5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/23

1.1

De negative økonomiske og sociale konsekvenser af krisen og manglen på strukturreformer, som øger fattigdommen og udstødelsen i EU, kombineret med en aldrende befolkning, øgede migrationsstrømme og voksende EU-skepsis, betyder, at der er et yderst presserende behov for et nyt politisk fokus, der vil styrke solidariteten og de grundlæggende værdier i EU's arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

1.2

fastsættelsen af en europæisk minimumsindkomst på et så afgørende tidspunkt vil bidrage til økonomisk, social og territorial samhørighed, til beskyttelsen af de grundlæggende menneskerettigheder, til at skabe balance mellem økonomiske og sociale målsætninger og til en ligelig fordeling af ressourcer og indkomst,

1.3

en vigtig debat har fundet sted i EØSU's organer, og at tiden nu er inde til at sikre en passende minimumsindkomst i EU på basis af et rammedirektiv, der effektivt skal bekæmpe fattigdommen og fremme integrationen på arbejdsmarkedet, hvilket Regionsudvalget (1) og fattigdomsbekæmpelsesorganisationer (2) har appelleret om, og opfordrer Kommissionen til at iværksætte en samlet aktion som opfølgning på Europa-Parlamentets beslutning fra 2011 (3),

1.4

Kommissionen bør undersøge finansieringsmulighederne for en europæisk minimumsindkomst med særligt fokus på mulighederne for at oprette en passende europæisk fond,

1.5

der bør træffes flere foranstaltninger for at sikre, at Europa 2020-strategiens mål vedrørende beskæftigelse, fattigdom og social udstødelse reelt nås. Foranstaltningerne skal omfatte 1) videreførelse af arbejdet med at nå de horisontale beskæftigelsesmål, 2) fastsættelse af mål for mindskelsen af de tre indikatorer, som udgør den sammensatte indikator for fattigdom og social udstødelse, 3) fastsættelse af delmål på europæisk og nationalt plan for de grupper, der har større fattigdomsrisiko end den samlede befolkning — dvs. børn og eneforsørgerfamilier — samt fattige arbejdstagere, 4) en undersøgelse af, hvordan medlemsstaterne udregner fattigdomsniveauerne og fastsætter de nationale målsætninger og 5) sikring af et fornyet engagement fra medlemsstaternes side, således at kombinationen af tiltag i hver medlemsstat gør det muligt at nå EU's samlede mål,

1.6

der bør ske en effektiv evaluering af de sociale virkninger af foranstaltningerne i de nationale reformprogrammer og de nationale sociale rapporter samt af pakkerne af tiltag vedrørende økonomisk genopretning for at undgå, at de forværrer fattigdommen og den sociale udstødelse og med det formål at sikre en større civilsamfundsinddragelse i udformningen af de nationale reformprogrammer og de nationale sociale rapporter,

1.7

den øgede fattigdom og sociale udstødelse bør overvåges bedre, og Kommissionen bør, hver gang det er nødvendigt og land for land, inden for rammerne af dens evaluering af de nationale reformprogrammer og nationale sociale rapporter, fremsætte specifikke henstillinger vedrørende social integration. Henstillingerne skal ligeledes kunne gennemføres i programlande, der modtager særlig bistand fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF,

1.8

den bedste garanti mod fattigdom og social udstødelse er at være i arbejde på anstændige vilkår, og det henstiller til Kommissionen, at den i samarbejde med medlemsstaterne gennemfører foranstaltninger under vækst- og beskæftigelsespagten for at fremme væksten, konkurrenceevnen og jobskabelsen. Det hilser kommissær Tajanis planer om en industripolitisk aftale med det formål at styrke industrien i EU og potentialet for jobskabelse velkommen.

1.9

det er vigtigt, at arbejdstagerne, de arbejdsløse og udsatte sociale grupper i højere grad tager del i livslang læring, og at niveauet af erhvervskvalifikationer og erhvervelse af nye kvalifikationer højnes, hvilket kan føre til en hurtigere integration på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe folk med at finde et bedre job.

2.1

En garanteret minimumsindkomst er en indkomststøtte, der ikke beror på indbetaling af bidrag, og som udspænder et sikkerhedsnet under borgere, der ikke er berettigede til ydelser fra socialsikringsordninger (4). Som et sidste værn mod fattigdom er minimumsindkomsten knyttet til retten til et anstændigt liv for personer, der ikke har andre midler til at sikre deres indkomst, samt for dem, de forsørger (5). Det er vigtigt ikke at blande »garanteret minimumsindkomst« og den via kollektive overenskomster eller ved lov fastsatte »mindsteløn« sammen.

2.2

Der opstilles i artikel 10, stk. 2, i Fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (1989) (6) en ret til »tilstrækkelige indtægter og ydelser fra socialsikringsordninger« til mennesker uden for arbejdsmarkedet uden passende midler til at opretholde livet.

2.3

I EU's charter om grundlæggende rettigheder (2000), der som en del af den nye reformtraktat er juridisk bindende, hedder det, at »den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes« (artikel 1), og »for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler« (artikel 34, stk. 3).

2.4

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 153, stk. 1, litra h) giver Unionen beføjelser til at indføre lovgivning for at støtte og supplere medlemsstaternes aktiviteter inden for integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet. Blandt de krav, som Unionen skal tage hensyn til ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter, nævner TEUF-traktaten (artikel 9) bl.a. et højt beskæftigelsesniveau, en passende social beskyttelse og bekæmpelse af social udstødelse.

2.5

I Rådets henstilling 92/441/EØF (7)opfordres medlemsstaterne til at anerkende »den grundlæggende ret til tilstrækkelige og forudsigelige ressourcer og ydelser« og tilpasse deres sociale sikringsordninger og fastsætte fælles gennemførelseskriterier, dog uden at der specificeres en minimumstærskel på EU-niveau.

2.6

Kommissionens henstilling fra 2008 (8) anerkender passende indkomststøtte som en af de tre søjler i aktiv integration med en understregning af, at modtagerne skal stå til rådighed for beskæftigelse, uddannelse eller andre sociale integrationsforanstaltninger.

2.7

Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er et af de vigtigste mål i Europa 2020-strategien, som oprettede Den Europæiske Platform mod Fattigdom og Social Udstødelse (9). Den sætter for første gang et mål for mindskelsen af fattigdommen og den sociale udstødelse på mindst 20 mio. mennesker pr. 2020 baseret på en kombination af tre indikatorer: risiko for fattigdom (defineret som den procentdel af befolkningen, der har under 60 % af den nationale medianindkomst), alvorlige materielle afsavn (manglende ressourcer baseret på en specifik liste over ting) og meget lav arbejdsintensitet (personer, som lever i en husholdning, hvor ingen har arbejde) (10). EØSU bifaldt dette tilsagn og understregede, at EU's politikker ikke må øge risikoen for fattigdom (11).

2.8

Europa 2020-strategiens hovedmål hvad angår mindskelsen af fattigdom og social udstødelse er en mindskelse på et præcist antal personer, hvilket adskiller sig fra tilgangen til strategiens andre hovedmål (12), idet disse er udtrykt i procenter, hvilket gør det lettere for medlemsstaterne af arbejde hen imod samme mål anført i procent.

2.9

Det er medlemsstaterne, der beslutter, hvorledes de definerer deres nationale mål, og med hvilke tiltag de når dem. Summen af nationale mål ligger dog fortsat en del lavere end de 20 millioner mennesker, som der satses på i Europa 2020: man anslår, at der er en diskrepans på 5-8 millioner mellem det overordnede mål i Europa 2020-strategien og summen af de nationale mål (13). Derudover mangler der i mange nationale reformprogrammer fuld klarhed over, hvordan fattigdomsmålet vil kunne nås, og der mangler passende foranstaltninger for social integration (14). Lande, der modtager særlig støtte fra Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF er ikke forpligtede til at indgive specifikke nationale reformprogrammer (15). De står kun til ansvar i forhold til bestemmelserne i hvert aftalememorandum, som ikke indeholder foranstaltninger med henblik på at mindske fattigdommen og den sociale udstødelse.

2.10

Europa-Parlamentet opfordrer i sin beslutning fra 2010 (16) medlemsstaterne til at indføre ordninger om en passende minimumsindkomst svarende til mindst 60 % af den nationale medianindkomst og efterlyser stærkere EU-henstillinger, og i beslutningen fra 2011 (17) opfordrer det kraftigt Kommissionen til at iværksætte en høring om muligheden for et lovgivningsinitiativ om en passende minimumsindkomst.

3.1

EØSU er klar over, at fattigdom udgør en menneskerettighedskrænkelse, hvilket gør det nødvendigt med yderligere bestræbelser for at nå målene i artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, og mener, at fattigdomsbekæmpelse er en udfordring for hele Europa.

3.2

Krisen og manglen på strukturreformer har siden 2008 forøget risikoen for fattigdom og social og arbejdsmarkedsmæssig udstødelse (18) i mange lande: de seneste tal fra Eurostat (19) bekræfter, at 24,2 % af EU's befolkning, dvs. 119,7 mio. mennesker, risikerer fattigdom eller social udstødelse (20). I 2011 steg denne procent i 19 medlemsstater, og mellem 2008 og 2011 steg antallet af fattige eller socialt udstødte personer med 4 millioner. De tre indikatorer for »risiko for fattigdom eller social udstødelse« er også blevet forværret siden 2008: nu ligger de på 17 % risiko for fattigdom, 9 % risiko for alvorlige materielle afsavn, og 10 % risiko for mennesker i husholdninger med meget lav arbejdsintensitet. I mange lande bliver de fattige stadig fattigere (21).

3.3

Børn (under 18 år) er med en procent på 27,1 % blandt de grupper, hvor risikoen for fattigdom eller social udstødelse er højere end den samlede befolkning (22). Fattigdomsrisikoen er relativt høj for mennesker over 65 år i visse lande (23).

3.4

Indkomstforskellene og den sociale ulighed øges i alle medlemsstater samt mellem lande og regioner, og de er blevet alvorligt forværret på grund af krisen (24). Derudover bliver befolkningsgrupper, der allerede var ugunstigt stillet før krisen, endnu mere udsatte (25).

3.5

Krisen bringer nye former for fattigdom frem i lyset som manglende bolig, energifattigdom, finansiel udstødelse (manglende adgang til grundlæggende banktjenester og lån), husholdningers uforholdsmæssigt store gæld, og kvinder er mere udsatte for sociale risici end mænd. Samtidig rammes de mest sårbare befolkningsgrupper som ældre (især meget gamle mennesker og ældre kvinder), handicappede, personer med alvorlige kroniske sygdomme, eneforsørgerhusholdninger, lavindkomstfamilier og indvandrere og visse etniske mindretal som romaer uforholdsmæssigt mere af mange former for afsavn.

3.6

Beskæftigelsen og den sociale situation i EU befinder sig på kritiske niveauer. Ledigheden stiger konstant og berørte i januar 2013 26,2 mio. mennesker, dvs. 10,8 % af den erhvervsaktive befolkning i EU (og 19 mio., dvs. 11,9 % af den erhvervsaktive befolkning i eurozonen), og den økonomiske situation for husholdningerne er foruroligende (26). Ungdomsarbejdsløsheden er rekordhøj i hele EU: 23,6 % af de unge i den arbejdsdygtige alder er ledige, og tendensen er, at de forbliver ledige i stadig længere perioder.

3.7

EØSU er stærkt foruroliget over det stigende antal fattige arbejdstagere, hvilket bl.a. skyldes lave lønninger, og at usikre ansættelsesforhold bliver stadig mere almindelige. I 2011 levede 8,9 % af de beskæftigede under fattigdomstærsklen, og de androg en tredjedel af alle voksne i arbejde, som risikerer fattigdom (27).

4.1

EØSU har afgivet en række udtalelser (28) om emner, som direkte eller indirekte omhandler minimumsindkomst og fattigdom, og har fremsat relevante henstillinger. Udvalgets bemærkninger og anbefalinger fra 1989 (29) er i dag mere presserende som følge af krisens skadevirkninger. Det støtter bl.a. den »europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse« og mener, at den åbne koordinationsmetode og den horisontale klausul kan bidrage til at sikre en minimumsindkomst og bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

4.2

Det presserende behov for en minimumsindkomstordning blev understreget på den offentlige høring (30), som EØSU afholdt i forbindelse med udarbejdelsen af udtalelsen, hvor eksperter og engagerede personer deltog i diskussionen om bedre måling af fattigdom og udfordringerne forbundet med at indføre en europæisk minimumsindkomst.

4.3

Fattigdom (31) og udstødelse, som kommer til udtryk på mange forskellige måder, kræver en styrket social dimension i de europæiske styreformer, dvs. at socialt bæredygtige makroøkonomiske politikker er en forudsætning for at komme ud af krisen og for at sikre social samhørighed. Vedvarende fattigdom og udstødelse er til skade for økonomien, da dette mindsker den disponible indkomst og efterspørgslen, underminerer konkurrenceevnen og fører til stramninger på de nationale budgetter.

4.4

EØSU er i den henseende overbevist om behovet for at tage prioriteter og politikker op til nyvurdering, især pengepolitikkerne — herunder stabilitets- og vækstpagten — konkurrence- og udenrigshandelspolitikkerne samt finans- og skattepolitikerne.

4.5

EØSU bifalder den ajourførte sociale investeringspakke af 20. februar 2013 (32), hvor medlemsstaterne bedes om at udforme en effektiv og passende indkomststøtte baseret på de sociale behov, der er konstateret på lokalt, regionalt og nationalt plan, og om at opstille referencebudgetter, der indeholder en liste over de goder og tjenester, en familie af en bestemt størrelse og sammensætning har brug for for at kunne leve på et bestemt trivselsniveau, samt deres månedlige eller årlige anslåede omkostninger.

4.6

EØSU beder indstændigt Kommissionen om hurtigere at konkretisere sit løfte (33) om at støtte medlemsstaternes indsats ved at overvåge reformerne for aktiv inklusion, ved at udarbejde en metode til opstilling af referencebudgetter og ved at overvåge relevansen af indkomststøtten og benytte disse budgetter, så snart de er udarbejdet i samarbejde med medlemsstaterne.

4.7

For EØSU er der ikke tvivl om, at den bedste metode til at få nedbragt fattigdommen og forhindre social udstødelse er at genstarte væksten, forøge konkurrenceevnen og skabe gunstige rammebetingelser for europæiske virksomheder (og i den forbindelse bl.a. sørge for, at de administrative byrder ikke bliver for store, og sikre adgangen til finansiering), så de kan ekspandere og skabe arbejdspladser til mennesker med de rigtige færdigheder.

4.8

EØSU understreger, at det er nødvendigt at lægge særlig vægt på programmer for livslang læring som et grundlæggende redskab til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, fremme af beskæftigelsesegnetheden og adgangen til viden og arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at arbejdstagerne, de arbejdsløse og udsatte sociale grupper i højere grad tager del i livslang læring, og at niveauet af erhvervskvalifikationer og erhvervelse af nye kvalifikationer højnes, hvilket kan føre til en hurtigere integration på arbejdsmarkedet, øge produktiviteten og hjælpe folk med at finde et bedre job.

4.9

EØSU støtter en global tilgang til socialt iværksætteri med øget finansiering til den sociale iværksætterfond og bedre lovgivning og mindre administration for at fremme virksomheder i socialøkonomien, som kan bekæmpe fattigdommen ved at være drivkræfter for vækst, innovation og beskæftigelse.

4.10

EØSU bifalder den nye henstilling om børnefattigdom (34), men beklager, at så mange af dem fortsat er i risiko for fattigdom; en situation, der går i arv fra generation til generation og afslører alvorlige mangler i de eksisterende politikker.

4.11

EØSU er stærkt betænkelig ved, at målene vedrørende fattigdom og social udstødelse fastsat i Europa 2020-strategien (20 millioner færre fattige i EU i 2020) ikke vil blive nået.

4.12

EØSU har allerede påpeget, at omfanget af civilsamfundsinddragelse i forberedelsen af de nationale reformprogrammer varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og at der i visse lande gøres meget lidt for at inddrage civilsamfundet (35).

4.13

Manglen på relevante data om indkomst og levefod er en hindring for gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

5.1

EØSU er bevidst om, at dette at give EU en central specifik rolle i beskyttelse via en minimumsindkomst vil være et uhyre komplekst politisk forehavende på grund af forskellene mellem medlemsstaternes økonomiske niveau, de forskelligartede minimumsindkomstordninger (36) og socialsikringsstrukturer, nærhedsprincippet, omfanget af rettigheder og pligter knyttet til minimumsindkomstbeskyttelsen og den meget komplekse interaktion mellem dels de nuværende politikker og resultaterne af den og dels betydningen af »solidaritet« i EU.

5.2

EØSU mener ikke desto mindre, at det er nødvendigt at indføre en minimumsindkomstordning og styrke dem, der allerede eksisterer, for 22 år efter Kommissionens henstilling 92/441/ΕØF er det stadig ikke alle medlemsstater, der har indført en sådan ordning eller sikret, at den fungerer korrekt overalt, og medlemsstaternes kumulative mål om at mindske fattigdommen og den sociale udstødelse ligger markant under Europa 2020-målet (37).

5.3

EØSU understreger i lyset af dynamikken mellem fattigdom og økonomi minimumsindkomstordningens stabiliserende potentiale, idet den både kan mindske krisens sociale virkninger og have en anti-cyklisk effekt ved at tilvejebringe yderligere ressourcer til at booste efterspørgslen på det indre marked.

5.4

EØSU frygter meget, at minimumsindkomstordningerne, som er meget forskelligartede i størsteparten af medlemsstaterne for så vidt angår dækning, universel adgang og effektivitet, ikke formår i tilstrækkeligt omfang at mindske fattigdommen, og er foruroliget over, at den manglende brug af ordningerne sætter denne effektivitet yderligere på prøve (38).

5.5

EØSU glæder sig over de positive resultater med den sociale åbne koordinationsmetode, men beklager, at de eksisterende instrumenter og strukturer ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og at kampen mod fattigdom og social udstødelse kun har været en begrænset succes.

5.6

For at supplere den åbne koordinationsmetode på det socialpolitiske område støtter EØSU, at der indføres et EU-direktiv, der udvider minimumsindkomstordningerne til at omfatte alle medlemsstater, forbedrer effektiviteten af de eksisterende ordninger under hensyntagen til de forskellige nationale situationer og dermed sender et stærkt budskab om den sociale søjle i EU.

5.7

Et sådant direktiv skal fastlægge fælles standarder og indikatorer, opstille metoder til at overvåge gennemførelsen heraf og muliggøre inddragelsen af arbejdsmarkedets parter, modtagerne og andre interessenter, når de nationale minimumsindkomststøtteordninger skal indføres eller revideres.

5.8

EØSU har den opfattelse, at de budgetmæssige og makroøkonomiske politikker som en forudsætning for at styrke solidariteten og den sociale samhørighed i og mellem medlemsstaterne også skal bidrage til de sociale investeringsmål i Europa 2020, når de nuværende politikker gennemføres, og de eksisterende instrumenter og strukturer anvendes.

5.9

EØSU er overbevist om, at EU's bestræbelser for at forbedre minimumsindkomstbeskyttelsen består i at give medlemsstaterne — især medlemsstater, hvor dette behov er mest akut — en støtte til at åbne deres markeder og føre effektive makroøkonomiske politikker samt at anvende de til rådighed stående midler på en mere effektiv og målrettet måde og øjeblikkeligt at undersøge mulighederne for at øge de nødvendige midler.

5.10

EØSU minder om, at selv om minimumsindkomstordningerne er direkte knyttet til de sociale sikringssystemer og velfærdsydelserne, bør de ikke føre til afhængighed heraf, og det gentager de betingelser, det opstillede allerede i 1989 (39). Med det formål for øje bør minimumsindkomstordningerne ledsages af overordnede politikker og målrettede foranstaltninger, herunder aktive arbejdsmarkedspolitikker, der skal hjælpe personer uden arbejde med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, arbejdsformidling, forvaltning af ydelser og programmer med sigte på arbejdsmarkedet som uddannelse og jobskabelse støttet af passende aktiveringsstrategier, således at de arbejdssøgende får flere chancer for at finde arbejde. Der er ligeledes behov for effektive arbejdsmarkedsinstitutioner, sundhedsydelser og boligpolitikker samt tilgængelige offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet til rimelige priser.