7.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 358/15


Resumé af udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om Kommissionens forslag til forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs

(Udtalelsen i sin helhed findes på engelsk, fransk og tysk på den tilsynsførendes (EDPS') hjemmeside http://www.edps.europa.eu)

2013/C 358/09

1.   Indledning

1.1.   Høring af den tilsynsførende

1.

Den 12. december 2012 vedtog Kommissionen et forslag til forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs (»forslaget til forordning«) (1). Dette forslag blev sendt til høring hos den tilsynsførende den 13. december 2012.

2.

Den tilsynsførende glæder sig over, at han høres af Kommissionen, og at der henvises til denne udtalelse i præamblerne til den foreslåede retsakt.

3.

Før vedtagelsen af forslaget til forordning fik den tilsynsførende mulighed for at fremsætte uformelle bemærkninger til Kommissionen.

4.

Den tilsynsførende beklager, at kun få af bemærkningerne er blevet indarbejdet i forslaget til forordning. Selv om der nu er tilføjet en artikel specifikt om databeskyttelse, er sikkerheden ikke blevet tilsvarende styrket.

1.2.   Formål med og anvendelsesområde for forslaget til forordning

5.

Forslaget til forordning ændrer konkursforordningen for at rette op på de svagheder, der har vist sig i forbindelse med anvendelsen af forordningen i praksis (2). Det omhandler bl.a. spørgsmål vedrørende forordningens anvendelsesområde, bestemmelse af, hvilken medlemsstat der er kompetent til at indlede insolvensbehandling, indledning af sekundær insolvensbehandling og reglerne om offentlighed omkring afgørelser om indledning og afslutning af insolvensbehandling.

6.

Som nogle af de foreslåede foranstaltninger, der vil få betydning for databeskyttelsen, indfører forslaget obligatorisk bekendtgørelse af afgørelser om indledning og afslutning af insolvensbehandling og tilskynder til og tilrettelægger grænseoverskridende udveksling af oplysninger mellem interessenterne.

7.

De oplysninger, der således offentliggøres og/eller udveksles, kan (enten direkte eller indirekte) identificere de skyldnere, kreditorer og kuratorer, der er involveret i insolvensbehandlingen. Derfor finder EU's databeskyttelseslovgivning anvendelse. Navnlig finder direktiv 95/46/EF anvendelse på behandlingen af personoplysninger hos interessenterne i medlemsstaterne samt de nationale kompetente myndigheder, mens forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på Kommissionens behandling af personoplysninger gennem e-Justice-portalen.

1.3.   Formålet med den tilsynsførendes udtalelse

8.

Forslaget til forordning kan berøre privatpersoners rettigheder med hensyn til behandling af deres personoplysninger, idet den bl.a. omhandler offentliggørelse af personoplysninger i et register, som er frit tilgængeligt for offentligheden på internettet, med sammenkobling af de eksisterende nationale registre og grænseoverskridende udveksling af oplysninger mellem interessenterne.

9.

Selv om den tilsynsførende glæder sig over Kommissionens indsats for at garantere korrekt anvendelse af EU's regler om beskyttelse af personoplysninger i forslaget til forordning, har han identificeret nogle mangler og uoverensstemmelser i den måde, hvorpå forordningen behandler spørgsmål relateret til/vedrørende personoplysninger.

3.   Konklusioner

54.

Den tilsynsførende glæder sig over, at databeskyttelse specifikt er nævnt i forslaget til forordning, men der er dog efter hans mening plads til forbedringer.

55.

Den tilsynsførende anbefaler, at:

der i præamblerne til alle forslag henvises til denne udtalelse

artikel 46, litra a), i forslaget til forordning tydeliggør henvisningen til direktiv 95/46/EF ved at angive, at bestemmelserne finder anvendelse i overensstemmelse med de nationale bestemmelser om gennemførelse af direktiv 95/46/EF

der indføres konkret og effektiv databeskyttelse for enhver situation, hvor personoplysninger vil blive behandlet

det vurderes, hvorvidt det foreslåede system med offentliggørelse på internettet af afgørelser om indledning og afslutning af insolvensbehandling er nødvendigt og proportionalt, og at det undersøges, hvorvidt offentliggørelseskravet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde det almene hensyn, og hvorvidt der er andre mindre restriktive foranstaltninger, som kunne opfylde samme formål. Med forbehold af resultatet af denne proportionalitetstest bør offentliggørelseskravet under alle omstændigheder underlægges passende beskyttelse for at sikre fuld respekt for de pågældende personers rettigheder, dataenes sikkerhed/nøjagtighed, samt at de slettes efter et passende tidsrum.

56.

Den tilsynsførende anbefaler endvidere, at:

de nærmere omstændigheder omkring, hvordan de nationale databaser og EU's database fungerer med hensyn til databeskyttelse, afklares ved at indføre nærmere bestemmelser i de foreslåede forordninger i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. Især skal bestemmelsen om databasen/databaserne i) identificere formålet med behandlingen samt fastlægge, hvilke anvendelser der er kompatible, ii) identificere, hvilke enheder (de kompetente myndigheder, Kommissionen) der vil få adgang til hvilke oplysninger i databasen og have mulighed for at ændre oplysningerne, iii) sikre retten til aktindsigt og underretning for alle registrerede, hvis personoplysninger eventuelt lagres og udveksles, iv) definere og begrænse opbevaringsperioden for personoplysninger til det minimum, der er nødvendigt for at opfylde formålet

som minimum de grundlæggende principper for det decentrale system for sammenkobling af insolvensregistre, såsom nødvendighed og proportionalitet, fastlægges i det foreliggende forslag (idet det forventes, at der indføres yderligere beskyttelse i Kommissionens kommende forslag til retsakt om e-Justice-portalen)

det angives nærmere, hvorvidt der vil blive lagret data i e-Justice-portalen. Hvis det er tilfældet, bør der indføres særlig beskyttelse til dette formål.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. marts 2013.

Giovanni BUTTARELLI

Assisterende Europæisk Tilsynsførende for Databeskyttelse


(1)  KOM(2012) 744 endelig.

(2)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs (»forslaget«).