52014PC0203

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik om de generelle principper for Den Tunesiske Republiks deltagelse i Unionens programmer /* COM/2014/0203 final - 2014/0118 (NLE) */


BEGRUNDELSE

Som led i den europæiske naboskabspolitik (ENP) er den gradvise åbning af visse af Unionens programmer og agenturer for deltagelse af ENP-partnerlande en af de mange foranstaltninger, der skal fremme reform, modernisering og omstilling i Den Europæiske Unions nabolande. Kommissionen beskrev dette politiske aspekt nærmere i sin meddelelse fra december 2006 "om en generel strategi for at sætte naboskabspartnerlande i stand til at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer"[1].

Rådet tilsluttede sig i sine konklusioner denne strategi den 5. marts 2007[2].

På basis af denne meddelelse og disse konklusioner udstedte Rådet den 18. juni 2007 direktiver til Kommissionen vedrørende forhandling af rammeaftaler med Algeriet, Armenien, Aserbajdsjan, Egypten, Georgien, Israel, Jordan, Libanon, Moldova, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed, Tunesien og Ukraine om de generelle principper for deres deltagelse i Fællesskabets programmer[3].

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i juni 2007[4] på ny den afgørende betydning, som det tillægger den europæiske naboskabspolitik, og tilsluttede sig formandskabets fremskridtsrapport[5], som Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) havde fået forelagt på sin samling den 18.-19. juni 2007, tillige med Rådets hertil knyttede konklusioner[6]. I rapporten omtales Rådets direktiver vedrørende forhandling af relevante tillægsprotokoller.

I den fælles meddelelse fra Kommissionen og Den Europæiske Unions højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om "en ny tilgang til nabolande i forandring"[7], som Rådet tilsluttede sig i sine konklusioner af 20. juni 2011, understreges det blandt andet, at EU vil gøre det lettere for partnerlandene at deltage i EU-programmer.

Der er foreløbig undertegnet protokoller med Armenien, Georgien, Israel, Jordan, Marokko, Moldova og Ukraine.

Tunesien udtrykte i december 2013 interesse for at deltage i den brede vifte af programmer, som partnerlande i den europæiske naboskabspolitik har mulighed for at deltage i. Teksten til protokollen med Tunesien er vedlagt som bilag.

Kommissionen forelægger hermed et forslag til en rådsafgørelse om indgåelse af protokollen. Denne protokol indeholder en rammeaftale om de generelle principper for Tunesiens deltagelse i Unionens programmer. Den indeholder standardbestemmelser, som skal gælde for alle partnerlande i den europæiske naboskabspolitik, med hvilke der skal indgås sådanne protokoller.

I henhold til artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal Europa-Parlamentet give sin godkendelse til, at denne protokol indgås.

Parallelt hermed forelægger Kommissionen et forslag til en rådsafgørelse om undertegnelse og midlertidig anvendelse af den pågældende protokol.

Rådet opfordres til at vedtage vedlagte forslag til afgørelse.

2014/0118 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik om de generelle principper for Den Tunesiske Republiks deltagelse i Unionens programmer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 212, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[8], og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Protokollen til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik om de generelle principper for Den Tunesiske Republiks deltagelse i Unionens programmer (i det følgende benævnt "protokollen") blev undertegnet på Unionens vegne den ...

(2)       Formålet med protokollen er at fastlægge finansielle og tekniske regler, der gør det muligt for Tunesien at deltage i visse EU-programmer. Den i protokollen fastsatte horisontale ramme udgør en foranstaltning til økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde, der giver mulighed for adgang til bistand, navnlig finansiel bistand, der skal ydes af Unionen i henhold til EU-programmerne. Denne ramme finder kun anvendelse på EU-programmer, som de relevante grundretsakter giver Tunesien mulighed for at deltage i. Undertegnelsen og den midlertidige anvendelse af protokollen medfører således ikke udøvelse af beføjelser inden for de forskellige sektorpolitikker, der søges gennemført i programmerne, da disse beføjelser udøves ved programmernes oprettelse.

(3)       Protokollen bør godkendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik om de generelle principper for Den Tunesiske Republiks deltagelse i Unionens programmer (i det følgende benævnt "protokollen") godkendes herved på Unionens[9] vegne.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, der på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne er beføjet til at give meddelelse i henhold til protokollens artikel 10 med henblik på at udtrykke Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters samtykke til at blive bundet af aftalen.

Datoen for protokollens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.

Artikel 3

Kommissionen bemyndiges til på Unionens vegne at fastsætte de specifikke vilkår og betingelser, herunder det finansielle bidrag, for Tunesiens deltagelse i hvert enkelt program. Kommissionen holder Rådets kompetente arbejdsgruppe orienteret.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               KOM(2006) 724 endelig af 4. december 2006.

[2]               Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) konklusioner af 5. marts 2007.

[3]               Rådets afgørelse (fortrolig) om bemyndigelse af Kommissionen til at føre forhandlinger om protokoller […], dok. 10412/07.

[4]               Formandskabets konklusioner – Bruxelles den 21.-22. juni 2007, dok. 11177/07.

[5]               Formandskabets rapport om styrkelse af EU's naboskabspolitik, dok. 10874/07.

[6]               Rådets konklusioner om styrkelsen af EU's naboskabspolitik, vedtaget af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 18. juni 2007, dok. 11016/07.

[7]               KOM(2011) 303 endelig af 25. maj 2011.

[8]               EUT C […] af […], s. […].

[9]              

BILAG PROTOKOL til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Den Tunesiske Republik om de generelle principper for Den Tunesiske Republiks deltagelse i Unionens programmer

DEN EUROPÆISKE UNION, i det følgende benævnt "Unionen",

på den ene side,

og

REPUBLIKKEN TUNESIEN, i det følgende benævnt "Tunesien",

på den anden side,

i det følgende under ét benævnt "parterne",

som tager følgende i betragtning:

(1)          Tunesien indgik en Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Tunesien på den anden side (i det følgende benævnt "aftalen”), som trådte i kraft den 1. marts 1998.

(2)          Det Europæiske Råd noterede sig på sit møde i Bruxelles den 17.-18. juni 2004 med tilfredshed Europa-Kommissionens forslag til en europæisk naboskabspolitik (ENP) og tilsluttede sig Rådets konklusioner af 14. juni 2004.

(3)          Rådet har siden da gentagne gange tilsluttet sig denne politik i sine konklusioner.

(4)          Rådet gav den 5. marts 2007 udtryk for støtte til den generelle og globale model, der blev lagt op til i Kommissionens meddelelse af 4. december 2006, KOM(2006) 724 endelig, som skal gøre det muligt for ENP-partnere at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer, hvis de er i stand til det, og hvis retsgrundlaget tillader det.

(5)          Tunesien har udtrykt ønske om at deltage i en række af Unionens programmer.

(6)          De specifikke vilkår og betingelser, herunder det finansielle bidrag og rapporterings- og evalueringsprocedurer, for Tunesiens deltagelse i hvert enkelt program bør fastsættes ved aftale mellem Europa-Kommissionen, der handler på Unionens vegne, og Tunesien,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Tunesien kan deltage i alle igangværende og fremtidige EU-programmer, som er åbne for Tunesiens deltagelse i overensstemmelse med de relevante bestemmelser om vedtagelsen af disse programmer.

Artikel 2

Tunesien bidrager finansielt til Den Europæiske Unions almindelige budget svarende til de specifikke programmer, som Tunesien deltager i.

Artikel 3

Repræsentanter for Tunesien kan deltage som observatører og for så vidt angår punkter, der vedrører Tunesien, i de forvaltningsudvalg, der er ansvarlige for overvågningen af de programmer, som Tunesien bidrager til finansielt.

Artikel 4

Projekter og initiativer, der forelægges af deltagere fra Tunesien, skal så vidt muligt opfylde samme betingelser, regler og procedurer for de pågældende programmer, som gælder for medlemsstaterne.

Artikel 5

De specifikke vilkår og betingelser for Tunesiens deltagelse i hvert enkelt program, navnlig det finansielle bidrag og rapporterings- og evalueringsprocedurer, fastsættes i en aftale mellem Kommissionen og de kompetente myndigheder i Tunesien på grundlag af de kriterier, der er fastsat i det pågældende program.

Hvis Tunesien anmoder om ekstern bistand fra Unionen til at deltage i et givet unionsprogram i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 232/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et europæisk naboskabsinstrument eller en tilsvarende forordning vedrørende ekstern bistand fra Unionen til Tunesien, som måtte blive vedtaget i fremtiden, fastsættes betingelserne for Tunesiens brug af bistanden fra Unionen i en finansieringsaftale.

Artikel 6

I hver aftale, der indgås i henhold til artikel 5, fastsættes det i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002, at finanskontrol eller revision eller anden form for verifikation, herunder administrative undersøgelser, foretages af Europa-Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten eller under deres myndighed.

Der fastlægges nærmere bestemmelser for finanskontrol og revision, administrative foranstaltninger, sanktioner og tilbagebetaling, som giver Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten samme beføjelser, som de har over for modtagere eller kontrahenter, der er etableret i Unionen.

Artikel 7

Denne protokol vedrørende en rammeaftale anvendes, så længe Euro-Middelhavsaftalen er i kraft.

Denne protokol undertegnes og godkendes af parterne i overensstemmelse med deres respektive procedurer.

Hver af parterne kan opsige denne protokol ved skriftlig meddelelse til den anden kontraherende part. Protokollen ophører med at være i kraft seks måneder efter datoen for denne meddelelse.

Ophøret af protokollen efter opsigelse fra en af parterne har ingen indflydelse på de undersøgelser og kontroller, der i givet fald skal foretages i medfør af bestemmelserne i artikel 5 og 6.

Artikel 8

Senest tre år efter datoen for denne protokols ikrafttræden og hvert tredje år derefter kan hver af parterne vurdere gennemførelsen af denne protokol på grundlag af Tunesiens reelle deltagelse i Unionens programmer.

Artikel 9

Denne protokol gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, på de vilkår, der er fastsat i nævnte traktater, og på den anden side for Tunesiens område.

Artikel 10

Indtil denne protokol træder i kraft, er parterne enige om midlertidigt at anvende den fra datoen for dens undertegnelse, forudsat at de procedurer, der er nødvendige for protokollens ikrafttræden, afsluttes.

Denne protokol træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne ad diplomatisk vej har givet hinanden meddelelse om afslutningen af de procedurer, der er nødvendige for protokollens ikrafttræden.

Artikel 11

Denne protokol udgør en integrerende del af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side.

Artikel 12

Denne protokol er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og arabisk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Udfærdiget i Bruxelles, den

For Den Europæiske Union    For Den Tunesiske Republik