52014PC0626

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om bemyndigelse af Republikken Letland til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem /* COM/2014/0626 final - 2014/0290 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

I henhold til artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (i det følgende benævnt "momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i direktivet, for at forenkle momsopkrævningen eller for at undgå visse former for momssvig eller -unddragelse.

Ved brev registreret i Kommissionen den 1. juli 2014 anmodede Letland om tilladelse til at momsfritage afgiftspligtige personer med en årsomsætning, der ikke overstiger 50 000 EUR. I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, underrettede Kommissionen ved brev af 7. august 2014 de øvrige medlemsstater om Letlands anmodning. Ved brev af 11. august 2014 underrettede Kommissionen Letland om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

Generel baggrund

Det følger af kapitel 1 i afsnit XII i momsdirektivet, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende særordninger for små virksomheder, herunder mulighed for at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer med en årlig omsætning under et vist beløb. Afgiftsfritagelsen indebærer, at en afgiftspligtig person ikke skal opkræve moms på leveringer og følgelig heller ikke kan fradrage indgående moms.

Letland fik for første gang bevilget denne fravigelse ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2010/584/EU[1], som udløb den 31. december 2013. Foranstaltningen fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings øvre grænse for den afgiftspligtige persons årsomsætning er højere end den, der for øjeblikket gælder for Letland efter momsdirektivets artikel 287, nr. 10), og som er 17 200 EUR.

På baggrund af disse erfaringer har Letland nu anmodet om igen at blive bemyndiget til at anvende foranstaltningen, der under alle omstændigheder vil være valgfri for afgiftspligtige personer.

Ud fra de oplysninger, som Letland har fremlagt, vil foranstaltningens virkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug tilsyneladende være ubetydelig.

Kommissionen foreslår derfor at give bemyndigelsen i en begrænset periode indtil den 31. december 2017.

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

Andre medlemsstater har fået tilladelse til lignende fravigelser.

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Foranstaltningen er i overensstemmelser med Unionens målsætninger for små virksomheder som fastsat i Kommissionens meddelelse Tænk småt først - En "Small Business Act" for Europa (KOM(2008) 394 af 25. juni 2008).

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høring af interesserede parter

Ikke relevant.

Ekspertbistand

Der var ikke brug for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Formålet med afgørelsen er at stille en forenklende foranstaltning til rådighed, der fjerner mange momsforpligtelser for virksomheder, der opererer med en omsætning, der er lavere end et årligt beløb.

Da undtagelsen har begrænset rækkevidde og varighed, vil følgerne under alle omstændigheder være begrænsede.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Resumé af forslaget

Bemyndigelse af Letland til at anvende en foranstaltning, som fraviger momsdirektivet, idet landet ønsker at indføre en forenklingsforanstaltning for virksomheder med en årlig omsætning på højst 50 000 EUR.

Retsgrundlag

Momsdirektivets artikel 395.

Nærhedsprincippet

Idet der tages hensyn til bestemmelsen i momsdirektivet, som forslaget er baseret på, henhører forslaget under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende grunde:

Afgørelsen vedrører en tilladelse til en medlemsstat på dennes egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse.

I betragtning af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.

Reguleringsmiddel/reguleringsform

Foreslået reguleringsmiddel: Gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet.

Andre midler ville ikke være hensigtsmæssige af følgende årsager:

I henhold til momsdirektivets artikel 395 kan de fælles momsregler kun fraviges, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse hertil. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er det eneste egnede middel, da den kan rettes til en enkelt medlemsstat.

4.           BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER

Forslaget har ingen konsekvenser for EU’s budget, eftersom Letland vil gennemføre en kompenserende beregning i henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89.

5.           FAKULTATIVE ELEMENTER

Forslaget er tidsbegrænset.

2014/0290 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om bemyndigelse af Republikken Letland til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem ("momsdirektivet")[2], særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Ved brev registreret i Kommissionen den 1. juli 2014 anmodede Letland om tilladelse til at indføre en foranstaltning, som fraviger momsdirektivets artikel 287, nr. 10), for at kunne momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 50 000 EUR. Ved hjælp af denne foranstaltning vil disse afgiftspligtige personer være fritaget for nogle af eller alle de momsmæssige forpligtelser, som er omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i momsdirektivet. En sådan foranstaltning er allerede blevet bevilget Letland ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2010/584/EU[3], der udløb den 31. december 2013.

(2)       Kommissionen underrettede ved brev af 7. august 2014 de øvrige medlemsstater om Letlands anmodning. Ved brev af 11. august 2014 underrettede Kommissionen Letland om, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)       Medlemsstaterne kan i forvejen gøre brug af en særlig ordning for små virksomheder i henhold til afsnit XII i momsdirektivet. Foranstaltningen fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings øvre grænse for den afgiftspligtige persons årsomsætning er højere end den, der for øjeblikket gælder for Letland efter momsdirektivets artikel 287, nr. 10), og som er 17 200 EUR.

(4)       En højere tærskel for den særlige ordning vil resultere i en forenkling, da den kan mindske de mindste virksomheders momsforpligtelser markant, og da ordningen samtidig er frivillig, vil virksomhederne kunne vælge at anvende de normale momsordninger.

(5)       Ifølge Letlands oplysninger vil den hævede tærskel have en ubetydelig virkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug.

(6)       Fravigelsen får ingen indvirkning på EU's egne indtægter fra merværdiafgift —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Som en undtagelse til artikel 287, nr. 10), i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Letland til at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 50 000 EUR.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 31. december 2017.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Letland.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 256 af 30.9.2010, s. 29.

[2]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

[3]               EUT L 256 af 30.9.2010, s. 29.