20.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 415/5


Regionsudvalgets udtalelse — Støtteforanstaltninger til økosystemer for opstart af højteknologiske virksomheder

2014/C 415/02

Ordfører

Markku Markkula (FI/EPP), medlem af byrådet i Espoo

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

Indledning

En nylig undersøgelse (1) tyder på, at internetøkonomien i G20-landene i de kommende 5 år vil udvise en årlig vækstrate på 8 %. Endvidere vil applikationsudviklernes andel af arbejdsstyrken i Europa stige fra 1 million i 2013 til 2,8 millioner i 2018 (2). Inden for support og marketing blev der i 2013 skabt i alt 1,8 millioner arbejdspladser, og det ventes at stige til 4,8 millioner i 2018. Disse data viser, at man må være særligt opmærksom på fænomenet højteknologiske opstartsvirksomheder, som rigtigt forvaltet kan blive en regulær motor for vækst og jobskabelse i Europa. Dog må man huske på, at der på det europæiske kontinent ikke er sket nogen systematisk udvikling af iværksætterkulturen; fra nu af bør der gøres en kraftigere og mere målrettet indsats. De lokale og regionale myndigheder, som er ansvarlige for en tredjedel af de offentlige udgifter og for to tredjedele af de offentlige investeringer, har en afgørende indflydelse på gennemførelsen af EU's mål og udbredelsen af en iværksætterkultur.

Tilgrundliggende betragtninger

1.

Økosystemer for højteknologiske opstartsvirksomheder er noget, som kun delvist kan planlægges og projekteres på forhånd. I et økosystem er der mange variabler, som ikke kan kontrolleres. Det er dog muligt at indkredse faktorer, som begunstiger virksomhedsopstart, såsom: bedre adgang til kredit, effektiv regulering og beskatning, udvikling af iværksætterkulturen og større risikovillighed fra virksomhedernes side. Disse aspekter er ved flere lejligheder blevet understreget af Kommissionen og især i 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur (3). For at fremme højteknologiske opstartsvirksomheder er det samtidig en forudsætning, at der foreligger den nødvendige bredbåndsinfrastruktur.

2.

Det er derfor ikke muligt at forudse, hvor et økosystem vil opstå. Det er ikke de politiske beslutningstagere, men iværksætterne selv, der vælger, hvor de vil placere sig, hvis de tilbydes gunstige etableringsvilkår.

3.

For at støtte sådanne økosystemer er det nødvendigt at mobilisere den offentlige administration, de politiske beslutningstagere, erhvervslivet, den akademiske verden, de studerende og alle andre aktører og udstyre dem med redskaber og en specifik virksomhedskultur. Uddannelse spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng, hvor ekspertisen og innovationen beror på personer.

4.

For at mindske risikoen for fiasko og ineffektivitet mest muligt er det som led i en koordineringsindsats på nationalt plan nødvendigt at koncentrere ressourcerne om nogle enkelte økosystemer ud fra klart definerede kriterier. Det regionale niveau er det rette til at finde frem til måder, hvorpå ressourcerne kan kombineres.

5.

I Europa er der en alt for stor spredning af såvel nationale som regionale initiativer. Der er behov for en fælles referenceramme.

Konvertering

Forudsætningen for at kunne træffe de beslutninger, der er nødvendige for at nå målene, er at have klar og fyldestgørende information om det fænomen, man ønsker at få styr på. Derfor er det efter Regionsudvalgets mening nødvendigt at:

6.

gøre status over, hvad der konkret er gjort, idet de forskellige europæiske regioner allerede har taget instrumenter i brug og/eller vedtaget politikker til fremme af højteknologiske opstartsvirksomheder. Dette vil gøre det muligt at opbygge et instrumentbræt, som hurtigt kan give et overblik over situationen;

7.

ordne dataene i klynger, således at de vigtigste kan indkredses: vi vil dermed være i stand til at analysere de foranstaltninger, der allerede er truffet af regionerne, og afdække tendenser;

8.

opbygge en relevant database, hvor de decentrale forvaltningsniveauer vil kunne udveksle bedste praksis. Dermed vil det også være muligt at foretage benchmarking, som vil være til stor nytte, især for de regioner, der halter mest bagud på reguleringsområdet;

9.

indføre en mekanisme til evaluering af foranstaltningernes effektivitet, således at man løbende kan følge op på de opnåede resultater;

10.

have et godt kendskab til de vigtigste aktører på regionalt plan og deres ansvarsopgaver i forbindelse med støtte til virksomhedsopstart. Til dette formål kan der trækkes på allerede eksisterende instrumenter, som benyttes i andre europæiske projekter: Dynamic Mapping of Web Entrepreneurs and Startups' ecosystem og Cluster Observatory.

Forenkling og harmonisering af de bureaukratiske procedurer

11.

Eftersom iværksætteri kræver fleksibilitet, må den administrative byrde reduceres til et minimum. De bureaukratiske hindringer anses endnu i dag for at være et af de største problemer, der skal tages fat på. Regionsudvalget foreslår derfor at:

11.1

forenkle og harmonisere det regionale regelværk, så det ikke ender med at komplicere den nationale lovgivning;

11.2

gøre så megen nyttig information tilgængelig online som muligt på en struktureret måde og under overholdelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger;

11.3

fastlægge en minimumsstandard for information, som skal stilles til rådighed, således at brugerne kan evaluere og sammenligne den;

11.4

stille nyttige oplysninger om anvendelig praksis til rådighed online, men undgå redundans og give mulighed for at gennemføre administrative procedurer direkte online;

11.5

stille onlineinformationen til rådighed på såvel det lokale sprog som engelsk;

12.

gennemføre punkt 11.1–11.5 med anvendelse af eksisterende instrumenter såsom portalen http://ec.europa.eu/internal_market/eu-go/

Højne kvalifikationsniveauet hos de ansatte i de offentlige administrationer

Hvad angår den samlede strategi til fremme af udviklingen af økosystemer for højteknologiske opstartsvirksomheder, understreger Regionsudvalget, at:

13.

det er nødvendigt at uddanne personalet i de regionale og lokale forvaltninger. Personer, som beskæftiger sig med at afstikke fremtiden for økonomien, bør være bedst muligt uddannet til at have fingeren på pulsen, når det gælder innovation;

14.

det er nødvendigt at udvikle kapaciteten til projektudvikling hos de lokale og regionale myndigheder og hos alle i samfundet generelt, dvs. at de skal kunne udforme et projekt, som gør det muligt at nå frem til et resultat. Der er også brug for en forretningsmæssig uddannelse;

15.

det er nødvendigt at udforme mekanismer til evaluering af kvaliteten af de tjenester, der tilbydes, for at de offentlige forvaltninger kan tilskyndes til at yde deres bedste;

16.

det er nødvendigt, at også regionerne — ligesom de statslige myndigheder — begynder at tænke digitalt. Dette vil også gøre det muligt at gøre de tjenester, der tilbydes borgerne, mere effektive og virkningsfulde;

17.

der bør gøres en endnu større indsats for, at der i hver eneste region, ligesom i enhver medlemsstat, udpeges en Chief Digital Officer (CDO). Fastansatte CDO'er, der arbejder på fuld tid, kan hjælpe med til at sikre, at de digitale innovationer får en så bred og stor effekt som muligt;

18.

regionale data bør offentliggøres under overholdelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger. De er af vital betydning for iværksættere. Ved at offentliggøre regionale data kan man øge gennemsigtigheden og opbygge større tillid. Dette vil også skabe bedre mulighed for, at de innovative virksomheder kan spotte potentielle chancer;

19.

alle regioner bør opstille et minimum af kvantitative mål for intelligent vækst og udvikling af økosystemer for højteknologiske opstartsvirksomheder — eller fastlægge en kvalitativ tilgang baseret på en »vej mod forandring«, der kan bidrage til at nå målene;

20.

overvågningen og evalueringen af politikkerne bør varetages af et teknisk udvalg bestående af uafhængige eksperter. Efter overvågningen bør hver region offentliggøre en periodisk (og som minimum årlig) rapport om fremskridtene i gennemførelsen af de fastsatte mål. Denne rapport bør i første linje undersøge gennemførelsen af regionens strategi for intelligent specialisering (RIS3) med særligt fokus på de fremskridt, der er gjort med hensyn til udvikling af innovationsøkosystemer samt den måde, hvorpå væksten er opnået og nye, højtydende virksomheder er skabt. Samtidig skal evalueringen fremme koordineringen af europæiske aktiviteter på dette område. Rapporten bør imidlertid ikke skabe yderligere administrative byrder for de lokale og regionale myndigheder;

21.

det er nødvendigt rettidigt at udvikle en passende statistisk database på regionalt og lokalt plan og definere indikatorer for regionale fremskridt til brug for overvågningen af de opnåede resultater. Målet er at få klarhed over, hvilke politikker der har været mest effektive, og hvilke der ikke har været så effektive, for at styre de fremtidige politikker i den rigtige retning.

Støtte uddannelse i iværksætterteknik og inspirere til innovation

Erfaringen viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem iværksættersucces og iværksætternes uddannelsesniveau, uanset fagområde (4). I nogle medlemsstater er det kun 1 % af de færdiguddannede, der 5 år efter afslutningen af deres studier betegner sig selv som iværksættere. Der er endvidere en stadig større kløft mellem arbejdsgivernes behov og arbejdstagernes kvalifikationer: 26 % af arbejdsgiverne i Europa har vanskeligheder med at rekruttere arbejdskraft med de nødvendige kvalifikationer (5). Regionsudvalget understreger derfor vigtigheden af at:

22.

have en institution, som til stadighed kan fremme iværksætterkulturen. Dette bør tilskyndes gennem vidnesbyrd om succeshistorier fra det virkelige liv. Det er vigtigt, at de unge i hele Europa bliver bekendt med de muligheder, som i dag findes, blandt andet takket være de nye teknologier;

23.

fremme en proaktiv indstilling fra de unges side ved at overvinde kulturelle og psykologiske barrierer, som hæmmer adgangen til iværksætteraktiviteter. Det skal ses i sammenhæng med behovet for en omfattende iværksætteruddannelsesstrategi, hvilket Regionsudvalget allerede har understreget i sin udtalelse om nytænkning på uddannelsesområdet  (6);

24.

skabe entusiasme omkring det at drive en virksomhed. Succesrige iværksættere, hvis aktiviteter har en reel indvirkning på menneskers liv, bør værdsættes og fremhæves som forbilleder. Vi har brug for at blive stimuleret til såvel virksomhedsopstart som innovation;

25.

integrere virksomhedskuvøser og undervisning og skabe forbindelser mellem universiteter og erhvervslivet. Dette vil give de studerende mulighed for at få en forsmag på, hvad det vil sige at drive en virksomhed, uden at opgive deres studier, som i tilfælde af fiasko vil være deres sikkerhedsnet;

26.

støtte uddannelsesprogrammer, som udbydes i samarbejde med erhvervslivet: internationalt orienterede programmer for opstart- og højvækstvirksomheder, som kombinerer den nyeste udvikling på teknologi-, erhvervs- og designområdet med udforskning af potentialet for iværksættere. Disse giver klare fordele for lokalområdet og har vist, at de kan skabe fremragende resultater;

27.

sikre, at forskellige uddannelses- og efteruddannelsesprogrammer opfylder markedets behov på effektiv vis. En god tilgang for at opnå dette kunne være samfinansiering og/eller delt omkostningsdækning: virksomheder skal kunne og — når det gælder visse programmer — være nødt til at spæde til for at vise, at de virkeligt tror på initiativet. I bedste fald vil disse programmer kunne fungere som bindeled mellem mennesker fra virksomheder, som opererer i forskellige regioner og sektorer, give dem adgang til den nyeste viden og teknologi samt generere partnerskabsprojekter både mellem forskellige virksomheder samt mellem uddannelses- og forskningsinstitutioner;

28.

lette proceduren for godkendelse af sådanne programmer;

29.

skabe synergier mellem de forskellige europæiske projekter til støtte for iværksætteraktiviteter, især mellem Horisont 2020, COSME-programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er samt de europæiske struktur- og investeringsfonde (ECIF).

Intelligent specialisering af økosystemerne

Som tidligere understreget i udtalelsen med titlen Bygge bro over innovationskløften  (7), fremhæver Regionsudvalget, at:

30.

intelligent specialiserings integrerede rolle i den politiske ramme for Europa 2020 er blevet fremhævet af Rådet. EU's håndbog i forsknings- og innovationsstrategier for intelligent specialisering (RIS3) definerer disse strategier som integrerede, økonomiske dagsordener for omstilling med et lokalt udgangspunkt;

31.

platformen for intelligent specialisering må yde mere støtte til aktiviteter på lokalt og regionalt niveau med særlig vægt på de mindst udviklede regioner. Det betyder, at der i de enkelte regioner især må være støtte til processer rettet mod at identificere de aktiviteter i regionen, som skaber stor værditilvækst. Det betyder også, at der må skabes de bedste muligheder for, at regionen kan styrke sin konkurrenceevne og den række af politikker, som skal iværksættes for at udforme intelligente specialiseringsstrategier;

32.

det er vigtigt, at EU og det regionale niveau finansierer innovation og produktionsøkosystemer med stærke lokale, regionale eller tværregionale karakteristika.

Andre nyttige tiltag

Regionsudvalget opfordrer indtrængende regionerne i de forskellige medlemsstater til at:

33.

koordinere de forskellige aktørers aktiviteter i økosystemet. At stimulere interaktion og netværksdannelse mellem aktørerne i økosystemet er de offentlige forvaltningers vigtigste opgave;

34.

foretage flere indkøb hos de højteknologiske SMV'er. I hele EU går størstedelen af de offentlige kontrakter til store multinationale virksomheder. Det er nødvendigt at indrette sig efter bestemmelserne i de nye direktiver om offentlige udbud (8), som forbedrer SMV'ernes adgang til markedet betydeligt;

35.

tiltrække toneangivende højteknologiske virksomheder for at øge talentmassen og opnå en spillovereffekt. Alt dette bør planlægges inden for rammer, som ikke begrænser sig til det lokale plan.

Bruxelles, den 7. oktober 2014

Michel LEBRUN

formand for Regionsudvalget


(1)  Boston Consulting Group, »The $4.2 Trillion Opportunity — the internet economy in the G-20«, marts 2012.

(2)  GIGAOM RESEARCH, »Sizing the EU app economy«, februar 2014.

(3)  http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2012:0795:FIN:DA:PDF

(4)  Kommissionen, »Effects and impact of entrepreneurship programmes in higher education«, marts 2012.

(5)  McKinsey Global Institute, »Help wanted: The future of work in advanced economies«, marts 2012 (forfattere: James Manyika, Susan Lund, Byron Auguste og Sreenivas Ramaswamy).

(6)  CoR2392/2012.

(7)  CdR 2414/2012 fin.

(8)  Direktiv 2014/24/EU, der erstatter direktiv 2004/18/EF, og direktiv 2014/25/EU, der erstatter direktiv 2004/17/EF.