52014PC0197

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af protokol 31 til EØS-aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder /* COM/2014/0197 final - 2014/0111 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

For at sikre den nødvendige retssikkerhed og ensartethed i det indre marked bør Det Blandede EØS‑Udvalg indarbejde al relevant EU‑lovgivning i EØS‑aftalen snarest muligt efter vedtagelsen og gøre det muligt for EØS‑EFTA‑staterne at deltage i EØS‑relevante EU‑foranstaltninger, EU‑aktiviteter og EU‑programmer.

Det foreskrives i EØS‑aftalens artikel 78, at de kontraherende parter skal styrke og udvide samarbejdet inden for rammerne af Unionens virksomhed med hensyn til bl.a. socialpolitik.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Udkastet til Det Blandede EØS‑Udvalgs afgørelse (der er knyttet som bilag til forslaget til Rådets afgørelse) har til formål at ændre protokol 31 til EØS‑aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder for at udvide samarbejdet mellem de kontraherende parter på området for socialt samarbejde.

Mere konkret skal Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU‑program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU af 25. marts 2010 om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration[1] indarbejdes i EØS‑aftalen for at gøre det muligt for EØS‑EFTA‑staterne at deltage i udvalgte dele af det europæiske program for beskæftigelse og social innovation.

Artikel 15, stk. 1, i protokol 31 til EØS‑aftalen er retsgrundlaget for EØS‑EFTA‑staternes deltagelse i Unionens forskellige aktiviteter under Eures‑programmet. Artikel 15, stk. 2, er retsgrundlaget for finansielle bidrag i den henseende. Fra den 1. januar 2014 finder finansieringen af projekter under Eures sted under det europæiske program for beskæftigelse og social innovation. Da programmet indarbejdes i artikel 15, stk. 8, ydes fremtidige finansielle bidrag i henhold til artikel 15, stk. 6. Udkastet til Det Blandede EØS‑Udvalgs afgørelse ændrer derfor artikel 15, stk. 2, for at gøre det klart at denne bestemmelse kun omfatter aktiviteter, der gennemføres, inden programmet træder i kraft den 1. januar 2014.

Tilpasningen i bilaget gør det klart, at Liechtenstein ikke deltager i, og derfor heller ikke bidrager til finansieringen af programmet.

Norge deltager i Eures-delen af programmet. På et senere tidspunkt foretrækkes det måske at udvide deltagelsen. I så fald vil der blive fremsat et nyt forslag til Det Blandede EØS‑Udvalgs afgørelse for at udvide Norges deltagelse.

Protokol 31 til EØS‑aftalen bør ændres for at gøre det muligt at gennemføre dette udvidede samarbejde fra den 1. januar 2014.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

I henhold til artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 om visse gennemførelsesbestemmelser til EØS-aftalen fastlægger Rådet på forslag af Kommissionen den holdning, som skal indtages på Unionens vegne til sådanne afgørelser.

Kommissionen forelægger udkastet til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse til vedtagelse i Rådet som Unionens holdning. Kommissionen håber snarest muligt at kunne forelægge forslaget i Det Blandede EØS-Udvalg.

2014/0111 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af protokol 31 til EØS-aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder  

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 46, litra d), artikel 149, artikel 153, stk. 2, litra a), artikel 175, stk. 3, og artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde[2], særlig artikel 1, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Protokol 31 til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS‑aftalen") indeholder særlige bestemmelser og ordninger vedrørende samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder.

(2)       Det er hensigtsmæssigt at udvide samarbejdet mellem EØS-aftalens kontraherende parter til at omfatte Europa‑Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration[3].

(3)       Protokol 31 til aftalen bør ændres for at gøre det muligt at gennemføre dette udvidede samarbejde fra den 1. januar 2014.

(4)       Unionens holdning i Det Blandede EØS-Udvalg bør baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som Unionen skal indtage i Det Blandede EØS-Udvalg til den foreslåede ændring af protokol 31 til EØS-aftalen, baseres på det udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238.

[2]               EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.

[3]               EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238.

BILAG DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE Nr. .../2014 af om ændring af protokol 31 til EØS-aftalen om samarbejde på særlige områder ud over de fire friheder

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen"), særlig artikel 86 og 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er hensigtsmæssigt at udvide samarbejdet mellem EØS‑aftalens kontraherende parter til at omfatte Europa‑Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU‑program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration[1].

(2) Protokol 31 til EØS‑aftalen bør ændres for at gøre det muligt at gennemføre dette udvidede samarbejde fra den 1. januar 2014 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 15 i protokol 31 til EØS‑aftalen foretages følgende ændringer:

1.           I stk. 2 indsættes ordene "og som gennemføres inden den 1. januar 2014" efter ordene "stk. 1".

2.           Følgende indsættes i stk. 8:

"-       32013 R 1296: Europa‑Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238).

Liechtenstein fritages fra at deltage i programmet og fra at bidrage finansielt hertil. Norge deltager kun i, og bidrager finansielt til, Eures-delen af programmet."

3.           Teksten i stk. 5 ændres til følgende:

"EFTA-staterne deltager i de fællesskabsaktiviteter, der er omhandlet i stk. 8, første led, fra den 1. januar 1999, i de aktiviteter, der er omhandlet i andet led fra 1. januar 2003 samt i de aktiviteter, der er omhandlet i tredje led fra den 1. januar 2014."

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter, at den sidste meddelelse er indgivet til Det Blandede EØS‑Udvalg, jf. aftalens artikel 103, stk. 1*.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS‑afsnit og EØS‑tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, den

                                                                       På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

                                                                       Formand                                                                                                                                                                                                                                                                                             Sekretærer for                                                                        Det Blandede EØS-Udvalg

[1]               EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238.

*               [Ingen forfatningsmæssige krav angivet.] [Forfatningsmæssige krav angivet.]