10.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 208/78

—

der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og til den dertil hørende Kyoto-protokol,

—

der henviser til resultaterne af De Forenede Nationers klimakonference, som afholdtes på Bali i 2007 og til Bali-handlingsplanen (afgørelse 1/COP13),

—

der henviser til den 15. partskonference (COP 15) under UNFCCC og den femte partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP 5), som afholdtes i København den 7.—18. december 2009, samt til Københavnsaftalen,

—

der henviser til den 16. partskonference (COP 16) under UNFCCC og den sjette partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP 6), som afholdtes i Cancún, Mexico, den 29. november til den 10. december 2010, samt til Cancún-aftalerne,

—

der henviser til den 17. partskonference (COP 17) under UNFCCC og den syvende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CM P7), og som afholdtes i Durban, Sydafrika, fra den 28. november til den 9. december 2011, og navnlig til de beslutninger, der udgør Durban-platformen for en styrket indsats,

—

der henviser til den 18. partskonference (COP 18) under UNFCCC og den ottende partskonference, der tjente som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP 8), som afholdtes i Doha, Qatar den 26. november — 8. december 2012, samt til vedtagelsen af aftalen »The Doha Climate Gateway«,

—

der henviser til den nittende partskonference (COP 19) under UNFCCC og den niende partskonference, der tjener som møde mellem parterne i Kyoto-protokollen (CMP 9), som afholdes i Warszawa, Polen, den 11.—23. november 2013,

—

der henviser til EU's klima- og energipakke fra december 2008,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/101/EF af 19. november 2008 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (1),

—

der henviser til sin beslutning af 4. februar 2009 om »2050: Fremtiden begynder i dag — henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer« (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København (COP 15) (3), af 10. februar 2010 om resultatet af klimakonferencen i København (COP 15) (4), af 25. november 2010 om klimakonferencen i Cancún (COP 16) (5), af 16. november 2011 om klimakonferencen i Durban (DOP 17) (6) og af 22. november 2012 om klimakonferencen i Doha, Qatar (COP 18) (7),

—

der henviser til sin beslutning af 15. marts 2012 om en køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050 (8),

—

der henviser til Kommissionens høringsmeddelelse af 26. marts 2013 om Den internationale aftale om klimaforandringer 2015 Udformningen af den internationale klimapolitik efter 2020’ (SWD(2013)0097),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 9. marts 2012 om opfølgning af 17. samling i partskonferencen (COP 17) under UNFCCC og syvende samling i den partskonference, der tjener som møde for parterne i Kyoto-protokollen (CMP 7) (den 28. november — 9. december 2011 i Durban, Sydafrika),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 15. maj 2012 om klimaændringer — hurtig finansiering,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 18. juli 2011 og 24. juni 2013 om EU's klimadiplomati,

—

der henviser til den sammenfattende rapport fra FN's Miljøprogram (UNEP) fra november 2012 med titlen »The Emissions Gap Report 2012«,

—

der henviser til Verdensbankens rapport: "Turn Down the Heat. Why a 4 oC Warmer World Must be Avoided’,

—

der henviser til forespørgsler til Rådet og Kommissionen om klimakonferencen i Warszawa (COP 19) (O-000095/2013 — B7-0517/2013 og O-000096/2013 — B7-0518/2013).

—

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5, og artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at klimaændringer udgør en akut og potentielt uafvendelig trussel mod menneskeskabte samfund, biodiversitet og vores planet, og at de derfor nødvendiggør handling på internationalt plan fra alle parters side;

B.

der henviser til, at det i aftalen fra Doha »Doha Climate Gateway« med alvorlig bekymring konstateres, at der er en betydelig kløft mellem den samlede virkning af parternes nuværende løfter om modvirkning af de globale årlige emissioner af drivhusgasser senest i 2020 og de samlede udviklingsforløb for emissioner, der er forenelige med en rimelig chance for at holde den årlige stigning i den gennemsnitlige overfladetemperatur på 2 oC (2-graders-målsætningen);

C.

der henviser til, at 2-graders-målsætningen ifølge videnskabeligt materiale forelagt af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) forudsætter, at de globale emissioner topper i 2015, reduceres med mindst 50 % i forhold til 1990 senest i 2050 og fortsætter med at falde i tiden derefter; der henviser til, at EU derfor bør udøve pres for at få vedtaget konkrete foranstaltninger og få dem gennemført effektivt på globalt niveau inden 2020;

D.

der henviser til, at de nuværende emissioner ifølge Verdensbankens rapport »Turn Down the Heat« vil føre til en opvarmning på 2 oC over den førindustrielle periode inden for 20 til 30 år og en opvarmning på 4 oC i 2100; der henviser til, at udviklingstendensen i retning af 4o vil kunne føre til væsentlig højere temperaturstigninger i særlig sårbare tropiske områder;

E.

der henviser til, at de seneste videnskabelige resultater understreger, at der også er en risiko ved en stigning på 2 oC, og at der er bred enighed om, at den opvarmning, der allerede er sket (på globalt plan på omkring 0,8 oC over de førindustrielle temperaturer), er en af faktorerne bag nogle af de humanitære kriser og fødevarekriserne, navnlig de værste i Afrika bl.a. på Afrikas Horn og i Sahel-regionen;

F.

der henviser til, at de alment anerkendte risici og omkostninger, som den nuværende emissionskurs medfører for verden, nødvendiggør ikke blot et tilsagn men også en politisk vilje hos alle til at føre dette tilsagn ud i livet;

G.

der henviser til, at en opvarmning på 2 oC er ekstrem farlig for mange regioner; der henviser til, at 112 lande, herunder de mest sårbare lande, de små østater og de mindst udviklede lande, har opfordret til at reducere CO2 i atmosfæren til under 350 ppm og til at stabilisere den globale temperaturstigning til under 1,5 oC;

H.

der henviser til, at konferencen i Warszawa (COP 19) vil være af afgørende betydning for at sikre de nødvendige fremskridt i retning af at gennemføre Durban-platformen og bane vej for udarbejdelsen af forpligtelser og indgåelsen af en retligt bindende global aftale senest i 2015;

I.

der henviser til, at en sådan retligt bindende global aftale skal være i overensstemmelse med en 2o C sammenhængende kulstofbalance, lighed og princippet om »fælles, men differentieret ansvar og indsats efter evne«(CBDRRC) og anerkende behovet for, at alle store emissionslande vedtager ambitiøse og fyldestgørende mål og tilsvarende politiske foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner, som afspejler ansvar og udviklingsmulighederne; minder om, at 90 % af den globale emissionsvækst finder sted i udviklingslandene, der ikke har reduktionsforpligtelser under den nuværende Kyoto-protokol,

J.

der henviser til, at de udviklede lande under COP 16 i Cancún forpligtede sig til at yde US$ 30 mia. i perioden 2010-2012 og US$ 100 mia. i 2020 i ny og supplerende støtte om året for at opfylde udviklingslandenes behov som følge af klimaændringer; der henviser til, at der i forbindelse med støtten skulle sikres balance mellem tilpasning og modvirkning; der henviser til, at der ikke findes en internationalt accepteret definition på »ny og supplerende støtte«;

K.

der henviser til, at på trods af tilsagnet, som parterne i København afgav om at yde 30 mia. USD over tre år som en hurtig startfinansiering, hersker der stadig usikkerhed om størrelsen af den ydede klimastøtte, så dette tilsagn kan blive troværdigt;

L.

der henviser til, at der er en stigende erkendelse af behovet for at være på vagt over for bestræbelserne fra de økonomiske aktører, der udsender betydelige mængder af drivhusgasser eller drager fordel af afbrænding af fossile brændstoffer, på at underminere eller undergrave bestræbelser på klimabeskyttelsesområdet,

M.

der henviser til, at antallet af ekstreme hedebølger ifølge en undersøgelse fra Institut for Klimakonsekvensforskning i Potsdam og Madrids Universitet, vil fordobles frem til 2020 og firedobles frem til 2040; der henviser til, at undersøgelsen også konkluderer, at denne udvikling muligvis kan forhindres i anden halvdel af dette århundrede, hvis de globale emissioner reduceres meget; der henviser til, at virkeligheden ser ud til at bevise, hvad forskerne fortæller os, med flere tilfælde af naturkatastrofer, som oversvømmelser eller ekstreme storme, også i Europa;

N.

der henviser til, at undersøgelse fra Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse kommer til den konklusion, at det er muligt at nå en bæredygtig og energieffektiv økonomi og samtidig sikre jobvækst,

O.

der henviser til, at en undersøgelse fra Potsdam Institute for Climate Impact Research konkluderer, at den globale økonomiske vækst, hvis den globale indsats med en omfattende international klimapolitik udskydes til efter 2030, kan blive reduceret med op til 7 procent de første ti år efter klimapolitikkens gennemførelse — sammenlignet med kun 2 procent, hvis der indgås en aftale allerede i 2015;

P.

der henviser til, initiativet med EU's Borgmesteraftale fortsat er en stor succes, som nu består af næsten 5 000 lokale myndigheder, der har forpligtet sig til at gå udover EU's klima- og energimål for 2020; der henviser til, at de europæiske lokale myndigheders entusiasme og engagement bør bruges som et forbillede på at etablere ambitiøse klima- og energipolitikker, også på internationalt plan;

Q.

der henviser til, at udviklingslandene og de udviklede lande i princippet er blevet enige om CBDRRC; der henviser til, at bestræbelserne på at begrænse emissionerne af drivhusgasser alligevel er fuldstændig utilstrækkelige, og til, at det ringe resultat af de tidligere COP'er skyldes manglende politisk vilje hos visse lande; der henviser til, at det er nødvendigt at gøre noget ved disse manglende resultater på baggrund af de seneste ekstreme naturkatastrofer;

R.

der henviser til, at regeringerne bærer et kollektivt ansvar for at sikre en hensigtsmæssig reaktion på de klimaproblemer, som menneskeheden og jorden står over for; der henviser til, at de bør modtage støtte fra alle relevante aktører, herunder borgerne og erhvervslivet i deres respektive lande;

S.

der henviser til, at det internationale samfund forsøger at nå frem til en ny international udviklingsramme ad to parallelle veje: Revisionen af 2015-udviklingsmålene samt processen med fastsættelse af bæredygtige udviklingsmål, som blev lanceret på Rio+20-konferencen; der henviser til, at disse to veje overlapper hinanden på væsentlige områder;

T.

der henviser til, at klimaproblemerne på ingen måde begrænser udviklingsproblemerne, men tvært imod forværrer dem; der henviser til, at den officielle udviklingsbistand ikke må omledes til miljøfinansiering, idet princippet om at klimastøtte skal supplere den officielle udviklingsbistand skal fastholdes;

U.

der henviser til, at klimaforandringerne indebærer en enorm trussel mod en hel række menneskerettigheder som f.eks. retten til mad, retten til vand og sanitet og mere generelt retten til udvikling;

V.

der henviser til, at ca. 20 % af drivhusgasemissionerne skyldes skovfældning, arealanvendelsen og ændringer i arealanvendelsen; der henviser til, at skovbruget øger modvirkningen af CO2-skaderne gennem øget kulstoflagring, samtidig med at det formindsker fattigdommen ved at skabe nye indtægtsmuligheder i lokale samfund;

W.

der henviser til, at den globale energiefterspørgsel ifølge prognosen »the International Energy Outlook 2013« forventes at stige med 56 % mellem 2010 og 2040 (9), og at en imødekommelse af denne efterspørgsel vil indebære en betydelig forøgelse af CO2-emissionerne; der henviser til, at størstedelen af den stigende efterspørgsel og de stigende emissioner vil finde sted i nye vækstøkonomier; der henviser til, at støtte til fossilt brændsel i verden beløber sig til US$ 1,9 billioner ifølge tal fra Den Internationale Valutafond med den højeste støtte fra USA, Kina og Rusland (som tilsammen tegner sig for ca. halvdelen af denne støtte (10));

X.

der henviser til, at mange lande af forskellige årsager, bl.a. miljøbeskyttelse, ressourcemangel og –effektivitet, energisikkerhed, innovation og konkurrenceevne, er ved at gøre deres økonomier grønnere, navnlig inden for industrien og energisektoren; der henviser til, at CO2-emissionerne alligevel steg til rekordhøjder i 2012 ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA);

Y.

der henviser til, at anvendelse af klimarelaterede innovationer inden for energi- og industrisektoren ville være en fordel for Europa som frontløber på det voksende globale marked for energi-relaterede varer og tjenesteydelser;

Z.

der henviser til, at en verdensomspændende innovation inden for den bæredygtige energisektor (både i produktionen og på brugerniveau) skaber arbejdspladser, stimulerer den økonomiske vækst, øger energiuafhængigheden og bidrager til en renere verden, hvor klimaændringerne mindskes, og der sikres tilstrækkelig energiforsyning;

1.

er af den opfattelse, at aftalen for tiden efter 2020 skal samle det nuværende »kludetæppe« af bindende og ikke-bindende ordninger under Klimakonventionen og Kyoto-protokollen i en eneste omfattende og sammenhængende ordning, der binder alle parter; understreger, at aftalen i tiden efter 2020 ikke længere bør opdele verden i kategorierne »udviklingslande« eller »industrilande«, men bør kræve, at hvert land bidrager i henhold til principperne i CBDRRC; mener i den forbindelse, at emissionsreduktioner beregnet på grundlag af en række indikatorer, herunder BNP pr. indbygger, adgang til teknologi, livskvalitetsindekset og andre indikatorer, kan være et brugbart redskab;

2.

fremhæver det betydelige arbejde, der kræves gennemført i Ad hoc-gruppen vedrørende Durban-platformen for en styrket indsats, ud fra de principper og rammer, der gælder for den nye globale klimaaftale, og vejen til at nå dette når COP 21 holdes i 2015 i Paris; konstaterer endvidere, at gruppen skal basere sit arbejde på IPCC's femte evalueringsrapport, som efter planen skal foreligge senest i 2014; understreger, at 2015-aftalen har brug for at nå målet om at reducere de globale emissioner til under niveauet i 1990 inden 2030 og bør sigte på at udfase de globale kulstofemissioner i 2050;

3.

bemærker, at fiaskoen med at udvikle en retfærdig tilgang til landenes deling af modvirknings- og tilpasningstiltag har været en barriere for at nå en passende aftale; understreger, at lighed, herunder en dynamisk tilgang til CBDRRC, skal være kernen i den nye aftale, for at den kan yde en tilstrækkelig klimaindsats

4.

den internationalt juridisk bindende protokol, som nu er til forhandling i Durban-platformen, bør bygge på, udvikle og forbedre de regler, der allerede er aftalt under UNFCCC og Kyoto-protokollen; derfor bør en proces med at udforske en række lighedsprincipper og indikatorer, såsom tilstrækkelighed, ansvar, kapacitet, samt udviklings- og tilpasningsbehov, medtages;

5.

mener, at EU er i stand til at spille en konstruktiv rolle i at gøre det lettere at finde en aftale om en retfærdig fordeling af indsatsen; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et EU-forslag om global indsatsdeling;

6.

glæder sig over Ban-Ki Moons forslag om at afholde et klimatopmøde for de store aktører i verden i september 2014 samt et folkets før-COP-møde i 2014 i Venezuela; understreger betydningen af en velforberedt begivenhed med et meningsfyldt resultat og engagement på højeste politiske plan og blandt civilsamfundet med henblik på at sikre og opretholde det nødvendige politiske momentum forud for konferencerne i 2014 og 2015; anser det for nødvendigt for en vellykket 2015-aftale, at landene forpligter sig til reduktion af drivhusgasser før topmødet for verdens ledere;

7.

opfordrer til en COP-afgørelse i Warszawa, der angiver tidsplanen og processen for at forpligte alle parter til at opstille modvirkningsforpligtelser i 2014 og efterfølgende at vurdere og revidere dem i 2015; COP-afgørelser i Warszawa bør også indeholde krav til oplysninger, der ledsager de foreslåede modvirkningsforpligtelser og sikrer kriterier for gennemsigtighed, kvantificering, sammenlignelighed, verificerbarhed og tilstrækkelighed;

8.

mener, at de tilsagn om modvirkninger, som parterne fremsætter, skal understøttes af princippet om CBDRRC og være målbare, rapportérbare og kontrollerbare, ligesom de skal være tilstrækkeligt til at nå 2-graders-målsætningen; (og skal derfor lukke »modvirkningskløften« ved at bringe CO2-emissionsgræænser og reduktionsmål for 2020 i overensstemmelse med, hvad der er nødvendigt for at holde sig inden for2-graders- målsætningen); gentager, at eksisterende forpligtelser følgelig bør revideres kollektivt og gøres mere ambitiøse for at nå 2-graders-målsætningen; understreger, at Den Europæiske Union skal lægge pres på de parter, som ikke fører en kurs, der er i overensstemmelse med 2-graders-målsætningen;

9.

understreger betydningen af, at politikken udformes på grundlag af videnskabelige oplysninger og den absolutte nødvendighed af at holde fast ved og i højere grad tilstræbe 2-graders-målsætningen; mener, at bestræbelserne på at styrke modvirkningstilsagnene og deres gennemførelse frem for at være åbne øvelser skal kædes sammen med mere formaliserede, regelmæssige og konsekvente fremskridtsrapporter med videnskabelige input, der tilsigter, at modvirkningskløften bliver lukket;

10.

henviser til, at målet om at udrydde fattigdommen i verden, som ligger til grund for 2015-udviklingsmålene, der for øjeblikket er til revision, hænger nøje sammen med processen med bæredygtige udviklingsmål, som blev lanceret under Rio+20-konferencen; opfordrer til, at disse to processer integreres i en enkelt samlet og overordnet ramme, og at der udvikles en række mål for udryddelse af fattigdom og fremme bæredygtig udvikling efter 2015,

11.

understreger, at en stabil og langsigtet politisk ramme, der indeholder ambitiøse langsigtede målsætninger, er den vigtigste udfordring, og den vil også lette investeringerne;

12.

gentager, at det nuværende »pledge and review«-system ikke vil føre til de grundlæggende ændringer, der er nødvendige for at bekæmpe klimaforandringerne i det lange løb, og opfordrer derfor indtrængende alle parter til også at overveje andre fremgangsmåder;

13.

minder om, at EU's emissioner ifølge Det Internationale Energiagentur udgør omkring 11 % af de globale emissioner, og at de vil udgøre en endnu lavere andel i de kommende årtier; understreger, at der ville kunne opnås større ambitioner og større accept af ambitiøse klimaændringspolitikker blandt industriaktører og inden for energisektorerne, hvis der udvistes et højere ambitionsniveau gennem en lignende indsats fra andre globale økonomiers side;

14.

glæder sig over Den Europæiske Union, Schweiz, Norge, Liechtenstein, Island og Australiens beslutning om at indgå i en anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen, begyndende den 1. januar 2013, som en overgang til en ny international ordning, der involverer alle parter, og som skal være på plads i 2020, og efterlyser en hurtig ratificering som aftalt i Doha; bemærker, at disse parter i øjeblikket er ansvarlige for mindre end 14 % af de globale emissioner;

15.

præciserer, at selvom den anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen vil blive begrænset i omfang, bør den ses som et meget vigtigt midlertidigt skridt, som udgør en bro i retning af en mere effektiv og omfattende international aftale efter 2020, bindende for alle parter;

16.

gentager, at mange lande fører an med et godt eksempel og allerede viser, at det er muligt at gå efter kulstoffattige udviklingsstrategier for at give en høj levestandard for en større andel af den nuværende generation uden at skade fremtidige generationers mulighed for at få opfyldt deres behov, mens der samtidigt skabes nye arbejdspladser og sikres mindre afhængighed af energiimport; præciserer, at der ikke er grund til at frygte negative konsekvenser, hvis klimabeskyttelse indgår i en overordnet strategi for en bæredygtig udvikling og industripolitik;

17.

minder om, at industrilandene ifølge konklusionerne i IPCC's fjerde evalueringsrapport er nødt til at reducere deres emissioner med 25-40 % i forhold til 1990-niveauet inden 2020, mens udviklingslandene som gruppe betragtet bør indrømmes en væsentlig afvigelse, som bør ligge under den nuværende forventede emissionsvækstrate, i størrelsesordenen 15-30 %, inden 2020

18.

gentager derfor det presserende behov for at hæve det globale ambitionsniveau mellem i dag og 2020 for at holde sig inden for 2 graders-målsætningen; minder i særdeleshed om det presserende behov for fremskridt inden for lukningen af det gigaton-hul, der er mellem de videnskabelige resultater og de nuværende parters løfter; understreger den vigtige rolle, som andre politiske foranstaltninger, herunder energieffektivitet, væsentlige energibesparelser, varig energi i lokalsamfundet og nedtrapning af HFC, spiller i at lukke gigaton-hullet;

19.

bemærker, at EU er på vej mod at nå emissionsreduktioner, der er noget højere end den nuværende målsætning om 20 % og gentager, at EU har tilbudt at øge sit emissionsreduktionsmål til 30 % inden 2020, hvis andre højemissionslande forpligter sig til sammenlignelige reduktionsmål, og derved skabe bæredygtig vækst, flere arbejdspladser og mindske afhængigheden af importeret energi;

20.

bemærker, at en global nedtrapning af HFC kan forhindre frigivelse af 2,2 Gt CO2-ækvivalenter i 2020 og næsten 100 Gt CO2-ækvivalenter i 2050; opfordrer EU til at intensivere bestræbelserne på at regulere en global udfasning af HFC i henhold til Montreal-protokollen;

21.

Bemærker, at EU ville kunne spille sin afgørende rolle, hvad angår nedbringelse af emissioner, gennem politikker for at stoppe udviklingen af meget drivhusgasintensive ukonventionelle fossile brændstoffer såsom tjæresand mener, som det allerede gav udtryk for i sin beslutning om at stoppe offentlig støtte til fossile brændstoffer, at offentlige tilskud, der støtter udviklingen af ukonventionelle fossile brændstoffer, bør udfases;

22.

er af den opfattelse, at EU's emissionshandelsordning bør kobles sammen med andre emissionshandelssystemer, der allerede findes i verden; anbefaler, at den oprindelige idé bag den fleksible mekanisme styrkes, hvilket betyder, at den igen skal blive en markedsmekanisme samt et udviklingsværktøj med en stærkt forenklet, men mere gennemskuelig procedure

23.

understreger, at konkrete tilsagn og arbejde hen imod en opskalering af klimafinansieringen til 100 mia. USD om året i 2020 er afgørende for at sikre fremskridt i Warszawa og opnå de nødvendige modvirkningsforpligtelser generelt set; henviser til udviklingsdagsorden efter 2015 og opfordrer til sikring af reel synergi mellem de to processer med positive resultater både for udvikling og klimapolitik; beklager, at flertallet af medlemsstaterne stadig ikke har afgivet tilsagn om klimafinansiering efter 2013 og opfordrer medlemsstaterne til at forpligte sig til en ny og supplerende klimafinansiering for perioden 2013-2015;

24.

beklager, at det nuværende omfang af den officielle udviklingsbistand udgør 0,29 % af BNP, hvilket er langt fra tilsagnet om 0,7 %; bekræfter at klimabistand skal supplere den officielle udviklingsbistand; understreger imidlertid nødvendigheden af at skabe overensstemmelse mellem udviklingsmål og klimamål; understreger derfor, at sikring af sammenhæng mellem de forskellige politikker og integrering af miljøhensynet i udviklingsprojekter skal være et af de centrale elementer i EU's strategi for en effektiv modvirkning af konsekvenserne af og tilpasning til klimaforandringerne;

25.

opfordrer alle deltagere i COP til at skabe klarhed om, hvordan de har til hensigt at øge klimafinansieringen år for år for at opfylde deres tilsagn fra København i 2009 om at afsætte US$ 100 mia. om året fra 2020 ud over tilsagnet om at betale 0,7 % af bruttonationalproduktet i officiel udviklingsbistand;

26.

henviser med bekymring til, at Den Grønne Klimafond, som blev bebudet i København og oprettet i Cancún i 2010, stadig ikke er operationel, og opfordrer alle parter til at afslutte de nødvendige procedurer så hurtigt som muligt; opfordrer EU og andre udviklede lande til at stille de nødvendige bevillinger til rådighed til Den Grønne Klimafond, til Tilpasningsfonden og til andre FN-klimafonde i løbet af 2014, hvilket skal bekendtgøres på COP-mødet i Warszawa;

27.

bifalder fremskridtet i at gøre teknologimekanismen operationel og understreger behovet for at styrke den teknologiske udvikling, udbredelse og overførsel ved at finde den rette balance mellem tilpasning og modvirkning og beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at udfase miljøskadelige tilskud, navnlig støtte til fossilt brændstof i 2020 og omdirigere disse penge til bæredygtig energiproduktion; opfordrer endvidere til en hurtig og internationalt samordnet gennemførelse af målsætningen fra G20-topmødet i Pittsburg om at udfase ineffektive støtteordninger for fossilt brændsel på mellemlang sigt, da det vi yde et væsentligt bidrag til miljøbeskyttelsen og ligeledes være relevant i den nuværende situation med finanspolitisk underskud i mange lande; henviser til, at deltagerne i G0-topmødet i Los Cabos bekræftede dette mål, og at EU opfordrede til, at der blev gjort fremskridt i sagen forud for G20-topmødet i St. Petersborg (11), beklager manglen på forslag til konkrete foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af dette mål;

29.

bemærker, at den grønne klimafond i fremtiden ikke kun bør finansieres af industrilandene, men også af nye vækstøkonomier med et stigende BNP pr. indbygger; præciserer i denne sammenhæng, at der allerede nu er 32 lande, der betragtes som »udviklingslande« i henhold til konventionen, der har en højere BNP pr. indbygger end EU-medlemsstaterne med det laveste BNP pr. indbygger;

30.

anerkender, at fokus i Doha var på behovet for at gøre noget ved de tab og skader, der er forbundet med klimaændringernes virkninger i udviklingslandene, som er særligt sårbare over for de negative konsekvenser af klimaændringerne; noterer sig beslutningen om under Warszawa-konferencen at etablere de institutionelle ordninger, der er nødvendige for at håndtere dette spørgsmål;

31.

erindrer om, at selv om de fattigste lande har bidraget mindst til den stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, så står de svagest i forhold til konsekvenserne af klimaforandringerne og har de færreste muligheder for at tilpasse sig; opfordrer EU til at tilstræbe en aftale om klimabistand, teknologioverførsel og kapacitetsopbygning;

32.

opfordrer regeringerne til at tilstræbe en aftale om principperne for indsatsfordeling og om muligt formulering af en eller flere formler for indsatsfordeling; mener at tidligere, nuværende og mulige fremtidige CO2-emissioner samt det nuværende og fremtidige kapacitetsniveau med hensyn til modvirkning, tilpasning og bistand skal afspejles i sådanne principper og formler; mener, at der også skal tages hensyn til retten til udvikling;

33.

minder om EU's og andre udviklede landes vilje til at støtte lande med en lav modstandskraft, navnlig gennem kapacitetsopbygning og udveksling af bedste praksis, men også gennem økonomisk hjælp;

34.

opfordrer til større bevidsthed om de mulige konsekvenser af klimaændringerne på varigheden af tørke, belastningen af vandressourcerne, der rammer bestemte regioner, og på den reducerede tilgængelighed af nødvendige vandressourcer i dagligdagen;

35.

anerkender, at tilpasning bestemt er et lokalt anliggende, men insisterer på samarbejde på regionalt, nationalt og internationalt plan for at sikre en sammenhængende tilgang;

36.

noterer sig den afgørende rolle, som LULUCF og REDD + spiller i at reducere emissioner og især i at lukke modvirkningskløften inden 2020; noterer sig videre, at der er behov for en yderligere indsats inden for omfattende regnskabsregler for at sikre den miljømæssige integritet i sektorens bidrag til emissionsreduktionerne;

37.

bemærker, at betydelige mængder af de offentlige finanser vil dirigeres mod REDD-plus-projekter; understreger det presserende behov for at udvikle tidlige indikatorer for en effektiv overvågning, rapportering og verifikation af REDD-plus-aktiviteter; glæder sig i denne henseende de igangværende bestræbelser på at prioritere udvælgelsen af REDD-plus-projekter i vejløse områder;

38.

bemærker det positive bidrag fra de frivillige partnerskabsaftaler mellem træeksporterende lande og EU under EU’s handlingsplan for Retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) i kampen mod den globale skovrydning; understreger, at det er nødvendigt med en yderligere indsats for gennem juridisk bindende miljø- og handelsaftaler at nå dem, der fører an i skovrydning på internationalt niveau;

39.

minder om, at klimaforandringerne truer hele regioners evne til at føde sig selv; opfordrer EU til at se på konsekvenserne at dens landbrugspolitik for klimaforandringerne; understreger endnu en gang, som det er blevet påpeget af FN's særlige ordfører om retten til mad, Olivier De Schutter, at ressourcebesparende lavemissionslandbrugsmetoder, der også kaldes økologisk landbrug, udgør en alternativ vej, som både kan mindske klimaforandringerne ved at begrænse drivhusgasemissionerne og forbedre leveforholdene i fattige landdistrikter ved at mindske deres afhængighed af driftsmaterialer, der er fremstillet på grundlag af brændstoffer, samtidig med at produktionsniveauet forøges; opfordrer derfor EU til at fremme udviklingen i landdistrikterne, produktiviteten af forskellige landbrugsformer og fødevaresikkerheden, navnlig i udviklingslandene;

40.

bemærker, at den afgørende udfordring med at reducere emissionerne kan opnås gennem en væsentlig ændring i retning af en ren og sikker energi og en bred accept af vedvarende energi gennem investering i energiproduktion i den lille målestok, også kendt som mikroproduktion; understreger, at der er brug for, at offentlige finanser omdirigeres og mobiliseres for at sikre en overgang af vedvarende energi til offentligt, decentraliseret regi på lokalsamfundsniveau

41.

advarer om, at produktionen af agrobrændstoffer fra bl.a. olieholdige frø, palmeolie, sojabønner, raps, solsikkekerner, sukkerrør, sukkerroer og hvede potentielt kan føre til enorm efterspørgsel efter jord og bringe mennesker i fattige lande, hvis levebrød afhænger af adgang til jord og naturressourcer, i fare;

42.

understreger, at EU for nylig enedes om at »stoppe uret« i forhold til inddragelse af international luftfarts flyvninger i EU's emissionshandelssystem, men at denne undtagelse er begrænset til ét år og er betinget af, at de internationale forhandlinger frembringe håndgribelige beslutninger om en global markedsbaseret foranstaltning vedrørende emissioner fra international luftfart;

43.

understreger, at det er nødvendigt med en pris på kulstofemissioner fra international luftfart og søtransport, hvilket, udover emissionsreduktionen, også kan bruges til at generere indtægter;

44.

gentager sin opfordring til at oprette et internationalt instrument med globale emissionsreduktionsmål for at bremse klimapåvirkningen fra søtransport;

45.

er bekymret over stigningen i de globale CO2-emissioner i 2012 (i henhold til oplysninger fra Det Internationale Energiagentur) på trods af faldende emissioner i Europa og USA; foreslår derfor, at man overveje et differentieret ansvar, så hvert land bidrager til den verdensomspændende indsats i forbindelse med industri- og energipolitikken;

46.

understreger, at Europa bør fremme innovation og spredning af miljøvenlig teknologi som led i sin industripolitik, bl.a. inden for ict, varig energi, innovative og effektive fossilt brændstofteknologier og navnlig energieffektivitetsteknologier; understreger, at rammeaftaler, der kan hjælpe med at fremme og motivere en hurtigere udbredelse af ny teknologi internationalt skal udvikles, da forskning i og udvikling af nye teknologier er kernen i en bæredygtig fremtid;

47.

gentager desuden, at en ambitiøs EU-politik for industrien, innovation, klima og energi for perioden indtil 2030 vil gøre det muligt for EU at bevare førerrollen og dermed få positive følger for de internationale forhandlinger og tilskynde de internationale partnere til også at højne ambitionsniveauet;

48.

glæder sig over ethvert tegn på positiv udvikling og gentager, at internationalt koordinerede foranstaltninger ville bidrage til at løse problemerne med CO2-lækage og konkurrenceevne i de relevante sektorer, navnlig i de energiintensive sektorer;

49.

understreger, at udvikling og anvendelse af banebrydende teknologier er nøglen til at bekæmpe klimaændringerne og samtidig overbevise EU’s partnere i hele verden om, at det er muligt at gennemføre emissionsreduktioner, uden at der mistes konkurrenceevne og arbejdspladser;

50.

opfordrer til et internationalt tilsagn om øgede investeringer i forskning og udvikling inden for bæredygtige, banebrydende teknologier i de relevante sektorer; finder det af afgørende betydning, at EU går forrest med et godt eksempel ved at dirigere forskningsmidler over i præsentation af innovative klimavenlige og energieffektive teknologier, og at EU udvikler et tæt videnskabeligt samarbejde på dette område med internationale partnere såsom BRIK-landene og USA;

51.

glæder sig over de seneste signaler fra en amerikanske regering vedrørende klimaindsatsen og dens villighed til at spile en større rolle til de internationale bestræbelser på at gøre noget ved klimaproblemerne;

52.

henviser til, at prisen på de forskellige energikilder spiller en væsentligt rolle i markedsaktørernes, herunder industriens og forbrugernes, adfærd, og til, den nuværende internationale politiske ramme er ude af stand til i fuld udstrækning at internalisere de eksterne omkostninger og dermed tilskynder til ikke-bæredygtige forbrugsmønstre; henviser endvidere til, at et verdensomspændende kulstofmarked ville skabe et solidt grundlag for både at opnå en væsentlige nedbringelse af emissionerne og skabe lige konkurrencevilkår for industrien; opfordrer EU og dets partnere til inden for den nærmeste fremtid at finde frem til den mest effektive måde til at fremme forbindelser mellem EU's emissionshandelsordning og andre handelsordninger med henblik på at skabe et globalt CO2-marked, hvilket vil kunne sikre større mangfoldighed i reduktionsmulighederne, forbedre størrelsen af og likviditeten på markedet, gennemsigtigheden og i sidste ende føre til en mere effektiv ressourcefordeling til energisektoren og industrien;

53.

opfordrer til en tættere koordinering mellem Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, således at EU kan tale med én konsekvent stemme i internationale organisationer som Det Internationale Energiagentur (EIA), Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA), det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) og Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), og dermed spille en mere aktiv og indflydelsesrig rolle, især i indsatsen for bæredygtige energipolitikker og energisikkerhedspolitikker;

54.

beklager, at der ikke gøres en tilstrækkelig indsats internationalt eller i EU for at realisere mulighederne for energibesparelser; understreger, at energibesparelser giver mulighed for at skabe arbejdspladser og gennemføre besparelser, at forbedre energiforsyningssikkerheden og konkurrenceevnen og at nedbringe emissionerne og ligeledes bidrager til at vende tendensen i energipriser og -omkostninger; opfordrer EU til at være mere opmærksom på energibesparelser i internationale forhandlinger, hvad enten det drejer sig om at drøfte teknologioverførsel, udviklingsplaner for udviklingslande eller økonomisk bistand; understreger, at det er nødvendigt, at EU og medlemsstaterne opfylder deres egne mål, hvis de fortsat skal være troværdige;

55.

påpeger, at der på hele jordkloden skønsmæssigt er 1,3 mia. mennesker, som fortsat ikke har adgang til elektricitet, og at 2,6 mia. mennesker fortsat er afhængige af traditionel anvendelse af biomasse til madlavning (12); understreger behovet for at tage fat på spørgsmålet om energifattigdom i overensstemmelse med de klimapolitiske målsætninger; bemærker, at der står energiteknologier til rådighed, som tager hensyn til både global miljøbeskyttelse og lokale udviklingsbehov;

56.

understreger i denne sammenhæng betydningen af, at Den Europæiske Union som en vigtig aktør (især i år, med COP 19-formandskabet, hvor værtsnationen er en medlemsstat) taler med »én stemme« på konferencen for at fremme en international aftale, og forblive forenet i denne henseende;

57.

understreger Polens afgørende position som »værtsland« og håber på, at Polen, der er et land, som stadig er stærkt afhængig af fossile energikilder, men har erfaring med UNFCCC-forhandlingerne, vil være i stand til at puste nyt liv i processen, føre an med et godt eksempel og hjælpe med at bygge nye alliancer; bifalder udtalelsen fra den indstillede formand om, at det ved at være kreativ er muligt at reducere drivhusgasemissioner og samtidig skabe flere arbejdspladser, fremme den økonomiske vækst og sikre en højere levestandard; håber, at Polen vil fremsætte konkrete forslag i den henseende;

58.

understreger, at en ny »klimapagt«, der gælder for alle, både industri- og udviklingslande, bør være det vigtigste mål; understreger desuden, at en af de vigtigste opgaver for EU er at sikre en koordineret og gradvis tilgang til klimabeskyttelse ved at sikre handling på alle regeringsniveauer, herunder lokale og regionale myndigheder;

59.

understreger, at de nuværende økonomiske krisetider tydeligt viser, at kun en bæredygtig økonomi kan give velstand på lang sigt, og at klimabeskyttelse er en af de vigtigste søjler i sådan en bæredygtig økonomi; fremhæver, at det aldrig har været vigtigere at begrunde den politiske indsats på klimabeskyttelsesområdet, nemlig at give flere mennesker mulighed for en høj levestandard samtidig med at ressourcer og udviklingsmuligheder også sikres for de kommende generationer;

60.

gentager, at udfordringen fra klimaændringerne ikke kan betragtes isoleret, men at den altid skal løses inden for rammerne af bæredygtig udvikling, industripolitik og ressourcepolitik; understreger i den forbindelse, at det er afgørende at forklare klimapolitikken til borgerne og sikre en mentalitetsændring; understreger, at enhver fremtidig aftale også bør rumme bottom-up initiativer, f.eks. inden for energieffektivitet, da de er et vigtigt redskab i forbindelse med accept blandt borgerne;

61.

gentager, at for hvilken som helst juridisk bindende klimaaftale med et effektivt system for overholdelse og håndhævelse er nøglen til at sikre, at alle lande, der deltager i klimaændringsaftalen, overholder deres forpligtelser, modtager støtte, når det er nødvendigt, og bliver holdt ansvarlige for manglende overholdelse;

62.

er af den opfattelse, at UNFCCC-processen skal være mere effektiv og sikre, at den bedre afspejler de ændrede realiteter; mener i denne forbindelse, at konsensusreglen bør afskaffes for at undgå resultater, som er baseret på den laveste fællesnævner;

63.

deler den opfattelse, at formandskabet for konferencen snarere end at rotere på årsbasis enten kan deles af flere lande over adskillige år eller indehaves af ét land i to år for at sikre en mere sammenhængende tilgang;

64.

gør opmærksom på den positive udvikling under MOP 25-forhandlingerne om Montreal-protokollen, og opfordrer alle parter til at stræbe mod at lære af denne vellykkede internationale aftale; tilskynder parterne til navnlig at se på stemme- og beslutningstagningsmekanismerne i Montreal-protokollen, den anderledes tilgang til ansvarsområderne, håndhævelse og sanktionsmekanismer samt finansiering som et eksempel, der muligvis også kan anvendes under UNFCCC;

65.

understreger, at det er vigtigt, at EU arbejder proaktivt for, at der sker fremskridt i de internationale klimaforhandlinger; henviser til, at EU's evne til at indtage en førerrolle og udsigterne til generelt at opnå fremskridt påvirkes af EU's egen klimaindsats; påpeger behovet for at styrke EU's klimaindsats, bl.a. ved at vedtage en ambitiøs klima- og energiramme for 2030 og for at fjerne den tvivl, der er fremkaldt af EU's emissionshandelsordningens ringe evne til at tilskynde til en nedbringelse af drivhusgasemissionerne og af udsættelsen af luftfartssektorens inddragelse i emissionshandelsordningen;

66.

understreger ligeledes, at de udviklede lande bør hjælpe udviklingslandene med at nedbringe deres emissioner; henviser til det enorme potentiale for varig energi og forbedring af energieffektiviteten i mange udviklingslande; tilskynder de udviklede land og tærskellandene til at fremme og gennemføre varige energiprojekter i udviklingslandene og til at stille teknologi, sagkundskab og investeringer til rådighed på dette område;

67.

mener, at EU's delegation spiller en afgørende rolle i klimaforhandlingerne, og finder det derfor uacceptabelt, at medlemmer af Europa-Parlamentet ikke har kunnet deltage i EU's koordineringsmøder på de foregående partskonferencer; forventer, at i det mindste formanden for Europa-Parlamentets delegation får lov til at deltage i EU's koordineringsmøder i Warszawa;

68.

påpeger, at Kommissionen i henhold til den rammeaftale, der blev indgået mellem Kommissionen og Parlamentet i november 2010, skal gøre det lettere for medlemmer af Europa-Parlamentet at deltage som observatører i EU-delegationer, der forhandler om indgåelse af multilaterale aftaler; minder om, at Europa-Parlamentet i henhold til Lissabon-traktaten (artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) skal afgive samstemmende udtalelse om aftaler mellem Unionen og tredjelande og internationale organisationer;

69.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.