9.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/144

—

der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 13.—14. december 2012,

—

der henviser til konklusionerne fra Rådets møde den 19. november 2012 om udviklingen af militære kapabiliteter,

—

der henviser til det overordnede mål for 2010, som blev godkendt på Det Europæiske Råds møde den 17.—18. juni 2004,

—

der henviser til Lissabontraktatens bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet, som pålægger de andre medlemslande at yde hjælp og bistand, hvis ét af dem rammes af en katastrofe, et terrorangreb eller et væbnet angreb,

—

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og rapporten om dens gennemførelse, der blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.—12. december 2008,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2011/871/FUSP af 19. december 2011 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) (1),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2011/411/FUSP af 12. juli 2011 om fastlæggelse af statutten, hjemstedet og de nærmere bestemmelser for Det Europæiske Forsvarsagenturs drift og om ophævelse af fælles aktion 2004/551/FUSP (2),

—

der henviser til forsvarsministrenes drøftelser på Udenrigsrådets møde den 23. april 2013 om forberedelserne forud for Det Europæiske Råds møde i december 2013 om forsvarspolitik,

—

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (3), beslutning af 22. november 2012 om EU's bestemmelser om gensidigt forsvar og solidaritet: politiske og operationelle dimensioner (4), beslutning af 12. september 2012 om årsrapporten fra Rådet til Europa-Parlamentet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (5) samt beslutning af 14. december 2011 om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater (6),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0205/2013),

1.

bemærker med stigende bekymring EU's utilstrækkelige evne til at reagere rettidigt og effektivt på internationale kriser på trods af dets årelange engagement i at bevare freden og beskytte menneskerettighederne, forhindre konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten; understreger, at det er i EU's og dets medlemsstaters interesse at agere sammenhængende som formidler af sikkerhed, ikke alene i Europa, men også i resten af verden og navnlig i dets egne nabolande;

2.

minder om sin stærke tilslutning til en sammenhængende tilgang til krisestyring, der integrerer et bredt spektrum af diplomatiske, økonomiske, udviklingsmæssige og — som en sidste udvej — militære midler, som navnlig er kommet til udtryk i Parlamentets beslutninger om årsrapporterne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP); understreger, at militære strukturer og kapabiliteter udgør en integreret del af en sådan sammenhængende tilgang og understøtter EU's evne til at reagere på trusler, konflikter og kriser, inklusive humanitære kriser og naturkatastrofer, hvis alle andre midler slår fejl;

3.

bemærker med beklagelse, at de militære operationer for nylig i både Libyen og Mali har demonstreret manglende fremskridt hen imod en egentlig fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og understreger behovet for øget koordinering og samarbejde på europæisk plan, hvis EU ønsker at blive taget alvorligt som en effektiv og troværdig aktør på verdensscenen;

4.

minder om, at EU i traktaten opfordres til at arbejde for den gradvise udformning af en fælles EU-forsvarspolitik, som kan føre til et fælles forsvar; erindrer endvidere om medlemsstaternes forpligtelser i medfør af den gensidige forsvarsklausul;

5.

gentager sin alvorlige bekymring over de konstante og ukoordinerede nedskæringer på de nationale forsvarsbudgetter, som hindrer bestræbelserne på at få lukket kapabilitetshullerne og undergraver FSFP's troværdighed; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at stoppe og vende denne uansvarlige tendens og til at optrappe indsatsen på nationalt plan og EU-plan for at begrænse dens konsekvenser gennem øget samarbejde og sammenlægning og deling;

6.

minder om sin beslutning om finanskrisens følger for forsvarssektoren i EU's medlemsstater og gentager sine henstillinger om at imødegå de negative virkninger af krisen for de militære kapabiliteter på EU-plan gennem en bedre samordning af forsvarsplanlægningen, sammenlægning og deling af kapabiliteter, støtte til forsvarsforskning og teknologisk udvikling, opbygning af en mere integreret, bæredygtig, innovativ og konkurrencedygtig industriel og teknologisk basis for den europæiske forsvarssektor, opbygning af et europæisk marked for forsvarsmateriel samt ved at finde nye finansieringsformer på EU-plan;

7.

opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe de fornødne foranstaltninger til at fremme omstrukturering og konsolidering af de industrielle forsvarskapaciteter med henblik på at mindske eksisterende overkapacitet, som ikke er bæredygtig;

8.

ser med tilfredshed på arbejdet i Kommissionens taskforce om forsvarsindustrier og -markeder og Kommissionens meddelelse af 24. juli 2013»Hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor« (COM(2013)0542) og opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag til, hvordan EU's politikker og værktøjer i bred forstand ved hjælp af en fleksibel tilgang kan anvendes til at støtte forsvars- og sikkerhedsmæssige målsætninger, navnlig inden for områder af tværgående karakter, som f.eks. teknologier med dobbelt anvendelse;

9.

understreger, at eksisterende militære strukturer inden for EU, på EU-plan, multinationalt plan og nationalt plan, under omstillingsprocessen fortsat skal opbygge modulopdelte, interoperable, indsatsklare væbnede styrker, som er egnede til multinationale operationer;

10.

glæder sig over, at Det Europæiske Råd i december 2012 gav fornyet tilskyndelse til at øge FSFP-operationernes operative effektivitet, øge det europæiske samarbejde for at tilvejebringe fremtidsorienterede kapabiliteter og udfylde kritiske huller samt styrke den europæiske forsvarsindustri;

11.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den højtstående repræsentant) til med henblik på Det Europæiske Råds møde i december 2013 at forelægge forslag, der afspejler henstillingerne i denne beslutning og indeholder muligheder for at fremme europæisk samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet blandt de medlemsstater, der ønsker dette, på grundlag af traktatens bestemmelser om permanent struktureret samarbejde, i tilfælde af at det ikke er muligt at opnå enighed blandt alle medlemsstater om en ambitiøs dagsorden;

12.

vedtager som en del af sin egen dagsorden for det næste forfatningskonvent at udarbejde forslag til at styrke traktaterne med hensyn til udvikling af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

13.

konstaterer med beklagelse, at EU ti år efter den første selvstændige EU-ledede militære operation stadig ikke råder over en permanent militær planlægnings- og udførelseskapabilitet, og beklager dybt den begrænsende effekt, dette har på EU's evne til at reagere på akutte kriser; minder om, at de nuværende ordninger, som kræver ad hoc-aktivering af nationale hovedkvarterer, er at betragte som en rent reaktiv tilgang og ikke tilvejebringer ressourcer til den nødvendige forhåndsplanlægning;

14.

er af den opfattelse, at det aktiverede operationscenter, skønt det værdsættes for sin rolle i koordineringen af missionerne på Afrikas Horn, udgør et i høj grad utilstrækkeligt skridt i retning af en sådan permanent kapabilitet på grund af dets begrænsede ressourcer og strengt støtterelaterede funktioner; beklager dybt, at initiativet fra de fem »Weimar plus«-lande ikke har ført til et mere betydeligt resultat; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til som et første skridt at enes om at give operationscentret ansvaret for den operative planlægning af missioner uden udøvende beføjelser, som f.eks. EU-uddannelsesmissioner til Mali og Somalia;

15.

opfordrer på ny til, at der oprettes et fuldt udbygget operativt EU-hovedkvarter under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), om nødvendigt gennem permanent struktureret samarbejde; understreger, at det bør være en civil-militær struktur med ansvar for planlægning og udførelse af både EU's civile missioner og militære operationer og med separate civile og militære kommandoveje;

16.

peger på, at oprettelsen af et operativt EU-hovedkvarter i høj grad ville forbedre EU's institutionelle hukommelse inden for krisestyring, bidrage til udviklingen af en fælles strategisk kultur gennem udstationering af nationale medarbejdere, maksimere fordelene ved civil-militær samordning, give mulighed for sammenlægning af visse funktioner, reducere udgifterne på længere sigt og lette den politiske kontrol fra Parlamentets og Rådets side;

17.

fremhæver behovet for en permanent militær planlægnings- og udførelseskapabilitet, også for så vidt angår de forpligtelser, der følger af den gensidige forsvarsklausul og solidaritetsklausulen, og understreger nødvendigheden af at sikre en tilstrækkelig grad af parathed og reaktionshastighed, i fald en af de to klausuler skulle blive bragt i anvendelse; opfordrer den højtstående repræsentant til at foreslå praktiske foranstaltninger, så den gensidige forsvarsklausul kan komme til at præcisere reaktionen på EU-plan;

18.

anerkender EU's kampgruppers bidrag til omlægningen af medlemsstaternes væbnede styrker, idet de driver den militære interoperabilitet fremad og fremmer multinationalt samarbejde; beklager, at konceptet endnu ikke har bevist sin nytteværdi som et instrument til hurtig indsats i operationer, og at en aftale om deployering forekommer usandsynlig, hvis ikke der foretages væsentlige ændringer; mener, at situationen i Mali er en forspildt chance for at gøre brug af EU-kampgrupper for første gang;

19.

mener, at der for at øge kampgruppernes effektivitet bør tages behørigt hensyn til deres sammensætning i betragtning af, at stater fra samme region generelt har samme opfattelse af trusler, hvilket gør den påkrævede reaktion herpå lettere;

20.

er af den opfattelse, at den reviderede Athenamekanisme for fælles udgifter til militære operationer stadig ikke i tilstrækkelig grad tager højde for kampgruppekonceptets særegenhed, og opfordrer til en betydelig forøgelse af de fælles udgifter til hurtige indsats-operationer — op til fuld dækning af udgifterne, når der indsættes kampgrupper; mener, at anvendelse af princippet om at »udgifterne ligger der, hvor de falder« i forbindelse med kampgrupper, som er på stand-by skiftevis og på frivillig basis, er i modstrid med princippet om en rimelig fordeling af byrderne;

21.

opfordrer den højtstående repræsentant til at udarbejde forslag med henblik på at tilpasse Athenamekanismen til kampgruppernes særegenhed, om nødvendigt gennem permanent struktureret samarbejde, der oprettes parallelt med et permanent operativt hovedkvarter; opfordrer samtidigt indtrængende den højtstående repræsentant til at forelægge et forslag om oprettelse og finansiering af opstartsfonden for forberedende aktiviteter til EU's militære operationer som krævet i traktaten;

22.

noterer sig bestræbelserne i Rådet og EU-Udenrigstjenesten på at øge kampgruppernes fleksibilitet og anvendelighed, som dog indtil videre har affødt få håndgribelige resultater; påpeger, at der er behov for en høj grad af interoperabilitet, ikke blot på teknisk plan, men også på det proceduremæssige og konceptuelle plan, navnlig for at få harmoniseret reglerne for magtanvendelse og overførsel af myndighed samt for at få fjernet nationale forbehold;

23.

anmoder Det Europæiske Råd om at undersøge, hvordan man kan strømline den politiske beslutningsproces på EU-plan og på nationalt plan, så hurtige indsatser kan blive en realitet; insisterer på, at der udvises den nødvendige politiske vilje til at tage hånd om udfordringerne; tilskynder til overvejelse af mulige forenklede procedurer vedrørende deployering af kampgrupper i begrænsede tidsrum, forudsat at visse klart definerede og aftalte betingelser er opfyldt, som f.eks. en konkret anmodning fra De Forenede Nationer;

24.

glæder sig over medlemsstaternes fornyede tilsagn om ambitionsniveauet for kampgruppekonceptet og løftet om at planlægge bidrag med udgangspunkt i de regelmæssigt tilbagevendende forpligtelser for at undgå huller i kampgruppernes styrketal i fremtiden; tilskynder til, at kampgrupper udvikles som langvarige partnerskaber, der holder længere end stand-by-perioden, for at maksimere de militære og økonomiske fordele af fælles indkøb af materiel og tjenesteydelser og af sammenlægning og deling; bemærker, at den rammekontrakt for basale logistiktjenester til den EU-kampgruppe, der er på stand-by i andet halvår af 2012, som er indgået af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), er et konkret eksempel i denne retning;

25.

påpeger, at alle udgifter, som ikke er knyttet til militære operationer, såsom kampgruppernes forberedelses- og stand-by-udgifter, kan afholdes over EU's budget;

26.

understreger, at kampgrupperne leverer et konkret instrument af begrænset størrelse og holdbarhed, som er tilpasset et vist antal scenarier og ikke kan betragtes som et universelt krisestyringsredskab; minder om, at det oprindelige overordnede mål fra Helsinki 1999, der blev genbekræftet af Det Europæiske Råd i 2008, satte som EU's målsætning at være i stand til at deployere 60 000 mand i løbet af 60 dage til en stor operation; bemærker, at denne målsætning, skønt den ikke formelt er blevet opgivet, aldrig har været opfyldt i virkeligheden på grund af konstante kapabilitetsmangler; påpeger, at der — mere end at opstille tilfældige mål, som risikerer at skade EU's troværdighed — er presserende behov for en vedholdende indsats for at lukke kapabilitetshuller og forbedre styrkeopbygning og planlægning i forbindelse med EU's militære operationer generelt;

27.

minder om EDA's mission og opgaver som fastsat i artikel 42, stk. 3, og artikel 45 i TEU, navnlig agenturets afgørende rolle med at udvikle og implementere en EU-politik for kapabiliteter og forsvarsmateriel, harmonisere operative behov, foreslå multilaterale projekter, samordne medlemsstaternes programmer, styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis og øge effektiviteten af de militære udgifter; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til i betragtning af EDA's stærke fokus på omkostningseffektivitet at forsyne det med tilstrækkelig finansiering til at udnytte dets fulde potentiale, og gentager sin opfordring til den højtstående repræsentant om at forelægge forslag om finansiering af agenturets personale- og driftsomkostninger over Unionens budget;

28.

beklager dybt, at der ikke er nogen faste kapabilitetsforpligtelser fra medlemsstaternes side, og opfordrer Rådet til at sørge for, at det tilknyttede evalueringskrav i artikel 42, stk. 3, og artikel 45, stk. 1, i TEU, gennemføres; opfordrer den højtstående repræsentant til at forelægge passende forslag i dette øjemed; er af den opfattelse, at Parlamentet regelmæssigt bør orienteres om, hvilke fremskridt der gøres med opbygningen af militære kapabiliteter, som er relevante for gennemførelsen af FSFP;

29.

tilskynder til yderligere fremskridt med gennemførelsen af EDA's kapabilitetsudviklingsplan og opfordrer i forbindelse med revisionen heraf i 2013 indtrængende til, at den integreres bedre i den nationale forsvarsplanlægning, som skal harmoniseres yderligere; gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at indlede en institutionaliseret proces med øget samordning af forsvarsplanlægningen både mellem medlemsstaterne og i EU's Militærkomité, som primært er baseret på EDA's rådgivning; gør opmærksom på det overordnede behov for øget samarbejde mellem Det Europæiske Forsvarsagentur og EU's Militærkomité/EU's Militærstab; forventer, at stats- og regeringscheferne igangsætter en revision af den europæiske forsvarspolitik under Det Europæiske Råds møde om forsvarspolitik i december 2013;

30.

opfordrer til en mere struktureret tilgang til imødegåelse af centrale kapabilitetsmangler på europæisk plan, og navnlig hvad angår afgørende kampstøttekapaciteter (»force enablers«) og styrkeforøgende kapabiliteter (»force multipliers«) — som f.eks. efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsaktiver (ISR), strategisk lufttransport, helikoptere, sanitetsstøtte, lufttankning og præcisionsstyret ammunition — i tæt samarbejde og fuld overensstemmelse med NATO; ser med tilfredshed på de første resultater af de sammenlægnings- og delingsinitiativer, som EDA styrer, men understreger, at det er nødvendigt at gøre yderligere fremskridt på dette og andre områder; beklager dybt, at ingen af de identificerede kapabilitetshuller indtil videre er blevet udfyldt på tilfredsstillende vis, selv om europæiske væbnede styrker gentagne gange har manglet sådanne kampstøttekapaciteter og styrkeforøgende kapabiliteter i forbindelse med FSFP-operationer og andre operationer;

31.

opfordrer til en evaluering af etableringen af et permanent FSFP-hovedlager (med funktioner i stil med Nato's indkøbsorganisation), som kan yde integreret multinational støtte til EU's militære strukturer og medlemsstater, herunder vigtigt materiel til alle missioner uden besværlige indkøbsprocedurer;

32.

fremhæver behovet for, at EU udvikler de effektive og passende kapabiliteter og strategier, der er nødvendige for at kunne imødekomme de stigende internettrusler mod EU's sikkerhed og strategiske interesser; understreger behovet for at samarbejde med private aktører, for at indsatsen kan bære frugt, for at de digitale frihedsrettigheder og folkeretten kan overholdes fuldt ud samt for at sikre tilstrækkelig demokratisk kontrol;

33.

fremhæver som eksempel den europæiske flytransportkommando (EATC), der har bevist sin funktionsdygtighed og merværdi i forbindelse med operationer, som en særligt brugbar model for sammenlægning og deling baseret på overførsel af bestemte kompetencer til en fælles struktur, uden at der gives afkald på det nationale ejerskab; opfordrer til, at EATC-modellen kopieres til andre områder inden for operativ støtte, og forventer navnlig, at resultaterne af EDA's arbejde vedrørende en mulig multinational helikopterafdeling vil kunne imødegå en anden central kapabilitetsmangel;

34.

gentager sin opfordring til medlemsstaterne til at overveje fælles ejerskab af visse dyre kapaciteter, især rumkapaciteter, ubemandede luftfartøjer (UAV'er) eller aktiver til strategisk lufttransport; bifalder Kommissionens arbejde med at undersøge mulighederne for at udvikle EU-ejede kapaciteter og udnytte potentialet for synergier mellem forsvarsbehov og civile sikkerhedsbehov, f.eks. inden for civilbeskyttelse og grænseovervågning;

35.

understreger behovet for at skabe en fælles tilgang i Europa til udviklingen af et system, der opererer langtrækkende fjernstyrede luftfartøjer i medium højde (MALE RPAS), og tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en innovativ tilgang til opfyldelsen af denne ambition;

36.

understreger den centrale betydning af satellitaktiver for nutidens operationer, navnlig hvad angår ISR, kommunikations- og navigationskapaciteter og behovet for at maksimere anvendelsen af knappe ressourcer på grundlag af en fælles tilgang og udnyttelse af alle mulige civil-militære synergier for at undgå duplikering; tilskynder i denne forbindelse til yderligere samarbejde mellem Den Europæiske Rumorganisation, EDA og Kommissionen og insisterer på fortsat EU-finansiering af Copernicus- (GMES-) og Galileo-programmet;

37.

tilskynder til yderligere fremskridt med MUSIS-programmet for at lette udvekslingen af satellitbilleder fra den næste generation af jordobservationssatellitter og opfordrer til, at EU yder direkte økonomisk støtte til programmet samt til, at EU's Satellitcenter associeres med henblik på at sikre adgangen til billeder, der er skræddersyet til EU's — og navnlig FSFP's — behov;

38.

glæder sig over vedtagelsen af adfærdskodeksen for deling og sammenlægning som et vigtigt skridt i retning af mere samarbejde i Europa og understreger, at det er nødvendigt at foretage en første strategisk vurdering af dens gennemførelse ved årets udgang; forventer, at Det Europæiske Råd i december 2013 bliver en væsentlig milepæl med hensyn til at give politisk tilskyndelse til sammenlægning og deling og klare retningslinjer for gennemførelsen heraf; henleder opmærksomheden på nødvendigheden af, at EU øger informationsforanstaltningerne for at styrke den rolle, sammenlægning og deling spiller;

39.

understreger vigtigheden af at garantere forsyningssikkerheden for det materiel, medlemsstaternes væbnede styrker har brug for for at kunne opfylde deres forpligtelser i forbindelse med internationale kriser; er alvorligt bekymret over den stigende afhængighed af ikkeeuropæiske teknologier og forsyningskilder og betydningen heraf for den europæiske autonomi; understreger forsvarsindustriens strategiske betydning og opfordrer EDA og Kommissionen til at fremskynde deres arbejde med at identificere centrale industrielle kapaciteter, som skal bevares eller udvikles i Europa, og med at mindske Europas forsyningsafhængighed;

40.

beklager dybt de faldende nationale budgetter til forsvarsforskning og den omstændighed, at forskningen som regel er opsplittet efter nationale linjer; peger på EU's potentiale til at tilvejebringe betydelig merværdi gennem det europæiske rammesamarbejde såvel som større synergier mellem forsvarsforskning og forskning i civil sikkerhed; fremhæver navnlig behovet for at fokusere på investeringer i centrale støtteteknologier, såsom robotteknik, nano- og mikroelektronik, og for at sikre, at EU-midler, der anvendes inden for disse områder, også fremmer forsvarets behov;

41.

konstaterer, at der findes en række bilaterale/regionale/multilaterale partnerskabsinitiativer i Europa, som sigter mod at sammenlægge ressourcer og fremme interoperabilitet, og som er i stand til at yde bidrag til operationer under ledelse af EU, FN, NATO eller ad hoc-koalitioner; tilskynder — selv om fordelene ved samarbejde bifaldes og rationalet ved sammenlægning støttes fuldt ud — til en vis form for rationalisering af og en bedre samordning af de mange strukturer med en multinational dimension, som er vokset frem uden en overordnet og sammenhængende plan;

42.

opfordrer til, at forbindelserne mellem Eurocorps og EU's Militærstab styrkes, og anmoder om, at flere medlemsstater tilslutter sig Eurocorps' multinationale struktur, som kunne udgøre kernen i et fuldt integreret element af de europæiske væbnede styrker;

43.

tager til efterretning, at Eurofor nedlægges, og anerkender dens tidligere bidrag til EU's operationer og til kampgruppernes styrketal; bemærker de særlige bidrag fra Euromarfor, den europæiske gendarmeristyrke, det baltiske forsvarssamarbejde, det nordiske forsvarssamarbejde, den engelsk/nederlandske amfibiestyrke, den spansk/italienske amfibiestyrke, det tysk/nederlandske korps, det belgisk/nederlandske flådesamarbejde, de engelsk/franske initiativer vedrørende opbygning af en kombineret fælles ekspeditionsstyrke, en integreret hangarskibsslagstyrke og et hovedkvarter for den kombinerede fælles styrke samt andre eksisterende eller fremspirende regionale og bilaterale permanente strukturer;

44.

gentager, at det er nødvendigt at sikre overordnet sammenhæng på EU-plan, og anmoder medlemsstaterne om at samordne deres initiativer tættere med EU's Militærkomité på grundlag af input fra EDA;

45.

gentager sin fulde støtte til europæiske strukturer og projekter inden for uddannelse og træning og fremhæver især bidraget fra Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi (ESDC) til fremhjælpningen af en fælles sikkerhedskultur og dets potentiale til at indkredse og udvikle omkostningsbesparende samarbejdsprojekter mellem nationale institutioner; glæder sig over Rådets beslutning af 12. april 2013 om at styrke akademiet ved at give det retlige beføjelser og midler fra Unionens budget; mener, at dette kan være en model for EU-budgetstøtte til andre FSFP-strukturer, såsom EDA og EU's Satellitcenter; tilskynder til, at det europæiske initiativ for udveksling af unge officerer udvikles yderligere, inspireret af Erasmus, samt til, at europæiske militærofficerers uddannelses- og træningsinstitutioner deltager i Erasmus-programmet;

46.

går stærkt ind for sammenlægnings- og delingsinitiativer inden for uddannelse og træning, hvor der kan opnås betydelige besparelser, uden at det berører den nationale suverænitet, hvad angår operative deployeringer; fremhæver succesen med EDA's helikopteruddannelsesprogram og bifalder EDA's iværksættelse af øvelser i taktisk lufttransport, som bør føre til, at der oprettes et permanent europæisk uddannelsesforløb i taktisk lufttransport; ser frem til større fremskridt med udviklingen af et fælles, integreret uddannelsessystem til uddannelse af kommende jagerpiloter; ser med tilfredshed på EDA's arbejde med mere sammenlagt og delt uddannelse inden for forsvar mod cyberangreb, bekæmpelse af improviserede eksplosive anordninger samt flådeoperationer; gør opmærksom på, at Det Europæiske Forsvarsagentur er nødt til at tage højde for uddannelsesbehovet i de medlemsstater, der besidder luftfartøjer, som er fremstillet af tredjelandes virksomheder;

47.

fremhæver den mulighed for fælles uddannelse og øvelser, som findes i EU's kampgrupper; tilskynder de nationer, der har tilsluttet sig kampgrupperammen, til at åbne deres kampgruppeøvelser for ekstra deltagere, som f.eks. eventuelle strategiske/operative støttepersoner, samt for partnerorganisationer som f.eks. FN;

48.

gør opmærksom på behovet for at undgå mulig overlapning med NATO, f.eks. i forbindelse med uddannelse i ikt-sikkerhed;

49.

understreger, at en styrkelse af de europæiske militære kapabiliteter gennem forbedrede EU-strukturer også er til gavn for NATO og bidrager til en mere rimelig byrdefordeling inden for alliancen; roser det pragmatiske samarbejde med sigte på at undgå duplikering mellem initiativerne om sammenlægning og deling og om »intelligent forsvar«, navnlig gennem interaktion mellem EDA og NATO's Allierede Transformationskommando (ACT);

50.

opfordrer indtrængende til et meget tættere og mere regelmæssigt samarbejde på politisk plan mellem den højtstående repræsentant og NATO's generalsekretær med henblik på risikovurdering, forvaltning af ressourcer, politisk planlægning og gennemførelse af både civile og militære operationer; fremhæver behovet for at udvikle de eksisterende rammer for operativt samarbejde mellem EU og NATO med udgangspunkt i Berlin Plus-ordningerne, hvis gennemførelse stadig blokeres af Tyrkiet;

51.

påpeger, at nationale kapaciteter, hvad enten de er udviklet under EU- eller NATO-rammen, forbliver under national dispositionsret og derfor kan anvendes til enhver operation, der besluttes på nationalt plan;

52.

understreger betydningen af NATO's standarder for det europæiske forsvarssamarbejde og understreger behovet for kapabiliteter, der er udviklet i EU, for at sikre fuld interoperabilitet med NATO;

53.

bemærker, at NATO's reaktionsstyrke og EU's kampgrupper er komplementære, gensidigt forstærkende initiativer, som imidlertid kræver en ensartet indsats fra medlemsstaternes side, og opfordrer til, at synergierne mellem dem maksimeres;

54.

anmoder medlemsstaterne om at rykke et kvalitativt skridt fremad i Europas forsvar ved at styrke EU's militære strukturer i overensstemmelse med denne beslutning; tilskynder de medlemsstater, der ønsker det, til at gå videre, om nødvendigt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 6, og artikel 46 i TEU om permanent struktureret samarbejde samt med artikel 44 i TEU; er af den opfattelse, at sådanne former for samarbejde, hvis de bliver iværksat, først og fremmest bør være baseret på de deltagende medlemsstaters vilje til at påtage sig deres ansvar i det internationale samfund og gøre Unionen bedre rustet til krisestyringsoperationer;

55.

mener derfor, at et permanent struktureret samarbejde navnlig bør omfatte følgende elementer, der sigter mod at øge den operative effektivitet:

56.

påpeger, at medlemsstaterne også er nødt til at styrke deres tilsagn med hensyn til opbygning af kapabiliteter, især gennem sammenlægning og deling, men at det er nødvendigt at bevare maksimal fleksibilitet og rummelighed for at få mest muligt ud af de forskellige bilaterale, regionale eller multilaterale synergier; mener ikke desto mindre, at en aftale om permanent struktureret samarbejde som minimum bør indeholde forpligtelse til:

57.

gør opmærksom på, at det klart fremgår af traktaten, at der skal etableres permanent struktureret samarbejde inden for Unionens rammer, og bemærker, at langt størstedelen af de aktiviteter, der udvikles herunder, således kan drage nytte af adgang til EU-budgettet på samme betingelser som andre EU-aktiviteter i henhold til artikel 41 i TEU;

58.

mener, at permanent struktureret samarbejde også bør fremme øget sammenhæng mellem europæiske samarbejdsinitiativer i en ånd af rummelighed og fleksibilitet ved at forstærke forbindelserne mellem de forskellige »øer« af samarbejde, der opstår inden for en styrket FSFP-ramme;

59.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, Rådet, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og NATO's generalsekretær.