52013PC0112

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 192/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Taiwan som følge af en fornyet undersøgelse (ny eksportør) i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1225/2009 /* COM/2013/0112 final - 2013/0067 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

Begrundelse og formål

Dette forslag vedrører anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab ("grundforordningen"), i den fornyede undersøgelse ("ny eksportør") af Rådets forordning (EF) nr. 192/2007[1] om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Taiwan.

Generel baggrund

Forslaget er udarbejdet som led i gennemførelsen af grundforordningen og er et resultat af en undersøgelse, der er foretaget i overensstemmelse med de indholdsmæssige og proceduremæssige krav i grundforordningen.

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 2604/2000[2] en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Taiwan og Thailand ("de pågældende lande") i henhold til grundforordningens artikel 5.

Efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, besluttede Rådet ved forordning (EF) nr. 192/2007, at ovennævnte foranstaltninger skulle opretholdes.

Ved en meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 24. februar 2012[3] indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse af ovennævnte foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Undersøgelsen pågår stadig.

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Ikke relevant.

2.           HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE

Høring af interesserede parter

De interesserede parter, der er berørt af proceduren, har haft mulighed for at forsvare deres interesser i forbindelse med undersøgelsen i overensstemmelse med grundforordningen.

Ekspertbistand

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Forslaget er et resultat af gennemførelsen af grundforordningen.

Grundforordningen foreskriver ikke en generel konsekvensanalyse, men indeholder en udtømmende liste over de forhold, der skal vurderes.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

            Resumé af forslaget

Den 17. juli 2012 meddelte Kommissionen ved en forordning, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, at den ville indlede en fornyet undersøgelse ("ny eksportør") af Rådets forordning (EF) nr. 192/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Taiwan, om ophævelse af tolden for så vidt angår importen fra en eksportør i dette land og om at gøre denne import til genstand for registrering.

Den fornyede undersøgelse blev indledt efter en anmodning, som blev indgivet af Lealea Enterprise Co., Ltd. ("ansøgeren"), en eksporterende producent af visse typer polyethylenterephthalat i Taiwan ("det pågældende land").

Undersøgelsen afslørede ikke dumping i forbindelse med de transaktioner, som ansøgeren foretog i perioden for den fornyede undersøgelse.

Det foreslås derfor, at Rådet vedtager vedlagte forslag til forordning for at ophæve de gældende foranstaltninger for ansøgeren, og at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 17. april 2013.

Ved ikrafttrædelsen af den foreslåede forordning bør den registrering af importen, der blev indført ved forordning (EU) nr. 653/2012, ophøre uden opkrævning af antidumpingtolden med tilbagevirkende kraft.

Retsgrundlag

Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.

Nærhedsprincippet

Forslaget hører under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende grunde:

Foranstaltningens form er beskrevet i ovennævnte grundforordning og giver ikke mulighed for nationale beslutninger.

Det er ikke relevant at forklare, hvordan byrder af finansiel eller administrativ art, der pålægges Unionen, nationale regeringer, regionale og lokale myndigheder, erhvervsdrivende og borgere, begrænses mest muligt og står i rimeligt forhold til forslagets mål.

Reguleringsmiddel/reguleringsform

Foreslået instrument: forordning.

Andre midler ville ikke være hensigtsmæssige af følgende grund:

Grundforordningen foreskriver ikke alternative muligheder.

4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget får ingen konsekvenser for Unionens budget.

2013/0067 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EF) nr. 192/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i bl.a. Taiwan som følge af en fornyet undersøgelse (ny eksportør) i henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1225/2009

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[4] ("grundforordningen"), særlig artikel 11, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen ("Kommissionen") efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.        GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)       Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 2604/2000[5] en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Taiwan og Thailand i henhold til grundforordningens artikel 5.

(2)       Efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, besluttede Rådet ved forordning (EF) nr. 192/2007[6], at ovennævnte foranstaltninger skulle opretholdes.

(3)       Ved en meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 24. februar 2012[7] indledte Kommissionen endnu en udløbsundersøgelse af ovennævnte foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Den undersøgelse er også stadig i gang og vil blive afsluttet ved en særskilt retsakt.

B.        NUVÆRENDE PROCEDURE

1.         ANMODNING OM FORNYET UNDERSØGELSE

(4)       Kommissionen har modtaget en anmodning om at indlede en fornyet undersøgelse (ny eksportør), jf. grundforordningens artikel 11, stk. 4. Anmodningen blev indgivet af Lealea Enterprise Co., Ltd ("ansøgeren"), en eksporterende producent i Taiwan ("det pågældende land").

(5)       Ansøgeren hævder, at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden, dvs. i perioden fra 1. oktober 1998 til 30. september 1999 ("den oprindelige undersøgelsesperiode").

(6)       Ansøgeren påstod desuden, at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter af den pågældende vare, som er genstand for ovennævnte antidumpingforanstaltninger.

(7)       Ansøgeren hævdede endvidere, at virksomheden var begyndt at eksportere den pågældende vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode.

2.         INDLEDNING AF EN FORNYET UNDERSØGELSE (NY EKSPORTØR)

(8)       Kommissionen undersøgte de umiddelbare beviser, der var fremlagt af ansøgeren, og fandt dem tilstrækkelige til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4. Efter høring af det rådgivende udvalg og efter at have givet den pågældende EU-erhvervsgren mulighed for at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen ved forordning (EU) nr. 653/2012[8] en fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 192/2007, for så vidt angår ansøgeren.

(9)       I henhold til forordning (EU) nr. 653/2012 blev antidumpingtolden på visse typer polyethylenterephthalat, som blev indført ved forordning (EF) nr. 192/2007, ophævet, for så vidt angår import af den pågældende vare fremstillet og solgt til eksport til Unionen af ansøgeren. Samtidig blev det i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, pålagt toldmyndighederne at træffe passende foranstaltninger til at registrere denne import.

3.         DEN PÅGÆLDENDE VARE

(10)     Den pågældende vare er polyethylenterephthalat ("PET") med et viskositetsindeks på 78ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5 (Den Internationale Standardiseringsorganisation), med oprindelse i Taiwan, som i øjeblikket tariferes under KN-kode 3907 60 20 ("den pågældende vare").

4.         DE BERØRTE PARTER

(11)     Kommissionen underrettede officielt EU-erhvervsgrenen, ansøgeren og repræsentanterne for eksportlandet om indledningen af den fornyede undersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.

(12)     Kommissionen udsendte et antidumpingspørgeskema til ansøgeren og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder og modtog svar inden for den fastsatte frist.

(13)     Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle oplysninger, som den anså for nødvendige for at fastslå status som ny eksportør og dumping, og aflagde kontrolbesøg hos ansøgeren i Taiwan.

5.         PERIODEN FOR DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE

(14)     Perioden for den fornyede undersøgelse af dumping omfattede perioden fra 1. januar 2011 til 30. juni 2012 ("perioden for den fornyede undersøgelse").

C.        UNDERSØGELSESRESULTATER

1.         STATUS SOM NY EKSPORTØR

(15)     Undersøgelsen bekræftede, at virksomheden ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, og at denne var begyndt at eksportere til Unionen efter denne periode.

(16)     Selv om de eksporterede mængder var begrænsede, blev de imidlertid fundet tilstrækkelige til at beregne en pålidelig dumpingmargen. De følger et mønster med hensyn til forsendelsesstørrelse og omsætning pr. kunde, som kunne sammenlignes med ansøgerens adfærd på markeder i tredjelande.

(17)     Hvad angår de øvrige betingelser for indrømmelse af status som ny eksportør, kunne virksomheden godtgøre, at den ikke havde nogen direkte eller indirekte forbindelse med nogen af de taiwanske eksporterende producenter, der er omfattet af de gældende antidumpingforanstaltninger for den pågældende vare.

(18)     Det bekræftes derfor, at virksomheden bør anses for at være en ny eksportør i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, og at der derfor bør fastsættes en individuel margen for virksomheden.

2.         DUMPING

Normal værdi

(19)     Ansøgeren producerer og sælger den pågældende vare på hjemmemarkedet og til eksport. Ansøgeren sælger direkte til alle markeder.

(20)     I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, blev hjemmemarkedssalget anset for at være repræsentativt, når den samlede solgte mængde udgjorde mindst 5 % af det samlede eksportsalg til Unionen. Kommissionen konstaterede, at ansøgeren eksporterede en enkelt varetype til Unionen, og at den samme varetype solgtes på hjemmemarkedet af ansøgeren i repræsentative mængder overordnet set.

(21)     Kommissionen undersøgte desuden, om hjemmemarkedssalget af den pågældende vare, der var solgt på hjemmemarkedet i repræsentative mængder, kunne anses for at have fundet sted i normal handel i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 4. Dette blev gjort ved at fastsætte andelen af det rentable hjemmemarkedssalg til uafhængige kunder. Da det blev konstateret, at salget i normal handel var tilstrækkeligt, blev den normale værdi fastsat på grundlag af den faktiske hjemmemarkedspris.

Eksportpris

(22)     Den pågældende vare blev eksporteret direkte til uafhængige kunder i Unionen. Eksportprisen blev derfor fastsat i overensstemmelse med artikel 2, stk. 8, i grundforordningen, dvs. på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales.

Sammenligning

(23)     Den normale værdi og eksportpriserne blev sammenlignet ab fabrik.

(24)     For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der i form af justeringer taget behørigt hensyn til forskelle, som påvirkede prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev i alle tilfælde foretaget justeringer for forskelle i forsikrings-, håndterings- og lasteomkostninger samt dermed forbundne omkostninger og kreditomkostninger, hvor dette var berettiget, korrekt og kunne dokumenteres.

Dumpingmargen

(25)     I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, blev dumpingmargenen fastsat på grundlag af en sammenligning mellem et vejet gennemsnit af den normale værdi og det vejede gennemsnit af priserne ved eksport til Unionen. Da eksporten til Unionen var begrænset, blev de individuelle priser ved eksport til Unionen også sammenlignet med den vejede gennemsnitlige normale værdi i de måneder, hvor hver enkelt eksporttransaktion fandt sted.

(26)     I begge tilfælde fremgik det af disse sammenligninger, at der var tale om en ubetydelig dumping for den ansøger, som eksporterede til Unionen i perioden for den fornyede undersøgelse.

D.        ÆNDRING AF DE FORANSTALTNINGER, DER ER OMFATTET AF DEN FORNYEDE UNDERSØGELSE

(27)     Den dumpingmargen, der blev fastsat for ansøgeren i perioden for den fornyede undersøgelsesperiode, var på et ubetydeligt niveau. Det foreslås derfor at indføre en told på 0 EUR/ton, da dumpingmargenen er ubetydelig, og at forordning (EF) nr. 192/2007 ændres i overensstemmelse hermed.

E.         REGISTRERING

(28)     På baggrund af ovenstående konklusioner bør den registrering af importen, der blev indført ved forordning (EU) nr. 653/2012, ophøre uden opkrævning af antidumpingtolden med tilbagevirkende kraft.

F.         FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER OM FORANSTALTNINGERNE OG DERES VARIGHED

(29)     De berørte parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det var hensigten at indføre en antidumpingtold på 0 EUR pr. ton på importen af den pågældende vare fra ansøgeren og at ændre forordning (EF) nr. 192/2007 i overensstemmelse hermed. Deres bemærkninger blev overvejet og taget i betragtning, i det omfang det var relevant.

(30)     Denne fornyede undersøgelse påvirker ikke udløbsdatoen for de foranstaltninger, der blev indført ved forordning (EF) nr. 192/2007, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2 -

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.           I artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 192/2007 tilføjes følgende i tabellen under producenter i Taiwan:

Land || Virksomhed || Antidumpingtold (EUR/t) || Taric-tillægskode

Taiwan || Lealea Enterprise Co., Ltd || 0 || A996

2.           Toldmyndighederne pålægges hermed at ophøre med registreringen af importen af den pågældende vare med oprindelse i Taiwan fremstillet af Lealea Enterprise Co., Ltd.

3.           De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne          

                                                                       Formand

[1]               EUT L 59 af 27.2.2007, s. 59.

[2]               EFT L 301 af 30.11.2000, s. 21.

[3]               EUT C 55 af 24.2.2012, s. 4.

[4]               EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

[5]               EFT L 301 af 30.11.2000, s. 21.

[6]               EUT L 59 af 27.2.2007, s. 59.

[7]               EUT C 55 af 24.2.2012, s. 4.

[8]               EUT L 188 af 18.7.2012, s. 8.