28.4.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 140/28

1.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at Den Europæiske Unions samhørighedspolitik fortsat bør spille en afgørende rolle i forbindelse med genopretningen af økonomien i EU's regioner;

2.

gentager, som fremført i udvalgets udtalelse om forslaget til generel forordning om de fonde, der er omfattet af den fælles strategiske ramme (1), at udvalget principielt er modstander af enhver form for makroøkonomisk betingelse, der pålægges i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken, og mere præcist enhver form for sammenknytning af de europæiske struktur- og investeringsfondes (ESI-fondenes) effektivitet og en forsvarlig økonomisk styring. Denne sammenknytning bygger i virkeligheden på en forkert formodning om, at de lokale og regionale myndigheder skulle kunne holdes ansvarlige for budgetoverskridelser i samme omfang som de nationale myndigheder;

3.

minder i øvrigt om, at Det Europæiske Regionsudvalg har opfordret til, at der udarbejdes en hvidbog om territorial samhørighed, bl.a. for at sætte fornyet skub i debatten om, hvordan man måler livskvalitet og kvaliteten af den økonomiske vækst ved anvendelse af andre kriterier end blot BNP. Udvalget tilskynder til udarbejdelse af nye, mere pålidelige indikatorer, der bedre afspejler borgernes forventninger;

4.

sætter — ud over sin principielle modstand mod makroøkonomisk konditionalitet — spørgsmålstegn ved merværdien af disse retningslinjer, som blot er en omskrivning af artikel 23 i forordning 1303/2013;

5.

mener, at de lokale og regionale myndigheder straffes urimeligt hårdt, når der sker omprogrammering. De kan nemlig ikke holdes ansvarlige for det uforholdsmæssigt store offentlige nationale underskud, da de som oftest er forfatningsmæssigt forpligtet til at skabe balance på deres budgetter. Faktisk var det samlede underskud for EU-27 på de subnationale offentlige finanser, der i 2007 lå på 0,1 % af BNP, i 2009 og 2010 steget til 0,8 % af BNP. Selv om forværringen af de subnationale offentlige finanser har været mere markant i nogle lande, hvor underskuddet er steget med mere end 0,5 procentpoint mellem 2007 og 2013, står den uden mål med forværringen af de nationale budgetter (2);

6.

understreger, at der er tale om en lignende situation med hensyn til de lokale og regionale myndigheders gældsætning, for stigningen i den offentlige gæld hidrører (som Kommissionen erkender i sin sjette samhørighedsrapport) primært fra statens aktiviteter. Når det gælder de lokale og regionale myndigheder uden særlige lovgivningsbeføjelser, ligger den samlede gældsætning stadig på under 10 % af BNP i alle medlemsstater. Ikke desto mindre giver gældsætningen i en række lande anledning til bekymring;

7.

mener, som det også fremgår af en lang række undersøgelser, at effektiviteten af de offentlige udgifter i højere grad hænger sammen med effektivitet og forsvarlig økonomisk styring (3) end med makroøkonomiske faktorer, og at kvaliteten af den offentlige forvaltning spiller en afgørende rolle for samhørighedspolitikkens muligheder for at sætte skub i væksten. Regionsudvalget bemærker endvidere, at sixpackens retsakter allerede indeholder strenge sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af reglerne om makroøkonomisk stabilitet. Udvalget tvivler derfor på effekten af sanktioner i form af en suspension af strukturfondene, som desuden ville straffe den samme forseelse to gange;

8.

mener i øvrigt, at man i forbindelse med sixpacken bør revidere beregningsmetoderne for det »strukturelle underskud« med henblik på at tage hensyn til de nationale økonomiers særlige kendetegn og til de strukturelle forskelle i de offentlige udgifter.

9.

Det Europæiske Regionsudvalg er stærkt bekymret over den risiko, som de planlagte foranstaltninger for perioden 2014-2020 kan udgøre for væksten i Europa og for de socioøkonomiske udviklingsprojekter ved fra og med 2015 at skabe usikkerhed om programmeringen af EFRU og ESF, som allerede nu er tilstrækkelig truet af forsinkelser som følge af den sene afslutning på forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme og medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders vanskeligheder med at opfylde forhåndsbetingelserne;

10.

understreger i den forbindelse den store og stadig vigtigere rolle, der spilles af de lokale og regionale myndigheder, som står for omkring 33 % af de offentlige udgifter, hvilket er en svag stigning på 2 procentpoint over de sidste to årtier (1995-2013) og repræsenterer 16 % af BNP. Selv om deres betydning varierer fra land til land, alt efter hvordan den institutionelle struktur ser ud, spiller de lokale og regionale myndigheder en langt vigtigere rolle end staten, når det gælder levering af offentlige tjenesteydelser og især med hensyn til vækstfremmende udgifter, således som de defineres af Kommissionen selv (jf. den sjette samhørighedsrapport), inden for uddannelse, sundhedspleje, miljøbeskyttelse, transport, F&U og energi;

11.

opfordrer i den forbindelse til, at investeringsklausulen revideres, så regionale og nationale investeringer, der indgår som samfinansiering med europæiske midler (ESI-fonde eller CEF), kan udelades fra beregningen af de nationale offentlige underskud i forbindelse med det europæiske semester;

12.

understreger den indbyrdes modstrid mellem på den ene side bestemmelserne vedrørende makroøkonomisk konditionalitet og på den anden side bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten, som tillader, at den kan anvendes fleksibelt under ekstraordinære og midlertidige omstændigheder, som er blevet defineret i forordning 1177/2011, samt Kommissionens egne betragtninger om, at »EU's finanspolitiske rammer rummer tilstrækkelige muligheder til at finde en balance mellem behovet for produktive offentlige investeringer og målsætningerne om finanspolitisk disciplin« (4);

13.

minder i den forbindelse om sin bekymring over Eurostats nye regnskabsnorm ENS 2010, som blev indført i september 2014, og som ikke skelner mellem udgifter og investeringer. Det betyder, at de lokale og regionale myndigheder forpligtes til at anvende beløbslofter for investeringer pr. år og pr. indbygger. Disse beløbslofter forhindrer især lokale og regionale myndigheder i visse medlemsstater i at stille den nødvendige medfinansiering til rådighed for projekter inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde. Derfor opfordres Europa-Kommissionen til at udarbejde en rapport om indførelsen af ENS 2010;

14.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder er blevet ramt trefold af de finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger, der blev vedtaget på nationalt niveau som svar på den økonomiske og finansielle krise. For det første har disse foranstaltninger i høj grad hæmmet de lokale og regionale myndigheders muligheder for at bidrage til de offentlige investeringer, som i perioden 2002-2007 lå på gennemsnitligt 2,3 % af BNP i EU-27, og som er faldet til 1,8 % af BNP, men som især er gået tilbage i faste priser med 7,2 % i 2010, 5,9 % i 2011, 3,3 % i 2012 og 8,6 % i 2013;

15.

for det andet er deres indtægter blevet reduceret betragteligt, eftersom de løbende overførsler og kapitaloverførslerne fra staten udgør de primære indtægtskilder for de lokale og regionale myndigheder i næsten alle EU's medlemsstater. Dette har haft en umiddelbar effekt på deres budgetter, som er kommet ud af balance. Situationen har været endnu værre for de spanske regioner, som har oplevet et fald i deres indtægter på 62 % i faste priser som følge af det store fald i indtægterne fra staten (45 %) på den ene side og en stor stigning i overførslerne fra regionerne til staten på den anden side (fra knap 1,4 milliarder EUR til 10,1 milliarder EUR i 2005-priser);

16.

for det tredje har de finanspolitisk konsolideringsforanstaltninger ifølge OECD yderligere reduceret de lokale og regionale myndigheders investeringsevne, og de har også oplevet en forringelse af lånevilkårene;

17.

fremhæver størrelsen af det bidrag, som ESI-fondene yder til de offentlige investeringer i en krisetid, for det er steget fra 11,5 % af de offentlige investeringer i EU (faste bruttoinvesteringer) i 2007 til 18,1 % i 2013. I visse lande udgjorde deres bidrag mere end 75 % af de offentlige investeringer. I perioden 2007-2013 udgjorde støtte fra strukturfondene og Samhørighedsfonden sammen med den dertil knyttede nationale medfinansiering gennemsnitligt 0,55 % af BNP i EU-27 om året;

18.

finder det derfor selvmodsigende at true en medlemsstat, der er i økonomiske problemer, med at suspendere bevillingerne fra EFRU og ESF. Lavere offentlige udgifter betyder ikke, at de offentlige underskud automatisk mindskes. Desuden kan en reduktion af de offentlige udgifter få negative konsekvenser på det sociale område;

19.

er stærkt foruroliget over den potentielle forværring af de offentlige finanser for såvel stat som lokale og regionale myndigheder i tilfælde af, at betalingerne og ikke blot forpligtelserne suspenderes. Udvalget minder i øvrigt om, at sammenknytningen af strukturfondene og en forsvarlig økonomisk styring af de offentlige underskud allerede viste sin begrænsning, da der oprindeligt blev foretaget en sådan sammenkobling med Samhørighedsfonden. Sanktioner som følge af underskud har nemlig en tendens til snarere at forværre de berørte medlemsstaters økonomiske situation;

20.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremlægge en hvidbog, som fastlægger en typologi på EU-niveau for kvaliteten af offentlige investeringer i de offentlige udgiftsregnskaber i forhold til deres langsigtede virkninger. I sidste ende kunne en sådan typologi føre til en vægtet evaluering af kvaliteten af de offentlige investeringer i beregningen af budgetunderskud og/eller til en bedre hensyntagen til den eksisterende makroøkonomiske cyklus/kontekst.

21.

Det Europæiske Regionsudvalg tvivler på, at indholdet af og retningslinjerne for omprogrammeringen udelukkende er positive og vil bidrage til at styrke landets konkurrenceevne på langt sigt og lede den økonomiske udvikling i retning af fremtidens sektorer. En analyse af, hvad der er blevet gennemført siden 2009, viser, at situationens alvor har fået Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere projekter, der allerede var i gang, for at fremskynde forbruget af bevillinger og tilføre likviditet. Disse beslutninger har overordnet set gjort det muligt at øge den andel, der var øremærket til F&U og innovation, generel virksomhedsstøtte, vedvarende energikilder, veje og arbejdsmarkedet med foranstaltninger, der mere specifikt er rettet mod beskæftigelse af unge. Imidlertid har de også i nogle tilfælde betydet, at vækstfremmende sektorer, såsom IKT-tjenester, miljøinvesteringer, jernbaner, uddannelse og kapacitetsudvikling, er blevet svigtet;

22.

er bekymret over, at de juridiske grænser for omprogrammeringen, der er en følge af forpligtelsen til at overholde de tematiske retningslinjer, balancen mellem ESF og EFRU osv., ikke er særlig operationelle;

23.

mener ikke, det er særlig realistisk med en foranstaltning, der kun må anvendes mellem 2015 og 2019;

24.

mener på ingen måde, at omprogrammeringen er hverken nem eller hurtig at gennemføre. Hvis man ser på erfaringerne fra de seneste fem år (som beskrives i den sjette samhørighedsrapport), hvor omprogrammeringen har krævet betydelige menneskelige ressourcer i de otte berørte medlemsstater og Kommissionen, må man tværtimod forvente, at en omprogrammering bliver særdeles dyr og tung at administrere for de nationale forvaltninger og de lokale og regionale myndigheder;

25.

frygter for yderligere bureaukrati i forbindelse med omprogrammeringen, da den vil omfatte de samme forpligtelser som udarbejdelsen af partnerskabsaftalen (resultatindikatorer, betingelser osv.), hvilket sandsynligvis vil nødvendiggøre mobilisering af nye eksperter og resultere i flere udgifter. Hvis de nuværende ansatte bebyrdes med for mange ekstra opgaver, kan det få dem til at arbejde mindre effektivt, dvs. det modsatte af det tilsigtede resultat;

26.

beklager den administrative byrde som følge af en omprogrammering, der ikke blot vil belaste EU's og medlemsstaternes forvaltninger, men også og især de regionale forvaltninger, når de er forvaltningsmyndighed, hvilket kan føre til store meromkostninger, fordi det vil være nødvendigt at reagere hurtigt på Kommissionens anmodninger og ansætte yderligere personale.

27.

Det Europæiske Regionsudvalg beklager den både nationale og europæiske centralisering, som danner grundlag for hele den planlagte foranstaltning og betyder, at Kommissionen i høj grad blander sig. De korte frister for omprogrammering vil formodentlig føre til en underminering af partnerskabsprincippet og den flerniveaustyring, som er kernen i samhørighedspolitikken;

28.

understreger, at en sådan sanktion vil få negative konsekvenser, da den uden tvivl vil øge den offentlige skepsis over for EU;

29.

undrer sig endelig over, at Europa-Parlamentets demokratiske kontrol af dette nye system med makroøkonomisk konditionalitet ikke kan udøves mere fuldstændigt i lyset af den negative tendens til mere teknokratiske procedurer, ikke mindst hvad angår omprogrammeringen af midler. Udvalget opfordrer derfor på det kraftigste Kommissionen til atter at inddrage Europa-Parlamentet fuldt ud, når det gælder beslutningen om princippet om makroøkonomisk konditionalitet, og også at samarbejde med Det Europæiske Regionsudvalg.