5.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 45/62


P7_TA(2013)0186

Statusrapport 2012 for Serbien

Europa-Parlamentets beslutning af 18. april 2013 om Statusrapport 2012 for Serbien (2012/2868(RSP))

(2016/C 045/10)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 2. marts 2012,

der henviser til stabiliserings- og associeringsaftalen (SAA) mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side, som Europa-Parlamentet godkendte den 19. januar 2011, og som er i sidste fase af medlemsstaternes ratifikation, samt til interimsaftalen om handel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Serbien, der trådte i kraft den 1. februar 2010, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen EU-Serbien og interimsaftalen EU-Serbien,

der henviser til Rådets afgørelse 2008/213/EF af 18. februar 2008 om principperne, prioriteterne og betingelserne for det europæiske partnerskab med Serbien og om ophævelse af afgørelse 2006/56/EF (1),

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet for Almindelige Anliggender af 28. februar 2012 og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 1. marts 2012,

der henviser til Rådets konklusioner af 25. oktober 2010, hvori Kommissionen anmodes om at udarbejde sin udtalelse om Serbiens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union, samt Rådets konklusioner af 5. december 2011 og Det Europæiske Råds konklusioner af 9. december 2011, der fastlægger betingelserne for indledning af tiltrædelsesforhandlinger med Serbien, samt til Rådets konklusioner af 11. december 2012, som godkendt af Det Europæiske Råd af 13. — 14. december 2012,

der henviser til Kommissionens udtalelse af 12. oktober 2011 om Serbiens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union (SEK(2011)1208) og Kommissionens meddelelse af 12. oktober 2011 med titlen »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2011-2012« (COM(2011)0666),

der henviser til Kommissionens fremskridtsrapport 2012 om Serbien af 10. oktober 2012 (SWD(2012)0333),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 til Europa-Parlamentet og Rådet »Udvidelsesstrategi og vigtigste udfordringer 2012-2013« (COM(2012)0600),

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 (1999), Den Internationale Domstols rådgivende udtalelse af 22. juli 2010 om spørgsmålet om overensstemmelse mellem folkeretten og Kosovos ensidige uafhængighedserklæring og til FN’s Generalforsamlings resolution af 9. september 2010, hvori udtalelsens indhold anerkendes, og EU’s vilje til at fremme dialogen mellem Beograd og Pristina hilses velkommen (2),

der henviser til den fælles erklæring fra den sjette Interparlamentariske Forsamling EU-Serbien den 27.—28. september 2012,

der henviser til tilbagetagelsesaftalen af 8. november 2007 (3) mellem EU og Republikken Serbien og til Rådets forordning (EF) nr. 1244/2009 af 30. november 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (4),

der henviser til Kommissionens tredje rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om efterkontrollen af visumliberaliseringen for landene på Vestbalkan i henhold til Kommissionens erklæring af 8. november 2010, som blev offentliggjort den 28. august 2012 (COM(2012)0472),

der henviser til Rådets afgørelse 2011/361/FUSP af 20. december 2010 om undertegnelse og indgåelse af en aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Serbien om rammerne for Republikken Serbiens deltagelse i Den Europæiske Unions krisestyringsoperationer (5),

der henviser til den endelige rapport af 19. september 2012 fra OSCE/ODIHR's begrænsede valgobservationsmission, som overvågede parlaments- og præsidentvalget i Serbien hhv. den 6. og 20. maj 2012,

der henviser til årsberetningen af 1. august 2012 fra krigsforbrydertribunalets præsident, som blev forelagt FN's Generalforsamling den 15. oktober 2012,

der henviser til sine tidligere beslutninger,

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 1. marts 2012 gav Serbien status som EU-kandidatland og dermed bekræftede dets klare europæiske udsigter i overensstemmelse med Unionens tilsagn til hele den vestlige Balkanregion;

B.

der henviser til, at der i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003 blev givet et utvetydigt tilsagn til alle de vestlige Balkanstater om, at de kan tiltræde Den Europæiske Union, når de opfylder de opstillede kriterier; og at denne forpligtelse blev gentaget i den fornyede konsensus om udvidelsen, der blev godkendt af det Europæiske Råd den 14. og 15. december 2006 og i Rådets konklusioner af 25. oktober 2010 samt på ministermødet mellem EU og Vestbalkan den 2. juni 2010;

C.

der henviser til, at Serbien har taget adskillige skridt hen imod en normalisering af forbindelserne med Kosovo og har gjort en indsats for i tilstrækkeligt omfang at opfylde de politiske kriterier og betingelser i stabiliserings- og associeringsprocessen;

D.

der henviser til, at kun én EU-medlemsstat endnu mangler at ratificere stabiliserings- og associeringsprocessen mellem EU og Serbien;

E.

der henviser til, at Serbien som ethvert land, der ønsker EU-medlemskab, skal vurderes ud fra dets egne resultater med opfyldelse, gennemførelse og overholdelse af det samme sæt kriterier;

F.

der henviser til, at Serbien indtager en position, hvor landet kan spille en vigtig rolle i sikringen af fred og stabilitet i regionen og at det bør bibeholde og styrke en konstruktiv tilgang til regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser, eftersom dette er afgørende vigtigt for den europæiske integrationsproces;

G.

der henviser til, at bilaterale spørgsmål bør tages op i en konstruktiv og nabovenlig ånd så tidligt i tiltrædelsesprocessen som muligt og helst før indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne under hensyntagen til EU's overordnede interesser og værdier; der henviser til, at disse spørgsmål ikke bør udgøre eller anvendes som en forhindring for tiltrædelsesprocessen;

H.

der henviser til, at den nye serbiske regering har bekræftet sit engagement i at fortsætte den europæiske integration; der henviser til, at det i den forbindelse er nødvendigt at opbygge solide resultater gennem vedtagelse og gennemførelse af reformer;

I.

der henviser til, at Unionen har bragt retsstatsprincippet i centrum for sin udvidelsespolitik;

1.

glæder sig over Rådets opfordring til Kommissionen om at forelægge en rapport, så snart Serbien har nået den nødvendige grad af overholdelse af kriterierne for medlemskab og nøgleprioriteter med henblik på hurtigst muligt at indlede tiltrædelsesforhandlinger; er overbevist om, at indledning af EU-tiltrædelsesforhandlinger i juni 2013 er et opnåeligt mål; opfordrer indtrængende Serbien til at fortsætte med de demokratiske, systemiske og socioøkonomiske reformer, der vil sætte landet i stand til at påtage sig og effektivt at implementere forpligtelserne ved et medlemskab;

2.

glæder sig over afholdelsen af parlaments- og lokalvalget og det tidlige præsidentvalg i maj 2012, som ifølge OSCE/ODIHR var kendetegnet ved respekt for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder; opfordrer regeringerne til at følge henstillingerne i OSCE/ODHIR's endelige rapport med henblik på at styrke valgprocessens gennemsigtighed;

3.

glæder sig over den nye regerings engagement i en fortsat kurs mod EU-integration og fremhæver nødvendigheden af, at der leveres reformer; opfordrer den nye regering til helhjertet at engagere sig i vedtagelsen af reformer, især de nøglereformer, der er relaterede til retsvæsenet, antikorruption, mediefrihed, beskyttelse af alle minoriteter, bæredygtig forvaltning af naturressourcer, strukturelle økonomiske reformer og forbedring af erhvervsmiljøet;

4.

understreger, at indledningen af tiltrædelsesforhandlinger med Serbien er mulig, så snart de centrale prioriteter opfyldes på tilfredsstillende vis, og forudsat at reformprocessen videreføres, navnlig hvad angår retsstatsprincippet; understreger, at dette vil vise både EU's engagement i udvidelsesprocessen og EU-perspektivet for landene på Vestbalkan; glæder sig over Serbiens fremskridt med hensyn til opfyldelse af de politiske Københavnskriterier, som Kommissionen har anerkendt i sin statusrapport for 2012, og minder om, at yderligere fremskridt inden for den europæiske integrationsproces betinges af, at der fortsat sker reformfremskridt på dette område, og navnlig at demokrati og de demokratiske institutioners funktion sikres, at retsstatsprincippet opretholdes, at der sikres respekt for menneskerettighederne, at alle minoriteter overalt i Serbien beskyttes i lige grad og på engageret vis i overensstemmelse med europæiske standarder, at der opretholdes gode naboskabsforbindelser og et godt regionalt samarbejde, herunder fredelige løsninger på bilaterale problemer samt en forbedring af markedsøkonomiens funktion;

5.

fremhæver, at Serbiens tiltrædelse af EU er af afgørende betydning for kvaliteten af landets økonomiske og sociale udvikling;

6.

understreger vigtigheden af stabiliserings- og associeringsaftalen (SAA) mellem EU og Serbien, der fastsætter de gensidige rettigheder og forpligtelser for begge parter indtil det øjeblik, hvor Serbien tiltræder Unionen; bemærker, at Serbien har opnået positive resultater ved gennemførelsen af sine forpligtelser under stabiliserings- og associeringsaftalen og interimsaftalen; opfordrer den ene medlemsstat, der endnu ikke har gjort det, til hurtigt at fuldende ratifikationsprocessen af stabiliserings- og associeringsaftalen med henblik på at gøre det muligt for denne at træde i kraft så hurtigt som muligt og give yderligere fremdrift til forholdet mellem EU og Serbien;

7.

glæder sig over de fremskridt, Serbien har gjort i retning af at opfylde Københavnskriterierne, hvilket anerkendes i Kommissionens statusrapport for 2012; minder om, at yderligere fremskridt i den europæiske integrationsproces afhænger direkte af, at reformvejen fortsat følges definitivt, og at Rådets betingelser opfyldes; understreger, at gennemførelse er et centralt element;

8.

konstaterer med beklagelse, at den 9. runde i Beograd-Pristina-dialogen på højt plan endte uden en samlet aftale om rækkevidden af beføjelser for de kommuner, der tilhører det serbiske mindretal; opfordrer begge parter til at videreføre og intensivere forhandlingerne i den hensigt at nå frem til en gensidigt acceptabel og holdbar løsning på alle de udestående anliggender snarest muligt; understreger, at normaliseringen af forbindelserne er i både Serbiens og Kosovos interesse og et vigtigt skridt i retning af en ophævelse af blokeringen den europæiske integrationsproces; opfordrer til, at de aftaler, der allerede er indgået, gennemføres fuldt ud af begge parter; glæder sig over møderne mellem premierministrene fra Serbien og Kosovo, Ivica Dacic og Hashim Thaçi, som centrale skridt mod en reel forsoning mellem serbere og kosovoere og en normalisering af forholdet mellem Serbien og Kosovo; fremhæver den højtstående repræsentant Catherine Ashtons proaktive rolle og lederskab med henblik på at lette dialogen mellem Serbien og Kosovo; glæder sig til fremskridt på andre områder, såsom telekommunikation og energi, og opfordrer indtrængende begge parter til aktivt at engagere sig i bestræbelserne på at løse spørgsmålet om forsvundne personer; glæder sig over instrukserne fra den serbiske regering om gennemførelsen af aftalen om inklusivt regionalt samarbejde, beslutningen om at udpege en forbindelsesofficer for hvert af kontorerne i Pristina og Beograd samt undertegnelsen af aftalen om integreret grænseforvaltning og de første skridt i retning af at gennemføre denne; opfordrer Beograd til at fortsætte med at samarbejde tæt med EULEX på retsstatsområdet og at øge de fælles bestræbelser i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet; opfordrer Serbien til at samarbejde fuldt ud med og bistå EULEX Special Investigative Task Force (SITF) i dennes arbejde;

9.

understreger behovet for at sikre, at Serbiens og Kosovos parlamenter og civilsamfund inddrages i dialogen; understreger, at resultaterne af dialogen bør formidles på en gennemsigtig og sammenhængende måde til offentligheden i både Serbien og Kosovo med henblik på at styrke processens troværdighed og øge opbakningen i offentligheden; opfordrer til at fremsætte fælles meddelelser og gennemføre offentlige høringer om spørgsmål, der skal drøftes i dialogen, hvor dette er nødvendigt, og til offentliggørelse af alle indgåede aftaler, ikke blot på engelsk, men også på serbisk og albansk;

10.

gentager, at ideer om opsplittelse af Kosovo eller ethvert andet land på Vestbalkan strider mod ånden i europæisk integration; opfordrer til, at parallelinstitutioner, der bibeholdes af den serbiske stat i det nordlige Kosovo, afvikles, især for så vidt angår tilbagetrækning af sikkerhedstjenester og retsorganer; understreger vigtigheden af at sikre den socioøkonomiske udvikling i regionen; gentager, at økonomisk støtte skal være fuldstændig gennemsigtig, navnlig finansieringen af skoler og hospitaler i det nordlige Kosovo; understreger, at myndighederne både i Serbien og Kosovo skal fortsætte arbejdet med at sikre beskyttelse af alle mindretal og deres inklusion i samfundet som helhed;

11.

glæder sig over Serbiens samarbejde med Det Internationale Tribunal til Pådømmelse af Krigsforbrydelser i det Tidligere Jugoslavien (ICTY), der har medført, at alle mistænkte krigsforbrydere er blevet udleveret til Haagtribunalet for rettergang; opfordrer til yderligere samarbejde med tribunalet; tilslutter sig de gentagne opfordringer fra ICTY's chefanklager til, at der gennemføres grundige efterforskninger og retsforfølgning af de personer, som deltog i de støttenetværk, der gjorde det muligt for eftersøgte at forblive i frihed så længe, navnlig inden for de militære og civile sikkerhedstjenester; noterer sig, at de indenlandske krigsforbryderretssager skrider stødt fremad, men gør opmærksom på nødvendigheden af mere aktivt at håndtere spørgsmålet om forsvundne personer; opfordrer endvidere myndighederne til at sikre vidnebeskyttelsesprogrammets troværdighed og professionalisme samt at forsyne det med passende ressourcer, således at retsvæsenet effektivt kan fortsætte sine processer vedrørende krigsforbrydelser; henleder opmærksomheden på, at en række tidligere politibetjente frivilligt forlod vidnebeskyttelsesprogrammet på grund af programmets betydelige mangler;

12.

opfordrer de serbiske myndigheder og politiske ledere til at afstå fra udtalelser og handlinger, der undergraver domstolens autoritet og integritet, og Serbien til at holde sit løfte og være konsekvent engageret i regionalt samarbejde og forsoning på Vestbalkan på trods af den serbiske offentligheds tydelige skuffelse efter de nylige frifindelser i sagerne mod Gotovina, Markac og Haradinaj; glæder sig over undertegnelsen af protokollen om samarbejde om retsforfølgelse af gerningsmænd til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina;

13.

understreger, at myndighederne skal gøre en større indsats for at opnå retfærdighed for overlevende ofre for konfliktrelateret seksuel vold i Serbien og andre steder på Vestbalkan;

14.

glæder sig over regeringens tilsagn om at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet som værende af afgørende vigtighed for Serbiens EU-integrationsproces; understreger vigtigheden af at styrke uafhængige institutioner i bekæmpelsen af korruption, navnlig antikorruptionsagenturet og den særlige anklagemyndighed i korruptionssager samt at forbedre koordinationen på tværs af agenturerne; opfordrer myndighederne til at færdigbehandle antikorruptionsstrategien 2012-2016 og den tilhørende handlingsplan og sikre, at antikorruptionsagenturet spiller en vigtig rolle i gennemførelsen af disse i sin egenskab af uafhængigt organ; understreger, at politisk vilje er afgørende for succes med at opnå solide resultater inden for efterforskning af og domsafsigelse i højt profilerede korruptionssager, herunder de 24 kontroversielle privatiseringer, og håber, at vicepremierministerens særlige og proaktive rolle på dette område vil bære frugt;

15.

noterer sig, at Serbien er ved at udvikle en ny strategi for juridisk reform og støtter indsatsen for at udarbejde et nyt domstolssystem med henblik på at forbedre effektiviteten og uafhængigheden af hele retssystemet; glæder sig over regeringens tilsagn om at imødegå manglerne i domstolsreformen og navnlig sikre, at den retlige ramme ikke levner mulighed for utilbørlig politisk indblanding, samt om at se på spørgsmålet om parlamentets beføjelse til at udnævne dommere og anklagere og den direkte politiske deltagelse af embedsmænd i Det Øverste Juridiske Råds og statsadvokatrådets arbejde; understreger betydningen af at vedtage klare og gennemsigtige bedømmelseskriterier for de udnævnte dommere og anklagere, som sikrer deres uafhængighed og professionalisme; understreger desuden nødvendigheden af at gennemføre foranstaltninger i overensstemmelse med henstillingerne fra Venedigkommissionen med henblik på at håndtere den stigende pukkel af sager; konstaterer, at justitsministeriet stadig har ansvaret for kapitaludgifter, og at dette yderligere kan begrænse retsvæsenets uafhængighed; opfordrer regeringen til snarere at fokusere på reformkvalitet end reformhastighed og anvende tilgængelig teknisk ekspertise fra udlandet; understreger også nødvendigheden af grund- og videreuddannelse af dommere og anklagere som følge af de omfattende ændringer i lovgivningen;

16.

gentager behovet for fortsat og omfattende uddannelse af anklagere og politi i forhold til deres varetagelse af komplicerede og især økonomiske efterforskninger, understreger, at nøglen til bekæmpelse af systemisk korruption er at bryde båndene mellem politiske partier, private interesser og offentlige virksomheder; gør især opmærksom på nødvendigheden af at gøre finansieringen af politiske partier gennemsigtig og bringe den i overensstemmelse med EU-standarder; opfordrer myndighederne til fuldt ud at gennemføre loven om partifinansiering; fastholder, at princippet om formodet uskyld på intet punkt må bringes i fare under bekæmpelsen af korruption; understreger, at rapportering af uregelmæssigheder er af afgørende betydning for afsløringen af korruption; opfordrer derfor regeringen til at vedtage og gennemføre regler til beskyttelse af informanter og aktivt opfordre til at indberette korruption på alle niveauer; minder om, at både myndigheder og medier bærer ansvaret for at informere offentligheden om igangværende efterforskninger af korruption på en troværdig måde, eftersom dette er en nødvendig betingelse for, at retsvæsen og politi kan arbejde effektivt og professionelt;

17.

opfordrer til større politisk engagement i reformen af den offentlige administration, navnlig ved at sikre fuldendelse af den lovgivningsmæssige ramme og dennes fuldstændige overensstemmelse med internationale standarder;

18.

noterer sig den nye regerings bestræbelser på at imødegå de bekymringer, Europa-Parlamentet har givet udtryk for vedrørende opfordringen til en omgående ændring af artikel 359 i straffeloven, men udtrykker bekymring for, at de samme bestemmelser er blevet indsat i artikel 234 i samme lov; understreger, at bestemmelserne i den nye artikel 234 i straffeloven hverken må finde anvendelse på indehavere af private indenlandske eller udenlandske selskaber eller ansvarshavende personer, der beklæder stillinger i udenlandske selskaber uden for Serbien, og opfordrer myndighederne til at indstille alle strafferetlige procedurer mod disse personer; understreger, at dette også gælder i tilfælde af omklassificeringer af eksisterende sager på et individuelt grundlag, og at tilfælde af uberettigede indefrysninger af aktiver bør løses snarest muligt, fordi konsekvenserne heraf forværrer den økonomiske situation i Serbien;

19.

er bekymret over den juridiske og politiske usikkerhed vedrørende Vojvodinas selvstændighed og de stigende politiske spændinger mellem de centrale myndigheder og provinsmyndighederne, efter Vojvodinas forsamling har meddelt, at den har til hensigt at udstede en erklæring om provinsens selvstændighed; opfordrer den serbiske regering til at genoprette den tidligere status quo og opgive foranstaltninger til centralisering samt omgående at indlede forhandlinger med regeringen i den selvstyrende provins med henblik på at finde løsninger, der respekterer retsstats- og nærhedsprincipperne; minder parterne om, at loven om finansiering af den selvstyrende provins ifølge forfatningen skulle have været vedtaget ved udgangen af 2008; opfordrer derfor regeringen til at udarbejde en sådan lov og straks at forelægge den for parlamentet, idet det er en forudsætning for et velfungerende demokrati og en velfungerende retsstat i Serbien;

20.

opfordrer på ny til en gennemgang af sagerne om uberettiget indefrysning af aktiver, ubehørigt forhøjede skatter og afgifter med tilbagevirkende kraft, der er pålagt personer og deres private selskaber; opfordrer justitsministeriet og forfatningsdomstolen til omgående at sætte en stopper for den selektive anvendelse af loven om engangsbeskatning af ekstra fortjeneste og ekstra ejendom, opnået ved at udnytte særlige fordele, samt af alle bestemmelser i andre love om skatter og afgifter, der tillader, at der pålægges bøder på uforholdsmæssigt store beløb, der fører til konkurs, før den endelige dom afsiges i skattesager; opfordrer de serbiske myndigheder til at yde rimelig kompensation til de berørte privatpersoner og selskaber;

21.

udtrykker bekymring over modstridende lovgivningsinitiativer, såsom ændringerne af loven om centralbanken i august 2012, som undergravede institutionens uafhængighed og selvstændighed over for utilbørlig indblanding fra regeringens side; understreger, at de politiske Københavnskriterier indbefatter uafhængighed for de statslige institutioner; glæder sig ovre de efterfølgende ændringer, som blev vedtaget i november 2012 til ændringerne af ovennævnte lov, på linje med Kommissionens anbefalinger og med det formål at sikre større kontinuitet i centralbanken og begrænse den indvirkning hvert enkelt regeringsskifte har på dens ledelse;

22.

opfordrer på ny myndighederne til at fortsætte deres bestræbelser på at udrydde arven efter de tidligere kommunistiske sikkerhedstjenester som et skridt hen imod en demokratisering af Serbien; minder om betydningen af en yderligere reform af sikkerhedssektoren, øget parlamentarisk tilsyn og kontrol med sikkerhedstjenesterne samt åbningen af de nationale arkiver, navnlig adgangen til dokumenter tilhørende den tidligere efterretningstjeneste UDBA; tilskynder myndighederne til at lette adgangen til de arkiver, der vedrører andre eks-jugoslaviske republikker, og til at levere dem tilbage til de respektive regeringer, såfremt disse anmoder herom;

23.

glæder sig over den gradvise stigning med hensyn til civil kontrol af sikkerhedstjenesterne; noterer sig imidlertid, at de overordnede retlige rammer er usammenhængende og bør bringes yderligere i overensstemmelse med europæiske standarder; er bekymret over tendensen i retning af et stigende antal uautoriserede overvågninger; opfordrer myndighederne til at vedtage en omfattende og moderne lovgivning med sigte på tydeligt at fastsætte ordningerne for civil kontrol med sikkerhedstjenester, både civile og militære; bemærker, at den nuværende tvetydighed i de lovgivningsmæssige rammer, der definerer sikkerhedstjenesternes autoritet, giver mulighed for utilbørlig politisk indblanding og underminerer de almindelige bestræbelser på at etablere en reel retsstat i landet;

24.

er bekymret over de gentagne beskyldninger om politibrutalitet og misbrug af offentligt embede, navnlig i byerne Kragujevac, Vranje og Leskovac; minder om, at de statslige institutioners uafhængighed og professionalisme er en del af Københavnskriterierne; opfordrer i den forbindelse myndighederne til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at genoprette offentlighedens tillid til politiet og forfølge alle gerningsmænd til påståede hændelser;

25.

understreger nødvendigheden af at udvikle uafhængig overvågning og kapacitet til tidlig påvisning af forseelser og interessekonflikter på området offentlige indkøb, forvaltning af offentlige virksomheder, privatiseringsprocedurer og offentlige udgifter, der for øjeblikket er særligt sårbare over for korruption; udtrykker sin bekymring over de proceduremæssige mangler i forbindelse med oprettelsen af udvalget for beskyttelse af tilbudsgiveres rettigheder; understreger, at der bør kræves de højeste integritetsstandarder for så vidt angår uafhængige lovgivere, der varetager offentlige indkøb, idet dette er påvist som en af hovedkilderne til korruption i landet;

26.

glæder sig over Serbiens indsats i bekæmpelsen af aftalt spil inden for sport, og over at denne praksis er blevet kriminaliseret med en ændring af straffeloven;

27.

noterer sig med tilfredshed, at instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) fungerer godt i Serbien; understreger vigtigheden af de IPA-bevillinger, som Kommissionen i december 2012 afsatte til at støtte Serbiens bestræbelser på at gennemføre sin EU-reformdagsorden; understreger, at midlerne skal anvendes til at øge retssystemets effektivitet, udvikle asylkapaciteter og bekæmpe organiseret kriminalitet, herunder menneskehandel og korruption; tilskynder både regeringen og EU til at forenkle de administrative procedurer for IPA-finansiering med det formål at gøre den mere tilgængelig for mindre og ikke-centraliserede modtagere; understreger behovet for at opretholde et passende niveau af førtiltrædelsesstøtte i den kommende revision af EU's finansielle ramme;

28.

anbefaler, at tilbageleveringsloven ændres med henblik på at fjerne alle proceduremæssige og retlige hindringer vedrørende tilbagelevering i naturalier;

29.

konstaterer, at korruption og organiseret kriminalitet er udbredt i regionen, og opfordrer til udarbejdelse af en regional strategi og til øget samarbejde mellem alle landene med henblik på at tackle disse alvorlige spørgsmål mere effektivt;

30.

er af den opfattelse, at en tidlig lancering af forhandlingsaftalerne om kapitel 23 og 24 ville gavne bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet og konsolideringen af retsstaten; opfordrer i den forbindelse myndighederne til at levere konkrete resultater på retsområdet sammen med fremskridt inden for bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet og etablere en troværdig resultatliste for højt profilerede sager;

31.

minder om, at stærke, professionelle og uafhængige medier udgør et væsentligt element i et demokratisk system; opfordrer myndighederne til at fremskynde gennemførelsen af den mediestrategi, der blev vedtaget i 2011 og de tilhørende handlingsplaner; er dybt bekymret over de gentagne tilfælde af vold og trusler mod journalister, især dem, der undersøger korruption og organiseret kriminalitet; understreger, at det er af største vigtighed at sagerne om myrdede journalister fra 1990'erne og 00'erne opklares som bevis på den nye regerings engagement i at sikre retsstat og mediefrihed; er bekymret over forsøgene på at kontrollere og gribe ind i mediesektoren og opfordrer myndighederne til at sikre sektorens uafhængighed af politisk pres med henblik på at sørge for, at journalisterne får sikre rammer, hvorunder de kan udføre deres arbejde effektivt og uden selvcensur; understreger behovet for at træffe foranstaltninger mod koncentration af medieejerskabet og manglende mediegennemsigtighed samt for at sikre lige adgang til reklamemarkedet — der hidtil har været domineret af en håndfuld økonomiske og politiske aktører — herunder til udbetalingen af offentlige midler til reklamekampagner og salgsfremstød; opfordrer journalisterne til at overholde den etiske kodeks; bemærker, at omfanget af internetadgang fortsat er meget lavt, erkender internettets betydning for mediefriheden og opfordrer indtrængende myndighederne til at optimere deres bestræbelser på dette område; bemærker, at mediedækningen af valgkampagnen manglede det nødvendige analytiske element, hvilket peger på nødvendigheden af at bringe klarhed over spørgsmålet om medieejerskab; glæder sig over, at strategien respekterer de forfatningsmæssige rettigheder vedrørende medier på mindretalssprog og understreger, at retten til at drive regional offentlig radio og tv også bør gælde i Vojvodina;

32.

glæder sig over de uafhængige tilsynsmyndigheders rolle i forbedringen af landets institutioners effektivitet og gennemsigtighed; opfordrer indtrængende myndighederne til at arbejde hen imod de højest mulige standarder ved at sikre kohærens inden for retssystemet og en upartisk gennemførelse af alle retlige bestemmelser; roser navnlig det arbejde, der er gjort af ombudsmanden og kommissæren med ansvar for information af offentlig betydning og beskyttelse af personlige data; opfordrer indtrængende myndighederne til at stille tilstrækkelige finansielle, administrative og kontormæssige ressourcer til rådighed for statsrevisionen, kommissionen for konkurrencebeskyttelse, kontoret for offentlige indkøb og kommissionen for beskyttelse af tilbudsgivere, således at de er i stand til at varetage deres embeder; opfordrer myndighederne til at følge op på resultaterne fra korruptionsbekæmpelsesrådet, der har bidraget væsentligt til at gøre offentligheden opmærksom på højprofileret korruption; opfordrer indtrængende myndighederne til at fremme opfølgningen på henstillingerne fra de uafhængige regulerende organer og sikre uafhængigheden af republikkens tv-radiospredningsorgan og dets sekulære karakter; gentager, at uafhængige regulerende organer er af afgørende betydning for en vellykket bekæmpelse af systemisk korruption og er en central del af kontrolmekanismerne for et effektivt tilsyn med regeringen;

33.

understreger vigtigheden af at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling af udsatte grupper, navnlig minoriteter, romaer, kvinder, bøsser og lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (LBGT) samt personer med handicap; opfordrer myndighederne til hurtigt at tilpasse anti-diskriminationslovgivningen til gældende EU-ret, navnlig med hensyn til de undtagelser, der tillades religiøse institutioner, forpligtelsen til at sikre rimelige tilpasninger for handicappede medarbejdere, definitionerne af indirekte forskelsbehandling og ngo'ernes rolle i de retlige procedurer; noterer sig med beklagelse, at en resultatliste over retsforfølgning og endelig domfældelse for lovovertrædelser i forbindelse med forskelsbehandling endnu ikke er blevet etableret; opfordrer de politiske ledere til aktivt at engagere sig i kampagner til fremme af tolerance, især for så vidt angår romaer, kvinder, personer med handicap og bøsser og lesbiske, biseksuelle og transseksuelle; glæder sig over de positive foranstaltninger, som ombudsmanden og ligestillingskommissæren har truffet for at fremme disse værdier i det serbiske samfund;

34.

anerkender, at kvinder er vigtige forandringsagenter i det serbiske samfund; noterer sig forbedringen af kvinders repræsentation i det serbiske parlament efter valget i 2012; glæder sig over, at kvinderne opnåede 84 ud af 250 parlamentsmandater; opfordrer imidlertid de serbiske myndigheder til yderligere at bestræbe sig på at garantere lige repræsentation; understreger, at kvinder stadig udsættes for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og i andre dele af samfundslivet, og at de stadig ikke er fuldt repræsenteret i landets politiske liv, herunder på regeringsniveau; er bekymret over, at der ikke kan rapporteres om fremskridt inden for lige muligheder mellem mænd og kvinder på trods af, at både lovgivning og gennemførelsesorganer er på plads for så vidt angår både anti-diskrimination og ligestilling mellem kønnene; bemærker, at effektiv gennemførelse af den eksisterende lovgivning og yderligere styrkelse af den administrative kapacitet forbliver væsentlige udfordringer, og opfordrer indtrængende de serbiske myndigheder til at øge deres indsats med dette for øje;

35.

glæder sig over Serbiens undertegnelse af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet; understreger betydningen af hurtig implementering og passende håndhævelse af konventionen, idet vold mod kvinder stadig vækker bekymring;

36.

opfordrer myndighederne til at fokusere på politikker til nedbringelse af arbejdsløshed og fattigdom blandt og diskrimination af personer med handicap;

37.

er bekymret over den trussel, som voldelige hooligan-grupper udgør for retsstaten og den offentlige sikkerhed i Serbien, især efter regeringens erklæring om, at den var ude af stand til at kontrollere disse grupper, da den aflyste Gay Pride-paraden i Beograd i oktober 2012; opfordrer den serbiske regering til omgående at sikre en samlet indsats fra alle relevante regerings- og sikkerhedsinstitutioners side for at sikre, at disse grupper ikke længere udgør en trussel, og at enhver form for vold eller kriminel aktivitet begået af medlemmer af disse grupper retsforfølges;

38.

opfordrer de serbiske myndigheder til at garantere sikkerheden for forkæmpere for kvinders menneskerettigheder; er bekymret over, at hadefulde udtalelser, trusler og fysiske angreb — ikke mindst på LGBT-rettighedsaktivister og aktivister, som gør opmærksom på betydningen af at få gjort op med fortiden — stadig forekommer i 2012;

39.

understreger nødvendigheden af systematisk at straffe hadefulde udtalelser og vigtigheden af, at regeringen fordømmer hadefulde udtalelser, når disse fremsættes af offentligt ansatte;

40.

fordømmer regeringens beslutning om at forbyde Gay Pride-paraden, som skulle have fundet sted den 6. oktober 2012; opfordrer de serbiske myndigheder til at udarbejde og gennemføre en handlingsplan til at øge opmærksomheden omkring og forståelsen af bøssers og lesbiskes, biseksuelles og transseksuelles rettigheder og bekæmpe homofobi samt forbedre sikkerheden med henblik på at sikre, at en Pride eller et lignende initiativ frit, vellykket og sikkert kan finde sted i 2013 og årene efter; opfordrer myndighederne til at styrke deres engagement i forsamlingsfrihed, især ved effektivt at forbyde højreekstremistiske organisationer og uformelle organisationer for sportsinteresserede, der har tætte forbindelser til organiseret kriminalitet; glæder sig i den forbindelse over forfatningsdomstolens afgørelse, der forbød to organisationer af denne type;

41.

glæder sig over at de lovgivningsmæssige rammer for så vidt angår nationale, etniske og kulturelle mindretal i Serbien er på plads; understreger imidlertid, at der er behov for en yderligere indsats for at sikre effektiv gennemførelse af dem i hele Serbien. opfordrer myndighederne til at håndtere påviste mangler, navnlig hvad angår fair repræsentation af mindretal i den offentlige administration, retsvæsenet og politiet; insisterer på nødvendigheden af mere sammenhængende og omgående foranstaltninger til at sikre ubegrænset adgang til undervisning af høj kvalitet i mindretalssprog på nationalt niveau og provinsniveau, eftersom dette er nødvendigt for at bevare den etniske og kulturelle identitet, og navnlig at sørge for tilvejebringelse af alle de nødvendige lærebøger og øvrige undervisningsmaterialer; opfordrer myndighederne til at sikre, at mindretalsråd får adgang til de nødvendige budgettilskud; opfordrer Kommissionen til nøje at følge Serbiens indsats på dette område;

42.

bemærker med beklagelse, at det republikanske råd for nationale mindretal ikke har været aktivt siden 2009; opfordrer myndighederne til oprigtigt at lette dannelsen af det bosniske nationalråd samt integrationen af de to islamiske samfund i landet; gør opmærksom på, at Sandzak og det sydlige og sydøstlige Serbien, hvor et stort antal mindretal er bosat, er økonomisk underudviklede regioner, der kræver en større indsats fra myndighedernes side i bekæmpelsen af høj arbejdsløshed og social udstødelse; gentager vigtigheden af at gennemføre protokollen om nationale mindretal, der blev undertegnet af den rumænske og serbiske regering i Bruxelles den 1. marts 2012; opfordrer de serbiske myndigheder til at forbedre situationen for alle mindretal, herunder romaer, bosniere, albanere og bulgarer, der rammes uforholdsmæssigt hårdt af den økonomiske nedgang, og til at sikre en konsekvent gennemførelse af den lovgivningsmæssige ramme for beskyttelse af mindretal overalt i Serbien, især hvad angår uddannelse, sprog og kulturelle rettigheder; beklager de nylige hændelser i Vojvodina, som omfattede angreb på etniske minoriteter; opfordrer derfor myndighederne og især ordensmagten til at efterforske alle detaljer i de pågældende sager,

43.

noterer sig, at optællingen i 2011 først blev offentliggjort med betydelig forsinkelse og bemærker endvidere, at optællingen i vidt omfang blev boykottet af den albansktalende befolkning i det sydlige Serbien og opfordrer de serbiske myndigheder til, navnlig på lokalt plan, at afstå fra at anvende den førnævnte boykot som en undskyldning for diskrimination af albansktalende personer;

44.

understreger nødvendigheden af at forbedre roma-befolkningens stilling; anerkender, at der er sket visse forbedringer, såsom den stigning, der er opnået i indskrivningen af roma-børn i uddannelsessystemet, og de foranstaltninger, der er truffet for at øge deres sociale inklusion såsom støtte til registrering af juridisk usynlige personer; understreger imidlertid, at det er nødvendigt med en mere koncentreret og målrettet indsats for at forbedre romaernes socioøkonomiske status, bl.a. gennem EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration; udtrykker bekymring over den fortsatte forekomst af alvorlig forskelsbehandling, social eksklusion, tvangsudsættelse og høj arbejdsløshed, som særligt rammer roma-kvinder; noterer sig endvidere nødvendigheden af fuldt ud at harmonisere anti-diskriminationslovgivningen med EU-politikkerne;

45.

glæder sig over de vigtige skridt, der er taget for at gennemføre inklusiv uddannelse, og som har resulteret i en markant stigning i antallet af roma-børn, der er indskrevet i grundskolen, med to ud af tre roma-børn, der nu fuldender grundskolen, sammenlignet med blot én ud af fire for nogle år siden; er stadig bekymret over det fortsat lave antal roma-børn, der går i skole på sekundærniveau, og over at 70 % af roma-børnene slet ikke går i skole; opfordrer den serbiske regering til at sikre, at alle roma-børn og unge romaer gives lige chancer eller en chance mere for at vende tilbage til skolen; understreger, at lige adgang til uddannelse af høj kvalitet i den tidlige barndom er særlig vigtig for børn fra dårlige sociale kår og af afgørende betydning for at bryde den cyklus af fattigdom og social udstødelse, der går i arv mellem generationer; noterer sig med bekymring, at småbørn rammes uforholdsmæssigt hårdt af den økonomiske krise, som det afspejles i den voldsomme stigning i antallet af børn, der levede i absolut fattigdom mellem 2008 og 2010; minder om, at en barndom i fattigdom er tæt og konstant forbundet med dårligere fysisk helbred, svækket kognitiv udvikling, dårlige resultater i skolen og sociale risici, bl.a. højere omkostninger i forbindelse med det retslige og sociale sikkerhedssystem; opfordrer den serbiske regering til at gribe ind og gøre noget ved fattigdom og social udstødelse blandt børn;

46.

gentager sin opfordring til de serbiske myndigheder om at iværksætte yderligere tiltag til grænseoverskridende samarbejde med EU-nabostaterne Bulgarien, Ungarn og Rumænien, herunder inden for rammerne af EU-strategien for Donauområdet med henblik på at lette bl.a. den økonomiske udvikling af grænseregioner og områder, der er befolket af mindretal; understreger i den forbindelse vigtigheden af at etablere en terminal for lastbiler og gods ved grænseovergangen Ribarci-Oltomantsi;

47.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort med reformer af barneplejesystemet og den fortsatte gennemførelse af socialvelfærdsloven fra 2011; er bekymret over det stigende antal børn, der er i pleje, og navnlig over den langsomme reduktion i antallet af børn med handicap, som er på institution, og antallet af roma-børn i specialskoler; udtrykker endvidere bekymring over stigningen i såvel ungdomsvold som vold mod børn og opfordrer myndighederne til at sikre fuld beskyttelse af sårbare børns rettigheder, såsom roma-børn, gadebørn og børn, der lever i fattigdom;

48.

gentager den centrale betydning af regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser for en vellykket europæisk integrationsproces for landene på Vestbalkan, idet de demonstrerer ansøgerlandenes vilje og kapacitet til at opfylde en EU-medlemsstats forpligtelser og konstruktivt deltage i den yderligere udvikling af den europæiske integration i EU-institutionerne; glæder sig over det arbejde, der er gjort med hensyn til forsoning, og mener, at Serbien fortsat bør spille en aktiv og konstruktiv rolle i regionen og fortsat søge veje til anerkendelse af den lidelse, alle ofre for krigsforbrydelser, har været udsat for, og respekt for deres ret til sandhed og retfærdighed, herunder støtte til etableringen af RECOM; minder om, at ægte forsoning mellem forskellige nationer og folkeslag, fredelig konfliktløsning og etablering af godt naboskab mellem europæiske lande er afgørende for varig fred og stabilitet og i væsentlig grad bidrager til en ægte europæisk integrationsproces; opfordrer de serbiske myndigheder til at arbejde tæt sammen med landene i det tidligere Jugoslavien om at løse alle udestående problemer vedrørende arveretlige spørgsmål;

49.

beklager dybt præsident Nikolics erklæring i juli 2012, hvori han benægtede, at der fandt et folkedrab sted i Srebrenica, og opfordrer ham indtrængende til at genoverveje sit standpunkt og sine udtalelser for at muliggøre ægte og varig forsoning; gentager, at der ikke må forekomme benægtelse af nogen af de krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, der fandt sted under konflikterne i 1990'erne i det tidligere Jugoslavien, og at dette også gælder for folkedrabet i Srebrenica, der er anerkendt som sådant i ICTY's og ICJ's konklusioner og afgørelser;

50.

bekræfter på ny sin urokkelige støtte til visumliberalisering for landene på Vestbalkan; opfordrer Serbien og de EU-medlemsstater, som er mest berørt, til sammen at tackle problemet med falske asylansøgere; opfordrer dem til at gøre deres yderste for nøje at gennemføre alle de nødvendige kriterier og foranstaltninger for visumfri rejse til Schengenlande, idet der erindres om, at denne liberalisering er det mest synlige og konkrete resultat, der er opnået med den europæiske integrationsproces i regionen; understreger at en suspension af den visumfri ordning ville være et betydeligt tilbageskridt for tiltrædelsesprocessen for de lande på Vestbalkan, der drager fordel af denne; bemærker, at Serbien skal samarbejde yderligere med EU-medlemsstaternes myndigheder om behandlingen af falske asylansøgere, også gennem vedtagelse og gennemførelse af reformer til forbedring af situationen for mindretal, hvis medlemmer i mange tilfælde har misbrugt visse medlemsstaters visumfri ordning og asylpolitik; opfordrer de medlemsstater, der er mest berørt af strømmen af falske asylsøgere, til at vedtage passende mekanismer til behandling af disse sager, først og fremmest ved at opføre landene på det vestlige Balkan på listen over »sikre oprindelseslande«; opfordrer endvidere EU's medlemsstater til at bistå Serbien i dets bestræbelser på at bekæmpe organiseret kriminalitet i forbindelse med menneskesmugling af falske asylansøgere; konstaterer endvidere, at Serbien i stigende grad er blevet modtagerland for asylansøgere og derfor har behov for en mere effektiv behandling af asylansøgninger; understreger, at det er nødvendigt at oplyse borgerne ordentligt om begrænsningerne i visumfriheden med henblik på at forhindre enhver form for misbrug af rejsefriheds- og visumliberaliseringspolitikken; noterer sig, at denne liberalisering er et af de største opnåede resultater i Serbiens nylige fremskridt i retning mod EU, og at enhver suspension utvivlsomt ville få negative sociale, økonomiske og politiske konsekvenser;

51.

fremhæver aktive og uafhængige civilsamfundsorganisationers og den serbiske regerings centrale rolle i styrkelsen og konsolideringen af de demokratiske politiske processer i landet; understreger betydningen af dialog med civilsamfundsorganisationerne og den altafgørende rolle, som civilsamfundets aktører spiller ved at bidrage til at fremme dialog og øget regionalt samarbejde;

52.

glæder sig over regeringens øgede samarbejde med ngo'er, men opfordrer til, at de høres mere bredt i forbindelse med den politiske proces, herunder udformningen af politikker og love, og overvågningen af myndighedernes aktiviteter; opfordrer den serbiske regering til at samarbejde med civilsamfundsorganisationer, ikke-statslige aktører og arbejdsmarkedets parter i alle tiltrædelsesprocessens faser og levere de oplysninger, der er nødvendige som bevis på landets engagement i princippet om civilsamfundets inklusion i beslutningstagningen, eftersom dette er afgørende for at sikre ansvarlighed og åbenhed i processen;

53.

lykønsker den serbiske regering med forfølgelsen af våbendestruktionsprogrammet; konstaterer, at dette programs succes er en relevant faktor for overvindelse af den voldelige arv i det serbiske samfund, der er resultatet af 1990'ernes stridigheder;

54.

glæder sig over premierminister Ivica Dacics officielle besøg i Bosnien-Herzegovina og den officielle støtte til landets territoriale integritet og suverænitet; er af den opfattelse at Serbiens direkte forbindelser til myndighederne i Republika Srpska skal være i tråd med denne tilkendegivne støtte og ikke bør undergrave staten Bosnien-Hercegovinas integritet, uafhængighed, kompetencer eller landets statslige institutioners funktioner; opfordrer endvidere indtrængende de serbiske myndigheder aktivt at støtte alle nødvendige forfatningsmæssige ændringer, som vil kunne sætte de bosniske statslige institutioner i stand til at gennemføre krævende reformer som led i den europæiske integrationsproces;

55.

glæder sig over ideen om at indlede forhandlinger om undertegnelse af en traktat om gode naboforbindelser med Bulgarien og håber, at dette vil føre til en mere positiv udvikling i regional sammenhæng;

56.

opfordrer politiske ledere i Kroatien og Serbien til at gøre en indsats for at forbedre deres gensidige forbindelser; støtter i denne forbindelse alle initiativer, der medfører en styrkelse af samarbejde og forsoning mellem de to lande; understreger vigtigheden af gode naboforbindelser i den europæiske integrationsproces og opfordrer indtrængende begge landes myndigheder til at gøre sig yderligere bestræbelser på at løse spørgsmålet om forsvundne personer; opfordrer begge regeringer til at løse udestående grænsespørgsmål og aktivt at støtte flygtninges tilbagevenden;

57.

glæder sig over forbedringen i forbindelserne mellem Montenegro og Serbien; opfordrer til tættere koordinering mellem de respektive regeringer om EU-relaterede reformer, navnlig for at tackle fælles udfordringer med hensyn til retsstatsprincippet; tilskynder begge regeringer til at øge deres bestræbelser på at nå frem til en løsning på de tilbageværende grænsespørgsmål;

58.

glæder sig over den aftale, der er indgået mellem Serbien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om borgernes frie bevægelighed som supplement til de aftaler, der allerede er undertegnet af Serbien; noterer sig og glæder sig over præsident Nikolics tilbud om at mægle for at finde en løsning på den langvarige strid mellem de ortodokse kirker i de to lande på basis af fuld respekt for princippet om adskillelse af kirke og stat; anmoder begge regeringer om at åbne flere kontrolpunkter med henblik på at gøre det lettere for lokalbefolkningen i grænseregionerne hurtigt at krydse grænsen;

59.

glæder sig over de fremskridt, der er opnået i forhold til Sarajevo-processen og Serbiens aktive engagement i at fremskynde den; glæder sig over resultatet af den internationale donorkonference, der blev afholdt i Sarajevo i april 2012, hvor Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Montenegro og Serbien nåede til enighed om et fælles regionalt genhusningsprogram; støtter kraftigt dette program og opfordrer til samarbejde mellem landene om at finde løsninger for flygtninge og fordrevne personer i regionen; opfordrer alle parter til omgående at gennemføre programmet;

60.

opfordrer indtrængende Serbien til at respektere Kosovos territoriale integritet og til i dialog med Pristina at løse alle bilaterale spørgsmål i en god europæisk ånd af naboskab og gensidig forståelse;

61.

noterer sig de svære udfordringer, der skal håndteres for så vidt angår økonomisk politik; understreger nødvendigheden af at forbedre erhvervsmiljøet som reaktion på den høje arbejdsløshed og inflationspresset; konstaterer, at de nye økonomiske stramninger ikke i sig selv kan være effektive, men at de må kombineres med en vækstpolitik;

62.

opfordrer Serbien til at være særligt opmærksom på yderligere at forbedre erhvervsmiljøet, navnlig hvad angår privatiseringsprocedurer og offentlige indkøb;

63.

glæder sig over fremlæggelsen af den handlingsplan for vedvarende energi, der sigter mod at indføre konkrete foranstaltninger, med hvilke Serbien håber på at realisere de forpligtelser, der er indgået inden for rammerne af energifællesskabstraktaten med henblik på at sikre, at vedvarende energi kommer til at udgøre 27 % af landets samlede energiforbrug inden 2020;

64.

gentager vigtigheden af en historisk forsoning vedrørende massakrerne i 1941-1948 og understreger vigtigheden af, at både den ungarske og den serbiske præsident viser behørig respekt for ofrene;

65.

betragter den fælles serbisk-ungarske historikerkomité, som har fungeret i to år, som et positivt skridt i processen for gensidig forståelse og forsoning i forbindelse med historiske traumer, og opfordrer indtrængende myndighederne til at overveje en udvidelse af den eksisterende model til alle Serbiens naboer;

66.

glæder sig over aftalen mellem Serbiens og Kroatiens udenrigsministre om at nedsætte en fælles blandet kommission til behandling af udestående spørgsmål mellem de to lande, herunder de anklager om folkedrab, som de to lande har rejst mod hinanden; betragter dette som et vigtigt fremskridt for hele regionen på vejen til EU-integration; opfordrer Rådet til i denne forbindelse at intensivere og styrke de fælles EU-finansierede grænseoverskridende projekter med henblik på fremme udviklingen af gode naboforbindelser og styrke det regionale samarbejde;

67.

opfordrer den serbiske regering, der overtager formandskabet for Det Europæiske Energifællesskab i januar 2013 til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at bringe energistrategien, der blev vedtaget af Energifællesskabets Ministerråd i Budva den 18. oktober 2012, i overensstemmelse med EU-miljøstandarder og -klimamålsætninger og på samme tid sikre, at alle relevante interessenter, herunder civilsamfundsorganisationerne, inddrages i høringsprocessen;

68.

anmoder Kommissionen om at udvide energikøreplanen 2050 til at omfatte landene i Energifællesskabet, da disse lande, ligesom EU stræber efter et fuldt integreret indre marked for el og gas og anvender Unionens regelværk på energiområdet;

69.

opfordrer til at tage skridt til at fremme økonomiske politikker, der sikrer bæredygtig økonomisk vækst, miljøbeskyttelse og jobskabelse; opfordrer til en yderligere indsats for at lette SMV'ernes aktiviteter som et middel til både at øge indtægter og reducere den høje arbejdsløshed, navnlig blandt unge, samt fremme adgangen til finansiering; minder om, at eksistensen af statslige og private monopoler i alvorlig grad hæmmer overgangen til en åben markedsøkonomi, og opfordrer regeringen til at tage skridt til at afskaffe dem;

70.

gør opmærksom på den betydelige stigning i den offentlige gæld og på den høje arbejdsløshed; opfordrer regeringen til at fortsætte med at udarbejde foranstaltninger til at nedbringe budgetunderskuddet og udarbejde en beskæftigelsesstrategi med fokus på de mest berørte sociale kategorier og på de unge;

71.

understreger, at den globale finansielle krise har negative konsekvenser for samfundet og især for de mest udsatte grupper; opfordrer derfor myndighederne til at gøre deres yderste for at mindske dens negative konsekvenser — fattigdom, arbejdsløshed, social eksklusion — men ligeledes til at tage fat om og bekæmpe de grundlæggende årsager;

72.

fremhæver, at Serbien har ratificeret Den Internationale Arbejdsorganisation ILO’s vigtigste konventioner om arbejdsrettigheder såvel som den reviderede europæiske socialpagt; henleder opmærksomheden på, at arbejdsmarkeds- og fagforeningsrettigheder stadig er begrænsede på trods af forfatningsmæssige garantier, og opfordrer Serbien til yderligere at udbygge disse rettigheder; nærer bekymring over, at arbejdsmarkedsdialogen fortsat er svag, og at høringen af arbejdsmarkedets parter er uregelmæssig; henstiller, at der tages yderligere skridt til at styrke det økonomiske og sociale råd for at sikre, at det aktivt kan bidrage til at fremme den sociale dialog og deltage mere aktivt som høringsorgan i forbindelse med lovgivningen;

73.

konstaterer med beklagelse det manglende fremskridt i forbindelse arbejdsmarkeds- og fagforeningsrettigheder; opfordrer myndighederne til hurtigt at gå videre med at skabe betingelserne for en reel dialog mellem arbejdsmarkedets parter, som indtil videre ikke har fundet sted, at forenkle procedurerne for registrering af en fagforening og at fremme anerkendelse af allerede eksisterende fagforeninger; henleder opmærksomheden på manglerne i arbejdsmarkedsloven, som ikke er bragt i overensstemmelse med gældende EU-ret, samt på loven om strejker, der ikke er i overensstemmelse med EU- og ILO-standarder; påpeger endvidere, at favorisering og nepotisme stadig er alvorlige problemer i Serbien; understreger betydningen af meritbaseret ansættelse og forfremmelse, navnlig i den offentlige sektor, og understreger, at afskedigelse af ansatte på grundlag af deres politiske overbevisning eller tilknytning er uacceptabel;

74.

glæder sig over det arbejde, som agenturet for tilbagegivelse af ejendom har udført indtil videre; opfordrer myndighederne til at sikre, at agenturet ydes alle de administrative og finansielle ressourcer, der er nødvendige, således at det kan arbejde uafhængigt; opfordrer til erstatning i naturalier, når dette er muligt; understreger behovet for at håndtere systemisk erhvervelse af offentlig ejendom gennem private interesser ved at sammensætte en komplet fortegnelse over offentlig og statslig ejendom og ved at bringe loven om jord og byggeri i overensstemmelse med europæiske standarder; gør opmærksom på, at især jordarealer i byområder har været genstand for erhvervelse gennem utilstrækkelige retsprocedurer og har været mål for hvidvaskning af penge gennem organiseret kriminalitet og private interesser;

75.

glæder sig over vedtagelsen af den nye lovgivning om projektet om den europæiske kulturhovedstad, der tillader EU-kandidatlande at deltage i perioden 2020-2030; støtter Beograds myndigheders initiativ med lanceringen af en kampagne for Beograd som europæisk kulturhovedstad i 2020 og opmuntrer til tilknyttede projekter, der kan bringe Beograd og Serbien kulturelt tættere på EU, navnlig hvad angår sameksistens mellem etniske grupper, multikulturel forståelse og dialog mellem trossamfund;

76.

understreger betydningen af at udvikle offentlig transport, navnlig med hensyn til opgradering eller etablering af nye jernbaneforbindelser inden for rammerne af et bæredygtigt transportsystem; beklager, at der er gjort få fremskridt såvel på dette område som på området for kombineret transport;

77.

opfordrer indtrængende navnlig de serbiske myndigheder til at forenkle og fremskynde de administrative procedurer for udstedelse af byggetilladelser, licens og netværksforbindelser for projekter for vedvarende energi;

78.

påpeger, at det er nødvendigt med en betydelig indsats på miljøområdet og navnlig på områderne vandforvaltning, naturbeskyttelse og luftkvalitet; understreger, at der ikke kan opnås væsentlige fremskridt uden at stramme den administrative kapacitet tilstrækkeligt, og opfordrer den serbiske regering til at træffe de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse;

79.

beklager den serbiske regerings beslutning om at hæve det maksimalt tilladte niveau af aflatoksin i mælk fra 0,05 til 0,5 mg/kg for at klare den seneste mælkekrise; opfordrer de serbiske myndigheder til rettidigt at tage hånd om de problemer, der ligger til grund for det forhøjede indhold af aflatoksin i mælk, og til derefter at sænke det maksimalt tilladte niveau til de gældende EU-standarder;

80.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen samt regeringen og parlamentet i Republikken Serbien.


(1)  EUT L 80 af 19.3.2008, s. 46.

(2)  A/RES/64/298.

(3)  EUT L 334 af 19.12.2007, s. 46.

(4)  EUT L 336 af 18.12.2009, s. 1

(5)  EUT L 163 af 23.6.2011, s. 1.