52014PC0369

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om forlængelse af gyldigheden af afgørelse 2011/492/EU og udsættelse af anvendelsen af dens relevante foranstaltninger /* COM/2014/0369 final - 2014/0186 (NLE) */


BEGRUNDELSE

Den Europæiske Union besluttede den 31. januar 2011 at indlede konsultationer med Republikken Guinea‑Bissau, jf. artikel 96 i den reviderede Cotonou-aftale. Denne afgørelse blev truffet umiddelbart efter begivenhederne den 1. april 2010, hvor en gruppe oprørske militærfolk efter ordre fra general Antonio Indjai, næstkommanderende for de væbnede styrker, arresterede chefen for de væbnede styrker, José Zamora Induta, og Guinea-Bissaus premierminister, Carlos Gomes Junior. Efter oprøret blev general Indjai de facto-chef for de væbnede styrker, indtil han ved dekret fra præsident Bacai Sanha og efter forslag fra regeringen officielt blev udnævnt den 25. juni 2010.

Den Europæiske Union anser oprøret den 1. april 2010 og den senere udnævnelse af oprørets vigtigste ophavsmænd til stillinger i militærets højeste ledelse for at være en alvorlig og åbenlys overtrædelse af de centrale elementer i Cotonou-aftalens artikel 9 (overholdelse af de demokratiske principper) og en sag, der kræver særlig hurtig indgriben, jf. artikel 96, stk. 2, litra b). Myndighederne i Guinea‑Bissau blev følgelig i en skrivelse af 2. februar 2011 inviteret til konsultationer.

Det indledende møde fandt sted i Bruxelles den 29. marts 2011.

Under dette møde blev deltagerne orienteret om forslagene fra Guinea-Bissau om gradvis at sikre det civile styres forrang, forbedre den demokratiske regeringsførelse, sikre overholdelsen af den forfatningsmæssige orden og retsstaten samt bekæmpe straffrihed og organiseret kriminalitet.

Delegationen fra Guinea-Bissau forpligtede sig navnlig til:

· at sikre, at undersøgelserne og de retlige procedurer om mordene i marts og juni 2009 bliver gennemført og afsluttet i fuldstændig uafhængighed, at de materielle betingelser herfor sikres, og at det sker under passende sikkerhedsmæssige forhold

· at foretage en reel reform af sikkerhedssektoren med udgangspunkt i den strategi, der er vedtaget af det nationale parlament, og den lovpakke, der blev udarbejdet med støtte fra EU's FSFP-mission

· at udskifte den militære ledelse og på en sådan måde, at de høje kommandoposter ikke besættes af personer, der har været involveret i forfatningsstridige eller ulovlige aktiviteter eller i voldelige aktioner i overensstemmelse med konklusionerne og henstillingerne i Ecowas' køreplan for reformering af sikkerhedssektoren

· at godkende en ekspertmission, der skal bidrage til reformeringen af sikkerhedssektoren og sikringen af politikernes sikkerhed, og som udsendes med hjælp fra Ecowas, CPLP og/eller andre parter, og sikre at dens arbejde lettes

· at udarbejde, vedtage og gennemføre nationale operationelle planer til iværksættelse af reformen af sikkerhedssektoren og til at bekæmpe narkotrafikken

· at forbedre den administrative og finansielle styring af det civile personale og de væbnede styrker og foranstaltningerne til bekæmpelse af hvidvask af penge.

Den Europæiske Union mærkede sig de ovennævnte tilsagn i sine konklusioner vedrørende drøftelserne. Den opfordrede repræsentanterne fra republikken Guinea-Bissau til at iværksætte retlige undersøgelser og procedurer vedrørende begivenhederne den 1. april 2010 med henblik på at styrke kampen mod straffrihed og fremkomme med en mere detaljeret tidsplan for gennemførelsen af tilsagnene i overensstemmelse med de frister, der er fastlagt i Ecowas-køreplanen.

Den 18. juli 2011 besluttede Den Europæiske Union ved Rådets afgørelse 2011/492/EU at vedtage relevante foranstaltninger til gennemførelse af disse tilsagn, herunder en ordning med gensidige forpligtelser med henblik på en gradvis genoptagelse af samarbejdet med EU.

Den 12. april 2012 gennemførte dele af de væbnede styrker et statskup efter den første runde af præsidentvalget, der skulle afholdes efter præsident Bacai Sanhas død i januar. Den fungerende præsident og premierministeren blev arresteret.

To år efter statskuppet i april 2012 fandt der endelig parlaments- og præsidentvalg sted den 13. april og den 18. maj 2014. Disse valg, der af alle internationale observatører, herunder EU’s valgobservationsmission, vurderes som frie og troværdige, var et vigtigt skridt i retning af genoprettelsen af den forfatningsmæssige orden.

Ved Rådets afgørelse 2013/385/EU af 15. juli 2013 blev de i Rådets afgørelse 2011/492/EU fastsatte relevante foranstaltninger forlænget med et år til den 19. juli 2014.

Kommissionen er af den holdning, at det er vigtigt, at Rådets afgørelse 2011/492/EU ikke udløber, eftersom den stadig danner en vigtig ramme for fremme af demokratisk stabilitet og retsstatsprincippet i Guinea-Bissau. Det foreslås derfor, at afgørelsens gyldighed forlænges med et år til den 19. juli 2015. Eftersom der er afholdt troværdige valg og for at kunne genoptage dialogen og støtte de demokratisk valgte myndigheder, der skal lede landet i retning af mere stabilitet, demokrati og udvikling, foreslås det at udsætte gennemførelsen af de relevante foranstaltninger.

Konklusion

I lyset af ovenstående opfordres Rådet til at vedtage vedlagte udkast til forslag til Rådets afgørelse om forlængelse af anvendelsesperioden for Rådets afgørelse 2011/492/EU, men at udsætte anvendelsen af de relevante foranstaltninger deri.

2014/0186 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om forlængelse af gyldigheden af afgørelse 2011/492/EU og udsættelse af anvendelsen af dens relevante foranstaltninger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, der blev undertegnet den 23. juni 2000[1] i Cotonou (i det efterfølgende benævnt "AVS-EU-partnerskabsaftalen") og senest revideret i Ouagadougou i Burkina Faso den 22. juni 2010[2], særlig artikel 96,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved gennemførelsen af AVS-EU-partnerskabsaftalen[3], særlig artikel 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Konsultationerne i medfør af artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen med Republikken Guinea-Bissau blev afsluttet ved Rådets afgørelse 2011/492/EU[4], og der blev truffet relevante foranstaltninger, som det fremgår af bilaget til nævnte afgørelse.

(2)       Ved Rådets afgørelse 2013/385/EU[5] blev Rådets afgørelse 2011/492/EU ændret med det formål at forlænge dens gyldighedsperiode for anvendelsen af de relevante foranstaltninger med yderligere ét år indtil den 19. juli 2014.

(3)       De centrale elementer i AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 9 overholdes stadig ikke, og de nuværende forhold i Guinea-Bissau sikrer ikke overholdelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten. Det er derfor hensigtsmæssigt at forlænge gyldigheden af Rådets afgørelse 2011/492/EU med et år.

(4)       Imidlertid udgør afholdelsen af fredelige, frie og troværdige valg den 13. april og den 18. maj 2014 et vigtigt skridt i retning af mere demokrati og stabilitet og for at inddrage og yde direkte støtte til de demokratisk valgte myndigheder i deres bestræbelser på at konsolidere de demokratiske institutioner, forene samfundet og fremme den socioøkonomiske udvikling i Guinea Bissau, bør de relevante foranstaltninger, der er anført i bilaget til Rådets afgørelse 2011/492/EU suspenderes.

(5)       Denne afgørelse tages op til fornyet overvejelse 6 måneder efter dens ikrafttræden —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Gyldigheden af afgørelse 2011/492/EU og de relevante foranstaltninger heri forlænges hermed indtil den 19. juli 2015. Anvendelsen af de relevante foranstaltninger suspenderes imidlertid hermed.

De relevante foranstaltninger skal løbende revideres og anvendes igen, hvis situationen i Guinea-Bissau forværres alvorligt. Sådanne foranstaltninger skal i alle tilfælde revideres 6 måneder efter denne afgørelses ikrafttræden.

Artikel 2

Brevet i bilaget til denne afgørelse sendes til Guinea-Bissaus myndigheder.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for dens vedtagelse.

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

[2]               EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.

[3]               EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376, som ændret i EUT L 247 af 9.9.2006, s. 48.

[4]               Rådets afgørelse 2011/492/EU af 18. juli 2011 om afslutning af konsultationerne med Republikken Guinea-Bissau i medfør af artikel 96 AVS-EU-partnerskabsaftalen (EUT L 203 af 6.8.2011, s. 2).

[5]               Rådets afgørelse 2013/385/EU af 15. juli 2013 om forlængelse af anvendelsesperioden for de relevante foranstaltninger i Rådets afgørelse 2011/492/EU om Guinea-Bissau og om ændring af nævnte afgørelse (EUT L 194 af 17.7.2013, s. 6).

BILAG til Forslag til Rådets afgørelse om forlængelse af gyldigheden af afgørelse 2011/492/EU og udsættelse af anvendelsen af de relevante foranstaltninger 

Hr. præsident

Hr. premierminister

I forlængelse af de konsultationer, der fandt sted den 29. marts 2011 i Bruxelles inden for rammerne af artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen, besluttede Den Europæiske Union den 18. juli 2011 ved Rådets afgørelse 2011/492/EU at vedtage relevante foranstaltninger, herunder en ordning med gensidige forpligtelser, med henblik på en gradvis genoptagelse af samarbejdet med EU.

Ved Rådets afgørelse 2013/385/EU af 15. juli 2012 blev Rådets afgørelse 2011/492/EU forlænget med et år til den 19. juli 2014.

I løbet af de seneste tolv måneder, hvor midlertidige myndigheder var udnævnt, skete der ingen fremskridt med hensyn til overholdelse af menneskerettigheder, bekæmpelse af straffrihed, reform af sikkerhedsvæsenet og bekæmpelse af ulovlig handel, især af narkotika, som var forudset i ordningen med gensidige forpligtelser med henblik på en genoptagelse af samarbejdet med EU.

Den Europæiske Union er imidlertid opmuntret af afholdelsen af frie, fredelige og troværdige præsidents- og parlamentsvalg den 13. april og den 18. maj 2014, som udgjorde et vigtigt skridt i retning af demokrati og stabilitet i landet. EU har derfor besluttet at udsætte de foranstaltninger, jf. artikel 96 i Cotonou-aftalen, som er fastsat i Rådets afgørelse 2011/492/EU for at kunne indlede en dialog og yde direkte støtte til de demokratisk valgte myndigheder i deres bestræbelser på at konsolidere, forene og udvikle landet i samarbejde med andre internationale partnere.

Den Europæiske Union tillægger bestemmelserne i artikel 9 i Cotonou-aftalen overordentlig stor betydning, eftersom respekten for menneskerettigheder, demokratiske institutioner og retsstaten udgør det essentielle grundlag for forbindelserne mellem EU og Guinea-Bissau, og Den Europæiske Union vil fortsat nøje følge situationen i Guinea-Bissau.

De politiske og socioøkonomiske udfordringer, som landet står over for, er betydelige, men vi er sikre på, at De vil bestræbe Dem på i dialog med alle politiske grupper, at træffe de nødvendige beslutninger, både på det økonomiske og det finansielle plan og i forbindelse med den afgørende reform af sikkerhedssektoren og bekæmpelsen af straffrihed.

Den Europæiske Union er stærkt engageret i sit partnerskab med befolkningen i Guinea-Bissau. Denne afgørelse fra Den Europæiske Union om at udsætte anvendelsen af de relevante foranstaltninger og genoptage dialogen og samarbejdet med de retmæssige myndigheder har til formål at sætte yderligere skub i forbedringen af forbindelserne mellem EU og Guinea-Bissau med henblik på at normalisere de bilaterale forbindelser. Men de tilsagn, som Guinea-Bissau gav inden for rammerne af artikel 96-høringen, gælder fortsat, og Den Europæiske Union forventer, at Deres regering prioriterer arbejdet med at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at opfylde dem.

Den Europæiske Union opfordrer alle parter til at benytte denne lejlighed til at føre landet i retning af demokratisk stabilitet, retsstatsprincippet, overholdelse af menneskerettighederne og socioøkonomisk udvikling.

Med venlig hilsen

På Rådets vegne || På Kommissionens vegne

C. ASHTON Den høje repræsentant || A. PIEBALGS Kommissær