13.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 167/19

1.

Overtrædelser af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«), i det følgende benævnt »EU's konkurrenceregler«, forvolder stor skade på økonomien som hele og hæmmer, at det indre marked fungerer ordentligt. For at forebygge sådanne skader har Kommissionen beføjelse til at pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder for at have overtrådt EU's konkurrenceregler (1). De bøder, Kommissionen pålægger, har et afskrækkende formål, både som sanktion over for de virksomheder, der har begået overtrædelsen (specifik afskrækkende virkning), og som middel til at afskrække andre virksomheder fra at gå ind i eller fortsætte en adfærd, der er i strid med artikel 101 og 102 i TEUF (generel afskrækkende virkning) (2).

2.

Desuden kan overtrædelser af artikel 101 eller 102 i TEUF påføre forbrugere og virksomheder stor skade. Enhver, der har lidt skade på grund af en overtrædelse af EU's konkurrenceregler, har ret til erstatning for denne skade. Det er en ret, der er sikret ved EU-retten, hvilket gentagne gange er blevet understreget af EU-domstolen (3). Mens Kommissionens bødepålæg har et afskrækkende formål, er formålet med at rejse erstatningskrav at opnå kompensation for den skade, der er lidt på grund af en overtrædelse. Desuden vil en mere effektiv adgang for forbrugere og virksomheder til at opnå erstatning i sig selv have den positive virkning, at det kan afholde mange virksomheder fra at begå fremtidige overtrædelser og fremme en større overholdelse af disse regler (4).

3.

En af de største vanskeligheder, dommere og parter står over for i erstatningssager, er at opgøre den skade, der er lidt. Skaden må opgøres ved at sammenholde sagsøgernes aktuelle stilling med den stilling, de ville have haft, hvis overtrædelsen af konkurrencereglerne ikke havde fundet sted. Der er tale om en hypotetisk vurdering af, hvordan markedsvilkårene og samspillet mellem aktørerne på markedet ville have udviklet sig uden overtrædelsen, og den rejser ofte komplicerede og specifikke økonomiske og konkurrenceretlige spørgsmål. Det er spørgsmål, som domstolene og parterne i erstatningssager i stigende grad stilles overfor, og hvor de må håndtere de metoder og teknikker, der findes til at afklare dem.

4.

Artikel 101 og 102 i TEUF indeholder ufravigelige retsprincipper (5) og har central betydning for det indre marked, som omfatter et system, der skal sikre, at konkurrencen ikke fordrejes (6). Disse traktatbestemmelser afføder rettigheder for såvel virksomheder som forbrugere. Der er tale om rettigheder, der tilkommer alle retsundergivne (7), og som indgår i de garanterede rettigheder i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (8). De nationale domstole har i henhold til EU-retten pligt til at håndhæve disse rettigheder og forpligtelser fuldt ud og effektivt i de sager, de får til prøvelse.

5.

En af de rettigheder, der er sikret ved EU-retten, er retten til at opnå erstatning for skader forvoldt ved en overtrædelse af artikel 101 og 102 i TFEU, for den fulde virkning af EU's konkurrenceregler ville blive bragt i fare, hvis ikke enhver, der har lidt skade på grund af en overtrædelse af disse regler, var i stand til at søge erstatning for denne skade. Enhver har således adgang til at kræve erstatning for den lidte skade, når der er årsagsforbindelse mellem denne skade og en aftale eller praksis, der er forbudt i henhold til EU's konkurrenceregler (9).

6.

At der ydes erstatning for den skade, der er lidt, indebærer, at den skadelidte part genindsættes i den stilling, vedkommende ville have haft, hvis overtrædelsen af artikel 101 eller 102 i TEUF ikke havde fundet sted. Det betyder, at enhver, der har lidt skade ved en overtrædelse af disse direkte gældende EU-regler, må kunne opnå fuld oprettelse for det tab, de har lidt. Der er derfor ikke alene tale om erstatning for det faktisk lidte tab (damnum emergens), men også for fortjeneste tabt på grund af overtrædelsen (10) (lucrum cessans), med tillæg af renter fra det tidspunkt, hvor skaden indtraf (11).

7.

Eftersom der ikke findes EU-regler om erstatningssøgsmål efter overtrædelser af artikel 101 eller 102 i TEUF, er det op til den enkelte medlemsstat i sin retsorden at fastsætte de nærmere regler for, hvordan den ret til erstatning, der sikres af EU-retten, kan udøves. Disse regler må imidlertid ikke gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt eller praktisk talt umuligt at udøve de rettigheder, som EU-retten afføder (effektivitetsprincippet), og de må ikke være mindre gunstige end de regler, der gælder for erstatningssøgsmål efter krænkelser af tilsvarende rettigheder nedfældet i national lovgivning (ækvivalensprincippet) (12).

8.

Med hensyn til opgørelse af det lidte tab findes der i det omfang, at dette ikke er omfattet af EU's regler, nationale regler i medlemsstaternes lovgivning om bl.a. beviskrav og krav til tabsopgørelsens nøjagtighed. Den nationale lovgivning indeholder typisk også regler om bevisbyrdens fordeling og parternes respektive forpligtelser til at fremsætte faktiske anbringender og belyse sagen i retten. Den nationale lovgivning kan også indeholde regler om omvendt bevisbyrde, når sagsøger allerede har fremlagt bevis for en række forhold, forenklede regler om tabsopgørelse eller formodninger, der kan være gendrivelige eller uigendrivelige. De nationale fastlægger endvidere, i hvilket omfang og hvordan domstolene kan opgøre den lidte skade på grundlag af deres bedste skøn eller gøre brug af rimelighedsbetragtninger. Alle disse nationale regler og procedurer i forbindelse med tabsopgørelse bør være fastsat og anvendes i konkrete sager på en måde, der giver enhver, der har lidt skade ved en overtrædelse af EU's konkurrenceregler, adgang til at opnå fuld erstatning for denne skade uden alt for store vanskeligheder og under alle omstændigheder ikke mindre effektivt end ved tilsvarende søgsmål anlagt på grundlag af national ret.

9.

En af konsekvenserne af effektivitetsprincippet er, at den gældende nationale lovgivning og fortolkningen af den i tilstrækkelig grad bør tilgodese de vanskeligheder og begrænsninger, som tabsopgørelser i konkurrencesager per definition er forbundet med. En tabsopgørelse må tage udgangspunkt i en sammenligning mellem den skadelidte parts aktuelle stilling og den stilling, vedkommende ville have haft, hvis overtrædelsen ikke havde fundet sted. Der er tale om en hypotetisk situation, som ikke kan observeres i virkeligheden, og det er umuligt at fastslå med sikkerhed, hvordan markedsforholdene og samspillet mellem aktørerne på markedet ville have udviklet sig uden overtrædelsen. Det eneste, man kan gøre, er at estimere, hvordan situationen ville have set ud uden overtrædelsen. Tabsopgørelser i konkurrencesager har derfor i sagens natur altid været kendetegnet af en langt mindre grad af sikkerhed og nøjagtighed end den, man normalt vil forvente i en skadesopgørelse. I nogle tilfælde er det kun muligt at opstille tilnærmelsesvise skøn (13).

10.

På denne baggrund har Kommissionens tjenestegrene udarbejdet en vejledning om tabsopgørelse i erstatningssager efter overtrædelser af artikel 101 eller artikel 102 i TEUF (»vejledningen«).

11.

Denne vejledning har til formål at udbrede relevant information om opgørelse af tab forårsaget af overtrædelser af EU's konkurrenceregler og er tænkt som en hjælp til nationale domstole og parter i erstatningssager. Den giver en gennemgang af de forskellige former for skade, som overtrædelser af konkurrencereglerne typisk kan forvolde, og i særdeleshed en redegørelse for de metoder og teknikker, der i dag findes til opgørelse af sådanne skader. Formålet er få udbredt oplysninger, der kan være til hjælp for gennemførelsen af vanskelige tabsopgørelser, for derigennem at fremme et mere effektivt forløb af sådanne erstatningssager. Desuden har formålet også været at skabe større forudselighed og dermed øge retssikkerheden for alle implicerede. Vejledningen vil også kunne hjælpe parterne med at nå frem til en mindelig løsning på deres tvister, enten inden eller uden for rammerne af en retssag eller en alternativ konfliktløsningsordning.

12.

Denne vejledningen er kun til orientering og er ikke bindende for hverken nationale domstole eller parter i erstatningssager. Den ændrer intet ved medlemsstaternes retsregler om erstatningssøgsmål og har ingen virkninger for medlemsstaternes eller fysiske eller juridiske personers rettigheder og forpligtelser i henhold til EU-retten.

13.

I særdeleshed må denne vejledning ikke opfattes sådan, at den skulle indebære en skærpelse eller en lempelse af beviskravene eller de krav, der i medlemsstaternes retsordener stilles til parternes anbringender. Den berører heller ikke de regler og den praksis, der gælder i medlemsstaterne med hensyn til bevisbyrde. Nationale domstole har ofte inden for rammerne af deres respektive retssystemer fulgt en pragmatisk tilgang til udmåling af erstatninger og bl.a. lagt formodninger til grund, vendt op og ned på bevisbyrden eller baseret sig på tilnærmelsesvise skøn. Formålet med denne vejledning er at give en indsigt, som kan bruges inden for rammerne af nationale retsregler og praksis, ikke i stedet for dem. Alt efter de gældende retsregler og omstændighederne i den konkrete sag kan det således meget vel være tilstrækkeligt at parterne fremfører anbringender og fremlægger beviser angående skadens omfang, der er mindre detaljerede end nogle af de metoder og teknikker, der beskrives i denne vejledning.

14.

Vejledningen gennemgår forskellige metoder og teknikker, der kan bruges til tabsopgørelser i konkurrencesager, og fremdrager de særlige træk ved dem, herunder deres fordele og ulemper. Spørgsmålet om, hvilken tabsopgørelsesmetode der egner sig bedst i en konkret sag, må afgøres ud fra gældende lovgivning. Ud over lovgivningens regler om beviskrav og bevisbyrde er det relevant at se på, om der er adgang til de nødvendige data, hvilke omkostninger metoden er forbundet med, og hvor tidskrævende den er, og om det står i forhold til erstatningskravets størrelse.

15.

Vejledningen indeholder og gennemgår desuden en række konkrete eksempler. De illustrerer de virkninger, som overtrædelser af EU's konkurrenceregler typisk vil have, og hvordan man i praksis kan bruge de beskrevne metoder og teknikker til at opgøre den skade, de har forvoldt.

16.

Det bemærkes desuden, at den økonomiske viden om skader forvoldt af overtrædelser af konkurrencereglerne og metoderne og teknikkerne til opgørelse af sådanne skader hele tiden udvikler sig, i takt med udviklingen i den teoretiske og empiriske økonomiske forskning og domstolenes retspraksis på dette område. Vejledningen må derfor ikke opfattes som nogen udtømmende eller endelig fremstilling af den viden og de metoder og teknikker, der findes.