Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1192/69 om fælles regler for normaliseringen af jernbanevirksomhedernes regnskaber /* COM/2013/026 final - 2013/0013 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET Ved forordning (EØF) nr. 1192/69 tillades
medlemsstaterne at kompensere 36 specificerede jernbanevirksomheder for
betaling af forpligtelser, som virksomheder inden for andre transportformer
ikke skal afholde, f.eks. særlige familieydelser og pension. Når reglerne for normalisering anvendes
korrekt, anses en sådan statsstøtte for at være forenelig med det indre marked,
og medlemsstaterne er fritaget for pligten til at anmelde statsstøtte, selv om
de har pligt til at offentliggøre deres afgørelser om kompensation. På
nuværende tidspunkt benytter alene et fåtal af medlemsstaterne forordningen som
grundlag for at betale kompensation. Forordningen blev vedtaget før
liberaliseringen af jernbanemarkedet, da jernbanetransport i Europa primært
blev udviklet inden for de nationale grænser, og integrerede selskaber både
drev jernbanetrafik og forvaltede jernbaneinfrastruktur. På baggrund af dette
monopolistiske marked havde forordningen på daværende tidspunkt til formål at
skabe lige konkurrencevilkår for jernbanevirksomheder og virksomheder inden for
andre transportformer. Siden 1990'erne er en række
lovforanstaltninger (kendt som jernbanepakker) blevet vedtaget på EU-plan med
henblik på at stimulere jernbanetransport ved gradvis at oprette et fælles
jernbaneområde, der er integreret på EU-plan. I kraft af disse retsakter er der
skabt konkurrence i godstransporten og den internationale personbefordring med
jernbane, og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21.
november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde
(omarbejdning)[1]
fastsættes visse grundlæggende principper; bl.a. skal jernbanevirksomheder
drives efter de principper, som gælder for kommercielle virksomheder, enheder
med ansvar for fordeling af kapacitet og opkrævning af afgifter for brug af
jernbaneinfrastruktur skal være adskilt fra enheder, der driver jernbanetrafik
(adskillelse af væsentlige funktioner), der skal være en regnskabsmæssig
adskillelse (for at undgå krydssubsidiering), alle jernbanevirksomheder, der
har fået tildelt licens i henhold til EU's kriterier, bør få adgang til
jernbaneinfrastrukturen på retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår, og
infrastrukturforvaltere kan opnå statslig finansiering. Forordning (EØF) nr. 1192/69 hænger ikke
sammen med og er uforenelig med de gældende lovforanstaltninger af en række
årsager. i) Da jernbanevirksomheder skal drives efter
de principper, som gælder for kommercielle virksomheder, kan ingen statslig
kompensation for forsikringer, pensioner eller andre driftsudgifter tillades
(undtagen som kompensation for varetagelse af offentlig tjeneste). Dette
princip er ikke alene fastsat i henhold til traktatens statsstøtteregler, men
er mere specifikt fastsat i retningslinjerne for statsstøtte til
jernbaneselskaber (2008/C 184/07). ii) Listen over specificerede
jernbanevirksomheder, som er berettigede til kompensation efter forordningen,
og forordningens klassificering af kompensationsformer, der kan udbetales til
jernbanevirksomheder, forudsætter, at infrastrukturforvaltningen er integreret
i jernbanevirksomheders aktiviteter, hvilket er i strid med principperne om
adskillelse af væsentlige funktioner og adskillelse af regnskaberne. iii) Ifølge forordning 1192/69 er kun 36
jernbanevirksomheder berettiget til kompensation. Forordningen kan have haft
sin berettigelse, da etablerede jernbanevirksomheder udelukkende konkurrerede
med andre transportformer og ikke med andre jernbanevirksomheder, men i det
liberaliserede marked, hvor jernbanevirksomheder konkurrerer direkte med de
traditionelle monopoler, er det uhensigtsmæssigt at forskelsbehandle mellem
forskellige virksomheder. Hvis de finansielle vilkår (som følge af
forordningen) afviger mellem jernbaneselskaberne indbyrdes, sikres nytilkomne ikke
ikke-diskriminerende adgangsbetingelser. F.eks. kan nytilkomne virksomheder få
vanskeligt ved at tiltrække personale fra etablerede jernbanevirksomheder,
fordi sidstnævnte muligvis kan tilbyde mere favorable pensionsvilkår ved hjælp
af subsidier, der er modtaget i medfør af forordningen. Betaling af kompensation i henhold til
forordningens kategori IV (udgifter til anlæg, hvor bane krydser vej) er
udgifter i relation til en infrastrukturforvalters funktioner, som i henhold
til artikel 8 i direktiv 2012/34/EU kan opnå statslig finansiering.
Forordningens kategori IV er dermed også overflødig, idet kompensation af
udgifter efter forordningens kategori IV er forenelig med den eksisterende
lovgivning. Derfor vil det foreslåede initiativ om at
ophæve forordningen fjerne uoverensstemmelser i EU's retsorden og bidrage til
forenklingen ved at fjerne en retsakt, der er blevet forældet. 2. RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE
PARTER OG KONSEKVENSANALYSER 2.1 Høring Kommissionen anmodede om oplysninger fra
medlemsstaterne om anvendelsen af forordningen i maj 2010 og i juni 2011.
Svarene viste, at et flertal af medlemsstaterne i perioden 2007-2010 ikke havde
modtaget ansøgninger fra jernbanevirksomheder og ikke havde udbetalt
kompensation i medfør af denne forordning. Et flertal af medlemsstaterne
anførte, at de ikke så noget aktuelt behov for forordningen, og nogle
medlemsstater tilkendegav udtrykkeligt deres støtte til at ophæve den eller
deres opfattelse af, at forordningen er forældet eller utidssvarende. Nogle medlemsstater
ville gerne opretholde relevante kategorier i forordningen, men da kompensation
efter alle kategorier undtagen kategori IV er uforenelig med den øvrige
lovgivning, kan denne mulighed ikke gennemføres. Andre medlemsstater havde
ingen holdning til spørgsmålet eller udtalte sig ikke om, hvorvidt der stadig
er behov for forordningen. Kun tre medlemsstater (Belgien, Tyskland og Irland)
erklærede, at de benyttede forordningen som retsgrundlag for betaling af
kompensation i perioden 2008-2010. Betaling af kompensation
i 2010 (anslået eller faktisk) i henhold til forordning 1192/69 som indberettet
af medlemsstaterne (mio. EUR) || Kategori I Tab eller skade på arbejdspladsen || Kategori III Pensioner || Kategori IV Niveauskæringer || I alt Belgien || (0,322) || - || - || (0,322) Tyskland || - || - || 72,8 || 72,8 Irland || - || 24,1 || 4,2 || 28,3 I alt || (0,322) || 24,1 || 77,0 || 100,8 Polen oplyste ligeledes for nylig Kommissionen
om en betaling af kompensation på 7,9 mio. EUR til PKP PLK (i henhold
til kategori IV) for 2012. Pt. anvender medlemsstaterne alene
kompensation i henhold til tre kategorier (I, III og IV). Visse kategorier af
kompensation i medfør af denne forordning er ikke længere gældende (V til
VIII). Ingen af de resterende kategorier af kompensation (II og IX til XV)
anvendes. Medmindre der er tale om kompensation for
varetagelse af offentlig tjeneste, er betaling af kompensation fra staten til
jernbanevirksomheder uforenelig med principperne om, at jernbanevirksomheder
forvaltes i overensstemmelse med de principper, der gælder for kommercielle
virksomheder, og EU's statsstøtteregler, adskillelse af regnskaber og
ikke-diskriminerende adgang til jernbaneinfrastruktur. Forordningens kategori
IV er overflødig, fordi statslige kompensationsbetalinger for de funktioner,
der varetages af infrastrukturforvaltere, allerede kan foretages i henhold til
direktiv 2012/34/EU. Det at mindske antallet af kategorier i forordningen til
dem, som er i overensstemmelse med gældende lovgivning, ville have samme
virkning som løsningen med at ophæve forordningen, idet uforenelige kategorier
fjernes, samtidig med at medlemsstaterne bevarer muligheden for at give
infrastrukturforvalteren tilstrækkelige finansielle midler til at varetage sine
funktioner, herunder omkostninger i forbindelse med faciliteter til niveauskæringer.
2.2 Virkninger af ophævelsen På grundlag af data fra medlemsstaterne kan
det konkluderes, at virkningen af at ophæve forordningen vil være yderst
minimal. Kategori I Mellem 2008 og 2010 modtog Belgien ansøgninger
fra SNCB Holding i henhold til kategori I (betalinger, som er pålagt
jernbanevirksomhederne, men som for resten af økonomien bæres af staten,
herunder betalinger for tab eller skade, der skyldes ulykker på
arbejdspladsen). I 2010 blev en negativ kompensationssaldo på 0,323 mio. EUR beregnet
i henhold til forordningen, som SNCB Holding skal betale tilbage til den
belgiske stat. En ophævelse af forordning 1192/69 vil få
ubetydelige virkninger for så vidt angår kompensationsbetalinger i henhold til
kategori I. SNCB vil skulle tilslutte sig den eksisterende private
ulykkesforsikringsordning, og Belgien har oplyst, at denne mulighed overvejes.
Eventuelle omkostninger ved skift til andre ordninger vil mere end opvejes ved
at afskaffe de administrative byrder i forbindelse med den årlige modtagelse af
ansøgninger og beregning af kompensation i henhold til forordningen. Kategori III Mellem 2008 og 2010 foretog Irland betalinger
til CIE i henhold til kategori III (betaling af pensioner og livrenter, som må
bæres af jernbanevirksomhederne på andre betingelser end dem, som gælder for de
andre transportgrenes virksomheder). I 2010 udgjorde kompensationen til CIE i
henhold til kategori III 24,1 mio. EUR. En ophævelse af forordning 1192/69 vil få
minimale virkninger for så vidt angår kompensationsbetalinger i henhold til
kategori III. Pensionsudbetalinger til CIE for personaleomkostninger i
forbindelse med infrastrukturforvaltning er berettiget ifølge artikel 8 i
direktiv 2012/34/EU (finansiering af en infrastrukturforvalters funktioner).
Pensionsudbetalinger til CIE for personaleomkostninger i forbindelse med
kompensation for forpligtelser til offentlig tjeneste kan være berettiget som
kompensation for opfyldelsen af forpligtelser til offentlig tjeneste, der er
fastsat efter forordning (EF) nr. 1370/2007, og være fritaget fra kravet om
anmeldelse af statsstøtte. (For øjeblikket er 100 % af al personbefordring
med jernbane pålagt en forpligtelse til offentlig tjeneste).
Pensionsudbetalinger til CIE for personaleomkostninger i forbindelse med jernbanedrift,
som ikke er omfattet af forpligtelser til offentlig tjeneste (med andre ord
godstrafik), ville være underlagt krav om anmeldelse af statsstøtte.
Godsaktiviteter anslås til at udgøre ca. 5,2 % af CIE's jernbanedrift –
dette svarer stort set til 3,4 % af virksomhedens medarbejdere. Dermed er
mindre end 1 mio. EUR af de pensionsrelaterede betalinger til CIE forbundet med
jernbanegodstransport. Alene disse betalinger til CIE (og betalinger til CIE i
forbindelse med personbefordring med jernbane, som ikke er omfattet af en
forpligtelse til offentlig tjeneste – eksisterer ikke for øjeblikket), ville
være underlagt bestemmelser om anmeldelse af statsstøtte. Kategori IV Irland, Tyskland og Polen har foretaget
betalinger i henhold til kategori IV (udgifter til anlæg, hvor bane krydser
vej). I 2010 foretog Irland betalinger til CIE på 4,2 mio. EUR i henhold til
kategori IV. Betalinger i henhold til kategori IV fra Tyskland til DB Netz AG
og Usedomer Bäderbahn GmbH lå skønsmæssigt i størrelsesordenen 72,8 mio. EUR
for 2010, hvoraf mindre end 0,5 % gik til Usedomer Bäderbahn. Polen vil
foretage kompensationsbetaling i henhold til kategori IV til PKP PLK i
størrelsesordenen 7,9 mio. EUR for 2012. En ophævelse af forordning 1192/69 vil få
ubetydelige virkninger for så vidt angår kompensationsbetalinger i henhold til
kategori IV. Betalinger til CIE, DB Netz og PKP PLK vil være omfattet af
artikel 8 i direktiv 2012/34/EU (finansiering af en infrastrukturforvalters
funktioner). Disse betalinger kan fortsat foretages efter, at forordningen er
ophævet, og der ville ikke længere være behov for de administrative
formaliteter i forbindelse med forordningens anvendelse, såsom behandling af
årlige ansøgninger om normalisering fra virksomheder, vurdering af den
finansielle byrde eller fordel, fastsættelse af kompensationsbeløbet, passende
forberedelse af afgørelser, der træffes i medfør af forordningens bestemmelser,
og en officiel offentliggørelse af disse afgørelser. Betalinger til Usedomer
Bäderbahn, som er ubetydelige, vil være underlagt bestemmelserne om anmeldelse
af statsstøtte. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET Forslaget består i en ophævelse af forordning
(EØF) nr. 1192/69. 2013/0013 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr.
1192/69 om fælles regler for normaliseringen af jernbanevirksomhedernes
regnskaber (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR – under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særligt artikel 91 og 109, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[2],
under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget[3],
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) Forordning (EØF) nr. 1192/69
tillader medlemsstaterne at kompensere 36 specificerede
jernbanevirksomheder for betaling af forpligtelser, som virksomheder inden for
andre transportformer ikke skal afholde. Anvendes reglerne for normalisering
korrekt, fritages medlemsstaterne for kravet om anmeldelse af statsstøtte. (2) En række lovforanstaltninger
er blevet vedtaget på europæisk niveau, hvilket åbner godstransport og
international personbefordring med jernbane op for konkurrence, og ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om
oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (omarbejdning) fastsættes visse
grundlæggende principper; bl.a. skal jernbanevirksomheder drives efter de
principper, som gælder for kommercielle virksomheder, enheder med ansvar for
fordeling af kapacitet og opkrævning af afgifter for brug af
jernbaneinfrastruktur skal være adskilt fra enheder, der driver jernbanetrafik,
der skal være en regnskabsmæssig adskillelse, alle jernbanevirksomheder, der
har fået tildelt licens i henhold til EU's kriterier, bør få adgang til
jernbaneinfrastrukturen på retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår, og
infrastrukturforvaltere kan opnå statslig finansiering. (3) Forordning (EØF) nr. 1192/69
hænger ikke sammen med og er uforenelig med de gældende lovforanstaltninger. I
et liberaliseret marked, hvor jernbanevirksomheder konkurrerer direkte med de specificerede
jernbanevirksomheder, er det ikke længere hensigtsmæssigt at forskelsbehandle
mellem disse to grupper af virksomheder. (4) Derfor bør forordning (EØF)
nr. 1192/69 ophæves for at fjerne uoverensstemmelser i EU's retsorden, og dette
vil bidrage til forenklingen ved at fjerne en retsakt, der er blevet forældet – VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 Forordning (EØF) nr. 1192/69 ophæves. Artikel 2 Denne forordning træder i kraft dagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32. [2] EUT C […] af ]…], s. […]. [3] EUT C […] af ]…], s. […].