Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (Omarbejdning) /* COM/2013/0162 final - 2013/0089 (COD) */
BEGRUNDELSE
1.
BAGGRUND FOR FORSLAGET
1.1.
Generel baggrund og formål
Medlemsstaternes lovgivning om varemærker blev
delvist harmoniseret ved Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988,
kodificeret som direktiv 2008/95/EF (herefter benævnt "direktivet"). Rådets
forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker, der er
kodificeret som forordning (EF) nr. 207/2009 (herefter benævnt
"forordningen"), og som har fungeret sideløbende med og med
tilknytning til de nationale varemærkesystemer, udgjorde et separat system til
registrering af ensartede rettigheder med samme retsvirkning i hele EU. I den
forbindelse blev Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (herefter
benævnt "OHIM") oprettet med henblik på at foretage registrering og
forvaltning af EF-varemærker. Et varemærke anvendes til at kendetegne en
virksomheds varer eller tjenesteydelser. Det er i kraft af sit mærke, at en
virksomhed kan tiltrække og fastholde kunder og dermed skabe værdi og vækst. Mærket
fungerer således som generator for innovation: Behovet for hele tiden at opretholde
mærkets markedsværdi fremmer investeringerne i FoU, hvilket fører til løbende
produktforbedring og -udvikling. Denne dynamiske proces har også en positiv
indvirkning på beskæftigelsen. Der har i et stadigt mere konkurrencepræget
miljø været en fortsat vækst, ikke blot med hensyn til den afgørende rolle, som
varemærker har for at få succes på markedet, men også med hensyn til deres
handelsværdi. Dette afspejles i det øgede antal varemærkeansøgninger på både nationalt
og europæisk plan og også i antallet af varemærkebrugere. Denne udvikling har
været ledsaget af en øget forventning fra de berørte parter med hensyn til mere
strømlinede og højkvalitative varemærkeregistreringssystemer, som er mere
konsistente, offentligt tilgængelige og teknisk up-to-date. I 2007, da Rådet[1] behandlede spørgsmålet om de
finansielle overslag for OHIM, understregede det, at oprettelsen af OHIM havde
været en stor succes, og at det havde bidraget væsentligt til at styrke EU's
konkurrenceevne. Det mindede om, at EF-varemærkesystemet var udformet til at eksistere
side om side med de nationale varemærkesystemer, hvilket fortsat er nødvendigt
af hensyn til de virksomheder, som ikke ønsker at beskytte deres varemærker på EU-plan.
Rådet noterede sig desuden betydningen af det supplerende arbejde, der skal
udføres af de nationale varemærkekontorer, og opfordrede OHIM til at udvide sit
samarbejde med disse med henblik på at sikre, at EF-varemærkesystemet fungerer
effektivt. Endelig, og under henvisning til, at der var gået mere end et årti
siden oprettelsen af EF-varemærket, understregede Rådet behovet for en
overordnet vurdering af, hvordan EF-varemærkesystemet fungerer. Det opfordrede
Kommissionen til at starte arbejdet på en tilsvarende undersøgelse, navnlig med
henblik på at intensivere og udvide de eksisterende instrumenter for samarbejde
mellem OHIM og de nationale varemærkekontorer. I sin Small Business Act[2] fra 2008 forpligtede
Kommissionen sig til at gøre EF-varemærkesystemet lettere tilgængeligt for SMV'er.
Desuden bekræftede meddelelsen fra 2008 om en europæisk strategi for industriel
ejendomsret[3]
Kommissionens forpligtelse til at sikre en effektiv varemærkebeskyttelse og et
varemærkesystem af høj kvalitet. Det blev konkluderet i meddelelsen, at tiden
nu er inde til at foretage en samlet vurdering, som kan danne grundlag for en
kommende reform af varemærkesystemet i Europa og for en yderligere forbedring
af samarbejdet mellem OHIM og de nationale kontorer. I 2010 forpligtede Kommissionen
sig i sin meddelelse om Europa 2020, under flagskibsinitiativet
"Innovation i EU", til at ajourføre bestemmelserne om varemærker for
at forbedre rammebetingelserne for erhvervslivets innovationsmuligheder[4]. Endelig, i sin IPR-strategi
for Europa[5]
fra 2011, har Kommissionen bebudet en reform af EF-varemærkesystemet med
henblik på at modernisere systemet, både på EU-plan og på nationalt plan, ved
at gøre det mere effektivt og konsekvent.
1.2.
Formålet med forslaget
Samlet set er de vigtigste fælles mål med dette
initiativ og med det parallelle forslag om ændring af forordningen at fremme
innovation og økonomisk vækst ved at gøre ordningerne for varemærkeregistrering
i hele EU mere effektive og lettere tilgængelige for virksomheder i form af
lavere omkostninger og mindre kompleksitet, øget hastighed, større
forudsigelighed og retssikkerhed. Disse justeringer går hånd i hånd med
indsatsen for at sikre sameksistens og komplementaritet mellem EU's og medlemsstaternes
varemærkesystemer. Mere specifikt er det foreliggende initiativ
om at omarbejde direktivet drevet af følgende mål: ·
at modernisere og forbedre de gældende bestemmelser
i direktivet ved at ændre forældede bestemmelser, øge retssikkerheden og
præcisere varemærkerettighederne med hensyn til anvendelsesområde og begrænsninger ·
at opnå en større indbyrdes tilnærmelse af
nationale varemærkelove og -procedurer med det formål at bringe dem mere på
linje med EF-varemærkesystemet ved a) at tilføje yderligere materielle regler
og b) at indføre principielle procedureregler i direktivet i overensstemmelse
med bestemmelserne i forordningen ·
at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes
kontorer og OHIM for at fremme konvergensen mellem praksis og udviklingen af
fælles værktøjer ved at etablere et retligt grundlag for dette samarbejde.
2.
HØRINGSRESULTATER OG KONSEKVENSANALYSE
2.1.
Offentlig høring
Dette initiativ er baseret på en evaluering
af, hvordan varemærkesystemet fungerer i Europa som helhed, og på omfattende
høringer af alle vigtige berørte parter. Det vigtigste element i evalueringen er en
undersøgelse, som Max Planck Institute for Intellectual Property and
Competition Law har foretaget på vegne af Kommissionen. Undersøgelsen blev
gennemført i perioden fra november 2009 til februar 2011[6]. Foruden ekspertanalysen
omfattede undersøgelsen også høringer af interessenter. Det omfattede en
rundspørge blandt brugerne af EF-varemærkesystemet, bidrag fra organisationer,
der repræsenterer varemærkebrugere på nationalt, europæisk og internationalt
plan, og en høring i juni 2010 med deltagelse af disse organisationer. Endelig
har instituttet hørt alle medlemsstaternes nationale kontorer for intellektuel
ejendomsret og OHIM. Det blev i den endelige rapport om
undersøgelsen fra Max Planck Institute konkluderet, at de grundlæggende principper
for EU-varemærkesystemet er solide. Navnlig opfylder OHIM's procedurer generelt
erhvervslivets behov og forventninger. Der var endvidere enighed om, at det
forhold, at EU's og medlemsstaternes nationale varemærkerettigheder fungerer
sideløbende med hinanden, er af afgørende betydning og nødvendigt for at sikre,
at varemærkesystemet fungerer effektivt, og at det opfylder kravene fra
virksomheder af forskellig størrelse og med forskellige markeder og geografiske
behov. Det fremhæves imidlertid i rapporten, at der er behov for modernisering
og forbedring af systemet. Det understreges især, at det er nødvendigt at opnå
større sammenhæng mellem EF-varemærkesystemet og de nationale varemærkesystemer
ved yderligere at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger om varemærker både
inden for og uden for direktivets nuværende anvendelsesområde. På grundlag af undersøgelsens
midtvejsresultater vedtog Rådet sine konklusioner den 25. maj 2010[7]. Det noterer sig de
eksisterende uoverensstemmelser mellem EF-varemærkesystemet og de nationale systemer,
og det opfordrer således i sine konklusioner Kommissionen til i sit forslag at
indføre foranstaltninger med henblik på at bringe direktivet mere i
overensstemmelse med forordningen og dermed yderligere bidrage til at reducere de
tilfælde, hvor reglerne afviger fra hinanden i EF-varemærkesystemet som helhed. Som en opfølgning på undersøgelsen fra Max
Planck Institute indkaldte Kommissionens tjenestegrene til en høring af
brugersammenslutninger den 26. maj 2011. Høringen bekræftede, at der var bred
enighed blandt brugerne af EF-varemærkesystemet om, at den nuværende grad af
tilnærmelse mellem medlemsstaternes varemærkelovgivning, samt med
EF-varemærkesystemet, ikke har været tilstrækkelig. Brugerorganisationerne
fremhævede enstemmigt, at det var nødvendigt med yderligere harmonisering af
medlemsstaternes varemærkelovgivning, både med hensyn til materiel ret og
proceduremæssige aspekter.
2.2.
Konsekvensanalyse
Der er i den konsekvensvurdering, der er
foretaget for revisionen af både forordningen og direktivet, konstateret to
hovedproblemer: Det første vedrører de divergerende bestemmelser i de nuværende
lovgivningsmæssige rammer og det andet vedrører det lave samarbejdsniveau
mellem varemærkekontorer i EU. Mens sidstnævnte problem vil blive behandlet i
forbindelse med revisionen af forordningen, skal problemet med indbyrdes
afvigende bestemmelser løses i forbindelse med revisionen af direktivet. Høringen og evalueringen har vist, at
erhvervsklimaet på varemærkeområdet stadig er meget splittet til trods for den
delvise harmonisering af nationale lovgivninger, der går tilbage til
begyndelsen af 1990'erne. Det harmoniseringsniveau, som var fastsat i
direktivet, var meget lavt, idet der var fokus på et begrænset antal materielle
regler, som på daværende tidspunkt blev anset for at havde den mest direkte
indvirkning på det indre markeds måde at fungere på, mens en lang række
områder, navnlig bestemmelserne vedrørende procedurer, ikke var omfattet af
harmoniseringen. Desuden blev forordningen vedtaget flere år efter direktivet,
hvilket betød, at der på det tidspunkt, hvor direktivet blev gældende, ikke var
nogen "fælles benchmark", som kunne anvendes til måling af de
nationale procedurers effektivitet. OHIM's procedurer har imidlertid nu været i
kraft i mere end 15 år, og de anses generelt for at opfylde erhvervslivets
behov og forventninger. Dette medfører, at den nuværende
EU-varemærkelovgivning stadig er kendetegnet ved store forskelle mellem de
nationale regler og procedurer, både internt og i forhold til de regler og
procedurer, der anvendes af OHIM, og der har aldrig været noget forsøg på at
anvende bedste praksis med hensyn til procedurer. De eksisterende forskelle mellem de nationale
systemer og EF-varemærkesystemet betragtes som betydelige. De skyldes den
omstændighed, at direktivet ikke omfatter proceduremæssige aspekter, og at en
række vigtige spørgsmål vedrørende den materielle ret endnu ikke er
harmoniseret. Sammen med den begrænsede konvergens mellem praksis og redskaber hos
varemærkekontorerne, hvilket skyldes et lavt samarbejdsniveau, begrænser de
eksisterende forskelle mellem varemærkebestemmelser og -procedurer adgangen til
de eksisterende ordninger til varemærkebeskyttelse, de medfører en høj grad af
retlig usikkerhed, og de forhindrer komplementariteten mellem EF-varemærkesystemet
og nationale varemærkesystemer. Desuden forhindrer de, at der er lige vilkår
for selskaber, hvilket har negative virkninger for virksomhedernes
konkurrenceevne og for EU's konkurrenceevne i det hele taget. Følgende muligheder for at løse problemet blev
overvejet: ·
Løsningsmodel 1: Ingen
yderligere indbyrdes tilnærmelse af varemærkebestemmelser og ‑procedurer. ·
Løsningsmodel 2: Delvis
udvidelse af den indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger og deres
sammenhæng med EF-varemærkesystemet. Dette vil omfatte en tilpasning af de
vigtigste proceduremæssige regler med de relevante bestemmelser i forordningen,
herunder dem, hvor divergerende bestemmelser skaber alvorlige problemer for
brugerne, og hvor en sådan harmonisering betragtes som en forudsætning for at
skabe et harmonisk og komplementært system for varemærkebeskyttelse i Europa.
Den model vil også omfatte tilpasning af andre aspekter af den materielle ret i
overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen. ·
Løsningsmodel 3:
Fuldstændig indbyrdes tilnærmelse af nationale varemærkebestemmelser og ‑procedurer.
Denne tilgang ville være baseret på valgmulighed 2 og omfatte alle dens
komponenter, men også omfatte alle øvrige aspekter af de materielle varemærkebestemmelser
og –procedurer. ·
Løsningsmodel 4: Et
enkelt regelsæt for varemærker, som erstatter medlemsstaternes
varemærkelovgivning i deres helhed, ved at indføre ensartede regler i hele EU. Konklusionen af konsekvensanalysen er, at
valgmulighed 2 vil være proportional og bedst egnet til at nå de fastsatte mål.
3.
RETSGRUNDLAG OG NÆRHEDSPRINCIPPET
Artikel 114, stk. 1, i TEUF giver
Europa-Parlamentet og Rådet beføjelser til at vedtage foranstaltninger med
henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
forskrifter, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. De problemer, der er konstateret i relation
til de væsentlige forskelle i de retlige rammer, forhindrer eller i væsentlig
grad fordrejer lige konkurrencevilkår for EU's virksomheder med yderligere
negative følger for deres konkurrenceevne og for EU's konkurrenceevne som
helhed. Der bør derfor vedtages foranstaltninger, der kan forbedre
betingelserne for det indre marked. Foranstaltninger, der tager sigte på at
udvide den nuværende grad af tilnærmelse på grundlag af direktivet, kun kan
træffes på EU-niveau. Desuden er en indsats på EU-niveau den eneste måde at
sikre overensstemmelse med EF-varemærkesystemet. I denne forbindelse skal det erindres, at
EF-varemærkesystemet er indbygget i det europæiske varemærkesystem – idet
sidstnævnte er baseret på princippet om sameksistens og komplementaritet mellem
varemærkebeskyttelsen på national plan og EU-plan. Mens der med forordningen
indføres et omfattende system, hvor alle spørgsmål inden for både materiel ret
og procesret er fastsat, er det nuværende niveau for tilnærmelse af
lovgivningen, der er fastsat i direktivet, begrænset til udvalgte materielle
retsregler. For at kunne sikre en effektiv og bæredygtig sameksistens og komplementaritet
mellem de relevante elementer er det derfor nødvendigt at skabe et harmonisk og
overordnet system for varemærkebeskyttelse i Unionen med meget ensartede
materielle regler, og hvor mindst de centrale proceduremæssige bestemmelser er
kompatible.
4.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget vil ikke få nogen indvirkning på Den
Europæiske Unions budget og bliver derfor ikke ledsaget af en
finansieringsoversigt, jf. artikel 31 i finansforordningen (Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de
finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af
Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002).
5.
NÆRMERE REDEGØRELSE FOR FORSLAGET
De foreslåede ændringer er i overensstemmelse
med de mål, der er fastsat for omarbejdningen af direktivet, jf. punkt 1.2
ovenfor.
5.1.
Modernisering og forbedring af de gældende
bestemmelser
- Definition af et varemærke (artikel 3) På nuværende tidspunkt skal tegn kunne
gengives grafisk for at kunne være beskyttet som et varemærke. Dette krav om
"grafisk gengivelse" er forældet. Det skaber en høj grad af retlig usikkerhed
omkring gengivelsen af visse ikke-traditionelle mærker, f.eks. simple lyde. I
sidstnævnte tilfælde kan gengivelse på anden vis end på grafisk vis (f.eks. ved
en lydfil) endog være at foretrække frem for en grafisk gengivelse, hvis den
gør det muligt at give en mere præcis identifikation af varemærket og dermed
tjener formålet om øget retssikkerhed. Den foreslåede nye definition begrænser
ikke de tilladte gengivelsesmåder til enten grafisk eller visuel gengivelse,
men gør det muligt at registrere emner, der kan gengives ved hjælp af
teknologiske midler, som giver tilfredsstillende garantier. Det er ikke
hensigten at foretage en ubegrænset udvidelse af de tilladte måder til at
gengive et tegn, men at give mulighed for større fleksibilitet i denne
henseende, samtidig med at man sikrer større retssikkerhed. - Rettigheder, der er knyttet til et varemærke
(artikel 10 og11) 1. Rettigheder med forbehold af forudgående
rettigheder Hverken direktivet eller forordningen
indeholder en klar regel om, at varemærkeindehaveren ikke kan gøre sine
rettigheder gældende over for anvendelsen af et identisk eller lignende tegn,
der allerede er omfattet af en ældre rettighed. Dette forslag vil i
overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede
intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen)[8] gøre det klart, at påstande om
rettighedskrænkelse ikke berører tidligere rettigheder. 2. Tilfælde med dobbelt identitet Anerkendelsen af supplerende varemærkefunktioner
i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktivet har skabt retlig
usikkerhed. Det er blevet uklart, hvilket forhold der er mellem tilfældene med
dobbelt identitet og den udvidede beskyttelse, som velkendte væremærker er
omfattet af i henhold til artikel 5, stk. 2[9].
Af hensyn til retssikkerheden og konsistensen præciseres det, at det i tilfælde
af dobbelt identitet i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), og ligeledes
artikel 5, stk. 1, litra b), kun er den oprindelige funktion, der tages i
betragtning. 3. Anvendelse som et handels- eller
firmanavn Ifølge Domstolen[10] finder artikel 5, stk. 1, i
direktivet anvendelse, når det er offentlighedens opfattelse, at anvendelsen af
et firmanavn (også) gælder for de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes af virksomheden.
Det er derfor passende at betragte anvendelsen af et handelsnavn som et
beskyttet varemærke som en ulovlig handling, hvis kravene for anvendelse af
varer eller tjenesteydelser er opfyldt. 4. Anvendelse i sammenlignende reklame Direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om
vildledende og sammenlignende reklame[11]
regulerer betingelserne for, hvornår reklame, som direkte eller indirekte
henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes
af en konkurrent, er tilladt. Forholdet mellem direktiv 2006/114/EF og
lovgivningen om varemærker har givet anledning til en vis usikkerhed. Det er
derfor hensigtsmæssigt at præcisere, at varemærkeindehaveren kan forhindre
brugen af sit varemærke i sammenlignende reklame, hvor sådanne sammenlignende
reklame ikke opfylder kravene i artikel 4 i direktiv 2006/114/EF. 5. Forsendelser fra kommercielle
leverandører Det bør gøres klart, at importen af varer til
EU også er forbudt, hvis det kun er ekspeditøren, der handler i erhvervsmæssigt
øjemed. Dette sker for at sikre, at en varemærkeindehaver har ret til at
forhindre virksomheder (beliggende i eller uden for EU) i at importere varer,
der befinder sig uden for EU, som er blevet solgt, udbudt, averteret eller
leveret til private forbrugere, og modvirke bestilling og salg af forfalskede
varer, især over internettet. 6. Varer, der føres ind i toldområdet Ifølge Domstolen i Philips/Nokia-dommen[12] udgør indførsel, forekomst og
transport af ikke-fællesskabsvarer i Fællesskabets toldområde under en
suspensionsprocedure ikke i henhold til det eksisterende regelværk en krænkelse
af de intellektuelle ejendomsrettigheder som fastsat i EU's og medlemsstaternes
materielle ret. Sådanne varer kan først klassificeres som varemærkeforfalskede,
når der foreligger bevis for, at de er genstand for en kommerciel handling, der
er rettet mod EU's forbrugere, f.eks. salg, udbud til salg eller reklame.
Konsekvenserne af Philips/Nokia-dommen har mødt stærk kritik fra interessenter,
som mener, at den pålægger rettighedsindehaverne en uhensigtsmæssigt tung
bevisbyrde og hindrer kampen mod forfalskning. Det står klart, at der er et
presserende behov for at etablere en europæisk retlig ramme, der gør det muligt
at sikre en mere effektiv bekæmpelse af forfalskning af varer, som er en
hurtigt voksende aktivitet. Det foreslås derfor at afhjælpe de eksisterende
mangler ved at give rettighedshavere mulighed for at forhindre tredjemand i at
bringe varer fra tredjelande, på hvilke der uden tilladelse er anbragt et
varemærke, som i det væsentligste er identisk med det varemærke, der er
registreret for disse varer, ind i Unionens toldområde, uanset om de er
overgået til fri omsætning. 7. Forberedende retsakter Hverken direktivet eller forordningen
indeholder bestemmelser om sagsanlæg mod distribution og salg af etiketter og
emballage og lignende genstande, som efterfølgende kan kombineres med ulovlige
varer. Nogle nationale love har eksplicitte regler, der dækker denne aktivitet.
Det er hensigtsmæssigt at indføje en regel herom i direktivet og forordningen
for at give endnu et praktisk, relevant og effektivt bidrag til bekæmpelse af
forfalskning. - Begrænsning af varemærkets retsvirkninger
(artikel 14) Begrænsningen i artikel 14, stk. 1, litra a),
i direktivet er i dette forslag begrænset til kun at omfatte brugen af
personnavne, jf. den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen[13]. Af konsekvenshensyn bør
begrænsningen i artikel 14, stk. 1, litra b), udvides til også at omfatte anvendelsen
af tegn eller angivelser uden det fornødne særpræg. Det anses også for
hensigtsmæssigt i artikel 14, stk. 1, litra c), at indføre en eksplicit
begrænsning af referencer i almindelighed. Endelig præciseres det i et særskilt
stykke, på hvilke betingelser anvendelse af et varemærke ikke skal betragtes
som værende i overensstemmelse med redelig forretningspraksis.
5.2.
Øget indbyrdes tilnærmelse af den materielle ret
- Beskyttelse af geografiske betegnelser og
traditionelle benævnelser (artikel 4 og 5) I modsætning til forordningen omhandler de
grunde for afslag, der er fastsat i direktivet, ikke konflikter med beskyttede
geografiske betegnelser, traditionelle udtryk for vin og garanterede
traditionelle specialiteter. Der er derfor ingen garanti for en ensartet og
udtømmende beskyttelse af disse rettigheder på grundlag af andre EU-retsakter[14], når der foretages
varemærkeundersøgelse i hele EU, navnlig ved anvendelse af absolutte grunde for
afslag. Det foreslås derfor at indsætte tilsvarende bestemmelser vedrørende
geografiske betegnelser, traditionelle udtryk for vin og garanterede
traditionelle specialiteter i direktivet. - Beskyttelse af velkendte varemærker
(artikel 5 og 10) Med artikel 5 og 10 ophøjes den udvidede
beskyttelse til obligatoriske bestemmelser for at sikre, at nationale velkendte
varemærker nyder godt af det samme niveau af beskyttelse i alle medlemsstater som
det, der gives i kraft af EF-varemærker. - Varemærker som genstand for ejendomsret
(artikel 22, 23, 24, 25, 26 og 27) Bortset fra nogle grundlæggende regler om
tilladelser indeholder direktivet i modsætning til forordningen ikke
bestemmelser om andre aspekter af varemærker som genstand for ejendomsret,
såsom overførsler eller tingslige rettigheder. Som følge heraf er afgørende
aspekter af den kommercielle udnyttelse af varemærker dårligt eller forskelligt
reguleret i EU. Det foreslås derfor, at direktivet suppleres med et tilsvarende
regelsæt vedrørende varemærker som genstand for ejendomsret som det, der findes
i forordningen. - Fællesmærker (artikel 28, 30, 31, 32, 33,
34, 35, 36 og 37) For at bringe direktivets bestemmelser i
overensstemmelse med forordningen indføres der med ændringerne til disse
artikler i direktivet en række særlige bestemmelser om registrering og
beskyttelse af fællesmærker. De er beskyttede i en række medlemsstater og har
vist sig at være særligt egnede til at beskytte den økonomiske værdi, der er
forbundet med sådanne kommercielle instrumenter. Selv om fællesmærker på
EU-plan og i de fleste medlemsstater kræver en indehaver, der som regel er en
forening, hvis medlemmer anvender mærket, er dette ikke tilfældet i andre
medlemsstater, hvilket gør det vanskeligt at sondre mellem denne type varemærke
og certificeringsmærker.
5.3.
Tilpasning af de vigtigste procedureregler
- Bestemmelse og klassificering af varer og
tjenesteydelser (artikel 40) I overensstemmelse med forslaget til
forordning fastsættes der i denne artikel fælles regler for bestemmelse og
klassificering af varer og tjenesteydelser. Disse regler følger de principper,
der er fastslået af Domstolen[15],
og ifølge hvilke varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse,
skal bestemmes af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at
de kompetente myndigheder og virksomhederne kan fastsætte varemærkebeskyttelsens
omfang. De almindelige betegnelser for klasseoverskrifterne i
Nice-klassifikationen kan anvendes til at identificere varer eller
tjenesteydelser, forudsat at denne identifikation er tilstrækkelig klar og
præcis. Det præciseres yderligere i artikel 40, at brugen af generelle begreber
skal fortolkes således, at de kun omfatter alle varer eller tjenesteydelser,
der tydeligt er omfattet af ordet i sin bogstavelige forstand. - Ex officio-kontrol (artikel 41) I overensstemmelse med forordningen fastsættes
det i denne artikel, at ex officio-kontrollen af, hvorvidt et varemærke er
berettiget til registrering, skal begrænses til manglen på grunde vedrørende
selve mærket. Ex officio-kontrollen af relative grunde skaber en række
unødvendige hindringer for registreringen af varemærker. Virksomhederne
pålægges overflødige udgifter og forsinkelser, og de er ofte ofre for
uretmæssig opkrævning. Den ældre rettighed, som indsigelsen er baseret på,
anvendes muligvis ikke af ejeren, hvilket betyder, at de pågældende kontorer
gør indsigelse på grundlag af en rettighed, som dens indehaver ikke har kunnet
påberåbe sig for at forhindre registrering eller brug af et yngre mærke. Ex
officio-kontrollen fører derfor til kunstige tvister og fordrejer konkurrencen
ved skabe uberettigede hindringer for markedsadgang. Endelig skaber ex officio-metoden retlig
usikkerhed, idet de kontorer, der anvender ex officio-kontrol, kun gør
indsigelse, for så vidt angår ældre rettigheder, på grundlag af ældre
registrerede rettigheder, der er indgivet vedrørende identiske eller lignende
varer og tjenesteydelser. De kan således ikke tilbyde en garanti for, at en
ansøgning, som består ex officio-kontrollen, ikke efterfølgende vil blive
genstand for en indsigelse på grundlag af et mærke, der har erhvervet omdømme
på markedet og/eller på grundlag af et ældre velkendt mærke, der ikke er blevet
registreret. Dette fører imidlertid til en uacceptabel overlapning af
procedurer, hvilket er både tidskrævende og ineffektivt. - Gebyrer (artikel 44) For at undgå at overbelaste registrene tager
denne artikel sigte på at harmonisere kontorernes gebyrsystem ved at gøre
registrering og fornyelse af varemærker genstand for betaling af et yderligere
(klasse)gebyr for hver vareklasse eller klasse af tjenesteydelser ud over den
første klasse, som bør medtages i det oprindelige
(ansøgnings-/registrerings)gebyr. - Indsigelsesprocedure (artikel 45) Denne artikel pålægger medlemsstaterne at
sørge for en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer med
henblik på indsigelse mod registreringen af en varemærkeansøgning på grundlag
af ældre rettigheder. Der er allerede i henhold til forordningen og i næsten
alle medlemsstater adgang til en administrativ indsigelsesprocedure. - Manglende brug som forsvar i en
indsigelsessag (artikel 46) I overensstemmelse med forordningen giver
denne artikel en person, der ansøger om registrering af et varemærke, mulighed
for at forsvare sig under påberåbelse af manglende brug mod en indsigelse, der
er indgivet af indehaveren af et ældre varemærke, når det ældre varemærke har
været registreret i mindst fem år på ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen
for det yngre varemærke. - Procedure for fortabelse eller
ugyldighedserklæring (artikel 47) Denne artikel pålægger medlemsstaterne at
indføre en administrativ procedure til at anfægte gyldigheden af en
varemærkeregistrering ved deres kontorer. I nogle medlemsstater kan
varemærkeansøgere og -ejere ikke inden for rammerne af samme sag anfægte
gyldigheden af ældre rettigheder, som påberåbes med henblik på indsigelse mod
deres varemærke, idet de skal anfægte gyldigheden af et ældre varemærke inden
for rammerne af en retssag. Dette forsinker sagsforløbet og vil som regel
kræve, at der udpeges en kvalificeret advokat til at føre sagen. Disse
procedurer er ekstremt lange, besværlige og dyre. Til sammenligning er de
administrative ophævelsesprocedurer, som anvendes i OHIM og de nationale
kontorer, meget enklere, fordi gyldigheden af ældre rettigheder kan påberåbes
som forsvar inden for rammerne af samme sag og uden behov for faglig
repræsentation. I praksis betyder dette, at ansøgere om et EF-varemærke med
succes kan forsvare sig mod en indsigelse og opnå et varemærke flere år
tidligere og til betydeligt lavere omkostninger end en national ansøger. - Manglende brug som forsvar i sager om
ugyldighed (artikel 48) I overensstemmelse med forordningen giver
denne artikel den person, i hvis navn et varemærke er blevet registreret,
mulighed for at påberåbe manglende brug i sager om ugyldighed på grundlag af et
ældre varemærke, når det ældre varemærke har været registreret i mindst fem år
på datoen begæringen om ugyldighed.
5.4.
Lette samarbejdet mellem kontorer (artikel 52)
Som et supplement til de retlige rammer for
samarbejde, som foreslået i forbindelse med revisionen af forordningen, danner
artikel 52 retsgrundlag for at lette samarbejdet mellem OHIM og
medlemsstaternes kontorer for intellektuel ejendomsret med henblik på at fremme
konvergens af praksis og udvikling af fælles værktøjer. ê 2008/95/EF (tilpasset) 2013/0089 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om varemærker (Omarbejdning) (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab Ö Den Europæiske
Unions funktionsmåde Õ , særlig artikel 95 Ö 114 Õ , under henvisning til forslag fra Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[16], efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: ê 2008/95/EF betragtning
1 (tilpasset) ð nyt (1)
ð Der skal foretages en række ændringer
af ï Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 89/104/EØF af 21. december 19882008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker[17] er indholdsmæssigt blevet ændret[18]. Direktivet
bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres ð omarbejdes ï. ê 2008/95/EF betragtning
2 (tilpasset) (2)
Den Ö Direktiv
2008/95/EF har harmoniseret centrale bestemmelser i den materielle varemærkelovgivning Õ lovgivning, der i medlemsstaterne fandt
anvendelse på varemærker inden ikrafttrædelsen af direktiv 89/104/EØF, indebar
forskelligheder, som kunne hindre Ö , som på
tidspunktet for vedtagelsen blev anset for på den mest direkte måde at påvirke
det indre marked ved at Õ hindre den frie
bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser Ö i Unionen Õ samt fordreje konkurrencevilkårene i
fællesmarkedet. Det var derfor nødvendigt at tilnærme medlemsstaternes lovgivninger
indbyrdes for at sikre det indre markeds funktion. ê 2008/95/EF betragtning
3 (tilpasset) Det er vigtigt at gøre
sig klart, at EF-varemærkeordningen kan indebære fordele og løsninger for
virksomheder, der ønsker at erhverve varemærker. ê 2008/95/EF betragtning
4 Det forekommer ikke nødvendigt at foretage en fuldstændig tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivninger om varemærker. Det er tilstrækkeligt at
begrænse tilnærmelsen til de nationale bestemmelser, der har den mest direkte
indvirkning på det indre markeds funktion. ò nyt (3)
Varemærkebeskyttelsen i
medlemsstaterne fungerer parallelt med den beskyttelse, der findes på EU-plan
på grundlag af EU-varemærker, som er intellektuelle ejendomsrettigheder, der
har ensartet karakter og er gyldige i hele EU som fastsat i Rådets forordning
(EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker[19]. Sameksistensen af
varemærkesystemer på nationalt plan og EU-plan er i realiteten en hjørnesten i
EU's tilgang til beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret. (4)
I forlængelse af sin
meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for industriel ejendomsret[20] har Kommissionen foretaget en
omfattende evaluering af, hvordan varemærkesystemet i Europa som helhed
fungerer, både på EU-niveau, på de nationale niveauer samt indbyrdes. (5)
I sine konklusioner af
25. maj 2010 vedrørende den kommende reform af varemærkesystemet i Den
Europæiske Union[21]
opfordrede Rådet Kommissionen til at forelægge forslag til ændring af
forordning (EF) nr. 207/2009 og direktiv 2008/95/EF. I den forbindelse bør en
revision af sidstnævnte omfatte foranstaltninger til at opnå større
overensstemmelse med forordning (EF) nr. 207/2009, hvilket således vil reducere
antallet af divergerende bestemmelser i det europæiske varemærkesystem som
helhed. (6)
Kommissionen konkluderede
i sin meddelelse "Et indre marked for intellektuelle
ejendomsrettigheder" af 24. maj 2011[22],
at det for at leve op til det stadig stærkere krav fra de berørte parters side
om hurtigere, bedre og mere strømlinede varemærkeregistreringssystemer, som er
mere konsistente, brugervenlige, offentligt tilgængelige og teknisk up-to-date,
er nødvendigt at modernisere varemærkesystemet i hele Unionen samt at tilpasse
det til internettidsalderen. (7)
Det fremgår af en høring
og evaluering, der har fundet sted inden for rammerne af dette direktiv, at det
europæiske erhvervsmiljø på trods af den tidligere delvise harmonisering af
nationale lovgivninger, er meget heterogent, hvilket begrænser adgangen til en
overordnet varemærkebeskyttelse og dermed har en skadelig virkning på både konkurrenceevne
og vækst. (8)
For at opfylde
målsætningen om at fremme og skabe et velfungerende indre marked og for at
lette erhvervelse og beskyttelse af varemærker i Unionen er det derfor
nødvendigt at gå ud over den begrænsede indbyrdes tilnærmelse, som blev opnået
på grundlag af direktiv 2008/95/EF, og udvide den indbyrdes tilnærmelse til
alle aspekter af den materielle varemærkelovgivning, der gælder varemærker, som
er beskyttet ved registrering som omfattet af forordning (EF) nr. 207/2009. (9)
For at gøre det nemmere at
opnå og administrere registrering af varemærker i hele EU er det vigtigt ikke
blot at tilnærme de materielle retsregler, men også procedurereglerne. Derfor
bør de vigtigste procedureregler i medlemsstaterne og i det europæiske varemærkesystem
tilpasses hinanden, herunder på de områder, hvor de divergerende bestemmelser
medfører så store problemer, at det indre marked ikke kan fungere efter
hensigten. Hvad angår de procedurer, der er fastlagt i henhold til national
ret, er det tilstrækkeligt at fastlægge de generelle principper, hvormed det
overlades til medlemsstaterne at fastsætte mere specifikke regler. (10)
Det er af afgørende
betydning at sikre, at registrerede varemærker nyder samme beskyttelse under
alle medlemsstaternes retssystemer, og at beskyttelsen af varemærker på
nationalt plan er den samme som beskyttelsen af EU-varemærker. I tråd med den
omfattende beskyttelse, der ydes til velkendte EU-varemærker i Unionen, bør der
også på nationalt plan gives omfattende beskyttelse til alle registrerede velrenommerede
varemærker i den pågældende medlemsstat. ê 2008/95/EF betragtning
5 (tilpasset) (11)
Dette direktiv bør ikke gribe ind i
medlemsstaternes fortsatte mulighed for at beskytte de ved brug erhvervede
varemærker, men kun indeholde bestemmelser om disse varemærker i det omfang, Ö for så vidt
angår deres forhold til Õ sådanne varemærker har forbindelse med de ved registrering erhvervede varemærker. ê 2008/95/EF betragtning
6 Medlemsstaterne bør ligeledes fuldt ud bevare deres frihed til at
fastsætte procedureregler vedrørende registrering, fortabelse eller ugyldighed
med hensyn til varemærker, der er erhvervet ved registrering. Det tilkommer dem
f.eks. at fastsætte procedurerne for registrering og ugyldighedskendelse, at
afgøre, om ældre rettigheder skal gøres gældende i forbindelse med
registreringsproceduren eller proceduren for ugyldighedskendelse eller i begge
tilfælde, og, i tilfælde af at ældre rettigheder kan gøres gældende i
forbindelse med registreringsproceduren, at fastsætte bestemmelser om en
indsigelsesprocedure eller en automatisk undersøgelse eller begge dele. Medlemsstaterne
bør fortsat have mulighed for at fastsætte konsekvenserne af, at et varemærkes
gyldighedsperiode udløber, eller at det kendes ugyldigt. ê 2008/95/EF betragtning
8 (tilpasset) ð nyt (12)
Virkeliggørelsen af de mål, der forfølges ved
tilnærmelsen, forudsætter, at et registreret varemærkes erhvervelse og
bevarelse i princippet underkastes de samme betingelser i samtlige
medlemsstater. (13)
Med henblik herpå bør der udarbejdes en liste med
eksempler på tegn, der kan tænkes at udgøre et varemærke, hvis de kan anvendes
til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders. ð For at opfylde målsætningerne med
varemærkeregistreringssystemet, som er at opnå retssikkerhed og sikre god
forvaltning, er det også vigtigt at kræve, at det pågældende tegn er af en
sådan art, at det kan gengives på en sådan måde, at det er muligt præcist at
bestemme det, der er genstand for beskyttelse. Det bør derfor være muligt at gengive
et tegn på en passende måde, og derfor ikke nødvendigvis på grafisk vis, så
længe gengivelsen giver tilstrækkelige garantier i den henseende. ï (14)
Registreringshindringer eller ugyldighedsgrunde for
så vidt angår selve varemærket, f.eks. Ö herunder Õ at det mangler det
fornødne særpræg, eller for så vidt angår konflikter mellem varemærket og ældre
rettigheder, bør Ö desuden Õ angives på
udtømmende vis, også selv om visse af disse grunde blot nævnes som en mulighed
for medlemsstaterne, der således kan bevare eller medtage de pågældende grunde
i deres lovgivning. Medlemsstaterne bør i deres lovgivning kunne bevare
eller medtage registreringshindringer og ugyldighedsgrunde, der er forbundet
med betingelser for at erhverve eller bevare retten til varemærket, for hvilke
der ikke er fastsat nogen bestemmelse om indbyrdes tilnærmelse, f.eks. angående
varemærkeindehaveren, fornyelse af varemærket, afgiftsordning eller manglende
overholdelse af procedurereglerne. ê 2008/95/EF betragtning
9 For at reducere antallet af varemærker, der er registreret og beskyttet
i Fællesskabet, og derved også antallet af konflikter imellem disse, må det
kræves, at de registrerede varemærker rent faktisk bruges, idet varemærket i
modsat fald fortabes. Det er nødvendigt at fastsætte regler om, at et mærke
ikke kan kendes ugyldigt, fordi der eksisterer et ældre varemærke, som ikke
bruges, idet medlemsstaterne dog stadig skal have mulighed for at anvende samme
princip med hensyn til registrering af et varemærke eller træffe bestemmelse
om, at et varemærke ikke gyldigt kan påberåbes i et krænkelsessøgsmål, hvis det
som følge af en protest fastslås, at indehaveren af varemærket kan fortabe sine
rettigheder. I alle disse tilfælde tilkommer det medlemsstaterne at fastsætte
de procedureregler, der skal finde anvendelse. ê 2008/95/EF betragtning
10 For at lette den frie omsætning af varer og den frie udveksling af
tjenesteydelser er det af afgørende betydning at sikre, at registrerede
varemærker nyder samme beskyttelse i alle medlemsstaternes retsordener. Dette
forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at yde varemærker, der nyder et vist
renommé, mere omfattende beskyttelse. ò nyt (15)
For at sikre, at de
forskellige niveauer af beskyttelse af geografiske betegnelser i medfør af
andre EU-retlige instrumenter anvendes på ensartet og udtømmende vis ved
undersøgelsen af de absolutte og de relative registreringshindringer i Unionen,
bør dette direktiv omfatte de samme bestemmelser vedrørende geografiske
betegnelser som forordning (EF) nr. 207/2009. ê 2008/95/EF betragtning
11 (16)
Den af det registrerede varemærke ydede
beskyttelse, hvis formål navnlig er at sikre varemærkets funktion som angivelse
af oprindelse, bør være fuldstændig i tilfælde af sammenfald mellem varemærket
og tegnet samt mellem varerne eller tjenesteydelserne. Beskyttelsen bør
ligeledes gælde i tilfælde af lighed mellem varemærket og tegnet samt mellem
varerne eller tjenesteydelserne. Det er nødvendigt at fortolke begrebet lighed
på baggrund af risikoen for forveksling. Det bør være en udtrykkelig betingelse
for beskyttelsen, at der er risiko for forveksling, hvilket må vurderes på
grundlag af adskillige faktorer, herunder bl.a. i hvor høj grad varemærket er
kendt på markedet, den association, som det anvendte eller registrerede tegn
fremkalder, lighedsgraden mellem varemærket og tegnet samt mellem de pågældende
varer eller tjenesteydelser. Spørgsmålet om, hvordan risikoen for forveksling
vil kunne konstateres, navnlig bevisbyrden, bør henhøre under de nationale
retsplejeregler, som direktivet ikke bør berøre. ò nyt (17)
For at opnå retssikkerhed
og fuld overensstemmelse med prioritetsprincippet, i henhold til hvilket et ældre
registreret varemærke har forrang for senere registrerede varemærker, er det
nødvendigt at fastsætte, at håndhævelsen af rettigheder, der er knyttet til
varemærket, ikke bør berøre indehaverrettigheder, der er erhvervet inden
varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato. Dette er i overensstemmelse med
artikel 16, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder
af 15. april 1994 (herefter benævnt "TRIPS-aftalen")[23]. (18)
Det bør bestemmes, at en krænkelse
af et varemærke kun kan konstateres, hvis det etableres, at det krænkende mærke
eller tegn anvendes ved handel med henblik på at kendetegne varer eller
tjenesteydelser på grundlag af deres handelsmæssige oprindelse. Anvendelser til
andre formål bør være underlagt bestemmelserne i den nationale lovgivning. (19)
Af hensyn til
retssikkerheden og for klarhedens skyld er det nødvendigt at præcisere, at det
ikke kun er i tilfælde af lighed, men også i tilfælde af et identisk tegn, der
anvendes til identiske varer eller tjenesteydelser, at der bør gives
beskyttelse til et varemærke, såfremt og i det omfang varemærkets væsentligste
funktion, som er at sikre de pågældende varers eller tjenesteydelsers
handelsmæssige oprindelse, påvirkes negativt. (20)
Krænkelse af et varemærke
bør også omfatte anvendelse af tegnet som et firmanavn eller lignende
angivelse, når anvendelsen foretages med henblik på at kendetegne varer eller
tjenesteydelser på grundlag af deres handelsmæssige oprindelse. (21)
For at opnå retssikkerhed
og fuld overensstemmelse med specifikke EU-retsforskrifter bør det bestemmes,
at indehaveren af et varemærke skal have ret til at forbyde tredjemand at bruge
et tegn i en sammenlignende reklame, når denne sammenlignende reklame er i
strid med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december
2006 om vildledende og sammenlignende reklame[24].
(22)
For at styrke
varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt bør indehaveren af
et registreret varemærke have ret til at forhindre tredjemand i at bringe varer
ind i en medlemsstats toldområde, uden at de er overgået til fri omsætning dér,
når sådanne varer kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et
varemærke, der i det væsentligste er identisk med det varemærke, der er
registreret for sådanne varer. (23)
Med henblik
på mere effektivt at forhindre indførsel af varer, der betegner en krænkelse,
navnlig i forbindelse med salg over internettet, bør patenthaveren have ret til
at forbyde import af sådanne varer til Unionen, hvis det kun er afsenderen af
varerne, som handler i erhvervsmæssigt øjemed. (24)
For at give indehavere af
registrerede varemærker mulighed for at bekæmpe forfalskning mere effektivt,
bør de have ret til at forbyde anbringelse af et ulovligt varemærke på varer og
visse forberedende handlinger forud for anbringelsen. (25)
De enerettigheder, som et
varemærke giver, bør ikke give indehaveren ret til at forbyde brugen af tegn
eller angivelser, der anvendes på loyal vis og i overensstemmelse med redelig
markedsføringsskik i industrielle og kommercielle sager. For at skabe lige
vilkår for handelsnavne og varemærker ud fra den betragtning, at handelsnavne
regelmæssigt gives ubegrænset beskyttelse i forhold til senere varemærker, bør
en sådan anvendelse anses for kun at omfatte anvendelse af ens eget personnavn.
Det bør endvidere omfatte anvendelsen af deskriptive eller ikke-distinktive
tegn eller angivelser i almindelighed. Indehaveren bør desuden ikke have ret
til at forhindre den generelle loyale og ærlige brug af mærket til at
identificere eller henvise til de varer eller tjenesteydelser som værende indehaverens
ejendom. (26)
Det følger af princippet
om fri bevægelighed for varer, at indehaveren af et varemærke ikke må have ret
til at forbyde en tredjepart at anvende varemærket i forbindelse med varer, der
af indehaver eller med dennes samtykke er bragt i omsætning i Unionen under
dette varemærke, medmindre indehaveren har en rimelig grund til at modsætte sig
fortsat markedsføring af de pågældende varer. ê 2008/95/EF betragtning
12 (27)
Det er af hensyn til retssikkerheden, og uden at
indehaveren af et ældre varemærkes interesser derved i urimelig grad skades,
vigtigt at fastsætte en bestemmelse om, at indehaveren af et ældre varemærke
ikke længere kan anmode om, at et varemærke, der er yngre end hans, kendes
ugyldigt, eller modsætte sig anvendelsen af dette varemærke, hvis han bevidst i
en længere periode har tålt, at dette anvendes, medmindre der er ansøgt om
registrering af det yngre varemærke i ond tro. ò nyt (28)
For at opnå retssikkerhed
og beskytte lovligt erhvervede varemærkerettigheder er det hensigtsmæssigt og
nødvendigt – uden at tilsidesætte princippet om, at det yngre varemærke ikke
kan håndhæves over for det ældre varemærke - at fastsætte, at indehavere af
ældre varemærker ikke bør have ret til at opnå afslag på eller annullering af
eller modsætte sig anvendelsen af et yngre mærke, når dette yngre varemærke er
erhvervet på et tidspunkt, hvor det ældre varemærke kunne erklæres ugyldigt
eller fortabes, f.eks. fordi det endnu ikke kunne individualiseres på grundlag
af dets anvendelse, eller hvis det ældre varemærke ikke ville kunne håndhæves
mod det yngre varemærke, fordi de nødvendige betingelser ikke var til stede,
f.eks. når det ældre varemærke endnu ikke havde opnået omdømme. (29)
Varemærker opfylder kun deres
formål, som er at individualisere varer eller tjenesteydelser og give
forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg, når de faktisk anvendes
på markedet. Kravet om, at et varemærke faktisk skal anvendes, er også
nødvendigt for at reducere antallet af varemærker, der registreres og kræver beskyttelse
i Unionen, og derved også antallet af konflikter imellem disse. Det er derfor
særdeles vigtigt at kræve, at de registrerede varemærker rent faktisk bruges i
forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke de er registreret,
eller, hvis de ikke bruges, at de kan fortabes. (30)
Et registreret varemærke
bør derfor kun beskyttes, for så vidt det faktisk anvendes, og et ældre
varemærke bør ikke give indehaveren ret til at modsætte sig eller annullere et
yngre varemærke, hvis denne indehaver ikke rent faktisk har anvendt sit
varemærke. Medlemsstaterne bør endvidere indføre en bestemmelse om, at et
varemærke ikke på gyldig vis kan påberåbes i et krænkelsessøgsmål, hvis det som
følge af et sagsanlæg fastslås, at varemærket kan fortabes, eller, når sagen
anlægges mod en senere rettighed, kunne fortabes på det tidspunkt, hvor den
senere rettighed blev opnået. (31)
Det bør bestemmes, at når
der sker påberåbelse af et nationalt mærkes anciennitet i forhold til et EU-varemærke,
når det nationale mærke efterfølgende er blevet overdraget eller udløber, vil
gyldigheden af det nationale mærke stadig kunne anfægtes. Anfægtelsen bør
begrænses til situationer, hvor det nationale mærke kunne være blevet erklæret
ugyldigt eller fortabt på det tidspunkt, hvor mærket blev slettet af registret. (32)
For at sikre kohærens og
for at fremme den erhvervsmæssige udnyttelse af varemærker i EU bør de gældende
regler for varemærker som genstand for ejendomsret bringes på linje med dem, der
allerede er indført for EU-varemærker, og de bør indeholde bestemmelser om
tildeling og overførsel, licens, tingslige rettigheder, tvangsfuldbyrdelse og
insolvensbehandling. (33)
Fælles varemærker har
vist sig at være et nyttigt redskab for at fremme varer eller tjenesteydelser
med specifikke fælles egenskaber. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at
nationale fælles varemærker er omfattet af regler svarende til de regler, der
gælder for kollektive EU-varemærker. (34)
For at forbedre og fremme
adgangen til varemærkebeskyttelse og for at øge retssikkerhed og retlig
forudsigelighed bør proceduren for registrering af varemærker i medlemsstaterne
være effektiv og gennemsigtig, ligesom den bør foretages efter regler svarende
til dem, der gælder for EU-varemærker. For at opnå et konsekvent og
afbalanceret varemærkesystem på både nationalt plan og EU-plan, bør alle
medlemsstaternes centrale kontorer med ansvar for industriel ejendomsret derfor
begrænse deres ex officio-kontrol af, hvorvidt en varemærkeansøgning kan registreres,
til kun at undersøge, om der foreligger en absolut grund til afslag. Dette bør
imidlertid ikke berøre disse kontorers ret til efter anmodning fra ansøgerne at
foretage søgning af eventuelle ældre rettigheder, når dette udelukkende er til
information og uden at det berører eller har bindende virkning med hensyn til
den efterfølgende registreringsprocedure, herunder indsigelse. (35)
For at opnå retssikkerhed
med hensyn til anvendelsesområdet for varemærkerettigheder og fremme adgangen
til varemærkebeskyttelse bør angivelsen og klassificeringen af varer og
tjenesteydelser, der er omfattet af en varemærkeansøgning, følge de samme
regler i alle medlemsstater, ligesom de bør rettes ind efter dem, der gælder
for EU-varemærker. For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder og de
økonomiske aktører at bestemme omfanget af den varemærkebeskyttelse, der søges
på grundlag af ansøgningen alene, bør angivelsen af varer og tjenesteydelser
være tilstrækkelig klar og præcis. Generelle begreber bør fortolkes således, at
de kun omfatter varer og tjenesteydelser, som tydeligt er omfattet af ordene i
deres bogstavelige forstand. (36)
For at sikre en effektiv
varemærkebeskyttelse bør medlemsstaterne sikre, at der er adgang til en
effektiv administrativ indsigelsesprocedure, som giver indehavere af ældre
varemærke ret for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke. For
desuden at give adgang til effektive midler til at opnå fortabelse af
varemærker eller for at erklære dem ugyldige bør medlemsstaterne indføre en administrativ
procedure for fortabelse eller ugyldighed, der svarer til den, der gælder for EU-varemærker
på EU-plan. (37)
Medlemsstaternes centrale
kontorer for industriel ejendomsret bør samarbejde med hinanden og med Det
Europæiske Varemærkeagentur (herefter benævnt "agenturet") vedrørende
alle aspekter af registreringen og administrationen af varemærker for at fremme
konvergens mellem praksis og redskaber, såsom udarbejdelse og ajourføring af
fælles eller tilknyttede databaser og portaler for høring og søgning. Medlemsstaternes
kontorer og agenturet bør samarbejde yderligere inden for alle andre områder af
deres aktiviteter, der er relevante for beskyttelse af varemærker i EU. ê 2008/95/EF betragtning
7 (38)
Dette direktiv bør ikke udelukke, at varemærkerne
underkastes andre lovbestemmelser end de varemærkeretlige regler i
medlemsstaterne, såsom bestemmelser om illoyal konkurrence, erstatningsansvar
eller forbrugerbeskyttelse. ê 2008/95/EF betragtning
13 (tilpasset) (39)
Samtlige medlemsstater er bundet af
Pariserkonventionen vedrørende beskyttelse af industriel ejendomsret Ö (herefter benævnt
"Pariserkonventionen") og TRIPS-aftalen Õ. Det er nødvendigt,
at dette direktivs bestemmelser er i fuldstændig overensstemmelse med
konventionens Ö og
aftalens Õ bestemmelser. De af
medlemsstaternes forpligtelser, der er en følge af denne konvention Ö og denne
aftale Õ , bør ikke berøres
af dette direktiv. I givet fald bør traktatens artikel 307 Ö 351 Õ , stk. 2, finde
anvendelse. ò nyt (40)
Forpligtelsen til at
gennemføre dette direktiv i national lovgivning bør begrænses til de
bestemmelser, der udgør en indholdsmæssig ændring i forhold til det tidligere
direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er
foretaget ændringer, følger af det tidligere direktiv. ê 2008/95/EF betragtning
14 (tilpasset) (41)
Nærværende direktiv bør ikke berøre
medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B, i bilag I til direktiv 2008/95/EF angivne frister
for gennemførelse i national ret af
direktiv 89/104/EØF — ê 2008/95/EF (tilpasset) UDSTEDT FØLGENDE VEDTAGET DETTE DIREKTIV: Kapitel 1 Ö Generelle
bestemmelser Õ ê 2008/95/EF Artikel 1 Anvendelsesområde Dette direktiv finder anvendelse på varemærker
for varer og tjenesteydelser, det være sig individuelle mærker, fællesmærker,
garantimærker eller certificeringsmærker, der er registreret eller søgt
registrering af i en medlemsstat eller hos Benelux-kontoret for intellektuel
ejendomsret, eller som er indført i et internationalt register med retsvirkning
i en medlemsstat. ò nyt Artikel 2 Definitioner I dette direktiv
forstås ved: a) "kontor"
det centrale kontor for industriel ejendomsret i den medlemsstat eller
Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, der varetager registrering af
varemærker b) "agentur"
det Europæiske Varemærkeagentur, der er oprettet i overensstemmelse med artikel
2 i forordning (EF) nr. 207/2009 c) "register"
et kontors varemærkeregister. ê 2008/95/EF (tilpasset) Kapitel 2 Ö Varemærkelovgivning Õ Afdeling 1 Ö Varemærkers form Õ Artikel 23 Varemærkers form Et varemærke kan bestå af alle tegn, der kan gengives
grafisk,navnlig ord, herunder personnavne,
afbildninger, bogstaver, tal, Ö farver, Õ varens form eller
emballage, Ö eller
lyde Õ, hvis de kan anvendes til: a) Ö anvendes
til Õ at adskille en
virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders ò nyt b) gengives på en
måde, der gør det muligt for de kompetente myndigheder og offentligheden at
fastslå den nøjagtige genstand for den beskyttelse, der gives dets indehaver. ê 2008/95/EF (tilpasset) Afdeling 2 Ö Registreringshindringer og ugyldighedsgrunde Õ Artikel 34 Ö Absolutte Õ Rregistreringshindringer
og ugyldighedsgrunde ê 2008/95/EF (tilpasset) 1. Følgende tegn og
varemærker udelukkes fra registrering eller kan erklæres ugyldige, hvis de
allerede er blevet registreret: a) tegn, som ikke kan udgøre et
varemærke b) varemærker, der mangler fornødent
særpræg c) varemærker, som udelukkende består
af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens
eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi,
geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for
præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse d) varemærker, som udelukkende består
af tegn eller angivelser, som i daglig sprogbrug eller i redelig og almindelig
markedsføringsskik udgør en sædvanlig betegnelse for varen eller
tjenesteydelsen e) tegn, som udelukkende består af i) en udformning, som følger af varens egen
karakter ii) en udformning af varen, som er
nødvendig for at opnå et teknisk resultat iii) en udformning, hvorved varen får en
væsentlig værdi f) varemærker, som strider mod den
offentlige orden eller sædelighed g) varemærker, som er egnet til at
vildlede offentligheden, f.eks. med hensyn til varens eller tjenesteydelsens
art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse h) varemærker, der ikke er godkendt af
de kompetente myndigheder, og som skal afslås eller ophæves i medfør af artikel
6c i Pariserkonventionen vedrørende beskyttelse af industriel ejendomsret, i
det følgende benævnt "Pariserkonventionen". ò nyt i) varemærker,
som er udelukket fra registrering og ikke fortsat kan anvendes i henhold til
EU-lovgivningen eller internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som
indeholder bestemmelser om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske
betegnelser j) varemærker,
som er udelukket fra registrering i henhold til EU-lovgivningen eller
internationale aftaler, i hvilke Unionen er part, og som indeholder
bestemmelser om beskyttelse af traditionelle udtryk for vin og garanterede
traditionelle specialiteter. 2. Stk. 1 finder
anvendelse, selv om registreringshindringerne kun er til stede: a) i andre
medlemsstater end dem, hvor ansøgningen om registrering er indgivet b) når et varemærke
på et fremmed sprog er oversat eller transkriberet til et alfabet eller et
officielt sprog i en af medlemsstaterne. 3. Har ansøgeren
ansøgt om registrering af et varemærke i ond tro, kan det erklæres ugyldigt.
Enhver medlemsstat kan ligeledes fastsætte bestemmelser om, at et sådant
varemærke ikke må registreres ê 2008/95/EF 24. En medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at et varemærke udelukkes fra
registrering eller, hvis det er registreret, kan erklæres ugyldigt, i det
omfang: ê 2008/95/EF (tilpasset) a) brugen af dette varemærke kan
forbydes efter anden lovgivning end den pågældende medlemsstats eller Ö EU's Õ Fællesskabets
varemærkelovgivning ê 2008/95/EF b) varemærket omfatter et tegn af stor
symbolsk værdi, herunder et religiøst symbol c) varemærket omfatter tegn, emblemer
og våben bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 6c i Pariserkonventionen,
og som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt
af den kompetente myndighed efter medlemsstatens lovgivning. d) ansøgeren har indgivet ansøgningen om registrering af
varemærket i ond tro. ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt 35. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering og kan ikke erklæres
ugyldigt efter stk. 1, litra b), c) eller d), hvis det inden datoen for ansøgning
om registrering ð eller efter datoen for registrering ï , som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent
særpræg. 6. Medlemsstaterne kan i øvrigt træffe bestemmelse om, at det samme Ö stk. 5 Õ skal gælde, når det
fornødne særpræg først opnås efter ansøgning om registrering eller efter ð før ï registrering. 4. Uanset stk. 1, 2 og 3 kan en medlemsstat træffe bestemmelse om, at
de registreringshindringer eller ugyldighedsgrunde, der var gældende i den
pågældende stat inden ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er
nødvendige for at efterkomme direktiv 89/104/EØF, finder anvendelse på
varemærker, der er ansøgt om registrering af inden denne dato. Artikel 45 Yderligere Ö Relative Õ
registreringshindringer og ugyldighedsgrunde vedrørende konflikter med ældre rettigheder ê 2008/95/EF 1. Et varemærke udelukkes
fra registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt: a) såfremt det
er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke mærket er ansøgt om registrering af eller er registreret, er af samme
art som de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke er
beskyttet b) såfremt der
i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en
forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre varemærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af
samme eller lignende art. 2. Ved "ældre
varemærker", som omhandlet i stk. 1, forstås: a) varemærker
af følgende kategorier, hvis anmeldelsesdato ligger før datoen for ansøgningen
om varemærket, eventuelt under hensyntagen til den prioritet, der gøres
gældende til støtte for disse varemærker: ê 2008/95/EF (tilpasset) i) EF Ö EU Õ -varemærker ê 2008/95/EF ii) varemærker, der
er registreret i den pågældende medlemsstat eller, for så vidt angår Belgien,
Nederlandene og Luxembourg, hos Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret iii) varemærker,
som er genstand for en international registrering med virkning i den pågældende
medlemsstat ê 2008/95/EF (tilpasset) b) Ö EU Õ EF-varemærker, for
hvilke der i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 40/94
af 20. december 1993 om EF-varemærker[25] 207/2009 med fuld ret påberåbes
anciennitet i forhold til et af de i litra a), nr. ii) og iii), omhandlede
varemærker, også selv om der er givet afkald på sidstnævnte, eller det er
bortfaldet ê 2008/95/EF c) ansøgninger
om de under litra a) og b) omhandlede varemærker med forbehold af deres
registrering d) varemærker,
som på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om varemærket, eventuelt
tidspunktet for den prioritet, der gøres gældende til støtte for ansøgningen om
varemærket, er "vitterlig kendt" i den pågældende medlemsstat i den i
artikel 6b i Pariserkonventionen angivne betydning. ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt ð ny 3. Et varemærke udelukkes
også fra
registrering eller kan, hvis det er registreret, erklæres ugyldigt: a) hvis det er identisk med eller ligner
et ældre EF-varemærke, ð uanset om de varer eller de
tjenesteydelser, for hvilke det gælder ï jf. stk. 2, og det søges eller er identiske
med eller af samme eller blevet registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke det ældre EF-varemærke er registreret, når det ældre EF-varemærke er velkendt i Fællesskabet ð en medlemsstat, eller i tilfælde af et
EU-varemærke, er velkendt i Unionen ï , og brugen af det yngre varemærke uden skellig grund ville medføre en
utilbørlig udnyttelse af det ældre EF-varemærkes
særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé ò nyt b) hvis
varemærkeindehaverens agent eller repræsentant ansøger om registrering af
mærket i eget navn uden indehaverens tilladelse, medmindre agenten eller
repræsentanten kan redegøre for sin handling c) hvis
varemærket kan forveksles med et ældre varemærke beskyttet uden for Unionen,
forudsat at mærket stadig var i reel brug på datoen for indgivelsen af ansøgningen,
og ansøgeren, var i ond tro d) hvis det
er undtaget fra registrering og ikke fortsat kan bruges i henhold til EU's
lovgivning om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.
ê 2008/95/EF (tilpasset) 4. En medlemsstat kan desuden træffe
bestemmelse om, at et varemærke ligeledes udelukkes fra registrering eller,
hvis det er registreret, kan erklæres ugyldigt i det omfang: ê 2008/95/EF a) varemærket er identisk med eller ligner et ældre nationalt
varemærke efter stk. 2, og det søges eller er blevet registreret for varer
eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke det ældre varemærke er
registreret, når det ældre varemærke er velrenommeret i den pågældende
medlemsstat, og brugen af det yngre varemærke ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug
ville skade dette særpræg eller renommé ba) der
er erhvervet rettigheder til et ikke-registreret varemærke eller til et andet i
erhvervsvirksomhed anvendt tegn før tidspunktet for ansøgningen om det yngre
varemærke eller eventuelt tidspunktet for den prioritet, der gøres gældende til
støtte for ansøgningen om det yngre varemærke, og der til det ikke-registrerede
varemærke eller til det andet tegn er knyttet en ret for indehaveren til at
forbyde anvendelsen af et yngre varemærke cb) der
kan nedlægges forbud mod brug af varemærket på grundlag af en anden ældre
rettighed end de rettigheder, der er nævnt i stk. 2 og i litra ba) i
dette stykke, herunder navnlig: i) retten til et navn ii) retten til et portræt iii) en ophavsret iv) en industriel ejendomsret. d) varemærket er identisk med eller ligner et ældre
fællesmærke, hvortil der er knyttet en ret, som udløb højst tre år før
ansøgningen e) varemærket er identisk med eller ligner et ældre
garantimærke eller certificeringsmærke, hvortil der er knyttet en ret, som er
udløbet inden for en frist forud for ansøgningen, hvis varighed er fastsat af
medlemsstaten f) varemærket er identisk med eller ligner et ældre
varemærke, som er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller
lignende art, og hvis registrering på grund af manglende fornyelse udløb højst
to år forud for ansøgningen, medmindre indehaveren af det ældre varemærke har
givet sit samtykke til registreringen af det yngre varemærke eller ikke har
anvendt sit varemærke g) varemærket kan forveksles med et varemærke, der blev
anvendt i udlandet på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, og som stadig
anvendes der, forudsat at ansøgeren har indgivet ansøgningen i ond tro. 5. Medlemsstaterne kan tillade, at varemærket
under passende omstændigheder ikke udelukkes fra registrering eller erklæres
ugyldigt, når indehaveren af det ældre varemærke eller andre ældre rettigheder
giver sit samtykke til registreringen af det yngre mærke. 6. Uanset stk. 1-5 kan en medlemsstat træffe
bestemmelse om, at de registreringshindringer eller ugyldighedsgrunde, der var
gældende i den pågældende stat inden ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser,
der er nødvendige for at efterkomme direktiv 89/104/EØF, finder anvendelse på
varemærker, der er anmeldt inden denne dato. ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt Artikel 146 Efterfølgende konstatering af et
varemærkes ugyldighed eller fortabelse Når ancienniteten af et ældre Ö nationalt Õ varemærke, som
indehaveren har givet afkald på, eller som er bortfaldet, påberåbes for et Ö EU Õ EF-varemærke, kan
ugyldigheden eller fortabelsen af dette ældre Ö nationale Õ mærke konstateres
efterfølgende ð , såfremt ugyldigheden eller
fortabelsen også kunne have været erklæret på det tidspunkt, hvor indehaveren
gav afkald på mærket eller lod det udløbe. I så fald har ancienniteten ikke
længere nogen virkning. ï Artikel 7 Ö Registreringshindringer
og ugyldighedsgrunde for visse varer eller tjenesteydelser Õ Ö Såfremt der kun
er hindringer for registrering af varemærket eller grunde til dets ugyldighed for
en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller
er blevet registreret, skal varemærket kun udelukkes fra registrering eller
erklæres ugyldigt for så vidt angår de pågældende varer eller
tjenesteydelser. Õ ò nyt Artikel 8 Manglen på
særlige kendetegn eller omdømme af et ældre varemærke, der forhindrer, at et
registreret varemærke erklæres ugyldigt Et registreret varemærke kan i ingen af nedenstående
tilfælde erklæres ugyldigt på grundlag af et ældre varemærke: a) når det
ældre varemærke, der kan erklæres ugyldigt i henhold til artikel 4, stk. 1,
litra b), c) eller d), ikke havde fået fornødent særpræg i overensstemmelse med
artikel 4, stk. 5, på ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen for det registrerede
varemærke b) når
begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 1, litra b), og det
ældre varemærke ikke havde fået fornødent særpræg for at støtte en konklusion
om sandsynlighed for forveksling i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), på
ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen for det registrerede varemærke c) når
begæringen om ugyldighed er baseret på artikel 5, stk. 3, og det ældre
varemærke ikke var velkendt, jf. artikel 5, stk. 3, på ansøgningsdatoen eller
prioritetsdatoen for det registrerede varemærke. ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt Artikel 9 Rettighedsfortabelse Ö Fortabelse
af retten til at anmode om ugyldighed Õ på grund
af passivitet 1. En indehaver af et af
de i artikel 45, stk. 2 ð og 3 ï , omhandlede ældre varemærker, som i en medlemsstat i fem på hinanden
følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre varemærke, der er
registreret i denne medlemsstat, kan ikke under henvisning til det ældre
varemærke kræve dette yngre varemærke erklæret ugyldigt eller modsætte
sig brugen af det yngre varemærke for varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre
ansøgningen om det yngre varemærke er indgivet i ond tro. 2. Enhver medlemsstat kan
bestemme, at stk. 1 skal finde anvendelse på indehaveren af et ældre
varemærke som omhandlet i artikel 4, litra a), eller en Ö enhver Õ anden ældre
rettighed som omhandlet i artikel 45, stk. 4, litra ab)
eller bc). ê 2008/95/EF 3. I de i stk. 1 eller 2
omhandlede tilfælde kan indehaveren af et yngre registreret varemærke ikke
modsætte sig brugen af en ældre rettighed, selv om denne rettighed ikke længere
kan gøres gældende mod det yngre varemærke. ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt Afdeling 3 Ö Rettigheder og begrænsninger Õ Artikel 510 Rettigheder, der er knyttet til
varemærket 1. Det
registrerede Ö Registreringen
af et Õ varemærke giver
indehaveren en eneret. Ö 2. Med
forbehold af de rettigheder, som indehavere opnår inden ansøgningsdatoen eller
prioritetsdatoen for det registrerede varemærke, kan Õ Iindehaveren
Ö af et
registreret varemærke Õ kan forbyde
tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af Ö ethvert tegn
for så vidt angår varer eller tjenesteydelser, når Õ : a) et tegn, Ö tegnet Õ der er identisk med
varemærket, Ö og
anvendes Õ for varer eller
tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret, ð og når en sådan anvendelse påvirker
eller vil kunne påvirke varemærkets evne til at garantere varernes eller
tjenesteydelsernes oprindelse over for forbrugerne ï b) et tegn, der Ö tegnet Õ er identisk med
eller ligner varemærket, når de Ö og anvendes
for Õ varer eller
tjenesteydelser, der er dækket af
varemærket, er af samme eller lignende art som dem,
Ö for hvilke
varemærket er registreret, når Õ der er dækket af det pågældende tegn, og der som
følge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko
for forveksling, herunder at der er en forbindelse mellem tegnet og varemærket. 2. c) En medlemsstat
kan ligeledes træffe bestemmelse om, at indehaveren kan forhindre tredjemand,
der ikke har hans samtykke, i at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der Ö tegnet Õ er identisk med
eller ligner varemærket, Ö uanset om det
anvendes eller ej, Õ for varer eller
tjenesteydelser ð , som er identiske med eller har en
lighed med eller ikke har en lighed med ï af anden art end dem, for hvilke varemærket er registreret, når varemærket er
renommeret i medlemsstaten, og brugen af tegnet uden skellig grund ville
medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé eller
sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé. ê 2008/95/EF (tilpasset) 3. Såfremt betingelserne
i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan det Ö især Õ bl.a. forbydes ê 2008/95/EF a) at anbringe tegnet på varerne eller
på deres emballage b) at udbyde varerne til salg, at
markedsføre dem eller oplagre dem med dette formål eller at tilbyde eller
præstere tjenesteydelser under det pågældende tegn c) at importere eller eksportere
varerne under det pågældende tegn ò nyt d) at anvende tegnet
som handels- eller firmanavn eller en del af et handels- eller virksomhedens
navn ê 2008/95/EF (tilpasset) de) at
anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed. ò nyt f) at
anvende tegnet i sammenlignende reklame på en måde, der er i strid med direktiv
2006/114/EF. 4. Indehaveren af et registreret varemærke skal også have ret til at forhindre
indførsel af varer i henhold til stk. 3, litra c), hvor kun afsenderen af varerne
handler i erhvervsmæssigt øjemed. 5. Indehaveren af et registreret varemærke skal ligeledes have ret til
at forhindre tredjemand i inden for rammerne af en erhvervsaktvitet at bringe varer
ind i toldområdet i en medlemsstat, hvor varemærket er registreret, uden at det
overgår til fri omsætning dér, når sådanne varer, herunder emballage, kommer
fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, der er identisk
med det varemærke, der er registreret for sådanne varer, eller som i sine
væsentligste aspekter ikke kan sondres fra dette varemærke. ê 2008/95/EF (tilpasset) 46. Hvis en medlemsstats retsforskrifter ikke gjorde det muligt at forbyde
brugen af et tegn som omhandlet i stk. 21, litra b), eller c),stk.
2 forud for ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er nødvendige
for at efterkomme direktiv 89/104/EØF i den pågældende medlemsstat, kan den
fortsatte brug af dette tegn ikke anfægtes under påberåbelse af de til
varemærket knyttede rettigheder. 57. Stk. 1,2,3 and 6 til 4 berører ikke de i en medlemsstat
gældende bestemmelser vedrørende beskyttelse mod brug af et tegn, der er
udarbejdet med andet formål for øje end at skelne mellem varer eller mellem
tjenesteydelser, når der med brug af dette tegn uden skellig grund tilsigtes en
utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug
ville skade dette særpræg eller renommé. ò nyt Artikel 11 Overtrædelse
af varemærkeindehaverens ret ved brug af udstyr, emballage eller andre midler Hvis det anses for
sandsynligt, at udstyr, emballage eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt,
vil blive anvendt i forhold til varer eller tjenesteydelser, og anvendelsen i
forbindelse med disse varer eller tjenesteydelser vil udgøre en overtrædelse af
varemærkeindehaverens rettigheder i henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, skal
indehaveren have ret til at forbyde følgende: a) i
forbindelse med handelen at påføre et tegn, der er identisk med eller ligner
varemærket, på udstyret, emballagen eller andre midler, hvorpå mærket kan
anbringes b) at tilbyde
eller markedsføre, eller besidde med sådant formål, eller at importere eller
eksportere udstyr, emballage eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt. Artikel 12 Gengivelse
af varemærker i opslagsværker Giver gengivelsen af
et varemærke i et leksikon, en encyklopædi eller et lignende opslagsværk det
indtryk, at det udgør den generiske betegnelse for de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke varemærket er registreret, skal udgiveren af værket efter anmodning
fra indehaveren af varemærket sørge for, at gengivelsen af varemærket senest i
den næste udgave af værket ledsages af en angivelse af, at det er et
registreret varemærke. Artikel 13 Forbud mod
brug af et varemærke, der er registreret i en agents eller repræsentants navn 1. Er et varemærke
registreret i en agents eller en repræsentants navn på vegne af den person, der
er indehaver af varemærket, uden indehaverens samtykke, har indehaveren ret
til: a) at
modsætte sig, at agenten eller repræsentanten anvender mærket, eller b) at kræve,
at agenten eller repræsentanten tildeler ham varemærket. 2. Stk. 1 finder
ikke anvendelse, når agenten eller repræsentanten kan begrunde sin handling. ê 2008/95/EF Artikel 614 Begrænsninger i varemærkets
retsvirkninger 1. De til varemærket
knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forhindre tredjemand i
at gøre erhvervsmæssig brug af: ê 2008/95/EF (tilpasset) ð nyt a) sit eget Ö person Õ navn og sin adresse b) ð tegn eller ï angivelser ð , som ikke er distinktive eller som
vedrører ï vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse,
værdi, geografiske oprindelse, produktionstidspunkt eller udførelsen af
tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne c) varemærket ð med henblik på at identificere eller
henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af
varemærket, især ï når dette Ö anvendelsen af
varemærket Õ er nødvendigt for at angive
anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller
reservedele. for så vidt dette sker Ö Første afsnit
finder kun anvendelse, når tredjemands anvendelse er Õ i overensstemmelse
med redelig markedsføringsskik. ò nyt 2. Tredjeparts anvendelse
skal navnlig i følgende tilfælde anses for ikke at være i overensstemmelse med
redelig markedsføringsskik: a) når den
giver det indtryk, at der er en kommerciel forbindelse mellem tredjeparten og
varemærkeindehaveren b) når den
uden gyldig grund giver en urimelig fordel af eller er skadelig for varemærkets
særpræg eller omdømme. ê 2008/95/EF 23. De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til
at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af ældre rettigheder, som kun
har lokalt afgrænset karakter, hvis rettighederne er anerkendt i den pågældende
medlemsstats lovgivning og anvendes inden for grænserne af det område, hvor de
er anerkendt. Artikel 715 Konsumption af de rettigheder, der er
knyttet til varemærket ê 2008/95/EF (tilpasset) 1. De til varemærket
knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af
varemærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er
markedsført inden for Fællesskabet Ö Unionen Õ under dette
varemærke. ê 2008/95/EF 2. Stk. 1 finder ikke
anvendelse, såfremt skellig grund berettiger indehaveren til at modsætte sig
fortsat markedsføring af varerne, især i tilfælde, hvor disses tilstand er ændret
eller forringet, efter at de er markedsført. ê 2008/95/EF (tilpasset) Artikel 1016 Brugen af varemærket 1. Såfremt indehaveren
ikke inden fem år fra datoen for registrerings Ö datoen Õ procedurens
afslutning har gjort reel brug af varemærket i den
pågældende medlemsstat for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er
registreret, eller hvis sådan brug har været ophørt uden afbrydelse i fem år,
underkastes varemærket de i Ö artikel 17,
artikel 19, stk. 1, artikel 46, stk. 1, og artikel 48, stk. 3 og 4, Õ dette direktiv
omhandlede Ö begrænsninger
og Õ sanktioner,
medmindre der foreligger skellig grund til, at brug ikke har fundet sted. ò nyt 2. Giver en
medlemsstat mulighed for indsigelse efter registreringen, skal de fem år, der
er omhandlet i stk. 1, regnes fra den dato, hvor mærket ikke længere kan
anfægtes eller, hvis en indsigelse er indgivet og ikke tilbagekaldt, fra den
dato, hvor en afgørelse om afslutning af indsigelsesproceduren er blevet
endelig. 3. For så vidt angår
varemærker, som er genstand for en international registrering med retsvirkning
i medlemsstaten, skal de fem år, der er omhandlet i stk. 1, regnes fra den
dato, hvor det ikke længere er muligt at afvise eller gøre indsigelse mod
mærket. Er en indsigelse indgivet og ikke ophævet, beregnes fristen fra den
dato, hvor en afgørelse om afslutning af indsigelsesproceduren er blevet
endelig. ê 2008/95/EF (tilpasset) 4. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til første afsnit Ö stk. 1 Õ : ê 2008/95/EF ð nyt a) brug af varemærket i en form, der
kun ved enkeltheder, som ikke forandrer mærkets særpræg, afviger fra den form,
hvori dette er blevet registreret ð , uanset om varemærket i den form,
hvori det anvendes, også er registreret i indehaverens navn ï b) anbringelse i den pågældende
medlemsstat af varemærket på varer eller deres emballage udelukkende med
eksport for øje. 25. Brug af et varemærke, der finder sted med indehaverens samtykke, eller som gøres gøres
af en person, der er berettiget til at anvende et fællesmærke eller et
garantimærke eller et certificeringsmærke ligestilles
med indehaverens brug af varemærket. 3. For så vidt angår varemærker, som er registreret før
ikrafttrædelsesdatoen for de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme
direktiv 89/104/EØF: a) formodes den i stk. 1, første afsnit, omhandlede
femårsperiode for at være påbegyndt på samme tid som en allerede inden denne
dato påbegyndt periode med manglende brug, når der inden nævnte dato gælder en
bestemmelse om sanktioner ved manglende brug af et varemærke i en
sammenhængende periode b) anses den i stk. 1, første afsnit, omhandlede
femårsperiode for at være påbegyndt tidligst på denne dato, når der ikke inden
nævnte dato gælder nogen bestemmelse om brug. ò nyt Artikel 17 Manglende
brug som forsvar i en sag om varemærkekrænkelse Indehaveren af et
varemærke skal kun have ret til at forbyde anvendelsen af et tegn i det omfang,
at hans rettigheder ikke kan fortabes i henhold til artikel 19 på det
tidspunkt, hvor krænkelsessøgsmålet anlægges. Artikel 18 Interventionsret,
som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som forsvar i en sag
om varemærkekrækelse 1. Indehaveren af et
varemærke har i forbindelse med et krænkelsessøgsmål ikke ret til at forbyde
brugen af et yngre registreret varemærke, når det yngre varemærke ikke kan
erklæres ugyldigt i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1 og 2, og artikel
48, stk. 3. 2. Indehaveren af et
varemærke har i forbindelse med et krænkelsessøgsmål ikke ret til at forbyde
brugen af et yngre registreret EU-varemærke, når det yngre varemærke ikke kan
erklæres ugyldigt i henhold til artikel 53, stk. 3 og 4, artikel 54, stk. 1 og
2, eller artikel 57, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009. 3. Har indehaveren
af et varemærke ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret
varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af dette yngre
registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med et krænkelsessøgsmål at forbyde
brugen af et ældre varemærke, selv om denne rettighed ikke længere kan gøres
gældende mod det yngre varemærke. ê 2008/95/EF Artikel 11 Retlige eller administrative sanktioner ved manglende
brug af et varemærke 1. Et varemærke kan ikke erklæres ugyldigt på grund af et bestående,
ældre, kolliderende varemærke, medmindre de krav om brug, der omhandles i
artikel 10, stk. 1 og 2, eller i givet fald i artikel 10, stk. 3, er opfyldt. 2. En medlemsstat kan træffe bestemmelse om, at et varemærke ikke kan
udelukkes fra registrering på grund af et bestående, ældre, kolliderende
varemærke, medmindre de krav om brug, der omhandles i artikel 10, stk. 1 og 2,
eller i givet fald i artikel 10, stk. 3, er opfyldt. 3. Uden at foregribe anvendelsen af artikel 12 i tilfælde af
kontrasøgsmål om fortabelse kan en medlemsstat træffe bestemmelse om, at et
mærke ikke gyldigt kan påberåbes i et krænkelsessøgsmål, hvis det som følge af
en protest fastslås, at indehaveren af varemærket kan fortabe sine rettigheder
efter artikel 12, stk. 1. 4. Hvis det ældre varemærke kun er blevet anvendt for en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det for så
vidt angår anvendelsen af stk. 1, 2 og 3 kun registreret for denne del af
varerne eller tjenesteydelserne. ê 2008/95/EF (tilpasset) Afdeling 4 Ö fortabelse af varemærkerettigheder Õ Artikel 1219 Ö Manglende
reel anvendelse som Õ Ffortabelsesgrunde ê 2008/95/EF 1. Indehaveren af et
varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende
periode på fem år ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af det
for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke
foreligger skellig grund til manglende brug. ê 2008/95/EF (tilpasset) 2. Fortabelse af et varemærke kan dog ikke gøres gældende, dersom reel brug
af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af
femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse. ê 2008/95/EF 3. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre
måneder forud for indgivelse af begæring om fortabelse, idet denne
tremånedersperiode tidligst begynder ved udløbet af den sammenhængende periode
på fem år, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til
påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har
fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. ê 2008/95/EF (tilpasset) Artikel 20 Ö Overgang til
almindelig betegnelse eller vildledende angivelse som fortabelsesgrunde Õ 2. Medmindre andet
gælder i henhold til stk. 1, kan iIndehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når varemærket
efter den dato, på hvilken det blev registreret: ê 2008/95/EF a) som følge af indehaverens virksomhed
eller passivitet er blevet til en almindelig betegnelse inden for handelen for
en vare eller tjenesteydelse, for hvilken mærket er registreret b) som følge af den brug, der af
indehaveren eller med dennes samtykke gøres af varemærket for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, vil kunne vildlede
offentligheden, især med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art,
beskaffenhed eller geografiske oprindelse. Artikel 1321 ê 2008/95/EF (tilpasset) Delvise registreringshindringer samt fortabelses- og ugyldighedsgrunde Såfremt der kun for en del af de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller er blevet registreret, er hindringer for registrering af varemærket eller grunde til dets fortabelse eller
ugyldighed, skal varemærket kun udelukkes fra registrering eller fortabes eller erklæres
ugyldigt for så vidt angår de pågældende varer
eller tjenesteydelser. ò nyt Afdeling 5 Varemærker som
genstand for ejendomsret Artikel 22 Overdragelse
af registrerede varemærker 1. Et varemærke kan
overdrages uafhængigt af en eventuel virksomhedsoverdragelse, hvad angår alle
eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. 2. Overdragelse af
en virksomhed i sin helhed indebærer overdragelse af varemærket, medmindre der
foreligger en aftale om det modsatte, eller hvis det modsatte klart fremgår af
omstændighederne. En kontraktlig forpligtelse til at overdrage en virksomhed er
ligeledes omfattet af denne bestemmelse. 3. Uden at dette
berører stk. 2, skal en overdragelse af varemærket bero på en skriftlig aftale
og være underskrevet af kontraktparterne, medmindre overdragelsen er en følge
af en retsafgørelse; i modsat fald er overdragelsen ugyldig. 4. Efter anmodning
fra en af parterne indføres overdragelsen i registret og offentliggøres. 5. Så længe
overdragelsen ikke er indført i registret, kan erhververen ikke over for
tredjemand gøre de rettigheder gældende, som følger af registreringen af
varemærket. 6. Skal der i
forhold til kontoret overholdes frister, kan erhververen afgive de fornødne
erklæringer over for dette, så snart ansøgning om registrering af overdragelsen
er indgivet til kontoret. Artikel 23 Tingslige
rettigheder 1. Et varemærke kan
uafhængigt af virksomheden pantsættes eller gøres til genstand for andre tingslige
rettigheder. 2. Efter anmodning
fra en af parterne indføres rettighederne som omhandlet i stk. 1 i registret og
offentliggøres. Artikel 24 Tvangsfuldbyrdelse 1. Et varemærke kan
gøres til genstand for tvangsfuldbyrdelse. 2. Efter anmodning
fra en af parterne indføres tvangsfuldbyrdelsen i registret og offentliggøres. Artikel 25 Insolvensbehandling Indgår et varemærke
i en insolvensbehandling, indføres dette i registret efter anmodning fra den
kompetente nationale myndighed, et det offentliggøres. ê 2008/95/EF Artikel 826 Licens 1. Der kan gives licens
til varemærket for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for
hvilke det er registreret, samt for en medlemsstats område som helhed eller for
en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv eller en ikke-eksklusiv licens. 2. Indehaveren af et
varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en
licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til a) dens
gyldighedsperiode b) den
udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen c) arten af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet d) det område,
inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller e) kvaliteten
af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser. ò nyt 3. Medmindre andet
er fastsat i licensaftalen, kan licenstageren kun anlægge sag om krænkelse af
et varemærke, hvis dets indehaver har givet sit samtykke hertil. Indehaveren af
en eksklusiv licens kan dog anlægge en sådan sag, hvis varemærkeindehaveren
efter en formel opfordring hertil ikke selv anlægger sag om krænkelse af
varemærket inden for en rimelig frist. 4. Enhver
licenstager har ret til at indtræde i en sag om krænkelse, som varemærkets
indehaver har anlagt, for at få erstatning for den skade, han selv har lidt. 5. Meddelelse eller
overdragelse af en licens til brug af et varemærke skal, såfremt en af parterne
anmoder herom, indføres i registret og offentliggøres. Artikel 27 Ansøgning om
et varemærke som genstand for ejendomsret Artikel 22 til 26
finder anvendelse på varemærkeansøgninger. Afdeling 6 garantimærker,
certificeringsmærker og fællesmærker Artikel 28 Definitioner I dette afsnit
forstås ved: 1)
"garantimærke eller certificeringsmærke": et varemærke, der er
defineret som sådan, når der ansøges om mærket, og mærket er egnet til at karakterisere
varer eller tjenesteydelser, der er attesteret af varemærkeindehaveren med
hensyn til geografisk oprindelse, materiale, fremstillingsmetode af varer eller
ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber af
varer og tjenesteydelser, der ikke er således certificeret 2)
"fællesmærke": et varemærke, der er beskrevet som sådan, når der
ansøges om mærket, og mærket er egnet til at karakterisere varer eller
tjenesteydelser fra en sammenslutning, der er indehaver af mærket fra andre
virksomheders varer eller tjenesteydelser. ê 2008/95/EF (tilpasset) Artikel 1529 Særlige
bestemmelser for fællesmærker, g Garantimærker og certificeringsmærker Ö 1.
Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om registrering af garanti- eller certificeringsmærker. Õ 12. Med forbehold af artikel 4 kan mMedlemsstaterne kan, hvis lovgivning giver mulighed for registrering
af fællesmærker eller garantimærker eller certificeringsmærker træffe bestemmelse om, at sådanne Ö garanti- eller
certificeringsmærker Õ mærker udelukkes fra
registrering eller fortabes eller erklæres ugyldige af andre grunde end de i
artikel 3 Ö , 19 Õ og 1220 omhandlede, i det omfang hensynet til
disse varemærkers funktion kræver det. 23. Uanset artikel 3, stk. 1, litra c), kan
medlemsstaterne træffe bestemmelse om, at Ö Et garanti-
eller certificeringsmærke, der består af Õ tegn eller
angivelser, der i omsætningen anvendes til at angive varers eller
tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan udgøre fællesmærker eller garantimærker eller certificeringsmærker.
Et sådant mærke giver ikke indehaveren ret til at
forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, når
de bruges i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik. Navnlig kan et
sådant mærke ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en
given geografisk betegnelse. Artikel 30 Ö Fællesmærker Õ ò nyt 1. Medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om registrering af fællesmærker. 2. Sammenslutninger
af fabrikanter, producenter, tjenesteydelsesleverandører eller forhandlere, som
ifølge den lovgivning, der finder anvendelse på dem, har mulighed for i eget
navn at erhverve rettigheder og forpligtelser af enhver art, til at indgå
kontrakter eller foretage andre retshandlinger og optræde som part i en
retssag, samt offentligretlige juridiske personer, kan indgive ansøgning om
registrering af fællesmærker. 3. Uanset artikel 4,
stk. 1, litra c), kan tegn eller angivelser, der i omsætningen kan anvendes til
at angive varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, udgøre
fællesmærker. ê 2008/95/EF (tilpasset) ÖEt fællesmærke giver
ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller
angivelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med redelig
markedsføringsskik. Navnlig kan et sådant mærke ikke påberåbes over for
tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.Õ ò nyt Artikel 31 Bestemmelser
om anvendelse af et fællesmærke 1. En ansøger om
registrering af et fællesmærke skal forelægge de bestemmelser, der gælder for
mærkets benyttelse. 2. Bestemmelserne om
anvendelse skal angive, hvilke personer der har ret til at benytte mærket,
betingelserne for medlemskab af sammenslutningen, samt betingelserne for anvendelse
af mærket, herunder sanktioner. Bestemmelserne om anvendelse af et mærke, som
omhandlet i artikel 30, stk. 3, skal give enhver, hvis varer eller
tjenesteydelser hidrører fra det pågældende geografiske område, ret til at
blive optaget som medlem af den sammenslutning, der er indehaver af mærket. Artikel 32 Afslag på
ansøgning om registrering 1. Foruden de i
artikel 4 og 5 omhandlede grunde til afslag på en ansøgning om
registrering af et varemærke afslås en ansøgning om registrering af et
fællesmærke, hvis forskrifterne i artikel 28, stk. 2, artikel 30 eller artikel
31 ikke er opfyldt, eller hvis bestemmelserne om mærkets anvendelse strider mod
den offentlige orden eller sædelighed. 2. Endvidere afslås
en ansøgning om registrering af et fællesmærke, hvis det vil kunne vildlede
offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning som fællesmærke,
navnlig hvis det kan fremtræde som værende noget andet end et fællesmærke. 3. Ansøgningen
afslås ikke, hvis ansøgeren efter en ændring af bestemmelserne for mærkets
benyttelse opfylder betingelserne i stk. 1 og 2. Artikel 33 Brug af
fællesmærker Kravene i artikel 16
er opfyldt, når der er tale om en reel brug af et fællesmærke i henhold til
artikel 16 foretaget af en person, der er berettiget til at anvende det. Artikel 34 Ændring af
bestemmelserne om anvendelse af et fællesmærke 1. Indehaveren af et
fællesmærke skal forelægge kontoret enhver ændring af bestemmelserne for
mærkets anvendelse. 2. Ændringen skal
anføres i registret, medmindre de ændrede bestemmelser ikke opfylder kravene i
artikel 31 eller de omfatter en af grundene til afslag, jf. artikel 32. 3. Artikel 42, stk.
2, finder anvendelse på ændrede bestemmelser for mærkets anvendelse. 4. Ved anvendelsen
af dette direktiv får ændringer af bestemmelserne for mærkets anvendelse først
virkning fra datoen for anførelsen af ændringen i registret. Artikel 35 Personer,
som kan anlægge krænkelsessøgsmål 1. Artikel 26, stk.
3 og 4, finder anvendelse på enhver, der er berettiget til at anvende et
fællesmærke. 2. Indehaveren af et
fællesmærke har ret til at kræve erstatning på vegne af de personer, der er
berettiget til at anvende mærket, når disse personer har lidt skade ved
uberettiget anvendelse af mærket. Artikel 36 Supplerende
fortabelsesgrunde Foruden de i
artikel 19 og 20 omhandlede fortabelsesgrunde fortabes
fællesmærkeindehaverens rettigheder efter indgivelse af begæring herom til
kontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse,
såfremt: a) indehaveren
ikke træffer rimelige foranstaltninger til at hindre anvendelse af mærket på en
måde, som er uforenelig med de betingelser for mærkets brug, der er fastlagt i
bestemmelserne om mærkets anvendelse, hvortil ændringer i givet fald er indført
i registret b) godkendte
personer har anvendt mærket på en sådan måde, at det vil kunne vildlede
offentligheden, jf. artikel 32, stk. 2 c) en ændring
af bestemmelserne om mærkets anvendelse er indført i registret i strid med
artikel 34, stk. 2, medmindre mærkets indehaver ved en yderligere ændring af
bestemmelserne om mærkets anvendelse opfylder kravene i nævnte artikel. Artikel 37 Supplerende
ugyldighedsgrunde Foruden de
ugyldighedsgrunde, der er fastsat i artikel 4 og 5, skal et fællesmærke, der er
registreret i strid med bestemmelserne i artikel 32, erklæres ugyldigt,
medmindre mærkets indehaver ved en ændring af bestemmelserne om mærkets anvendelse
opfylder kravene i artikel 32. Kapitel 3 Procedurer Afdeling 1 ansøgning og
registrering Artikel 38 Ansøgningskrav 1. En ansøgning om
registrering af et varemærke skal indeholde: a) en anmodning
om registrering b) oplysninger,
der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet c) en
fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om
registrering d) en
gengivelse af varemærket. 2. Der skal ved
ansøgning erlægges et ansøgningsgebyr og i givet fald et eller flere vareklassegebyrer. Artikel 39 Ansøgningsdato 1. Datoen for
arkivføringen af en varemærkeansøgning er den dato, hvor de dokumenter, der
indeholder de i artikel 38 omhandlede oplysninger, indgives af ansøgeren til
kontoret. 2. Medlemsstaterne
kan desuden bestemme, at der for tildelingen af en ansøgningsdato kan opkræves
betaling af basisgebyret for ansøgning eller registrering. Artikel 40 Bestemmelse
og klassificering af varer og tjenesteydelser 1. De varer og tjenesteydelser,
for hvilke varemærket søges registreret, skal klassificeres i overensstemmelse
med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende
international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved
registrering af varemærker af 15. juni 1957 (herefter benævnt
"Nice-klassifikationen"). 2. De varer og
tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse, skal identificeres af
ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at de kompetente
myndigheder og de erhvervsdrivende på dette grundlag alene har mulighed for at
konstatere omfanget af den beskyttelse, der ansøges om. Fortegnelsen over varer
og tjenesteydelser skal være af en sådan art, at hver genstand kun kan
klassificeres i én af Nice-klassifikationens klasser. 3. Med henblik på
stk. 2 kan de almindelige betegnelser i Nice-klassifikationens
klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser anvendes, forudsat at de
er i overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og præcision. 4. Kontoret skal
afvise ansøgningen med hensyn til betegnelser, som er uklare eller upræcise, hvis
ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist, som
kontoret fastsætter til dette formål. Af hensyn til klarheden og
retssikkerheden bør de kontorer, der samarbejder med hinanden, udarbejde en
liste, som afspejler deres respektive administrative praksis med hensyn til
klassificering af varer og tjenesteydelser. 5. Anvendelsen af
generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i Nice-klassifikationens
klasseoverskrifter, skal fortolkes som omfattende alle varer eller
tjenesteydelser, der er tydeligt omfattet af den konkrete betydning af den
pågældende betegnelse eller det pågældende udtryk. Anvendelsen af sådanne
betegnelser eller angivelser skal ikke fortolkes som et krav til varer eller
tjenesteydelser, som ikke kan forstås således. 6. Anmoder ansøgeren
om registrering for mere end én klasse, skal de pågældende varer og
tjenesteydelser samles i grupper efter Nice-klassifikationens klasser, idet
nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser
tilhører, anføres forrest og opføres i klassernes rækkefølge. 7. Klassifikationen
af varer og tjenesteydelser tjener kun administrative formål. Varer og
tjenesteydelser skal ikke betragtes som værende af samme art, blot fordi de
står opført i samme klasse i Nice-klassifikationen, og varer og tjenesteydelser
bør ikke betragtes som værende forskellige, blot fordi de er opført i
forskellige klasser i Nice-klassifikationen. Artikel 41 Ex officio-kontrol Kontorerne skal
begrænse deres ex officio-kontrol af, om et varemærke er berettiget til
registrering, til, hvorvidt de i artikel 4 omhandlede absolutte hindringer for
registrering er til stede. Artikel 42 Bemærkninger
fra tredjemand 1. Inden
registrering af et varemærke kan en fysisk eller juridisk person og enhver
sammenslutning eller organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter,
leverandører af tjenesteydelser, forhandlere eller forbrugere, over for
kontoret skriftligt fremsætte bemærkninger, der forklarer, på hvilke af de
grunde, der er nævnt i artikel 4, varemærket ikke bør registreres ex officio.
De pågældende bliver ikke herved part i registreringsproceduren over for
kontoret. 2. Foruden de
grunde, der er omhandlet i stk. 1, kan enhver fysisk eller juridisk person og
enhver sammenslutning eller organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter,
leverandører af tjenesteydelser, forhandlere eller forbrugere, over for
kontoret skriftligt fremsætte bemærkninger med angivelse af grundene til, at en
ansøgning om registrering af et fællesmærke bør afslås i henhold til artikel
32, stk. 1 og 2. Artikel 43 Opdeling af
ansøgninger og registreringer Ansøgeren eller
indehaveren kan opdele en varemærkeansøgning eller -registrering i en eller
flere særskilte ansøgninger eller registreringer ved at indsende en erklæring
herom til kontoret. Artikel 44 Gebyrer Der skal for registrering
og fornyelse af et varemærke erlægges et supplerende gebyr for hver vareklasse
eller klasse af tjenesteydelser ud over den første klasse. Afdeling 2 Procedurer for
indsigelse, fortabelse og ugyldighed Artikel 45 Indsigelsesprocedure 1. Medlemsstaterne skal
sikre, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved
deres kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de
grunde, der er fastsat i artikel 5. 2. Det skal
fastsættes i den i stk. 1 omhandlede administrative procedure, at mindst
indehaveren af en ældre ret, som er omhandlet i artikel 5, stk. 2 og 3, skal
kunne indgive en indsigelse. 3. Parterne skal indrømmes
et tidsrum på mindst to måneder, før indsigelsesproceduren indledes, for at
give mulighed for at forhandle om muligheden for en mindelig løsning mellem
modparten og ansøgeren. Artikel 46 Manglende
brug som forsvar i en indsigelsessag 1. I administrative
indsigelsesprocedurer, hvor fristen på fem år, inden for hvilken der skal have
været gjort reel brug af det ældre varemærke som foreskrevet i artikel 16, var
udløbet på ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen for det yngre varemærke,
skal indehaveren af det ældre varemærke, som har givet meddelelse om
indsigelse, på anmodning af ansøgeren dokumentere, at der er blevet gjort reel
brug af det ældre varemærke som foreskrevet i artikel 16 i løbet af den periode
på fem år, der går forud for ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen for det
yngre varemærke, eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. Kan
dette ikke dokumenteres, forkastes indsigelsen. 2. Er det ældre
varemærke kun er blevet anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser,
for hvilke det er registreret, anses det for så vidt angår kontrollen af
indsigelsen som fastsat i stk. 1 kun at være blevet registreret for denne del
af varerne eller tjenesteydelserne. 3. Er det ældre
varemærke et EU-varemærke, finder stk. 1 og 2 anvendelse. I så fald kan en reel
brug af et EU-varemærke konstateres i overensstemmelse med artikel 15 i
forordning (EF) nr. 207/2009. Artikel 47 Procedure
for fortabelse eller ugyldighedserklæring 1. Medlemsstaterne
skal ved deres kontorer indføre en administrativ procedure for varemærkers
fortabelse eller ugyldighed. 2. Det skal
fastsættes i den administrative procedure for fortabelse, at varemærket skal
ophæves af de grunde, der er fastsat i artikel 19 og 20. 3. Det skal
fastsættes i den administrative procedure for ugyldighed, at varemærket skal
erklæres ugyldigt på grundlag af mindst følgende grunde: a) varemærket burde
ikke have været registreret, fordi det ikke opfylder kravene i artikel 4 b) varemærket burde
ikke have været registreret, fordi der samtidig findes en ældre rettighed i
henhold til artikel 5, stk. 2 og 3. 4. Det skal
fastsættes i den administrative procedure, at mindst følgende skal være i stand
til at ansøge om et varemærkes fortabelse eller ugyldighed: a) i de i stk. 2 og
stk. 3, litra a), nævnte tilfælde enhver fysisk eller juridisk person samt
enhver sammenslutning eller ethvert organ, som er oprettet med henblik på at
repræsentere fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, forhandlere
eller forbrugere, og som har retsevne ifølge den lovgivning, der finder
anvendelse på dem b) i det i stk. 3,
litra b), nævnte tilfælde indehaveren af en ældre rettighed som omhandlet i
artikel 5, stk. 2 og 3). Artikel 48 Manglende
brug som forsvar i sager om ugyldighed 1. I administrative
sager om ugyldighed baseret på et registreret varemærke med en tidligere
ansøgningsdato eller prioritetsdato skal indehaveren af det ældre varemærke, hvis
indehaveren af et yngre varemærke anmoder herom, dokumentere, at det ældre
varemærke i løbet af perioden på fem år forud for indgivelsen af begæringen om
ugyldighed har været genstand for reel brug som foreskrevet i artikel 16 i
forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret,
og som indehaveren lægger til grund for sin ansøgning, eller at der foreligger
rimelige grunde til manglende brug, forudsat at den frist på fem år, inden for
hvilken det ældre varemærke skal have været genstand for reel brug, er udløbet
på datoen for ansøgningen om ugyldighed. 2. Hvor fristen på
fem år, inden for hvilken der skal have været gjort reel brug af det ældre
varemærke som foreskrevet i artikel 16, var udløbet på ansøgningsdatoen eller
prioritetsdatoen for det yngre varemærke, skal indehaveren af det ældre
varemærke ud over den dokumentation, der kræves i henhold til stk. 1,
dokumentere, at der er blevet gjort reel brug af varemærket i løbet af den
periode på fem år, der går forud for ansøgningsdatoen eller prioritetsdatoen,
eller at der forelå rimelige grunde til manglende brug. 3. Fremlægges den
dokumentation, der er omhandlet i stk. 1 og 2, ikke, skal begæringen om
ugyldighed på grundlag af et ældre varemærke, afvises. 4. Er det ældre
varemærke i overensstemmelse med artikel 16 kun blevet anvendt for en del af de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det for så
vidt angår kontrollen af ansøgningen om ugyldighed for kun at være blevet
registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne. 5. Er det ældre
varemærke et EU-varemærke, finder stk. 1-4 anvendelse. I så fald kan en reel
brug af et EU-varemærke fastsættes i overensstemmelse med artikel 15 i
forordning (EF) nr. 207/2009. Artikel 49 Retsvirkninger
ved fortabelse og ugyldighed 1. Et registreret
varemærke anses fra datoen for indgivelse af begæring om fortabelse for ikke at
have haft de retsvirkninger, der følger af dette direktiv, i det omfang
indehaverens rettigheder fortabes. På begæring af en af parterne kan der i
afgørelsen fastsættes et tidligere tidspunkt for indtrædelsen af en
fortabelsesgrund. 2. Et registreret
varemærke anses for fra starten ikke at have haft de retsvirkninger, der følger
af dette direktiv, i det omfang varemærket er blevet erklæret ugyldigt. Afdeling 3 Registreringens
gyldighedsperiode og fornyelse Artikel 50 Registreringens
gyldighedsperiode 1. Varemærker
registreres for en periode på ti år at regne fra den dag, ansøgningen indgives.
2. Registreringen
kan fornyes i henhold til artikel 51 for ti år ad gangen. Artikel 51 Fornyelse 1. Registreringen af
et varemærke skal fornyes efter ansøgning fra indehaveren af varemærket eller
fra enhver person med bemyndigelse fra førstnævnte, forudsat at
fornyelsesgebyret er betalt. 2. Kontoret giver
indehaveren af varemærket og enhver person, der har en registreret rettighed
til varemærket, meddelelse om registreringsperiodens udløb i god tid forinden.
Kontoret kan ikke holdes ansvarligt for manglende meddelelse. 3. Ansøgningen om
fornyelse skal indgives og fornyelsesgebyret skal betales inden for en periode
på seks måneder, som udløber den sidste dag i den måned, i hvilken
beskyttelsesperioden udløber. Sker dette ikke, kan ansøgningen indgives inden
for en yderligere frist på seks måneder efter den i første punktum nævnte dag.
Fornyelsesgebyrerne og et yderligere gebyr erlægges inden for denne yderligere
periode. 4. Såfremt
ansøgningen eller gebyrerne kun omfatter en del af de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, fornyes registreringen
kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser. 5. Fornyelsen får
virkning fra dagen efter den eksisterende registreringsperiodes udløb. Den
indføres i registret og offentliggøres. Kapitel 4 Administrativt
samarbejde Artikel 52 Samarbejde
om registrering og administration af varemærker Medlemsstaterne skal
sikre, at kontorerne samarbejder med hinanden og med agenturet for at fremme
konvergens mellem praksis og redskaber samt opnå sammenhængende resultater i
behandlingen og registreringen af varemærker. Artikel 53 Samarbejde
på andre områder Medlemsstaterne skal
sikre, at kontorerne samarbejder med agenturet inden for alle andre områder af
deres andre aktiviteter end dem, der er omhandlet i artikel 52, som er
relevante for beskyttelse af varemærker i Unionen. Kapitel 5 Afsluttende
bestemmelser ê Artikel 54 Gennemførelse 1. Medlemsstaterne sætter
de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel
2-6, 8-14, 16, 17, 18, 22-28 og 30-53 senest 24 måneder efter direktivets
ikræfttrædelsesdato. De tilsender straks Kommissionen disse love og
bestemmelser. Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at
henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv,
der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende
direktiv. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. ê 2008/95/EF (tilpasset) Artikel 16 Meddelelse 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til
de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv. Artikel 1755 Ophævelse Direktiv 89/104/EØF Ö 2008/95/EF Õ , som ændret ved den beslutning, der er nævnt i
bilag I, del A, ophæves Ö med virkning
fra [dagen efter datoen som fastsat i første afsnit i artikel 54, stk. 1, i dette
direktiv] Õ , uden at dette
berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag I, del B i bilag I til direktiv 2008/95/EF angivne frister
for gennemførelse i national ret af direktivet. ê 2008/95/EF (tilpasset) Henvisninger til det ophævede direktiv gælder
som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen
i bilaget II. Artikel 1856 Ikrafttrædelse ê 2008/95/EF Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen
efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. ê Artikel 1, 7, 15, 19, 20, 21 og 54-57 finder
anvendelse fra den [dagen efter den dato, der er fastsat i første afsnit i
artikel 54, stk. 1, i dette direktiv]." ê 2008/95/EF Artikel 1957 Adressater Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den . På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne
Formand Formand ê 2008/95/EF (tilpasset) BILAG I Ophævet direktiv med ændring (jf. artikel 17) Rådets direktiv 89/104/EØF || (EFT L 40 af 11.02.1989, s. 1) Rådets beslutning 92/10/EØF || (EFT L 6 af 11.1.1992, s. 35) DEL B Liste over frister for gennemførelse i national ret (jf. artikel 17) Direktiv || Gennemførelsesfrist 89/104/EØF || 31. december 1992 ê 2008/95/EF (tilpasset) BILAG II Sammenligningstabel Direktiv 89/104/EØF || Nærværende direktiv Artikel 1 || Artikel 1 Artikel 2 || Artikel 2 Artikel 3, stk. 1, litra a)-d) || Artikel 3, stk. 1, litra a)-d) Artikel 3, stk. 1, litra e), indledning || Artikel 3, stk. 1, litra e), indledning Artikel 3, stk. 1, litra e), første led || Artikel 3, stk. 1, litra e), nr. i) Artikel 3, stk. 1, litra e), andet led || Artikel 3, stk. 1, litra e), nr. ii) Artikel 3, stk. 1, litra e), tredje led || Artikel 3, stk. 1, litra e), nr. iii) Artikel 3, stk. 1, litra f), g) og h) || Artikel 3, stk. 1, litra f), g) og h) Artikel 3, stk. 2, 3 og 4 || Artikel 3, stk. 2, 3 og 4 Artikel 4 || Artikel 4 Artikel 5 || Artikel 5 Artikel 6 || Artikel 6 Artikel 7 || Artikel 7 Artikel 8 || Artikel 8 Artikel 9 || Artikel 9 Artikel 10, stk. 1 || Artikel 10, stk. 1, første afsnit Artikel 10, stk. 2 || Artikel 10, stk. 1, andet afsnit Artikel 10, stk. 3 || Artikel 10, stk. 2 Artikel 10, stk. 4 || Artikel 10, stk. 3 Artikel 11 || Artikel 11 Artikel 12, stk. 1, første sætning || Artikel 12, stk. 1, første afsnit Artikel 12, stk. 1, anden sætning || Artikel 12, stk. 1, andet afsnit Artikel 12, stk. 1, tredje sætning || Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit Artikel 12, stk. 2 || Artikel 12, stk. 2 Artikel 13 || Artikel 13 Artikel 14 || Artikel 14 Artikel 15 || Artikel 15 Artikel 16, stk. 1 og 2 || — Artikel 16, stk. 3 || Artikel 16 — || Artikel 17 — || Artikel 18 Artikel 17 || Artikel 19 — || Bilag I — || Bilag II é BILAG Sammenligningstabel Direktiv 2008/95/EF || Nærværende direktiv Artikel 1 || Artikel 1 --- || Artikel 2 Artikel 2 || Artikel 3 Artikel 3, stk. 1, litra a)-h) || Artikel 4, stk. 1, litra a)-h) --- || Artikel 4, stk. 1, litra i) og j) --- || Artikel 4, stk. 2 og 3, første punktum Artikel 3, stk. 2, litra a)-c) || Artikel 4, stk. 4, litra a)-c) Artikel 3, stk. 2, litra d) Artikel 3, stk. 3, første punktum Artikel 3, stk. 3, andet punktum Artikel 4, stk. 1 og 2 Artikel 4, stk. 3 og stk. 4, litra a) --- Artikel 4, stk. 4, litra g) --- Artikel 4, stk. 4, litra b) og c) Artikel 4, stk. 4, litra d)-f) Artikel 4, stk. 5 og 6 --- Artikel 5, stk. 1, første punktum Artikel 5, stk. 1, andet punktum Artikel 5, stk. 1, litra a) og b Artikel 5, stk. 2 Artikel 5, stk. 3, litra a)-c) --- Artikel 5, stk. 3, litra d) --- --- Artikel 5, stk. 4 og 5 --- --- --- Artikel 6, stk. 1, litra a)-c) --- Artikel 6, stk. 2 Artikel 7 Artikel 8, stk. 1 og 2 --- Artikel 9 Artikel 10, stk. 1, første afsnit --- Artikel 10, stk. 1, andet afsnit Artikel 10, stk. 2 Artikel 10, stk. 3 Artikel 11, stk. 1 Artikel 11, stk. 2 Artikel 11, stk. 3 Artikel 11, stk. 4 --- Artikel 12, stk. 1, første afsnit Artikel 12, stk. 1, andet afsnit Artikel 12, stk. 1, tredje afsnit Artikel 12, stk. 2 Artikel 13 Artikel 14 --- --- --- Artikel 15, stk. 1 Artikel 15, stk. 2 --- Artikel 16 Artikel 17 Artikel 18 Artikel 19 || Artikel 4, stk. 3, andet punktum Artikel 4, stk. 5 Artikel 4, stk. 6 Artikel 5, stk. 1 og 2 Artikel 5, stk. 3, litra a) Artikel 5, stk. 3, litra b) Artikel 5, stk. 3, litra c) Artikel 5, stk. 3, litra d) Artikel 5, stk. 4, litra a) og b) --- Artikel 5, stk. 5 og 6 Artikel 8 Artikel 10, stk. 1 Artikel 10, stk. 2, første punktum Artikel 10, stk. 2, litra a) og b) Artikel 10, stk. 2 Artikel 10, stk. 3, litra a)-c) Artikel 10, stk. 3, litra d) Artikel 10, stk. 3, litra e) Artikel 10, stk. 3, litra f) Artikel 10, stk. 4 og 5 Artikel 10, stk. 6 og 7 Artikel 11 Artikel 12 Artikel 13 Artikel 14, stk. 1, litra a)-c) Artikel 14, stk. 2 Artikel 14, stk. 3 Artikel 15 Artikel 26, stk. 1 og 2 Artikel 26, stk. 3-5 Artikel 9 Artikel 16, stk. 1 Artikel 16, stk. 1 og 3 Artikel 10, stk. 4 Artikel 10, stk. 5 --- Artikel 48, stk. 1-3 Artikel 46, stk. 1 Artikel 17 Artikel 17, artikel 46, stk. 2, og artikel 48, stk. 4 Artikel 18 Artikel 19, stk. 1 Artikel 19, stk. 2 Artikel 19, stk. 3 Artikel 20 Artikel 7 og artikel 21 Artikel 6 Artikel 22-25 Artikel 27 Artikel 28 Artikel 29, stk. 1 og 2 Artikel 29, stk. 3 Artikel 30 til artikel 54, stk. 1 Artikel 54, stk. 2 Artikel 55 Artikel 56 Artikel 57 _____________ [1] Konklusionerne fra mødet i Rådet (konkurrenceevne) den
21.-22. maj 2007, Rådets dokument 9427/07. [2] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet,
Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget,
KOM(2008) 394 endelig af 26.6.2008. [3] KOM(2008) 465 endelig af 16. juli 2008. [4] KOM(2010) 546 endelig af 6- oktober 2010. [5] KOM(2011) 287 endelig af 24. maj 2011, "Et indre
marked for intellektuelle ejendomsrettigheder: Fremme af kreativitet og
innovation med sigte på at skabe økonomisk vækst, arbejdspladser af høj
kvalitet og førsteklasses produkter og tjenester i Europa". [6] Se
sidste MPI-undersøgelse, herunder bilagene, på
http://ec.europa.eu/internal_market/indprop/TM/index_en.htm. [7] Rådets (konkurrenceevne) konklusioner af 25. maj 2010
vedrørende den kommende revision af varemærkesystemet i Den Europæiske Union. [8] EFT L 336 af 23.12.1994, s. 213. [9] Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jääskinen i sag
C-323/09, Interflora, præmis 9. [10] Dom af 11. september 2007, sag C-17/06, Céline, Sml.
I-07041. [11] EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21. [12] Dom af 1. december 2011, sag C-446/09 Philips og sag
C-495/09 Nokia. [13] Fælleserklæringer fra Rådet og Kommissionen for De
Europæiske Fællesskaber, optaget i protokollen for Rådets samling, om Rådets
første direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker,
vedtaget den 21. december 1998. [14] Navnlig forordning (EF) nr. 510/2006 (landbrugsprodukter),
EFT L 93 af 31.3.2008, s. 12. forordning (EF) nr. 479/2008 (vin), EUT L 148 af
6.6.2008, s. 1, og forordning (EF) nr. 110/2008 (spiritus), EUT L 39 af
13.2.2008, s. 16. [15] Dom af 19. juni 2012, sag C-307/10 - IP Translator. [16] EUT C […], af […], s. […]. [17] EFT L 40 299, af 11.2.1989
8.11.2008, s. 1 25. [18] Jf. bilag I,
del A. [19] EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1. [20] KOM(2008) 465. [21] EUT C 140 af 29.5.2010, s. 22. [22] KOM(2011) 287. [23] EFT L 336 af 23.12.1994, s. 213. [24] EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21. [25] EFT L 11
af 14.1.1994, s. 1.