11.4.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 105/1


Retningslinjer for tarifering i den kombinerede nomenklatur af varer i sæt til detailsalg

2013/C 105/01

Den almindelige tariferingsbestemmelse 3 b) omhandler også tarifering af varer i sæt til detailsalg.

Under denne regel forstås ved begrebet »varer i sæt til detailsalg« varer, som:

a)

består af mindst to forskellige varer, som kan henføres under forskellige positioner

b)

består af produkter eller varer, der er sammenpakket med henblik på opfyldelse af et specielt behov eller udøvelsen af en bestemt aktivitet, og

c)

er emballeret, således at de kan sælges direkte til brugerne uden ompakning (fx i dåser, æsker, eller opsat på karton).

(Se også FB til HS til almindelige tariferingsbestemmelser 3 b) og 6)

Alle ovennævnte betingelser skal være opfyldt.

Ovennævnte regler gælder ikke for »sæt«, som skal tariferes i henhold til almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6, når begrebet »sæt« forekommer i formuleringen af en KN-kode, for eksempel:

6308 00 00 — Sæt bestående af vævet stof og garn … i pakninger til detailsalg …

8206 00 00 — Værktøj henhørende under mindst to af positionerne …, i sæt til detailsalg

9503 00 70 — Andet legetøj, i sæt

eller som følge af specifikke bestemmelser, for eksempel:

bestemmelse 3 til afsnit VI

bestemmelse 1 til afsnit VII

bestemmelse 14 til afsnit XI

bestemmelse 3 og 7 til kapitel 61

bestemmelse 3 og 6 til kapitel 62.

DEL A

… »kan henføres under forskellige positioner« …

1)

Ifølge FB til HS til ATB 3 b) er den første betingelse, for at to eller flere forskellige varer kan betragtes som »varer i sæt til detailsalg«, at de kan henføres under forskellige positioner.

2)

Ifølge ATB 6 og FB til HS dertil, som siger, at »Punkt 1-5 ovenfor anvendes med de fornødne tillempninger ved tariferingen af varer i underpositioner indenfor samme position«, kan to eller flere forskellige varer, som kan henføres under samme position, men under forskellige underpositioner, dog betragtes som et sæt i henhold til ATB 3 b), fordi de opfylder ovennævnte betingelser.

Eksempel:

Varer, der er samlet til detailsalg, bestående af en flaske hårvaskemiddel (3305 10 00) og en flaske hårvand (3305 90 00), som skal anvendes til hårpleje, anses for at være et sæt under position 3305.

3)

To eller flere forskellige produkter, som kan henføres under samme position og også under samme underposition, kan dog ikke betragtes som et sæt i henhold til ATB 3 b), fordi de ikke opfylder ovennævnte betingelser.

Eksempel:

Varer, der er sammenpakket til detailsalg, bestående af et rensemiddel, tonic og fugtighedscreme. I dette tilfælde er alle varer tariferet i underposition 3304 99 00, og derfor udgør varerne ikke et sæt.

DEL (B) (I)

… »der er sammenpakket med henblik på opfyldelse af et specielt behov eller udøvelse af en bestemt aktivitet« …

1)

Ved tarifering af sæt skal de enkelte varer i sættet have tilknytning til hinanden og kunne anvendes samlet eller kombineret med hinanden for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet.

2)

Begrebet specielt behov kan fortolkes bredt, eftersom varerne for at opfylde et specielt behov kan anvendes enten i en bestemt rækkefølge (for eksempel et kosmetisk hudplejesæt bestående af flere produkter) eller vilkårligt (for eksempel et sæt med bor og »rawl plug« (se også punkt (B)(I)(5)(d))).

3)

Begrebet bestemt aktivitet kan beskrives som en handling, der udføres ved en bestemt/specifik lejlighed, og varerne i sættet anvendes sædvanligvis ved denne lejlighed.

4)

Situationer, hvor varer betragtes/ikke betragtes som sammenpakket for at opfylde et specielt behov eller en bestemt aktivitet:

a)

Hvis varerne er sammenpakket som en gave /i en gaveæske (for eksempel til jul, mors dag, Valentins dag osv.), betyder det ikke automatisk, at de er sammenpakket for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet. Det skal altid undersøges i hvert enkelt tilfælde. Varer, der foreligger sammenpakket og med samme design/dekorative motiv (for eksempel at de hver især er dekoreret med lyserøde blomster), kan heller ikke tariferes som varer i sæt til detailsalg, med mindre de er sammenpakket for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet. For eksempel udgør en samling af varer bestående af et armbåndsur, en elektronisk lommeregner og en kuglepen, der alle har de samme dekorative motiver, og som er sammenpakket til detailsalg i en enkelt æske, ikke et sæt i betydningen i ATB 3 b), fordi disse varer ikke er sammenpakket for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet.

b)

Varer, der anvendes på samme sted/i samme omgivelser, anses ikke nødvendigvis for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet. For eksempel udgør et »strandsæt« bestående af en strandtaske, et badehåndklæde og en frisbee ikke et sæt i betydningen i den ATB 3 b). Selv om varerne anvendes på stranden, er de til helt forskellige aktiviteter (badning og leg), og de har ikke tilknytning til hinanden.

c)

Hvis varerne anvendes af en bestemt person eller af en gruppe af personer (børn, personer med samme erhverv eller hobby osv.), betyder det ikke automatisk, at de betragtes som varer i sæt til detailsalg. Det skal altid først undersøges, om de er sammenpakket for at opfylde et specielt behov eller for at udøve en bestemt aktivitet.

d)

En kombination af fødevarer og drikkevarer er ikke tilladt, med mindre det er til at tilberede en enkelt ret med.

i)

»Sæt« af fødevarer/drikkevarer, hvor de enkelte bestanddele er beregnet til at skulle anvendes sammen ved tilberedningen af en færdigret, et måltid eller en drink tariferes i henhold til ATB 3 b).

ii)

Reglen gælder dog ikke udvalg af produkter, der er sammenpakket og består af forskellige fødevarer, spiritusholdige eller andre drikkevarer, som ikke er beregnet til at skulle anvendes sammen ved tilberedningen af en færdigret, et måltid eller en drink. Hvis varerne ikke skal blandes og anvendes til at tilberede en færdigret, et måltid eller en drink, kan de ikke betragtes som et sæt, og hver enkelt artikel tariferes separat i sin egen, relevante position. For eksempel skal såkaldte »julekurve/gavekurve« bestående af forskellige varer som ost, vin, champagne eller likør, te, syltetøj, olivenolie, honning, paté, krydderurter, frugter osv. tariferes separat.

En kombination af fødevarer og drikkevarer, der er beregnet til tilberedning af en enkelt ret eller et måltid (for eksempel et »tiramisusæt« med marsalavin, som skal anvendes til tilberedningen af tiramisu), skal dog tariferes i henhold til ATB 3 b).

Hvis en kombination er beregnet til både at skulle »spises og drikkes«, selv om varerne er sammenpakket til detailsalg, betragtes de ikke som et sæt efter ATB 3 b), fordi de ikke opfylder et specielt behov eller anvendes til at udøve en bestemt aktivitet.

iii)

Forskellige slags drikkevarer/fødevarer og husholdningsartikler skal tariferes separat. For eksempel skal et »kaffesæt« sammenpakket til detailsalg i plastikindpakning, bestående af:

aromatiseret pulverkaffe

hel kanel

et lille rivejern i rustfrit stål

en metaldåse med låg (med pulverkaffe)

et keramikkrus

tariferes efter de forskellige produkter i position 2101 (aromatiseret pulverkaffe), 0906 (hel kanel), 8205 (små metalrivejern), 7323 (metaldåse med låg), 6912 (keramikkrus).

Disse produkter kan ikke betragtes som »varer i sæt til detailsalg« efter ATB 3 b), fordi varerne ikke opfylder et specielt behov eller til at udøve en bestemt aktivitet (Statement fra Toldkodeksudvalget fra juni 2008).

Derimod vil en billig engangsplastikkop (se også del (B)(III) »sæt indeholdende en mindre/ubetydelig vare«) sammen med et brev med kaffe og et brev med sukker til tilberedning af en enkelt kop kaffe blive tariferet som et sæt.

5)

Eksempler på produkter eller varer, der kan tariferes som et sæt under henvisning til ATB 3 b):

a)

Sæt til badeværelse/velvære bestående af forskellige artikler som shower gel, skumbad, vaskesæbe, bodylotion eller en kombination af shampoo, ansigtscreme og håndcreme osv. og også varer, som skal bruges sammen med dem, såsom vaskesvamp eller vaskeklud — varerne skal bruges samtidigt i en bestemt rækkefølge eller vilkårligt og supplerer hinanden. (Men som anført under pkt. (B)(I)(6)(a) sæt bestående af vaskeartikler og andre varer — separat tarifering. Se også del (B)(III) »sæt indeholdende en mindre/ubetydelig vare«, eksempel (ii)).

Hvis ovenstående varer samles til detailsalg i en plastikpose med lynlås, skal plastikposen tariferes i henhold til ATB 5 b), da det er normalt at bruge til indpakning af sådanne varer.

b)

Overlevelsessæt kun indeholdende artikler af ringe værdi, for eksempel: 2 sikkerhedsnåle af stål, 2 fiskekroge af stål, 1 fiskeline af tekstilmateriale (31 m), 1 lille kompas, 1 synål af stål, 2 tændere (optændingsstænger) 1 kobbertråd (91 cm), 1 multireb (3 m), 4 vandtætte tændstikker, 1 æske tændstikker, 1 plastikfløjte, 1 stk. klæbebånd (30 cm), 1 barberblad, 2 stk. steril gaze (til desinficering af sår), 2 stk. selvklæbende plastre, en plastikpose med gen luk, 2 stålsøm, 1 ark folie med spejleffekt med klæbende bagside, 1 pen, 1 pakke tørret suppe, i stk. tyggegummi. Alle bestanddelene i sættet er pakket i en aluminiumsæske, som måler 11 cm i længden, 7,7 cm i højden og 2,3 cm i bredden og sælges i en blisterpakning. Bestanddelene er beregnet til engangsbrug i nødsituationer, for eksempel til uventet ophold i et fjerntliggende område. De skal afhjælpe et specielt behov: at overleve.

c)

Pakker til patienter, der skal indlægges på hospital/rejsetoilettasker, med flere forskellige varer af ringe værdi, for eksempel vådservietter, en engangspen, en tandbørste, shampoo, servietter til ansigt og krop, hånddesinfektionsmiddel, spray, læbepomade, sæbe, en neglebørste og en folder om hygiejne, eller

toiletsæt bestående af for eksempel en sæbe, indpakket i plastikfolie, et parfumeret papirhåndklæde, nogle papirlommetørklæder og 2 toiletsæder i papir (ikke til genbrug), som foreligger i en sammenfoldelig plasticpose.

Men tilsvarende sæt — rejsesæt/fly sæt indeholdende tøfler, pyjamas osv. ud over toiletartikler — tariferes ikke som sæt i henhold til ATB 3 b), fordi tøfler, pyjamas osv. ikke er produkter til personlig pleje. (Se også forordning (EF) nr. 2855/2000 og 22. session i HS-Komitéen).

d)

Sæt med bor og »rawl plugs« bestående af for eksempel twistborehoveder til stål, til træ, til hårdt murværk, skruehoveder med en magnetholder og »rawl plugs«. Alle bestanddelene er pakket i en plastikæske, inddelt i rum — selv om varerne ikke normalt anvendes sammen for at udøve en bestemt aktivitet og kun nogle af dem kan anvendes ved en særlig lejlighed, kan de betragtes som sammenpakket til at opfylde et specielt behov, for eksempel renovering, fastgøring eller forbedringer i hjemmet.

e)

Sæt til renovering eller Gør-det-selv–sæt bestående af for eksempel artikler til at fjerne tapet og maling med, det være sig malebørster, tømmerblyanter, maleruller, specialknive, skrabere, spartler, tape, strømtester, malebakke osv. Varerne har et fælles formål, nemlig »vægrenovering«.

f)

Sæt bestående af en bog og en CD til bogen, som er sat ind i omslaget (for eksempel indeholder cd'en sprogøvelser, som har tilknytning til bogen), tariferes i henhold til ATB 3 b), da begge varer er sammenpakket for at opfylde et specielt behov (for eksempel at lære et fremmedsprog).

6)

Eksempler på produkter eller varer, der ikke kan tariferes som et sæt under henvisning til ATB 3 b):

a)

Sæt til badeværelse/velvære bestående af vaskeartikler (som shower gel, sæbe) og ekstra artikler, som skal anvendes separat, såsom tøfler, håndspejle, hårbørster, dekorative stearinlys osv. De forskellige varer skal ikke anvendes samlet eller kombineret med hinanden. Selv om de kan anvendes det samme sted (på badeværelset), er de beregnet til forskellige behov. Vaskeartiklerne anvendes til »vask/kropspleje«, hvorimod de andre varer anvendes til for eksempel »påklædning/tøj, hårpleje«. Se dog også pkt. (B)(I)(5)(a), eksempel på et badeværelsessæt tariferet som et sæt og del (B)(III) »sæt indeholdende en mindre/ubetydelig vare«, eksempel (ii)).

b)

Multibox-assortiment (går også under navnet »startsæt«) bestående af for eksempel forskellige stålsøm, forskellige delvis belagte skruekroge og snøreringe af stål, forskellige kroge (herunder til billedophæng) af stål, stålbelagte tegnestifter, gummielastikbånd, plastholdere til hylder med stålsøm, gummiringe, tegnestifter af stål og plastik, nøgleringe bestående af en stålring og plastikvedhæng, papirclips af stål, rawl plugs, forskellige skruer af stål, pakskiver af gummi eller papir. Bestanddelene i sættet er lagt i fem mindre plastbeholdere, som kan indsættes i en bærbar plastikbeholder. Sammenlignet med for eksempel renoveringssættet under pkt. (B)(I)(5)(e) opfylder multibox-assortimentet ikke et specielt behov, men indeholder blot en masse forskellige dele, som kan anvendes til mere end renovering, fastgørelse eller forbedring af hjemmet. Det indeholder varer som elastikbånd, nøgleringe og papirclips, som tjener andre formål.

DEL (B) (II)

… »falske sæt« …

1)

Hvis en eller flere af varerne i et »sæt« ikke opfylder det samme specielle behov eller ikke er beregnet til at udøve den samme bestemte aktivitet som de andre varer i et »sæt« pakket til detailsalg, skal HVER ENKELT vare tariferes separat. Det er ikke muligt at opbygge et sæt ud fra et »falsk sæt« og blot at fjerne nogle af varerne (se også FB til HS til ATB 3 b), afsnit X).

2)

Varerne kan kun tariferes som et sæt, hvis ALLE varerne har tilknytning til hinanden og anvendes sammen. I alle andre tilfælde (dvs. når kun nogle af varerne har tilknytning til hinanden og anvendes sammen) skal HVER ENKELT vare tariferes separat.

3)

I tilfældet med badeværelsessættet (se pkt. (B)(I)(6)(a)) bestående af shower gel, sæbe, bodylotion og tøfler skal HVER ENKELT vare tariferes separat, da tøflerne ikke opfylder det samme specielle behov.

DEL (B) (III)

… »sæt indeholdende en mindre/ubetydelig vare« …

1)

Varer i sæt til detailsalg kan kombineres med en mindre/ubetydelig vare (i visse tilfælde også mere end én vare) af ubetydelig værdi, som ikke har nogen tilknytning til de andre varer i sættet (dvs. den er ikke rettet mod det samme specielle behov eller bestemte aktivitet) og ville normalt skulle tariferes separat.

2)

Der kan ses bort fra tilstedeværelsen af den mindre/ubetydelige vare, når det fastslås, om en samling af artikler udgør et sæt (»de minimis-reglen«), og alle varerne skal tariferes sammen, forudsat at alle nedenstående betingelser er overholdt:

a)

varen er blot en ekstra/uvæsentlig bestanddel af hele sættet, for eksempel en »overraskelse«

b)

den ændrer ikke selve karakteren af sættet

c)

værdien af varen er ubetydelig i forhold til den samlede værdi af de varer, der indgår i sættet,

og

d)

den praktiske anvendelse af varen i sig selv er normalt mindre/ubetydelig, eller varen har en begrænset anvendelse (for eksempel kan den ikke bruges flere gange, eller den har en begrænset varighed).

Eksempler:

i)

»Kreative sæt« bestående af forskellige varer til en kreativ aktivitet (lille, trekantet hovedtørklæde i denimstof, et flettet bånd, kunstige bjergkrystaller og lim til at dekorere tørklædet med) og en enkelt lille overraskelse — et viskelæder, uden nogen tilknytning til aktiviteten, sammenpakket til detailsalg i en papæske. Disse varer tariferes som et sæt, dvs. at viskelæderet tariferes sammen med de andre varer i sættet.

ii)

»Badeværelsessæt« — bestående af forskellige toiletartikler (for eksempel shower gel, sæbe, badesalt og bodylotion) og et fyrfadslys af ubetydelig værdi sammenpakket til detailsalg i en papæske. Fyrfadslyset tariferes sammen med de andre varer i sættet. Men varer i et tilsvarende »badeværelsessæt« bestående af dekorative stearinlys, som ikke er af ubetydelig værdi, tariferes separat, da stearinlyset øger sættets værdi, det kan vare længere end toiletartiklerne, og det har en højere værdi (se pkt. (B)(I)(6)(a)).

iii)

Tegnesæt bestående af en lineal, en passer, en blyant og en blyantspidser, som foreligger sammen med små selvklæbende etiketter — etiketterne tariferes sammen med sættet, da de er en uvæsentlig bestanddel, som kun skal bruges én gang, er af en ubetydelig værdi osv.

iv)

Tekstilvaresæt bestående af et tørklæde henhørende under position 6117 og hertil hørende handsker henhørende under position 6116, der foreligger sammen med øreringe af uædelt metal henhørende under position 7117. Alle varer tariferes separate, da øreringene er mere end en uvæsentlig bestanddel, de har en praktisk anvendelse, og deres værdi er ikke ubetydelig.

3)

Ovenstående regel kan — alt efter hvert enkelt tilfælde — også anvendes, når en af »hovedvarerne« foreligger sammen med en mindre/ubetydelig vare.

For eksempel skal en pakke med morgenmadsprodukt indeholdende en lille overraskelse af ubetydelig værdi, for eksempel en plastikfigur/legetøj eller selvklæbende etiketter, ikke tariferes separat. Men hvis pakken med morgenmadsprodukt indeholder en cd med musik, software eller pc-spil, skal varerne tariferes separat, da cd'en er mere end en uvæsentlig bestanddel af ubetydelig værdi, og den har en væsentlig funktion uden tilknytning til morgenmadsproduktet.

DEL (C)

… »er emballeret, således at de kan sælges direkte til brugerne uden ompakning« …

1)

I henhold til denne bestemmelse er det nødvendigt, at ALLE nedenfor nævnte betingelser er opfyldt, for at varen skal kunne betragtes som et »sæt«:

a)

alle artiklerne i »sættet« frembydes samtidigt og på samme angivelse

b)

alle artiklerne foreligger i den samme pakning, for eksempel en bærepose, plastikpose, æske, net eller (emballeret eller ikke) bundet sammen med for eksempel trådforstærket tape osv.

c)

alle artikler er emballeret, således at de kan sælges direkte til brugerne uden ompakning

2)

Men som en undtagelse fra pkt. (1)(b) kan varer i sæt til detailsalg foreligge i separate pakker, når det er begrundet, for eksempel på grund af varernes sammensætning (for eksempel størrelse, vægt, form, kemisk sammensætning), af transport- eller sikkerhedshensyn, forudsat at det er med henblik på salg direkte til brugere uden ompakning.

Det kan kun accepteres, hvis:

a)

varerne foreligger i »afpassede antal«, for eksempel et spisebord (med plads til 4 personer) og 4 spisestole; i modsætning til »ikke afpassede antal«, for eksempel 3 spiseborde (med plads til 4 personer) og 1 spisestol,

og

b)

varerne er pakket i en form, som klart angiver, at de hører sammen, for eksempel:

i)

pakkerne skal klart henvise til hinanden (nummereret, med billeder, handelsbetegnelse osv.), eller

ii)

papirerne angiver, at de pågældende varer er i separate pakninger, men hører sammen.