8.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/77


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter

(COM(2015) 45 final — 2015/0028 (COD))

(2015/C 332/09)

Ordfører:

Thomas McDONOGH

Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 12. februar 2015 og den 20. februar 2015 under henvisning til artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1007/2009 om handel med sælprodukter«

COM(2015) 45 final — 2015/0028 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 5. maj 2015.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 508. plenarforsamling den 27.—28. maj 2015, mødet den 27. maj 2015 følgende udtalelse med 161 stemmer for og 9 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Ændringen af EU-lovgivningen må vedtages for at sikre overensstemmelse med de henstillinger og afgørelser med hensyn til grundforordningen, der blev truffet den 18. juni 2014, da WTO's tvistbilæggelsesinstans (DSB) vedtog panelets og appelinstansens rapporter.

1.2.

Regler og forskrifter for humane slagtemetoder bør håndhæves strengt af de forskellige myndigheder, herunder EU. Der bør træffes alle fornødne foranstaltninger for at hindre, at sælerne lider unødvendigt. De drab med køller på sælunger, som foregår i Canada om foråret, kan således bedst beskrives som barbariske, og dyrerettighedsorganisationer overalt i verden kæmper utrætteligt mod denne form for drab. EØSU finder denne slagtemetode afskyelig.

1.3.

Der må fastsættes realistiske og kontrollerbare kvoter, der tillige omfatter tilladelige aflivningsmetoder, for inuitsamfundenes traditionelle jagt med henblik på deres underhold. Samtidig skal dyrenes velfærd respekteres.

1.2.

Der skal foregå en ordentlig overvågning af og kontrol med kvoter, jagtbegrænsninger og øvrige krav, der skal overholdes.

1.3.

Mindstekravene til en sporingsordning kunne formuleres som et sæt af krav, som økonomiske operatører, der ønsker at importere til EU, skal opfylde omfattende bl.a. følgende tre centrale elementer (1):

1.

Identifikationskrav

2.

Krav om registrering og opbevaring af optegnelser

3.

Evne til at udarbejde rapporter om sporbarhed (verifikation).

2.   Indledning

2.1.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2009 af 16. september 2009 om handel med sælprodukter (»grundforordningen«) fastsætter et generelt forbud mod omsætning af disse produkter på EU's marked.

2.2.

Grundforordningen indeholder en undtagelse fra det generelle forbud for så vidt angår sælprodukter, der hidrører fra inuitsamfundenes og andre oprindelige samfunds traditionelle jagt, og som bidrager til deres underhold (»IC-undtagelsen«).

2.3.

Den indeholder også undtagelser for import af sælprodukter, der hidrører fra sæljagter, hvis eneste formål er at sikre en bæredygtig forvaltning af de marine ressourcer, og som ikke omsættes med fortjeneste for øje eller i erhvervsøjemed (»MRM-undtagelsen«), samt for lejlighedsvis import, som udelukkende består af varer bestemt til de rejsendes personlige brug eller til brug for deres familier.

2.4.

En gennemførelsesforordning, Kommissionens forordning (EU) nr. 737/2010 af 10. august 2010, fastlægger de nærmere regler for gennemførelsen af grundforordningen.

2.5.

Begge retsakter (»EU-sælordningen«) blev anfægtet af Canada og Norge i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i tvisten om EC — Measures Prohibiting the Importation and Marketing of Seal Products (DS 400 og DS 401).

2.6.

Selv om det i WTO's rapporter blev konkluderet, at forbud mod sælprodukter i princippet kan begrundes i moralske hensyn til sælers velfærd, blev de to undtagelser, IC-undtagelsen og MRM-undtagelsen, anfægtet.

2.7.

MRM-undtagelsen blev fundet uberettiget, da den eventuelle forskel i den kommercielle dimension af erhvervsmæssig jagt og MRM-jagt (i lille målestok og uden fortjeneste) ikke var tilstrækkelig til at berettige sondringen.

2.8.

Med hensyn til IC-undtagelsen fandt appelinstansen, at selv om den i princippet var udtryk for en berettiget sondring, udgjorde visse elementer i dens udformning og anvendelse »vilkårlig og uberettiget forskelsbehandling«.

2.9.

Den 10. juli 2014 underrettede Den Europæiske Union tvistbilæggelsesinstansen om, at den har til hensigt at gennemføre instansens henstillinger og afgørelser i denne tvist, således at forpligtelserne under WTO opfyldes.

2.10.

Den 5. september 2014 aftalte Den Europæiske Union, Norge og Canada, at 16 måneder ville være en rimelig frist til at gennemføre tvistbilæggelsesinstansens henstillinger og afgørelser. Følgelig vil den rimelige frist udløbe den 18. oktober 2015.

2.11.

Formålet med dette lovgivningsforslag er at gennemføre tvistbilæggelsesinstansens henstillinger og afgørelser med hensyn til grundforordningen. Det skaber også retsgrundlaget for at bringe forordning (EU) nr. 737/2010 i overensstemmelse med de nævnte afgørelser.

2.12.

Bekymringerne vedrørende MRM-undtagelsen er afhjulpet ved at fjerne MRM-undtagelsen fra grundforordningen. Bekymringerne vedrørende udformningen og anvendelsen af IC-undtagelsen er afhjulpet ved at ændre undtagelsen, især således at anvendelsen af den kædes sammen med respekt for dyrevelfærd, og ved at begrænse omsætningen af sælprodukter, hvis omfanget af jagten eller andre omstændigheder tyder på, at der primært jages i erhvervsøjemed.

2.13.

Desuden arbejder eksperter fra Kommissionen sammen med eksperter fra Canada for at etablere det nødvendige attesteringssystem, således at canadiske inuitter kan gøre brug af inuit-undtagelsen under EU-sælordningen.

2.14

De berørte regeringer bør etablere en afsætningsstruktur for inuitprodukter.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Sæljagt er en integreret del af inuitsamfundenes og andre oprindelige samfunds kultur og identitet og bidrager væsentligt til deres underhold. Det fuldstændige forbud mod sæljagt, som blev indført for flere år siden efter pres fra offentligheden, kastede inuitsamfundet ud i en dyb krise af fattigdom og manglende evne til at sikre sin egen overlevelse. For øjeblikket er arbejdsløsheden blandt inuitter på 90 %, og mange af dem er fuldstændigt afhængige af sociale ydelser. Af disse årsager blev inuitternes og andre oprindelige samfunds traditionelle sæljagt igen tilladt for nylig, forudsat at den udføres til deres eget underhold.

3.2.

EØSU foreslår, at inuitsamfundet inddrages i den proces, der foregår mellem Kommissionen og den canadiske regering, for at finde den bedste løsning på, hvordan man sikrer inuitternes fortsatte ret til underhold og samtidig beskytter sælerne mod international handel og udryddelse.

3.3.

Det er ikke muligt konsekvent og effektivt at anvende en virkelig human aflivningsmetode under inuitternes og andre oprindelige samfunds jagt, heller ikke deres sæljagt. På baggrund af målet for forordning (EF) nr. 1007/2009 er det dog ikke desto mindre hensigtsmæssigt at gøre omsætning på EU-markedet af produkter, der stammer fra inuitsamfundenes og andre oprindelige samfunds traditionelle jagt, betinget af, at den udføres på en måde, der mindsker smerte, angst, frygt og andre former for lidelse for de nedlagte dyr mest muligt.

3.4.

Forordning (EF) nr. 1007/2009 tillader også undtagelsesvis omsætning af sælprodukter, hvis jagtens eneste formål er at sikre en bæredygtig forvaltning af de marine ressourcer.

3.5.

Det erkendes, at jagt er vigtig for at sikre en bæredygtig forvaltning af de marine ressourcer, men i praksis kan det være vanskeligt at sondre mellem denne form for jagt og større former for jagt, der primært udføres i erhvervsøjemed. Dette kan føre til en uberettiget forskelsbehandling mellem de pågældende sælprodukter. Derfor bør denne undtagelse ikke længere tillades.

3.6.

Omsætning af sælprodukter bør kun være tilladt, hvis sælprodukterne stammer fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds jagt, og alle følgende betingelser er opfyldt:

a)

jagten traditionelt er blevet udført af samfundet

b)

jagten bidrager til samfundets underhold og ikke primært udføres i erhvervsøjemed

c)

jagten udføres på en måde, der mindsker smerte, angst, frygt og andre former for lidelse for de nedlagte dyr mest muligt, under hensyntagen til samfundets traditionelle levevis og behov for underhold.

3.7.

EØSU er enig i betingelserne for omsætning af sælprodukter, men henstiller, at Kommissionen finder en god balance mellem beskyttelse af sælerne og inuitternes behov for jagt som en forudsætning for deres overlevelse. En ikkepragmatisk fortolkning af ovennævnte betingelser vil i praksis kunne hindre inuitterne i at jage sæler.

3.8.

EØSU mener, at det vil være hensigtsmæssigt:

a)

at indføre en særlig status for sælprodukter fremstillet af inuitter i overensstemmelse med traditionel jagtpraksis, f.eks. »traditionelt fanget af inuitter«. I så fald kunne det for at undgå flere internationale tvister være nyttigt klart at definere dette som »ikkeindustriel fangst«

b)

at etablere en sporings- og mærkningsordning og et særligt logo med det formål at føre tilsyn med inuitternes aktiviteter og beskytte og oplyse forbrugerne

c)

at overveje importkontingenter, hvis det viser sig, at ordningerne misbruges.

3.9.

Det bør også være tilladt at importere sælprodukter, såfremt der er tale om lejlighedsvis import af varer, der udelukkende er bestemt til rejsendes personlige brug eller til brug for deres familie. Varerne må ikke være af en sådan art og foreligge i sådanne mængder, at dette indikerer, at de importeres i erhvervsøjemed

3.10.

Hvordan sporbarheden i øvrigt tilrettelægges, afhænger af hvilken type ordning der etableres, og det ansvar de forskellige involverede parter tillægges. Når det gælder forordningen om handel med sælprodukter bør disse mindstekrav fortolkes som følger:

Identifikationskrav

Identifikationskravene består i princippet af tre elementer:

jægeren (enten inuit/eller et medlem af et oprindeligt samfund eller en jæger, som har tilladelse til at jage af hensyn til ressourceforvaltningen), som har et unikt identifikationsnummer

indsamlingsstationen (som betegner den territoriale/geografiske beliggenhed)

produktet (som i bund og grund sporer transaktionen mellem jæger og indsamlingsstation).

Det kan være nødvendigt også eller i stedet at identificere »jagten«, hvis der ikke er en direkte forbindelse til jægeren, ikke findes en indsamlingsstation, eller hvis kun bestemte regioner og ikke det nationale niveau er omfattet.

3.11.

Når WTO træffer sin afgørelse, som bliver endelig og bindende, skal det få indbyrdes modstridende formuleringer i næsten 70 år gamle internationale aftaler til at harmonere. En formulering forbyder således »vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling« mellem lande, mens det af en anden fremgår, at lande kan handle efter, hvad de finder »nødvendigt for at beskytte den offentlige moral« (2).

3.12.

»En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr«  (3).

Bruxelles, den 27. maj 2015.

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Undersøgelse finansieret af Kommissionen om gennemførelse af foranstaltninger for handel med sælprodukter, gennemført af konsulentfirmaet COWI i samarbejde med ECORYS.

(2)  A. Butterworth and M. Richardson, Marine. Policy 38, 457–469; 2013.

(3)  Citat, der tilskrives Mahatma Gandhi.