RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET Første fase af gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (2008/56/EF) Europa-Kommissionens vurdering og vejledning /* COM/2014/097 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG
EUROPA-PARLAMENTET Første fase af gennemførelsen af
havstrategirammedirektivet (2008/56/EF) Europa-Kommissionens vurdering og
vejledning Godt fem år efter havstrategirammedirektivets
ikrafttræden markerer denne rapport afslutningen på den første fase af dets
gennemførelse, som fastsætter ambitionsniveauet. Der er foretaget indsamling og
analyse af oplysninger i et hidtil ukendt omfang, og medlemsstaterne har i den
forbindelse fremsendt en vurdering af tilstanden af deres have og oceaner (indledende
vurdering), defineret, hvad de betragter som "god miljøtilstand" for
deres havområder, og fastsat en række mål til at bygge bro over kløften mellem
den nuværende situation, og hvor de ønsker at være i 2020, når den gode miljøtilstand
skal være opnået. Analysen har givet mulighed for en bred offentlig debat om
beskyttelsen af havmiljøet, samlet store mængder viden om vores have og skabt
mere regionalt samarbejde, særlig gennem regionale havkonventioner. Samtidig
giver Kommissionens vurdering af medlemsstaternes rapporter anledning til
bekymring: Medlemsstaternes definition af en god miljøtilstand og den vej, de
angiver for at nå målet, viser gennemgående et begrænset ambitionsniveau og
tager sjældent hensyn til gældende forpligtelser og standarder, ligesom der
mangler kohærens inden for EU, selv mellem nabolande inden for den samme
havregion. I december 2013 havde næsten alle de berørte
medlemsstater rapporteret til Europa-Kommissionen.[1] Den nuværende rapport
afspejler, at oplysningerne kun er delvist tilgængelige, for så vidt angår
visse medlemsstater, og at én medlemsstat slet ikke har aflagt rapport.
Europa-Kommissionen har indledt traktatbrudssager i de tilfælde, hvor det var
relevant. Foruden de retlige tiltag vil Europa-Kommissionen overveje, hvordan
den skal kommunikere sin vurdering og vejledning videre til de medlemsstater,
der ikke er omfattet af denne rapport, når de har aflagt fuldstændig rapport. På baggrund af denne analyse fremlægges der i
nærværende rapport en vejledning[2]
i form af henstillinger, der skal gennemføres i EU og på regionalt og national
plan. I stedet for at anbefale, at der foretages en ny rapportering i de
tilfælde, hvor der er fundet mangler, præsenterer Kommissionen i denne rapport
og i det vedlagte arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene en proaktiv
og fremtidsorienteret tilgang. Målet er at yde konkret vejledning i at håndtere
de udfordringer, der er blevet udpeget, og derved gøre den videre
gennemførelsesproces mindre omkostningstung og mere effektiv. Det arbejdsdokument fra Kommissionens
tjenestegrene[3],
som ledsager denne rapport, indeholder en mere detaljeret analyse af
medlemsstaternes rapportering om direktivets 11 kvalitative deskriptorer
vedrørende havmiljøet (f.eks. biodiversitet, ikke-hjemmehørende arter, fisk,
fødenets sundhed, forurenende stoffer, affald og undervandsstøj) sammen med
mere detaljerede anbefalinger og specifikke, landebaserede vurderinger og
anbefalinger. Senere i 2014 vil Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter udarbejde
dybdegående vurderinger af de mere tekniske aspekter ved medlemsstaternes
rapportering. Det Europæiske Miljøagentur (EEA) vil også drage konklusioner om
havmiljøets overordnede tilstand i Europa. 1. De europæiske haves tilstand Europas have udgør tilsammen et større område
end Europas landområde, og havene er hjemsted for et rigt, skrøbeligt og
enestående liv, som vi endnu kender meget lidt til.
De marine økosystemer står over for et stigende pres fra den menneskelige
aktivitet både til lands og til søs, idet 41 % af Europas befolkning bor i
kystområderne, og den økonomiske aktivitet, der er afhængig af havmiljøet, er stigende.
Medlemsstaternes rapporter bekræfter, at Europas have ikke er i en
"god miljøtilstand". Der er en række forskellige grunde til dette,
særlig at: ·
39 % af fiskebestandene i det nordøstlige
Atlanterhav og 88 % af fiskebestandene i Middelhavet og Sortehavet stadig
er overfiskede, og situationen forbedres kun langsomt[4] ·
forureningen i havmiljøet er aftaget nogle steder,
men niveauerne af næringsstoffer og visse farlige stoffer er stadig
gennemgående over grænserne for, hvad der er acceptabelt. Iltsvind som følge af
forurening med næringsstoffer er særlig alvorligt i Østersøen og Sortehavet ·
affald i havet, især plastik, er et stadig større
problem både på verdensplan og i EU. I Nordsøen har mere end 90 % af
mallemukkerne plastik maven, og i gennemsnit findes der 712 affaldsgenstande
pr. 100 meter strand ved Atlanterhavskysten. Virkningerne af dette stadig større problem er mange, og omfanget af
dem kendes endnu ikke ·
klimaændringer også bidrager til yderligere at
forringe de marine økosystemer. Klimaændringerne vurderes dog ikke direkte i
havstrategirammedirektivet. Der er behov for en større
indsats for at opfylde 2020-målet om at opnå en god miljøtilstand som led i en
fuldstændig, passende, konsistent og kohærent gennemførelse af
havstrategirammedirektivet. 2. De vigtigste principper i
vurderingen Kommissionen har anvendt et sæt principper til
at vurdere, hvorvidt de oplysninger, medlemsstaterne har fremsendt, udgør en
fuldstændig, passende, konsistent og kohærent ramme[5], som krævet i henhold
til artikel 8 (indledende vurdering), 9 (beskrivelse af en god miljøtilstand)
og 10 (miljømål) i direktivet. Kommissionen har især overvejet, hvorvidt –
medlemsstaternes rapporter dækkede alle relevante
deskriptorer og alle havområder for alle relevante bestemmelser –
beskrivelsen af en god miljøtilstand var specifik
og kvantificerbar, således at det er muligt at vurdere fremskridtene i
gennemførelsen –
beskrivelserne af en god miljøtilstand inden for
samme havregion eller ‑subregion er kohærente –
den indledende vurdering afspejlede den
tilgængelige videnskabelige viden på de områder, direktivet dækker, og gjorde
det muligt at fastsætte et basisscenario til brug ved sammenligning fremover –
de opstillede mål afspejlede resultaterne i den
indledende vurdering og i beskrivelsen af en god miljøtilstand, således at
medlemsstaterne realistisk set kan opnå en god miljøtilstand senest i 2020 –
medlemsstaterne tog hensyn til gældende
EU-forordninger og -politikker med relation til havmiljøet, såvel som relevante
standarder, der er fastsat i regionale havkonventioner, i de tilfælde hvor der
ikke fandtes en EU-standard. En række spørgeskemaer beskriver enkelthederne
om disse principper[6].
Hvis en medlemsstat ikke har overholdt et eller flere af principperne, har den
fået vurderingen "delvis tilstrækkelig" eller
"tilstrækkelig", "ikke konsekvent" og/eller "lav"
eller "middel" med hensyn til kohærens. Hvis alle principperne blev
overholdt, selv på et minimum, medførte det vurderingerne "tilstrækkelig",
"konsekvent" og "kohærent". Kun hvis de sidstnævnte kriterier opfyldes af
alle medlemsstater, kan det afgøres, hvorvidt de gældende politikker sætter EU
i stand til som helhed at opnå "økologisk mangfoldige og dynamiske
oceaner og have, der er rene, sunde og produktive"[7] senest i 2020. På
nuværende tidspunkt er dette ikke tilfældet. Nogle få eksempler illustrerer
problemet: –
Medlemsstaterne rapporterede om forskellige lister
over arter og habitater, idet nogle medlemsstater så bort fra de lister, der er
fastsat i habitatdirektivet, og nogle så bort fra habitater, der findes i deres
farvande. –
Medlemsstaterne identificerede forskellige
forurenende stoffer, der er anført på listen over prioriterede stoffer i
henhold til vandrammedirektivet, idet de fokuserede på nogle stoffer og så bort
fra andre. –
Kun få medlemsstater angav tydeligt, at udnyttelsen
af alle fiskebestande skal foregå på eller under niveauerne for det maksimalt
bæredygtige udbytte. Kommissionens vurdering skal dog ikke primært
tolkes med fokus på overholdelse af direktivet. Formålet med vurderingen er
snarere at sætte Kommissionen i stand til at vejlede medlemsstaterne med
henblik på at nå direktivets mål og at give et øjebliksbillede af, hvor langt
vi er nået med gennemførelsen. Mens Kommissionen sluttelig erkender, at
rapporteringen er en stor opgave for medlemsstaterne, særlig i betragtning af
de korte frister, kan Kommissionens vurdering kun blive så nøjagtig som de
oplysninger, Kommissionen har modtaget. Der er eksempler på virkelig god
rapportering, men også tilfælde hvor rapportering indeholder huller og
modsigelser. 3. Vigtigste resultater 1)
En omfattende vurdering Vurderingen af havene i EU er en
helhedsbetragtning og integrerer samfundsøkonomiske betragtninger. Den giver
mulighed for en bedre forståelse af de belastninger og påvirkninger, som den menneskelige
aktivitet har på livet i havet, og den samler omfattende oplysninger. Særlig er
der blevet taget fat på biodiversitet, ikke-hjemmehørende arter, affald i havet
og undervandsstøj på en mere systematisk måde end nogensinde før. De fleste
medlemsstater har rapporteret om de fleste artikler og deskriptorer og har
derved givet et bredt overblik over havmiljøet i Europa. Kvaliteten i
rapporteringen varierer dog meget fra land til land, og fra en deskriptor til
en anden inden for samme medlemsstat. Der er ofret mere opmærksomhed til
instrumenter som f.eks. vandrammedirektivet, den fælles fiskeripolitik og EU's
biodiversitetspolitik på havområdet. Dette er et vigtigt bidrag til politisk
kohærens, som har ført til mere samarbejde og dialog på tværs af sektorer i
hele EU. Arbejdet med havstrategirammedirektivet har
udløst og ledsaget nye udviklinger inden for regionale havkonventioner, hvilket
illustrerer komplementariteten i arbejdet på EU-plan og regionalt plan og giver
gensidige fordele for alle berørte parter. De regionale havkonventioner har, i
forskelligt omfang, arbejdet på rapporter om deres haves tilstand for at give
input til medlemsstaternes egne indledende vurderinger. De har også udviklet
nye indikatorer, mål og metoder på regionalt plan og er blevet enige om, at der
er behov for at forbedre den regionale koordinering. Endelig har medlemsstaterne organiseret
offentlige høringer[8],
hvilket har skabt incitament til en debat med interessenterne om, hvad ambitionsniveauet
for havpolitik bør være såvel inden for som uden for EU. Således har den første fase af
havstrategirammedirektivet samlet set bragt EU et skridt tættere på den
egentlig gennemførelse af økosystemtilgangen, for så vidt angår forvaltningen
af den menneskelige aktivitet, der påvirker vores have — et centralt koncept i
direktivet. Der er indhentet værdifulde erfaringer både på EU-plan, i
medlemsstaterne og i regionale havkonventioner. 2)
Tilstrækkelighed Til trods for disse positive aspekter fandt
Europa-Kommissionen også utilstrækkeligheder i medlemsstaternes bidrag, og selv
de medlemsstater, der har fremsendt de bedste rapporter, må stadig rette op på
visse mangler. Medlemsstaternes indledende vurdering i
henhold til artikel 8 danner det evidensgrundlag, som gennemførelsen af
direktivet bygger på. Dog giver rapporterne med de indledende vurderinger ofte
kun et fragmenteret billede over havmiljøets tilstand, som ikke altid afspejler
den tilgængelige viden i sin helhed. Det er uundgåeligt, at der er huller i
oplysningerne i medlemsstaternes rapporter, idet der endnu er store huller i
vores viden om havspørgsmål, og omfanget af den vurdering, der kræves i henhold
til artikel 8 i havstrategirammedirektivet, er meget omfattende. Alligevel
præsenterer kun få medlemsstater en strategi for, hvordan de eksisterende
huller i oplysningerne kan lukkes før den næste rapporteringsrunde, f.eks.
gennem fremtidige planer for overvågningen på nationalt og regionalt plan. Vi
har ikke altid fuldt udnyttet resultaterne af de forskningsprojekter, der
specifikt har søgt at skabe større viden om havspørgsmål i relation til de 11
deskriptorer i havstrategirammedirektivet. Endelig har medlemsstaterne ikke
benyttet den indledende vurdering til at fastsætte et basisscenario, hvilket er
en spildt mulighed og gør det vanskeligt, i nogle tilfælde umuligt, at vurdere,
hvor langt vi er fra at nå målet. Desuden er en passende beskrivelse af en god
miljøtilstand i henhold til artikel 9 særlig vigtig i denne første fase af
gennemførelsen, idet den fastsætter det ambitionsniveau, som medlemsstaterne
forpligter sig til at opnå senest i 2020. De fleste medlemsstater har aflagt rapport om en
god miljøtilstand for alle deskriptorer, og nogle har fastsat ambitiøse
benchmarks i deres beskrivelser. Ikke desto mindre mangler flertallet at gå
videre end den grundlæggende afgrænsning af, hvad en god miljøtilstand er, som fastsat
i direktivet. F.eks. omfattede mange rapporter ikke kvalitative eller
forklarende elementer til at illustrere konceptet og skabe en merværdi, et højt
ambitionsniveau og tydeligt definerede mål. En god miljøtilstand blev ofte ikke
defineret på målbar vis, hvilket gør det umuligt at vurdere, i hvor stort
omfang den er opnået. Når der findes høje ambitioner i beskrivelsen af en god
miljøtilstand, forbliver de ofte et ønskemål. Desuden er der tilfælde, hvor medlemsstaterne
ikke har taget systematisk udgangspunkt i den gældende EU-lovgivning og de
regionale havkonventioners standarder. Dette kan hidrøre fra, at forholdet
mellem havstrategirammedirektivet og anden relevant lovgivning muligvis ikke er
tilstrækkelig tydeligt for alle. Visse medlemsstater har dog for det meste anvendt
en tilgang med "frit valg" og har kun delvist taget hensyn til de
gældende regler, mål og grænseværdier. Hvis den nuværende definition af en god
miljøtilstand ikke ændres, vil opnåelsen af den kun føre til en beskeden
forbedring af kvaliteten af vore have. Samme konklusion kan drages i forbindelse med
de mål, der er fastsat i henhold til artikel 10 i havstrategirammedirektivet.
Medlemsstaterne har fastsat en bred vifte af mål, afhængig af medlemsstaternes
ambitions- og specificitetsniveau. Det væsentligste er, at de miljømål, der er
fastsat, i nogle tilfælde ikke er tilstrækkelige til at opnå en god
miljøtilstand. 3)
Konsekvens En anden generel bekymring er manglen på konsekvens
i medlemsstaternes gennemførelse. Især har ikke alle medlemsstaterne erkendt
den logiske sammenhæng mellem den indledende vurdering (udgangspunktet),
beskrivelsen af en god miljøtilstand (det endelige mål) og delmålene (den
indsats, der er nødvendig for at nå fra udgangspunktet til målet). Nogle
medlemsstater har ikke skelnet tydeligt mellem beskrivelsen af en god
miljøtilstand og selve delmålene, eller de har ikke taget hensyn til deres
indledende vurdering under udarbejdelsen af delmålene, hvorved en omfattende,
holistisk proces er blevet til en række usammenhængende rapporter. 4)
Kohærens Det regionale samarbejde gennem regionale
havkonventioner til beskyttelse af EU's havområder er veludviklet. Alle
regionale havkonventioner har indgået forpligtelser til at gennemføre
økosystemtilgangen og støtte gennemførelsen af havstrategirammedirektivet.
Desværre varierer medlemsstaternes anvendelse af resultaterne af regionalt
samarbejde inden for deres havstrategier. I nogle tilfælde er det relevante
arbejde i de regionale havkonventioner foretaget for sent, og når det er
foretaget til tiden, er det ikke altid blevet anvendt i de nationale rapporter.
Dette har resulteret i manglende kohærens
inden for EU og også inden for den samme havregion eller -subregion (i henhold
til artikel 3, stk. 5, litra b), og artikel 5, stk. 2, i
havstrategirammedirektivet). Mens der er store forskelle i EU, hvad angår
kohærens, som er høj i nogle regioner og for nogle deskriptorer, er det
gennemgående niveau middel til lavt. Medlemsstaterne ved det nordøstlige
Atlanterhav viser det højeste niveau af kohærens (dog med betydelig plads til
forbedring), mens niveauet af kohærens er lavest ved Middelhavet og især ved
Sortehavet (om end sidstnævnte kun kunne vurderes delvist). Der er således ingen fælles forståelse i EU
af, hvad en god miljøtilstand er, end ikke på regionalt og subregionalt plan.
Der findes over 20 forskellige beskrivelser af en god miljøtilstand i EU, og
der er derfor ingen fælles eller sammenlignelige mål. 4. Henstillinger og næste
skridt Det fremgår tydeligt af analysen af den første
gennemførelsesfase for havstrategirammedirektivet, at der er behov for en meget
større indsats, hvis det skal undgås, at tilgangen til beskyttelsen af
havmiljøet ender med at blive utilstrækkelig, ineffektiv, opsplittet og
unødvendigt kostbar. Sammenligneligheden af medlemsstaternes
rapporter er ringe, og det gør en samordnet indsats og analyse vanskelig. Det
vil derfor være svært ikke bare at nå en god miljøtilstand senest i 2020, men
også at vide, hvor langt vi er fra at nå målet. Det vil også skabe uensartede
betingelser for de økonomiske aktører på tværs af Unionen og dens havregioner.
Samtidig truer det et vigtigt ressourcegrundlag, som er en forudsætning for en
bæredygtig blå vækst på langt sigt. Vi har nu muligheden for at rette op på
situationen forud for udarbejdelsen af overvågnings- og indsatsprogrammerne,
der er planlagt i henholdsvis 2014 og 2015. Disse programmer vil levere bedre
resultater og koste mindre, hvis de samordnes og udarbejdes af medlemsstaterne
i fællesskab. 1)
Hidtidige erfaringer Kommissionen og medlemsstaterne har allerede
foregrebet de forventede resultater af den aktuelle vurdering på grundlag af de
hidtidige erfaringer og iværksat konkrete initiativer: –
Den fælles gennemførelsesstrategi for
havstrategirammedirektivet[9]
er blevet tilpasset for at imødegå nye udfordringer, og der er udarbejdet et
nyt arbejdsprogram for gennemførelsen af havstrategirammedirektivet[10] i perioden 2014-2018 i
fællesskab med medlemsstaterne, regionale havkonventioner og andre relevante
aktører. I det fælles program udpeges vigtige etaper, samarbejdet med regionale
havkonventioner styrkes, og programmet omfatter udarbejdelsen af
retningslinjer, som har til formål at forbedre den fælles forståelse af kravene
i havstrategirammedirektivet. –
Yderligere støtte til gennemførelsen er stillet til
rådighed for medlemsstaterne via skræddersyede og hands on-projekter, som
finansieres som led i den integrerede EU-havpolitik. Disse projekter har
f.eks. til formål at forbedre direktivets gennemførelse for Middelhavet og
Sortehavet. –
Der er taget skridt til at strømline og forenkle
medlemsstaternes rapporteringsforpligtelser og til at inddrage bestående
rapportering i henhold til relevant lovgivning på grundlag af princippet om at
indberette data én gang, men at anvende dem i mange sammenhænge. 2)
Vejen frem Ud over at tage ved lære af disse erfaringer
er der også behov for en meget større indsats i den nuværende
gennemførelsescyklus og inden den næste rapporteringsrunde i 2018. Foruden en
række specifikke tiltag og et højere ambitionsniveau kræver det også en
mentalitetsændring i overvejelserne om, hvordan havstrategirammedirektivet skal
gennemføres, således at de konstaterede mangler kan afhjælpes. På kort sigt og i overensstemmelse med artikel
12 i havstrategirammedirektivet er det meget vigtigt at sikre, at man får det
fulde udbytte af de mest positive aspekter ved gennemførelsen frem til nu, og
at de konstaterede svagheder ikke får en negativ indflydelse på gennemførelsen
af havstrategirammedirektivet fremover. Med dette mål for øje bør
medlemsstaterne hurtigst muligt nøje overveje følgende anbefalinger, herunder
også i forbindelse med udarbejdelsen af overvågningsprogrammer og
indsatsprogrammer. Medlemsstaterne bør navnlig: –
bruge overvågningsprogrammerne til at afhjælpe
mangler og svagheder, der er udpeget i den indledende vurdering –
systematisk anvende standarder i henhold til
EU-lovgivningen (f.eks. den fælles fiskeripolitik, vandrammedirektivet,
habitatdirektivet osv. og det foreslåede direktiv om maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning[11], så
snart det træder i kraft) som mindstekrav. Hvis sådanne standarder ikke
findes, bør medlemsstaterne anvende regionsspecifikke fælles indikatorer
udviklet af de relevante regionale havkonventioner i deres overvågnings- og
indsatsprogrammer –
nøje gennemgå og om muligt foretage en ajourføring
af god miljøtilstand og mål som forberedelse til overvågnings- og
indsatsprogrammerne, så der er mulighed for en konsekvent tilgang inden for
og mellem regionerne samt i forhold til de forskellige bestemmelser. Derudover bør medlemsstaterne i de tilfælde,
hvor Kommissionen har konstateret mangler, snarest muligt og inden 2018 sørge
for en væsentlig forbedring af kvaliteten og kohærensen af deres beskrivelser
af en god miljøtilstand, deres oprindelige vurderinger og deres miljømål for at
sikre, at den anden gennemførelsesrunde giver bedre resultater. Der bør navnlig
gøres en ekstra indsats med at: –
revidere, styrke og forbedre den nuværende
afgørelse om god miljøtilstand (2010/477/EU) inden 2015 med henblik på at
tilvejebringe klarere, enklere, mere koncise, mere kohærente og sammenlignelige
kriterier for en god miljøtilstand og metodologiske standarder; revisionen
kunne også tage højde for virkningerne af klimaforandringer på vurderingen af
en god miljøtilstand[12]
–
gennemgå bilag III til havstrategirammedirektivet
og om nødvendigt revidere bilaget og udvikle specifikke retningslinjer for at
sikre en mere kohærent og konsekvent tilgang til vurderingerne i den næste
gennemførelsesrunde indføre et moderne og
effektivt data- og informationsdelingssystem for EU (EEA) og de regionale
havkonventioner ("WISE-Marine"), som fuldt ud udnytter mulighederne
af det igangværende arbejde med at forbedre adgangen til og interoperabiliteten
af havdata via "Marine Knowledge 2020"-initiativet –
systematisk anvende vurderinger, som er foretaget
for anden relevant EU-lovgivning eller af medlemsstaterne i forbindelse med de
regionale havkonventioner, idet det forberedende arbejde bør påbegyndes med det
samme –
udarbejde handlingsplaner, som er samordnet på regionalt
og subregionalt niveau, og som har til formål at rette op på mangler inden 2018[13]. Sidst men ikke mindst er det det regionale
samarbejde, der skal være kernen i gennemførelsen af havstrategirammedirektivet
og påvirke den nationale gennemførelsesproces frem for det modsatte. På
regionalt niveau bør Kommissionen og medlemsstaterne samarbejde med andre
kontraherende parter inden for rammerne af de regionale havkonventioner med
sigte på at fremme yderligere samordning på regionalt og subregionalt niveau,
under hensyntagen til hver regional havkonventions særlige omstændigheder.
Medlemsstaterne bør derefter anvende resultaterne systematisk i den nationale
gennemførelse. Kommissionen og medlemsstaterne bør fortsætte drøftelserne af,
hvordan man bedst fremmer regionalt samarbejde og styrker samarbejdet med de
regionale havkonventioner yderligere, navnlig med henblik på at tilnærme
arbejdsprogrammer til hinanden. Disse anbefalinger tager sigte på at opstille
klare rammer for en gradvis forbedring af samarbejdet om gennemførelsen af
havstrategirammedirektivet, med gradvise trin og mål, der skal nås på alle
niveauer. Denne fremgangsmåde vil, hvis den gennemføres hurtigt og fuldt ud af
alle længe før 2018, bidrage til den nødvendige hurtige ændring af politikken
og forbedre den måde, hvorpå vi i fællesskab tackler beskyttelsen af vore
havområder i den korte tid, der er tilbage inden 2020. Europa-Kommissionen har til hensigt i 2016 som
led i sin rapport om indsatsprogrammerne[14]
at genvurdere, hvorvidt den samarbejdstilgang, som er beskrevet i det
foregående, er gennemført og har givet resultater, eller om der er behov for
yderligere foranstaltninger for at sikre en korrekt gennemførelse af
havstrategirammedirektivet. Revisionen af afgørelsen om god miljøtilstand i
2015 og styrkelsen af regionalt samarbejde er centrale elementer i denne
proces. Parallelt hermed vil Europa-Kommissionen eventuelt benytte sig af
muligheden for at indlede yderligere traktatbrudssager for at sikre den
korrekte gennemførelse af havstrategirammedirektivet, hvis der er behov for
det. 5. Konklusion De meget skrøbelige marine økosystemer i EU er
udsat for et stadig stigende pres fra den menneskelige aktivitet.
Gennemførelsen af havstrategirammedirektivet og omsætningen af en
økosystemtilgang til en videnskabeligt velfunderet realitet i havmiljøet i
samarbejde med EU's naboer er en omfattende, men absolut nødvendig, opgave. I
den første fase af havstrategirammedirektivet er der afrundet vigtige etaper på
europæisk, regionalt og nationalt niveau, som allerede udgør en stor indsats.
Europa er dog stadig langt fra at have sunde havmiljøer. At nå dette mål i
senest 2020, dvs. på mindre end syv år, forudsætter en fornyet og styrket
indsats og en hurtig og væsentlig ændring i den måde, hvorpå medlemsstaterne,
Europa-Kommissionen, de regionale havkonventioner og andre relevante
organisationer samarbejder, og der skal fokuseres på fælles foranstaltninger og
planlægning samt på politisk kohærens på tværs af sektorerne. Bedre samordning
af overvågnings- og indsatsprogrammer, mere ambitiøse mål for regionalt
samarbejde og en bedre forståelse af alle de forskellige parters rolle, ansvar
og forpligtelser vil fremme en billigere og mere effektiv beskyttelse af havmiljøet,
på samme måde som den fuldstændige gennemførelse af EU's lovgivningsmæssige
ramme i forbindelse med landbaserede forureningskilder og en mere systematisk
indsats for at opnå integreret kystzoneforvaltning vil gøre det. Disse
foranstaltninger udgør en minimumsløsning, hvis det skal lykkes EU at
gennemføre havstrategirammedirektivet, beskytte sine have og sikre, at EU's
havområder er en bæredygtig kilde for de kommende generationer. [1] Se arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene: "First
steps in the implementation of the Marine Strategy Framework Directive -
Assessment in accordance with Article 12 of Directive 2008/56/EC" for
en statusoversigt over medlemsstaternes rapportering. Medlemsstater uden
kystlinje skulle ikke rapportere i henhold til havstrategirammedirektivet. [2] I henhold til artikel 12 i havstrategirammedirektivet. [3] Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: "First
steps in the implementation of the Marine Strategy Framework Directive -
Assessment in accordance with Article 12 of Directive 2008/56/EC". [4] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet vedrørende høring
om fiskerimuligheder for 2014 COM(2013) 319 final [5] I henhold til artikel 12 i havstrategirammedirektivet:
"På grundlag af alle underretningerne om hver havregion eller subregion i
henhold til artikel 9, stk. 2, artikel 10, stk. 2, og artikel 11, stk. 3,
vurderer Kommissionen for hver medlemsstat, om de meddelte elementer udgør en
hensigtsmæssig ramme med henblik på at opfylde kravene i dette direktiv, og kan
anmode den pågældende medlemsstat om yderligere oplysninger, der er
tilgængelige og nødvendige. Ved udarbejdelsen af disse vurderinger verificerer
Kommissionen, om der er sammenhæng mellem rammerne inden for de forskellige
havregioner eller subregioner og i Fællesskabet som helhed". [6] Se arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene. [7] Artikel 3, stk. 5, i havstrategirammedirektivet. [8] Europa-Kommissionen har modtaget oplysninger fra 17
medlemsstater vedrørende offentlige høringsprocesser, jf. artikel 19 i havstrategirammedirektivet.
Se arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene for yderligere oplysninger. [9] Direktivet pålægger medlemsstaterne at komme med
detaljeret og samordnet input. For at lette dette arbejde har medlemsstaterne
og Europa-Kommissionen opstillet et uformelt koordinationsprogram, den fælles
gennemførelsesstrategi (CIS). [10] Arbejdsprogram, der er aftalt som led i CIS: http://ec.europa.eu/environment/marine/eu-coast-and-marine-policy/implementation/index_en.htm
[11] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
rammerne for maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning,
COM(2013)133 final. [12] Som beskrevet i SWD(2013)133 final (som led i
EU-strategien for tilpasning til klimaændringer). [13] Disse handlingsplaner kunne tage udgangspunkt i
fremgangsmåden for strukturerede gennemførelses- og informationsrammer og
fastlægge de forskellige skridt, medlemsstaterne skal tage for at forbedre
gennemførelsen (jf. COM(2012) 95). [14] Artikel 16 i havstrategirammedirektivet.