FÆLLES MEDDELELSE TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Ansvarlig tilvejebringelse af mineraler med oprindelse i konfliktramte områder og højrisikoområder Hen imod en integreret EU-strategi /* JOIN/2014/08 final */
Indledning
Den
internationale handel med mineraler fra verdens ustabile områder kan bidrage
til intensivering og fortsættelse af voldelige konflikter. Selv om handelen
ikke er den grundlæggende årsag til konflikterne, kan den give et betydeligt
finansielt bidrag til de væbnede grupper, så de kan opretholde deres kampstyrke
med alvorlige følger for de millioner af mennesker, som er ofre for
voldudøvelsen. Dette
problem er mest presserende i Afrika, især i De Store Søers Område.
Heidelberg-instituttet[1]
oplyser, at der i omtrent 20 % af de næsten 400 konflikter, som
instituttet har registreret, findes en kombination af naturressourcer og
konflikt: Ressourcerelaterede konflikter er for øjeblikket mest udbredte i
Afrika (27 tilfælde) og Nord-, Syd- og Mellemamerika (21 tilfælde), men mindre
udbredte i Asien og Oceanien (11 tilfælde), Mellemøsten og Maghreb (7 tilfælde)
og Europa (4 tilfælde). Den overordnede situation på verdensplan er ikke
statisk, og der er stadig risiko for mere alvorlige og nye konflikter, hvor
naturressourcer spiller en rolle. Det er en kompleks
udfordring at bryde forbindelsen mellem mineraludvinding og konflikt. Først må
man identificere de vigtigste og mest umiddelbare årsager til problemerne samt
de udløsende faktorer for konflikten, den strukturelle usikkerhed og
konfliktens dynamik samt de forskellige indblandede aktørers rolle. I de
foreslåede løsninger skal der tages hensyn til forhold, som fører til den
ustabile situation, f.eks. svag regeringsførelse, mangel på sikkerhed, manglende
evne til at sikre retsstaten, fattigdom, mangel på tjenesteydelser og
infrastruktur, rodfæstet korruption og vedvarende politiske konflikter og
ejendomstvister, og der skal iværksættes en lang række tiltag – lokale,
internationale, politiske, handels- og uddannelsesmæssige, hvoraf mange
allerede er undervejs. Ethvert
nyt handelsrelateret EU-tiltag på dette område skal indgå i en større
sammenhæng og supplere EU's udenrigspolitik og initiativer på
udviklingsområdet. Der skal ligeledes tages hensyn til EU-virksomhedernes
situation og EU's politikker over for disse. I denne fælles
meddelelse fra Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant fremlægges
en række initiativer, som afspejler disse overvejelser. Meddelelsen er baseret
på den anskuelse, at ansvarlig adfærd i virksomheder, som opererer i
konfliktramte områder eller højrisikoområder, kan spille en vigtig og positiv
samfundsøkonomisk rolle i de berørte områder. Den bygger videre på
meddelelserne fra 2011 og 2012[2],
hvori Kommissionen redegjorde for sin intention om at undersøge, hvordan man
kan forbedre gennemsigtigheden, herunder due diligence-praksisser, i hele
forsyningskæden i situationer, hvor indtægter fra udvindingsindustrien anvendes
til finansiering af krigsførelse eller interne konflikter i ressourcerige
udviklingslande. Denne meddelelse ledsager
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et
EU-system for selvcertificering af due diligence-praksis i forsyningskæden for
ansvarlige importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld[3] med oprindelse i
konfliktramte områder og højrisikoområder[4].
I meddelelsen redegøres der for ledsageforanstaltninger, som vil styrke
forordningens virkning, og for en integreret EU-strategi, der er baseret på en
offentlig høring, møder med interesseparter og en konsekvensanalyse, som blev
gennemført i 2013[5].
Den integrerede strategi, som
præsenteres i denne meddelelse, tager fat på tre vigtige spørgsmål: begrænsning
af væbnede gruppers muligheder for at handle med tin, tantal, wolfram og guld i
konfliktramte områder, forbedring af EU-operatørers muligheder – særligt
længere fremme i forsyningskæden – for at overholde eksisterende due
diligence-krav og mindskelse af de forvridninger på det globale marked for de
ovennævnte fire mineraler med oprindelse i konfliktramte områder og
højrisikoområder, som for øjeblikket forekommer i De Store Søers Område.
1. Baggrund
1.1 Naturressourcer som en drivkraft for
udvikling Mineraludvindingsindustrien
har mulighed for at bidrage betragteligt til økonomisk udvikling rundt omkring
i verden. FN's organisation for industriel udvikling fastslår[6], at mineindustrien
tegner sig for 24 % af Afrikas BNP og for henholdsvis 9,9 % og
20,4 % af BNP i Latinamerika og Asien. Afrika[7] alene rummer 30 %
af verdens mineralforekomster, og en endnu større andel af verdens guld,
platin, diamanter og mangan. Lande i Asien og Stillehavsområdet er de vigtigste
producenter af wolfram, nikkel, kobber, tin og jernmalm og er hjemsted for en
betydelig del af verdens metalsmelterier. Mineraleksporten giver også store
økonomiske gevinster i Latinamerika[8],
især i Bolivia, Colombia og Peru og for nylig også i Guatemala. Mange lande, som
råder over enorme naturressourcer, scorer imidlertid lavt på FN's indeks over
menneskelig udvikling. En forklaring kan være, at ressourceudvinding indebærer
en række risici og udfordringer for udvikling, bl.a. på grund af øget
eksponering for korruption, en tendens til eksport af ressourcerne, som
fortrænger økonomiske aktiviteter med højere værditilvækst, og store
miljøskader. Ressourceudvinding forbindes ofte med konflikt og ustabilitet,
hvilket er emnet for denne meddelelse. Behovet for at mindske nogle af disse risici ved at styrke
forvaltningen af naturressourcer er i dag erkendt på verdensplan. Tre
fremtrædende eksempler, som EU støtter, vedrører diamanter, finansiel åbenhed i
udvindingssektoren og truede plante- og dyrearter, herunder træ:
I 2000 vedtog FN's Generalforsamling med enstemmig
opbakning en resolution, som fordømmer den rolle, diamanter spiller i
finansieringen af konflikter, og støtter oprettelsen af en global
certificeringsordning, som skal føre til Kimberley-processens
certificeringsordning. EU gennemfører ordningen ved forordning (EF)
nr. 2368/2002.
På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002
blev gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) lanceret
for at mindske korruption ved at tilskynde til offentliggørelse af
virksomheders betalinger til myndighederne i forbindelse med udvinding af
naturressourcer. EU-direktiv 2013/34/EU indeholder bestemmelser for fremme
af finansiel åbenhed i udvindings- og skovindustrien.
EU har i overensstemmelse med FN's konvention om
international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES)
fra 1973 vedtaget forordning (EU) nr. 995/2010, som kræver, at alle
operatører, der bringer træ og træprodukter i omsætning på EU-markedet,
skal anvende en due diligence-ordning for at standse ulovlig skovhugst.
Erfaringerne fra
disse områder kan bruges i forbindelse med udviklingen af en integreret
EU-strategi for fremme af ansvarlig tilvejebringelse af mineraler fra
konfliktområder. Gennem due diligence-ordninger kan virksomhederne sikre, at de
respekterer menneskerettighederne og ikke bidrager til konflikt[9] og samtidig bidrage til
en bedre forvaltning i udvindingssektoren. Due diligence-ordninger skal
imidlertid fremmes på en måde, som ikke hindrer lovlige mineaktiviteter og
relateret handel i konfliktramte områder og højrisikoområder. 1.2 Eksisterende internationale initiativer for
ansvarlig tilvejebringelse I de opdaterede
retningslinjer for multinationale selskaber fra OECD[10] henvises der til
begrebet ansvarlig tilvejebringelse, som også er i overensstemmelse med
målene for FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder[11]. Begge sigter mod at
tilskynde virksomheder til gennem en fortløbende proces, som kaldes due
diligence-ordninger, at sikre – både proaktivt og reaktivt – at deres
kommercielle aktiviteter ikke bidrager til konflikter og har negative
konsekvenser. Fra højeste
internationale plan, i FN's Sikkerhedsråds resolution 1952 (2010) - som især er
rettet til Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og nabolandene i De Store
Søers Område - er der blevet opfordret til indførelse af due diligence-praksisser
i forvaltning af forsyningskæden. G8-lederne gav i juni 2013 udtryk for deres
vilje[12]
til at øge gennemsigtigheden i udvindingsindustrien og støtte ansvarlig tilvejebringelse
af konfliktfrie mineraler fra konfliktramte områder. G8 har også annonceret
partnerskaber med Burkina Faso, Colombia, Ghana, Guinea, Mongoliet,
Myanmar/Burma, Peru og Tanzania, som vil betyde øget samarbejde om forvaltning
af naturressourcer ved at støtte politiske reformer i disse lande. EU deltager aktivt
i et OECD-initiativ om konfliktmineraler – due diligence-retningslinjer[13] - og har ved mødet i OECD's ministerråd i
maj 2011 givet tilsagn om at fremme overholdelsen heraf. Retningslinjerne
sigter mod at hjælpe virksomheder med at respektere menneskerettighederne og
undgå at bidrage til konflikter gennem deres tilvejebringelse af tin, tantal,
wolfram og guld. Det er en global aftale, som etablerer en proces, hvorved
virksomhederne frivilligt kan gennemføre et kontrol- og gennemsigtighedssystem
vedrørende mineralforsyningskæden: indsamling og videregivelse af oplysninger
til de nærmeste købere om bl.a. oprindelsesminen, handelsruter og -betingelser,
så man kan identificere, vurdere og reagere på risici i forsyningskæden. Der
kræves en uafhængig tredjepartsaudit i bestemte led af forsyningskæden.
Virksomhederne skal hvert år offentliggøre en rapport om deres politik og
praksisser for at skabe tillid i offentligheden til de foranstaltninger, som de
har truffet. I 2010 vedtog USA
Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act – Dodd-Frank-loven. Ved paragraf 1502 heri indføres der åbenhed i forsyningskæden, idet det
kræves, at virksomheder, som er børsnoterede i USA, og som anvender
"konfliktmineraler"[14]
i deres produktionsproces, skal afgive en erklæring om oprindelsen af sådanne
mineraler og udvise passende omhu. Bestemmelserne i paragraf 1502 finder
anvendelse fra den 31. maj 2014, og inden den dato skal de berørte virksomheder
fremsende deres første årlige rapporter til US Securities and Exchange
Commission. Selv om lovgivningens formelle anvendelsesområde er begrænset til
virksomheder, der er registreret i USA, har den betydelige virkninger andre
steder i verden, bl.a. i EU, først og fremmest på grund af de globale
forsyningskæder, eftersom leverandørerne til de amerikanske virksomheder
anmodes om at bidrage med due diligence-oplysninger. I
2010 opfordrede stats- og regeringslederne fra landene i De Store Søers Område
under den internationale konference om De Store Søers Område (ICGLR) til at
bekæmpe ulovlig udvinding af naturressourcer og godkendte et regionalt
initiativ om naturressourcer og seks hertil knyttede målrettede instrumenter,
nemlig: vedtagelse af en regional certificeringsordning, harmonisering af de
nationale lovgivninger, en regional database over mineralstrømme, formalisering
af den ikke-industrielle minesektor, fremme af EITI og indførelse af en
mekanisme til rapportering af uregelmæssigheder. Det regionale initiativ har i
2012 ført til vedtagelse af lovgivning i DRC og Rwanda, som indfører due diligence-krav
til operatørerne i disse lande på grundlag af OECD's due
diligence-retningslinjer. Andre lande i De Store Søers Område er ligeledes
begyndt at gennemføre ICGLR-rammen. Disse
tre initiativer har skabt grundlag for og stimuleret til yderligere udvikling
af mere specifikke offentlige og private initiativer. Det drejer sig bl.a. om
det internationale forskningsinstitut om tin, initiativet om forsyningskæden
for tin, initiativet om certificerede handelskæder, programmet for konfliktfrie
smelterier, analytiske fingeraftryk, Solutions for Hope, initiativet om
konfliktfri tin, den offentlig-private alliance for ansvarlig handel med
mineraler, PROMINES, initiativet om handelscentre, World Gold Council's
standarder for konfliktfrit guld, London Bullion Market Association's
vareleveringsliste og Responsible Jewellery Council's praksisser og standarder[15]. 1.3 EU-virksomhedernes
driftsmiljø Figur 1 viser en forenklet fremstilling af forsyningskæden
for mineraler og metaller. Aktiviteter først i kæden omfatter udvinding, handel
og smeltning, som udføres i producentlandet. For de fleste konfliktramte lande
finder smeltningen sted i et tredjeland. Aktiviteter længere fremme i kæden
omfatter handel, videre forarbejdning og samling til færdige produkter, som
sælges til forbrugere. En lang række industrielle sektorer handler med eller
forarbejder tin, tantal, wolfram og guld, bl.a. automobil-, elektronik-,
luftfarts-, emballage-, bygge- og belysningssektoren samt sektoren for
fremstilling af maskiner og værktøj til industriel anvendelse og smykker. Dette
omfatter potentielt 880 000 EU-virksomheder, hvoraf de fleste er små og
mellemstore virksomheder. I konsekvensanalysen, som blev gennemført i
forbindelse med forordningen, blev det anslået, at omtrent 300 EU-forhandlere
og omkring 20 smelterier/forædlingsvirksomheder importerer malme og metaller
afledt af de fire mineraler, og mere end 100 komponentforarbejdere i EU
importerer afledte metaller. På verdensplan er der omkring 140
guldforædlingsvirksomheder og 280 smelterier, som forarbejder de tre andre
mineraler. Figur 1 Der er fortsat efterspørgsel
efter mineraler fra konfliktområder fra smelterier/forædlingsvirksomheder.
Disse operatører har gode muligheder for at identificere de indkøbte mineralers
oprindelse. De befinder sig på det sidste led i forsyningskæden, hvorfra det
stadig er teknisk muligt at spore mineralernes oprindelse og udvise en
ansvarlig leverandøradfærd i producentlandene. I de eksisterende due
diligence-initiativer erkendes betydningen af samarbejde med ansvarlige
smelterier. På baggrund af Europa-Kommissionens egne undersøgelser kan det
fastslås, at kun 16 % af smelterierne på verdensplan og 18 % af EU's
tin-, tantal- og wolframsmelterier udviser passende omhu. Omkring 40 % af verdens
guldforædlingsvirksomheder og 89 % af EU's guldforædlingsvirksomheder
deltager i due diligence-ordninger[16]. Selv om OECD's due
diligence-retningslinjer etablerer en handlingsramme, er de aktuelle
bestræbelser fragmenterede og interesserede virksomheder har få incitamenter
til at handle i henhold til disse. Halvdelen af respondenterne længere fremme i
kæden, som deltog i den offentlige høring, gav udtryk for deres interesse i at tilvejebringe
råstoffer på en ansvarlig måde og udvise passende omhu i deres forsyningskæde –
eller de var lovligt forpligtet hertil, hovedsagelig på grund af
Dodd-Frank-loven. Ikke-lovgivningsmæssige incitamenter til overholdelse
omfatter politikker for virksomhedernes sociale ansvar, imagepleje og
forbrugerefterspørgsel. En undersøgelse fra 2013[17] viser, at due
diligence-praksisser ikke er særlig udbredt i EU. Kun 12 % af de
virksomheder, der er børsnoteret i EU, og som ikke er direkte underlagt
amerikansk lovgivning, henviser til konfliktmineraler på deres websteder. Dette
skyldes bl.a., at OECD's due diligence-retningslinjer, Dodd-Frank-loven og
ICGLR-rammen er ganske nye, men også at EU-virksomhederne står over for mange
udfordringer i forbindelse med gennemførelsen (f.eks. lange forsyningskæder,
forskellige operatører, manglende kendskab). 150 000-200 000
EU-virksomheder - hovedsagelig operatører længere fremme i kæden - er
imidlertid involveret i forsyningskæden for de 6 000 berørte virksomheder,
der er registreret i USA. I det særlige tilfælde med De
Store Søers Område er der behov for yderligere kapacitetsopbygning i regionen
for at sikre en vellykket gennemførelse af ICGLR-rammen. Yderligere
udfordringer er især forbundet med overholdelse af Dodd-Frank-loven. Der er
tegn på, at denne lov har virket som en hindring for tilvejebringelse af mineraler
fra De Store Søers Område, uanset om mineralerne er udvundet på lovlig vis
eller ej[18].
Nogle af de berørte virksomheder har fulgt en strategi uden risici og tilvejebringer
deres råstoffer fra miner uden for regionen eller endda uden for Afrika. De
resterende "konfliktfrie" mineraler har svært ved at nå markedet i
USA og EU og handles ofte til priser, der ligger under markedsprisen. Den
udeblevne handel indebærer tab af en stor del af livsgrundlaget for
lokalbefolkningen i en situation, hvor der er få alternative
beskæftigelsesmuligheder, navnlig når det gælder ikke-industriel minedrift i
lille målestok. En integreret EU-strategi for
fremme af ansvarlig tilvejebringelse skal bygge videre på eksisterende
initiativer og støtte udbredelsen af OECD's due diligence-retningslinjer. Den
bør stimulere en bedre overholdelse hos smelterierne, også uden for EU, og
lette en mere gnidningsløs udveksling af due diligence-oplysninger fremad i
forsyningskæden til relativt lave omkostninger[19].
1.4 Eksisterende udviklingsmæssige og andre politiske, herunder
udenrigspolitiske, tiltag fra EU's side At bryde
forbindelsen mellem ressourceudvinding og konflikt forudsætter en kompleks
strategi, som tager fat om problemets grundlæggende årsager: konflikt, svag
regeringsførelse og mangel på udvikling. At tackle disse problemer er en del af
EU's foranstaltninger udadtil, og det specifikke mål med EU's strategi er at
støtte udviklingslandene i deres bestræbelser på at udrydde fattigdom, som det
fremgår af meddelelsen fra 2011 "En dagsorden for forandring"[20]. Dagsordenen fokuserer
både på god regeringsførelse og menneskerettigheder og på inklusiv økonomisk
vækst. Den fremmer også fælles aktioner ikke blot med EU's udviklingspartnere –
regeringerne i udviklingslandene – men også med den private sektor samt
internationale organisationer som f.eks. FN. EU retter især opmærksomheden mod
civilsamfundets rolle, styrkelse af lokalsamfundenes indflydelse og
gennemsigtig og ansvarlig beslutningstagning i forbindelse med gennemførelsen
af dagsordenen. Et andet relevant
initiativ er partnerskabet mellem EU og FN om jord, naturressourcer og
konfliktbekæmpelse[21]
fra 2008, som støttes af EU gennem stabilitetsinstrumentet, og hvorved der
gives fælles bistand til tredjelande med henblik på at forebygge og håndtere
konflikter, der er relateret til naturressourcer. Gennem dette partnerskab
fremmer EU en FN-strategi på tværs af agenturer i denne sektor i
overensstemmelse med rapporten fra FN's Generalsekretær "Report on
Peacebuilding in the Aftermath of Conflict" (2012). EU har en
sammenhængende og integreret strategi for Den Europæiske Unions adgang til
råstoffer. Råstofinitiativet[22]
og det europæiske innovationspartnerskab om råstoffer[23] er omfattende
EU-politikker, som vedrører bæredygtig adgang til råstoffer og også behandler
regeringsførelse, infrastruktur og kvalifikationer i tredjelande. Gennem EU's strategi for
virksomhedernes sociale ansvar[24]
fremmer Kommissionen ansvarlig adfærd i erhvervslivet, især for så vidt angår
overholdelse af internationalt anerkendte principper og retningslinjer for
virksomhedernes sociale ansvar, f.eks. OECD's retningslinjer for multinationale
selskaber og FN's vejledende principper om erhvervslivet og
menneskerettigheder. I
2013 offentliggjorde EU retningslinjer for gennemførelsen af FN's vejledende
principper om erhvervslivet og menneskerettigheder i tre erhvervssektorer,
bl.a. i IKT- og olie- og gassektoren[25]. Under
EU's udenrigspolitik er der flere relevante regionale tiltag på vej: Afrikas
ressourcedilemma blev erkendt i den fælles Afrika/EU-strategi fra 2007, som
udpeger bedste praksis i forbindelse med naturressourcer som et vigtigt mål for
samarbejdet. EU støtter den
afrikanske vision for minesektoren, som blev vedtaget af Den Afrikanske Union i
2009, for at sikre en gennemsigtig, retfærdig og optimal udnyttelse af
mineralressourcerne og dens gennemførelsesorgan Det afrikanske udviklingscenter
for mineraler. EU udvider støtten til andre fælles aktioner, bl.a. Den
afrikanske facilitet for juridisk bistand, som bistår de afrikanske regeringer
i forbindelse med forhandlinger om komplekse kontrakter med den private sektor
og dermed styrker disse transaktioners bæredygtighed og integration. Samarbejde
i forbindelse med geologiske undersøgelser vil blive støttet under EU's nye
panafrikanske program. EU støtter desuden gennemførelsen i regionen af globale
initiativer for ansvarlig tilvejebringelse vedrørende konfliktdiamanter,
gennemsigtighed og træprodukter (KPCS, EITI, CITES). Derudover har EU
iværksat mere specifikke tiltag for De Store Søers Område. I juni 2013 vedtog
Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant en fælles meddelelse om en
strategisk ramme for De Store Søers Område[26],
hvorved der fastsættes en koordineret og omfattende EU-strategi på regionalt,
nationalt og lokalt plan for de forskellige årsager til krisen. I den forbindelse
har EU fremsat politikforslag for at bryde forbindelsen mellem udvinding af og
handel med naturlige mineralforekomster og konflikten og den ustabile situation
i De Store Søers Område. EU støtter desuden ICGLR's regionale initiativ om
naturressourcer og OECD's program for gennemførelse af due
diligence-retningslinjerne gennem midler fra stabilitetsinstrumentet. I
fremtiden kan det overvejes at støtte grænseoverskridende projekter, bl.a.
vedrørende grænse- og toldforvaltning. I flere lande i
Asien og Stillehavsområdet arbejder EU med ressourcerelaterede spørgsmål ved at
fremme tilslutning til EITI, og der kan konstateres en opmuntrende øget
deltagelse (deltagerlande: Mongoliet og Østtimor; kandidatlande: Afghanistan,
Indonesien og Salomonøerne; Myanmar/Burma og Papua Ny Guinea har meddelt deres
ønske om at anvende EITI, og Filippinerne har ansøgt om at blive kandidatland).
Omkring 65 % af verdens kendte tin-, tantal- og wolframsmelterier ligger i
Asien i lande som Kina (73), Malaysia (5) og Indonesien (34). Disse lande vil
desuden på grund af deres økonomiske udvikling og tilsvarende behov for tilvejebringelse
af råstoffer være prioriterede partnere for EU's tiltag. I Latinamerika har
EU og Andespagtlandene indledt en dialog om udvindingsindustrien og ansvarlig tilvejebringelse,
som udpeger mulige samarbejdsområder, herunder de bredere samfundsøkonomiske og
miljømæssige konsekvenser af mineaktiviteter. Det er et led i EU's foranstaltninger
udadtil at finde løsninger på disse spørgsmål. Overholdelse af EITI i regionen
er ringe, idet kun Peru opfylder kravene, men interessen for initiativet er
stigende, især i Honduras, Guatemala og Colombia.
2. En integreret EU-strategi for ansvarlig tilvejebringelse
På denne baggrund er der
behov for at arbejde hen imod en integreret EU-strategi for fremme af ansvarlig
tilvejebringelse af mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder.
Kommissionens forslag til forordning og en række ledsageforanstaltninger sigter
i denne henseende mod at reducere væbnede gruppers muligheder for at handle med
tin, tantal, wolfram og guld i konfliktramte områder, at forbedre
EU-operatørernes evne – især længere fremme i forsyningskæden – til at overholde
eksisterende due diligence-ordninger og begrænse forvridningen af de globale
markeder for ovennævnte fire mineraler, som udvindes i konfliktramte områder og
højrisikoområder. Mere generelt skal EU's
integrerede strategi og dens politikker og initiativer vedrørende ansvarlig tilvejebringelse
betragtes som et led i EU's brede og omfattende tilgang til konfliktramte
områder og højrisikoområder. Denne omfatter bl.a. konfliktløsning, fred og
sikkerhed, respekt for menneskerettighederne, herunder behovet for at bekæmpe
menneskehandel, samt god regeringsførelse og retsstatsprincipper og bæredygtig
udvikling. Som eksempler kan nævnes den strategiske ramme for De Store Søers
Område vedrørende spørgsmålet om ulovlig udvinding af naturressourcer, men også
den strategiekse ramme for Afrikas Horn og EU-strategien for sikkerhed og
udvikling i Sahel. 2.1 Forslag til forordning om et EU-system for
frivillig selvcertificering for ansvarlige EU-importører Kommissionens forslag til en
forordning, som opretter et EU-system for selvcertificering af due
diligence-praksis i forsyningskæden for ansvarlige importører af tin, tantal,
wolfram og deres malme samt guld, sigter mod at støtte EU-virksomheder, som
udviser passende omhu, for at mindske risikoen for at finansiere væbnede
grupper. Det sigter også mod en ansvarlig tilvejebringelse fra konflikt- og
højrisikoområder for at øge omfanget af den lovlige handel med disse mineraler.
EU-strategien vil målrette due diligence-kravene mod operatører længere tilbage
i forsyningskæden og lette den fremadrettede overførsel af informationer af høj
kvalitet samt bedste praksis. I overensstemmelse med det vigtigste budskab fra
respondenterne i den offentlige høring er strategien udformet, så der tages
hensyn til den globale karakter af de komplekse forsyningskæder, og den er
baseret på og støtter udbredelsen af OECD's due diligence-retningslinjer. Under
hensyntagen hertil er det geografiske anvendelsesområde for både forordningen
og ledsageforanstaltningerne globalt, og aktiviteterne er først og fremmest
procesorienterede. På et praktisk plan indfører
forslaget til forordning et frivilligt selvcertificeringssystem for importører,
som ønsker at importere et af de fire mineraler eller metaller til EU på en
ansvarlig måde. Importører, som vælger dette, skal gennemføre OECD's due
diligence-retningslinjer, opnå auditgaranti og fremlægge oplysninger for
medlemsstaternes kompetente myndigheder. På grundlag af disse oplysninger vil
EU efter høring af OECD årligt opstille en liste over smelterier og forædlingsvirksomheder,
der betragtes som ansvarlige leverandører. Dette vil sikre en øget synlighed og
stimulere til mere offentlig ansvarlighed. Listen vil desuden præcist
identificere, hvilke smelterier/forædlingsvirksomheder der tilvejebringer råstoffer
fra konfliktområder på en ansvarlig måde, og således give incitamenter til
lovlig handel. Ordningen vil blive evalueret efter tre år eller tidligere, hvis
der foreligger tilstrækkelige oplysninger, og resultaterne vil blive anvendt af
beslutningstagere til at udforme en fremtidig EU-strategi og eventuel ændring
af lovrammen, som, hvis det på grundlag af en ny konsekvensanalyse viser sig
hensigtsmæssigt, vil gøre den obligatorisk. 2.2 EU's ledsageforanstaltninger for fremme af ansvarlig tilvejebringelse Følgende
ledsageforanstaltninger forventes iværksat for at tilskynde yderligere til en
ansvarlig tilvejebringelse af mineraler. Incitamenter til fremme af ansvarlig tilvejebringelse Kommissionen
opfordrer EU-virksomheder til at anvende deres markedsposition til at fremme
ansvarlig tilvejebringelse. Følgende foranstaltninger giver dem incitamenter
til at gøre dette.
Fremme af
ansvarlig praksis hos smelterier og forædlingsvirksomheder
EU
har ydet finansiel støtte til gennemførelsen af OECD's due diligence-retningslinjer
siden januar 2014 og vil fortsat yde støtte gennem stabilitetsinstrumentet.
Støtten vil fokusere på kapacitetsopbygning og opsøgende arbejde og er rettet
mod offentlige myndigheder, den private sektor og civilsamfundsorganisationer,
som er involveret i forsyningskæden af mineraler fra konfliktramte områder og
højrisikoområder. Kommissionen vil desuden vurdere, hvorvidt det er
hensigtsmæssigt at yde finansiel støtte til OECD eller andre organer i
forbindelse med programmer for fremme af gennemsigtighed og due
diligence-praksisser i smelterier/forædlingsvirksomheder i og uden for EU.
Finansieringsmuligheder
for SMV'er til deltagelse i den frivillige certificeringsordning
Kommissionen
vil undersøge finansieringsmulighederne for at fremme EU-importørernes
anvendelse af den fremtidige frivillige certificeringsordning. Finansieringen
hertil vil blive fundet inden for programmet for virksomheders konkurrenceevne
og SMV'er (Cosme)[27],
som blev vedtaget den 5. december 2013.
Incitamenter i forbindelse med offentlige indkøb
Kommissionen
vil fremme anvendelsen af certifikatet for ansvarlige importører og listen over
ansvarlige smelterier/forædlingsvirksomheder gennem præstationsbestemmelser i
Europa-Kommissionens egne offentlige indkøbskontrakter. Produkter, som indkøbes
i forbindelse med offentlige indkøb, og som indeholder tin, tantal, wolfram
og/eller guld, skal derfor overholde OECD's due diligence-retningslinjer eller
tilsvarende due diligence-ordninger for at opfylde de kontraktlige
forpligtelser.
Udnyttelse af
forbindelser mellem myndigheder og virksomheder til fremme af anvendelsen
af EU-certifikatet for ansvarlige importører
For at fremme
certificeringsproceduren, som oprettes i henhold til forordningsforslaget, vil
Kommissionen opfordre de nationale kontaktpunkter, som er etableret efter
OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, og andre relevante netværk
til at bidrage til udbredelse af kendskabet til denne procedure. Enterprise
Europe Network (EEN) – et erhvervsfremmenetværk, der leverer støttetjenester
til europæiske virksomheder – kan øge kendskabet blandt EU-operatørerne til den
integrerede EU-strategi og oplyse om betydningen af due diligence-praksis og
konsekvenserne af uansvarlig tilvejebringelse fra konfliktområder.
Hensigtserklæringer – tilsagn fra industrien
Erhvervsoperatører i EU
har ved den offentlige høring, i holdningsdokumenter og undersøgelser givet
udtryk for deres vilje til at øge deres engagement i ansvarlig tilvejebringelse
af mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder. EU vil gøre en
indsats for at sætte fokus på virksomheder, som afgiver hensigtserklæringer,
hvorved de tilkendegiver relevante tilsagn. Politisk dialog med tredjelande og andre interesseparter ·
Styrkelse af den eksisterende politiske dialog EU vil bruge sin politiske, udviklings-, handels- og
sikkerhedsrelaterede dialog og kontakter med regeringerne i minelande,
producentlande og lande, der forarbejder og forbruger de nævnte mineraler, til
i højere grad at udvikle en fælles forståelse – på nationalt og regionalt plan
– af behovene, udfordringerne og mulighederne for en konfliktfri og ansvarlig
udvinding af mineraler. EU vil f.eks. behandle ansvarlig tilvejebringelse og
dens bidrag til en bæredygtig udvikling i sin dialog med landene i Sydamerika
og Caribien ved især at rette opmærksomheden mod udfordringerne i forbindelse
med udviklingen af en bæredygtig ikke-industriel og uformel minedrift. Det vil
blive forsøgt at opnå supplerende tilsagn fra den private sektor og
civilsamfundet, navnlig i producentlandene.
Opsøgende arbejde i smelteriernes hjemlande
EU
vil samarbejde med de lande, hvor størstedelen af verdens
smelterier/forædlingsvirksomheder er beliggende, især Kina, Malaysia,
Indonesien, Thailand og Rusland, for at fremme sin integrerede strategi for
ansvarlig tilvejebringelse og for at sikre, at virksomheder uden for EU tilvejebringer
råstoffer på en ansvarlig måde. EU vil i 2015 afholde en international
konference om ansvarlig tilvejebringelse af mineraler med oprindelse i
konfliktramte områder og højrisikoområder. ·
Et kapitel om ansvarlig tilvejebringelse i
råstofdialogerne EU vil bruge sine
råstofdialoger med bl.a. Kina, Japan og Mongoliet til at fremme den integrerede
strategi for ansvarlig tilvejebringelse. Kommissionen har for nylig indledt en
ny råstofdialog med Myanmar/Burma. På et mere generelt plan vil Kommissionen og
den højtstående repræsentant fortsat sikre en stærk og sammenhængende
diplomatisk behandling af råstofspørgsmålet fra EU's side, som tager fat på
sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling på en koordineret og strategisk
måde. Udviklingssamarbejde med tredjelande EU vil desuden anvende sine eksisterende samarbejdsrelationer med
regeringer i Afrika, Asien, Latinamerika og Caribien til at tackle spørgsmålet
om en konfliktfri og ansvarlig mineraludvinding og -markedsføring. De vigtigste
indsatsområder, på hvilke EU kan støtte partnerlandene er:
gennemførelse af OECD's due
diligence-retningslinjer i nationale due diligence-ordninger og
-lovgivning
yderligere kapacitetsopbygning med henblik på
gennemførelse af nationale due diligence-ordninger
støtte til dialoger mellem fortalere og politikere
i de berørte lande mellem lokale og centrale myndigheder,
civilsamfundsorganisationer og erhvervsoperatører
synliggørelse af de gennemførte tiltag og de
opnåede resultater i producentlandene.
EU vil desuden
fremme samarbejde mellem lande, der producerer og forbruger mineralerne, bl.a.
gennem fælles projekter om f.eks. bæredygtig minedrift og god regeringsførelse,
idet der tages hensyn til de særlige forhold ved ikke-industriel minedrift. En ærlig mægler – råstofdiplomati EU er rede til at
fungere som en ærlig mægler i initiativer med deltagelse af flere
interesseparter ved at støtte og tilskynde til en ansvarlig tilvejebringelse og
handel mellem parterne. Kommissionens tjenestegrene og EU-Udenrigstjenesten vil
indsamle og analysere oplysninger om initiativer med deltagelse af flere
interesseparter. Der vil blive taget behørigt hensyn til offentlig-private
alliancer. EU's medlemsstater Kommissionen og den
højtstående repræsentant opfordrer alle EU's medlemsstater til at støtte
virksomhedernes bestræbelser på at indføre due diligence-praksis på deres
område ved at træffe passende foranstaltninger på nationalt plan. Der kan
udvikles supplerende initiativer på området for forbrugerbeskyttelse og
mærkning og skabes yderligere incitamenter for virksomhedernes ansvarlige
adfærd. Desuden vil Kommissionen tilskynde medlemsstaterne til at fremme
udbredelsen af OECD's due diligence-retningslinjer eller tilsvarende ordninger
ved at indføre præstationsbestemmelser i de indkøbskontrakter, som undertegnes
af de offentlige myndigheder, som det er planlagt i EU's direktiv om offentlige
indkøb. Kommissionen vil med dette mål for øje udarbejde anbefalinger og en
gennemførelsesvejledning for de anvisningsberretigede i medlemsstaterne.
3. Samarbejde om en integreret
EU-strategi
En mere klar
EU-ramme, der er baseret på OECD's due diligence-retningslinjer, forventes at
bidrage til erhvervsoperatørernes aktuelle bestræbelser på at indføre en
hensigtsmæssig due diligence-praksis i EU. Eftersom EU er verdens største
marked for mineraler og metaller, bør en større samhørighed i EU bidrage til at
stimulere efterspørgslen efter ansvarlig tilvejebringelse og dermed fremme
handel med mineraler, som udvindes i overensstemmelse med nationale eller
OECD's due diligence-retningslinjer. En vellykket
gennemførelse af dette initiativ afhænger først og fremmest af, om den private
sektor i EU, især virksomheder, som importerer tin-, tantal- og wolframmalme
eller heraf afledte metaller samt guld, vil opkøbe på en ansvarlig måde.
Kommissionen og den højtstående repræsentant anmoder erhvervsoperatørerne i EU
om at bakke op om den foreslåede integrerede strategi, bidrage til at styrke
dens resultater og videreudvikle strategien. Kommissionen og den
højtstående repræsentant opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til at vedtage
den integrerede EU-strategi for ansvarlig tilvejebringelse af mineraler. [1] Conflict Barometer, Heidelberg Institute for
International Conflict Research, 2012. [2] KOM(2011) 25 endelig og KOM(2012) 22 endelig. [3] To fremtrædende internationale due diligence-instrumenter omfatter
disse fire mineraler, se desuden afsnit 1.2. [4] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et
EU-system for selvcertificering af due diligence-praksis i forsyningskæden for
ansvarlige importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld med
oprindelse i konfliktramte områder og højrisikoområder. [5] Kommissionens arbejdsdokument, resumé af konsekvensanalysen, ledsagedokument
til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et EU-system
for selvcertificering af due diligence-praksis i forsyningskæden for ansvarlige
importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld med oprindelse i
konfliktramte områder og højrisikoområder. [6] World Statistics on Mining and Utilities 2010 – data om
mineindustrien 2007. [7] Africa Progress Report 2013. [8] I 2012 tegnede minesektoren i Bolivia sig for 7,3 % af BNP og
27,8 % af den samlede eksport og i Colombia for 2,4 % af BNP og
17,1 % af den samlede eksport. I 2011 tegnede den sig for 14,5 % af
BNP og 59 % af den samlede eksport. [9] OECD (2013), OECD Due Diligence Guidance for Responsible
Supply Chains of Minerals from conflict-Affected and High-Risk Areas: Second
Edition, OECD Publishing, http://dx.doi.org/10.1787/9789264185050-en, side
8. [10] OECD Guidelines
for Multinational Enterprises, OECD 2011-udgave. [11] Guiding Principles on Business and Human Rights, FN's højkommissærs
menneskerettighedskontor, New York og Genève 2011. [12] Kommuniké fra G8-ledernes topmøde i Lough Erne, paragraf 40, 18.
juni 2013. [13] OECD (2013), OECD Due Diligence Guidance for Responsible
Supply Chains of Minerals from Conflict-affected and High-risk Areas: Second
Edition, OECD Publishing, http://dx.doi.org/10.1787/9789264185050-en. [14] Defineret i loven som tin, tantal, wolfram eller guld med
oprindelse i DRC eller et naboland. [15] Conflict minerals - an evaluation of the Dodd-Frank Act and
other resource-related measures. Öko-Institut e.V.
Freiburg, august 2013, kapitel 6. [16] Oplysningerne om guld stammer fra London Bullion Market
Association, hvis medlemmer i de fleste tilfælde udviser passende omhu. Det
anslås, at 50 forædlingsvirksomheder på verdensplan ikke er medlem af denne
Association. [17] Conflict due diligence by European Companies, Stichting
Onderzoek Multinationale Ondernemingen, oktober 2013. [18] Conflict minerals - an evaluation of the Dodd-Frank Act and
other resource-related measures. Öko-Institut e.V.
Freiburg, august 2013, side 27. [19] Se fodnote 5. Kommissionens arbejdsdokument i bilag III indeholder
en ekstern undersøgelse om vurderingen af omkostningerne ved overholdelse af
due diligence-ordninger og fordelene herved og afledte virkninger for udvalgte
operatører i forbindelse med ansvarlig tilvejebringelse af udvalgte mineraler
(tin, tantal, wolfram og guld). De vigtigste resultater af den rundspørge hos
de berørte industrier, som blev udført i forbindelse med denne undersøgelse, er,
at de fleste respondenter konstaterer relativt lave omkostninger til
overholdelse af due diligence-ordninger og opfyldelse af
indberetningsforpligtelser. Udgifterne anslås af de fleste til 13 500 EUR
til den indledende indsats (74 %) og 2 700 EUR til den efterfølgende
indsats (63,8 %). [20] KOM(2011) 637 endelig. [21] http://www.un.org/en/land-natural-resources-conflict/index.shtml http://www.un.org/en/land-natural-resources-conflict/index.shtml [22] KOM(2008) 699 endelig. [23] COM(2012) 82 final. [24] KOM(2011) 681 endelig. [25] http://ec.europa.eu/enterprise/policies/sustainable-business/corporate-social-responsibility/humanrights/index_en.htm [26] JOIN(2013) 23 final. [27] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1287/2013 af 11. december
2013 om et program for virksomheders konkurrenceevne og små og mellemstore
virksomheder (Cosme) (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1639/2006/EF
– Cosme-programmet iværksætter foranstaltninger, som sigter på at lette SMV'ers
adgang til markederne inden for og uden for Unionen, bl.a. gennem
tilvejebringelse af information om eksisterende hindringer for markedsadgang og
forretningsmuligheder, offentlige udbud og toldprocedurer, og forbedring af
støttetjenester i forbindelse med standarder og intellektuelle
ejendomsrettigheder.