16.10.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 300/14


Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af sulfanilsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien

2013/C 300/05

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (1) af gyldigheden af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af sulfanilsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien har Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (»grundforordningen«).

1.   Anmodning om fornyet undersøgelse

Anmodningen blev indgivet den 1. juli 2013 af CUF — Quimicos Industriais (i det følgende benævnt »ansøgeren«), den eneste producent af sulfanilsyre i Unionen, der således tegner sig for 100 % af den samlede produktion i Unionen.

2.   Den undersøgte vare

Den undersøgte vare er sulfanilsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien (i det følgende benævnt »de pågældende lande«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 2921 42 00.

3.   Gældende foranstaltninger

De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1000/2008 (3), og ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1010/2008 (4).

4.   Begrundelse for den fornyede undersøgelse

Anmodningen begrundes med, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre fortsat dumping og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

4.1.1.   Påstand om sandsynligheden for fortsat dumping

Som følge af stigningen af råmaterialepriserne i Indien har det vist sig, at prisniveauet på Indiens hjemmemarked, som anført i specialiserede publikationer, var tabsgivende og derfor ikke kunne benyttes som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi. Påstanden om sandsynligheden for fortsat dumping er derfor baseret på en sammenligning mellem en beregnet normal værdi (produktionsomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger — SA&G — samt fortjeneste) i Indien og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

Da Folkerepublikken Kina betragtes som et land uden markedsøkonomi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsatte ansøgeren den normale værdi for import fra Folkerepublikken Kina på grundlag af prisen i et tredjeland med markedsøkonomi, nemlig Indien. Påstanden om sandsynligheden for fortsat dumping er baseret på en sammenligning af den således fastsatte normale værdi i Indien, som anført ovenfor, og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.

På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige for begge de pågældende lande.

4.1.2.   Påstand om sandsynlighed for fornyet skade

Ansøgeren hævder, at der er sandsynlighed for fornyet skade. Ansøgeren har fremlagt beviser for, at såfremt man lader foranstaltningerne udløbe, vil det nuværende niveau for import til Unionen af den undersøgte vare fra det pågældende land formodentlig stige på grund af uudnyttet kapacitet hos de eksporterende producenter i de pågældende lande, handelshindringerne i USA for de pågældende lande og EU-markedets attraktivitet.

De umiddelbare beviser, som ansøgeren har fremlagt, viser også, at grundet mængden og priserne på eksporten af samme vare fra de pågældende lande til andre lande kan denne stigende import til Unionen forventes bl.a. at få negativ indvirkning på salgsmængden samt på EU-erhvervsgrenens prisniveau og markedsandel, hvilket kan få betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens samlede resultater.

5.   Procedure

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige en udløbsundersøgelse, og indleder hermed en sådan undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

Udløbsundersøgelsen vil fastslå, hvorvidt det er sandsynligt eller ej, at foranstaltningernes udløb vil medføre fortsat dumping af den undersøgte vare med oprindelse i de pågældende lande og fortsat skade for EU-erhvervsgrenen.

5.1.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping

Eksporterende producenter (5) af den undersøgte vare fra de pågældende lande, herunder også de producenter, der ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger, opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.1.1.   Undersøgelse af eksporterende producenter

5.1.1.1.   Procedure for udvælgelse af eksporterende producenter, der skal undersøges, i Folkerepublikken Kina og Indien

a)   Anvendelse af stikprøver

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina og Indien, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »anvendelse af stikprøver«). Anvendelsen af stikprøver vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter, herunder også de parter, som ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, der undersøges i denne fornyede undersøgelse, om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed(er), som der anmodes om i bilag A til denne meddelelse, til Kommissionen.

Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i Folkerepublikken Kina og Indien og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udvælges ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen orienterer alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i de pågældende lande og sammenslutninger af eksporterende producenter, om nødvendigt gennem myndighederne i de pågældende lande, om hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udvalgt til at indgå i stikprøven, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i Folkerepublikken Kina og Indien.

Alle de eksporterende producenter, der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, og alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om den eksporterende producents virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare, produktionsomkostninger, salg af den undersøgte vare på det pågældende lands hjemmemarked og salg af den undersøgte vare til Unionen.

Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog også grundforordningens artikel 18.

5.1.2.   Supplerende procedure i forbindelse med eksporterende producenter i det pågældende land uden markedsøkonomi

5.1.2.1.   Valg af tredjeland med markedsøkonomi

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastsættes den normale værdi ved import fra Folkerepublikken Kina på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi.

I den tidligere undersøgelse blev Indien benyttet som tredjeland med markedsøkonomi med henblik på at fastsætte den normale værdi for Folkerepublikken Kina. I forbindelse med nærværende undersøgelse påtænker Kommissionen igen at benytte Indien. Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt dette valg er velegnet, senest 10 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.1.3.   Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører  (6)  (7)

Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra Folkerepublikken Kina og Indien til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.

I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal, der vil blive undersøgt ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »anvendelse af stikprøver«). Anvendelsen af stikprøver vil foregå i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17.

For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter, herunder også de parter, som ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, der undersøges i denne fornyede undersøgelse, om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed/virksomheder, der anmodes om i bilag B til denne meddelelse, til Kommissionen.

Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

Alle interesserede parter, der ønsker at indgive oplysninger, som er relevante for udtagelsen af stikprøven, med undtagelse af de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde af den pågældende vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og importørsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, og til alle kendte importørsammenslutninger. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema inden for 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.

I spørgeskemaet anmodes der bl.a. om oplysninger om deres virksomheds/ virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare og om salget af den undersøgte vare.

5.2.    Procedure for konstatering af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade

For at fastslå, om det er sandsynligt, at EU-erhvervsgrenen vil blive forvoldt fortsat eller fornyet skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.

5.2.1.   Undersøgelse af EU-producenten

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse af EU-producenterne, vil den sende spørgeskemaer til den kendte EU-producent eller repræsentative EU-producenter og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter.

EU-producenten og sammenslutningerne af EU-producenter skal indsende det udfyldte spørgeskema senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

I spørgeskemaet anmodes der bl.a. om oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur og om den finansielle og økonomiske situation i virksomheden eller virksomhederne.

5.3.    Procedure for vurdering af Unionens interesser

Hvis det bekræftes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping og skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at opretholde antidumpingforanstaltningerne. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.

Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Oplysningerne kan enten indgives uformelt eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

5.4.    Andre skriftlige bemærkninger

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

5.5.    Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal fremsættes skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

5.6.    Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (8).

Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke-fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

Interesserede parter anmodes om at indgive alle deres bemærkninger og anmodninger i elektronisk form (ikke-fortrolige bemærkninger via e-mail, fortrolige bemærkninger på CD-R/DVD) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mailadresse og telefon- og faxnummer. Fuldmagter og underskrevne certifikater, der ledsager besvarelser af spørgeskemaer, og alle opdateringer heraf skal dog indgives på papir, dvs. pr. post til eller ved aflevering på nedenstående adresse. Hvis en interesseret part ikke kan indgive sine bemærkninger og anmodninger i elektronisk form, skal den pågældende omgående kontakte Kommissionen, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 2. Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger om korrespondance med Kommissionen på de relevante sider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence

Kommissionens adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N105 08/020

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Fax +32 22962219

E-mail: TRADE-SA-ACID-DUMPING@ec.europa.eu

6.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og konklusionerne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

7.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål, der vedrører den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. sandsynligheden for fortsat dumping med deraf følgende skade og Unionens interesser.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/hearing-officer/index_en.htm

8.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen afsluttes senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 5.

Da denne udløbsundersøgelse indledes i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, vil konklusionerne ikke medføre, at omfanget af de gældende foranstaltninger ændres, men at foranstaltningerne ophæves eller opretholdes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 6.

Hvis en interesseret part mener, at det er berettiget at foretage en fornyet undersøgelse af foranstaltningernes omfang med henblik på at muliggøre en ændring (dvs. en forøgelse eller en reduktion) af foranstaltningernes omfang, kan den pågældende part anmode om en fornyet undersøgelse i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3.

Parter, der ønsker at anmode om en sådan fornyet undersøgelse, som i givet fald foretages uafhængigt af den udløbsundersøgelse, der er omhandlet i denne meddelelse, kan henvende sig til Kommissionen på ovennævnte adresse.

10.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (9).


(1)  EFT C 28 af 30.1.2013, s. 12.

(2)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(3)  EUT L 275 af 16.10.2008, s. 1.

(4)  EUT L 276 af 17.10.2008, s. 3.

(5)  En eksporterende producent er en virksomhed i de pågældende lande, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet, enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.

(6)  Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt, b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner, c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af den andens aktier eller anparter med stemmeret, e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden, f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand, g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand, eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.

(7)  De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.

(8)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Dokumentet er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(9)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


BILAG A

Image

Image


BILAG B

Image

Image