Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en flerårig plan for torske-, silde- og brislingebestanden i Østersøen og fiskeri af disse bestande, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 /* COM/2014/0614 final - 2014/0285 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. Baggrund for forslaget ·
Begrundelse og formål Fiskeriet efter torsk, sild og brisling i
Østersøen er omfattende. Videnskabelig rådgivning fra Det Internationale
Havundersøgelsesråd (ICES[1])
har vist, at den nuværende udnyttelsesgrad for nogle af disse bestande ikke kan
forenes med målet om maksimalt bæredygtigt udbytte. Allerede i 2007 blev der
indført en forvaltningsplan for torsk i Østersøen[2], hvorimod bestandene af
sild og brisling endnu ikke er omfattet af en sådan plan. Dette er til hinder
for en bæredygtig forvaltning af disse fiskerier og betyder, at de fiskere, der
fisker efter disse bestande, ikke råder over stabile fiskerimuligheder. Ud over at udgøre grundlaget for
fangstsektoren er torsk, sild og brisling desuden vigtige elementer i
Østersøens økosystem, og der er således et tæt biologisk samspil mellem de tre
arter. Torsk driver rov på sild og brisling, hvilket betyder, at størrelsen af
torskebestanden har indvirkning på størrelsen af henholdsvis silde- og
brislingebestandene og omvendt. Det tyder ifølge videnskabelige analyser på, at
det biologiske samspil i og mellem disse arter i Østersøen kan betyde, at det
måske kan være bæredygtigt med et større fiskeritryk end det, der i øjeblikket
anbefales. Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri
(STECF)[3]
har anbefalet[4],
at der foretages flere videnskabelige undersøgelser for at klarlægge risikoen
ved at fiske med et større fiskeritryk. Miljøforholdene i Østersøen har en meget stor
indflydelse på reproduktionen af fiskebestandene i området. Torsk i den østlige
del af Østersøen gyder kun på dybe områder, hvor saltkoncentrationen er
tilstrækkelig høj til, at æggene kan befrugtes og at de befrugtede æg kan
flyde. Den begrænsede tilstrømning af havvand fra Nordsøen har betydet, at
indholdet af ilt i disse dybe saltholdige vande har været faldende siden midten
af 1980'erne, og torskene har derfor kun kunnet reproducere sig i de sydlige
gydeområder. Hvis der var en omfattende tilstrømning af vand fra Nordsøen til
Østersøen, kunne det føre til en langt større rekruttering af torsk, end der er
set i de seneste år. Når det gælder brisling, er rekrutteringen tæt forbundet
med temperaturen, idet rekrutteringen af ungfisk er større ved højere
temperaturer. Det betyder f.eks., at to på hinanden følgende hårde vintre kan
have alvorlige konsekvenser for brislingebestanden. Eftersom det biologiske samspil mellem torsk,
sild og brisling og selve havmiljøet har en meget stor indflydelse på disse tre
østersøbestande, bør udnyttelsesgraden og -mønstrene for disse bestande kunne
tilpasses i takt med, at der tilvejebringes større videnskabelig viden om dette
samspil og ændringerne i miljøforholdene. En sådan tilpasning vil også være i
overensstemmelse med den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning. Det
første skridt i retning af denne form for tilpasningsorienteret forvaltning er
at opstille én samlet forvaltningsplan for samtlige relevante bestande. Planen
skal basere sig på målene for fiskeridødelighed angivet i intervaller for hver bestand,
som skal udgøre grundlaget for fastsættelsen af de årlige TAC'er for de
pågældende bestande. Tilpasningen vil komme til at bestå i en ajourføring af
fiskeridødeligheden og referencepunkterne for de enkelte bestandes størrelse,
hvis der findes videnskabelig dokumentation for, at dette er hensigtsmæssigt. Formålet med forslaget er at fastlægge en
forvaltningsplan for bestandene af torsk, sild og brisling i Østersøen.
Hensigten med planen er, at den skal sikre en bæredygtig udnyttelse af disse
bestande og tilvejebringe stabile fiskerimuligheder, idet det sikres, at
forvaltningen er baseret på den seneste videnskabelige viden om samspillet i og
mellem disse bestande og med andre aspekter af økosystemet og miljøet. Planens
specifikke mål er at sikre, at bestandene af torsk, sild og brisling i
Østersøen udnyttes i overensstemmelse med princippet om maksimalt bæredygtigt
udbytte og den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning. Derfor bør
disse bestande fiskes på niveauer, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte. Fiskeriet efter torsk og pelagiske arter kan
involvere bifangster af fladfisk, bl.a. rødspætter, skrubber, pighvar og
slethvar. Udnyttelsen af torskebestandene og de pelagiske bestande bør ikke
bringe bæredygtigheden i fare for fladfisk i Østersøen. Forvaltningsplanen skal gælde for alle
EU-fiskerfartøjer i Østersøen uanset deres samlede længde, da det er i
overensstemmelse med bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik og på linje med
fartøjernes indflydelse på de berørte bestande. ·
Generel baggrund 1. Torskebestandene i
henholdsvis den østlige og den vestlige del af Østersøen betragtes som to
særskilte bestande. Der findes en række forskellige sildebestande i Østersøen, og
den største af dem findes i den østlige del af havområdet. Der findes desuden
mindre bestande i Det Botniske Hav, Den Botniske Bugt, Rigabugten og den
vestlige del af Østersøen. Sidstnævnte bestand gyder i den vestlige del af
Østersøen, hvorefter den vandrer ind i Skagerrak og den østlige del af Nordsøen
for at søge føde. Her blandes bestanden med nordsøsildebestanden og fanges i et
blandet fiskeri. Der findes kun én brislingebestand i Østersøen. 2. De to østersøtorskebestande
er i øjeblikket omfattet af en forvaltningsplan2, og
forvaltningsforanstaltningerne for fiskeriet efter disse bestande omfatter
bl.a. fastsættelse af årlige TAC'er, begrænsninger af fiskeriindsatsen og
tekniske foranstaltninger, bl.a. mindstemaskestørrelser, regler om
fangstsammensætning, mindstemål for fisk, der landes, og
område-/sæsonlukninger. Forvaltningen af fiskeriet efter sild og brisling
omfatter årlige TAC'er og tekniske foranstaltninger, herunder regler om
maskestørrelse og fangsternes sammensætning. 3. Ifølge ICES foreligger der
ikke tilstrækkelige data om den lille sildebestand i Den Botniske Bugt, og det
er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at fremlægge en fuldstændig vurdering
af bestandens tilstand som grundlag for fangstrådgivning. Derfor indeholder
planen ikke fangstregler for denne bestand. Eftersom denne sildebestand er
forholdsvis lille og fiskeriet efter den er begrænset, er det ikke rimeligt at
fastsætte en særskilt TAC for denne bestand. Der fastsættes i stedet regler om,
at fangster fra denne bestand skal tælles som en del af en kombineret TAC for
sild i Det Botniske Hav/Den Botniske Bugt. 4. Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik
fastsætter reglerne for den fælles fiskeripolitik, herunder bestemmelserne om
flerårige planer og fastsættelse af landingsforpligtelse for bestande, der er
omfattet af TAC'er, med virkning fra den 1. januar 2014. Forordningens artikel
9 og 10 opstiller principperne for, målene med og reglerne for indholdet af de
flerårige planer. Ifølge artikel 15 finder landingsforpligtelsen i Østersøen
anvendelse fra 2015 for fiskeri efter pelagiske arter og laks samt arter, som
karakteriserer det pågældende fiskeri, og fra den 1. januar 2017 for alle andre
arter, der er underlagt TAC'er. 5. Målene for maksimalt
bæredygtigt udbytte er angivet i intervaller som tilrådet af ICES.
Intervallerne gør det muligt at forvalte de pågældende bestande med
udgangspunkt i det maksimale bæredygtige udbytte og vil give plads til at
foretage tilpasninger, hvis der er ny videnskabelig dokumentation herfor, samtidig
med at der opretholdes en stor forudsigelighed. Disse mål suppleres med
beskyttelsesforanstaltninger, som udløses på basis af et
bevarelsesreferencepunkt. Referencepunkterne for de berørte bestande angives i
gydebiomasse, og er baseret på ICES' seneste benchmarkundersøgelse. Hvis der
ikke findes rådgivning om gydebiomassen, udløses
beskyttelsesforanstaltningerne, hvis rådgivningen viser, at en bestand er
truet. 6. I overensstemmelse med
artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013 indeholder forvaltningsplanen en
forpligtelse til at lande alle fangster af sild, torsk, brisling og rødspætte ved
silde-, torske- og brislingefiskeri i Østersøen for at bidrage til
gennemførelsen af forbuddet mod udsmid, undtagen i tilfælde hvor der er bevis
for en høj overlevelsesrate. I overensstemmelse med artikel 16, stk. 7, i
forordning (EU) nr. 1380/2013 skal medlemsstaterne tildele TAC'erne til
fartøjer, der fører deres flag, under hensyntagen til den sandsynlige
fangstsammensætning og forpligtelsen til at lande alle fangster. For at nå
dette mål kan medlemsstaterne vedtage nationale foranstaltninger, f.eks.
tilbageholde en vis reserve fra den nationale TAC, der er til rådighed, eller
udveksle kvoter med andre medlemsstater. 7. Planen omfatter ikke årlige
begrænsninger i fiskeriindsatsen, hvilket er i overensstemmelse med den
videnskabelige rådgivning fra STECF4. 8. I overensstemmelse med
artikel 18 i forordning (EU) nr. 1380/2013 kan medlemsstater med en direkte
forvaltningsmæssig interesse med sigte på at nå målene i en flerårig
forvaltningsplan fremsætte fælles henstillinger, bl.a. til at træffe bestemte
foranstaltninger, hvis Kommissionen har fået tildelt beføjelse til at vedtage
gennemførelsesretsakter eller delegerede retsakter. Derfor oprettes der et
regionalt samarbejde med henblik på at vedtage tekniske foranstaltninger,
bestemmelser vedrørende landingsforpligtelsen og særlige
bevarelsesforanstaltninger for bifangster i forbindelse med fiskeriet efter de
berørte bestande. 9. I overensstemmelse med den
fælles fiskeripolitiks overordnede mål om bevarelse af fiskeressourcerne,
herunder særlig artikel 9 og 10 i forordning (EU) nr. 1380/2013, som
stiller krav om opstilling af flerårige planer, er planens hovedelementer
følgende: –
fastsættelse af mål og målsatser (opnåelse af en
fiskeridødelighed, som er i overensstemmelse med princippet om maksimalt
bæredygtigt udbytte) –
fastsættelse af bevarelsesreferencepunkter angivet
i gydebiomasse og indførelse af særlige bevarelsesforanstaltninger –
fastsættelse af bestemmelser vedrørende
landingsforpligtelsen –
indførelse af rammer for tekniske foranstaltninger –
indførelse af periodisk evaluering af planen med
udgangspunkt i den videnskabelige rådgivning. ·
Gældende EU-bestemmelser på det område, som
forslaget vedrører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af
Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og
ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004
samt Rådets afgørelse 204/585/EF[5]
fastsætter de generelle bestemmelser for fiskeripolitikken og præciserer de
situationer, hvor Rådet skal vedtage flerårige planer. Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18.
september 2007 om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og
fiskeriet, der udnytter disse bestande, om ændring af forordning (EØF) nr.
2847/93 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 779/97 fastsætter betingelserne
for bæredygtig udnyttelse af torskebestandene i Østersøen. Rådets forordning (EF) nr. 2187/05 af 21.
december 2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og
Øresund gennem tekniske foranstaltninger, om ændring af forordning (EF) nr.
1434/98 og ophævelse af forordning (EF) nr. 88/98 fastsætter de tekniske
bevarelsesforanstaltninger i Østersøen, dvs. regler om fangstsammensætning,
mindstemaskestørrelse, mindstemål for fisk, der landes og område-/sæsonlukninger
for laksefiskeriet. Nævnte forordning indeholder også et forbud mod at anvende
drivgarn i Østersøen. I Rådets årlige forordninger om fastsættelse
af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og
grupper af fiskebestande for Østersøen fastsættes TAC-niveauerne for de
elevante bestande (torsk, sild og brisling) og rødspætte (f.eks. for 2014 i
Rådets forordning (EU) nr. 1180/2013 af 19. november 2013 om
fastsættelse for 2014 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper
af fiskebestande i Østersøen). Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om
oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af
reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF)
nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF)
nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF)
nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF)
nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om
ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF)
nr. 1966/2006 fastsætter de generelle kontrolkrav for fiskeriet samt de
specifikke krav til flerårige planer. ·
Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Forslaget og dets mål er i overensstemmelse
med EU's politikker, navnlig miljø-, social-, markeds- og handelspolitikkerne.
2. RESULTAT AF HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER ·
Høring af interesserede parter Høringsmetoder, hovedmålgrupper og
respondenternes overordnede profil Eftersom det er erhvervsfiskeriet, der har den
største interesse i Østersøens bestande af torsk, sild, brisling og fladfisk,
har høringen hovedsagelig været centreret omkring Det Regionale Rådgivende Råd
for Østersøen (BSAC) og fiskeriforvaltningerne i medlemsstaterne omkring
Østersøen. BSAC består af repræsentanter for fiskerisektoren og andre
interessegrupper, der er berørt af den fælles fiskeripolitik. Fiskerisektoren
omfatter fiskeriforeninger, producentorganisationer, forarbejdningsvirksomheder
og markedssammenslutninger. De øvrige interessegrupper tæller ikke-statslige
miljøorganisationer, forbrugere, kvindenetværk og repræsentanter for
lystfiskere, sportsfiskere og subsistensfiskere. Høringen om og udarbejdelsen af dette
initiativ fulgte den faste GD-Mare-procedure for udarbejdelse og evaluering af
langsigtede forvaltningsplaner. Proceduren omfatter to faser. Den første fase
er en retrospektiv evaluering, hvor resultaterne af en eksisterende
forvaltningsplan gennemgås. Om nødvendigt følger derefter en fremadrettet
evaluering, hvor man gennemgår eventuelle nye flerårige planer og deres
potentielle virkninger. I hver fase afholdes der en række møder i
ekspertgrupperne under Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for
Fiskeri (STECF). Disse møder har til formål at præcisere det kommissorium, som
GD-Mare har givet disse grupper. Repræsentanter for de regionale rådgivende råd
og medlemsstaterne, som kan bidrage med input eller har spørgsmål, som de
finder relevante, har lov til at deltage i disse møder. I dette tilfælde blev
også BSAC og medlemsstaterne hørt om specifikke elementer i planen efter
afslutningen af evalueringsproceduren i STECF. Relevante videnskabelige områder/eksperter Som nævnt ovenfor har eksperterne i STECF
bistået med rådgivning under hele evalueringsforløbet. Det omfatter input fra
fiskeribiologer og fra eksperter på andre fagområder, bl.a. økonomi og
samfundsvidenskab. Desuden bidrog ICES med videnskabelig rådgivning. Sammendrag af svarene og af, hvordan der er
taget hensyn til dem Efter en fremadrettet evaluering med henblik
på en ny forvaltningsplan for de pelagiske bestande[6], FISH/200 og en retrospektiv[7] og fremadrettet[8] evaluering af den
nuværende plan for torsk i Østersøen blev det i juni 2011 besluttet at gå over
til flerartsforvaltningsplaner for bestandene af torsk, sild og brisling i
Østersøen. Denne beslutning blev truffet sammen med medlemsstaterne og de
interesserede parter på et møde i det regionale forum BALTFISH. Den blev
derefter formaliseret på samlingen i Fiskerirådet i oktober 2011[9]. Beslutningen blev
truffet som følge af det kommende krav i den nye fiskeripolitik om, at
forvaltningsplanerne så vidt muligt skulle omfatte flere arter. Beslutningen om at indføre
flerartsforvaltningsplaner for bestandene i Østersøen betød, at der skulle
afholdes en ny række STECF-møder. For at skabe et grundlag for en fremadrettet
evaluering arrangerede GD-Mare en række ekspertmøder, hvoraf de fleste blev
holdt i fællesskab med STECF og ICES. Alle møderne var åbne for interesserede
parter, og medlemmerne af BSAC deltog i dem alle. Møderne blev afholdt som
følger: Et undersøgende møde i STECF's ekspertgruppe
vedrørende flerårige forvaltningsplaner den 28. november til 2. december 2011 i
Edinburgh, Det Forenede Kongerige[10].
ICES-workshop om "Integrated/Multispecies
Advice for Baltic Fisheries" den 6. til 8. marts 2012 i Charlottenlund, Danmark[11]. Møde i STECF's ekspertgruppe vedrørende
flerårige forvaltningsplaner den 26. til 30. marts 2012 i Rostock, Tyskland[12]. Efter ovennævnte møder anbefalede STECF en
forvaltningsplan med udgangspunkt i de aktuelle mål om maksimalt bæredygtigt
udbytte for de enkelte arter, da det vil sikre et højt udbytte på lang sigt med
minimale konsekvenser for bestandene. Kort sagt vil denne plan leve op til
kriteriet om maksimalt bæredygtigt udbytte. Det blev også bemærket, at en
flerartstilgang kunne give højere mål for fiskeridødeligheden for visse
bestande, men at det ville kræve flere videnskabelige undersøgelser at vurdere
risiciene ved en sådan tilgang. I lyset af disse anbefalinger blev der
udarbejdet et arbejdsdokument, som præsenterer de to muligheder og deres
konsekvenser. Det blev drøftet med medlemsstaterne på et møde i BALTFISH og med
BSAC i midten af juni 2012. Efter vedtagelsen af forordningen om reformen
af fiskeripolitikken i 2013 og offentliggørelsen af den endelige rapport fra
taskforcen vedrørende flerårige planer, som blev oprettet af Europa-Parlamentet
og Rådet i april 2014[13],
blev der afholdt flere høringer med de interesserede parter i BSAC og med
medlemsstaternes forvaltninger i BALTFISH. Dette fandt sted mellem marts og
juni 2014. Offentliggørelse af ekspertrådgivningen Rapporterne fra alle relevante møder i STECF's
ekspertgrupper findes på STECF's websted på følgende adresse: https://stecf.jrc.ec.europa.eu/. De interesserede parter har under hele
høringsprocessen været aktivt involveret i alle faserne i udviklingen af
initiativet. ·
Konsekvensanalyse ·
Der blev foretaget en udførlig konsekvensanalyse
inden udarbejdelsen af den flerårige plan. Her blev der set på tre muligheder
med udgangspunkt i biologiske, miljømæssige og økonomisk-sociale aspekter. Planen
er udarbejdet på basis af den mulighed, der viste de mest positive virkninger. Ved
at sikre mere bæredygtigt fiskeri efter de relevante bestande med henblik på maksimalt
bæredygtigt udbytte inden 2015 skabes der biologiske og miljømæssige fordele.
Den eventuelle reduktion af den samlede fiskeriindsats vil sandsynligvis også
medføre en reduktion af fartøjernes emissioner. ·
Hvad angår de økonomisk-sociale virkninger, vil
udarbejdelsen af en forvaltningsplan for silde- og brislingebestandene danne et
systemisk grundlag for at fastsætte de årlige TAC'er, så fangsterne i den
pelagiske sektor bliver mere forudsigelige, og det dermed bliver lettere at
planlægge fiskeriaktiviteterne, og der sikres støre forsyningssikkerhed. Det
vil også øge den økonomiske værdi, eftersom forvaltningsplanerne normalt er en
betingelse for at indhente godkendelse fra f.eks. Marine Stewardship Council
(MSC). Fisk, der fanges under en sådan godkendelse, kan tiltrække højere priser
på markedet. ·
En nedsættelse af fiskerimulighederne kan medføre
færre indtægter for fiskerne og forarbejdningsindustrien og kan påvirke
forbrugerne negativt på kort sigt, men en genoprettelse af fiskebestandene vil
derimod sikre langsigtede fordele med hensyn til profit og bæredygtigt fiskeri.
Midlertidige kvotenedsættelser medfører desuden ofte stigende priser for den
pågældende bestand. ·
En ophævelse af ordningen for fiskeriindsatsen og
kravene om kun at fiske i bestemte områder vil forenkle den retlige ramme og
mindske den administrative byrde for medlemsstaterne og erhvervslivet. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF
FORSLAGET ·
Retsgrundlag Artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde. ·
Nærhedsprincippet Bestemmelserne i forslaget vedrører bevarelsen
af havets biologiske ressourcer, som er foranstaltninger, der falder ind under
EU's enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse. ·
Proportionalitetsprincippet De foreslåede foranstaltninger er i
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, eftersom de er
hensigtsmæssige og nødvendige, og der ikke findes andre mindre restriktive
foranstaltninger til at opnå de ønskede politiske mål. ·
Reguleringsmiddel/reguleringsform Foreslået reguleringsmiddel:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning. 4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Ingen virkninger for budgettet. 2014/0285 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en flerårig plan for torske-, silde- og
brislingebestanden i Østersøen og fiskeri af disse bestande, om ændring af
Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 og om ophævelse af Rådets forordning (EF)
nr. 1098/2007 EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR
DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[14],
under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget,[15] efter fremsendelse af forslaget til de
nationale parlamenter, efter den almindelige lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: (1) De Forenede Nationers
havretskonvention af 10. december 1982[16],
hvori Unionen er kontraherende part, indeholder bevarelsesforpligtelser,
herunder forpligtelsen til at bevare populationer af befiskede arter på eller
genopbygge dem til det niveau, som giver det maksimalt bæredygtige udbytte. (2) På verdenstopmødet om
bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002 forpligtede Unionen og dens
medlemsstater sig til at tage skridt til at modvirke den fortsatte nedgang i
mange fiskebestande. Det er derfor nødvendigt at tilpasse udnyttelsesgraderne
for torsk, sild og brisling i Østersøen for at sikre en udnyttelse af disse
bestande, der genopretter og opretholder bestandene over niveauer, der kan give
maksimalt bæredygtigt udbytte. (3) Den fælles fiskeripolitik
skal bidrage til at beskytte havmiljøet, til en bæredygtig forvaltning af alle
kommercielt udnyttede arter og især til at opnå en god miljøtilstand senest i
2020, jf. artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2008/56/EF[17]. (4) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1380/2013 fastsætter reglerne for den fælles fiskeripolitik
i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser. Den fælles
fiskeripolitik tager bl.a. sigte på at sikre miljømæssigt bæredygtigt fiskeri og
akvakultur på lang sigt og en fiskeriforvaltning, der er baseret på en
forsigtighedsbaseret og en økosystembaseret tilgang. (5) Ifølge de seneste
videnskabelige anbefalinger fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES)
og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF)
overstiger udnyttelsen af torske- og brislingebestandene samt nogle af
sildebestandene det niveau, der kan sikre maksimalt bæredygtigt udbytte. (6) Siden 2007[18] har der fandtes en
forvaltningsplan for torsk, hvorimod bestandene af sild og brisling endnu ikke
er omfattet af en sådan plan. Eftersom torskebestandene og de pelagiske
bestande indgår i et tæt biologisk samspil, kan størrelsen af torskebestanden
have indvirkning på størrelsen af henholdsvis silde- og brislingebestandene og
omvendt. Medlemsstaterne og interessenterne på området har desuden givet udtryk
for deres støtte til, at der opstilles og gennemføres en forvaltningsplan for
de vigtigste østersøbestande. (7) Den flerårige plan, der
opstilles i denne forordning, bør i overensstemmelse med artikel 9 og 10 i
forordning (EU) nr. 1380/2013 være baseret på videnskabelig, teknisk og
økonomisk rådgivning og indeholde objektive og kvantificerbare mål med klare
tidsplaner, bevarelsesreferencepunkter og forholdsregler. (8) Der bør opstilles en
flerartsforvaltningsplan, som tager højde for samspillet mellem torske-, silde-
og brislingebestandene og tilgodeser arterne af de bifangster, der opstår ved
fiskeri efter disse bestande, nærmere betegnet østersøbestandene af rødspætte,
slethvar, skrubber og pighvar. Denne plan bør tage sigte på at opnå og
opretholde maksimale bæredygtige udbytter af de pågældende bestande. (9) Fiskeri efter torskebestande
og pelagiske bestande bør ikke true bæredygtigheden af de bestande, der tages
som bifangst, dvs. østersøbestandene af rødspætte, slethvar, skrubber og
pighvar. Planen bør derfor også tage sigte på at holde bestandene af disse
bifangstarter over det biomasseniveau, der svarer til en forsigtighedsbaseret
tilgang. (10) I betragtning af den
landingsforpligtelse, der ved artikel 15 i forordning (EU) nr. 1380/2013
blev indført for alle arter underlagt fangstbegrænsninger (TAC's), bør planen
desuden tage sigte på at bidrage til gennemførelsen af landingsforpligtelsen
for torsk, sild, brisling og rødspætte. (11) Ifølge artikel 16, stk. 4, i
forordning (EU) nr. 1380/2013 skal fiskerimulighederne fastlægges på grundlag
af målene i den flerårige plan. (12) Disse mål bør derfor
fastsættes på basis af videnskabelig rådgivning og i forhold til
fiskeridødelighed[19].
(13) Det er nødvendigt at fastsætte
bevarelsesreferencepunkter for yderligere beskyttelsesforanstaltninger, når
størrelsen af en bestand er reduceret til et kritisk niveau, der udgør en
alvorlig trussel. Sådanne bevarelsesreferencepunkter bør baseres på det
mindsteniveau for en bestands gydebiomasse, der svarer til fuld
reproduktionsevne. Hvis bestanden reduceres til under dette mindsteniveau for
gydebiomasse, bør der træffes foranstaltninger til afhjælpning heraf. (14) For bestande, der hentes som
bifangst, bør der i mangel af videnskabelig dokumentation for sådanne
mindsteniveauer for gydebiomasse træffes specifikke bevarelsesforanstaltninger,
når en bestand ifølge videnskabelig rådgivning er truet. (15) Fisk, der fanges ved fiskeri
med bundgarn, tejner og kurve, har en høj overlevelsesrate på grund af disse
fangstredskaber, der ifølge resultaterne af forsøgsfiskeri ikke skader fiskene.
Udover de undtagelser fra landingsforpligtelsen, der er fastsat i artikel 15,
stk. 4, litra a) til c), bør torsk, sild, rødspætte og brisling derfor fritages
for forpligtelsen til at lande disse fangster. (16) Med henblik på opfyldelse af
den landingsforpligtelse, der er fastast i artikel 15, stk. 1, i forordning
(EU) nr. 1380/2013, bør planen indeholde andre forvaltningsforanstaltninger som
omhandlet i forordningens artikel 15, stk. 4, litra a) til c). Disse
foranstaltninger bør fastlægges i delegerede retsakter. (17) Inden for rammerne af planen
bør der også i form af delegerede retsakter vedtages visse ledsagende tekniske
foranstaltninger, der kan bidrage til at virkeliggøre planens målsætninger,
især hvad angår beskyttelse af ungfisk eller gydefisk.
Indtil der er vedtaget en revision af Rådets forordning (EF) nr.
2187/2005[20],
bør det desuden fastsættes, at sådanne foranstaltninger kan fravige visse
ikkevæsentlige bestemmelser i nævnte forordning, når det er nødvendigt for
virkeliggørelsen af planens mål. (18) Med henblik på en hurtig og
formålstjenlig tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, for at
sikre fleksibilitet og åbne mulighed for udvikling af visse foranstaltninger
bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter efter
artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på
supplering af denne forordning med bestemmelser om afhjælpende foranstaltninger
for rødspætte, skrubbe, pighvar og slethvar, gennemførelsen af
landingsforpligtelsen og tekniske foranstaltninger. Det er navnlig vigtigt, at
Kommissionen foretager relevante høringer under sit forberedende arbejde,
herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og
udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og
hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og
Rådet. (19) I henhold til artikel 18 i
forordning (EU) nr. 1380/2013 gælder, at hvis Kommissionen har fået tillagt
beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om visse af de i planen fastlagte
bevarelsesforanstaltninger, bør medlemsstater med en direkte forvaltningsmæssig
interesse i østersøfiskeriet have mulighed for at fremsætte fælles
henstillinger om disse bevarelsesforanstaltninger, således at det sikres, at
udformningen af disse foranstaltninger tilgodeser de særlige forhold, der gør
sig gældende for Østersøen og fiskeri i Østersøen. Fristen for fremsættelse af
sådanne henstillinger bør fastsættes i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1,
i ovennævnte forordning. (20) For at sikreoverholdelsen af
bestemmelserne i denne forordning bør der indføres specifikke
kontrolforanstaltninger ud over dem, der er fastsat i Rådets forordning (EF)
nr. 1224/2009[21]. (21) Da Østersøen er et forholdsvis
lille fiskeriområde præget af især mindre fartøjer, der foretager kortere
fangstrejser, bør kravet om forhåndsmeddelelse i artikel 17 i forordning (EF)
nr. 1224/2009 udvides til at omfatte alle fartøjer med en længde overalt på 8
meter eller derover, og disse forhåndsmeddelelser bør indgives mindst en time
før det forventede tidspunkt for ankomst i havn. Under hensyntagen til de
virkninger, fangstrejser med fangst af meget små mængder fisk har for de
pågældende bestande, og de administrative byrder forbundet med
forhåndsmeddelelser herom, bør der dog kun kræves forhåndsmeddelelse for
fartøjer, der medfører mindst 300 kg torsk eller to tons pelagiske bestande om
bord. (22) For torsk, sild og brisling
bør der fastsættes tærskelværdier for størrelsen af de fangster, som et
fiskerfartøj skal lande i en udpeget havn eller et sted tæt på kysten, jf.
artikel 43 i forordning (EF) nr. 1224/2009. Medlemsstaterne bør ved udpegelsen
af disse havne eller kystnære steder anvende kriterierne i nævnte forordnings
artikel 43, stk. 5, på en sådan måde, at der er sikkerhed for en effektiv
kontrol med de af denne forordning omfattede bestande. (23) Der bør indføjes bestemmelser
om Kommissionens regelmæssige evaluering af anvendelsen af denne forordning og
dens virkninger, jf. artikel 10, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1380/2013. Denne
evaluering bør tage hensyn til og baseres på ICES' benchmarkevaluering af de
relevante bestande. (24) I overensstemmelse med artikel
9, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013 bør der forud for planens
udarbejdelse foretages en konsekvensanalyse af dens forventelige økonomiske og
samfundsmæssige virkninger[22].
(25) Rent tidsmæssigt forventes det
maksimalt bæredygtige udbytte af de relevante bestande at være nået inden
udgangen af 2015. Dette udbytte bør derefter fastholdes. (26) Da der ikke findes nogen
fiskeriindsatsordning, er det nødvendigt at ophæve de særlige regler om
fiskeritilladelser og udskiftning af fartøjer og maskiner, der gælder for
Rigabugten. Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 bør derfor ændres. (27) Rådets forordning (EF) nr.
1098/2007[23]
bør ophæves — VEDTAGET DENNE FORORDNING: KAPITEL I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER Artikel 1 Genstand
og anvendelsesområde 1. Ved denne forordning opstilles der en
flerårig plan (i det følgende benævnt "plan") for følgende bestande
(i det følgende benævnt "de relevante bestande") i Østersøen og
fiskeriet efter disse bestande: a) torsk (Gadus morhua) i
ICES-underafsnit 22-24 (torskebestanden i den vestlige del af Østersøen) b) torsk (Gadus morhua) i
ICES-underafsnit 25-32 (torskebestanden i den østlige del af Østersøen) c) sild (Clupea harengus) i
ICES-underafsnit 25, 26, 27, 28.2, 29 og 32 (sildebestanden i den centrale del
af Østersøen) d) sild (Clupea harengus) i
ICES-underafsnit 28.1 (sildebestanden i Rigabugten) e) sild (Clupea harengus) i
ICES-underafsnit 30 (sildebestanden i Det Botniske Hav) f) sild (Clupea harengus) i
ICES-underafsnit 31 (sildebestanden i Den Botniske Bugt) g) sild (Clupea harengus) i ICES-afsnit
III a og ICES-underafsnit 22-24 (sildebestanden i den vestlige del af
Østersøen) h) brisling (Sprattus sprattus) i
ICES-underafsnit 22-32. 2. Planen finder også anvendelse på rødspætte,
skrubbe, pighvar og slethvar i ICES‑underafsnit 22-32, der hentes ved
fiskeri efter de ovennævnte bestande. Artikel 2 Definitioner Ved anvendelsen af denne forordning gælder,
udover definitionerne i artikel 4 i Europa‑Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1380/2013, artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009
og artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005, følgende definitioner: a) "pelagiske bestande": de
bestande, der er nævnt i artikel 1, litra c) til h), eller enhver kombination
af disse b) "bundgarn": store net, forankrede
eller fastgjorte til pæle eller til tider flydende, åbne på overfladen og
udstyret med forskellige typer anordninger, der sluser fiskene ind i rusen og holder
dem fast, sædvanligvis delt op i rum, der er lukket på bunden med net c) "tejner og kurve": små fælder i
form af bure eller kurve af forskellige materialer, der er beregnet til at
fange krebsdyr eller fisk, og som sættes på havbunden enkeltvis eller i rækker
forbundet ved hjælp af tove (bøjeliner) til bøjer på overfladen, der viser
deres position, og som har én eller flere åbninger eller indgange d) "berørte medlemsstater": Danmark,
Estland, Finland, Tyskland, Letland, Litauen, Polen og Sverige. KAPITEL II
MÅLSÆTNINGER OG MÅL Artikel 3 Målsætninger 1. Planen tager sigte på at bidrage til de mål
for den fælles fiskeripolitik, der er fastlagt i artikel 2 i forordning (EU)
nr. 1380/2013, i særdeleshed: a) opnåelse og opretholdelse af
maksimalt bæredygtigt udbytte af de relevante bestande og b) bevarelse af rødspætte-, slethvar-,
skrubbe- og pighvarbestandene i overensstemmelse med den forsigtighedsbaserede
tilgang. 2. Planen skal bidrage til gennemførelsen af
den landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i
forordning (EU) nr. 1380/2013 for de relevante bestande og for rødspætte. Artikel 4 Mål 1. Målniveauet for fiskeridødelighed skal være
nået inden udgangen af 2015 og derefter opretholdes for de relevante bestande
inden for følgende intervaller: Bestand || Fiskeridødelighed Torsk i den vestlige del af Østersøen || 0,23-0,29 Torsk i den østlige del af Østersøen || 0,41-0,51 Sild i den centrale del af Østersøen || 0,23-0,29 Sild i Rigabugten || 0,32-0,39 Sild i Det Botniske Hav || 0,13-0,17 Sild i Den Botniske Bugt || ikke fastsat Sild i den vestlige del af Østersøen || 0,25-0,31 Østersøbrisling || 0,26-0,32 2. Fiskerimulighederne skal stemme overens med de i stk. 1 fastsatte
mål, jf. artikel 16, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1380/2013. KAPITEL III
BEVARELSESREFERENCEPUNKTER Artikel 5 Mindsteniveauer
for gydebiomasse 1. For hver af de relevante bestande gælder
følgende referencebevarelsespunkter udtrykt i det mindsteniveau for
gydebiomassen, der svarer til fuld reproduktionsevne: Bestand || Minimumsgydebiomasse (i tons) Torsk i den vestlige del af Østersøen || 36 400 Torsk i den østlige del af Østersøen || 88 200 Sild i den centrale del af Østersøen || 600 000 Sild i Rigabugten || Ikke fastsat Sild i Det Botniske Hav || Ikke fastsat Sild i Den Botniske Bugt || Ikke fastsat Sild i den vestlige del af Østersøen || 110 000 Østersøbrisling || 570 000 2. Hvis gydebiomassen for en af disse i et
givet år ligger under de i stk. 1 fastsatte mindsteniveauer, træffes der
passende afhjælpende foranstaltninger for at sikre en hurtig genoprettelse af
den pågældende bestand til forsigtighedsniveauet. Uanset artikel 4, stk. 2,
fastsættes fiskerimulighederne i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i
forordning (EU) nr. 1380/2013 på et lavere niveau, end hvad de i artikel 4,
stk. 1, fastsatte målintervaller for fiskeridødelighed vil resultere i. Disse
afhjælpende foranstaltninger kan i givet fald omfatte lovgivningsforslag fra
Kommissionen og hasteforanstaltninger vedtaget af Kommissionen efter artikel 12
i forordning (EU) nr. 1380/2013. KAPITEL IV SÆRLIGE BEVARELSESFORANSTALTNINGER FOR RØDSPÆTTE,
SKRUBBE, PIGHVAR OG SLETHVAR Artikel 6 Foranstaltninger
i tilfælde af trusler mod rødspætte, skrubbe, pighvar og slethvar 1. Hvis bevarelsen af rødspætte-, skrubbe-,
pighvar- eller slethvarbestandene i Østersøen ifølge videnskabelig rådgivning
er truet, tillægges Kommissionen beføjelse til i henhold til artikel 15 at
vedtage delegerede retsakter om særlige foranstaltninger til bevarelse af den
truede bestand, som kan tage sigte på: a) tilpasning af fiskerikapaciteten og
fiskeriindsatsen b) tekniske foranstaltninger, bl.a. angående
(1)
fangstredskaber, især med hensyn til
maskestørrelse, trådtykkelse, redskabets størrelse (2)
brug af fangstredskaber, især med hensyn til sættetid
og -dybde (3)
forbud mod eller restriktioner for fiskeri i
bestemte områder (4)
forbud mod eller restriktioner for fiskeri i
bestemte perioder (5)
mindstereferencestørrelser for bevarelse af
bestanden. 2. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger
skal tage sigte på at virkeliggøre målene i artikel 3, stk. 1, litra b), og
være baseret på videnskabelig rådgivning. 3. De berørte medlemsstater kan fremsætte
fælles henstillinger efter artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013
om konkrete bevarelsesforanstaltninger som omhandlet i stk. 1. KAPITEL V LANDINGSFORPLIGTELSE Artikel 7 Undtagelsesbestemmelse
for bundgarn, tejner og kurve. Uanset artikel 15, stk. 1, i forordning (EU)
nr. 1380/2013 gælder landingsforpligtelsen ikke for de relevante bestande og
for rødspætte, når der fiskes med bundgarn, tejner og kurve. Artikel 8 Gennemførelse af landingsforpligtelsen 1. Kommissionen tillægges beføjelse
til i henhold til artikel 15 at vedtage delegerede retsakter om: a) listen over arter, som ikke må befiskes og
er fritaget landingsforpligtelsen, jf. artikel 15, stk. 4, litra a), i
forordning (EU) nr. 1380/2013 b) fritagelse af arter med
videnskabeligt dokumenterede høje overlevelsesrater for den
landingsforpligtelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning
(EU) nr. 1380/2013, under hensyn til fangstredskaberne, fiskerimetoderne og
økosystemet c) fangster omfattet af de
minimis-undtagelser, jf. artikel 15, stk. 4, litra c), i forordning (EU)
nr. 1380/2013. 2. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger
skal tage sigte på at virkeliggøre målene i artikel 3, stk. 2, og være baseret
på videnskabelig rådgivning, når den findes. De minimis-undtagelserne
skal stemme overens med artikel 15, stk. 5, litra c), i forordning (EU)
nr. 1380/2013. 3. De berørte medlemsstater kan fremsætte
fælles henstillinger efter artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013
om konkrete foranstaltninger som omhandlet i stk. 1. KAPITEL VI
TEKNISKE FORANSTALTNINGER Artikel 9 Vedtagelse af tekniske foranstaltninger 1. Kommissionen
tillægges beføjelser til i henhold til artikel 15 at vedtage delegerede
retsakter om følgende tekniske foranstaltninger: a) specifikationer for
fangstredskaber og regler for deres anvendelse b) specifikationer for
ændringer af fangstredskaber eller tilbehør hertil c) begrænsninger i eller
forbud mod brugen af visse fangstredskaber eller fiskeriaktiviteter i bestemte
områder eller perioder d)
minimumsreferencestørrelser for bevarelse af enhver af de af denne forordning
omfattede bestande. 2. De
i stk. 1 omhandlede foranstaltninger skal tage sigte på at virkeliggøre målene
i artikel 3 og især på beskyttelse af ungfisk og gydefisk. 3. De i stk. 1
omhandlede delegerede retsakter kan, når det er nødvendigt for virkeliggørelsen
af de i stk. 2 nævnte mål, fravige følgende bestemmelser i forordning (EF) nr.
2187/2005: a) de specifikationer for målarter og
maskestørrelser, der er fastsat i bilag II og III, og hvortil der henvises i
artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 2187/2005 b) bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, 3 og 4,
samt artikel 6 om udformning af og specifikationer for aktive redskaber samt
brugen heraf c) bestemmelserne i artikel 8 om udformning af og
specifikationer for passive redskaber samt deres anvendelse d) bestemmelserne i artikel 16 om koordinaterne
for de forbudte områder samt de perioder, hvor der gælder restriktioner e) bestemmelserne i artikel 18 a, stk. 1, om
restriktioner for fiskeri efter bestemte bestande i bestemte geografiske
områder og perioder samt de nærmere tekniske bestemmelser herom i artikel 18 a,
stk. 2 f) forbuddet i artikel 22 mod
trawlfiskeri i Rigabugen. 4. De berørte medlemsstater kan fremsætte fælles henstillinger efter
artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013 om konkrete
foranstaltninger som omhandlet i stk. 1. KAPITEL VII
REGIONALISERING Artikel 10 Regionalt
samarbejde 1. Artikel 18, stk. 1 til 6, i forordning (EU)
nr. 1380/2013 finder anvendelse på de i dette kapitel omhandlede
foranstaltninger. 2. De berørte medlemsstater kan fremsætte
fælles henstillinger efter artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013
inden for følgende frister: a) for de i artikel 6, stk. 1, omhandlede foranstaltninger i
et givet kalenderår senest den 1. september i det forudgående år b) for de i artikel 8, stk. 1, og
artikel 9, stk. 1, omhandlede foranstaltninger første gang senest seks måneder
efter denne forordnings ikrafttræden og derefter seks måneder efter hver
evaluering af planen i henhold til artikel 14. KAPITEL VIII
KONTROL OG HÅNDHÆVELSE Artikel 11 Forholdet
til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 Kontrolforanstaltningerne i dette kapitel
finder anvendelse som supplement til foranstaltningerne i forordning (EF)
nr. 1224/2009, medmindre andet er fastsat i dette kapitels bestemmelser. Artikel 12 Forhåndsmeddelelser 1. Uanset artikel 17, stk. 1, i forordning
(EF) nr. 1224/2009 finder den deri fastsatte forhåndsmeddelelsespligt
anvendelse på førere af EU-fiskerfartøjer med en længde overalt på 8 meter
eller derover og med mindst 300 kg torsk eller to tons pelagiske bestande om
bord. 2. Uanset fristen for indgivelse af
forhåndsmeddelelsen i artikel 17, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 skal
denne forhåndsmeddelelse indgives mindst en time før den forventede ankomst i
havnen. Artikel 13 Udpegede havne For de arter, der er omfattet af den flerårige
plan, gælder følgende tærskelværdier udtrykt i levende vægt for de fangster, et
fiskerfartøj skal lande i en udpeget havn eller et kystnært sted, jf. artikel
43 i forordning (EF) nr. 1224/2009: a) 750 kg torsk b) 5 tons pelagiske arter. KAPITEL IX
OPFØLGNING Artikel 14 Evaluering
af planen Kommissionen sikrer, at der seks år efter
planens ikrafttræden og derefter hvert sjette år foretages en evaluering af
dens indvirkning på de af denne forordning omfattede bestande og fiskeriet
efter disse bestande, navnlig for at tage hensyn til udviklingen på det
videnskabelige område. Kommissionen forelægger resultaterne af denne
evaluering for Europa-Parlamentet og Rådet. KAPITEL X
PROCEDUREBESTEMMELSER Artikel 15 Udøvelse
af de delegerede beføjelser 1. Beføjelsen til at vedtage delegerede
retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte betingelser. 2. De i artikel 6, 8 og 9 omhandlede
delegerede beføjelser tillægges Kommissionen i et ubegrænset tidsrum fra denne
forordnings ikrafttrædelsesdato. 3. De i artikel 6, 8 og 9 omhandlede
beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er
angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter
afgørelsens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende eller på et
i afgørelsen anført senere tidspunkt. Den berører ikke gyldigheden af
delegerende retsakter, der allerede er i kraft. 4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret
retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom. 5. En delegeret retsakt vedtaget efter artikel 6, 8 eller 9 træder
kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse
imod den inden 2 måneder efter retsaktens meddelelse til
Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden
udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke vil
gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets
eller Rådets initiativ. KAPITEL XI
ÆNDRINGER Artikel 16 Ændring
af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 Artikel 20 og 21 i forordning (EF) nr. 2187/2005 udgår. KAPITEL XII
OPHÆVELSE Artikel 17 Ophævelse
af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 Forordning (EF) nr. 1098/2007 ophæves. Henvisninger til den ophævede forordning læses som
henvisninger til nærværende forordning.
KAPITEL XIII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER Artikel 18 Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2015. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] http://www.ices.dk/aboutus/aboutus.asp [2] Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18. september
2007 om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der
udnytter disse bestande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 779/97, (EUT L 248 af 22.9.2007). [3] Kommissionens
afgørelse af 26. august 2005 om oprettelse af en videnskabelig, teknisk og
økonomisk komité for fiskeri (2005/629/EF). [4] Rapport fra STECF's ekspertgruppemøde om flerartsforvaltningsplaner
for Østersøen (STECF-12-06). [5] EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22. [6] MRAG september 2009. "Economic and social impacts
of the proposed scenarios for a multi-annual management plan for Baltic pelagic
fisheries", FISH/2006/09 — Lot 4. [7] Rapport fra undergruppen vedrørende forvaltningsmål og
-strategier (STECF,SGMOS, 10-06), del e) "Evaluation of multi-annual plan
for Baltic cod". [8] Rapport fra STECF's ekspertgruppemøde om "Impact
Assessment of Baltic cod multi-annual plans" (STECF 11-05). [9] Rådet
for den Europæiske Union, dokumentnr. 16684/11 ADD 1,
http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/11/st16/st16684-ad01.en11.pdf [10] Rapport fra STECF's ekspertgruppemøde om: "Scoping
for Impact Assessments for Multi-Annual plans for Baltic Multispecies and cod
in the Kattegat, North Sea, West of Scotland and Irish Sea".
(STECF-12-05). [11] Rapport fra workshoppen "Integrated/Multispecies
Advice for Baltic Fisheries" (WKMULTBAL) den 6.–8. marts 2012 i
Charlottenlund, Danmark. ICES CM 2012/ACOM:43. [12] Rapport fra STECF's ekspertgruppemøde om flerartsforvaltningsplaner
for Østersøen (STECF-12-06). [13] http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/pech/dv/taskfor/taskforce.pdf
[14] EUT C […] af ]…], s. […]. [15] EUT C […] af ]…], s. […]. [16] EFT L 179 af 23.6.1998, s. 3. [17] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets
forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af
Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets
afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 23)". [18] Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18. september 2007
om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter
disse bestande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 779/97 (EUT L 248 af 22.9.2007). [19] ICES' tekniske tjeneste, september 2014. http://www.ices.dk/sites/pub/Publication%20Reports/Advice/2014/Special%20Requests/EU_Fmsy_range_for_Baltic_cod_and_pelagic_stocks.pdf. [20] Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21. december 2005
om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem
tekniske foranstaltninger, om ændring af forordning (EF) nr. 1434/98 og
ophævelse af forordning (EF) nr. 88/98 (EUT L 349 af 31.12.2005, s. 1). [21] Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009
om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af
reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1). [22] Konsekvensanalyse offentliggjort ... [23] Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18. september 2007
om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter
disse bestande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og om ophævelse af
forordning (EF) nr. 779/97 (EUT L 248 af 22.9.2007, s. 1).