52013PC0521

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) /* COM/2013/0521 final - 2013/0247 (COD) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forlængelse af undtagelsen om anvendelse af en forhøjet medfinansieringssats for de medlemsstater, som er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet

· Begrundelse og formål

Den vedvarende finansielle og økonomiske krise har sat de enkelte landes finansielle ressourcer under pres, samtidig med at medlemsstaterne forfølger de politikker, der er nødvendige for at sikre finanspolitisk konsolidering. I den forbindelse er det særligt vigtigt at sikre en maksimal gennemførelse af programmerne for udvikling af landdistrikterne.

Gennemførelsen af programmerne er ofte en udfordring, ikke mindst på grund af de likviditetsproblemer, der opstår som følge af finanspolitisk konsolidering. Det er navnlig tilfældet for de medlemsstater, der er blevet hårdest ramt af den finansielle krise og har modtaget finansiel støtte under et tilpasningsprogram. Indtil videre har syv lande modtaget finansiel støtte og aftalt et makroøkonomisk tilpasningsprogram med Kommissionen. Der er tale om Cypern, Ungarn, Rumænien, Letland, Portugal, Grækenland og Irland, i det følgende benævnt "programlande". Ungarn, Rumænien og Letland er ikke længere omfattet af et tilpasningsprogram.

For at sikre, at disse medlemsstater (eller enhver anden medlemsstat, som i fremtiden måtte få gavn af sådanne støtteprogrammer) viderefører gennemførelsen af programmer for udvikling af landdistrikterne og fortsat udbetaler midler til projekter, indeholder det aktuelle forslag bestemmelser, som giver disse lande mulighed for at gøre brug af forhøjede medfinansieringssatser uden at ændre deres samlede tildeling under landdistriktsudviklingspolitikken for perioden 2007-2013. Det giver medlemsstaterne yderligere finansielle ressourcer på et kritisk tidspunkt og letter den videre gennemførelse af programmerne.

· Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

Artikel 70, stk. 4c, i forordning (EF) nr. 1698/2005 indeholder en undtagelse, hvorved bidragslofterne for Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), som fastsættes i stk. 3, 4 og 5 i samme artikel, kan forhøjes til højst 95 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i de regioner, der er omfattet af konvergensmålet, i regionerne i den yderste periferi og for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og til højst 85 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i andre regioner. Denne undtagelse gælder kun for udgifter, som de udbetalende organer har pådraget sig senest den 31. december 2013.

· Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Forslaget er i overensstemmelse med andre forslag og initiativer vedtaget af Kommissionen som reaktion på finanskrisen.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

· Høring af interesserede parter

Ingen høring af eksterne interesseparter.

· Ekspertbistand

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.

· Konsekvensanalyse.

De medlemsstater, som modtager finansiel bistand, har mulighed for at indsende en anmodning til Kommissionen om at ændre deres program for udvikling af landdistrikterne for 2007-2013 og gøre brug af undtagelsen om anvendelse af højere medfinansieringssatser end normalt. På nuværende tidspunkt gør Grækenland, Irland og Portugal brug af denne undtagelse, men ikke op til maksimumbeløbet i alle tilfælde. Eftersom periodens samlede finansielle tildeling fra ELFUL til medlemsstaterne og de pågældende programmer ikke ændres, betyder de højere EU-medfinansieringssatser reelt en reduktion af det samlede offentlige støttebeløb, som stilles til rådighed for programmerne for udvikling af landdistrikterne i programmeringsperioden. Medlemsstater, som modtager finansiel bistand, har under de nuværende programmer for udvikling af landdistrikterne for 2007-2013 kun mulighed for at forhøje ELFUL's bidrag til udgifter, der afholdes frem til 31. december 2013 (for den periode medlemsstaten modtager finansiel støtte). Der er ikke samme mulighed i perioden frem til den sidste frist for støtteberettigelse, som er den 31. december 2015

I henhold til artikel 22 i forordning (EU) nr. …/… i [forordningen om generelle bestemmelser] kan ELFUL's bidrag til udgifterne, som afholdes i den nye programmeringsperiode 2014-2020, forhøjes med 10 procentpoint over den medfinansieringssats, der gælder for hver foranstaltning for ELFUL. Det nye system, hvormed der indføres en ensartet forhøjelse for alle foranstaltninger, kan i visse tilfælde betyde mindre eller større ændringer i ELFUL's bidrag, end i det nuværende system, jf. artikel 70, stk. 4c, i forordning (EF) nr. 1698/2005.

Hvis muligheden for i henhold til artikel 70, stk. 4c, i forordning (EF) nr. 1698/2005 at gøre brug af højere ELFUL bidrag end normalt under de nuværende programmer for udvikling af landdistrikterne begrænses til at gælde frem til slutningen af 2013 og kun til den periode, hvor medlemsstaten modtager finansiel støtte, er der en risiko for, at midlerne fra ELFUL hverken vil blive udnyttet maksimalt eller optimalt i de pågældende programmer for udvikling af landdistrikterne, inden de nye programmer giver mulighed for at forhøje tildelingen af midler.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

· Oversigt over de foreslåede foranstaltninger

Det foreslås at ændre artikel 70, stk. 4c, i forordning (EF) nr. 1698/2005 for at gøre det muligt for medlemsstater, der modtager finansiel støtte, at drage nytte af forhøjelsen på 10 procentpoint for åbne budgetforpligtelser for programmeringsperioden 2007-2013 indtil udløbet af støtteberettigelsesperioden og at gøre krav derpå i deres anmodning om saldoen, selv hvis den finansielle støtte ikke længere ydes.

· Retsgrundlag

TEUF's artikel 42 og 43.

· Nærhedsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet det sigter mod at yde forhøjet støtte gennem ELFUL til visse medlemsstater, som har haft alvorlige vanskeligheder, navnlig med hensyn til økonomisk vækst og finansiel stabilitet, og som har oplevet forværring af deres underskud og gæld, som også skyldes de internationale økonomiske og finansielle forhold. I den forbindelse bør der på EU-plan indføres en midlertidig mekanisme, som gør det muligt at afvige fra de normale medfinansieringssatser for ELFUL.

· Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

En udvidet anvendelse af den forhøjede medfinansieringssats står i et rimeligt forhold til den vedvarende økonomiske krise og til de andre foranstaltninger, der er truffet for at hjælpe de berørte medlemsstater.

· Reguleringsmiddel/reguleringsform

Foreslået reguleringsmiddel: ændring af gældende forordning.

Kommissionen har undersøgt det råderum, som den retlige ramme giver, og finder det nødvendigt i lyset af de hidtidige erfaringer at fremlægge forslag om ændring af forordning (EF) nr. 1698/2005.

4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen virkninger for forpligtelsesbevillingerne, da der ikke er foreslået nogen ændringer af de maksimale ELFUL-finansieringsbeløb, som er fastsat i de operationelle programmer for programmeringsperioden 2007-2013.

Behovet for betalingsbevillinger i budgettet for 2014 kan imidlertid stige med 90 mio. EUR i tilfælde af, at medlemsstater fortsætter med at anvende forhøjede medfinansieringssatser.

På baggrund af medlemsstatens anmodning om at blive omfattet af foranstaltningen og under hensyntagen til udviklingen i indgivelsen af anmodninger om mellemliggende betalinger vil Kommissionen vurdere situationen og i givet fald overveje at træffe de nødvendige foranstaltninger.

2013/0247 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 42 og 43,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[1],

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[2],

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Den hidtil værste globale finansielle krise og økonomiske nedgang har skadet både den økonomiske vækst og den finansielle stabilitet alvorligt og forårsaget en kraftig forringelse af de finansielle og økonomiske vilkår i en række medlemsstater. Der er især visse medlemsstater, som er i eller trues af alvorlige vanskeligheder, navnlig problemer med deres økonomiske vækst og finansielle stabilitet, og af forværring af deres underskud og gæld, som også skyldes de internationale økonomiske og finansielle forhold.

(2)       Der er allerede blevet truffet en række vigtige foranstaltninger til at imødegå krisens negative virkninger, herunder lovgivningsændringer, men finanskrisens indvirkning på realøkonomien, arbejdsmarkedet og borgerne mærkes fortsat overalt og presset på landenes finansielle ressourcer er stigende.

(3)       På baggrund af de alvorlige vanskeligheder en række medlemsstater stadig står over for med hensyn til deres finansielle stabilitet og for at begrænse de deraf følgende negative virkninger under overgangen fra den nuværende til den kommende programmeringsperiode ved at tillade maksimal udnyttelse af de tilgængelige ELFUL-midler, bør der foretages en forlængelse af gyldigheden af undtagelsen om forhøjelse af ELFUL's bidrag, som er fastlagt ved Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005[3], til fristen for udløbet af støtteberettigelsen for programmeringsperioden 2007-2013, som er den 31. december 2015.

(4)       Muligheden for at forhøje mellemliggende betalinger og betalinger af den endelige saldo med 10 procentpoint over medfinansieringssatsen bør ikke begrænses til den periode, hvor medlemsstaten modtager den finansielle støtte i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 407/2010, forordning (EF) nr. 332/2002 eller traktaten om oprettelse af den europæiske stabiliseringsmekanisme, da medlemsstaten stadig står over for alvorlige vanskeligheder med hensyn til at sikre medfinansiering fra det nationale budget selv efter at den finansielle støtte er afsluttet.

(5)       I overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 7.-8. februar 2013 og som foreskrevet i artikel 22 i [den fremtidige forordning med fælles bestemmelser] gælder medfinansieringssatsen forhøjet med 10 procentpoint indtil den 30. juni 2016 for programmeringsperioden 2014-2020, hvor muligheden for forhøjelse vil blive revurderet. Eftersom programmeringsperioderne 2007-2013 og 2014-2020 overlapper hinanden, bør der sikres en sammenhængende og ensartet behandling af de medlemsstater, der modtager finansiel støtte i de to perioder. De medlemsstater, der modtager økonomisk støtte, bør derfor kunne drage nytte af forhøjelsen af medfinansieringssatsen indtil udløbet af støtteberettigelsesperioden og gøre krav derpå i deres anmodning om saldoen, selv hvis den finansielle støtte ikke længere ydes.

(6)       Eftersom den frist, som er fastsat ved artikel 70, stk. 4c, falder sammen med afslutningen af programmeringsperioden og de relevante program- og proceduremæssige krav, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(7)       Forordning (EF) nr. 1698/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 70, stk. 4c, i forordning (EF) nr. 1698/2005 foretages følgende ændringer:

a)           I første afsnit affattes indledningen således:

Uanset lofterne i stk. 3, 4 og 5 kan ELFUL's bidrag forhøjes til højst 95 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i de regioner, der er omfattet af konvergensmålet, i regionerne i den yderste periferi og for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og til højst 85 % af de støtteberettigede offentlige udgifter i andre regioner. Disse satser gælder for støtteberettigede udgifter, der nyanmeldes i hver af de godkendte udgiftsanmeldelser, efter [OPOCE please insert date of entry into force of this Regulation], såfremt en medlemsstat opfylder én af følgende betingelser: "

b)           Andet afsnit affattes således:

En medlemsstat, som ønsker at gøre brug af undtagelsen i første afsnit, indsender en anmodning til Kommissionen om tilsvarende ændring af sit program for udvikling af landdistrikterne. Undtagelsen gælder fra Kommissionens godkendelse af programændringen."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne                    På Rådets vegne

Formand                                                        Formand

FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET

FINANSIERINGSOVERSIGT || AGRI/I1/2013/1278200

6.20.2013.6

|| DATO: 17.05.2013

1. || BUDGETPOST: 05 04 Udvikling af landdistrikter ||

2. || FORANSTALTNINGENS BETEGNELSE: Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)

3. || RETSGRUNDLAG: Artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

4. || FORANSTALTNINGENS FORMÅL: Denne forordning forlænger den undtagelse, som gør det muligt for medlemsstater, der modtager finansiel bistand, at forhøje ELFUL's bidrag op til 95 % i regioner omfattet af konvergensmålet, i regionerne i den yderste periferi og for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og op til 85 % i andre regioner.

5. || FINANSIELLE VIRKNINGER || 12- MÅNEDERS PERIODE (mio. EUR) || INDEVÆRENDE REGNSKABSÅR 2013 (mio. EUR) || FØLGENDE REGNSKABSÅR 2014 (mio. EUR)

5.0 || UDGIFTER, SOM AFHOLDES -               OVER EU-BUDGETTET (RESTITUTIONER/INTERVENTIONER) -               OVER NATIONALE BUDGETTER -               AF ANDRE || ||   || CA: - PA: + 90

5.1 || INDTÆGTER -               EU's EGNE INDTÆGTER (AFGIFTER/TOLD) -               NATIONALE KILDER || || ||

|| || 2015 || 2016 || 2017 || 2018

5.0.1 || UDGIFTSOVERSLAG || || || PA: - 90 ||

5.1.1 || INDTÆGTSOVERSLAG || || || ||

5.2 || BEREGNINGSMÅDE: -

6.0 || ER FINANSIERING MULIG OVER DE BEVILLINGER, DER PÅ DET LØBENDE BUDGET ER OPFØRT UNDER DET RELEVANTE KAPITEL? || ikke relevant

6.1 || ER FINANSIERING MULIG VED OVERFØRSEL MELLEM KAPITLER PÅ DET LØBENDE BUDGET? || ikke relevant

6.2 || ER ET TILLÆGSBUDGET NØDVENDIGT? || NEJ

6.3 || BEVILLINGER TIL OPFØRSEL PÅ KOMMENDE BUDGETTER? || NEJ

BEMÆRKNINGER: For så vidt angår forpligtelsesbevillinger vil ændringen af forordning (EF) nr. 1698/2005 ikke få finansielle virkninger, idet det samlede budget til udvikling af landdistrikter og dets årlige fordeling er uændret. For betalinger kan forlængelsen af undtagelsen, der tillader anvendelse forhøjede medfinansieringssatser resultere i højere refusion til de berørte medlemsstater. Forslaget vil ikke have nogen virkning i 2013. På grundlag af de seneste betalingsoverslag fra medlemsstaterne vurderes de yderligere betalinger til 90 mio. EUR i 2014 (sammenlignet med en situation, hvor anvendelsen af forhøjede satser ophører i 2013). Dette beløb vil blive kompenseret ved programmernes afslutning, sandsynligvis i 2017. På baggrund af medlemsstatens anmodning om at blive omfattet af foranstaltningen og under hensyntagen til udviklingen i indgivelsen af anmodninger om mellemliggende betalinger vil Kommissionen i 2012 vurdere situationen og i givet fald overveje at træffe de nødvendige foranstaltninger.

[1]               EUT C , , s. .

[2]               EUT C , , s. .

[3]               EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.