52014PC0169

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 43/2014 for så vidt angår fangstbegrænsninger for tobis i EU-farvande i ICES-område IIa, IIIa og IV /* COM/2014/0169 final - 2014/0092 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Med Rådets forordning (EU) nr. 43/2014 fastsættes fiskerimulighederne for 2014 for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fartøjer i visse andre farvande. Denne forordning gælder navnlig for bestandene i Atlanterhavet og Nordsøen. Fiskerimulighederne ændres som regel adskillige gange i løbet af den periode, de er fastsat for.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Ikke relevant.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Formålet med forslaget er at ændre forordning (EU) nr. 43/2014 med henblik på at tillade fiskeri efter tobis i ICES-område IIa, IIIa og IV. De foreslåede niveauer er i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning for denne bestand, som ICES afgav den 21. februar 2014. 

2014/0092 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 43/2014 for så vidt angår fangstbegrænsninger for tobis i EU-farvande i ICES-område IIa, IIIa og IV

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[1], og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       I afventning af rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) blev der i bilag IA til forordning (EU) nr. 43/2014 fastsat nulfangst for tobis i EU-farvande i ICES-område IIa, IIIa og IV.

(2)       ICES' rådgivning for bestanden har været til rådighed siden den 21. februar 2014, og det er nu muligt at fastsætte en TAC for tobis i dette område, der er fordelt på syv forvaltningsområder for at undgå nedfiskning på lokalt plan. Ved tildelingen af kvoter i disse forvaltningsområder bør der tages hensyn til de udvekslinger, der er aftalt med Norge under de samråd om fiskerirettigheder, der er afholdt i overensstemmelse med den bilaterale aftale om fiskeri med Norge[2].

(3)       Bilag IA til forordning (EU) nr. 43/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(4)       De fangstbegrænsninger, der er fastsat i forordning (EU) nr. 43/2014, anvendes fra den 1. januar 2014. De bestemmelser i nærværende forordning, der vedrører fangstbegrænsninger, bør derfor også anvendes fra den dato. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelsen af berettiget forventning, idet der i forordning (EU) nr. 43/2014 er fastsat nulfangst for de pågældende fiskerimuligheder. Eftersom en ændring af fangstbegrænsningerne har indvirkning på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjers fangstsæson, bør denne forordning træde i kraft straks efter offentliggørelsen —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 Ændring til forordning (EU) nr. 43/2014

Bilag IA til forordning (EU) nr. 43/2014 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2 Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT C  af , s. .

[2]               Fiskeriaftale mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (EFT L 226 af 29.8.1980, s. 48).