MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelse af Rådets direktiv 2009/50/EF om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse ("det blå EU-kort") /* COM/2014/0287 final */
MEDDELELSE
FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om
gennemførelse af Rådets direktiv 2009/50/EF om indrejse- og opholdsbetingelser
for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse ("det blå EU-kort") Velforvaltede
migrationspolitikker med henblik på at tiltrække kvalificerede indvandrere kan
være med til at sætte gang i den økonomiske vækst og konkurrenceevnen, løse
mangelproblemer på arbejdsmarkedet og opveje omkostningerne ved befolkningens
aldring. Direktivet
om det blå EU-kort[1]
blev vedtaget for at lette højt kvalificerede indvandreres[2] og
deres familiers indrejse og mobilitet ved at harmonisere betingelserne for
indrejse og ophold i hele EU og ved at fastsætte en retlig status og et sæt
rettigheder for dem. I det
stigende globale talentkapløb er formålet med det blå EU-kort at gøre EU mere
tiltrækkende for højt kvalificerede arbejdstagere fra hele verden og styrke
EU's videnbaserede økonomi. Direktivet tager sigte på at minimere hjerneflugten
i udviklingslande og mellemindkomstlande og at fremme cirkulær og midlertidig
migration. Medlemsstaterne
havde frist til 19. juni 2011 for at gennemføre direktivet i deres
nationale lovgivning. Kommissionen iværksatte traktatbrudssager mod
20 medlemsstater[3], som ikke havde gennemført direktivet i
tide. Sagerne er siden alle blevet henlagt. Alle de
medlemsstater, der er bundet af direktivet[4], kan nu
udstede det blå EU-kort. Parallelt hermed har mange medlemsstater indført
nationale politikker med henblik på at tiltrække højt kvalificerede indvandrere[5].
Nogle af medlemsstaterne[6]
har fastsat en grænse for antallet af indrejsetilladelser for derved at
begrænse antallet af højt kvalificerede indvandrere, mens andre medlemsstater[7]
har vedtaget eller bibeholdt gunstigere bestemmelser i forhold til direktivets
specifikke bestemmelser. Denne meddelelse[8]
udsendes i medfør af Kommissionens forpligtelse til at rapportere til
Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktivet om det blå EU-kort[9].
Først vurderes de vigtigste aspekter i forbindelse med, hvor attraktivt det
blåt EU-kort er. Derefter følger en kort oversigt over, hvordan
foranstaltningerne blev vedtaget i de nationale lovgivninger. For så vidt det
er muligt, lægges der særlig vægt på virkningen af de nationale ordninger for
højt kvalificerede indvandrere (artikel 3, stk. 4),
indrejsekriterierne (artikel 5), navnlig løntærsklen, og betingelserne for
ophold i andre medlemsstater (artikel 18).
1.
Hvor attraktivt er det blå EU-kort?
1.1.
Statistiske oplysninger
Som følge af den
sene gennemførelse var ordningen med det blå EU-kort i de fleste medlemsstater[10] kun gældende i nogle få måneder
i 2012. Trods forsinkelserne blev der i 2012 udstedt 3 664 blå EU-kort,
og 1 107 familiemedlemmer fik indrejse[11]. Tabel 1
viser, at det var i DE, at der blev udstedt flest blå EU-kort i 2012
(2 584, 70,52 %), ES (461, 12,58 %) og LU (183, 4,99 %). På
den anden side af skalaen udstedte PL, PT og FI hver to blå EU-kort, NL og HU
et, mens BE, CY, EL og MT ingen udstedte[12].
CY fastsatte antallet af indrejsetilladelser til nul. I 2013 steg
antallet af udstedte blå EU-kort til mindst 15 261[13].
De fleste blå kort blev udstedt i DE (14 197)[14], LU (306) og FR (304). Tabel 2
viser, at de fleste af de blå EU-kort i 2012 blev udstedt til højt
kvalificerede indvandrere fra Asien (1 886) fulgt af Østeuropa (463),
Nordamerika (380), Sydamerika (278), Sydeuropa (227), Nordafrika (174) og
Centralamerika (118). Kun 78 højt kvalificerede arbejdstagere kom fra
resten af Afrika. 38 af dem, der fik et blåt EU-kort, kom fra Oceanien. De
oprindelseslande, der ud af 96 lande lå højst på listen i 2012, var Indien
(699), Kina (324), Rusland (271), USA (313) og Ukraine (149). De første
statistiske oplysninger for 2013 synes at bekræfte denne rækkefølge. Kun
for 294 af de 3 664, der fik et blåt kort i 2012, fremgår det, hvilket job
de udførte (8,02 %)[15], hvilket ikke er tilstrækkeligt til at
være repræsentativt. I DE
blev der i de første seks måneder af 2013 udstedt et blåt EU-kort til
6 131 indvandrere, hvoraf 4 442 (72,45 %) var indrejst inden
2013[16], mens kun 1 689 (27,55 %)
netop var ankommet[17]. I de
første 9 måneder af 2013 blev der udstedt 8 888 blå EU-kort i
DE, hvoraf de 4 100 (46,13 %) var inden for job, hvor der var mangel
på arbejdskraft[18], og 4 788 (53,87 %) var i
standardjob[19]. I denne periode blev der udstedt
6 971 (78,43 %) blå kort til mænd og 1 914 (21,53 %) til
kvinder i DE[20]. Blå EU-kort blev i DE i denne periode udstedt til indvandrere i
alderen:
0 –
25 år: 183 (2,06 %)
25
– 35 år: 6 533 (73,50 %)
35
– 45 år: 1 765 (19,86 %)
45
– 55 år: 308 (3,47 %)
55
– 65 år: 95 (1,07 %)
65
år og derover: 4 (0,05 %)
1.2.
Nationale ordninger for højt kvalificerede indvandrere (artikel 3, stk. 4)[21]
Mange
medlemsstater har udformet nationale politikker for at tiltrække højt
kvalificerede indvandrere uden for ordningen med det blå EU-kort[22]. Nogle
medlemsstater har sat særlig fokus på en bestemt gruppe personer[23] eller bestemte erhvervsområder, hvor
der er specifikke behov og mangler på arbejdsmarkedet[24].
De fleste promoverer sig som bestemmelseslande for højt kvalificerede
arbejdstagere og letter deres indrejse ved hjælp af hasteprocedurer for
udstedelse af tilladelser og visa, undtagelser fra de almindelige
indvandringskrav og arbejdsmarkedstest, informationskampagner og andre
incitamenter. Ordningerne i disse medlemsstater varierer fra pointbaserede
ordninger til arbejdsgiverstyrede, efterspørgselsbaserede ordninger. Flere
medlemsstater, som har sådanne nationale politikker, har en højere andel af
højt kvalificerede indvandrere[25] i deres indvandrerbefolkning end nogle
af de medlemsstater, der ikke har sådanne politikker[26].
Tabel 3
tyder på, at det forhold, at der findes nationale ordninger for højt
kvalificerede arbejdstagere, kan påvirke antallet af blå EU-kort, der udstedes
i visse medlemsstater. I 2012 blev der i NL udstedt 5 514 nationale
tilladelser, men kun et blåt EU-kort, i FR 3 030 sammenlignet med
77 blå EU-kort, i AT 1 158 sammenlignet med 124 blå EU-kort, i
ES 1 136 sammenlignet med 461 blå EU-kort og i FI 748 sammenlignet
med 2 blå EU-kort. Bemærkelsesværdige
undtagelser i den anden retning er DE med 210 nationale tilladelser
sammenlignet med 2 584 blå EU-kort, LU med 21 nationale kort
sammenlignet med 183 blå EU-kort og RO med ingen nationale kort
sammenlignet med 46 blå EU-kort.
1.3.
Antal indrejsetilladelser (artikel 6)
De fleste
medlemsstater har valgt ikke at fastsætte et bestemt antal indrejsetilladelser
for højt kvalificerede indvandrere, men nogle medlemsstater[27]
har fastsat bestemmelser om denne mulighed, jf. artikel 79,
stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De
medlemsstater, der rent faktisk har fastsat antallet af indrejsetilladelser,
har gjort det på forskellig måde. Medlemsstaterne er forpligtet til at give
meddelelse, hvis de vedtager foranstaltninger til indførelse af et bestemt
antal indrejsetilladelser[28]. I nogle
medlemsstater[29]
beregnes antallet af indrejsetilladelser som en procentdel af den nationale
arbejdsstyrke eller befolkning eller afhængigt af størrelsen af arbejdsløsheden
eller arbejdsmarkedets krav, nogle gange efter region og specialisering. I
flere medlemsstater[30]
fastsætter de relevante ministre antallet af indrejsetilladelser hvert eller
hvert andet år. Kun to
medlemsstater[31]
har givet Kommissionen meddelelse om antallet af indrejsetilladelser.
1.4.
Etnisk rekruttering (artikel
3, stk. 3 og artikel 8, stk. 4)
Ingen
medlemsstater har indgået en aftale med et tredjeland, der indeholder en liste
over erhverv, der ikke bør falde ind under direktivet, for derved at sikre en
etnisk rekruttering i sektorer, der mangler personale fra udviklingslandene. BE, CY, DE[32],
EL, LU and MT har indført mulighed for at give afslag på en ansøgning for at
sikre etnisk rekruttering i sådanne sektorer. Medlemsstater, der benytter sig
af disse bestemmelser, er forpligtet til at give meddelelse om deres afgørelser[33].
Der er ikke blevet givet underretning om afslag af disse grunde. I lyset af det
lave antal blå EU-kort, der på nuværende tidspunkt udstedes til højt
kvalificerede indvandrere fra de mindst udviklede lande, er risikoen for hjerneflugt
fra disse lande fortsat begrænset. Risikoen for hjerneflugt kan være højere,
hvad angår mellemindkomstlande. Nogle medlemsstater[34]
løser problemet med hjerneflugt og hjernemobilitet via den nationale
lovgivning, bilaterale aftaler og/eller samarbejde med oprindelseslandene.
2.
Medlemsstaternes gennemførelse af direktivet
2.1.
Definitioner (artikel 2)
De fleste
medlemsstater har medtaget definitionerne af "højt kvalificeret
beskæftigelse", "højere faglige kvalifikationer",
"kvalifikation fra en højere uddannelsesinstitution",
"erhvervserfaring" og "lovreguleret erhverv" i deres
nationale lovgivning, selv om der er variationer i terminologien,
anvendelsesområdet og inden for medlemsstater med føderale strukturer. DE[35], EE,
EL, ES, FR, LT, LU, MT, PL, PT, SE og SK har valgt at anvende undtagelsen,
hvorved mindst fem års relevant erhvervserfaring på et niveau svarende til
kvalifikationer fra en højere uddannelsesinstitution er tilstrækkelige som
bevis for højere faglige kvalifikationer[36].
2.2.
Kriterier for indrejse og løntærskel
(artikel 5)
Alle
medlemsstaterne kræver en gyldig arbejdskontrakt eller et bindende jobtilbud,
men DE og LV kræver ikke udtrykkeligt, at ansættelseskontrakten eller
jobtilbuddet skal være for et år[37].
Alle
medlemsstaterne kræver gyldige rejsedokumenter, men det er kun CY, EL, FI, LT,
MT, PT og SE, der har anvendt muligheden for at kræve, at rejsedokumenternes
gyldighedsperiode mindst skal dække opholdstilladelsens første
gyldighedsperiode. Som fastsat i direktivet kræver alle medlemsstaterne en sygeforsikring,
undtagen ES, hvor der ikke findes nogen tilsvarende bestemmelser. De fleste
medlemsstater[38]
kræver, at ansøgerne ikke udgør en trussel mod den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed eller folkesundheden. De fleste
medlemsstater har udnyttet muligheden i artikel 5, stk. 2, til at
kræve, at ansøgeren opgiver sin adresse i medlemsstaten[39].
AT, BE og NL kræver, at der gives meddelelse om adresseændringer, og IT og LU
bevis for passende bolig. De fleste
medlemsstater har fastsat løntærsklen nominelt på 1,5 gange den
gennemsnitlige bruttoårsløn, men nogle medlemsstater har udnyttet muligheden i
direktivet for at fastsætte højere tærskler[40],
jf. artikel 5, stk. 3. De fleste medlemsstater har indført en
beregningsmetode i deres lovgivning[41].
LV, EE, HU, SK og LT beregner løntærsklen på grundlag af en gennemsnitlig
bruttomånedsløn. Nogle medlemsstater anvender andre formler eller kriterier end
den gennemsnitlige bruttoårsløn til at beregne tærsklen[42].
De fleste medlemsstater synes at anvende nationale data til at fastsætte
løntærsklen. Medlemsstaterne opfordres til at anvende Eurostats data[43],
i det mindste som et benchmark[44].
Medlemsstaterne
er forpligtet til at fastsætte og offentliggøre de relevante løntærskler.
Kommissionens gennemgang af oplysningerne på EU's indvandringsportal[45]
og de nationale websteder viser imidlertid, at i mange medlemsstater
offentliggøres eller ajourføres løntærsklen ikke, er det svært at finde den,
eller er den kun tilgængelig på det nationale sprog[46].
Medlemsstaterne har ikke givet Kommissionen meddelelse om løntærskler eller
årlige ajourføringer heraf. I direktivet kræves det, at Kommissionen vurderer,
hvor relevant løntærsklen[47]
er, hvad den kun kan gøre, hvis den hvert år får meddelelse om løntærsklerne. En sammenligning
af de foreliggende løntærskler med oplysninger fra Eurostat og OECD om de
gennemsnitlige bruttoårslønninger tyder på, at tærsklen i nogle medlemsstater
ikke svarer til mindst 1,5 gange den gennemsnitlige bruttoårsløn
(tabel 4). CY, DE, EE, EL,
ES, HU, LU, MT og PT har i deres nationale lovgivning indført muligheden for at
anvende en løntærskel på mindst 1,2 gange den gennemsnitlige bruttoårsløn
i erhverv, hvor der er et særligt stort behov for vandrende arbejdstagere, og
som henhører under de store ISCO-grupper 1 og 2. Kommissionen har kun kendskab
til, at DE, EE, HU og LU reelt har benyttet sig af denne undtagelsesmulighed
for at fastsætte en lavere løntærskel, selv om ingen af dem som krævet har
givet Kommissionen meddelelse om den årlige liste over erhverv, hvor der er
truffet beslutning om en sådan undtagelse.
2.3.
Det blå EU-korts gyldighedsperiode (artikel 7,
stk. 2)
Medlemsstaterne skal fastsætte en
standardgyldighedsperiode for det blå EU-kort i deres lovgivning på mellem et
og fire år, som i princippet finder anvendelse på alle ansøgninger og
forlængelser i de respektive medlemsstater. Hvis
ansættelseskontrakten dækker en periode, der er kortere end denne periode,
udstedes eller forlænges det blå EU-kort som en undtagelse for et tidsrum
svarende til ansættelseskontraktens længde plus tre måneder. Det blå EU-korts
minimumsgyldighed er et år, da det er minimumsvarigheden af den nødvendige
ansættelseskontrakt eller jobtilbuddet[48]. Muligheden
for at forlænge gyldigheden af det blå EU-kort er implicit i direktivet og uden
begrænsninger, så længe betingelserne er opfyldt[49].
Det blå EU-korts
standardgyldighedsperiode[50]
er et år i BG, CY, ES, LT, MT og PT og 13 måneder i BE. AT, CZ, EL, FI,
IT, LU, PL, RO, SE og SI har fastsat perioden til to år og EE til to år og tre
måneder. FR og SK har fastsat den til tre år og DE, HU og NL til fire år. LV
har fastsat den til fem år. Hvis
ansættelseskontrakten eller det bindende jobtilbud dækker en periode, der er
kortere end standardgyldighedsperioden, udstedes eller forlænges det blå
EU-kort i næsten alle medlemsstater[51]
for et tidsrum svarende til ansættelseskontraktens længde plus tre måneder.
Hvis ansættelseskontrakten ved forlængelsen af det blåt EU-kort er på under et
år, kan det betyde, at der udstedes et blåt EU-kort, der er gyldigt i mindre
end et år. Hvis den første ansættelseskontrakt eller det første jobtilbud er på
under et års varighed, skal der gives afslag[52]. IT har
sondret mellem ansættelseskontrakter af ubegrænset varighed, for hvilke det blå
korts gyldighedsperiode fastsættes til to år, og alle andre
ansættelseskontrakter, hvor gyldighedsperioden svarer til
ansættelseskontraktens varighed plus tre måneder. Alle
medlemsstater synes at tillade forlængelser, men nogle medlemsstater[53]
har fastsat bestemmelser om en anden (og længere) gyldighedsperiode i tilfælde
af forlængelser end for det første blå EU-kort i stedet for at anvende én
standardgyldighedsperiode. SE har begrænset den kumulative længde af det
oprindelige blå EU-kort plus forlængelser til fire år.
2.4.
Arbejdsmarkedstest (artikel 8, stk. 2)[54]
AT, BE, BG, CY,
ES, HU, IT, LU, MT, PL, SK og SI har i deres nationale lovgivning fastsat
bestemmelse om mulighed for at gennemføre arbejdsmarkedstest. De fleste
medlemsstater[55]
har valgt at anvende denne mulighed til at kontrollere, om de pågældende
ubesatte stillinger ikke kan besættes af deres egne borgere eller EU-borgere.
2.5.
Inddragelse eller afslag på forlængelse af det blå
EU-kort (artikel 9)
Næsten alle
medlemsstater[56] har
benyttet sig af muligheden[57] for at
inddrage eller ikke forlænge det blå EU-kort af hensyn til den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden. I AT, BE, ES, FI, FR og
IT er dette omfattet af de almindelige bestemmelser eller betingelser for
indrejse. AT, BE, BG, DE, EE, IT, NL, PL og SK anvender begrebet "den
offentlige orden", og AT, BE, BG, EL, FR, IT og PL anvender ikke begrebet "folkesundhed". De fleste
medlemsstater[58] har
valgt muligheden for at inddrage og ikke forlænge det blå EU-kort, når
indehaveren af det blå EU-kort ikke har tilstrækkelige midler til at forsørge
sig selv og sine familiemedlemmer uden at skulle gøre brug af den pågældende
medlemsstats sociale bistandssystem[59]. BE, BG, CY, EE,
ES, HU, MT og PL har valgt muligheden for at inddrage eller ikke forlænge det blå
EU-kort, hvis den pågældende ikke har oplyst sin adresse[60]. CY,
CZ, EE, EL, MT, RO og SK har valgt muligheden for at inddrage eller ikke
forlænge det blå EU-kort, hvis indehaveren af det blå EU-kort ansøger om social
bistand, forudsat at medlemsstaten på forhånd har givet den pågældende
tilstrækkelig skriftlig information[61].
2.6.
Indgivelse af ansøgninger om indrejsetilladelse
(artikel 10)
Et flertal af
medlemsstaterne kræver, at det er indvandrerne, der ansøger om det blå EU-kort.
CY, ES, FR, IT og MT kræver, at det er arbejdsgiveren, der gør det. I BE og LV
skal indvandreren og arbejdsgiveren ansøge om det blå EU-kort, mens det i NL,
AT, PT og SI kan være enten indvandreren eller arbejdsgiveren, der ansøger. I
AT og NL kan en advokat indsende ansøgningen. I de fleste medlemsstater[62]
er der fastsat bestemmelser om, at ansøgningerne kan behandles, når ansøgeren
enten opholder sig uden for eller allerede har ophold i medlemsstaten og er i
besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller et nationalt visum til
længerevarende ophold[63].
De fleste medlemsstater[64]
anvender undtagelsesbestemmelsen om, at der kan indgives ansøgning, selv om
ansøgeren ikke har en gyldig opholdstilladelse, men opholder sig lovligt på
medlemsstatens område (artikel 10, stk. 3). LU og SE anvender
standstill-undtagelsen i artikel 10, stk. 4, nemlig at der kun kan
indgives ansøgning fra et sted uden for deres område[65].
2.7.
Proceduremæssige garantier (artikel 11)
De fleste
medlemsstater har fastsat den frist, inden hvilken der skal træffes afgørelse
om en fuldstændig ansøgning og gives en skriftlig meddelelse til ansøgeren, til
90 dage[66],
men nogle har fastsat en kortere frist på 60 dage (EE, LT og PT; SK og PL
i komplicerede sager), 56 (AT), 45 (ES), 30 (LV, RO og SI; SK og PL i
ukomplicerede sager) og 7 (BG) dage. De fleste medlemsstater har fastsat
bestemmelser om følgerne af, at der ikke træffes afgørelse inden for fristen[67];
i BE, EL, IT og PL gives der mulighed for at forlænge fristen. I tilfælde af en
ufuldstændig ansøgning har de fleste medlemsstater fastsat en frist for
fremlæggelse af supplerende oplysninger og suspendering af fristen for
behandling af ansøgningen. Alle medlemsstaterne skal give skriftlig meddelelse
i tilfælde af afslag på ansøgninger om det blå EU-kort, eller hvis det blå
EU-kort ikke forlænges eller inddrages, og præcisere fristen for at klage.
2.8.
Rettigheder
Adgang
til arbejdsmarkedet (artikel 12) De fleste
medlemsstater[68]
har anvendt muligheden for efter de første to års begrænset adgang til
arbejdsmarkedet at give indehavere af det blå EU-kort samme behandling som
landenes egne borgere, hvad angår adgangen til højt kvalificeret beskæftigelse.
Næsten alle
medlemsstaterne[69]
kræver, at de kompetente myndigheder skal give tilladelse til, at indehaveren
af det blå EU-kort skifter arbejdsgiver i løbet af de første to år. Mange
medlemsstater[70]
kræver, at der gives meddelelse om eller forudgående tilladelse til ændringer,
der kan påvirke indrejsebetingelserne. Midlertidig
arbejdsløshed (artikel 13) Disse
bestemmelser er blevet gennemført af de fleste medlemsstater. Nogle
medlemsstater anvender gunstigere retlige bestemmelser eller begrænser
anvendelsen heraf til ufrivillig arbejdsløshed. Ligebehandling
(artikel 14) De fleste
medlemsstater anvender bestemmelserne om ligebehandling, selv om
anvendelsesområdet varierer, der i nogle medlemsstater ikke er sket en
udtrykkelig gennemførelse i national lovgivning heraf, og nogle medlemsstater
anvender gunstigere retlige bestemmelser[71]. CY, DE, EL, ES,
FI, LU, MT, PL og RO har anvendt muligheden for mulige begrænsninger, hvad
angår uddannelse og erhvervsuddannelse samt adgang til varer og tjenester. AT,
BE, CY, CZ, DE, EL, FI, LT, LU, MT, NL, PL og RO har anvendt muligheden for at
lade adgangen til universiteter og videregående uddannelse være omfattet af
særlige krav. De fleste
medlemsstater[72]
har ikke anvendt muligheden for at begrænse ligebehandlingen, når indehaveren
af det blå EU-kort flytter til en anden medlemsstat, og der endnu ikke er
truffet en positiv afgørelse om udstedelse af det blå EU-kort. Familiemedlemmer
(artikel 15) I 2012 blev der
udstedt 1 107 tilladelse til familiemedlemmer til indehavere af det blå
kort. I 2013 sluttede mindst
1 421 ægtefæller og 899 børn sig i DE til en indehaver af det
blå EU-kort[73]. Langt
de fleste indehavere af det blå EU-kort er imidlertid under 35 år og har
måske endnu ikke familie[74].
Kommissionen vil analysere dette yderligere. Status
som fastboende udlænding i EU til indehavere af det blå EU-kort
(artikel 16 og 17) AT,
BG, CY, DE, EE, ES, EL, LT, MT, LV, NL og RO har valgt at anvende muligheden i
medfør af artikel 16, stk. 5, til at begrænse undtagelserne fra
direktiv 2003/109/EF, når de berørte personer har været fraværende fra EU's
område.
2.9.
Ophold i andre medlemsstater (artikel 18 og
19)
En indehaver af
det blå kort, der ønsker at flytte til en anden medlemsstat efter
18 måneders lovligt ophold i den første medlemsstat, skal ansøge om et nyt
blåt EU-kort i den anden medlemsstat. I praksis betyder det, at der skal
foretages en ny vurdering af, om indehaveren af det blå kort opfylder de
betingelser, der finder anvendelse i den anden medlemsstat. Der er en vis
grad af variation i indrejsebetingelserne og betydelige forskelle i
løntærsklerne medlemsstaterne imellem. Det
er endnu ikke muligt at vurdere virkningerne af mobiliteten inden for EU som
følge af det blå EU-kort, da en betydelig del af indehaverne af det blå EU-kort
endnu ikke har opfyldt kravet om 18 måneders ophold.
3.
Konklusioner og næste skridt
Der er store
forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår antallet af udstedte blå kort.
Medlemsstatens størrelse og økonomiske situation kan have indvirkning på, hvor
attraktivt landet er, men det forklarer ikke fuldt ud de store variationer. En
del af svaret kan også findes i de politiske valg, der træffes i
medlemsstaterne, som anvender og promoverer det blå EU-kort på meget
forskellige måder. Der blev
forhandlet om direktivet om det blå kort, og det blev vedtaget, inden
Lissabontraktaten trådte i kraft. Under det tidligere system krævedes der
enstemmighed i Rådet i stedet for det nuværende kvalificerede flertal, og
Europa-Parlamentet var ikke medlovgiver. Det førte til lange og svære
forhandlinger om Kommissionens forslag. I det direktiv, der kom ud af disse
forhandlinger, fastsættes der kun minimumsstandarder, og medlemsstaterne har et
stort råderum, hvor de kan anvende mange "kan-klausuler" og
henvisninger til national lovgivning. De nationale
ordninger for at tiltrække højt kvalificerede indvandrere konkurrerer i mange
medlemsstater med det blå EU-kort og med hinanden. Nogle medlemsstater har
imidlertid foretaget et politisk valg til fordel for det blå EU-kort, hvilket
afspejles i det store antal kort, der er udstedt. Andre medlemsstater har valgt
at fremme deres nationale ordninger. Selv om antallet
af blå EU-kort steg i de fleste medlemsstater mellem 2012 og 2013, er det for
tidligt at drage konklusioner, hvad angår det blå EU-korts virkninger for at
tiltrække højt kvalificerede indvandrere til EU. Kommissionen er bekymret over
hullerne i gennemførelsen af direktivet, den lave grad af kohærens, de
begrænsede rettigheder og hindringerne for mobiliteten internt i EU. Denne rapport
viser, at medlemsstaterne generelt mangler at indsende oplysninger og give
meddelelse om foranstaltninger, de har truffet ved anvendelsen af direktivet,
f.eks. vedrørende indrejsetilladelser, arbejdsmarkedstest, etnisk rekruttering
og løntærskler[75].
For at ordningen med det blå EU-kort kan fungere, og for at vurdere, hvor
attraktiv den er, er det nødvendigt, at der foreligger pålidelige, detaljerede
og ajourførte oplysninger om f.eks. mobiliteten internt i EU. Der er blevet
konstateret en række mangler ved gennemførelsen af direktivet. Kommissionen vil
øge indsatsen for at sikre, at direktivet gennemføres og anvendes korrekt i
hele EU. Tre år efter fristen for gennemførelse er det på høje tid, at
direktivet anvendes fuldt ud. For at sikre det vil Kommissionen afholde møder
med medlemsstaterne og om nødvendigt anvende sine beføjelser i medfør af
traktaten. Derudover skal
potentielle højt kvalificerede indvandrere og arbejdsgiverne informeres bedre
om det blå EU-kort. Kommissionen vil udnytte de eksisterende websider, f.eks.
EU's indvandringsportal, bedst muligt og opfordre medlemsstaterne til at
forbedre deres bestemmelser om informering om ordningen og skabe øget
bevidsthed herom via andre relevante kanaler. På grundlag af
de foreliggende oplysninger og i lyset af det korte tidsrum, direktivet har
været i kraft, foreslår den på nuværende tidspunkt ingen ændringer. Tabel
1: Det blå EU-kort i 2012 og 2013 Det blå EU-kort efter type afgørelse || || Familiemedlemmer til indehavere af det blå EU-kort, som har fået tilladelse til indrejse, efter type afgørelse || Udstedt || Forlænget || Inddraget || || Udstedt || Forlænget || Inddraget || 2012 || 2013 || 2012 || 2013 || 2012 || 2013 || || 2012 || 2013 || 2012 || 2013 || 2012 || 2013 I alt || 3 664 || 15 261 || 146 || 170 || 1 || 0 || || 1 107 || 2 || 108 || 0 || 0 || 0 BE || 0 || 5 || : || || : || || || 0 || || 0 || || 0 || BG || 15 || 25 || 0 || || 0 || || || 5 || || 0 || || 0 || CZ || 62 || 74 || 1 || 25 || 0 || || || 35 || || 0 || || 0 || DE || 2 584 || 14 197 || 0 || || : || || || 270 || || 0 || || : || EE || 16 || 12 || 0 || 0 || 0 || 0 || || 18 || 2 || 0 || 0 || 0 || 0 EL || 0 || 0 || || || || || || : || || : || || : || ES || 461 || f.e.i. || 91 || || 0 || || || 385 || || 82 || || 0 || FR || 126 || 304 || 49 || 133 || || || || : || || : || || : || IT || 6 || 112 || : || || : || || || : || || : || || : || CY || 0 || 0 || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || LV || 17 || 13 || 0 || 12 || 0 || || || 8 || || 0 || || 0 || LT || I kraft: 2013 || 40 || || || || || || || || || || || LU || 183 || 306 || 0 || || 0 || || || 223 || || 0 || || 0 || HU || 1 || 3 || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || MT || 0 || f.e.i. || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || NL || 1 || f.e.i. || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || AT || 124 || f.e.i. || 5 || || 0 || || || 155 || || 25 || || 0 || PL || 2 || 27 || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || PT || 2 || f.e.i. || 0 || || 0 || || || 0 || || : || || : || RO || 46 || 119 || 0 || || 0 || || || : || || : || || : || SI || 9 || f.e.i. || 0 || || 1 || || || 3 || || 1 || || 0 || SK || 7 || 8 || 0 || || 0 || || || 5 || || 0 || || 0 || FI || 2 || 5 || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 || SE || I kraft: 2013 || 2 || || 0 || || 0 || || || 0 || || 0 || || 0 HR || I kraft: 2013 || 9 || || || || || || || || || || || Kilder: Eurostat, blå kort efter type afgørelse, erhverv og
nationalitet [migr_resbc1]; familiemedlemmer til indehavere af det blå EU-kort,
der har fået indrejse, efter type afgørelse og nationalitet [migr_resbc2],
oplysninger udtrukket den 16.4.2014. Oplysninger for
2013: EMN's ad hoc-undersøgelse (svarfrist: 20.2.2014), direkte kontakt med
flere medlemsstater. Bemærkninger vedrørende oplysningerne
for 2013: LT, RO: Foreløbige oplysninger f.e.i.: foreligger endnu ikke. Tabel
2: Det blå EU-kort efter nationalitet i 2012 I alt || 3 664 || || || Asien || 1 886 || || || || || || Sydasien[76] || 869 || || || Østasien[77] || 489 || || || Vestasien[78] || 410 || || || Sydøstasien[79] || 99 || || || Centralasien[80] || 19 Nord-, Syd- og Mellemamerika || 783 || || || || || || Nordamerika[81] || 380 || || || Sydamerika[82] || 278 || || || Centralamerika[83] || 118 || || || Caribien[84] || 7 Europa || 690 || || || || || || Østeuropa[85] || 463 || || || Sydeuropa[86] || 227 Afrika || 252 || || || || || || Nordafrika[87] || 174 || || || Midtafrika[88] || 35 || || || Sydafrika[89] || 18 || || || Vestafrika[90] || 15 || || || Østafrika[91] || 10 Oceanien[92] || 38 || || || Resterende lande || 15 || || || || || || Ukendt || 9 || || || Statsløse || 6 Kilde:
Eurostat, det blå EU-kort efter type afgørelse, erhverv og nationalitet
[migr_resbc1].
Tabel
3: Sammenligning med de nationale ordninger for højt kvalificeret beskæftigelse || Første tilladelser inden for rammerne af de nationale ordninger || || Blå kort || 2008 || 2009 || 2010 || 2011 || 2012 || || 2012 || 2013 I alt || 16 157 || 14 980 || 16 999 || 19 604 || 19 988 || || 3 664 || 15 261 BE || 3 577 || 1 202 || 106 || 119 || 98 || || 0 || 5 BG || || || || 0 || 0 || || 15 || 25 CZ || || 18 || 0 || 0 || 69 || || 62 || 74 DE || 96 || 119 || 122 || 177 || 210 || || 2 584 || 14 197 EE || || || 0 || 0 || 0 || || 16 || 12 EL || 0 || 0 || 0 || 0 || 0 || || 0 || 0 ES || 2 884 || 2 071 || 1 244 || 1 650 || 1 136 || || 461 || f.e.i. FR || 1 681 || 2 366 || 2 554 || 3 148 || 3 030 || || 126 || 304 IT || || || 1 984 || 1 563 || 1 695 || || 6 || 112 CY || 393 || 436 || 634 || 551 || 600 || || 0 || 0 LV || || 85 || 114 || 97 || 106 || || 17 || 13 LT || || || 138 || 186 || 225 || || I kraft: 2013 || 40 LU || || 96 || 74 || 102 || 21 || || 183 || 306 HU || || || || 0 || 0 || || 1 || 3 MT || 0 || 0 || || 0 || 0 || || 0 || f.e.i. NL || 6 411 || 4 895 || 5 531 || 5 594 || 5 514 || || 1 || f.e.i. AT || 827 || 575 || 668 || 868 || 1 158 || || 124 || f.e.i. PL || || || 12 || || 314 || || 2 || 27 PT || 288 || 307 || 342 || 282 || 313 || || 2 || f.e.i. RO || || || || 0 || 0 || || 46 || 119 SI || 0 || 0 || || 0 || 0 || || 9 || f.e.i. SK || || 0 || || 0 || 0 || || 7 || 8 FI || || || || 861 || 748 || || 2 || 5 SE || || 2 810 || 3 476 || 4 406 || 4 751 || || I kraft: 2013 || 2 HR || || || || || || || I kraft: 2013 || 9 Kilder: Eurostat, det blå EU-kort efter type afgørelse, erhverv
og nationalitet [migr_resbc1], oplysninger udtrukket den 16.4.2014. Oplysninger for
2013: EMN's ad hoc-undersøgelse (svarfrist: 20.2.2014), direkte kontakt med
flere medlemsstater. Oplysninger om
nationale ordninger: Eurostat, begrundelser for aflønnede aktiviteter: højt
kvalificerede arbejdstagere, første tilladelser udstedt til aflønnede
aktiviteter efter begrundelse, gyldighedsperiode og nationalitet [migr_resocc],
oplysninger udtrukket den 17.2.2014. LT: migrationsdepartementet i Republikken
Litauens indenrigsministerium. Bemærkninger vedrørende oplysningerne
for 2013: LT, RO: Foreløbige oplysninger f.e.i.: foreligger endnu ikke. Tabel
4: Løntærskler (når der findes sådanne) og satser sammenlignet med bruttoårslønningerne
pr. medlemsstat [1] Rådets direktiv 2009/50/EF af 25.5.2009 (EUT L 155 af 18.6.2009, s.
17-29). [2] Da direktivet ikke finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der
indrejser i en medlemsstat i medfør af forpligtelser i en international aftale,
som gør det lettere for bestemte kategorier af fysiske personer inden for
handel og investering at indrejse og få midlertidigt ophold [artikel 3,
stk. 2, litra g)], omfatter denne rapport ikke højt kvalificerede
kategorier af modus 4-tjenesteydere. [3] AT, BE, BG, DE, EL, FR, IT, CY, LV, LT, LU, HU, MT, PL, PT, RO, SI,
SK, FI og SE. [4] Alle medlemsstater undtagen DK, IE og UK. HR's gennemførelse af
direktivet efter landets tiltrædelse af EU mangler endnu at blive vurderet, men
gennemførelsesbestemmelserne trådte i kraft til tiden den 1. juli 2013. [5] AT, BE, CZ, DE, EE, EL, ES, FI, FR, NL, LT, LU, SK, SI og SE. [6] BG, CY, EE, EL og RO. [7] AT, BE, CZ, DE, EL, FI, FR, HU, IT, LU, LV, NL, PT, SE og SI. [8] Meddelelsen er baseret på en undersøgelse, der er udført for
Kommissionen. [9]
Artikel 21. [10] Fire medlemsstater gennemførte direktivet til tiden, fem ved udgangen
af 2011, otte i første halvdel af 2012, fem i anden halvdel af 2012 og to først
i 2013. [11] http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/population/data/database. [12] HR, LT, SE: direktivet trådte i kraft i 2013. [13] Foreløbige og ufuldstændige statistiske oplysninger for
15 medlemsstater fra EMN's ad hoc-undersøgelse (svarfrist 20.2.2014); direkte
kontakter med indvandringsmyndighederne i flere medlemsstater. [14] Foreløbige oplysninger for DE. [15] Oplysninger kun indgivet af BG, CZ, EE, FI, FR, HU, IT, LV, PL, RO og
SI. [16] De havde studeret eller fået en faglig uddannelse i DE eller havde
ændret status fra en anden type arbejdstilladelse. [17] Kilde: Wanderungsmonitoring: Migration nach Deutschland, 1. Halbjahr 2013.
http://www.bamf.de/SharedDocs/Anlagen/DE/Publikationen/Broschueren/wanderungsmonitoring-I-halbjahr-2013.html. [18] "Mangelberufe": erhverv, inden for hvilke der er indkredset
et særligt behov for arbejdskraft i DE. [19] "Regelberufe": alle andre erhverv. [20] Køn ukendt for 3. [21] Yderligere oplysninger: EMN Study, Attracting Highly Qualified and
Qualified Third-Country Nationals, Synthesis Report, 2013, s. 16-21.
http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/networks/european_migration_network/reports/docs/emn-studies/attracting/emnsr_attractinghqworkers_finalversion_23oct2013_publication.pdf. [22] BE, EE, FI, EL, IT, LT, LU, SK, SI og SE har særlige bestemmelser for
bredere indvandringspolitikker. AT, CZ, DE, ES, FR, NL og PT har særlige
politikker, der er rettet mod højt kvalificerede indvandrere. [23] F.eks. personale med ledelsesansvar og
ledende medarbejdere, forskere og videnskabsmænd eller virksomhedsinternt
udstationerede. [24] F.eks. informations- og kommunikationsteknologi, sundhedssektoren, den
akademiske verden, finansielle tjenester eller ingeniørvirksomhed. [25] I 2012 blev 47 % af indvandrerne i SE klassificeret i UNESCO's
internationale standard for uddannelseskvalifikationer (ISCED) på niveau 5-6
(universitetsgrad og/eller PhD), og 35 % havde job i ISCO-grupperne 1-3
(ledere, fagfolk, teknikere og beslægtede fagfolk). I LU faldt 54 % ind
under ISCED-niveau 5-6 og 53 % under ISCO-grupperne 1-3. [26] CY, IT, LV, MT og PL tiltrækker ikke højere andele af højt
kvalificerede indvandrere, med undtagelse af CY, hvor 28 % blev
klassificeret på ISCED-niveau 5-6 i 2012. [27] BG, CY, EE, EL, HU, MT, RO og SI. [28] Artikel 20, stk. 1. [29] BG, EE, EL, HU og MT. [30] EE, EL, HU, MT og RO. CY forbyder højt kvalificerede arbejdstagere at
indrejse, men ministerrådet kan i undtagelsestilfælde tillade det afhængigt af
sektor, erhverv, specialisering og/eller oprindelsesland (nyvurdering mulig
efter et år). [31] CY: det nuværende antal er sat til nul. EL: som følge af den manglende
efterspørgsel har EL endnu ikke aktiveret sin ordning for ved ministeriel
afgørelse at fastsætte det højeste antal job med henblik på højt kvalificeret
beskæftigelse for tredjelandsstatsborgere. [32] DE har fastsat bestemmelse om mulighed for at anvende denne undtagelse
ved brug af en bekendtgørelse (endnu ikke tilfældet). [33] Artikel 20, stk. 1, og artikel 8, stk. 4. [34] Kilde: EMN Study, Attracting Highly Qualified and Qualified
Third-Country Nationals, Synthesis Report, 2013, s. 23. [35] DE har fastsat bestemmelse om mulighed for at anvende denne undtagelse
ved hjælp af en bekendtgørelse (endnu ikke tilfældet). [36]MT: mindst 10 års erhvervserfaring. [37] IT kræver, at fagfolk skal falde ind under niveau 1, 2 eller 3 i den
nationale klassifikation af erhverv ISTAT CP2011. [38] Med undtagelse af LU (ingen trussel mod internationale relationer) og
RO (en ren straffeattest og egnet til at udføre en bestemt arbejdsaktivitet ud
fra et lægeligt synspunkt). [39] Undtagen EL, FI, PT og SE. [40] RO (4 gange) og LT (2 gange). [41] Undtagen NL og PL: et bestemt beløb, der indekseres og offentliggøres
hvert år. [42] F.eks.: DE: lønniveauet svarer til 2/3 af den årlige øvre bidragsgrænse
til den lovpligtige pensionsfond (som er knyttet til den gennemsnitlige
bruttoløn). IT: 3 gange minimumsniveauet i tilfælde af fritagelse for
bidrag til sundhedsudgifterne. PT: 1,5 gange den nationale gennemsnitlige
bruttoårsløn eller 3 gange den indekserede sociale bistand. [43] Oplysninger om bruttoårslønninger (pr. arbejdsgiver) offentliggjort af
Eurostat for virksomheder med 10 eller flere arbejdstagere [earn_ses10_an].
Disse oplysninger indsamles hvert fjerde år via lønstrukturundersøgelser og
udgør en sammenlignelig kilde i hele EU. [44] Artikel 20, stk. 3, og betragtning 11. [45] http://ec.europa.eu/immigration/. [46] Kontrol udført i februar 2014. [47] Artikel 21. [48] Artikel 5, stk. 1, litra a). [49] Artikel 7, stk. 2, artikel 8, stk. 2,
artikel 9, stk. 1-3, artikel 11, stk. 3), artikel 14,
stk. 3, og artikel 20, stk. 2. [50] Flere medlemsstater har knyttet det blå EU-korts gyldighedsperiode til
ansættelseskontraktens længde plus tre måneder og fastsat en maksimumsperiode
(på 1-4 år, 5 år i LV) i stedet for en standardperiode. Derved
fastsættes der ikke tydeligt en standardgyldighedsperiode som krævet. [51] Undtagen i BE, FR og ES. [52] I henhold til indrejsebetingelserne i artikel 5, stk. 1,
litra a), kræves det, at ansættelseskontrakten eller jobtilbuddet er af
mindst et års varighed. AT, BG, CY, DE, HU, LT og LV synes ikke i deres
lovgivning at have fastsat krav om, at ansættelseskontrakten eller jobtilbuddet
mindst skal være af en bestemt varighed. [53] PT: først 1 år + 2 års forlængelse, ES: først 1 år +
2 års forlængelse, BE: først 13 måneder + 3 års forlængelse, EL:
først 2 år + 3 års forlængelse, EE: først 2 år og 3 måneder
+ 4 år og 3 måneders forlængelse. [54] Yderligere oplysninger om arbejdsmarkedstest: EMN Inform, Approaches
and tools used by Member States to identify labour market needs, december 2013
http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/networks/european_migration_network/reports/docs/emn-studies/emn-informs/emn_inform_on_labour_market_tests_5dec2013_final.pdf, og
EMN Study, Intra-EU Mobility of third-country nationals, 2013, s. 35-37.
http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/networks/european_migration_network/reports/docs/emn-studies/intra-eu-mobility/emn-synthesis_report_intra_eu_mobility_final_august_2013.pdf. [55] Undtagen CZ, DE, ES, FI, FR, LV, NL og PT. [56] Undtagen LV og SI. [57] Artikel 9, stk. 3, litra a). [58] BE, BG, CY, EE, EL, ES, FI, HU, IT, LT, LU, MT, NL, PT, RO og SI. [59] Artikel 9, stk. 3, litra b) [60] Artikel 9, stk. 3, litra c). [61] Artikel 9, stk. 3, litra d). [62] Med undtagelse af BG, hvor der kun kan indgives ansøgning fra dets
område. [63] EL kræver, at den pågældende forudgående har ansøgt om visum fra et
sted uden for landets område, og at vedkommende dernæst fra dets område sammen
med et visum indgiver en formel ansøgning om udstedelse af det blå EU-kort. [64] Undtagen BG, EL, ES, FR, IT, LV, PL og RO. [65] Tilsyneladende fandtes der i LU og SE en tilsvarende national
bestemmelse inden vedtagelsen af direktivet. [66] BE, CY, CZ, DE, EL, FI, FR, IT, HU, LU, MT, NL og SE. [67] CY: kun mulighed for at klage til højesteret, hvis de relevante
myndigheder har undladt at overholde reglerne (forfatningens artikel 146).
HU: kun almindelig forvaltningsret: en tilsynsmyndighed undersøger sager og
giver en lavere myndighed ordre til at træffe afgørelse inden 8 dage;
gebyret tilbagebetales, hvis forsinkelsen ikke skyldes ansøgeren. [68] Undtagen BE, BG, CY, CZ, EL, LV, MT, PL og SE. [69] Undtagen FI og FR. [70] Undtagen DE, EE, ES, FI, FR, HU, IT, LT og SK. [71] Kommissionen er ved at analysere sagen nærmere og indhente
præciseringer fra medlemsstaterne. [72] Undtagen CY, EL, FR, MT og SK. [73] Foreløbige oplysninger for de første ni måneder af 2013 (EMN's ad
hoc-undersøgelse, svarfrist: 20.2.2014). [74] DE i 2013: 6 716 (75,56 %) under 35 år. [75] Artikel 5, stk. 5, og artikel 20, stk. 1
(vedrørende artikel 6, artikel 8, stk. 2, artikel 8,
stk. 4, og artikel 18, stk. 6) og artikel 22 (vedrørende
artikel 16, 18 og 20). [76] Afghanistan, Bangladesh, Indien, Iran, Nepal, Pakistan, Sri Lanka. [77] Japan, Kina (herunder Hong Kong), Mongoliet, Nordkorea, Sydkorea,
Taiwan. [78] Armenien, Aserbajdsjan, De Forenede Arabiske Emirater, Georgien, Irak,
Israel, Jordan, Libanon, Saudi-Arabien, Syrien, Tyrkiet, Yemen. [79] Cambodia, Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Singapore, Thailand,
Vietnam. [80] Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan. [81] Canada, USA. [82] Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Ecuador, Guyana,
Paraguay, Peru, Uruguay, Venezuela. [83] Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Mexico, Panama. [84] Cuba, Den Dominikanske Republik, Haiti, Trinidad og Tobago. [85] Hviderusland, Moldova, Rusland, Ukraine. [86] Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo (jf. FN's Sikkerhedsråds
resolution 1244/99), Kroatien, Montenegro Serbien, Den Tidligere Jugoslaviske
Republik Makedonien. [87] Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Sudan, Tunesien. [88] Angola, Cameroun, Gabon. [89] Sydafrika. [90] Benin, Burkina Faso, Elfenbenskysten, Ghana, Mauretanien, Nigeria,
Senegal. [91] Etiopien, Madagaskar, Mauritius, Tanzania, Zambia, Zimbabwe. [92] Australien, New Zealand.