ikke har sammenlignelige klimareguleringsinstrumenter.

1.6.

EØSU anbefaler, at der sikres en passende regelramme — navnlig mht. niveauerne for gratis tildeling, vurdering af risikoen for kulstoflækage, revision af benchmarkingparametrene og godtgørelse for omkostninger, der videregives i elpriserne. Dermed skulle der være fuld garanti for gratis tildeling og fuld godtgørelse for indirekte omkostninger i alle medlemsstater, når det gælder 10 % af de mest effektive anlæg i sektorer, der er udsat for en høj risiko for kulstoflækage.

1.7.

EØSU anbefaler, at reformen kommer til at omfatte følgende vigtige punkter:

1.8.

Endelig anbefaler EØSU størst mulig konsekvens, fuld synergi og mindst mulig regeloverlapning — såvel som fjernelse af unødige administrative byrder — mellem de nye regler i forbindelse med revisionen af EU ETS og de parallelle og supplerende regler, som de samvirker med.

1.9.

EØSU er af den opfattelse, at der bør fastlægges en ramme for handel med internationale kreditter, som skal spille en rolle i opnåelsen af de bredere målsætninger om reduktion af emissionerne i Europa, baseret på multilaterale og bilaterale internationale aftaler.

1.10.

EØSU anser det for vigtigt at udarbejde en initiativudtalelse herom efter afslutningen af konferencen i Paris i slutningen af 2015.

2.1.

EU's emissionshandelssystem (EU ETS, EU's Emission Trading System) blev operativt den 1. januar 2005 og udgør et af EU's vigtigste klimapolitiske instrumenter takket være den mulighed, som det giver for at reducere drivhusgasemissionerne.

2.2.

EU ETS har, lige siden systemet blev indført, haft til formål at fastlægge et benchmark for kulstof, med det mål at nedbringe emissionerne fra alle sektorer i den europæiske økonomi, som tegner sig for ca. halvdelen af drivhusgasemissionerne.

2.3.

EØSU har altid anset EU ETS for at være et vigtigt instrument i EU's klima- og energipolitik med henblik på at nedbringe den europæiske industris emissioner. Udvalget har derfor opfordret til, at der gennemføres en reel reform af ETS, som tager sigte på at opfylde EU's klimamål for 2030, samtidig med at EU's industrielle konkurrenceevne beskyttes og udflytning af investeringer forhindres.

2.4.

Det Europæiske Råd den 21. marts 2014 krævede foranstaltninger, som yder fuld kompensation for direkte og indirekte omkostninger ved EU's klimapolitikker til sektorer, der er udsat for international konkurrence, indtil en international klimaaftale får skabt lige vilkår på verdensplan.

2.4.1.

EØSU tilslutter sig Den Europæiske Revisionsrets bemærkninger om, at der er »væsentlige svagheder i gennemførelsen af … EU ETS«, og fremsætter en række anbefalinger for at forbedre systemets integritet og gennemførelse, idet udvalget bekræfter princippet om industriel effektivitet, som skal sikre den europæiske økonomis fulde konkurrenceevne.

2.5.

Den 23. og 24. oktober 2014 fastlagde Det Europæiske Råd rammen for klima- og energipolitikken frem til 2030. Det vedtog endvidere konklusioner og godkendte navnlig nogle vigtige mål:

2.5.1.

EU's mål om at nedbringe de interne drivhusgasemissioner med mindst 40 %, som officielt blev vedtaget på mødet i Rådet (miljø) den 6. marts 2015, udgør grundlaget for EU's bidrag til forhandlingerne om den nye globale klimaaftale.

2.5.2.

Alle disse elementer i rammen vil løbende blive fulgt af Rådet, som fortsat vil udstikke strategiske retningslinjer både for sektorer, der er dækket af EU ETS, og for sektorer uden for ETS samt for sammenkoblinger og energieffektivitet.

2.5.3.

Instrumenterne og foranstaltningerne skal indgå i en omfattende og teknologineutral tilgang til fremme af emissionsreduktion og energieffektivitet.

2.6.

Den 13. maj 2015 blev der indgået en aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet om reformen af EU ETS, og det blev besluttet at oprette en markedsstabilitetsreserve:

2.7.

I forbindelse med strategien for energiunionen og med henblik på klimakonferencen i Paris har Kommissionen foreslået en pakke af foranstaltninger, der bl.a. tager sigte på at revidere EU's emissionshandelssystem i henhold til Rådets angivelser, idet man fastholder prioriteringerne vedrørende genindustrialiseringen af den europæiske økonomi og den internationale konkurrenceevne i de industrisektorer, hvor der er størst risiko for udflytning af produktionen.

2.8.

Foranstaltningerne til revision af EU's emissionshandelssystem berører ikke bare energipolitikken, men også en lang række andre EU-politikker.

2.9.

EØSU har iværksat en undersøgelse af effekten af de foranstaltninger, der finansieres gennem EU’s miljøbeskyttelsesinstrumenter (2). Den understreger vigtigheden af en effektiv udnyttelse af indtægterne fra markedsbaserede instrumenter til miljøforbedringer til fremme af en grøn økonomi og af indtægterne fra EU's emissionshandelssystem, som giver særlig god mulighed for finansiering af disse forbedringer og for industriens og arbejdsmarkedets overgang til en kulstoffri økonomi.

3.1.

Kommissionens forslag om ændring af direktiv 2003/87/EF om EU ETS vil gennem en række forslag øge det årlige reduktionsniveau for de tilladte emissioner på en sådan måde, at det årlige emissionskvoteniveau i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) sænkes med en lineær faktor på over 2,2 % årligt fra 2021 for at nå en reduktion på 43 % i 2030 i forhold til 2005-niveauet.

3.2.

Forslaget omfatter en række finansieringsinstrumenter til støtte for de økonomiske aktører, som er konfronteret med kulstoflækage og de udfordringer, der er forbundet med innovation og de nødvendige investeringer til modernisering af deres anlæg og forbedring af energieffektiviteten for at bidrage til at reducere emissionerne.

4.1.

Emissionshandelssystemer bliver stadig mere udbredte i hele verden ud over EU, og nationale eller subnationale systemer er allerede operationelle i flere lande.

4.2.

I USA har præsident Obama bebudet en plan for ren energi, Clean Power-planen (CPP), som for hver enkelt stat angiver standarderne for reduktion af kulstofemissioner fra elværker — især kul- og gasfyrede — frem til 2030.

4.2.1.

Californien har »Cap-And-Trade«-programmet, der blev iværksat i 2012. I Connecticut, Delaware, Maine, Maryland, Massachusetts, New Hampshire, New York, Rhode Island og Vermont har RGGI-initiativet (Regional Greenhouse Gas Initiative).

4.3.

Australien har indført et emissionshandelssystem, som vil blive koblet på det europæiske system senest i 2018 i henhold til en aftale, der blev indgået med Kommissionen i 2012.

4.4.

I Canada blev »Québec's Cap-and-Trade System for Greenhouse Gas Emissions Allowances« indført i 2012, og siden 2013 har det dækket 85 % af Québecs emissioner.

4.5.

New Zealand lancerede emissionshandelssystemet NZ ETS i 2008, som omfatter skove og landbrug, flydende fossile brændstoffer, elværker og industriprocesser.

4.6.

EU og Kina indgik på det bilaterale topmøde i slutningen af juni 2015 en aftale om samarbejde om bekæmpelsen af klimaændringer.

4.7.

I Sydkorea indførte man i januar 2015 KETS-programmet, som er det første operationelle program i Asien på nationalt plan og det andet operationelle program på verdensplan efter EU ETS.

4.8.

I Japan blev det første obligatoriske emissionshandelssystem, »Tokyo Cap-and-Trade«-programmet (TMG ETS), iværksat i april 2010.

4.9.

I Schweiz startede ETS-CH i 2008 med fem år på frivillig basis som en alternativ mulighed til erstatning for CO2-afgiften på fossile brændstoffer og har siden 2013 været obligatorisk for store, højintensive energivirksomheder.

5.1.

EØSU er af den opfattelse, at EU ETS er et effektivt nøgleinstrument til reduktion af emissionerne fra EU's energiproduktion, forudsat at det følger en markedsorienteret tilgang, som bør give et kulstofprissignal på højde med ambitionerne og samtidigt tilskynde til investeringer i kulstoffattige teknologier, udvikling af vedvarende energikilder og forbedring af energieffektiviteten.

5.1.1.

EØSU er bekymret over en mulig accelererende investeringsflugt, som udgør en specifik form for kulstofudflytning i de sårbare sektorer. Denne proces kan indebære en yderligere reduktion af disse sektorers konkurrenceevne og kapacitet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til fremme af en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi, således som udvalget har påpeget i tidligere udtalelser (3).

5.2.

EØSU er af den overbevisning, at det er nødvendigt at skabe et kulstofmarked, der er mere stabilt, fleksibelt og åbent over for alle vigtige internationale partnere.

5.3.

Rammen for klima- og energipolitikken frem til 2030, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 23. og 24. oktober 2014, fastlægger ambitiøse mål om en unilateral reduktion, men indeholder også præcise retningslinjer om reglerne vedrørende kulstoflækage, som skal konkretiseres i forbindelse med reformen af EU ETS.

5.3.1.

EØSU mener endvidere, at reformen af EU ETS bør udgøre en koordineret politisk ramme, navnlig sammen med reformen af sektorerne uden for ETS (EU's beslutning om indsatsfordeling — ESD) og politikkerne for vedvarende energi (direktivet om vedvarende energi — RES-E-direktivet) og energieffektivitet (energieffektivitetsdirektivet — EED — og bygningsdirektivet — EPBD).

5.4.

EØSU er af den opfattelse, at nogle af de vigtige punkter i reformen bør være:

5.4.1.

Virksomheder, der er truet af udflytning, bør tildeles et antal gratis emissionstilladelser.

5.5.

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at sørge for tilstrækkelige overgangsmekanismer med henblik på en afbalanceret reduktion af de frie CO2-emissionskvoter for at bevare den europæiske industris konkurrenceevne, forhindre investeringsflugt og undgå, at europæiske virksomheder og beskæftigelsessektorer udsættes for illoyal konkurrence fra lande, som ikke har sammenlignelige klimareguleringsbestemmelser.

5.5.1.

Navnlig bør der sikres en passende regelramme vedrørende niveauerne for gratis tildeling, vurdering af risikoen for kulstoflækage, revision af benchmarkingparametrene og godtgørelse for omkostninger, der videregives i elpriserne. Dermed skulle der være fuld garanti for gratis tildeling og fuld godtgørelse for indirekte omkostninger i alle medlemsstater, når det gælder 10 % af de mest effektive anlæg i sektorer, der er udsat for en høj risiko for kulstoflækage.

5.5.2.

Man bør også undersøge mulighederne for at udvide belønningsmekanismer for best performers til civilsamfundet ved at yde ETS-bonusser til familier, samfund og offentlige forvaltninger, som reducerer deres CO2-producerende energiforbrug betydeligt eller kompenserer for deres emissioner gennem grønne investeringer .

5.6.

EØSU mener, at mekanismen for bæredygtig udvikling (Clean Development Mechanism — CDM) bør bevares, forbedres og udvides, og at der bør gives passende støtte til sammenkædning mellem EU ETS og de nye systemer, som er under udvikling andre steder i verden.

5.7.

Klimaændringerne kræver en global løsning ved hjælp af en aftale med veldefinerede og sikre mål for alle de store verdensøkonomier.

6.1.

EØSU anbefaler en revision af proceduren for opdeling af kvoterne, så man sikrer en passende gratis procentdel, der kan opfylde behovene hos de berettigede erhvervsdrivende. Definitionen af sektorer, der er truet af udflytning fra 2020, risikerer at medføre en væsentlig begrænsning med en tærskelværdi på 0,18 som forudsætning for opførelse på listen.

6.2.

EØSU er bekymret over skærpelsen af benchmarkene, der vil gå yderligere ud over de virksomheder, som står i en vanskelig situation. En tværgående benchmarkreduktion via en fælles lineær korrektionsfaktor, der er fastsat mellem et minimum på 0,5 % og et maksimum på 1,5 % om året, tager ikke hensyn til maskinernes levetid og den reelle teknologiske situation i meget diversificerede sektorer.

6.3.

EØSU mener, at benchmarkingparametrene for kulstoflækage bør være teknisk og økonomisk gennemførlige for at afspejle de reelle teknologiske fremskridt, og anbefaler, at den metode, der anvendes til at reducere antallet af sektorer på kulstoflækagelisten fra 177 sektorer til 52 sektorer i perioden 2021-2030, medinddrager arbejdsmarkedets parter og ledsages af udfasningsforanstaltninger.

6.4.

EØSU mener desuden, at den intersektorielle korrektionsfaktor bør afskaffes. En uhensigtsmæssigt beregnet korrektionsfaktor vil skabe usikkerhed i den gratis tildeling og udsætte de mest sårbare anlæg for urimelige omkostninger.

6.5.

Det er efter EØSU's mening nødvendigt at indføre en EU-harmoniseret godtgørelsesmekanisme for indirekte omkostninger, der ydes på grundlag af de allerede fastlagte parametre (4), så man undgår de aktuelle forvridninger af det indre marked og gør det nuværende system baseret på statsstøtte obligatorisk, hvorved medlemsstaterne som minimum forpligtes til at øremærke en del af auktionsindtægterne til en passende godtgørelse for indirekte omkostninger til de bedste miljøpræstationer i de udsatte sektorer.

6.6.

EØSU anmoder om, at en mere fleksibel og dynamisk tildeling af gratis kvoter bliver baseret på ajourførte reelle produktionsniveauer, så man støtter anlæg, som forbedrer effektiviteten, ved at lade dem beholde den samme mængde gratis kvoter.

6.7.

Det er nødvendigt at gøre definitionskriteriet for risikoen for kulstoflækage mere fleksibelt for bedst muligt at afspejle kulstofprisens indvirkning på konkurrenceevnen i de forskellige sektorer, navnlig for små og mellemstore virksomheder, i henhold til det kvalitetskriterium, der blev defineret i 2008.

6.8.

EØSU er af den opfattelse, at fondene inden for EU's emissionshandelssystem — stabilitetsreservefonden, innovationsfonden og moderniseringsfonden — bør ses i et helhedsperspektiv for at sikre korrekte funktioner og tilstrækkelige systemer til forvaltning/kontrol, så man undgår dobbeltydelser og overlapninger.

6.9.

EØSU har følgende holdning:

6.10.

EØSU går ind for, at de planlagte foranstaltninger for mindre anlæg med emissioner under 25 000 ton CO2 også kommer til at omfatte anlæg med emissioner under 50 000 ton CO2, som på europæisk plan udgør ca. 75 % af anlæggene i EU's emissionshandelssystem, men kun tegner sig for 5 % af de samlede emissioner.

6.11.

Hvad angår de emissioner, der stammer fra den mineralogiske proces, kan de erhvervsdrivende stort set ikke gøre noget for at reducere dem, og derfor bør de nyde godt af en total tildeling af gratis kvoter.

6.12.

Eftersom de foranstaltninger, der træffes for at revidere EU's emissionshandelssystem, ikke bare berører energipolitikken, men også en lang række andre EU-politikker, anbefaler EØSU størst mulig overensstemmelse — og fjernelse af unødigt bureaukrati — mellem de nye bestemmelser og de bestemmelser, som de samvirker med.