RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om den fælles evaluering af gennemførelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme /* COM/2014/0513 final */
RAPPORT
FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om den
fælles evaluering af gennemførelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union og
Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle
betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til
sporing af finansiering af terrorisme Aftalen mellem
Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af
finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for
programmet til sporing af finansiering af terrorisme ("TFTP") trådte
i kraft den 1. august 2010[1]. Proceduremæssige
aspekter I henhold til
aftalens artikel 13 skal bestemmelserne om sikkerhedsforanstaltninger, kontrol
og gensidighed evalueres regelmæssigt i fællesskab af evalueringsteams fra Den
Europæiske Union og USA, herunder Europa-Kommissionen, det amerikanske
finansministerium og repræsentanter fra to databeskyttelsesmyndigheder fra
EU-medlemsstaterne, samt eventuelt eksperter inden for sikkerhed og
databeskyttelse og en person med erfaring i retspleje. Den første
fælles evaluering af aftalen blev foretaget i februar 2011[2] og
dækkede de første seks måneder efter aftalens ikrafttrædelse (1. august 2010
til 31. januar 2011), mens den anden evaluering blev foretaget i oktober 2012[3] og
dækkede den efterfølgende periode på tyve måneder (1. februar 2011 til 30.
september 2012). Den 27. november 2013 vedtog Kommissionen meddelelsen om den
fælles rapport fra Kommissionen og det amerikanske finansministerium om værdien
af de udleverede TFTP-data i medfør af artikel 6, stk. 6, i aftalen[4]. Denne tredje
rapport dækker en periode på sytten måneder (1. oktober 2012 til 28. februar
2014). I overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, var Den Europæiske Union
repræsenteret af Europa-Kommissionen og USA repræsenteret af det amerikanske
finansministerium. EU's evalueringsteam blev ledet af en højtstående
tjenestemand ved Kommissionen og bestod i alt af tre ansatte fra Kommissionen
og repræsentanter fra to databeskyttelsesmyndigheder, hvoraf den ene også var
teamets juridiske ekspert. Den tredje
fælles evaluering blev foretaget i to overordnede faser: den 1. april 2014 i
Europols lokaler i Haag og den 8. og 9. april 2014 i det amerikanske
finansministerium i Washington. Denne rapport
tager udgangspunkt i oplysningerne i det amerikanske finansministeriums
skriftlige svar på det EU-spørgeskema, der blev sendt forud for evalueringen,
oplysninger indhentet under drøftelserne med det amerikanske finansministerium
samt øvrige oplysninger, der er offentligt tilgængelige i dokumenter fra
ministeriet. Der er også taget højde for oplysninger, som Europols ansatte
indgav under evalueringen, samt for kontrolrapporten fra Europols fælles kontrolinstans.
Kommissionen har også holdt møde med og modtaget oplysninger fra den udpegede
udbyder for at sikre sig, at dens oplysninger var fyldestgørende. Anbefalinger
og konklusioner Programmet til
sporing af finansiering af terrorisme er et vigtigt instrument til at
tilvejebringe rettidige, nøjagtige og pålidelige informationer om aktiviteter,
der er relateret til formodet planlægning og finansiering af terrorisme. Det
hjælper med at identificere og spore terrorister og deres støttenetværk i hele
verden. Kommissionen
bifalder de amerikanske myndigheders øgede åbenhed i udvekslingen af
informationer, hvilket illustrerer den betydning, som programmet til sporing af
finansiering af terrorisme har for den internationale indsats for bekæmpelse af
terrorisme. De detaljerede oplysninger om, hvordan de udleverede data kan anvendes
og bliver anvendt, og de forskellige eksempler herpå, der er indeholdt i den
fælles evalueringsrapport og i denne rapport, bidrager i høj grad til at gøre
yderligere rede for, hvordan programmet til sporing af finansiering af
terrorisme fungerer og den merværdi, det bringer. På basis af
oplysninger og redegørelser fra det amerikanske finansministerium, Europol, den
udpegede udbyder og de uafhængige overvågere, kontrol af relevante dokumenter
og repræsentative udsnit af søgningerne i de udleverede data finder
Kommissionen, at aftalen og de deraf følgende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger
gennemføres korrekt, og at det amerikanske finansministerium har fulgt op på
konklusionerne i den anden fælles rapport. Europol udfører
sine kontrolopgaver i fuld overensstemmelse med artikel 4 med udgangspunkt i
detaljeret og regelmæssigt opdateret supplerende dokumentation, som modtaget
fra det amerikanske finansministerium. Overvågningen fungerer problemfrit og
sikrer effektivt, at databehandlingen opfylder betingelserne i artikel 5. Alle
ikke-udtrukne data slettes hvert halve år for at sikre, at alle ikke-udtrukne
data er slettet senest fem år efter, at de er modtaget. Det amerikanske
finansministeriums evaluering af ikke‑udtrukne data omfatter en vurdering af fristerne
for lagring. Alle relevante oplysninger om berigtigelsesproceduren er lagt ud
på det amerikanske finansministeriums websted. Kommissionen
foreslår, at medlemsstaterne overvejer at give regelmæssigt feedback om de
TFTP-data, de får udleveret af det amerikanske finansministerium, som kan
bidrage til at øge kvaliteten og mængden af de informationer, der udveksles i
henhold til artikel 9 og 10. Kommissionen opfordrer Europol til at fortsætte
indsatsen med aktivt at fremme kendskabet til programmet til sporing af
finansiering af terrorisme og bistå de medlemsstater, der har brug for agenturets
erfaringer og rådgivning til at begære søgninger efter artikel 10. Det er vigtigt,
at Europol fortsat varetager sine kontrolopgaver efter artikel 4 så grundigt og
uafhængigt som nu. Kommissionen vil fortsætte drøftelserne om fortolkningen af
artikel 15 vedrørende aktindsigt i lyset af de svar, som det amerikanske
finansministerium vil give i fremtiden. Endelig anbefaler Kommissionen, at det
amerikanske finansministerium fortsat vurderer nødvendigheden af de udtrukne
data i henhold til aftalens artikel 6, stk. 7. Det amerikanske
finansministerium bekræftede i forbindelse med evalueringen skriftligt
gyldigheden af de forsikringer, det afgav under høringerne i 2013. Det oplyste,
at den amerikanske regering – herunder alle ministerier og organer – siden
TFTP-aftalens ikrafttrædelse i august 2010 ikke har indhentet finansielle
betalingsdata fra den udpegede udbyder i Den Europæiske Union, bortset fra dem,
der er tilladt under TFTP-aftalen. Det meddelte også, at den amerikanske
regering ikke har indgivet begæringer om data, som er lagret i EU, til den
udpegede udbyder i EU eller den udpegede udbyder i USA, bortset fra dem, der er
tilladt i henhold til artikel 4 i TFTP-aftalen. Det amerikanske
finansministerium bekræftede også, at USA fuldt ud har og fortsat vil overholde
alle sine forpligtelser under TFTP-aftalen. Det er vigtigt,
at der foretages en regelmæssig evaluering for at sikre en hensigtsmæssig
gennemførelse, opbygge et tillidsforhold mellem aftalens parter og forsikre
interesserede parter om TFTP-programmets nytteværdi. Kommissionen og det
amerikanske finansministerium har besluttet at foretage den næste fælles
evaluering, jf. aftalens artikel 13, i anden halvdel af 2015. Aftalens gennemførelse,
den fælles evalueringsproces, resultaterne heraf og anbefalingerne er alle
udførligt beskrevet i arbejdsdokumentet, som ledsager denne rapport. [1] EUT L 195 af 27.7.2010, s. 5. [2] SEK(2011) 438 endelig. [3] SWD(2012) 454 final. [4] COM(2013) 843 final af 27.11.2013.