52013PC0436

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger /* COM/2013/0436 final - 2013/0207 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Rådets afgørelse 2005/387/RIA om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer[1] fastsætter en tretrinsprocedure, som kan munde ud i, at et nyt psykoaktivt stof underkastes kontrol i EU.

Den 22. januar 2013 anmodede Rådet[2] i henhold til artikel 6 i ovennævnte rådsafgørelse om en vurdering af de risici, der er forbundet med brug og fremstilling af samt ulovlig handel med det nye psykoaktive stof 5-(2-aminopropyl)indol, involveringen af organiserede kriminelle grupper og mulige følger af kontrolforanstaltninger vedrørende dette stof.

Risiciene ved 5-(2-aminopropyl)indol er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, 3 og 4, i Rådets afgørelse vurderet af det udvidede videnskabelige udvalg under Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Det videnskabelige udvalgs formand forelagde vurderingsrapporten for Kommissionen og Rådet den 16. april 2013.

De vigtigste resultater af risikovurderingen er følgende:

(1) 5-(2-Aminopropyl)indol er et syntetisk indolderivat, som er substitueret på phenylsiden af indolringsystemet. Det synes at være et opkvikkende stof, der muligvis også har hallucinogene virkninger. Trods de strukturelle ligheder med mere velkendte stoffer såsom α-methyltryptamin (AMT), 5-(2-aminopropyl)benzofuran (5-APB) og det internationalt kontrollerede narkotikum 3,4-methylendioxyamfetamin (MDA), kan virkningerne af 5-(2-aminopropyl)indol ikke sammenlignes med ovennævnte stoffers, da der potentielt er tale om forskellige virkningsmekanismer.

(2) Den akutte toksicitet af 5-(2-aminopropyl)indol synes at medføre skadevirkninger hos mennesker såsom tachycardi og hypertermi, men også pupiludvidelse, ophidselse og rysten. Der kan desuden optræde gensidige påvirkninger mellem 5-(2-aminopropyl)indol og andre stoffer, bl.a. lægemidler og opkvikkende midler, der indvirker på monoamin-neurotransmittersystemet.

(3) Siden 2012 har syv medlemsstater samt Kroatien og Norge påvist 5-(2-aminopropyl)indol og indberettet oplysninger om stoffet til EONN og Europol. Mellem april og august 2012 er der i fire medlemsstater registreret 24 dødsfald, hvor 5-(2-aminopropyl)indol er påvist alene eller sammen med andre stoffer ved obduktionen, og i tre medlemsstater er der registreret 21 ikke-dødelige forgiftninger med dette nye psykoaktive stof. Øget tilgængelighed og mere udbredt anvendelse af dette nye psykoaktive stof kan få betydelige følger for enkeltpersoners sundhed og folkesundheden.

(4) 5-(2-Aminopropyl)indol har ingen kendt, dokumenteret eller anerkendt medicinsk værdi eller anvendelse, og bortset fra stoffets anvendelse som analysereferencestandard og i videnskabelig forskning er der ingen indikationer på, at det anvendes til andre formål.

I henhold til artikel 8, stk. 1, i Rådets afgørelse skal Kommissionen senest seks uger efter datoen for modtagelsen af risikovurderingsrapporten fremlægge enten et initiativ for Rådet med henblik på at få indført kontrolforanstaltninger over for det nye psykoaktive stof eller en rapport, hvori den redegør for, hvorfor den ikke anser et sådant initiativ for nødvendigt.

Selv om der på nuværende tidspunkt kun findes begrænsede videnskabelige beviser for de generelle risici ved 5-(2-aminopropyl)indol, finder Kommissionen, at der er tilstrækkelig begrundelse for, at stoffet underkastes kontrolforanstaltninger i Unionen. Hovedårsagen er, at den akutte toksicitet af 5-(2-aminopropyl)indol ifølge oplysningerne i risikovurderingsrapporten er så høj, at stoffet kan skade enkeltpersoners sundhed alvorligt. Desuden forøges risikoen af forlydender om, at brugerne indtager 5-(2-aminopropyl)indol sammen med eller i stedet for andre opkvikkende stoffer uden at vide det.

Formålet med dette forslag til rådsafgørelse er at få medlemsstaterne til at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner efter national lovgivning i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til FN's konvention af 1971 om psykotrope stoffer.

2013/0207 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets afgørelse 2005/387/RIA af 10. maj 2005 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer[3], særlig artikel 8, stk. 3,

under henvisning til initiativ fra Europa-Kommissionen og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       I medfør af artikel 6 i afgørelse 2005/387/RIA udarbejdede det udvidede videnskabelige udvalg under Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug på et særligt møde en risikovurderingsrapport om 5-(2-aminopropyl)indol, som efterfølgende blev forelagt Kommissionen den 16. april 2013.

(2)       5-(2-Aminopropyl)indol er et syntetisk indolderivat, som er substitueret på phenylsiden af indolringsystemet. Det synes at være et stimulerende stof, der muligvis også har hallucinogene virkninger. 5-(2-Aminopropyl)indol er hovedsagelig fundet som pulver, men også i kapsel- og tabletform, og stoffet kan købes på internettet og i "hampeforretninger", idet det markedsføres som "research chemical" ("forskningskemikalie"). Stoffet er også påvist i et produkt med betegnelsen "Benzo fury", der er solgt som et "legal high", og i tabletter, der ligner ecstasy.

(3)       De foreliggende oplysninger og data tyder på, at den akutte toksicitet af 5-(2-aminopropyl)indol kan medføre skadevirkninger hos mennesker såsom tachycardi og hypertermi, men også pupiludvidelse, ophidselse og rysten. Der kan optræde gensidige påvirkninger mellem 5-(2-aminopropyl)indol og andre stoffer, bl.a. lægemidler og opkvikkende midler, der indvirker på monoamin-neurotransmittersystemet. Det er vanskeligt at bestemme de specifikke fysiske virkninger af 5-(2-aminopropyl)indol i mennesker, da der ikke er offentliggjort undersøgelser om vurdering af stoffets akutte og kroniske toksicitet, dets virkninger for fysiologi og adfærd samt dets mulige afhængighedsskabende virkning, og da de foreliggende oplysninger og data er begrænsede.

(4)       Der er registreret i alt 24 dødsfald i fire medlemsstater mellem april og august 2012, hvor 5-(2-aminopropyl)indol alene eller sammen med andre stoffer er blevet påvist i obduktionsprøver. Det kan ikke med sikkerhed fastslås, hvilken rolle 5-(2-aminopropyl)indol har spillet i alle disse dødsfald, men i nogle tilfælde er stoffet specifikt nævnt under dødsårsagen. Øget tilgængelighed og mere udbredt anvendelse af dette nye psykoaktive stof kan få betydelige følger for enkeltpersoners sundhed og folkesundheden. Der foreligger ingen oplysninger om de sociale risici i forbindelse med 5-(2-aminopropyl)indol.

(5)       Ni europæiske lande har indberettet til Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug og Europol, at de har påvist 5-(2-aminopropyl)indol. Der foreligger ingen data om, hvor udbredt brug af 5-(2-aminopropyl)indol er, men de begrænsede oplysninger, der foreligger, tyder på, at stoffet muligvis indtages i samme miljøer som andre opkvikkende midler, nemlig hjemme, i barer og natklubber og ved musikfestivaler.

(6)       Ingen foreliggende oplysninger tyder på, at 5-(2-aminopropyl)indol fremstilles i Unionen, og intet foreliggende materiale tyder på, at organiseret kriminalitet er involveret i fremstilling, distribution eller forsyning af dette nye psykoaktive stof.

(7)       5-(2-Aminopropyl)indol har ingen kendt, dokumenteret eller anerkendt medicinsk værdi eller anvendelse, og der er ingen markedsføringstilladelse for dette nye psykoaktive stof i Unionen. Bortset fra stoffets anvendelse som analysereferencestandard og i videnskabelig forskning er der ingen indikationer på, at det anvendes til andre formål.

(8)       5-(2-Aminopropyl)indol er ikke vurderet og ikke i øjeblikket under vurdering i FN-systemet. To medlemsstater fører kontrol med dette nye psykoaktive stof efter national lovgivning i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til FN's konvention af 1971 om psykotrope stoffer. Fem europæiske lande anvender lovgivning om nye psykoaktive stoffer, farligt gods og medicin til at føre kontrol med 5-(2-aminopropyl)indol.

(9)       Risikovurderingsrapporten viser, at der kun foreligger begrænset videnskabelig dokumentation om 5-(2-aminopropyl)indol, og påpeger, at der er behov for yderligere forskning for at fastslå, hvilke sundhedsrisici og sociale risici der er forbundet med stoffet. Det materiale og de oplysninger, der foreligger, er dog tilstrækkeligt grundlag for at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger i hele Unionen. 5-(2-Aminopropyl)indol bør underkastes kontrolforanstaltninger i hele Unionen, da stoffet frembyder sundhedsrisici, hvilket er dokumenteret ved, at stoffet er påvist i forbindelse med flere indberettede dødsfald, da brugerne kan være uvidende om indtagelse af stoffet, og da stoffet ikke har nogen medicinsk værdi eller anvendelse.

(10)     Eftersom seks medlemsstater allerede benytter lovgivning af forskellig karakter til at føre kontrol med 5-(2-aminopropyl)indol, vil det bidrage til at undgå problemer med grænseoverskridende lovhåndhævelse og retligt samarbejde og beskytte brugerne mod de farer, indtagelse af stoffet kan indebære, hvis stoffet underkastes kontrolforanstaltninger i hele Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det nye psykoaktive stof 5-(2-aminopropyl)indol underkastes hermed kontrolforanstaltninger i hele Unionen.

Artikel 2

Senest [et år efter offentliggørelsen af afgørelsen] træffer medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale lovgivning de foranstaltninger, der er nødvendige for at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger med hjemmel i deres lovgivning i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til FN's konvention af 1971 om psykotrope stoffer.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 127 af 20.5.2005, s. 32.

[2]               Rådsdokument 5284/13.

[3]               EUT L 127 af 20.5.2005, s. 32.