Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om forlængelse af anvendelsesperioden for de relevante foranstaltninger, der ved afgørelse 2011/465/EU blev truffet over for Republikken Guinea, og om ændring af denne afgørelse /* COM/2013/0440 final - 2013/0209 (NLE) */
BEGRUNDELSE I juli 2011 lempede Rådet de relevante
foranstaltninger, der blev truffet over for Guinea, i anerkendelse af de
fremskridt, som landet havde gjort i sine bestræbelser på at genoprette den
forfatningsmæssige orden efter gennemførelsen af demokratiske præsidentvalg og
Alpha Condés indsættelse som præsident. Rådet bemærkede imidlertid, at
genoprettelsen af den forfatningsmæssige orden først ville være fuldstændig med
afholdelsen af frie og gennemsigtige parlamentsvalg – det sidste delmål, der forudsættes
opfyldt, inden samarbejdet med Guinea inden for rammerne af den 10. EUF kan
genoptages i sin fulde udstrækning (afgørelse 2011/465/EU). Rådets afgørelse 2011/465/EU, der blev
forlænget ved Rådets afgørelse 2012/404/EU, udløber den
19. juli 2013. Den indeholder to delmål: 1) vedtagelse af en
detaljeret tidsplan for afholdelsen af parlamentsvalg inden udgangen af 2012,
2) afholdelse af frie og åbne parlamentsvalg. I forlængelse af vedtagelsen og
efter Guineas uafhængige nationale valgkommissions overbringelse af en tidsplan
for afholdelse af valg i maj 2013 fandt Rådet, at det første delmål var
opfyldt. Det vejledende nationale program (DSP/PIN) inden for rammerne af den
10. EUF blev således undertegnet den 21. december 2012 i Bruxelles.
Den 13. april 2013 blev datoen for
afholdelse af parlamentsvalg fastsat til den 30. juni 2013 ved
præsidentielt dekret. I betragtning af de i forhold til tidsplanen
allerede registrerede forsinkelser og de store politiske spændinger, som er
forbundet med afholdelse valget på den planlagte dato og under de planlagte
omstændigheder, er det nødvendigt at forlænge gyldighedsperioden for Rådets
afgørelse 2011/465/EU med et år og at udsætte fristen for afholdelse af
parlamentsvalg til udgangen af oktober 2013. Såfremt valgene finder sted efter
denne dato, vil EU ikke være i stand til at fastholde sit tilsagn om at
undertegne finansieringsafgørelserne vedrørende de tilbageværende
projekter/programmer under den 10. EUF, idet fristen for at disponere over
midler fra den 10. EUF er fastsat til den 31. december 2013 i Rådet
afgørelse 1/2006. 2013/0209 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om forlængelse af anvendelsesperioden for de
relevante foranstaltninger, der ved afgørelse 2011/465/EU blev truffet over for
Republikken Guinea, og om ændring af denne afgørelse RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til partnerskabsaftalen
mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og
Stillehavet og på den anden side Den Europæiske Union og dens medlemsstater,
undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000[1],
som senest revideret i Ouagadougou den 22. juni 2010[2]
("AVS-EU-partnerskabsaftalen"), særlig artikel 96, under henvisning til den interne aftale mellem
repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de
foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges ved
gennemførelse af AVS-EU-partnerskabsaftalen[3],
særlig artikel 3, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: (1) I Rådets afgørelse
2011/465/EU af 18. juli 2011 fastsættes relevante foranstaltninger over for
Guinea i henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 96, stk. 2,
litra c). (2) I Rådets afgørelse
2011/465/EU, der forlænges og ændres ved Rådets afgørelse 2012/404/EU, kræves
det, at to delmål opfyldes, før samarbejdet med Republikken Guinea kan
genoptages, nemlig at de kompetente myndigheder udarbejder og vedtager en
detaljeret tidsplan for afholdelse af parlamentsvalg inden udgangen af 2012, og
at valgene er frie og gennemsigtige. (3) I forlængelse af overbringelsen
af en tidsplan for afholdelse af parlamentsvalg den 12. maj 2013 ved
formanden for Guineas uafhængige nationale valgkommission fandt Rådet, at det
første delmål var opfyldt. (4) Den 13. april 2013 blev datoen
for afholdelse af parlamentsvalg fastsat til den 30. juni 2013 ved præsidentielt
dekret. Den højeste domstol i Republikken Guinea har fastsat fristen for
offentliggørelse af det endelige valgresultat til efter den 19. juli 2013,
hvor den gældende afgørelse udløber. (5) Det er derfor nødvendigt at
forlænge anvendelsesperioden for de relevante foranstaltninger, der er fastsat
i afgørelse 2011/465/EU, og udsætte den ved disse foranstaltninger fastsatte
frist for afholdelse af frie og gennemsigtige parlamentsvalg i Republikken
Guinea til udgangen af oktober 2013 — VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Anvendelsesperioden for afgørelse 2011/465/EU,
som forlænget og ændret ved afgørelse 2012/404/EU, forlænges med yderligere 12
måneder. Med henblik herpå ændres datoen "19. juli 2013" til
datoen "19. juli 2014" i artikel 3 i afgørelse 2011/465/EU. Artikel 2 Fristen for indfrielse af Republikken Guineas
tilsagn om at afholde frie og gennemsigtige parlamentsvalg, som er opført
blandt de relevante foranstaltninger i bilaget til afgørelse 2011/465/EU,
udsættes til den 31. oktober 2013. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft på dagen for
vedtagelsen. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Rådets vegne Formand [1] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. [2] EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3. [3] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376, ændret ved EUT L 247 af
9.9.2006, s. 48.