Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE om ophævelse af beslutning 2004/918/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn /* COM/2013/0388 final - 2013/ () */
Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE om ophævelse af beslutning 2004/918/EF om et
uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 12, under henvisning til henstilling fra
Kommissionen og ud fra følgende betragtninger: (1) Rådet fastslog den 5. juli
2004 i henhold til artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab (TEF), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud
i Ungarn, og vedtog i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF en henstilling med
henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til
ophør senest i 2008[1]. (2) Den 18. januar 2005
konstaterede Rådet i henhold til artikel 104, stk. 8, i TEF, at Ungarn ikke
havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af dets
henstilling, og udstedte en ny henstilling efter artikel 104, stk. 7, i TEF den
8. marts 2005, hvori det bekræftede fristen, nemlig 2008, for korrektionen af
det uforholdsmæssigt store underskud. Den 8. november 2005 fastslog Rådet, at
Ungarn for anden gang ikke havde efterkommet henstillingerne i henhold til
artikel 104, stk. 7, i TEF. Det rettede derfor en tredje henstilling i henhold
til artikel 104, stk. 7, i TEF til Ungarn den 10. oktober 2006, hvori fristen
for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud blev udsat til 2009.
Den 7. juli 2009 konkluderede Rådet, at de ungarske myndigheder kunne anses for
at have truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af henstillingen
fra oktober 2006, og reviderede på baggrund af den alvorlige økonomiske nedgang
henstillingen efter artikel 104, stk. 7, i TEF og satte igen en ny frist for
korrektionen, nemlig 2011. Den 27. januar 2010 konkluderede Kommissionen, at
Ungarn havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets
seneste henstillinger, hvilket Rådet tilsluttede sig i sine konklusioner den
16. februar 2010, men henledte opmærksomheden på en række betydelige
risici. (3) I overensstemmelse med
artikel 126, stk. 8, i TEUF fastslog Rådet den 24. januar 2012, at Ungarn ikke
havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets
henstilling fra juli 2009 inden for den frist, der var fastlagt i nævnte
henstilling. Selv om traktatens referenceværdi på 3 % af BNP ikke blev
overskredet i 2011, var dette ikke baseret på en strukturel og holdbar
korrektion, men afhang af betydelige engangsindtægter. Dette var ledsaget af en
anslået kumuleret strukturel forværring i 2010 og 2011 på mere end 2 % af
BNP i forhold til en anbefalet kumuleret finanspolitisk forbedring på
0,5 % af BNP. Selv om myndighederne i 2012 var i færd med at gennemføre
strukturelle foranstaltninger, der i vidt omfang forventedes at opveje den
tidligere forværring, vil traktatens referenceværdi på 3 % af BNP også i 2012
blive overholdt udelukkende takket være engangsforanstaltninger svarende til
ca. 1 % af BNP og vil i 2013 formodentlig blive overskredet. (4) Den 13. marts 2012 vedtog Rådet
i henhold til artikel 126, stk. 7, i TEUF en ny henstilling til Ungarn om
bringe det uforholdsmæssigt store underskud til ophør senest i 2012. De
ungarske myndigheder blev især anmodet om at træffe følgende foranstaltninger:
i) bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest
i 2012 på en troværdig og holdbar måde; ii) iværksætte en yderligere
finanspolitisk indsats på mindst ½ % af BNP for at sikre, at man når
underskudsmålet for 2012 på 2,5 % af BNP; og iii) at træffe de nødvendige
yderligere foranstaltninger af strukturel art, der er behov for til at sikre,
at underskuddet i 2013 forbliver et godt stykke under tærsklen på 3 % af
BNP. Samtidig blev det henstillet, at den offentlige gældskvote hurtigst muligt
skulle bringes tilbage på en nedadgående kurs for at sikre tilstrækkelige
fremskridt henimod opfyldelsen af gældsreduktionsmålet. Budgettilpasningen
skulle også støttes af de foreslåede forbedringer af rammerne for den
finanspolitiske styring. Rådet fastsatte den 13. september 2012 som frist for
den ungarske regering til at træffe virkningsfulde foranstaltninger. Også den
13. marts 2012 besluttede Rådet at suspendere en del af forpligtelserne fra
Samhørighedsfonden for 2013 til Ungarn (i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets
forordning (EF) nr. 1084/2006). (5) Den 30. maj 2012 konkluderede
Kommissionen på grundlag af konvergensprogrammet for 2012 og en yderligere
specificering af spareforanstaltningerne, at Ungarn havde truffet
virkningsfulde foranstaltninger med hensyn til korrektionen af det
uforholdsmæssigt store underskud. Navnlig forventedes det offentlige underskud
at nå 2,5 % af BNP i 2012 og forblive et godt stykke under traktatens
referenceværdi på 3 % af BNP i 2013 i overensstemmelse med Rådets henstilling
fra marts. Det blev desuden bekræftet, at der var gjort visse fremskridt med at
forbedre rammerne for den finanspolitiske styring, selv om de generelle
fremskridt på dette område kunne anses for at have været langsomme. På den
baggrund vedtog Kommissionen den 30. maj et forslag om at ophæve suspensionen
af forpligtelserne fra Samhørighedsfonden. Den 22. juni 2012 tilsluttede Rådet
sig denne vurdering og vedtog en afgørelse om ophævelse af suspensionen af
forpligtelserne fra Samhørighedsfonden. (6) I henhold til artikel 4
i protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud,
der er knyttet som bilag til traktaterne, er det Kommissionens ansvar at
tilvejebringe de data, der skal benyttes til gennemførelse af proceduren. Som
led i gennemførelsen af denne protokol skal medlemsstaterne indberette
oplysninger om offentligt underskud og offentlig gæld og andre relaterede
variabler to gange årligt, nemlig inden den 1. april og inden den 1.
oktober, jf. artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 af
25. maj 2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i
forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til
traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab[2]. (7) Når det overvejes, om en
afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud bør ophæves, vedtager Rådet en
afgørelse på grundlag af indberettede data. Desuden bør en afgørelse om
eksistensen af et uforholdsmæssigt stort underskud alene ophæves, hvis
Kommissionens prognoser viser, at underskuddet ikke vil overstige traktatens
referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af prognoseperioden[3]. (8) På grundlag af de af
Kommissionen (Eurostat) fremlagte data i overensstemmelse med artikel 14 i
forordning (EF) nr. 479/2009 efter indberetning fra Ungarn inden den 1. april
2013, Kommissionens prognose fra foråret 2013 og vurderingen af yderligere
korrigerende foranstaltninger, der blev vedtaget den 13. maj 2013 i et
regeringsdekret, er følgende konklusioner begrundede: –
I 2012 udgjorde det offentlige underskud til
1,9 % af BNP på baggrund af en betydelig finanspolitisk indsats. Dette
resultat blev også opnået takket være engangsindtægter på ¾ % af BNP,
herunder de større end budgetterede engangsindtægter på 0,2 % af BNP i
relation til yderligere overførsel af aktiver fra den private til den
offentlige pensionssøjle. Det vedtagne budget for 2012 sigtede mod et underskud
på 2,5 % af BNP på grundlag af en vækst på 0,5 %. Budgettet indeholdt
en ekstraordinær reserve på 1,1 % af BNP og en lang række konsolideringsforanstaltninger,
navnlig: i) indtægtsforøgende foranstaltninger på ca. 1¾ % af BNP,
herunder forhøjelser af indirekte skatter og socialsikringsbidrag, ii)
strukturelle foranstaltninger på udgiftssiden på ¾ % af BNP som f.eks. en
revision af sociale ydelser, og iii) udgiftsbegrænsninger på ¼ % af BNP i
den offentlige sektor, herunder en nominel fastfrysning af lønninger i de
fleste sektorer. For at opveje de stadig ringere vækstudsigter vedtog
regeringen to centrale yderligere korrigerende pakker i april og oktober (svarende
til i alt 0,7 % af BNP), som hovedsageligt omfatter yderligere
nedskæringer i bevillingerne til budgetinstitutioner, hvoraf ca. halvdelen er
blevet gennemført. Desuden blev saldoen for den lokale offentlige sektor
forbedret med ca. 0,7 % af BNP sammenlignet med de budgetterede planer,
hovedsagelig på grund af deres lave investeringsaktivitet. I forbindelse med
situationsrapporten fra oktober 2012 om proceduren i forbindelse med
uforholdsmæssigt store underskud EDP blev det officielle underskudsmål for 2012
opjusteret fra 2,5 % til 2,7 % af BNP. Generelt har de effektivt
gennemførte korrigerende foranstaltninger på ca. 3 % af BNP, der er
vedtaget af centralregeringen, og forbedringen af den lokale offentlige sektors
saldo på sigt ført til et underskud på 1,9 % af BNP, dvs. at resultatet er
0,6 % af BNP bedre end det oprindelige underskudsmål. Aktiveringen af de
budgetterede ekstraordinære reserver har opvejet budgetafvigelserne, som til
dels skyldes, at de makroøkonomiske forhold har været ringere end forventet. –
I det ungarske konvergensprogram for 2013 forventes
det offentlige underskud at blive på 2,7 % af BNP i både 2013 og 2014. I
Kommissionens prognose fra foråret 2013 er der dog forudset et underskud på
3,0 % af BNP i 2013 og 3,3 % af BNP i 2014, hvilket tyder på, at det
uforholdsmæssigt store underskud ikke er blevet bragt til ophør på en varig
måde. Den 13. maj 2013 efter forelæggelsen af Kommissionens prognose fra
foråret 2013 vedtog den ungarske regering yderligere korrigerende
foranstaltninger, der brutto svarer til ca. 0,3 % og 0,7 % af BNP for
henholdsvis 2013 og 2014. I Kommissionens opdaterede finanspolitiske vurdering,
hvori der tages hensyn til disse yderligere korrigerende foranstaltningers
positive indvirkning på nettounderskuddet, forventes der et underskud på
2,7 % i 2013 og 2,9 % i 2014. Derfor forventes underskuddet at
forblive under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af
prognoseperioden. Ifølge Kommissionens skøn vil den konjunkturkorrigerede
budgetsaldo, eksklusive engangsforanstaltninger og andre midlertidige
foranstaltninger, desuden ligge på - ¾ % og -1½ % af BNP i 2013 og
2014 og dermed være i overensstemmelse med den ungarske mellemfristede
målsætning på -1,7 % af BNP. –
Gældskvoten faldt fra et højdepunkt på næsten
82 % i 2010 til 79,2 % i 2012 takket være betydelige
engangskapitaloverførsler i forbindelse med afskaffelsen af den obligatoriske
private pensionssøjle og en række konsolideringsforanstaltninger Ifølge
konvergensprogrammet for 2013 vil gældskvoten fortsat falde til 78,1 % og
77,2 % i henholdsvis 2013 og 2014 og derefter fortsætte med at falde. Selv
når der tages højde for virkningen af de nye konsolideringsforanstaltninger,
der blev vedtaget den 13. maj 2013, forudser Kommissionen, at gældskvoten kommer
til at ligge ca. 1 procentpoint højere i både 2013 og 2014. (9) Hvad angår den
finanspolitiske styring opfordrede Rådet de ungarske myndigheder til at
fastlægge en reelt bindende mellemfristet ramme og udvide finansrådets
analytiske kompetencer, så det får vetoret for det årlige budget. I
konvergensprogrammet for 2013 bebudes det, at man vil arbejde videre på dette
område i efteråret 2013. Fremskridtene vil fortsat blive nøje overvåget inden
for rammerne af det europæiske semester. (10) Rådet erindrer om, at Ungarn
fra 2013, altså året efter korrektionen af det uforholdsmæssigt store
underskud, bør opretholde en finanspolitisk linje, der er i overensstemmelse
med den mellemfristede målsætning, herunder overholde benchmarket for udgifter
og gøre tilstrækkelige fremskridt henimod overholdelse af gældskriteriet i
overensstemmelse med artikel 2, stk. 1a, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97
af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i
forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud[4]. (11) I henhold til traktatens
artikel 126, stk. 12, skal en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt
stort underskud ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud i den
pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret. (12) Efter Rådets opfattelse er det
uforholdsmæssigt store underskud i Ungarn blevet korrigeret, og beslutning
2004/918/EF bør derfor ophæves — VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Ud fra en samlet vurdering kan det
konkluderes, at situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn er
blevet korrigeret. Artikel 2 Beslutning 2004/918/EF ophæves. Artikel 3 Denne afgørelse er rettet til Ungarn. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formand [1] Alle dokumenter i relation til proceduren i forbindelse
med uforholdsmæssigt store underskud for Ungarn kan findes på:
http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/deficit/countries/hungary_en.htm [2] EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1. [3] I overensstemmelse med ”Specifikationer om
gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten og retningslinjer for
stabilitets- og konvergensprogrammernes indhold og form” som vedtaget af Det
Økonomiske og Finansielle Udvalg den 3. september 2012. Se også:
http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/pdf/coc/code_of_conduct_en.pdf
[4] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.