52013PC0507

Forslag til RÅDETS FORORDNING om fastsættelse af fiskerimulighederne for ansjos i Biscayabugten for fangstperioden 2012/14 /* COM/2013/0507 final - 2013/0236 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

De rådsforordninger om fiskerimuligheder, der vedtages hvert år i andet halvår, omfatter ikke længere samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) for ansjos i Biscayabugten på grund af denne bestands særlige årlige biologiske cyklus og foreliggende videnskabelig rådgivning herom. TAC'en for ansjos bør hvert år fastsættes omkring juli måned.

Ved Rådets forordning (EF) nr. 694/2012 blev der fastsat TAC for det fiskeri, som udnytter denne bestand, for perioden fra den 1. juli 2012 til den 30. juni 2013. Tiden er nu inde til at fastsætte TAC'en for de næste 12 måneder, og hvordan den skal fordeles mellem de berørte medlemsstater.

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Under henvisning til den fælles fiskeripolitiks mål opstillet i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik bør fiskerimulighederne fastsættes på basis af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til biologiske og socioøkonomiske aspekter, samtidig med at de forskellige fiskerisektorer sikres en retfærdig behandling.

For ansjosbestanden i Biscayabugten er den rådgivning, som Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) gav i juli 2013, baseret på en fangstperiode, der går fra den 1. juli 2013 til den 30. juni 2014.

Ifølge STECF's rådgivning anslås bestandens gydebiomasse at være på ca. 56 055 tons. Under henvisning til Kommissionens forslag af 29. juli 2009 til en forordning om en langsigtet plan for ansjosbestanden i Biscayabugten og for fiskeriet efter denne bestand[1] og i betragtning af, at den konsekvensanalyse, der ligger til grund for dette forslag, er den nyeste konsekvensanalyse for så vidt angår beslutninger om fiskerimuligheder for denne bestand, fastsatte forordning (EU) nr. 694/2012 TAC'en for denne bestand efter høstreglen i forslaget.

I 2013 blev de metoder og de biologiske parametre, som Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anvender til at vurdere ansjosbestandens status, taget op til fornyet overvejelse. I lyset af disse nye videnskabelige oplysninger, kan det være hensigtsmæssigt i den nærmeste fremtid ikke blot at revurdere den nugældende fangstkontrolregel i Kommissionens forslag af 29. juli 2009, men også at genoverveje andre fiskeriforvaltningsforanstaltninger. I påkommende tilfælde vil der eventuelt blive foreslået ændringer i overensstemmelse hermed. Indtil denne revurdering foretages, er det hensigtsmæssigt fortsat at anvende den nugældende fangstkontrolregel, da det er blevet bekræftet, at den fortsat er i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, men også fordi den sikrer forudsigelige fangster og stabilitet inden for fiskerisektoren. Det relevante regionale rådgivende råd (Det Regionale Rådgivende Råd for de Sydvestlige farvande) har fulgt denne videnskabelige udvikling, og uformelle drøftelser mellem dets medlemmer tyder på, at de kan tilslutte sig denne fremgangsmåde. De regionale rådgivende råd vil blive inddraget i det kommende arbejde med at revurdere fangstkontrolreglen og andre forvaltningsregler, såsom fangstsæsonen, og dette arbejde vil Kommissionen udføre gennem sine videnskabelige rådgivende organer.

TAC’en for fangstperioden 1. juli 2013 - 30. juni 2014 bør følgelig i overensstemmelse med høstreglen i ovennævnte forslag fastsættes til 17 100 tons.

Rådet opfordres til at vedtage dette forslag hurtigst muligt, så fiskerne kan planlægge deres fiskeri for den nye fangstperiode.

2013/0236 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om fastsættelse af fiskerimulighederne for ansjos i Biscayabugten for fangstperioden 2013/2014

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Det påhviler Rådet at fastsætte fiskerimuligheder for de enkelte fiskerier eller fiskerigrupper. Disse fiskerimuligheder bør fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at der sikres en relativ stabilitet i de enkelte medlemsstaters fiskeri efter alle bestande eller grupper af bestande under behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som opstillet ved Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik[2].

(2)       For at bestanden kan forvaltes bedst muligt og af forenklingshensyn, bør TAC'en og medlemsstaternes kvoter for ansjosbestanden i Biscayabugten (ICES-underområde VIII) fastsættes for en årlig forvaltningsperiode, der går fra den 1. juli til den 30. juni det følgende år, i stedet for en forvaltningsperiode, der følger kalenderåret. Fiskeriet bør dog fortsat være omfattet af de almindelige bestemmelser i forordning (EU) nr. 39/2013[3] om betingelserne for anvendelse af kvoterne.

(3)       TAC'en for ansjos i Biscayabugten for fangstperioden 2013/14 bør fastsættes på grundlag af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til de biologiske og socioøkonomiske aspekter, samtidig med at de forskellige fiskerisektorer sikres en retfærdig behandling.

(4)       For at tilvejebringe en flerårig forvaltning af ansjosbestanden i Biscayabugten fremlagde Kommissionen den 29. juli 2009 et forslag til forordning om en langsigtet plan for ansjosbestanden i Biscayabugten og for fiskeriet efter denne bestand. Henset til, at den konsekvensanalyse, som dette forslag er baseret på, indeholdt den seneste vurdering af forvaltningsafgørelsers indvirkning på bestanden, bør der fastsættes en TAC for ansjos i Biscayabugten i overensstemmelse hermed. Ifølge den rådgivning, som den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) gav i juli 2013, anslås bestandens gydebiomasse til at være på ca. 56 055 tons. TAC'en for fangstperioden 1. juli 2013 - 30. juni 2014 bør således fastsættes til 17 100 tons.

(5)       Ifølge artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 847/96 af 6. maj 1996 om supplerende betingelser for forvaltningen af TAC og kvoter[4] fra år til år bør det fastsættes, i hvilket omfang foranstaltningerne i nævnte forordning skal gælde for ansjosbestanden i Biscayabugten.

(6)       På grund af 2013/14-fangstperiodens begyndelse og af hensyn til den årlige rapportering af fangster bør denne forordning træde i kraft straks og anvendes fra den 1. juli 2013 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Fiskerimuligheder for ansjos i Biscayabugten

1.           For ansjosbestanden i ICES-underområde VIII som afgrænset ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 218/2009[5] fastsættes den samlede tilladte fangstmængde (TAC) (i tons levende vægt) og fordelingen heraf mellem medlemsstaterne for fangstperioden 1. juli 2013 - 30. juni 2014 således:

Art: || Ansjos Engraulis encrasicolus || ICES-område: || VIII (ANE/08.)

Spanien || 15 390 || || Analytisk TAC

Frankrig || 1 710 ||

EU || 17 100 ||

|| ||

TAC || 17 100 ||

2.           De fiskerimuligheder, der er fastsat i stk. 1, fordeles og udnyttes på de betingelser, der er fastsat i artikel 8 og 10 i forordning (EU) nr. 39/2013.

3.           Den i stk. 1 omhandlede bestand anses ved anvendelsen af forordning (EF) nr. 847/96 for at være omfattet af en analytisk TAC. Artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 4 i nævnte forordning anvendes.

Artikel 2 Dataoverførsel

Når medlemsstaterne i henhold til artikel 33 og 34 i forordning (EF) Nr. 1224/2009[6] sender oplysninger til Kommissionen om de landede mængder af ansjoser, der er fanget i ICES-underområde VIII, skal de anvende bestandskode "ANE/08.".

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2013.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               KOM(2009) 399 endelig.

[2]               EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

[3]               Rådets forordning (EU) nr. 39/2013 af 21. januar.2013 om fastsættelse for 2013 af fiskerimuligheder for EU-fartøjer for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der ikke er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler (EUT L 23 af 25.1.2012, s. 1).

[4]               EFT L 115 af 9.5.1996, s. 3.

[5]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 218/2009 af 11. marts 2009 om indberetning af statistiske oplysninger om fangster taget af medlemsstater, der driver fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav (EUT L 87 af 31.3.2009, s. 70).

[6]               Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006, EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.