5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/32

1.1.

Den europæiske ingeniørbranche (1) spiller en afgørende rolle for Europas økonomiske genopretning og det ambitiøse mål om, at industriens output i 2020 skal være mere end 20 % af BNP. Imidlertid skal der flere virksomhedsinvesteringer til, for at en sådan vækst kan tilvejebringes, den nuværende tendens kan vendes, og arbejdsløse kan komme i beskæftigelse.

1.2.

For at nå dette skal EU opstille en klar vision og et tydeligt mål for industrien. Dette bør lede til en koordineret politik med tydelig fokus på europæisk industris konkurrenceevne under inddragelse af andre politikområder — en politik, der gør EU til et mere attraktivt sted at skabe virksomheder.

1.3.

Europa bør udvikle en mere positiv tilgang til industrielle ændringer, særlig i betragtning af de central- og østeuropæiske landes vellykkede overgang.

1.4.

Europa bør være mere bevidst om sine forcer og udvikle og styrke disse: veluddannede og motiverede arbejdstagere, et diversificeret uddannelseslandskab, enorm videnskabelig kompetence, mange internationalt førende regionale klynger, velintegrerede leverandør- og tjenesteydelseskæder, veludviklet transportinfrastruktur og et kæmpe indre marked med over 500 mio. forbrugere og effektivt samarbejdende arbejdsmarkedsparter.

1.5.

For at skabe nye investeringer bør Europa følge en strategi, der fastholder dets industri helt fremme i den teknologiske innovation, og samtidig, for at nå et tilstrækkeligt omfang af output og beskæftigelse som et hovedredskab til at styrke konkurrenceevnen, gøre sig mere attraktiv for virksomheder, der fremstiller masseforbrugsvarer, både i den højteknologiske og i den lav- og mellemteknologiske ende. EØSU opfordrer Kommissionen til at lancere en strategi for, hvordan man i Europa kan tiltrække flere investeringer i højteknologiske virksomheder — herunder moderne fabrikker, der udspringer af den fjerde industrielle revolution — og højt specialiserede kompetencer, der kan udløse innovation i hele værdikæden.

1.6.

EU-støttemidler til forskning bør i højere grad knyttes til industriens behov med inddragelse af virksomhederne i en tidlig fase af innovationsprocessen og støtte til kreativ ingeniørvirksomhed i små og mellemstore virksomheder, således at nye ideer lettere og hurtigere kan omsættes i nye produkter. Klynger, der omfatter fremstillingsvirksomheder og forskningsstrukturer, bør fremmes og støttes.

1.7.

Kommissionen bør styrke indsatsen for at gøre livet lettere for europæiske virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder. Ny teknisk og administrativ lovgivning skal kun overvejes, hvis målene ikke kan nås på anden vis. Kommissionen bør lægge mere vægt på kohærent anvendelse af eksisterende regler i alle medlemsstater samt harmonisering og styrkelse af markedsovervågningen. Kommissionen bør tillige arbejde for en afbalanceret anvendelse af denne tilgang i andre af verdens regioner.

1.8.

Ulemper, som f.eks. vanskelig adgang til finansiering, høje energiomkostninger og omkostninger forbundet med administrative byrder og lovgivning, bør begrænses gennem en mere konsistent og forudsigelig lovgivning.

1.9.

Europa kan kun opretholde et højt beskæftigelsesniveau, hvis arbejdstagerne er bedre uddannede og efteruddannede end i de konkurrerende økonomier. Der bør tages foranstaltninger for at tiltrække unge mennesker — både mænd og kvinder — til tekniske professioner med stadig mere sofistikeret maskineri og tjenester. Der bør endvidere opmuntres til samarbejde mellem virksomheder og skoler og universiteter, efteruddannelse og livslang læring.

2.1.

Europas ingeniørbranche er en meget bred og forskelligartet sektor, der omfatter NACE-koderne 25, 26, 27, 28, 29.3, 32.11 og 33 med undtagelse af 33.15 til 33.17. Ingeniørbranchen omfatter traditionelt: maskin- og elektroindustrien, elektronikindustrien og metal- og stålindustrien.

2.2.

Europas ingeniørbranche omfatter i alt omkring 130.000 virksomheder med over 10,3 mio. beskæftigede med et højt uddannelses- og kompetenceniveau, har en samlet årlig omsætning på omkring 1840 mia. euro og står for ca. 1/3 af al EU's eksport.

2.3.

Denne industri, der fremstiller en bred vifte af slutprodukter (komponenter, reservedele, værktøj, maskiner, installationer, systemer, teknologier osv.), som den leverer til andre sektorer, har en afgørende betydning for teknologiniveauet i en lang række andre sektorer og lægger rammerne for hele samfundets udvikling inden for energieffektivitet, sundhed, mobilitet, kommunikation og sikkerhed.

2.4.

I kraft af sin enorme størrelse, sine mange beskæftigede og sin markante eksportorientering spiller den europæiske ingeniørbranche en afgørende rolle for Europas økonomiske genopretning og det ambitiøse mål, der blev opstillet i Kommissionens meddelelse »En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning«, om, at den nuværende tendens skal vendes, og at industriens output i 2020 skal være mere end 20 % af BNP.

2.5.

Den europæiske ingeniørindustri bør anskues og analyseres på baggrund af EU's økonomiske udvikling, og denne industri er et fuldgyldigt og vigtigt led i de respektive værdikæder. Anskuet på denne måde lider den af de samme problemer som de andre led i værdikæderne (stålindustrien, energisektoren, osv.).

3.1.1.

Den europæiske ingeniørbranche eksporterer en betragtelig del af sit output. I de senere år har investeringerne haltet bagefter andre af verdens regioner. Dette afstedkommer en farlig udflytning af værdikæder væk fra Europa, og den europæiske ingeniørbranche er udsat for en stigende global konkurrence.

3.1.2.

Nordamerika følger en strategi, der sigter på genindustrialisering, delvis baseret på lave omkostninger til energi og arbejdskraft i NAFTA. Kina og flere lande i Sydøstasien har tiltrukket betragtelige investeringer, særlig i elektro- og elektroniksektoren og senest også i maskinsektoren. Med udviklingsplaner, der bakkes op af staten, konkurrerer disse industrier ikke kun på lavere lønninger, men de vil også inden for nær fremtid producere produkter med højere merværdi. Japans konkurrenceevne øges som følge af den nylige devaluering af yennen med ca. 30 %. Endelig er det i de seneste år lykkedes Afrika og Mellemøsten at tiltrække investeringer i fremstillingssektoren.

3.1.3.

Målet om, at industrien skal stå for 20 % af BNP, forudsætter, at der skabes mindst 400.000 nye arbejdspladser hvert år. Kun hvis Europa kan tiltrække flere investeringer, vil der kunne skabes tilstrækkelig med arbejdspladser og velstand til, at de høje sociale standarder i Europa kan bevares og Europa 2020-målsætningerne kan nås. Og der vil kun blive investeret, hvis Europa er konkurrencedygtig.

3.1.4.

Det er klart, at et så stort antal overvejende velbetalte stillinger (> 10 mio.) ikke vil kunne opretholdes, hvis Europa kun koncentrerer sig om den øvre del af ingeniørmarkedet. Hvor højteknologiske virksomheder spiller en central rolle for den teknologiske førerposition og udløser innovation i hele værdikæden, er det afgørende, at Europa fortsat er produktionssted for alle typer ingeniørprodukter og råmaterialer også i de lav- og mellemteknologiske sektorer. Ud over at skabe arbejdspladser er dette også vigtigt for tilstedeværelsen af et integreret net af leverandører, hvilket er et af de største aktiver for Europas producenter, idet det muliggør hurtig udveksling af viden, hurtig tilpasning af produktionen og udnyttelse af regionale klynger.

3.2.1.

Ingeniørsektoren er fremme i forreste række med hensyn til overgangen til en grøn og kulstoffattig økonomi i kraft af de produkter, systemer og teknologier, den producerer. Industrien bevæger sig med hastige skridt hen imod den fjerde industrielle revolution (2), som vil indebære springet til kundetilpasning på massemarkedet, hvorved industrien vil kunne levere svar på samfundsmæssige udfordringer med skræddersyede løsninger.

3.2.2.

Europa har den videnskabelige og forskningsmæssige kompetence, der er nødvendig for overgangen til en grønnere økonomi, men vejen til innovative produkter fordrer mere end dette. Europa har inden for mange teknologier et klart videnskabeligt forspring, men de industrier, der nyder godt af denne forskning, har slået sig ned uden for Europa. Europa er med andre ord ikke tiltrækkende nok som produktionssted for at markedsføre sådanne innovationer. Vidensflugt til konkurrerende økonomier udgør en reel trussel.

4.1.1.

I forbindelse med en evaluering af EU's muligheder for at forfølge en hårdt tiltrængt industripolitik støder man på alvorlige iboende problemer, som kan påvirke den nødvendige omstilling. Først og fremmest mangler EU desværre visioner og lederskab, hvilket fører til for mange usammenhængende initiativer og en åbenlys inkohærens af den lovgivningsmæssige ramme. For det andet bør bæredygtighedsbegrebet, som kunne udgøre en sådan integrationsstrategi, tillægge alle tre aspekter (miljø, sociale aspekter og økonomi) lige stor vigtighed.

4.1.2.

Den nuværende nedgang i investorernes tillid (3) i EU er alarmerende, og det er altafgørende, at denne tillid genoprettes. Fuld gennemførelse af Europa 2020-strategien sammen med et stimulerende og motiverende erhvervsklima kan være vejen ud af de nuværende problemer.

4.1.3.

Der skal mange flere investeringer og meget mere vækst til for at vende EU's industris fortsatte tilbagegang. 20 procentsmålet og jobskabelse vil ikke kunne realiseres, med mindre Europa opstiller en klar vision og plan for industrien. Dette bør lede til en koordineret politik med tydelig fokus på europæisk industris konkurrenceevne med inddragelse af andre politikområder — en politik, der gør EU til et attraktivt sted at skabe virksomheder.

4.1.4.

Ingeniørvirksomheder lider under de alt for mange og i visse tilfælde uhensigtsmæssige regler samt mange nationale love, som overlapper EU-lovgivningen. Det er særlig svært for små og mellemstore virksomheder at håndtere disse regler. Ingeniørvirksomheders primære opgave burde være at finde frem til tekniske løsninger frem for at spendere en betragtelig del af deres ressourcer på at forholde sig til de seneste regelsæt. Den direkte vej til at løse dette problem er at reducere antallet af nye regler.

4.1.5.

Som et eksempel på unødvendig ny lovgivning er det nærmest blevet en vane, at de fleste omarbejdninger af eksisterende forordninger og direktiver resulterer i ændrede bestemmelser. Ofte ville et problem bedre kunne løses ved en bedre gennemførelse af eksisterende regler frem for at skabe nye regler. Nye regler bør derfor kun være en sidste udvej.

4.1.6.

EU-lovgiveren søger ofte at regulere bestemte områder alt for detaljeret. Hvor dette kan være berettiget i visse tekniske forordninger, kan det være uhensigtsmæssigt på andre områder. Eksempelvis er reglerne om elektromagnetiske felter for svære at leve op til for små og mellemstore virksomheder. Kommissionens strategi 2013-2020 for sundhed og sikkerhed skal sikre et passende niveau af beskyttelse på arbejdspladsen, men bør samtidig gøres kohærent, kortfattet og let at gennemføre.

4.1.7.

Europæisk lovgivning skal være mere forudsigelig. Dette indebærer, i betragtning af virksomhedernes investeringscykler, at metodologien ikke må ændres, når den én gang er fastlagt, og at når målene højnes, skal det foregå på forudsigelig vis og i et langsigtet perspektiv. Et eksempel, hvor Kommissionens oprindeligt holistiske tilgang synes at fortabe sig, er direktivet om miljøvenligt design. Den oprindelige fokus var på energi, og den effektive metode, der anvendes (MEErP), bør fastholdes. Hyppige regelomarbejdninger udgør et særligt problem. For visse produkter ændres reglerne omtrent hvert femte år, hvilket er særlig ødelæggende for ingeniørbranchen, hvor investeringshorisonten ligger på mellem 10 og 30 år.

4.1.8.

Desværre påpeger Kommissionens konsekvensanalyser ikke i tilstrækkelig grad de omkostninger, der lægges over på virksomhederne, navnlig små og mellemstore virksomheder, som følge af ny lovgivning. Den største oversete omkostning ved ny lovgivning ligger i de investeringer og de nye virksomheder, som EU mister, fordi de placeres uden for EU.

4.1.9.

På samme måde bør reglerne for offentlige udbud være letforståelige. Hvis ikke, vil små og mellemstore virksomheder ikke længere være i stand til at byde, konkurrencen bliver begrænset, udbudsprocessen bliver sværere at kontrollere og offentlige udbud bliver mere sårbare over for svindel. Derfor bør der sættes fokus på forenkling og gennemsigtighed.

4.1.10.

Energiomkostninger er meget højere i Europa end i de konkurrerende økonomier. Det, der haster mest for at gøre energi økonomisk mere overkommelig, er etablering af et egentligt europæisk energimarked. Desuden er det vigtigt, at man afholder sig fra at indføre lovgivning, som afstedkommer yderligere prisstigninger. Dekarboniseringen skal være økonomisk overkommelig, teknologineutral og baseret på markedslovene.

4.2.1.

Beskyttelse mod ikke-overensstemmende farlige produkter og forfalskninger er en forudsætning for fair konkurrence. I dag kontrolleres mindre end 1 % af de forarbejdede varer, der importeres via de store europæiske havne, ved ankomsten for, om de opfylder EU's bestemmelser, og mange farlige eller forfalskede produkter, navnlig elektriske, kommer ind på det indre marked.

4.2.2.

Kontrol- og overvågningsinstanserne varierer betragteligt fra den ene medlemsstat til den anden. I visse medlemsstater er der mekanismer for den nødvendige beskyttelse af virksomhederne, mens sådanne instanser i andre medlemsstater er sjældne, ufuldstændige og utilstrækkelige, eller lovgivningen implementeres forskelligt. EU burde forbedre og styrke koordineringen mellem disse instanser med henblik på at nå frem til et passende og ensartet europæisk system.

4.3.1.

Europæisk standardisering er afgørende for det indre markeds succes. Standardisering hjælper til at gøre produkter kompatible og dermed omsættelige overalt i verden og i lange værdikæder. Og dog har mange små og mellemstore virksomheder i de senere år beklaget sig over Kommissionens omfattende standardiseringsmandater og over, at standardiseringen går længere end, hvad der teknisk set er nødvendigt. Små og mellemstore virksomheder bør opmuntres og hjælpes til at tage del i standardiseringsprocessen.

4.3.2.

Da små og mellemstore virksomheder i stadig højere grad er en del af værdikæder, bør de tilbydes muligheden for på passende vis at bidrage til udarbejdelsen af disse normer. Der bør tages praktiske foranstaltninger for at ligestille aktørerne, dvs. bedre national støtte til, at små og mellemstore virksomheder med begrænsede økonomiske ressourcer kan deltage.

4.4.1.

Ingeniørbranchens virksomheder er på forkant med innovationen og den centrale drivkraft, når det drejer sig om at fremstille det nødvendige udstyr for, at den grønne revolution kan blive realiseret. Energieffektivitet, CO2-reduktion og klimahensyn har en positiv virkning for sektorens bæredygtige udvikling. Udover at resultere i nye produkter fører ingeniørvirksomhedernes innovationer ofte til nye produktionsmetoder og miljømæssigt endnu mere progressive varer og systemer, der på én gang er mere produktive og økonomisk mere overkommelige for kunderne.

4.4.2.

Europa har nået et højt niveau af forskning og forskningsresultater. I 2012 blev der i Europa indgivet over 250.000 patentansøgninger. Ikke desto mindre fordrer omsætningen af forskning til innovative produkter mere end blot viden og forskningskompetence. Europa havde i lang tid et klart videnskabsforspring inden for mange teknologier, men de industrier, der nød godt af denne forskning, slog sig ofte ned uden for Europa. Denne beskedne industrielle udnyttelse i Europa af eksisterende viden kan kun afhjælpes, hvis industrien deltager på et tidligt tidspunkt i forskningsprogrammer og der etableres passende rammer for, hvordan den rettidigt kan udnytte den indhøstede viden. Nye strukturer, der bringer industri og forskning sammen — klynger, teknologiparker og teknologiudvekslingscentre — bør fremmes med offentlige midler.

4.4.3.

Med henblik på at forbedre industriens ibrugtagning af nye videnskabelige resultater bør finansieringen af forskning og innovation rettes mere ind mod industriens behov og gennemføres i form af offentlige-private partnerskaber, som f.eks. programmet »Fremtidens fabrikker«. For at stimulere virksomhedernes — især de små og mellemstores — deltagelse skal vejledning og retningslinjer for deltagelse og godkendelse af projekter gøres enklere. Der skal gøres en indsats for at fremme etableringen af moderne fabrikker som resultat af den fjerde industrielle revolution.

4.5.1.

Alene antallet af arbejdspladser i denne industri viser, at den spiller en nøglerolle i bekæmpelsen af den nuværende høje arbejdsløshed i EU og samtidig har et stort potentiale for nye arbejdspladser, hvis Europa kan tilvejebringe investeringerne for det næste økonomiske opsving. Hvis disse jobs skabes i Europa, vil det hjælpe til at bekæmpe den uacceptabelt høje ungdomsarbejdsløshed. EU's igangværende indsats for at indføre en »ungdomsgaranti« synes at være et relevant tiltag i den nuværende krise. På lang sigt kan varig beskæftigelse imidlertid kun komme fra sunde virksomheder, som investerer her.

4.5.2.

Mange fremstillingssektorer oplever mangel på kvalificerede unge medarbejdere. Uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne bør i langt højere grad indrettes efter virksomhedernes aktuelle og fremtidige behov. Såvel myndighederne som industrien selv bør tage initiativ til at tiltrække unge til sektoren og samtidig forbedre sektorens image. Navnlig må manglen på fagfolk inden for forskning, teknologi, ingeniørfag og matematik i visse regioner i Europa løses, f.eks. ved at fremme mobiliteten blandt personer med sådanne kvalifikationer i Europa.

4.5.3.

Der er stadig for få unge kvinder, der sigter på en ingeniørkarriere. I mange europæiske lande har ingeniørbranchen lanceret kampagner med fokus på at tiltrække unge kvinder til lærlingeuddannelser, og Den Europæiske Socialfond har støttet projekter, der skulle reducere unge kvinders psykologiske barrierer for at slå ind på en ingeniørkarriere. Men det er ikke nok. I skolerne skal undervisning i tekniske discipliner være mere inspirerende.

4.5.4.

En af de afgørende styrker, der sikrede, at mange europæiske virksomheder kom vel gennem den nuværende krise, var deres fortrinlige arbejdsstyrke. Som følge af lærlingesystemet har deres arbejdstagere en omfattende forståelse for det teoretiske grundlag og de anvendte produktionsprocesser. De er i stand til hurtigt at indoptage innovation i de forskellige stadier af værdikæden. EU's beskæftigelsespolitik bør opmuntre landene til at indføre sådanne lærlingesystemer på virksomhedsplan. Der bør endvidere opmuntres til samarbejde mellem virksomheder og skoler og universiteter, »førstejobsudveksling« og praktikforløb.

4.5.5.

Erhvervssammenslutninger og fagforeninger kan, støttet af deres regering, tage initiativer til at evaluere erhvervsuddannelsen og forbedre mulighederne for at tilfredsstille de nye kvalifikationsbehov i en industri, der tilvejebringer stadig mere sofistikeret maskineri og tjenester.

4.5.6.

Livslang læring bør være et fælles ansvar for arbejdsgivere og arbejdstagere. Arbejdstagere, der mister deres job, må have god adgang til en hurtig opdatering af deres kvalifikationer. Aktive arbejdsmarkedspolitikker skal styrkes, og udveksling af gode praksisser, som f.eks. dem, der medfinansieres via ESF og EFRU, skal fremskyndes.

4.5.7.

Industrien er underkastet stadige forandringer. Der skabes hele tiden nye arbejdspladser og produkter, mens andre bliver redundante. De nødvendige omstruktureringer bør gennemføres som en foregribende proces. Alle arbejdsmarkedsparter — fagforeninger og arbejdsgivere — såvel som regeringer og EU-institutioner skal inddrages i en dialog for at udvikle en mere fleksibel og positiv tilgang til forandringer i industrien. Det er vigtigt at undgå afskedigelser, således at virksomhederne kan holde fast på den kvalificerede arbejdsstyrke. Tab af arbejdspladser, der ikke kan undgås, bør organiseres og mildnes på socialt acceptabel vis. I visse central- og østeuropæiske lande kan vi se eksempler på moderniseringer af økonomien, der er mere produktive og renere, og som skaber nye velbetalte jobs.

4.5.8.

Myndigheder, erhvervssammenslutninger og fagforeninger må finde løsninger til, hvordan erhvervsaktivitetens cykliske udsving kan håndteres. En hurtig og effektiv adgang til kvalificerede medarbejdere er helt afgørende, hvis europæiske fremstillingsvirksomheder skal kunne svare igen på den stigende internationale konkurrence. Beskæftigelseslovgivningen skal befordre arbejdsordninger, både eksternt og internt, som tager hensyn til såvel behovet for en effektiv produktionsproces som sundheds- og sikkerhedsforhold og balancen mellem arbejds- og privatliv. Instrumenter, der fremmer den nødvendige fleksibilisering, må ikke bruges til at sænke de nuværende sociale standarder i Europa.

4.5.9.

De nationale arbejdsmarkedsparter har et stort ansvar for overenskomstforhandlingerne. At kunne tage udfordringerne op med de nuværende lønomkostningsniveauer er ikke let. Lønmodtagernes købekraft skal opretholdes. De europæiske virksomheders konkurrenceevne skal ikke forbedres ved at sænke aflønningerne. Indsatsen for at bevare og forbedre beskæftigelsen skal fokusere på den ikke-prisrelaterede konkurrenceevne og nedbringelse af produktionsomkostningerne. Produktivitetsgevinster bør deles mellem lønstigninger, investeringer og udbytte til aktionærerne.

4.6.1.

I de senere år har Kommissionen erkendt, at ved at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at eksportere kan man skabe en stærkere økonomi. For mange små og mellemstore virksomheder består det første skridt i eksport til et andet EU-land. Derfor er konkurrencen på det indre marked så vigtig, da erfaringerne herfra kan motivere til at eksportere ud af EU. Eksport ud af EU er vanskelig for små og mellemstore virksomheder, hvorfor det er vigtigt, at de ikke overlades til sig selv på disse markeder. Endvidere bør små og mellemstore virksomheder have lettere adgang til eksportfinansieringsinstrumenter.

4.7.1.

Selv om de offentlige budgetter stadig holdes i stram snor, bør de nødvendige investeringer i energiinfrastruktur ikke udskydes, da dette ville gå ud over Europas konkurrenceevne.

4.7.2.

De fleste investeringer i energi- og ressourceeffektivitet foretages i dag kun, hvis rentabilitetstærsklen kan nås på under 3 år, hvilket betyder mange forspildte muligheder. Mange private investeringer foretages ikke, selv om de ville kunne svare sig med en rentabilitetshorisont på 3 til 5 år. Dette dilemma kunne løses, hvis det fremtidige udbytte fra sådanne investeringer kunne skabe likviditet allerede på det tidspunkt, hvor investeringen skal foretages. I lyset heraf kunne man under EIB eller nationale finansieringsbanker oprette fonde, der yder virksomheder og private kredit til sådanne investeringer mod det udbytte, der skabes af de deraf følgende besparelser, indtil lånet er tilbagebetalt. Denne model kan fremme sådanne investeringer uden nogen form for offentlig støtte.

4.8.1.

Europæiske fremstillingsvirksomheder har nydt godt af de hidtidige bestræbelser i retning af bedre affaldsgenbrug i den nuværende situation med høje råvarepriser. Det meste metal, som udgør basis for de fleste varer, er i dag genbrugt. Ikke desto mindre spiller adgang til importerede råvarer fortsat en afgørende rolle for ingeniørbranchens konkurrenceevne. Derfor må EU insistere på, at handlen med råvarer ikke underkastes restriktioner, der er uforenelige med WTO, navnlig ikke handlen med sjældent forekommende jordarter. Man skal holde sig for øje, at etiske, sociale og økologiske standarder skal overholdes.

4.9.1.

Europæiske virksomheder bør være bedre til at udnytte det potentiale, der ligger i nye EU-medlemsstater. Med denne tilgang kunne problemet med de betydelige økonomiske forskelle mellem de forskellige europæiske regioner gøres til et aktiv for EU.

4.9.2.

EØSU anmoder indtrængende Kommissionen om at holde øje med situationen i den internationale handel med kritiske råmaterialer. EØSU anbefaler, at man opstiller flere plausible scenarier, også det værst tænkelige, for at beskrive truslerne og mulige løsninger. Samarbejdet med andre lande i en lignende situation (USA, Japan, Sydkorea) bør styrkes.